Bekendtgørelse af lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion § 14c

I denne bestemmelse fastlægges, hvilke offentlige institutioner der omfattes af bestemmelserne i § 13. Den offentlige forvaltning, jf. stk. 1, svarer til det tilsvarende begreb i lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven, dvs. alle statslige eller kommunale forvaltningsmyndigheder i bred forstand.

    Det følger videre af stk. 1, at nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning, under visse betingelser inddrages under bestemmelserne i § 13, såfremt udgifterne ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler, eller de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelse på statens eller en kommunes vegne. Bestemmelsen svarer til bestemmelser i offentlighedsloven og forvaltningsloven, hvorved vedkommende minister kan bestemme, at de nævnte institutioner omfattes af bestemmelserne i disse love. Der vil være tale om virksomheder, der er organiseret på et privatretligt grundlag. Ved fastsættelsen af forpligtelser for denne kategori skal der tages fornødent hensyn til institutionernes ejermæssige og finansielle forhold.

    Ifølge stk. 2 kan miljø- og energiministeren efter forhandling med finansministeren og indenrigsministeren fastsætte regler om, at § 13 tillige gælder for virksomheder, der ejes af staten eller kommuner, eller hvor staten eller kommuner har bestemmende indflydelse. Med virksomhed sigtes til enhver form for erhvervsmæssig aktivitet uanset indhold eller selskabsform. Begrebet bestemmende indflydelse skal forstås på samme måde som i selskabslovgivningen. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at en række offentlige aktiviteter i de senere år er udskilt som særlige virksomheder.

    Bestemmelsen giver mulighed for at skabe fælles rammer om alle offentlige institutioner i bred forstand, og herunder også at sikre, at energibesparelsesaktiviteter i statslige virksomheder opretholdes, også efter at de bliver udskilt. På den anden side er det ikke hensigten at stille disse virksomheder ringere end andre virksomheder, hvor der er en konkurrencesituation, og derfor vil der ved udformningen af bestemmelser efter § 13 blive taget fornødent hensyn til virksomhedernes konkrete forhold.

    Ifølge stk. 3 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om undtagelser fra bestemmelserne i § 13. Der vil kunne fastsættes regler om undtagelse af nærmere angivne kategorier af offentlige institutioner m.v. eller af bygninger, anlæg, udstyr o.l., som disse ejer eller lejer. Mindre bygninger, anlæg o.l. kan undtages ud fra en vurdering af deres betydning for energiforbruget og byrden ved at gennemføre bestemmelserne i § 13 for pågældende kategori.

Til kapitel 5

    Bestemmelserne i nærværende lovforslag afløser lov nr. 224 af 28. maj 1982 om mærkning og oplysningspligt vedrørende forbrug af energi, som ændret ved lov nr. 207 af 28. april 1993. Selve bestemmelserne om energimærkning fremgår af nærværende kapitel, mens oplysningspligt, straf m.v. fremgår af kapitel 7. Der indføres nye bestemmelser på nogle punkter, idet produktområdet er blevet udvidet, og mulighederne for indgriben mod ukorrekte oplysninger i mærkningen m.v. er blevet styrket.

    Bestemmelserne gennemfører Rådets direktiv nr. 92/75/EØF af 22. september 1992 om angivelse af husholdningsapparaters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede vareoplysninger. Europa-Kommissionen har efterfølgende fastsat direktiver om energimærkning af en række husholdningsapparater (køleskabe og frysere og kombinationer heraf, vaskemaskiner, tørretumblere og kombinationer heraf, opvaskemaskiner og elektriske lyskilder), som er blevet gennemført ved bekendtgørelser, som er udstedt i henhold til den hidtil gældende lov.

    Bestemmelserne gennemfører tillige Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 1999/94/EF af 13. december 1999 om adgang til forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO2-emissioner i forbindelse med markedsføring af nye personbiler. Bestemmelserne i direktivet er under gennemførelse i en bekendtgørelse med hjemmel i den gældende lov. Kompetencen på dette område er ved kongelig anordning overført til Trafikministeriet, og udstedelsen og administrationen af bekendtgørelsen er delegeret til Færdselsstyrelsen.

    Disse bekendtgørelser opretholdes, til de erstattes af regler udstedt i henhold til nærværende lovforslag, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 23, stk. 3.