LBK nr 146 af 14/02/2024
Børne- og Undervisningsministeriet
Bekendtgørelse af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. § 45
Børne- og undervisningsministeren kan til elever i de gymnasiale uddannelser med bopæl i Danmark, der har gennemført første år af uddannelsen til uddannelsen til almen studentereksamen, uddannelsen til merkantil studentereksamen eller uddannelsen til teknisk studentereksamen, give tilskud til dækning af betaling for undervisning i udlandet, der sigter mod en tilsvarende international eksamen, som er adgangsgivende til videregående uddannelser i Danmark. Tilskuddet udgør pr. år et beløb fastsat på de årlige finanslove, dog højst den faktiske betaling for undervisningen.
Stk. 2. Indehavere af forældremyndigheden over eleven eller eleven, hvis den pågældende ikke er undergivet forældremyndighed, skal umiddelbart før ansøgningstidspunktet have haft fast ophold i Danmark i en sammenhængende periode på 2 år. Tilskud kan ikke gives, hvis forældremyndighedens indehavere er udsendt i udenrigstjenesten eller ansat ved De Europæiske Fællesskaber.
Stk. 3. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om administrationen af de i stk. 1 nævnte tilskud og om betingelser for, at elever kan modtage tilskud, herunder om ansøgning, frister for ansøgning, tilskudsperiode, studieaktivitet og tilskuddets størrelse, udbetaling og tilbagebetaling.