LBK nr 1204 af 14/10/2013
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om fremgangsmåden ved anmeldelse m.v. af visse oplysninger hos Erhvervsstyrelsen § 1
Loven finder anvendelse på anmeldelser, registreringer og offentliggørelser hos Erhvervsstyrelsen, når regler herom er fastsat i lovgivningen.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om fremgangsmåden ved anmeldelse m.v. af visse oplysninger hos Erhvervsstyrelsen § 1
RetsinformationBestemmelsen angiver lovforslagets område som anmeldelse, registrering og offentliggørelse af oplysninger hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, når regler herom er fastsat i lovgivningen.
Man er således inden for dette lovforslags anvendelsesområde, både når anmeldelse, registrering eller offentliggørelse af oplysninger hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fremgår af love på økonomi- og erhvervsministerens område, og når det fremgår af love på andre ministres område, f.eks. skatteministerens område. Lovgivning omfatter også administrativt fastsatte regler udstedt i medfør af lov.
Anmeldelse og registrering omfatter også ændringer i de registrerede forhold, herunder ophør.
Lovforslaget indeholder ikke nye pligter til registrering, men alene fælles bestemmelser om styrelsens sagsbehandling og brug af konkrete oplysninger fra anmeldelser, registreringer og offentliggørelser, som skal foretages i henhold til lovgivning for de forskellige virksomhedstyper og erhverv m.v. Ligesom lovgivningens pligter består uændret, gælder det, at hvor der i sådan lovgivning er fastsat særlige håndhævelsesmidler i forbindelse med anmeldelse og registrering (f.eks. tvangsbøder), finder disse uændret anvendelse.
Forslaget finder anvendelse, både hvor der er en pligt til at foretage anmeldelse, registrering eller offentliggørelse, og hvor en borger eller virksomhed efter regler i lovgivningen frivilligt kan foretage anmeldelse, registrering eller offentliggørelse. Ved virksomheder forstås enhver enhed med erhvervsdrift, uanset om den udøves af selskaber og andre juridiske personer med begrænset ansvar eller af virksomheder med personligt hæftende deltagere, eksempelvis enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber og kommanditselskaber m.v. Bestemmelsen er endvidere formuleret således, at den også vil omfatte Erhvervs- og Selskabsstyrelsens sagsbehandling efter fremtidig lovgivning, som henlægger anmeldelse, registrering eller offentliggørelse til styrelsen.
I dag vil følgende love administreret af styrelsen være omfattet:
– lov om aktieselskaber,
– lov om anpartsselskaber,
– lov om erhvervsdrivende fonde,
– årsregnskabsloven,
– lov om visse erhvervsdrivende virksomheder,
– lov om administration af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om indførelse af europæiske økonomiske firmagrupper,
– lov om det europæiske selskab,
– lov om det europæiske andelsselskab,
– lov om detailsalg fra butikker m.v.,
– lov om næringsbrev til fødevarebutikker,
– lov om restaurations- og hotelvirksomhed m.v.,
– lov om hjemmeservice,
– lov om translatører og tolke,
– lov om dispachører,
– lov om omsætning af fast ejendom,
– lov om statsautoriserede og registrerede revisorer, og
– lov om Det Centrale Virksomhedsregister.
Nedenstående lovgivninger, som administreres af andre myndigheder end Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, er i dag også omfattet, fordi der enten sker anmeldelse, registrering eller offentliggørelse hos styrelsen:
– lov om finansiel virksomhed,
– værdipapirhandelsloven,
– lov om tilsyn med firmapensionskasser,
– lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v.,
– lov om den selvstændige offentlige virksomhed DSB og om DSB S-tog A/S,
– lov om Energinet Danmark,
– lov om offentlige betalinger,
– lov om forsikringsformidling,
– lov om forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme,
– lov om merværdiafgift,
– lov om afgift af lønsum,
– lov om afgift af elektricitet,
– lov om en arbejdsmarkedsfond,
– lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v. (kildeskat),
– toldloven,
– lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v.,
– lov om afgift af affald og råstoffer,
– lov om afgift af visse klorerede opløsningsmidler,
– lov om afgift af visse ozonlagsnedbrydende stoffer og visse drivhusgasser,
– lov om beskatning af fonde og visse foreninger,
– lov om forskellige forbrugsafgifter,
– lov om afgift af lystfartøjsforsikringer,
– lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber,
– lov om afgift af ledningsført vand,
– lov om afgift af spildevand,
– lov om afgift af antibiotika og vækstfremmere til anvendelse i foderstoffer,
– lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m.,
– lov om afgift af polyvinylklorid og ftalater,
– lov om afgift af spillekasinoer,
– skattekontrolloven,
– lov om afgift af mineralsk fosfor i foderfosfat,
– lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m.,
– lov om afgift af gevinster ved lotterispil m.v.,
– lov om afgift af visse emballager, poser, engangsservice og pvc-folier,
– lov om afgift af konsum-is,
– lov om afgift af naturgas og bygas,
– lov om afgift af svovl,
– lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v.,
– lov om beskatning af indkomst i forbindelse med kulbrinteindvinding i Danmark (kulbrinteskatteloven),
– lov om visse spil, lotterier og væddemål,
– lov om lokale totalisatorspil,
– lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.,
– lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.,
– lov om stempelafgift,
– lov om afgift af spiritus m.v.,
– lov om tobaksafgifter,
– lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m.,
– lov om afgift af dødsboer og gaver,
– lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter,
– lov om klasselotteri og forbud mod andet lottospil m.m.,
– lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder,
– lov om pensionsafkastbeskatning,
– lov om gevinstgivende spilleautomater,
– lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter,
– lov om afgift af mineralvand m.v.,
– lov om beskatningen af pensionsordninger m.v.,
– lov om afgift af bekæmpelsesmidler og
– lov om afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier).
Bestemmelsen omfatter sagsbehandling forud for registrering og offentliggørelse samt efterfølgende sagsbehandling i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Det gælder uanset, om anmeldelse, registrering og offentliggørelse er foretaget af den omhandlede person eller virksomhed selv, eller om anmeldelse m.v. er foretaget af en anmelder på vegne af den omhandlede person eller virksomhed.
Bestemmelsen dækker således både anmeldelser foretaget elektronisk, på papirblanketter og formløse henvendelser, uanset om det sker skriftligt, telefonisk, ved personligt fremmøde eller på anden måde.
Private har desuden adgang til i en række tilfælde selv at foretage registrering eller offentliggørelse via styrelsens internetløsninger.
Styrelsens sagsbehandling af andre myndigheders anmeldelser og anden indsendelse af oplysninger, registreringer og offentliggørelser i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens systemer er ligeledes omfattet. Det gælder f.eks. myndighedernes registrering af stamdata i Det Centrale Virksomhedsregister, som føres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og politiets oprettelse af næringsbreve som restauratør og hotelvært i Næringsbasen.
Derimod er sagsbehandling i forbindelse med de sekretariatsopgaver, som styrelsen varetager for en række klagenævn og andre nævn og råd, ikke omfattet af dette lovforslag. Det gælder sekretariatsopgaver for Erhvervsankenævnet, Konkurrenceankenævnet, Ankenævnet for udbud, Fondsrådet, Revisortilsynet, Revisorkommissionen og Landsbevillingsnævnet m.fl.
Styring af brugerrettigheder og digital formidling af oplysninger via Virk.dk til andre myndigheder er heller ikke omfattet. Det gælder, uanset om opgaven varetages med hjemmel i lovgivningen, som det i dag er tilfældet med formidling af oplysninger fra virksomhederne til kommunerne med hjemmel i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse om digital kommunikation m.v. i sager om syge- og barselsdagpenge. Såfremt det ved en eventuel fremtidig opgave på Virk.dk vil være relevant at lade bestemmelserne i nærværende lovforslag gælde, vil det kræve en udtrykkelig regel herom.
I forhold til skatte- og afgiftslovgivningen fremgår det af bestemmelsen, at forslaget alene vil finde anvendelse på fremgangsmåde og sagsbehandling af de anmeldelser og registreringer, der foretages hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Forslaget berører således ikke fremgangsmåde og sagsbehandling i told- og skatteforvaltningen, ligesom det ikke ændrer på, at enhver registrering efter skatte- og afgiftslovene sker i told- og skatteforvaltningens systemer og er til brug for told- og skatteforvaltningens opkrævning af skatter og afgifter. Pligten til at blive registreret efter skatte- og afgiftslovgivningen fremgår således fortsat af skatte- og afgiftslovgivningen.