LBK nr 907 af 23/06/2024
Beskæftigelsesministeriet
Bekendtgørelse af lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler § 10
Undlader en arbejdsgiver at indbetale tilgodehavende feriemidler, der er forfaldne, jf. § 3, stk. 5, 2. pkt., § 5, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, og §§ 8 og 9 , skal fonden, når dette ikke allerede er sket, sende en rykkerskrivelse til arbejdsgiveren med krav om indbetaling af samtlige tilgodehavende feriemidler inden 4 uger. Kravet om rykkerskrivelse gælder dog ikke ved forfald som følge af arbejdsgiverens konkurs eller arbejdsgiverens død, såfremt der træffes afgørelse om insolvensbehandling, eller hvor boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling. Rykkerskrivelsen kan pålægges gebyr.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler § 10
RetsinformationDet foreslås i stk. 1, 1. pkt., at såfremt en arbejdsgiver, der ikke har indbetalt tilgodehavende feriemidler, ikke rettidigt tilkendegiver, at denne ønsker at beholde tilgodehavende feriemidler i virksomheden, jf. § 6, stk. 1, eller bekræfter, at denne fortsat ønsker at beholde ikke forfaldne, tilgodehavende feriemidler i virksomheden, jf. § 6, stk. 2, vil fonden umiddelbart efter fristen for indberetning, jf. § 3, stk. 1, eller bekræftelse jf. § 6, stk. 2, skulle sende en rykkerskrivelse til den pågældende arbejdsgiver.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at hvis der ikke foreligger svar inden 4 uger fra modtagelse af rykkerskrivelsen vil samtlige tilgodehavende feriemidler hos arbejdsgiveren forfalde, medmindre manglende rettidig tilkendegivelse eller bekræftelse er undskyldelig og uden betydning for udsigten til, at der vil ske betaling.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at en arbejdsgiver, der ikke indbetaler de tilgodehavende feriemidler i forbindelse med indberetningen, jf. forslaget til § 3, og ikke har tilkendegivet ønske om at ville beholde de tilgodehavende feriemidler i virksomheden, vil skulle indbetale tilgodehavende feriemidler til fonden. Retten til at beholde de tilgodehavende feriemidler mistes dog ikke, hvis manglende tilkendegivelse er undskyldelig og uden betydning for udsigten til, at der vil ske betaling. Denne undtagelse er fundet rimelig, da der er tale om at miste en ret efter loven til at beholde feriemidlerne.
Den foreslåede bestemmelse indebærer desuden, at en arbejdsgiver ved manglende bekræftelse vil kunne miste retten efter loven til ikke at skulle indbetale tilgodehavende feriemidler i forbindelse med indberetningen af disse, jf. forslaget til § 6, stk. 1.
Det samme gælder som udgangspunkt, hvis virksomheden undlader at reagere på en rykker om bekræftelse, jf. ovenfor. Retten til at beholde de tilgodehavende feriemidler mistes dog ikke, hvis manglende rettidig bekræftelse er undskyldelig og uden betydning for udsigten til, at der vil ske betaling. Det er fundet rimeligt at kunne gøre undtagelse, da der er tale om at arbejdsgiver i givet fald vil miste en ret efter loven til at beholde feriemidlerne.
Det bemærkes i den anledning, at der ved undskyldelig menes helt særlige omstændigheder, som ikke kan tilregnes arbejdsgiver, og som er uden betydning for udsigten til, at der vil ske betaling. Der vil således f.eks. ikke foreligge undskyldelighed, hvis arbejdsgiveren ikke har gjort sig bekendt med indholdet af sin e-Boks, medmindre dette skyldes servernedbrud hos e-Boks.
Såfremt disse særlige omstændigheder måtte indtræffe, kan fonden tillade, at arbejdsgiver stilles som om, at rettidig bekræftelse har fundet sted. I sådanne tilfælde foretager fonden det fornødne for at sikre, at arbejdsgiver og i givet fald Lønmodtagernes Garantifond stilles som om, at rettidig bekræftelse har fundet sted.
Forslaget indebærer, at midler, der er indbetalt til fonden af Lønmodtagernes Garantifond, vil skulle betales tilbage til Lønmodtagernes Garantifond, og at der skal ske tilbageførsel, for så vidt angår den del af kravet, der er overgået til SKAT.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at fonden kan fastsætte en frist for indsendelse af dokumentation for forhold omfattet af forslaget til stk. 1, 2. pkt.
Forslaget indebærer, at fonden har mulighed for at fastsætte en frist for, hvornår arbejdsgiver senest skal dokumentere manglende rettidig tilkendegivelse eller bekræftelse er undskyldelig og uden betydning for udsigten til, at der vil ske betaling.
Det foreslås i stk. 1, 4. pkt., at rykkerskrivelsen kan pålægges gebyr.
Forslaget indebærer, at rykkerskrivelser, som fonden sender til en arbejdsgiver i de tilfælde, hvor arbejdsgiver ikke rettidigt tilkendegiver, hvorvidt denne ønsker at beholde tilgodehavende feriemidler i virksomheden eller bekræfter, at denne fortsat ønsker at beholde ikke forfaldne, tilgodehavende feriemidler i virksomheden efter 1. pkt., vil kunne pålægges et gebyr.
Med forslaget sikres det, at fonden har mulighed for at få dækket sine udgifter til rykkerskrivelser.
Det bemærkes i den anledning, at beskæftigelsesministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om opkrævning af gebyr for rykkerskrivelser og niveauet herfor efter forslaget til § 11, stk. 3.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at hvis arbejdsgiver undlader at indbetale tilgodehavende feriemidler, der er forfaldne, jf. § 3, stk. 5, 2. pkt., § 5, 2. pkt., §§ 8-9 og § 10, stk. 1, skal fonden sende en rykkerskrivelse til arbejdsgiveren med krav om indbetaling af samtlige tilgodehavende feriemidler inden fire uger.
Denne sanktion er fundet rimelig, da der foreligger misligholdelse af en aktuel pligt til betaling af tilgodehavende feriemidler.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at kravet om rykkerskrivelse efter 1. pkt. ikke gælder ved forfald som følge af arbejdsgivers konkurs eller arbejdsgivers død, såfremt der træffes afgørelse om insolvensbehandling, eller hvor boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling.
Forslaget indebærer, at fondens pligt til at sende rykker ikke vil finde anvendelse på arbejdsgivere, der er insolvente og derfor opfylder de sædvanlige betingelser for anmeldelse af krav til Lønmodtagernes Garantifond. I disse tilfælde vil fonden kunne anmelde kravet i Lønmodtagernes Garantifond uden forudgående rykker. Der henvises til forslagets § 21 om anmeldelse af krav til Lønmodtagernes Garantifond.
Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at rykkerskrivelsen kan pålægges gebyr.
Forslaget indebærer, at rykkerskrivelser, som fonden sender til en arbejdsgiver i de tilfælde, hvor arbejdsgiver ikke rettidigt tilkendegiver, hvorvidt denne ønsker at beholde tilgodehavende feriemidler i virksomheden eller bekræfter, at denne fortsat ønsker at beholde ikke forfaldne, tilgodehavende feriemidler i virksomheden efter 1. pkt., vil kunne pålægges et gebyr.
Med forslaget sikres det, at fonden har mulighed for at få dækket sine udgifter til rykkerskrivelser.
Det bemærkes i den anledning, at beskæftigelsesministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om opkrævning af gebyr for rykkerskrivelser og niveauet herfor efter forslaget til § 11, stk. 3.