LBK nr 1204 af 14/10/2013
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om fremgangsmåden ved anmeldelse m.v. af visse oplysninger hos Erhvervsstyrelsen § 12
(Udeladt)
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om fremgangsmåden ved anmeldelse m.v. af visse oplysninger hos Erhvervsstyrelsen § 12
RetsinformationDet foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse som § 16 e i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven). Bestemmelsen vil sammen med forslagets §§ 8 og 9 erstatte den hidtidige årlige hjemmelsbestemmelse i finanslovens tekstanmærkninger vedrørende overførsel af opgaver fra skatteministeren til økonomi- og erhvervsministeren.
Det fremgår således af tekstanmærkning for Finansloven 2004, at »skatteministeren overdrager til økonomi- og erhvervsministeren kompetencen til at træffe afgørelser og registrere i sager vedrørende virksomhedsregistrering i en række skatte- og afgiftslove. I sager, der kræver egentlig skatte- og afgiftsfaglig kompetence, kan registrering kun foretages efter afgørelse truffet af skatteministeren. Skatteministeren fastsætter efter aftale med økonomi- og erhvervsministeren retningslinier herfor. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter efter aftale med skatteministeren de nærmere bestemmelser for opgavefordelingen, herunder tidspunktet for overdragelsen.« I tekstanmærkninger til de efterfølgende finanslove er denne tekstanmærkning gentaget, idet det oplyses, at baggrunden for tekstanmærkningen er, »at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen nu er blevet indgang for al virksomhedsregistrering.«
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 giver skatteministeren adgang til efter aftale med økonomi- og erhvervsministeren at fastsætte regler om, at anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med henblik på registrering efter skatte- og afgiftslovgivningen skal ske efter reglerne i dette lovforslag. I dag skal sådanne anmeldelser indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til § 1 i bekendtgørelse nr. 508 af 10. juni 2004 om virksomhedsregistrering i en række skatte- og afgiftslove.
Når der i denne sammenhæng nævnes virksomheder, forstås dette som virksomheder med personligt hæftende deltagere, eksempelvis enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber og kommanditselskaber m.v. Selskaber, fonde og foreninger er nævnt som eksempler på juridiske personer med begrænset ansvar, men bestemmelsen finder fuldt ud anvendelse på andre juridiske personer med begrænset ansvar. Det er således enhver enhed, som er omfattet af skatte- eller afgiftslovgivningen, som kan være omfattet af den foreslåede bestemmelse.
Forslaget berører ikke fremgangsmåde og sagsbehandling i told- og skatteforvaltningen, ligesom det ikke ændrer på, at enhver registrering efter skatte- og afgiftslovene sker i told- og skatteforvaltningens systemer og er til brug for told- og skatteforvaltningens opkrævning af skatter og afgifter. Pligten til at blive registreret efter skatte- og afgiftslovgivningen fremgår således fortsat af skatte- og afgiftslovgivningen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 1. pkt. , giver endvidere skatteministeren adgang til efter aftale med økonomi- og erhvervsministeren at fastsætte regler om, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foretager registrering af anmeldelser, som er omfattet af stk. 1. I dag foretager Erhvervs- og Selskabsstyrelsen registrering af anmeldelser, der ikke forudsætter egentlig skatte- og afgiftsfaglig kompetence, i henhold til § 4 i bekendtgørelse nr. 414 af 3. juni 2004 om virksomhedsregistrering – overførsel af opgaver fra skatteministeren til økonomi- og erhvervsministeren.
Det foreslås endvidere i stk. 2, 2. pkt. , at det kan bestemmes, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelser vedrørende registrering kan indbringes for Erhvervsankenævnet.
Med dette lovforslag tilsigtes umiddelbart ingen ændring af den praktiske opgavefordeling i forhold til de gældende regler, men der kan løbende ske en tilpasning i forbindelse med vedtagelse af nye skatte- og afgiftslove og ophævelse af hidtidige love eller hensigtsmæssige administrative ændringer i samarbejdet.
Den foreslåede § 16 e, som indsættes i opkrævningsloven, skal ses i sammenhæng med dette lovforslags §§ 8 og 9 vedrørende særlige regler om anmeldelser og registreringer efter skatte- og afgiftslovgivningen. Der henvises til disse bestemmelser og bemærkningerne hertil.