Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LBK nr 85 af 31/01/2025

Børne- og Undervisningsministeriet

Bekendtgørelse af lov om institutioner for forberedende grunduddannelse § 48

Børne- og undervisningsministeren fører tilsyn med institutionerne og undervisningen, herunder undervisning, der udbydes af kriminalforsorgen.

Stk. 2. Finder børne- og undervisningsministeren, at en institutions virksomhed ikke er i overensstemmelse med denne lov eller lov om forberedende grunduddannelse eller de regler eller aftaler, der er fastsat eller indgået i henhold hertil, kan ministeren udstede påbud til institutionen om at ændre den pågældende virksomhed.

Stk. 3. Efterkommer bestyrelsen ikke påbud fra børne- og undervisningsministeren, eller forsømmer bestyrelsen i væsentlig grad at varetage sine opgaver i overensstemmelse med lovgivningen, kan ministeren beslutte, at

  1. bestyrelsens opgaver eller dele heraf i en periode varetages af personer, der udpeges af ministeren, eller

  2. bestyrelsen træder tilbage, således at en ny bestyrelse skal udpeges efter reglerne i institutionens vedtægt.

Stk. 4. Bringer bestyrelsen ved sine dispositioner institutionens videreførelse eller elevernes undervisning i fare, kan børne- og undervisningsministeren beslutte, at bestyrelsen straks træder tilbage, og ministeren kan i forbindelse hermed beslutte, at bestyrelsens opgaver i en periode fastsat af ministeren, eller indtil der efter ministerens bestemmelse er udpeget en ny bestyrelse efter reglerne i institutionens vedtægt, varetages af personer, der udpeges af ministeren.