LBK nr 1043 af 17/09/2024
Transportministeriet
Bekendtgørelse af lov om infrastruktur for alternative drivmidler til transport § 5
I forbindelse med indgåelse af aftale efter § 4 kan kommunalbestyrelsen og regionsrådet yde betaling til operatøren af ladepunkter, såfremt
-
etablering af ladepunkter eller levering af opladningstjenester finder sted for at opfylde kommunens eller regionens forpligtelser efter anden lovgivning,
-
betaling sker med midler, der er modtaget fra enten staten, EU eller private med henblik på at etablere ladepunkter på kommunens eller regionens arealer,
-
betaling sker med midler, der stammer fra indtægter, som kommunen eller regionen tidligere har modtaget i forbindelse med indgåelse af aftaler efter § 4,
-
ladepunktet etableres med henblik på opladning af private køretøjer tilhørende kommunens eller regionens medarbejdere og gæster,
-
ladepunktet etableres med henblik på opladning af kommunens eller regionens egne elektriske køretøjer eller
-
adgangen til at yde betaling følger af regler fastsat af transportministeren, jf. stk. 2.
Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet ud over de i stk. 1, nr. 1-5, nævnte tilfælde inden for visse rammer kan yde betaling til operatøren af ladepunkter i forbindelse med indgåelse af aftaler efter § 4.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om infrastruktur for alternative drivmidler til transport § 5
RetsinformationKommuner og regioner har ikke i dag hjemmel til at yde betaling til operatører af offentligt tilgængelige ladepunkter.
Det foreslås i § 5, stk. 1, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet i en række nærmere opregnede tilfælde kan yde betaling til operatøren af ladepunkter i forbindelse med indgåelse af aftale efter § 4.
Behovet for og størrelsen på en evt. betaling til operatøren vil blive fastlagt i forbindelse med indgåelse af aftale på markedsvilkår efter lovforslagets § 3.
Kommuner og regioner vil derudover kunne anvende egne driftsmidler til administration, herunder sagsbehandling, udbudsproces, indhentelse af statslige eller EU-midler m.v.
Det foreslås i § 5, stk. 1, nr. 1, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet kan yde betaling til operatøren af ladepunkter i forbindelse med indgåelse af aftaler efter § 4, såfremt etablering af ladepunkter eller levering af opladningstjenester finder sted for at opfylde kommunens eller regionens forpligtelser i anden lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at kommunalbestyrelsen eller regionsrådet kan anvende egne midler til at yde betaling til operatører af ladepunkter, der står for etablering af ladepunkter eller levering af opladningstjenester, når kommunen eller regionen er forpligtet til at etablere ladepunktet efter anden lovgivning. Den foreslåede bestemmelse omfatter alene de tilfælde, hvor der indgås aftale om ret til at virke som operatør af de pågældende ladepunkter efter lovforslagets §§ 3 og 4.
Bestemmelsen vil således være relevant, når kommunen eller regionen etablerer eller indgår aftale om etablering af ladepunkter efter anden lovgivning, men hvor myndigheden ønsker, at ladepunktet skal være helt eller delvis offentligt tilgængelig efter reglerne i dette lovforslag. Kommunalbestyrelsen eller regionsrådet vil således i dette tilfælde kunne indgå aftale med en operatør om ret til at virke som operatør af ladepunktet efter lovforslagets § 4, samt efter lovforslagets § 5 yde betaling til operatøren for at virke som operatør af ladepunktet i de tidsrum, hvor ladepunktet er offentligt tilgængelig.
Det kan f.eks. være relevant, når kommuner og regioner som bygningsejere er forpligtede til at etablere og forberede parkeringspladser til etablering af ladestandere efter regler udstedt i medfør af byggeloven, og kommunalbestyrelsen eller regionsrådet ønsker at indgå aftale om ret til at virke som operatør af disse ladepunkter i overensstemmelse med lovforslagets § 4.
I det omfang der i anden lovgivning indføres forpligtelser for kommuner og regioner til at etablere ladepunkter eller levering af opladningstjenester, og hvor der indgås aftale om ret til at virke som operatør af ladepunktet efter lovforslagets § 4, vil dette også være omfattet af den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 1.
Lovforslaget vedrører ikke, når kommunalbestyrelsen eller regionsrådet betaler for etablering og drift af ladepunkter til myndighedens eget brug. Dette vil fortsat være omfattet af de hidtil gældende regler, herunder kommunal- og myndighedsfuldmagtsreglerne.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 2, indebærer, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet kan yde betaling i forbindelse med indgåelse af aftale om ret til at virke som operatør af ladepunkter, når betaling sker med midler, der er modtaget fra enten staten, EU eller private med henblik på at etablere ladepunkter på kommunens eller regionens arealer.
Hvis der bliver afsat midler fra staten eller EU, som kan søges til etablering af offentligt tilgængelige ladepunkter, kan kommuner og regioner søge herom, hvis det følger af reglerne for puljen, at kommuner og regioner kan søge.
Bestemmelsen er endvidere ikke til hinder for, at kommunalbestyrelsen eller regionsrådet opnår midler fra private til dette formål og anvender disse midler til at yde støtte til operatører i forbindelse med, at operatøren opnår ret til at virke som operatør af offentligt tilgængelige ladepunkter efter den foreslåede bestemmelse i § 4.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 3, kan kommunalbestyrelsen og regionsrådet yde betaling i forbindelse med indgåelse af aftale om ret til at virke som operatør af ladepunkter, når betaling sker med midler, der stammer fra indtægter, som kommunen eller regionen tidligere har modtaget i forbindelse med indgåelse af aftaler efter § 4.
Opnår kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indtjening ved at indgå aftaler om ret til at virke som operatør af offentligt tilgængelige ladepunkter efter § 4, kan denne indtjening medgå som offentlig betaling i forbindelse med fremtidige aftaler om ret til at virke som operatør af offentligt tilgængelige ladepunkter, der anlægges på kommunens eller regionens arealer. Kommunalbestyrelsen og regionsrådet kan dog ikke forlods anvende midler, som myndigheden tjener ved at indgå aftale med operatører af ladepunkter om ret til at virke som operatør på kommunens eller regionens arealer.
For at kommunalbestyrelsen eller regionsrådet kan anvende denne mulighed i praksis, kræver det, at der foretages en løbende regnskabsmæssig kontering af kommunens eller regionens indtægter fra denne aktivitet. Det er hensigten, at indtægter kan akkumuleres og anvendes samlet i senere regnskabsår.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 4, kan der ydes betaling i forbindelse med indgåelse af aftale om ret til at virke som operatør, når ladepunktet etableres med henblik på opladning af kommunens eller regionens egne elektriske køretøjer.
Bestemmelsen medfører, at hvis kommunalbestyrelsen eller regionsrådet etablerer ladepunkter til brug for opladning af myndighedens egne elektriske køretøjer, samt beslutter, at ladepunktet skal gøres helt eller delvis offentligt tilgængelig i overensstemmelse med lovforslagets § 4, kan kommunalbestyrelsen eller regionsrådet efter stk. 1, nr. 4, yde betaling til operatøren for at virke som operatør af ladepunktet i de tidsrum, hvor ladepunktet er offentligt tilgængelig. Finansiering af den del af ladepunktet, der anvendes til opladning af kommunens og regionens egne køretøjer, er ikke omfattet af dette lovforslag, og det vil derfor skulle vurderes ud fra anden lovgivning, herunder kommunal- og myndighedsfuldmagtsreglerne, om kommunen eller regionen kan betale for etablering af sådanne ladepunkter.
Med den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 5, kan kommunalbestyrelsen og regionsrådet yde betaling, når adgangen hertil følger af regler fastsat af transportministeren efter den foreslåede § 5, stk. 2.
Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 5, stk. 2.
Det foreslås i § 5, stk. 2, at transportministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet ud over de i § 5, stk. 1, nr. 1-4, nævnte tilfælde inden for visse rammer kan yde betaling i forbindelse med indgåelse af aftaler efter § 4.
Formålet med bestemmelsen er at give kommunalbestyrelsen og regionsrådet mulighed for at yde betaling til operatører bl.a. for at sikre, at der også i yderområder er et marked for at etablere offentligt tilgængelige ladepunkter.
Bestemmelsen medfører, at der kan fastsættes regler om, at kommunalbestyrelsen eller regionsrådet kan yde betaling af egne midler til operatører af offentligt tilgængelige ladepunkter, i forbindelse med indgåelse af aftale efter lovforslagets § 4. Ydelse af betaling i de tilfælde, hvor de økonomiske midler stammer fra statslige puljer, EU-tilskud eller fra indtjening i forbindelse med tidligere aftaler om ret til at virke som operatør af ladepunkter m.v., er reguleret i lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 1-4.
Efter bestemmelsen kan der alene ydes betaling inden for visse nærmere fastlagte rammer. Det er hensigten at fastsætte regler om, at midlerne skal afsættes inden for de rammer for kommuners og regioners udgifter til anlæg og drift, der aftales mellem henholdsvis regeringen og KL og henholdsvis regeringen og Danske Regioner. Det er endvidere hensigten at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet først kan disponere midler til at yde betaling, såfremt kommunalbestyrelsen eller regionsrådet efter afholdelsen af udbud af aftale om ret til at virke som operatør af ladepunkter efter § 3 har kunnet konstatere et behov for betaling. Der må således ikke forlods afsættes midler til kommunal eller regional medfinansiering til et konkret udbud. Kommunalbestyrelsen eller regionsrådet vil kunne delegere beføjelsen til administrativt niveau til disponering af midler til at yde betaling. Det må dog ikke føre til, at der forlods afsættes midler til kommunal eller regional medfinansiering til et konkret udbud.
Det er endvidere hensigten, at regler fastsat efter den foreslåede bemyndigelse tidsbegrænses. Der påtænkes således fastsat en udløbsbestemmelse ved udmøntningen af bestemmelsen. Det er således hensigten at fastsætte, at regler om kommunal og regional medfinansiering fastsat efter den foreslåede § 5, stk. 2, ophæves automatisk ved udgangen af 2024, medmindre andet bestemmes inden denne dato. Det bemærkes i den forbindelse, at det indgår i Aftale om regulering af ladestandermarkedet mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet af 28. oktober 2021, at ordningen for kommunal og regional medfinansiering evalueres frem mod foråret 2024, samt at parterne på den baggrund indkaldes til drøftelser i efteråret 2024. Eventuel fastsættelse af regler om kommunal og regional medfinansiering efter 2024 vil blive fastsat på baggrund af disse drøftelser.
Regler udstedt i medfør af bemyndigelsen vil ikke pålægge kommunalbestyrelse eller regionsråd at yde betaling til operatører af offentligt tilgængelige ladepunkter. Det vil således være frivilligt for den enkelte kommune eller region, om der prioriteres midler til at medfinansiere offentligt tilgængelige ladepunkter efter regler udstedt i medfør af den foreslåede bemyndigelse. Kommunalbestyrelsen eller regionsrådet vil ligeledes godt kunne indgå aftale om ret til at virke som operatør af offentligt tilgængelige ladepunkter efter lovforslagets § 4 uden samtidig at yde betaling til operatøren.