Bekendtgørelse af lov om infrastruktur for alternative drivmidler til transport § 19

Det følger af vejlovens § 80, stk. 1, nr. 1, at det offentlige vejareal med vejmyndighedens tilladelse kan anvendes til varig eller midlertidig anbringelse af affald, automater, boder, containere, hegn, materialer, materiel, løsøregenstande, reklamer, skilte, skure, skurvogne, boder og lignende. Efter bestemmelsens stk. 2 kan vejmyndigheden opkræve betaling for brug af vejarealet, når udnyttelse sker i et forretningsmæssigt øjemed.

Det foreslås i § 19, nr. 1, at der indsættes en ny bestemmelse i vejlovens § 80, stk. 3, om, at vejlovens 80, stk. 1, ikke finder anvendelse på etablering af offentligt tilgængelige ladepunkter.

Vejlovens § 80 giver i dag kommuner som vejmyndighed for kommuneveje mulighed for at tillade, at der anbringes genstande på vejarealet, herunder offentligt tilgængelige ladepunkter. Det er imidlertid Transportministeriets vurdering, at bestemmelsen ikke giver kommuner tilstrækkelig mulighed for at medvirke til udrulningen af offentligt tilgængelige ladepunkter på lokalt plan. Det foreslås på denne baggrund, at kommunalbestyrelsen vil skulle anvende reglerne i dette lovforslag, hvis der skal etableres offentligt tilgængelige ladepunkter og leveres opladningstjenester fra offentligt tilgængelige ladepunkter på kommunale arealer, herunder bestemmelser om, at aftaler skal indgås på markedsvilkår. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkningers afsnit 3.3.2.2.1.

Transportministeren er vejmyndighed for statsvejene, og Vejdirektoratet administrerer disse veje, jf. vejlovens § 6, stk. 1 og 2. Vejlovens § 80 gælder således ligeledes Vejdirektoratet som vejmyndighed for statsvejene og giver hjemmel til at tillade, at der anbringes genstande på statsvejene. Vejdirektoratet har som vejmyndighed givet koncessioner til etablering af ladepunkter på rastepladser langs statsvejnettet. Disse koncessioner er imidlertid givet med hjemmel i vejlovens §§ 14 og 88.

Med forslaget til en ny bestemmelse i vejlovens § 80, stk. 3, vil vejlovens § 80, stk. 1, ikke længere gælde for vejmyndighedens tilladelse til anlæg af offentligt tilgængelige ladepunkter på det offentlige vejareal.

Kommuner vil fremover skulle følge reglerne i AFI-loven, når det besluttes, at der skal etableres offentligt tilgængelige ladepunkter på kommuneveje. Tilladelser, som kommuner har givet til etablering og drift af ladepunkter efter vejlovens § 80 inden lovforslagets ikrafttræden, vil være gyldige indtil 1. januar 2036, jf. lovforslagets § 20. Hvis en eksisterende tilladelse til at etablere og drive offentligt tilgængelige ladepunkter på kommuneveje givet efter vejlovens § 80 udløber, eller parterne ønsker at ændre på denne i væsentligt omfang, efter lovforslagets ikrafttræden, og der fortsat skal drives offentligt tilgængelige ladepunkter på arealet, vil kommunen skulle indgå en aftale om ret til at virke som operatør af de pågældende ladepunkter i overensstemmelse med reglerne i dette lovforslag, uanset om tilladelsen udløber før eller efter 1. januar 2036, jf. lovforslagets § 20, stk. 7. En væsentlig ændring af en tilladelse vil f.eks. kunne være, hvis et normalt ladepunkt skal udskiftes med et højeffektladepunkt.

Staten, herunder Vejdirektoratet, vil fortsat kunne anvende vejlovens §§ 14 og 88, når staten som vejmyndighed indgår aftale om etablering af offentligt tilgængelige ladepunkter på statsveje. Aftalen skal indgås på markedsvilkår efter den foreslåede § 3. Det følger således af vejlovens § 88, at det kræver vejmyndighedens tilladelse at etablere eller udvide tankanlæg på eller ved offentlig vej. Bestemmelsen finder også anvendelse for elladestationer og lignende indretninger, der leverer andre former for fremføringsmidler (end benzin og diesel) til køretøjer, jf. vejlovens § 88, stk. 5. Her skal vejmyndigheden således godkende, at ejendommens adgang til den offentlige vej anvendes som adgang til elladestationerne, og inden en eventuel tilladelse kan meddeles, skal vejmyndigheden efter vejlovens § 89 forhandle med politiet. For så vidt angår statsvejene, kan transportministeren i henhold til vejlovens § 14, stk. 2, indgå aftaler med forpagtere om tilvejebringelse og drift af faste anlæg eller bygninger på de forpagtede arealer på statsvejenes sidearealer (rastepladser m.v.). Disse bestemmelser vil fortsat gælde.

Bestemmelserne i AFI-loven udgør særlovgivning og påvirker ikke i øvrigt administrationen af vejlovens § 80.