Bekendtgørelse af lov om hold af dyr § 53

Kontrolmyndigheden kan som led i kontrol og overvågning vederlagsfrit udtage prøver til undersøgelse og herunder aflive dyr i undersøgelsesøjemed. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at udgifterne i forbindelse med laboratorieundersøgelser, udtagning af prøver og andre foranstaltninger, der iværksættes i medfør af loven eller regler fastsat i medfør af loven eller af Den Europæiske Unions forordninger, helt eller delvis afholdes af den for dyreholdet ansvarlige ejer eller bruger eller sammenslutning heraf.

Stk. 2. Ejere af dyrehold og virksomheder samt importører og eksportører afholder udgifterne ved den kontrol og det tilsyn, der udføres efter loven eller regler fastsat i medfør af loven eller af Den Europæiske Unions forordninger, medmindre ministeren bestemmer andet. Ministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om betaling af udgifterne ved gennemførelse af særlige undersøgelser, ydelser og ekspeditioner i medfør af loven eller regler fastsat i medfør af loven eller af Den Europæiske Unions forordninger.

Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at betaling for kontrol, der udføres efter lov om fødevarer, sker efter stk. 2, når kontrollen indgår som en del af et overordnet kontrolområde omfattet af denne lov.

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om hold af dyr § 53

Retsinformation

Den foreslåede bestemmelse viderefører § 35, stk. 1-3, i lov om sygdomme og infektioner hos dyr, men foreslås nu at omfatte alle foranstaltninger, der iværksættes efter nærværende lovforslag. Bestemmelsen bygger på princippet om fuld dækning af omkostningerne gennem opkrævning af betaling. Foranstaltningerne efter loven gennemføres i et vist omfang i et samarbejde mellem producenter og virksomheder og staten. Samarbejdet omfatter også en fordeling af udgifterne mellem staten og erhvervet. Bestemmelsen omfatter også omkostninger ved foranstaltninger, der iværksættes direkte i medfør af Det Europæiske Fællesskabs forordninger.

Bestemmelse i stk. 1 omfatter især adgangen til at fordele udgifterne til sygdomsbekæmpelse mellem det offentlige, besætningsejerne og disses foreninger og organisationer efter den samfundsmæssige betydning af den pågældende sygdom. Begrundelsen for, at det offentlige i et vist omfang bør medvirke ved finansieringen af sygdomsbekæmpelse inden for husdyrsektoren, er dels den samfundsmæssige interesse i at bevare en sund husdyrbestand som leverandør af sunde fødevarer, dels husdyrsektorens centrale betydning i en eksportmæssig sammenhæng og dermed for den samlede samfundsøkonomi. Endvidere gælder, at visse sygdomme, f.eks. rabies, vil kunne overføres til mennesker, hvorfor de allerede af denne grund bør bekæmpes.

På de i § 25 nævnte lister 3 og 4 er husdyrsygdommene opdelt i overensstemmelse med de nævnte synspunkter og på baggrund af den til enhver tid værende sygdomssituation med hensyn til sygdomsbekæmpelse og eksport.

Liste 3 repræsenterer således sygdomme, der betragtes som meget alvorlige. Der er tale om sygdomme, der medfører høj smitterisiko og stor dødelighed, og hvis forekomst udelukker eksport af en række landbrugsvarer til betydningsfulde markeder.

Liste 4 repræsenterer sygdomme, der har mere begrænsede eksportmæssige konsekvenser, idet de i reglen kun influerer på handelen med dyr til avl og opdræt og på produktionsforholdene i den enkelte besætning.

Herudover resterer de sygdomme, der hverken nævnes på liste 3 eller liste 4. Det er sygdomme, der ikke skønnes at være nogen væsentlig samfundsmæssig interesse i at bekæmpe.

Med hensyn til undersøgelser ved mistanke om forekomsten af en af de på liste 3 nævnte sygdomme forudsættes, at det offentlige dækker udgiften til såvel prøveudtagning som den pågældende statslige veterinære institutions diagnosticering af prøven.

For bekæmpelsesforanstaltninger gælder, at den offentlige deltagelse i sygdomsbekæmpelsen og de nævnte sygdommes alvorlige karakter, betyder, at udgifterne forudsættes båret af det offentlige. De foranstaltninger, der i denne forbindelse påbydes, f.eks. destruktion, nedslagning, afspærring, vil ofte være af en karakter, der går ud over, hvad der er i den enkelte besætningsejers interesse for at bekæmpe sygdommen. Vedrørende erstatninger henvises til bemærkningerne til § 56.

Med hensyn til de på liste 4 nævnte sygdomme, f.eks. IBR og leukose, forudsættes det offentlige som led i den almindelige sygdomsovervågning at afholde udgifterne ved de statslige veterinære institutioners diagnosticering af prøver, udtaget ved konkret mistanke om sygdom i en besætning.

Ud over undersøgelser i forbindelse med konkret mistanke om sygdom har der løbende været gennemført en overvågning af forekomsten af en række af de på liste 4 nævnte sygdomme, f.eks. IBR, leukose og Aujeszky's sygdom. For så vidt angår sådanne overvågningsprogrammer forudsættes det offentlige kun at afholde udgifter til diagnosticering af prøver, når dette som et led i den almindelige zoosanitære overvågning er aftalt i forbindelse med gennemførelsen af et bekæmpelsesprogram.

Udgifter i øvrigt i forbindelse med konstatering og bekæmpelse af de på liste 4 nævnte sygdomme forudsættes at være det offentlige uvedkommende.

Udgifter i forbindelse med konstatering og bekæmpelse af andre sygdomme forudsættes ligeledes at være det offentlige uvedkommende.

Bekæmpelse af de uden for liste 3 nævnte sygdomme vil f.eks. kunne finansieres ved tilskud fra fonde, oprettet af erhvervets organisationer efter de for disse gældende regler.

Udgifter til andre foranstaltninger f.eks. dyrlægeundersøgelser og -tilsyn, udstedelse af attester, mærkning samt indsyning af dyr til dyrskuer, der foretages som led i den generelle sygdomsforebyggelse, forudsættes normalt at påhvile besætningsejeren.

Bestemmelserne i stk. 2 og 3 er udtryk for princippet om brugerbetaling, hvorefter udgifterne ved kontrollen afholdes af de kontrollerede.

Princippet i stk. 2 er, at de af det offentlige faktisk afholdte udgifter skal dækkes. Opkrævningen af brugerbetalingen må ikke overstige de afholdte udgifter. Opkrævning af betaling til dækning af veterinærkontrollen ved indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, sker med baggrund i Rådets direktiv 96/43/EF af 26. juni 1996 om ændring og kodifikation af direktiv 85/73/EØF om finansiering af veterinærundersøgelse og kontrol af levende dyr og visse animalske produkter og om ændring af direktiv 90/675/EØF og 91/496/EØF. Bestemmelser om opkrævning af afgift til dækning af kontrolomkostningerne indgår i Kommissionens forslag til Europaparlamentets og Rådet forordning om offentlig foderstof- og fødevarekontrol.

Princippet i bestemmelsen er som nævnt, at der gennemføres brugerbetaling, som dækker omkostningerne. Ministeren foreslås imidlertid fortsat at have hjemmel til at fravige dette princip, f. eks. i forbindelse med etablering af en ordning, hvorefter foranstaltningerne helt eller delvis betales af brancherne, eventuelt via produktionsafgiftsfonde. Reglerne i den ovenfor nævnte Kommissionsbeslutning om finansiering af veterinærundersøgelser fører i visse tilfælde til opkrævning af en afgift, der ikke ganske svarer til de faktiske omkostninger.

Bestemmelsen i stk. 3 omhandler betaling for mere enkeltstående ydelser, som f.eks. undersøgelser og enkeltekspeditioner (visse certifikatudstedelser). Bestemmelsen er samtidig forudsætningen for den brugerbetaling, som bliver opkrævet for omsætningsdokumenter og registrering af kvæg i CHR i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr.1760/2000 af 17. juli 2000 om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af kvæg og om mærkning af oksekød og oksekødsprodukter.