LBK nr 1163 af 13/11/2024
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v. § 183
(Ophævet)
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v. § 183
RetsinformationBestemmelsen viderefører § 216 a i den gældende lov om investeringsforeninger m.v.
Efter stk. 1 skal SIKAV’er og værdipapirfonde betale et gebyr ved stiftelse til Erhvervsstyrelsen. Gebyret dækker Erhvervsstyrelsens og Skatte- og afgiftsmyndighedernes omkostninger ved registrering af virksomhedsoplysninger og tildeling af CVR-nummer til SIKAV’er og SE-nummer til værdipapirfonde, afdelinger i SIKAV’er og eventuelle andelsklasser i de pågældende afdelinger. Gebyret beregnes på grundlag af Erhvervsstyrelsens og Skatte- og afgiftsmyndighedernes direkte og indirekte omkostninger ved registrering af virksomhedsoplysninger, tildeling af CVR-nummer til SIKAV’er og SE-nr. til værdipapirfonde samt afdelinger heraf og andelskasser heri. Ved beregningen af gebyret indgår således også omkostninger ved udvikling, drift og vedligehold af understøttende it-systemer samt administration af selve gebyrordningen. Gebyret pr. stiftelse fastsættes, så der sikres fuld dækning af de omkostninger i Erhvervsstyrelsen og SKAT, der er forbundet med de pågældende opgaver, således at der tilstræbes økonomisk balance mellem indtægter og omkostninger over en otteårig periode.
Efter stk. 2 skal SIKAV’er og værdipapirfonde betale en årlig afgift til Erhvervsstyrelsen. Afgiften dækker Erhvervsstyrelsens og Skatte- og afgiftsmyndighedernes omkostninger ved administration af lovgivningen, herunder bl.a. registreringsopgaver i forbindelse med ændringer i virksomhedsoplysninger og SE-numre samt offentliggørelse af årsrapporter. Afgiften pr. SIKAV og værdipapirfond beregnes på grundlag af Erhvervsstyrelsens og Skatte- og afgiftsmyndighedernes direkte og indirekte omkostninger ved administration af registreringsopgaver i forbindelse med ændringer i virksomhedsoplysninger og SE-numre. Ved beregningen af afgiften indgår således også omkostninger ved udvikling, drift og vedligehold af understøttende it-systemer samt administration af selve afgiftsordningen. Afgiften pr. år fastsættes, så der sikres fuld dækning af de omkostninger i Erhvervsstyrelsen og SKAT, der er forbundet med de pågældende opgaver, således at der tilstræbes økonomisk balance mellem indtægter og omkostninger over en otteårig periode.
I stk. 3 foreslås det, at registreringsgebyret ved stiftelse, jf. stk. 1, og den årlige afgift, jf. stk. 2, kan reguleres årligt med omkostningsudviklingen i form af pris-/lønregulering svarende til den almindelige pris- og lønudvikling.
Efter stk. 4 opkræver Erhvervsstyrelsen registreringsgebyret ved stiftelse, jf. stk. 1, og den årlige afgift, jf. stk. 2, hos SIKAV’en henholdsvis det investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, der administrerer værdipapirfonden.
Stk. 5 indeholder en bemyndigelse til Erhvervsstyrelsen til at fastsætte størrelsen af registreringsgebyret ved stiftelse og den årlige afgift ved bekendtgørelse i overensstemmelse med forslagets stk. 1-3 og bemærkningerne hertil. Endvidere bemyndiges Erhvervsstyrelsen til at fastsætte de nærmere regler om opkrævning af sådanne gebyrer og afgifter. Det kan herunder bestemmes, at der kan fastsættes gebyr for rykkerbreve ved for sen betaling.