LBK nr 1036 af 12/09/2024
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Bekendtgørelse af lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion § 4
Klima-, energi- og forsyningsministeren varetager en samlet koordinering af energibesparelsesaktiviteter i forhold til alle samfundets sektorer og omfattende alle aktører og virkemidler. Koordineringen skal sikre, at indsatsen for at fremme energibesparelser er sammenhængende og effektiv, og at indsatsen bliver prioriteret i overensstemmelse med de formål, som er nævnt i § 1.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren udarbejder periodiske redegørelser for koordineringen som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter målsætninger for gennemførelsen af energibesparelser og vurderer, om der er behov for nye initiativer til fremme af energibesparelser for at opnå de nævnte målsætninger.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion § 4
RetsinformationVed stk. 1 skabes der faste rammer for den fremtidige planlægningsproces om energibesparelser. Miljø- og energiministeren skal således gennemføre en samlet planlægning af energibesparelser i forhold til alle samfundets sektorer, omfattende alle aktører og virkemidler. Det fremgår videre af bestemmelsen, at planlægningen skal sikre, at energibesparelserne bliver prioriteret, koordineret og gennemført i overensstemmelse med de i § 1 nævnte formål.
Der har ikke hidtil været specifikke bestemmelser om miljø- og energiministerens planlægning af besparelsesaktiviteterne, men Energistyrelsen har med mellemrum udarbejdet oplæg til handlingsprogrammer.
Planlægningen skal indeholde prognoser for energiforbruget, målsætninger for energibesparelser i de enekelte sektorer og vurdering af virkemidler. Resultaterne af planlægningen fremlægges i de årlige energispareredegørelser. Den første redegørelse fremlægges i september 2000.
Gennem planlægningen skal miljø- og energiministeren sikre en prioritering og samordning af energibesparelsesaktiviteter i forhold til alle samfundets sektorer med henblik på at sikre den størst mulige effektivitet i indsatsen, således at ressourcerne bliver anvendt på de områder, hvor der opnås den størst mulige miljøfordel. Det er hensigten, at miljø- og energiministeren skal foretage en samlet prioritering af den indsats, der foregår dels i medfør af denne lov, dels efter anden lovgivning, og koordinere de forskellige aktørers indsats for energibesparelser gennem planlægningen og ved etableringen af lokale samarbejder efter kap. 3.
Som et led heri skal effekten af igangværende initiativer og behovet for nye virkemidler vurderes. Denne vurdering kan danne grundlag for beslutninger om, hvilke initiativer der skal iværksættes, herunder økonomiske, lovgivningsmæssige og andre midler. Planlægningen vil også kunne føre til nye initiativer inden for forskning og udvikling vedrørende energibesparelser.
Planlægningen skal omfatte alle aktørers besparelsesaktiviteter og aktuelle og potentielle virkemidler, og planlægningen vil derved også have betydning for de energibesparelsesaktiviteter, som de kollektive energiforsyningsvirksomheder er pålagt at udføre. Miljø- og energiministeren kan således på grundlag af planlægningen udmelde rammer for, hvorledes energiforsyningsvirksomhederne skal planlægge og gennemføre deres aktiviteter (jf. bemærkningerne til § 3), således at denne indsats bliver konsistent med de energipolitiske mål.
Resultaterne fra den planlægning, som de kollektive energiforsyningsvirksomheder er pålagt at udføre for deres energibesparelsesaktiviteter, vil indgå som bidrag til den planlægning, som miljø- og energiministeren varetager.
Endvidere vil planlægningen kunne styrke samarbejdet med de lokale energibesparelsesaktiviteter, som bl.a. foregår gennem Agenda 21-arbejdet, jf. bemærkningerne til kap. 3 om de lokale Energispareudvalg.
Ifølge stk. 2 lader miljø- og energiministeren endvidere udarbejde periodiske redegørelser for planlægningen. Dette er en videreførelse af praksis, hvor ministeren har fremlagt energipolitiske redegørelser for bl.a. energibesparelsesaktiviteterne med regelmæssige mellemrum. Det er hensigten, at denne redegørelse skal udarbejdes årligt i september måned. Redegørelsen, som skal belyse de emner, som også omfattes af planlægningen efter stk. 1, skal medvirke til at skabe rammer for den energipolitiske debat i Folketinget og for udmøntningen af nye konkrete initiativer.
Endvidere fastsætter miljø- og energiministeren ifølge stk. 3 målsætninger for gennemførelsen af energibesparelser og vurderer, om der er behov for nye initiativer for at gennemføre energibesparelser for at opnå disse målsætninger. Bestemmelsen skal sikre, at der i overensstemmelse med de i lovens § 1 nævnte formål bliver fastlagt retningslinier for, hvorledes energibesparelserne kan medvirke til at opfylde de nationale og internationale energipolitiske mål.
Målsætningerne skal fastlægges for energibesparelser i de enkelte sektorer, og de vil især fokusere på sektorer af særlig betydning for energiforbrugets udvikling eller sektorer, hvor der er særligt behov for en forøgelse af indsatsen. Miljø- og energiministeren vil kunne fastsætte målsætningerne i forbindelse med fremlæggelsen af en redegørelse som nævnt i stk. 2 eller som et led i den energipolitiske debat i øvrigt om gennemførelsen af nationale eller internationale handlingsplaner.
Til § 5
Miljø- og energiministeren skal ifølge stk. 1 holde et af Folketinget udpeget udvalg i praksis Folketingets Energipolitiske Udvalg - underrettet om alle væsentlige forhold vedrørende udviklingen i landets energiforbrug. Dette indebærer, at udvalget skal orienteres om forhold, der har betydning for den energipolitiske debat, herunder om prognoser for opfyldelsen af målsætningerne på energibesparelsesområdet og om strategier og væsentlige konkrete initiativer for at realisere målene. Bestemmelsen, som afspejler hidtidig praksis, svarer til § 3 i elforsyningsloven.
Ifølge stk. 2 kan miljø- og energiministeren anmode et af ministeren nedsat udvalg om en udtalelse om planlægningen, som udarbejdes som nævnt § 4, og om forhold af betydning for prioriteringen og gennemførelsen af energibesparelsesaktiviteter i øvrigt. Der sigtes til Energimiljørådet, som er et rådgivende udvalg med repræsentation af forskellige samfundsmæssige interesser på energiområdet, og som er nedsat af miljø- og energiministeren med henblik på at rådgive denne om energipolitiske forhold.
Til § 6
Ifølge stk. 1 skal miljø- og energiministeren sikre, at energibesparelsesaktiviteterne bliver planlagt og gennemført så effektivt som muligt i overensstemmelse med lovens formål, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 1. Til opfyldelse heraf kan der særligt tages initiativer som nævnt i nr. 1-3.
Ifølge bestemmelsens nr. 1 kan miljø- og energiministeren iværksætte uvildige evalueringer af energibesparelsesaktiviteter. Evalueringen, som gennemføres af uvildige sagkyndige, der udvælges efter bestemmelserne om udbud af offentlige tjenesteydelser, kan angå aktiviteter hos alle aktører på energibesparelsesområdet. Det er hensigten, at energibesparelsesaktiviteter i de kollektive energiforsyningsvirksomheder skal kunne evalueres på tværs af de enkelte forsyningsformer for at sikre et samlet overblik over effekten.
Endvidere kan miljø- og energiministeren ifølge nr. 2 sikre oprettelsen af videncentre, databaser o.l. om energibesparelser, herunder med henblik på at få overblik over energieffektive teknologier, resultater og erfaringer fra gennemførte aktiviteter m.v.
Endelig kan miljø- og energiministeren ifølge nr. 3 fremme indgåelsen af aftaler mellem erhvervsvirksomheder, forbrugere eller sammenslutninger af disse om udvikling, markedsføring eller indførelse af energieffektive produkter, anlæg eller processer.
Miljø- og energiministeren vil således kunne tage initiativ til, at de nævnte parter indgår aftaler, der fremmer markedsføringen og udbredelsen m.v. af energieffektive produkter, anlæg eller processer, således at disse får et markedsgennembrud. Tillige vil ministeren kunne tage initiativ til, at grupper af brugere indgår aftaler eller hensigtserklæringer om kun at ville anskaffe særligt energieffektive produkter m.v. Disse produkter m.v. vil blive udvalgt efter saglige, rimelige og ikke-diskriminerende kriterier. Miljø- og energiministerens bistand ved aftalernes indgåelse vil ikke indebære økonomiske forpligtelser for ministeren.
Ifølge stk. 2 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om, at kollektive energiforsyningsvirksomheder skal medvirke ved gennemførelse af evalueringer eller oprettelse af databaser og videncentre, jf. bemærkningerne til stk. 1, nr. 1 og 2, i rimeligt omfang. Virksomhederne skal herunder kunne bidrage med informationer, som er tilgængelige, og yde en medfinansiering, som står i forhold til den nytte, som informationerne vil have for disse virksomheders lovpligtige energibesparelsesaktiviteter. Endvidere kan der gives påbud til virksomhederne om de nævnte aktiviteter. Kollektive energiforsyningsvirksomheders omkostninger ved gennemførelse af bestemmelserne i § 6 vil kunne indregnes i deres forbrugerpriser som nødvendige omkostninger.
Til kapitel 3
Ved §§ 7-12 skabes der rammer for det lokale samarbejde om energibesparelsesaktiviteter, og især om de kollektive energiforsyningsvirksomheders rolle og forpligtelser. Der oprettes således lokale Energispareudvalg, som skal sikre en lokal koordinering af energibesparelsesaktiviteter i kollektive energiforsyningsvirksomheder og samspillet med kommuner og andre lokale interessenter, herunder deltagerne i det lokale Agenda 21-arbejde.
Ved en nylig ændring af lov om planlægning (lov nr. 110 af 15. februar 2000) er der skabt rammer for organiseringen af det lokale Agenda 21-arbejde. Ved lovændringen er amtsråd og kommunalbestyrelser således blevet pålagt bl.a. at offentliggøre en redegørelse for deres strategi for amtskommunens, henholdsvis kommunens bidrag til en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede med oplysninger om, hvordan der skal arbejdes helhedsorienteret, tværfagligt og langsigtet, og hvordan befolkningen, virksomheder, organisationer og foreninger vil blive inddraget i arbejdet (lokal Agenda 21).
Til § 7
Ifølge stk. 1 skal der oprettes lokale Energispareudvalg, som har til formål at diskutere initiativer til at fremme energibesparelser i lokalområdet. Udvalgene skal således forhandle om koordineringen af energibesparelsesaktiviteter mellem kollektive energiforsyningsvirksomheder og mellem disse og andre relevante parter, herunder kommuner og deltagere i det lokale Agenda 21-arbejde.
Hensigten med bestemmelserne om oprettelsen af udvalgene er at sikre, at der bliver skabt rammer om den lokale koordinering af indsatsen for energibesparelser. Udvalgene kan, hvis der er flertal herfor, anbefale en kollektiv energiforsyningsvirksomhed at gennemføre konkrete energibesparelsesaktiviteter, jf. bemærkningerne til § 10, stk. 1. Under visse betingelser, jf. bemærkningerne til § 10, stk. 3, kan miljø- og energiministeren pålægge virksomheden at efterkomme anbefalingen.
Det påhviler ikke Energispareudvalgene at træffe bindende beslutninger på deltagernes vegne på de nævnte områder. Udvalgene skal ved forhandling arbejde for, at de lovpligtige energibesparelsesaktiviteter i forsyningsvirksomhederne bliver iværksat og koordineret effektivt, og sikre sammenhængen mellem disse aktiviteter og aktiviteter i kommunerne og i Agenda 21-arbejdet. Videre skal udvalgene mere generelt drøfte mulighederne for energibesparelser i lokalområdet og overveje, hvilke initiativer der bør iværksættes, og herunder også diskutere eventuelle fælles aktiviteter.
Energispareudvalgenes virksomhed vil være omfattet af bestemmelserne i offentlighedsloven og forvaltningsloven, da deres oprettelse og virksomhed er fastsat ved lov.
Ved oprettelsen af udvalgene skal det tilsigtes, at udvalgenes geografiske områder er hensigtsmæssige, og at repræsentationen af deltagerne er alsidig og egnet til at fremme udvalgenes formål.
Udvalgene skal dække lokalområder af en vis størrelse, således at udvalgsstrukturen ikke bliver for uoverskuelig. Det er ikke hensigten at inddele udvalgenes områder fra centralt hold på forhånd. Energiforsyningsvirksomheder og eventuelt kommuner og andre interesserede deltagere skal så vidt muligt selv kunne organisere de enkelte udvalg ud fra deres vurderinger af de lokale behov og under hensyn til lokale netværk og kontakter. Der er allerede i dag en række steder etableret lokale samarbejder f.eks. omkring de kollektive energiforsyningsvirksomheders fælles rådgivningscentre, og det vil være hensigtsmæssigt at bygge videre herpå.
Deltagerkredsen i Energispareudvalgene fremgår af stk. 2-4. Det er vigtigt, at udvalgene får en bred sammensætning også af kommuner og interesserede organisationer, således at disse kan præge arbejdet og tilføre deres ekspertise. Samtidig skal de kollektive energiforsyningsvirksomheder i området have en fyldestgørende repræsentation under hensyn til, at udvalgene skal kunne fungere som koordinationsforum for disse.
Ifølge stk. 2 skal kollektive energiforsyningsvirksomheder deltage i oprettelsen og driften af Energispareudvalg. Det påhviler således de kollektive energiforsyningsvirksomheder inden for elektricitet, naturgas og fjernvarme at forhandle på lokalt plan om oprettelsen af udvalgene og deltage i udvalgenes arbejde. Der vil være behov for, at forsyningsvirksomheder, som dækker større forsyningsområder (herunder især naturgasvirksomheder) deltager i flere lokale Energispareudvalg, og også i andre tilfælde kan dette være hensigtsmæssigt. Vedrørende pålæg til kollektive energiforsyningsvirksomheder om at deltage i et udvalg henvises til bemærkningerne til § 8, stk. 1.
Ifølge stk. 3 skal kommunerne følge arbejdet i udvalgene med henblik på at sikre sammenhængen med det lokale Agenda 21-arbejde, jf. i øvrigt de indledende bemærkninger til kap. 3. Med kommuner sigtes til primærkommuner og amtskommuner.
Det er hensigten, at kommunerne skal sikre en dialog og erfaringsudveksling mellem udvalgene og det lokale Agenda 21-arbejde og i øvrigt formidle deres viden og kompetence om energibesparelser. En række kommuner har allerede taget initiativer på energi- og miljøområdet bl.a. i forbindelse med det lokale Agenda 21-arbejde. Kommunerne vil også kunne bidrage til udvalgenes arbejde vedrørende energibesparelser i kommunens institutioner, jf. bemærkningerne til kapitel 5. Det fremgår videre af bestemmelsen, at hvis en kommune anmoder herom, skal udvalget optage kommunen som medlem, dvs. på lige fod med øvrige medlemmer.
Det må forventes, at der vil blive etableret flere Energispareudvalg inden for hver amtskommunes område. Da kommune- og forsyningsgrænser ofte ikke er sammenfaldende, kan primærkommuner efter omstændighederne følge arbejdet eller blive deltagere i flere udvalg.
Desuden optager udvalgene efter anmodning erhvervsvirksomheder og erhvervs-, forbruger- og miljøorganisationer som medlemmer med henblik på at tilgodese en alsidig og saglig repræsentation, jf. stk. 4. Med erhvervsvirksomheder sigtes bl.a. til elleverandører, herunder de forsyningspligtige virksomheder, vandforsyningsvirksomheder og andre virksomheder, som har berøring til energiområdet og er interesserede i at deltage. Også lokale forbruger- og miljøorganisationer, boligorganisationer og erhvervsorganisationer, som har vist aktiv interesse for arbejdet omkring energibesparelser, vil kunne blive repræsenteret i udvalgene, herunder foreninger og organisationer, som samarbejder med kommuner i det lokale Agenda 21-arbejde.
Det er hensigten, at udvalgene skal optage de nævnte parter med henblik på at tilgodese en alsidig og saglig repræsentation. Det er en forudsætning for optagelse, at de pågældende må anses for kvalificerede i kraft af deres sagkundskab og deres konkrete deltagelse i lokale energibesparelsesaktiviteter. Udvalgene vil kunne afvise at optage parter, der ikke i tilstrækkelig grad opfylder disse kvalifikationer, og herunder kan der tillige lægges vægt på, om optagelsen ville give udvalget en uhensigtsmæssig størrelse eller sammensætning. Om klage over udvalgenes afgørelser om optagelse henvises til § 20.
Ifølge stk. 5 skal Energispareudvalgene udarbejde og offentliggøre en årlig redegørelse om deres gennemførte og forventede aktiviteter, herunder en redegørelse for, hvilke initiativer udvalget har taget og vil tage for at samarbejde med kommuner og deltagere i det lokale Agenda 21-arbejde.
Redegørelserne skal give en status for udvalgets arbejdsopgaver og pege på nye indsatsområder og samarbejdsflader. Endvidere forventes det, at processen omkring redegørelsen i sig selv vil bidrage til diskussionen og skabe øget dynamik i arbejdet i udvalgene. Tillige vil der kunne peges på behovet for koordinering med forsyningsvirksomheder og andre aktører uden for udvalgets geografiske område eller behovet for landsdækkende initiativer og statslige virkemidler.
Miljø- og energiministeren kan med hjemmel i § 8, stk. 4, bl.a. fastsætte regler om indholdet af redegørelsen og om offentliggørelse af denne.
Til § 8
Miljø- og energiministerens rolle ved oprettelsen af Energispareudvalg vil i første omgang være at formidle og fremme deltagernes egen proces ved vejledninger, forhandlinger med relevante parter o.l. Bestemmelserne i stk. 1-3 giver imidlertid ministeren mulighed for at sikre, at udvalgene bliver etableret og får rimelige rammer.
Ifølge stk. 1 kan miljø- og energiministeren således give påbud til kollektive energiforsyningsvirksomheder om at indtræde i et Energispareudvalg. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at det er obligatorisk for disse at deltage i udvalgsarbejdet, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 7, stk. 1.
Endvidere kan miljø- og energiministeren ifølge stk. 2, hvis det anses for nødvendigt for at sikre gennemførelsen af lovens formål, fastsætte regler om, at kommuner skal deltage i Energispareudvalgene i nærmere angivet omfang. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at det som udgangspunkt er frivilligt for kommunerne at være egentlige medlemmer af udvalgene, jf. § 7, stk. 3. Der vil således kunne fastsættes regler om, at kommunerne skal deltage i udvalgene som ordinære medlemmer, hvis det findes nødvendigt for at sikre sammenhængen og koordineringen i udvalgene. Tillige kan der fastsættes bestemmelser om, i hvilket omfang kommunerne skal følge udvalgsarbejdet som nævnt i § 7, stk. 3.
Endelig kan miljø- og energiministeren ifølge stk. 3 påbyde, at et Energispareudvalgs opgaver skal varetages af et andet udvalg. Dette kan blive aktuelt, hvis et udvalg uanset påtale i væsentligt omfang ikke har opfyldt sine opgaver, eller hvis den geografiske struktur i udvalgene viser sig uhensigtsmæssig.
Bestemmelserne i stk. 1-3 forudsættes alene brugt, hvis det ikke er muligt at sikre en effektiv opbygning og drift af Energispareudvalgene ved forhandling med de berørte parter og deres organisationer.
Stk. 4 indeholder bemyndigelser til miljø- og energiministeren til at fastsætte regler om Energispareudvalgenes oprettelse og funktion. Der kan således fastsættes regler om oprettelsen, afgrænsningen og sammensætningen af udvalgene og om deres udførelse af opgaverne. Endvidere vil der kunne fastsættes regler om samarbejdet mellem virksomhederne og kommuner m.v. Ved fastsættelse af en standard-forretningsorden for udvalgene kan der udstikkes rammer for udvalgenes sammensætning og optagelse af deltagere og for de interne ledelsesforhold, herunder rammer for, hvilke parter der skal have bestemmende indflydelse.
Det er hensigten at åbne op for lokale initiativer ved organiseringen af udvalgsarbejdet, således at der alene vil blive fastsat regler i det omfang, der viser sig behov herfor.
Bestemmelserne om anmeldelse til miljø- og energiministeren af aftaler og forretningsordener for Energispareudvalgene og anmeldelse af senere ændringer heri skal sikre offentligt indseende med udvalgenes ledelsesregler og opbygning.
Til § 9
Fordelingen af omkostninger ved udvalgenes funktion omhandles i stk. 1. Hver deltager i et Energispareudvalg skal afholde de omkostninger, som er forbundet med vedkommendes egen deltagelse. Udvalgenes sekretariatsudgifter afholdes i fællesskab af de deltagende kollektive energiforsyningsvirksomheder i forhold til deres repræsentation i udvalgene, omsætning eller andre faste kriterier. Det er hensigten, at udvalgene skal fungere enkelt og ubureaukratisk. Sekretariatsfunktionerne vil i alt væsentligt kun omfatte forberedelse og afholdelse af møder til drøftelse af de emner, som er nævnt i § 7, stk. 1, samt udarbejdelse og offentliggørelse af en årlig beretning om udvalgets virksomhed, jf. § 7, stk. 5. De kollektive energiforsyningsvirksomheders nødvendige omkostninger ved sekretariatsfunktionen vil kunne indregnes i deres forbrugerpriser som nødvendige omkostninger.
Miljø- og energiministeren vil i medfør af stk. 2 kunne fastsætte regler om udvalgenes regnskabsaflæggelse og om beregningen af sekretariatsomkostninger. Der kan bl.a. fastsættes principper for, hvilke aktiviteter der kan indgå i sekretariatsarbejdet og fordelingen heraf på virksomhederne samt maksima for omkostningerne.
Til § 10
Kollektive energiforsyningsvirksomheder skal ifølge stk. 1 ved planlægningen og gennemførelsen af deres lovpligtige energibesparelsesaktiviteter så vidt muligt inddrage anbefalinger fra det Energispareudvalg, som de er tilknyttet. Energispareudvalgene skal således, hvis forholdene taler for det, kunne give anbefalinger til kollektive forsyningsvirksomheder om at tage aktiviteter op eller koordinere med andre aktiviteter. Anbefalingerne kan rettes til deltagere i det pågældende udvalg og efter omstændighederne også til energiforsyningsvirksomheder i andre tilgrænsende områder, hvis det anses for påkrævet af hensyn til en effektiv koordinering.
De kollektive energiforsyningsvirksomheder udfører deres energibesparelsesaktiviteter inden for de rammer, som lovgivningen opstiller, dvs. bestemmelserne om energirådgivning i elforsyningsloven og forslagene til naturgasforsyningslov og lov om ændring af varmeforsyningsloven. Det følger af disse bestemmelser, at aktiviteterne skal planlægges og prioriteres efter miljømæssige og samfundsmæssige kriterier og i overensstemmelse med rammer, som miljø- og energiministeren udstikker. Virksomhederne skal således i videst mulige omfang inddrage udvalgenes anbefalinger ved planlægningen og gennemførelsen af aktiviteterne, men de er ikke forpligtet til at følge anbefalinger, som må anses for at være økonomisk eller teknisk uforsvarlige eller i øvrigt urimeligt byrdefulde, eller som ligger uden for de rammer, som følger af de nævnte love.
Bestemmelsen i stk. 2 skal sikre, at forsyningsvirksomhederne gennemfører velbegrundede forslag fra udvalgene om at iværksætte konkrete aktiviteter eller om at koordinere deres aktiviteter. Ifølge denne bestemmelse kan miljø- og energiministeren efter anmodning fra et Energispareudvalg påbyde en kollektiv energiforsyningsvirksomhed at gennemføre energibesparelsesaktiviteter i hel eller delvis overensstemmelse med anbefaling fra et Energispareudvalg, hvis virksomheden i væsentligt omfang tilsidesætter anbefalinger fra udvalget, som må anses for saglige og rimelige. Det er således en betingelse for at give påbud, at anbefalingerne ligger inden for de rammer, som er nævnt i bemærkningerne til stk. 1.
Det antages, at spørgsmål om indsatsen og koordineringen af aktiviteterne sædvanligvis vil blive løst ved forhandlinger mellem parterne i et Energispareudvalg.
Ifølge stk. 3 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om, at kollektive energiforsyningsvirksomheder efter anmodning skal udlevere oplysninger om energiforbrug m.v. til et Energispareudvalg. Det vil bl.a. dreje sig om oplysninger om forbrug for nærmere angivne lokalområder eller forbrugskategorier. Det forudsættes, at der er tale om oplysninger, som kan anses for nødvendige for de opgaver, som henhører under udvalgene. Sædvanligvis kan en virksomhed kun pålægges at udlevere oplysninger til det udvalg, som virksomheden er tilknyttet, med mindre der er tale om aktiviteter, der naturligt dækker et større område.
Til §§ 11 og 12
Bestemmelserne i §§ 11 og 12 om etablering af samarbejder og udbud af aktiviteter skal sikre, at de kollektive energiforsyningsvirksomheder tilrettelægger og gennemfører deres energibesparelsesaktiviteter effektivt, især ved permanente organisationsformer såsom Energisparecentre. Bestemmelserne angår således den generelle organisering af forsyningsvirksomhedernes arbejde for energibesparelser, mens bestemmelserne i §§ 7-10 angår tilrettelæggelsen og koordineringen af konkrete aktiviteter.
Bestemmelserne skal ses i sammenhæng med bestemmelserne om lovpligtige energibesparelsesaktiviteter i kollektive energiforsyningsvirksomheder i elforsyningsloven og forslagene til lov om naturgasforsyning og om ændring af varmeforsyningsloven. Bestemmelserne om samarbejde, herunder bestemmelsen om, at der kan gives påbud om samarbejde, jf. § 11, stk. 2, tager især sigte på tværgående samarbejde mellem virksomheder inden for el-, gas- og fjernvarmeforsyningen. Ifølge forslagene til lov om naturgasforsyning og lov om ændring af varmeforsyningsloven kan ministeren give påbud om samarbejde med andre virksomheder i samme kategori. Påbudsbestemmelsen har desuden betydning på elområdet, hvor der ikke i elforsyningsloven er en bestemmelse om påbud af denne art. Bestemmelsen i § 12 om påbud om at udbyde aktiviteter har betydning for alle 3 områder.
De nævnte forhold ventes som udgangspunkt løst gennem det praktiske samarbejde i de lokale Energispareudvalg, eventuelt ved forhandling med miljø- og energiministeren. Bestemmelserne om påbud vil blive anvendt, hvis det må anses for godtgjort, at virksomheden ikke ved egne ressourcer kan tilbyde de lovpligtige aktiviteter tilstrækkelig effektivt og økonomisk forsvarligt, og hvis en forhandlingsløsning ikke har kunnet findes. Det vil især være tilfældet ved små forsyningsvirksomheder med begrænset økonomisk kapacitet og begrænsede muligheder for at opbygge egen ekspertise på området.
Til § 11
Ifølge stk. 1 skal kollektive energiforsyningsvirksomheder med henblik på at fremme lovens formål samarbejde om tilrettelæggelsen og gennemførelsen af deres lovpligtige energibesparelsesaktiviteter, herunder ved at etablere fælles lokale Energisparecentre eller andre former for lokale eller landsdækkende samarbejder.
Der er allerede visse steder etableret fælles lokale Energisparecentre mellem kollektive energiforsyningsvirksomheder, i nogle tilfælde også med miljøorganisationer og andre som deltagere. Derved tilbydes der en samlet, enstrenget energirådgivning inden for flere forsyningsformer, ligesom der i visse tilfælde er kontakt f.eks. til vandforsyningen. Andre samarbejdsformer kan være at ansætte fælles sagkyndigt personale eller ekstern sagkyndig bistand eller etablering af forskellige former for landsdækkende samarbejde, herunder fælles sekretariater eller andre samarbejdsorganer til at gennemføre energibesparelseskampagner, opbygning af fælles databaser o.l.
Som udgangspunkt overlades oprettelsen af samarbejde til pågældende energiforsyningsvirksomheders initiativ, og oprettelsen kan naturligt forberedes i Energispareudvalgene. Miljø- og energiministeren kan ifølge stk. 2 påbyde en eller flere kollektive energiforsyningsvirksomheder at deltage i et samarbejde som nævnt i stk. 1, hvis det anses for nødvendigt for at gennemføre lovens formål. Påbud vil være betinget af, at det pågældende samarbejde må antages at give væsentlige fordele med hensyn til en effektiv og samlet energirådgivning. I påbuddet vil de forpligtelser, som pålægges den enkelte virksomhed som et led i samarbejdet, blive fastlagt.
Bestemmelserne indeholder ikke krav om, at de deltagende kollektive forsyningsvirksomheder skal optage kommuner, organisationer m.v. som deltagere i Energisparecentre o.l.
Ifølge stk. 3 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om det i stk. 1 nævnte samarbejde, herunder rammer for, hvilke former for samarbejde der kan etableres o.l.
Til § 12
Ifølge stk. 1 kan miljø- og energiministeren, hvis det anses for nødvendigt for at gennemføre lovens formål, påbyde en kollektiv energiforsyningsvirksomhed at udbyde gennemførelsen af lovpligtige energibesparelsesaktiviteter til kvalificerede virksomheder, organisationer o.l.
Om betingelserne for påbud henvises til bemærkningerne til §§ 11 og 12 ovenfor. Udbud ventes kun anvendt i undtagelsestilfælde, hvis andre løsninger ikke kan opnås. Det påhviler herefter virksomheden at foretage udbudet og entrere med vinderen om vilkårene for dennes varetagelse af opgaven. Omkostningerne for forsyningsvirksomheden ved udbud og gennemførelse af aftalen kan indregnes i forbrugerpriserne efter prisbestemmelserne i lovgivningen, jf. bemærkningerne til § 3.
Miljø- og energiministeren kan ifølge stk. 2 fastsætte regler om udbud af energibesparelsesaktiviteter. Der vil bl.a. kunne fastsættes regler om betingelserne for at pålægge udbud og om gennemførelsen af disse.
Til kapitel 4
Bestemmelserne i kapitel 4 angår energibesparelsesaktiviteter, som skal iværksættes i offentlige institutioner i bred forstand. De hidtidige bestemmelser om energibesparelser i det offentlige har været koncentreret om statslige institutioner. Reguleringen er sket ved cirkulærer som et led i de generelle instruktionsbeføjelser på det statslige område. Ved de nye bestemmelser skabes der rammer for en tilsvarende indsats i amtskommuner, kommuner og de institutioner på privatretligt grundlag, som er nævnt i § 14, stk. 1. Tillige kan bestemmelserne udstrækkes til offentlige virksomheder, jf. § 14, stk. 2.
De nye bestemmelser bygger videre på forskellige forpligtelser, som de offentlige institutioner allerede er underlagt: Offentlige bygninger med mere end 1500 m2 udnyttet areal omfattes allerede af bestemmelserne om energimærkning i lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger. For så vidt angår en væsentlig del af bygningerne er der således allerede tilvejebragt nødvendige oplysninger om energiforbrug m.v., som institutionen vil kunne anvende ved udarbejdelsen af grønne energiregnskaber, planlægning af energibesparelser og de øvrige aktiviteter, hvorved ressourceforbruget i forbindelse med de nye bestemmelser må antages at blive forholdsvis beskedent.
Til § 13
Ifølge stk. 1 kan miljø- og energiministeren forhandle med de i § 14 nævnte offentlige institutioner m.v. eller organisationer, der repræsenterer disse, om fastsættelsen af energibesparelsesaktiviteter og målsætninger for gennemførelsen af energibesparelser i bygninger, anlæg, udstyr o.l., som institutionerne ejer eller lejer. Udgangspunktet er, at der skal fastsættes mål for besparelsesindsatsen i staten, amtskommuner og kommuner.
Forhandlingerne kan udmønte de målsætninger for energibesparelser, som miljø- og energiministeren kan udmelde ifølge § 4, stk. 3. Forhandlingerne vil kunne føre til bredere rammeaftaler om, at nærmere angivne mål skal opfyldes, eller til aftaler eller handlingsplaner om konkrete energibesparende foranstaltninger som nævnt i stk. 2, nr. 1-4. Forhandlingerne vil kunne tilrettelægges som samlede forhandlinger f.eks. med de kommunale og amtskommunale organisationer.
Bestemmelserne gælder for bygninger, anlæg, udstyr o.l., som de pågældende offentlige institutioner m.v. ejer eller lejer med henblik på at løse deres opgaver. Med anlæg sigtes til maskinelle, stationære anlæg, f.eks. rensningsanlæg. Udstyr omfatter mindre installationer og apparater i pågældende bygninger.
Ifølge stk. 2 og 3 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om nærmere angivne energibesparelsesaktiviteter i offentlige institutioner m.v. som nævnt i § 14. Disse bestemmelser vil blive anvendt, hvor forhandlinger som nævnt i stk. 1 ikke fører til et fyldestgørende resultat. Reglerne vil blive fastsat under hensyntagen til samfundsøkonomiske og miljømæssige forhold og de byrder, som pålægges de enkelte institutioner. Fastsættelsen af bestemmelserne vil blive forhandlet med de berørte statslige myndigheder, kommunale og amtskommunale organisationer og andre berørte parter.
Der kan således ifølge stk. 2 fastsættes regler om, at offentlige institutioner m.v. skal udføre energibesparelsesaktiviteter som nævnt i nr. 1-4 for bygninger, anlæg udstyr o.l, som de ejer eller lejer.
Ifølge nr. 1 kan offentlige institutioner m.v. ved bekendtgørelse pålægges at udarbejde grønne energiregnskaber, som skal indeholde en kortlægning af energiforbruget, dokumentation for gennemførte energibesparelser og handlingsplaner for energibesparelser. Handlingsplanerne skal indeholde en realistisk vurdering af energibesparelsesmuligheder, som er miljømæssigt og samfundsøkonomisk begrundede, med udgangspunkt i de i nr. 2 nævnte planer og kalkulationer. Regnskaberne skal være udviklingsskabende, idet de skal medvirke til indsamling af pålidelige, sammenlignelige data for forholdene i den offentlige sektor og samtidig skabe større bevidsthed hos vedkommende myndighed m.v. om mulighederne for at fremme energibesparelser.
De grønne energiregnskaber udarbejdes for den pågældende overordnede administrative enhed m.v. (f.eks. en kommune eller et ministerium) under ét. Oplysningerne i regnskaberne skal så vidt muligt systematiseres omkring sammenlignelige kategorier af bygninger, institutioner m.v.
Endvidere kan de offentlige institutioner m.v. i medfør af nr. 2 ved bekendtgørelse pålægges at udarbejde kalkulationer og planer for gennemførelse af energibesparelser. Miljø- og energiministeren vil kunne træffe nærmere bestemmelse om udarbejdelsen, herunder fastsætte frister for gennemførelsen og udmelde forudsætninger for kalkulationerne. Formålet er at sikre, at pågældende myndighed m.v. generelt bliver opmærksom på energibesparelsesmulighederne og får mulighed for at iværksætte en målrettet indsats f.eks. ved renoveringer af bygninger.
Kalkulationerne og planerne skal som udgangspunkt udarbejdes for de enkelte bygninger m.v. under hver myndighed. Miljø- og energiministeren vil dog kunne bestemme, at mindre bygninger m.v. skal undtages, jf. bemærkningerne til § 14, stk. 3. Det er hensigten, at de enkelte statslige og kommunale styrelser m.v. som udgangspunkt skal stå for kalkulationerne og planerne for deres bygninger og anlæg, og at resultaterne indsamles af den overordnede administrative enhed.
Derudover kan der fastsættes regler om, at offentlige institutioner m.v. skal fremme energibesparelser i forbindelse med indkøb, projektering og vedligeholdelse, jf. nr. 3. Heri ligger, at myndigheden m.v. skal inddrage hensynet til energibesparelser ud fra en afvejning af samfundsøkonomiske og miljømæssige forhold. Ved indkøb forstås enhver form for anskaffelse af produkter, apparater og anlæg til brug for myndigheden m.v. Endvidere skal myndigheden m.v. inddrage energimæssige forhold ved projekteringer af nybygninger og renoveringer af bygninger og anlæg eller sørge for, at den, der udfører projekteringen, tager tilsvarende hensyn hertil. Desuden skal myndigheden også inddrage energimæssige hensyn ved vedligeholdelse af bygninger og anlæg, herunder ved udskiftninger, moderniseringer m.v.
Endelig kan institutionerne ifølge nr. 4 ved bekendtgørelse pålægges at gennemføre energibesparelsesaktiviteter, når de omkostninger, som er forbundet med gennemførelsen, forventes at blive modsvaret af driftsbesparelser inden for kortere tid. Det er hensigten, at der skal kunne pålægges en forpligtelse til at gennemføre energibesparelser, som er samfundsmæssigt velbegrundede og samlet set ikke kan ventes at belaste pågældende myndigheds økonomi, idet de kan modsvares af driftsbesparelser inden for få år og kan finansieres fordelagtigt. Miljø- og energiministeren vil kunne fastsætte nærmere rammer herfor, herunder for tilbagebetalingstidens længde.
Ifølge stk. 3 kan det foreskrives, at grønne energiregnskaber skal indsendes til Energistyrelsen. Der vil tillige kunne fastsættes bestemmelser om, at institutionerne skal tage initiativ til offentliggørelse af de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte oplysninger med henblik på at skabe større bevidsthed omkring besparelsesmulighederne. Ifølge lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger skal myndighederne allerede fremlægge energimærke og energiplan for de enkelte bygninger for offentligheden. Det forudsættes således, at pågældende institution selv skal foretage det fornødne for offentliggørelsen, idet der vil kunne gives vide rammer for, hvorledes den enkelte institution kan løfte opgaven på en hensigtsmæssig måde.
Til § 14
I denne bestemmelse fastlægges, hvilke offentlige institutioner der omfattes af bestemmelserne i § 13. Den offentlige forvaltning, jf. stk. 1, svarer til det tilsvarende begreb i lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven, dvs. alle statslige eller kommunale forvaltningsmyndigheder i bred forstand.
Det følger videre af stk. 1, at nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning, under visse betingelser inddrages under bestemmelserne i § 13, såfremt udgifterne ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler, eller de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelse på statens eller en kommunes vegne. Bestemmelsen svarer til bestemmelser i offentlighedsloven og forvaltningsloven, hvorved vedkommende minister kan bestemme, at de nævnte institutioner omfattes af bestemmelserne i disse love. Der vil være tale om virksomheder, der er organiseret på et privatretligt grundlag. Ved fastsættelsen af forpligtelser for denne kategori skal der tages fornødent hensyn til institutionernes ejermæssige og finansielle forhold.
Ifølge stk. 2 kan miljø- og energiministeren efter forhandling med finansministeren og indenrigsministeren fastsætte regler om, at § 13 tillige gælder for virksomheder, der ejes af staten eller kommuner, eller hvor staten eller kommuner har bestemmende indflydelse. Med virksomhed sigtes til enhver form for erhvervsmæssig aktivitet uanset indhold eller selskabsform. Begrebet bestemmende indflydelse skal forstås på samme måde som i selskabslovgivningen. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at en række offentlige aktiviteter i de senere år er udskilt som særlige virksomheder.
Bestemmelsen giver mulighed for at skabe fælles rammer om alle offentlige institutioner i bred forstand, og herunder også at sikre, at energibesparelsesaktiviteter i statslige virksomheder opretholdes, også efter at de bliver udskilt. På den anden side er det ikke hensigten at stille disse virksomheder ringere end andre virksomheder, hvor der er en konkurrencesituation, og derfor vil der ved udformningen af bestemmelser efter § 13 blive taget fornødent hensyn til virksomhedernes konkrete forhold.
Ifølge stk. 3 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om undtagelser fra bestemmelserne i § 13. Der vil kunne fastsættes regler om undtagelse af nærmere angivne kategorier af offentlige institutioner m.v. eller af bygninger, anlæg, udstyr o.l., som disse ejer eller lejer. Mindre bygninger, anlæg o.l. kan undtages ud fra en vurdering af deres betydning for energiforbruget og byrden ved at gennemføre bestemmelserne i § 13 for pågældende kategori.
Til kapitel 5
Bestemmelserne i nærværende lovforslag afløser lov nr. 224 af 28. maj 1982 om mærkning og oplysningspligt vedrørende forbrug af energi, som ændret ved lov nr. 207 af 28. april 1993. Selve bestemmelserne om energimærkning fremgår af nærværende kapitel, mens oplysningspligt, straf m.v. fremgår af kapitel 7. Der indføres nye bestemmelser på nogle punkter, idet produktområdet er blevet udvidet, og mulighederne for indgriben mod ukorrekte oplysninger i mærkningen m.v. er blevet styrket.
Bestemmelserne gennemfører Rådets direktiv nr. 92/75/EØF af 22. september 1992 om angivelse af husholdningsapparaters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede vareoplysninger. Europa-Kommissionen har efterfølgende fastsat direktiver om energimærkning af en række husholdningsapparater (køleskabe og frysere og kombinationer heraf, vaskemaskiner, tørretumblere og kombinationer heraf, opvaskemaskiner og elektriske lyskilder), som er blevet gennemført ved bekendtgørelser, som er udstedt i henhold til den hidtil gældende lov.
Bestemmelserne gennemfører tillige Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 1999/94/EF af 13. december 1999 om adgang til forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO2-emissioner i forbindelse med markedsføring af nye personbiler. Bestemmelserne i direktivet er under gennemførelse i en bekendtgørelse med hjemmel i den gældende lov. Kompetencen på dette område er ved kongelig anordning overført til Trafikministeriet, og udstedelsen og administrationen af bekendtgørelsen er delegeret til Færdselsstyrelsen.
Disse bekendtgørelser opretholdes, til de erstattes af regler udstedt i henhold til nærværende lovforslag, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 23, stk. 3.
Til § 15
Ifølge stk. 1 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne produkter ved mærkning og på anden standardiseret måde skal være forsynet med oplysninger om energiforbrug og andre oplysninger af betydning for forbrugerne. Bestemmelserne vil ikke omfatte brugte produkter m.v., jf. stk. 5.
Der kan fastsættes mærkningsbestemmelser for nærmere bestemte produkter i forskellige kategorier. Energiforbrugende apparater, artikler, maskiner, anlæg og komponenter omfatter f.eks. apparater og artikler til brug i husholdninger, radio og TV og maskiner og udstyr til brug i erhvervsvirksomheder samt endvidere anlæg til en bygnings egen forsyning med energi (vandvarmere, brændere til centralfyr etc.). Der kan foreskrives mærkning af energiforbruget som helhed og såkaldte stand by-forbrug i delkomponenter af apparatet.
Produkter af betydning for energiforbruget i bygninger omfatter f.eks. ruder og vinduer, isoleringsmaterialer m.v., som ikke i sig selv er energiforbrugende, men som har betydning for bygningens varmetab o.l.
Bestemmelsen indebærer en udvidelse af hjemmelen i forhold til hidtil den gældende lov, idet også energiforbrugende maskiner, apparater m.v. i erhvervsvirksomheder samt produkter af betydning for bygningers energiforbrug inddrages under mærkningsordningen. Der er ikke på disse områder i dag gennemført fællesskabsbestemmelser om energimærkning, men Kommissionen forhandler med brancheorganisationer om frivillige energimærkningsordninger på forskellige områder. Endvidere forbereder Energistyrelsen en frivillig dansk energimærkningsordning for lavenergiruder.
Det er hensigten, at fremtidige regler om energimærkning skal udarbejdes inden for rammerne af eksisterende og kommende fællesskabsregulering.
Det vil være en betingelse for at fastsætte regler om energimærkning for produkter, at produktet har væsentlig betydning for energiforbruget, og at der er tale om et standardiseret produkt med en væsentlig udbredelse.
Produkter, der omfattes af energimærkning, skal foruden oplysninger om energiforbrug forsynes med oplysning om andre forhold af betydning for forbrugerne. Der kan således fastsættes bestemmelser om, at der skal gives oplysning om ressourceforbrug, ydeevne, apparatstøj o.l.
De oplysninger, som bliver foreskrevet, skal gives ved mærkning og på anden standardiseret måde, herunder ved standardiserede produktoversigter etc. Der vil i bestemmelser for de enkelte produkter blive fastsat, hvilke oplysninger der skal bringes, og hvorledes mærkningen m.v. skal udformes. Det vil påhvile leverandøren af produktet at tilvejebringe korrekte oplysninger om energiforbruget m.v. og stille oplysningerne til rådighed for forhandlere og annoncører. Ved leverandøren forstås producenten eller dennes repræsentant eller den, der importerer apparatet til Danmark eller fra dansk område markedsfører apparatet i andre lande i Den Europæiske Union.
Endvidere kan trafikministeren ifølge stk. 2 fastsætte tilsvarende bestemmelser om energimærkning af motorkøretøjer. Et EF-direktiv om forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO 2-emissioner i forbindelse med markedsføring af nye personbiler er som ovenfor nævnt blevet vedtaget. I den forbindelse udøver trafikministeren de beføjelser, som i loven er tillagt miljø- og energiministeren til at fastsætte regler om mærkning og dokumentation og om gennemførelse af kontrol m.v., jf. i øvrigt stk. 2.
Ifølge stk. 3 kan miljø- og energiministeren som et led i regler om energimærkning fastsætte, hvorledes de foreskrevne oplysninger skal meddeles til forbrugerne ved salg eller leje af produktet. Det kan således, jf. bestemmelsens nr. 1, foreskrives, at udstillede produkter på nærmere angivet måde skal forsynes med mærkning og ledsages af andre standardiserede oplysninger, herunder at kunden skal have adgang til at blive bekendt med skematiske oversigter over produkter o.l., hvor disse er foreskrevet. Det påhviler forhandleren at sørge for, at udstillede produkter skiltes tydeligt med korrekt mærkning m.v. Bestemmelsen omfatter produkter, som udstilles for forbrugerne i forretningslokaler, salgsudstillinger o.l.
Ifølge bestemmelsens nr. 2 kan der endvidere fastsættes regler om, at der skal gives nærmere angivne standardiserede oplysninger om energiforbrug m.v. ved fjernsalg af produktet eller i reklamer for produktet. Ved fjernsalg forstås aftale om salg eller leje, ifølge hvilken varen skal sendes til køberen, når sælgeren i katalog, brochure, annoncer eller andet læsbart medie har tilbudt at sende varen efter bestilling pr. telefon, brev eller andet læsbart medie, og køberen har afgivet bestilling på denne måde, jf. bestemmelserne om fjernsalg i lov om forbrugeraftaler og lov om mærkning og skiltning med pris m.v. Reklamer omfatter annoncering og reklamering for køb eller leje af produktet i trykte og andre læsbare medier i andre tilfælde end ved fjernsalg. Andre læsbare medier vil bl.a. omfatte meddelelser via edb.
Miljø- og energiministeren kan efter stk. 4 fastsætte regler om, at der skal tilvejebringes nærmere angivet teknisk dokumentationsmateriale for rigtigheden af de oplysninger, som er foreskrevet i stk. 1 og 3, på grundlag af metoder og standarder efter miljø- og energiministerens bestemmelse. Forpligtelserne vil påhvile leverandøren af produktet m.v.
Regler om energimærkning forudsætter, at der er fastlagt et objektivt grundlag for måling og prøvning af oplysningerne om energiforbrug m.v. De mærkningsregler, som er gennemført som opfølgning af EF-direktiver, hviler således på fælleseuropæiske eller internationale godkendte standarder.
Til § 16
Bestemmelserne skal sikre, at mærkningsordningerne og deres troværdighed ikke bliver modvirket. Produkter, der omfattes af energimærkning, må således ikke forsynes med anden mærkning eller lignende, der kan virke vildledende med hensyn til de foreskrevne oplysninger, jf. stk. 1. Endvidere må mærker og andre standardiserede skemaer o.l., der anvendes i en mærkningsordning, ifølge stk. 2 ikke anvendes på andre produkter, som ikke er omfattet af mærkningsordningen.
Til § 17
Bestemmelserne i § 17 angår kontrol af oplysningerne i energimærkningen. Ifølge stk. 1 fører miljø- og energiministeren eller den, som han bemyndiger hertil, tilsyn med, at bestemmelserne om energimærkning bliver overholdt. Med hjemmel i § 21 kan tilsynsmyndigheden tillige indhente fornødne oplysninger fra leverandører og forhandlere.
Som udgangspunkt baseres energimærkningen på fabrikantens egenkontrol, men tilsynsmyndigheden kan kontrollere, at mærkningen er korrekt. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 om tilsynsmyndighedens kontrolbeføjelser er nye. Tilsynsmyndigheden har således ifølge stk. 2, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation adgang til leverandørers eller forhandleres erhvervslokaler med henblik på at kunne udtage produkter m.v. til måling og kontrol af, om foreskrevne oplysninger om energiforbrug m.v. er korrekte. Hermed sigtes til oplysninger om energiforbrug og andre forhold af betydning for forbrugerne, som er foreskrevet i regler i henhold til § 15. Tillige vil der kunne udtages stikprøver til kontrol af udformningen af mærkningen m.v. Udtagningen af prøveeksemplarer vil ske efter tilsynsmyndighedens valg.
Kravet om adgang vil være begrænset til erhvervslokaler, dvs. lokaler til lager-, udstillingsbrug m.v., hvor det skønnes nødvendigt at kræve adgang. Det forudsættes, at adgang som regel aftales med virksomheden på forhånd, således at der alene kan kræves uanmeldt adgang, hvis det er nødvendigt for en effektiv gennemførelse af kontrol. Adgang til erhvervslokaler for at udtage produkter uden retskendelse vurderes at være den eneste effektive måde at gennemføre en stikprøvevis kontrol. Bestemmelserne om adgang finder anvendelse til kontrolformål, dvs. rutinemæssig stikprøvekontrol. Bestemmelserne giver ikke hjemmel til ved adgang til erhvervslokaler at foretage efterforskning af strafbare forhold. Sådan efterforskning skal i overensstemmelse med almindelige principper overlades til politiet.
Vedrørende adgangen til at anmode om bistand fra politiet henvises til stk. 3. Det fremgår videre af bestemmelsen, at miljø- og energiministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler herom. Regler om bistand ved prøveudtagning af motorkøretøjer, jf. § 15, stk. 2, forhandles tillige med trafikministeren.
Miljø- og energiministeren kan ifølge stk. 4 fastsætte regler om, at leverandøren skal afholde udgifterne ved udtagelse, måling og kontrol.
Bestemmelsen i stk. 5 om, hvorefter leverandøren kan pålægges at berigtige nærmere angivne forhold, er ligeledes ny. Bestemmelsen finder anvendelse, når det påvises, at oplysninger, som skal bringes efter regler fastsat i medfør af § 15, er ukorrekte, eller at mærkning eller andre standardiserede forbrugeroplysninger ikke er udformet i overensstemmelse med forskrifterne (f.eks. mærkater i for lille størrelse). I så fald kan miljø- og energiministeren påbyde leverandøren af produktet m.v. at berigtige forholdene, hvoraf bl.a. følger, at leverandøren skal udarbejde og distribuere korrekte mærkninger og standardiserede vareoplysninger, korrigere det tekniske dokumentationsmateriale og fremsende korrekte mærkater m.v. til forhandlere af produktet med underretning om, at disse mærkater skal anvendes ved skiltning af udstillede produkter etc.
Et påbud om ændring af foreskrevne oplysninger er betinget af, at det kan anses for bevist, at oplysningerne er ukorrekte. Det forudsættes, at der er gennemført en forskriftsmæssig måling og kontrol af udtagne eksemplarer i overensstemmelse med gældende standarder, jf. bemærkningerne til § 15, stk. 4, og at den institution, som tilsynsmyndigheden udpeger til at foretage målingen og kontrollen, er godkendt hertil efter gældende fælles regler om akkreditering. Ved fælles EF-energimærkningsbestemmelser vil resultatet af tilsvarende procedurer i andre fællesskabslande kunne lægges til grund.
Til kapitel 6