LBK nr 62 af 19/01/2024
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Bekendtgørelse af lov om hold af dyr § 2
Loven omfatter både dyr, der er i menneskelig varetægt, og vildtlevende dyr samt animalske fødevarer og andre produkter af og affald fra dyr.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om hold af dyr § 2
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til § 4 i lov om sygdomme og infektioner hos dyr. Bestemmelsen omfatter først og fremmest de dyr, der traditionelt holdes i erhvervs- eller produktionsmæssigt øjemed, som f.eks. kvæg, svin, fjerkræ, får eller pelsdyr samt fødevarer og andre produkter af dyr. Også de mere utraditionelle former for hold af dyr, der i de senere år har vundet indpas som alternative produktionsformer, f.eks. opdræt af hjortedyr og strudsefugle er omfattet af lovens bestemmelser vedrørende hold af dyr. Fisk og andre akvakulturdyr, der holdes i dambrug eller lignende, vil ligeledes være omfattet af bestemmelsen.
Da også andre dyr end produktionsdyr kan videreføre smitsomme sygdomme, er det nødvendigt, at visse af lovens regler kan bringes i anvendelse også over for andre dyr. F.eks. kan papegøjefugle og andre fugle angribes af, og dermed videreføre, ornitose, som kan overføres til mennesker, ligesom f.eks. hunde og ræve kan videreføre rabies.
Ved hold af dyr forstås generelt, at der er tale om dyr i menneskelig varetægt. Loven finder således også anvendelse på dyr, der holdes som hobbydyr, i zoologiske haver og i cirkus, dyreparker og lignende steder.
Anvendelse af lovens bestemmelser på dyr, der ikke er i menneskelig varetægt, vil ske under hensyn til lovens formål, som angivet i § 1, stk. 1, der er at sikre sundhedstilstanden blandt dyreholdet og beskytte menneskers sundhed mod sygdomme og infektioner hos dyr. Lovens bestemmelser vil således ikke kunne finde anvendelse på foranstaltninger til bekæmpelse af sygdomme hos f.eks. vildtlevende dyr, som alene har betydning for vildtbestanden. Disse foranstaltninger henhører under jagt- og miljølovgivningen.
Bier er ikke omfattet af loven, men reguleres i medfør af lov om biavl, der administreres af fødevareministeren med bistand af bl.a. Statens Bisygdomsnævn.
Til kapitel 2
Hold, registrering, mærkning og omsætning af dyr