Bekendtgørelse af lov om frikommunenetværk § 27f

En almen familiebolig kan indrettes til et kollektivt bofællesskab, jf. § 3, stk. 2, 5 og 6 i lov om almene boliger m.v. I et kollektivt bofællesskab har de enkelte beboere hver sit værelse, mens de deles om boligens fælles faciliteter. Når en almen familiebolig skal indrettes til et sådant bofællesskab, vil selve indretningen ofte indebære visse udgifter. Dette gælder, hvad enten bofællesskabet etableres ved ommærkning eller kommunens beslutning, ligesom det også ved nybyggede kollektive bofællesskaber kan være nødvendigt at udstyre bofællesskabet med diverse inventar for at sikre et velfungerende bofællesskab fra starten.

Som eksempel på udgifter, der kan være nødvendige for, at en almindelig familiebolig, der er møntet på én husstand, kan komme til at fungere som et kollektivt bofællesskab, kan nævnes udgifter til opsætning af postkasser, navneskilte og skillevægge, ligesom der skal være lås på dørene til de enkelte værelser. Det beror på arten af den enkelte udgift, om det er en udgift, som skal afholdes af lejerne i bofællesskabet eller af boligorganisationen.

Kommunen kan endvidere efter § 59, stk. 1, i lov om almene boliger m.v. have anvisningsret til de ledige værelser i bofællesskaber - det vil sige ret til at bestemme, hvilken konkret boligsøgende der skal have tilbudt det ledige værelse. Der er kommunal anvisning, når kommunen har besluttet, at et kollektivt bofællesskab skal udlejes til flygtninge. Kommunen kan kun træffe en sådan beslutning for bofællesskaber, der er indrettet efter den 1. juli 2016. Flygtninge skal her forstås som den gruppe, der er omfattet af § 65 i lov om individuel boligstøtte. Der er ligeledes kommunal anvisning, hvis kommunen og boligorganisationen har indgået en aftale herom.

Når kommunen har anvisningsret til de ledige værelser, følger der en forpligtelse med til at betale lejen fra det tidspunkt, hvor det ledige værelse er til rådighed for kommunen, og indtil udlejning sker. Med leje forstås den rene leje. Kommunen skal således ikke betale udgifter til forbrug, fx varme, og må heller ikke betale sådanne udgifter. Udgifterne til forbrug, herunder varme, afholdes derimod af boligorganisationen ligesom ved kommunal anvisning til almindelige familieboliger.

På denne baggrund foreslås det i stk. 1 at give kommunerne hjemmel til at afholde de udgifter, som er nødvendige for at få indrettet en almindelig familiebolig til et bofællesskab, herunder nødvendigt inventar. Det beror på de helt konkrete forhold, herunder størrelsen på bofællesskabet, hvad der vil være behov for i det enkelte bofællesskab.

Forslaget indebærer, at det er kommunen, som bestemmer, hvad der skal foretages i boligen, og om det er nødvendigt at købe inventar fx i form af møbler og køkkengrej, dertil. Der er dog intet til hinder for, at kommunen både inddrager boligorganisationen og de kommende lejere, hvis de er udpeget på dette tidspunkt, i beslutningsprocessen.

Derfor foreslås endvidere i stk. 2, at kommunen, når den har anvisningsret til værelserne i et bofællesskab, får hjemmel til at dække den udgift til varme, som lejeren af det pågældende værelse ellers skulle have betalt. Der er tale både om den varme, som vedrører selve værelset, og den varme, som vedrører værelsets andel af varmen i fælleslokalerne. Hvis det efter varmeregnskabsårets afslutning viser sig, at kommunen har betalt for lidt, påhviler efterbetalingen kommunen, ligesom kommunen, hvis den har betalt for meget, har ret til at få tilbagebetalt det for meget betalte.

Kommunerne i netværket om billige boliger og fleksible boligløsninger har udtrykt ønske om at få en hjemmel til at dække udgifter til opsætning af postkasser, navneskilte og skillevægge m.v. ud fra den betragtning, at det er kommunen, der har en økonomisk interesse i etableringen af et bofællesskab, da alternativet ofte er, at de boligsøgende ville få forlænget opholdet i et botilbud eller på et herberg, hvor kommunen skal dække en langt større udgift. Kommunerne har endvidere henvist til, at almene boliger i stigende omfang udlejes uden løse installationer såsom komfur og køleskab. Det er kommunernes erfaring, at boligorganisationerne ikke er villige til at udstyre boligerne med disse hvidevarer, da lejerne selv ønsker at lægge niveauet, og da vedligeholdelsen heraf er en væsentlig driftsudgift. Herudover har kommunerne bemærket, at målgruppen for bofællesskaber typisk har beskedne indkomster, hvorfor de pågældende lejere kan have vanskeligt ved selv at sørge for møbler til spisekøkkenet eller fællesrummet (hvis boligen ikke er udstyret med spisekøkken, skal den indeholde et ekstra værelse, som kan benyttes af alle lejerne).

Kommunerne anfører i den forbindelse, at de kan bevilge enkeltydelser – også i form af komfur, køleskab og møbler – men sådanne ydelser kan ikke bevilges til fælles brug.

Hvis en kommune beslutter at udnytte den nye hjemmel, er konsekvensen, at kommunen får pligt til at vedligeholde og forny de installationer/ting, som kommunen oprindeligt sørgede for.

Frikommunerne finder det endvidere uhensigtsmæssigt, at varmen slukkes i vinterhalvåret, når et værelse står tomt. Det lægges til grund, at der hermed menes, at det er uhensigtsmæssigt for de resterende lejere, hvis deres værelser støder direkte op til det ledige – og uopvarmede – værelse, fordi de således selv må skrue mere op for varmen med en højere varmeudgift til følge. Hertil kommer, at det kan være lettere for kommunerne at få etableret bofællesskaber, hvis de kan tilbyde boligorganisationerne at dække udgifterne til varme i tomgangsperioder.

Kommunerne får med ordningen forbedrede muligheder for at sikre større økonomisk stabilitet ved lejeres ind- og udflytning i kollektive bofællesskaber.

Lovforslaget giver frikommunerne mulighed for at gennemføre forsøg indtil den 31. december 2021, jf. forslagets § 1. En kommune kan således ikke afholde udgifter til indretning af bofællesskaber efter denne dato. Det samme gælder for udgifter til fornyelse og vedligeholdelse af de installationer og ting, som kommunen oprindelig sørgede for samt dækning af udgifter til varme.