LBK nr 1163 af 13/11/2024
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v. § 14b
Investeringsforeninger og SIKAV’er, der skal indhente, opbevare og registrere oplysninger om reelle ejere, jf. § 14 a, skal efter anmodning forsyne personer og virksomheder, der i medfør af hvidvaskloven skal udføre kundekendskabsprocedurer, med oplysninger om investeringsforeningens eller SIKAV’ens ejerforhold.
Stk. 2. Modtager Finanstilsynet indberetninger om uoverensstemmelser i de registrerede oplysninger om en investeringsforenings eller SIKAV’s reelle ejere i medfør af hvidvaskloven, foretager Finanstilsynet en undersøgelse af forholdet. Finanstilsynet kan i denne forbindelse over for investeringsforeningen eller SIKAV’en fastsætte en frist for forholdets berigtigelse.
Stk. 3. Efter anmodning fra Finanstilsynet kan Erhvervsstyrelsen sideløbende med undersøgelsen, jf. stk. 2, offentliggøre en meddelelse om indberetningen i Erhvervsstyrelsens it-system. Investeringsforeningen eller SIKAV’en skal have mulighed for at gøre indsigelse mod indberetningen, inden den offentliggøres, medmindre formålet med offentliggørelsen af meddelelsen om indberetning derved forspildes.