Bekendtgørelse af lov om forvaltning og administration af ti...
Gældende
LBK nr 907 af 23/06/2024
Beskæftigelsesministeriet
Ændringer:
0
Bekendtgørelse af lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler
Herved bekendtgøres lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler med de ændringer, der følger af § 3 i lov nr. 496 af 1. maj 2019, § 22 i lov nr. lov nr. 1559 af 27. december 2019, § 1 i lov nr. 1223 af 21. august 2020, § 10 i lov nr. 2202 af 29. december 2020, § 1 lov nr. 465 af 20. marts 2021, § 5 i lov nr. 1538 af 12. december 2023 og § 2 i lov nr. 1539 af 12. december 2023.
Loven har til formål i forbindelse med overgangen til et nyt feriesystem, jf. ferielovens § 48, stk. 2, at sikre lønmodtagernes krav på tilgodehavende feriemidler og at give arbejdsgiverne mulighed for at beholde de tilgodehavende feriemidler, indtil de forfalder til betaling.
Stk. 2. Til sikring af lovens formål oprettes Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler (fonden) som en særskilt økonomisk enhed i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der forestår midlernes indbetaling, forvaltning og udbetaling.
Stk. 3. Ved tilgodehavende feriemidler, jf. stk. 1, forstås feriebetaling opgjort efter § 2.
Stk. 4. Fonden indtræder ved indberetning efter § 3 i lønmodtagerens indberettede krav på tilgodehavende feriemidler, jf. stk. 3, mod arbejdsgiveren, hvorefter arbejdsgiveren alene kan betale med frigørende virkning til fonden og lønmodtageren alene kan rette sit krav mod fonden. Indtil fonden er indtrådt i lønmodtagerens indberettede krav på tilgodehavende feriemidler, er kravet et forhold imellem lønmodtager og arbejdsgiver, som forældes efter § 4 i forældelsesloven.
Kapitel 2
Opgørelse og indberetning af tilgodehavende feriemidler
Feriedage og feriebetaling optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 efter lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015 som ændret ved det samtidig fremsatte forslag til lov om ferie, opgøres for hver enkelt lønmodtager pr. 31. august 2020.
Stk. 2. Feriebetalingen beregnes som feriegodtgørelse med 12,5 pct. af lønnen i optjeningsperioden, jf. § 26 i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015 som ændret ved det samtidig fremsatte forslag til lov om ferie, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3. For en lønmodtager, der er antaget månedsvis eller for længere tid, og som i den periode under ansættelsen, der er nævnt i stk. 1, har haft orlov efter barselsloven, hvor arbejdsgiveren skal betale delvis løn, beregnes feriebetalingen for orlovsperioden på grundlag af lønmodtagerens sædvanlige løn i de seneste 4 uger, hvor fuld løn er udbetalt.
Stk. 4. Har en lønmodtager med ret til ferie med løn ifølge kollektiv aftale krav på pensionsbidrag af feriegodtgørelse ved fratræden, indgår disse midler i opgørelsen efter stk. 1.
Der skal for hver enkelt lønmodtager ske indberetning til fonden af tilgodehavende feriemidler opgjort efter § 2 senest den 31. december 2020. Arbejdsgiveren kan ved undskyldelige fejl gøre indsigelse imod indberetningen på samme måde som angivet i § 4, stk. 3, medmindre lønmodtager har fået førtidig udbetaling af lønmodtagers resterende tilgodehavende feriemidler, jf. § 17 a, stk. 1 og 3. I så fald kan arbejdsgiver ikke reducere i de indberettede tilgodehavende feriemidler efter den 28. februar 2022.
Stk. 2. Indberetningen foretages af den arbejdsgiver, hos hvem optjeningen af de tilgodehavende feriemidler er sket. For tilgodehavende feriemidler, som er indberettet til FerieKonto i henhold til § 28 i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, eller som er indberettet til en privat feriekasse i henhold til en kollektiv overenskomst, foretages indberetningen dog af henholdsvis FerieKonto og den private feriekasse.
Stk. 3. Indberetningen skal for hver enkelt lønmodtager indeholde oplysning om
navn og cpr-nummer eller anden entydig identifikation,
det beløb, de tilgodehavende feriemidler er opgjort til, og
antallet af opsparede feriedage.
Stk. 4. Fonden kan afvise indberetningen, hvis arbejdsgiveren ikke ved påkrav kan dokumentere, at de tilgodehavende feriemidler er opgjort i overensstemmelse med § 2.
Stk. 5. Undlader arbejdsgiveren at foretage indberetning i overensstemmelse med stk. 1-4, kan fonden pålægge arbejdsgiveren straks at indsende de manglende oplysninger. Undlader arbejdsgiveren på trods af pålæg herom at indsende de manglende oplysninger, kan fonden træffe afgørelse om, at arbejdsgiveren skal foretage indbetaling af tilgodehavende feriemidler inden for en frist på 4 uger, hvorved arbejdsgiveren mister retten efter § 6, stk. 1, til at beholde midlerne. Rykkerskrivelsen kan pålægges gebyr.
Stk. 6. I situationer, hvor en lønmodtager over for Lønmodtagernes Garantifond anmelder krav på løn m.v. optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020, indberetter Lønmodtagernes Garantifond lønmodtagerens samlede krav på tilgodehavende feriemidler efter § 2, jf. § 4 a i lov om Lønmodtagernes Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, som ændret ved lov nr. 58 af 30. januar 2018 og lov nr. 124 af 6. februar 2019. Indberetning fra Lønmodtagernes Garantifond træder i stedet for eventuelle tidligere indberetninger fra arbejdsgiveren.
Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om indberetningen, herunder om dens indhold og form, og nærmere regler om opkrævning af et administrationsbidrag ved indberetning af et krav, der kan afvises efter stk. 4, herunder om opkrævning af gebyrer for rykkerskrivelser og niveauet herfor. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om, at arbejdsgiver afholder udgifter og tab forbundet med ændring af indberetning, hvis arbejdsgiver ændrer i mange lønmodtageres indberetninger efter fristen, jf. stk. 1.
Fonden underretter arbejdsgiveren og efterfølgende lønmodtageren om de indberettede oplysninger m.v., jf. § 3, § 17 a, stk. 2, 2. pkt. og § 28, stk. 3, 2. pkt.
Stk. 2. Forud for underretningen af arbejdsgiveren efter stk. 1 skal fonden undersøge, om arbejdsgiveren har foretaget fuldstændig indberetning for alle lønmodtagere. Identificerer fonden lønmodtagere, for hvilke der må antages ikke at være indberettet oplysninger om tilgodehavende feriemidler, foretager fonden høring af arbejdsgiveren og lønmodtageren over den manglende indberetning.
Stk. 3. En lønmodtager, der er uenig i en opgørelse efter § 3, skal gøre indsigelse til arbejdsgiveren senest den 30. juni 2025. Ved orientering af fonden om indsigelsen skal lønmodtageren dokumentere, at lønmodtageren og arbejdsgiveren er enige om en anden opgørelse af de tilgodehavende feriemidler, eller dokumentere, at lønmodtageren har foretaget de nævnte skridt i § 35, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015.
Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om fondens underretning af arbejdsgivere og lønmodtagere om de indberettede oplysninger, herunder om den administrative håndtering heraf, fondens undersøgelsespligt og eventuelle indsigelser.
FerieKonto og private feriekasser skal til fonden overføre de tilgodehavende feriemidler, der er indberettet til fonden, jf. § 3, stk. 2, 2. pkt., senest den 31. december 2020, jf. dog stk. 3. Tilgodehavende feriemidler, som en arbejdsgiver har indberettet til FerieKonto eller en privat feriekasse, men i strid med reglerne ikke har indbetalt hertil, kan fonden forlange betalt inden 4 uger med tillæg af renter efter § 28, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015.
Stk. 2. Tilgodehavende feriemidler, der indberettes til fonden efter den 31. december 2020, men som skulle have været indberettet og indbetalt til fonden senest den 31. december 2020, jf. § 3, stk. 2, 2. pkt., kan fonden forlange betalt inden 4 uger med tillæg af renter efter § 28, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015.
Stk. 3. Senest den 1. april 2020 skal FerieKonto overføre de feriemidler, der er indbetalt til FerieKonto for perioden fra den 1. september 2019 til den 31. december 2019, til fonden.
Arbejdsgiveren indbetaler efter indberetningen efter § 3 tilgodehavende feriemidler for hver lønmodtager til fonden, medmindre arbejdsgiveren tilkendegiver, at denne ønsker at beholde tilgodehavende feriemidler i virksomheden, indtil de forfalder til betaling efter §§ 8 og 9, jf. dog § 3, stk. 5, 2. pkt.
Stk. 2. En arbejdsgiver, der ikke har indbetalt samtlige tilgodehavende feriemidler til fonden, kan til enhver tid frivilligt indbetale en lønmodtagers tilgodehavende feriemidler tillagt de foretagne årlige indekseringer og forholdsmæssig indeksering til og med den måned, hvori der er fastsat frist for indbetaling, jf. stk. 3 og § 7.
Stk. 3. Feriemidler, der indbetales efter stk. 2, indekseres efter § 7, stk. 1-3. Indekseringen er forholdsmæssig for perioden fra den seneste indeksering efter § 7, stk. 1 og 2, til og med den måned, hvori der er fastsat frist for indbetaling, jf. § 7, stk. 3.
Stk. 4. Ved en arbejdsgivers fulde indbetaling af en lønmodtagers tilgodehavende feriemidler med tillæg af indeksering, jf. stk. 3 og § 7, ophører arbejdsgiverens forpligtelser over for fonden vedrørende den pågældende lønmodtager.
Fonden giver arbejdsgiveren meddelelse om størrelsen af indekseringen af de tilgodehavende feriemidler.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren eller den, som beskæftigelsesministeren bemyndiger hertil, fastsætter hvert år senest den 31. maj, dog i 2021 inden førtidig udbetaling af feriemidler efter kapitel 5 a, størrelsen af den indeksering, arbejdsgiverne skal anvende til at regulere de tilgodehavende feriemidler, som arbejdsgiverne skal indbetale til fonden.
Stk. 3. Ved indbetaling efter § 6, stk. 2, straksopkrævning, opkrævning efter § 9, stk. 1, og § 10 og anmeldelse til Lønmodtagernes Garantifond efter § 22 beregnes forholdsmæssig indeksering for perioden fra den seneste indeksering efter § 7, stk. 1 og 2, til og med den måned, hvor der er frist for indbetaling, eller hvor der sker anmeldelse til Lønmodtagernes Garantifond, jf. § 22, stk. 1. Den forholdsmæssige indeksering beregnes ved anvendelse af den senest fastsatte indekseringssats, jf. stk. 2.
Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om fondens meddelelse til arbejdsgiverne.
Fonden træffer hvert år inden udgangen af juli måned afgørelse om arbejdsgivers indbetaling af tilgodehavende feriemidler for lønmodtagere, der når folkepensionsalderen i henhold til kapitel 1 i lov om social pension i perioden fra den 1. marts i afgørelsesåret og frem til udgangen af februar måned i det følgende år. I 2021 træffes endvidere afgørelse om indbetaling af andre tilgodehavende feriemidler for lønmodtagere, som har opnået folkepensionsalderen før den 1. marts 2021. Indbetaling skal ske senest den 1. september i afgørelsesåret.
Stk. 2. Fonden træffer hvert år inden udgangen af juli måned afgørelse om arbejdsgivers indbetaling af tilgodehavende feriemidler for lønmodtagere, som i perioden fra den 1. marts i det forudgående år og frem til udgangen af februar måned i afgørelsesåret har fået udbetalt tilgodehavende feriemidler efter § 15, stk. 2, eller hvor lønmodtageren i denne periode er afgået ved døden. Fonden træffer tillige hvert år inden udgangen af juli måned afgørelse om arbejdsgivers indbetaling af tilgodehavende feriemidler for lønmodtagere, hvis samlede indberettede tilgodehavende feriemidler på dette tidspunkt ikke overstiger 1.500 kr. I 2021 træffes endvidere afgørelse om indbetaling af tilgodehavende feriemidler for lønmodtagere, der er afgået ved døden inden udgangen af februar 2021. Indbetaling skal ske senest den 1. september i afgørelsesåret.
Tilgodehavende feriemidler hos en arbejdsgiver forfalder uanset § 8 til betaling til fonden, senest samtidig med at arbejdsgiverens virksomhed opløses, ophører eller opgiver den tilknytning til Danmark, som udløste de registrerede krav på tilgodehavende feriemidler. Tilgodehavende feriemidler forfalder i øvrigt ved arbejdsgiverens konkurs eller arbejdsgiverens død, såfremt der træffes afgørelse om insolvensbehandling eller boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling. Arbejdsgiveren skal endvidere indbetale tilgodehavendet ved afvikling af sine aktiviteter.
Stk. 2. I forbindelse med hel eller delvis overdragelse af en virksomhed kan overdrageren og erhververen i fællesskab meddele fonden, at erhververen overtager overdragerens forpligtelse vedrørende tilgodehavende feriemidler over for fonden.
Undlader en arbejdsgiver at indbetale tilgodehavende feriemidler, der er forfaldne, jf. § 3, stk. 5, 2. pkt., § 5, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, og §§ 8 og 9 , skal fonden, når dette ikke allerede er sket, sende en rykkerskrivelse til arbejdsgiveren med krav om indbetaling af samtlige tilgodehavende feriemidler inden 4 uger. Kravet om rykkerskrivelse gælder dog ikke ved forfald som følge af arbejdsgiverens konkurs eller arbejdsgiverens død, såfremt der træffes afgørelse om insolvensbehandling, eller hvor boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling. Rykkerskrivelsen kan pålægges gebyr.
Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om arbejdsgiveres indbetaling af tilgodehavende feriemidler efter §§ 3, 5, 6 og 8-10, herunder om indbetalingstidspunkt og midlertidig afskæring af mulighed for frivillig indbetaling og om de oplysninger, der skal ledsage indbetalingen.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden og vilkårene for sanktioner og håndhævelse i forbindelse med mangelfuld indbetaling af tilgodehavende feriemidler, herunder om, opkrævning af gebyrer for rykkerskrivelser efter § 10 og niveauet herfor.
En lønmodtagers krav på tilgodehavende feriemidler efter denne lov omfatter indberettede tilgodehavende feriemidler, jf. § 3, med tillæg af den tilskrevne regulering efter § 13, jf. dog § 17 a, stk. 2, og § 28, stk. 3.
Fondens resultat tilskrives en gang årligt de enkelte lønmodtageres tilgodehavende feriemidler i forhold til deres andel af den samlede formue, dog løbende ved udbetaling, jf. stk. 2 og 3.
Stk. 2. Ved udbetaling efter § 15 reguleres de tilgodehavende feriemidler for de lønmodtagere, der skal have midlerne udbetalt, med fondens resultat på tidspunktet for fondens beregning af udbetaling i forhold til den enkeltes andel af den samlede formue i fonden.
Stk. 3. Ved udbetaling efter § 17 a, stk. 3, reguleres de tilgodehavende feriemidler med fondens resultat på ansøgningstidspunktet. Foretages der ændringer i arbejdsgivers indberetning efter § 3, stk. 1, senere end 1 år efter lovens ikrafttræden, og medfører dette ændringer i lønmodtagerens krav i medfør af § 12, sker reguleringen dog på tidspunktet for fondens beregning af udbetaling.
Fonden oplyser hvert år en saldoopgørelse af de tilgodehavende feriemidler inklusive den årlige regulering, jf. § 13, til hver enkelt lønmodtager, uanset om de tilgodehavende feriemidler beror hos arbejdsgiveren eller er indbetalt til fonden.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om indhold af og formkrav til saldoopgørelser efter stk. 1.
Fonden udbetaler tilgodehavende feriemidler med tillæg af , regulering, jf., § 13, stk. 2, til lønmodtageren, når lønmodtageren har nået folkepensionsalderen i henhold til kapitel 1 i lov om social pension, jf. dog stk. 2-5. Lønmodtageren og fonden kan aftale, at tilgodehavende feriemidler udbetales på et senere tidspunkt.
Stk. 2. Fonden udbetaler efter ansøgning tilgodehavende feriemidler til lønmodtagere, der har forladt arbejdsmarkedet, når lønmodtageren
har fået tilkendt førtidspension i henhold til kapitel 3 i lov om social pension,
har fået tilkendt seniorpension i henhold til kapitel 3 a i lov om social pension,
overgår til tidlig pension i henhold til kapitel 3 b i lov om social pension,
er overgået til efterløn i medfør af reglerne i kapitel 11 a i lov om arbejdsløshedsforsikring,
har fået tilkendt fleksydelse efter kapitel 2 i lov om fleksydelse,
har fået udbetalt alderspension oprettet som led i et ansættelsesforhold eller
har taget varigt ophold i udlandet.
Stk. 3. Ved en lønmodtagers død udbetaler fonden tilgodehavende feriemidler til dødsboet.
Stk. 4. Fonden skal udbetale tilgodehavende feriemidler til lønmodtagere, hvis samlede tilgodehavende feriemidler på indberetningstidspunktet ikke overstiger 1.500 kr.
Stk. 5. Fonden har ikke pligt til at opfylde krav på udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter stk. 1, 2 og 4 før den 1. oktober 2021.
Stk. 6. Fonden kan kræve udbetalte tilgodehavende feriemidler, som lønmodtageren ikke har krav på, tilbagebetalt.
En lønmodtagers krav på udbetaling efter § 15, stk. 1 og 3, forældes som fordringer omfattet af forældelseslovens § 4, dog tidligst 5 år efter at opgørelsen af lønmodtagerens tilgodehavende feriemidler er blevet endelig, jf. § 4.
Fonden kan efter en ansøgningsrunde i 2020 foretage en førtidig udbetaling af feriemidler, der er omfattet af § 48 a, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1025 af 4. oktober 2019, og optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. marts 2020. Feriebetaling i forbindelse med afholdelse af særlige fondsferiedage efter § 28 fratrækkes i udbetalingen. Feriegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg, som vedrører en lønperiode hen over månedsskiftet fra august til september 2019, anses for optjent i september 2019. Feriegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg, som vedrører en lønperiode hen over månedsskiftet fra marts til april 2020, anses for optjent i april 2020.
Stk. 2. Førtidig udbetaling efter stk. 1 fratrækkes lønmodtagerens krav mod fonden på tilgodehavende feriemidler efter § 12. Forud for høring af lønmodtageren efter § 4, stk. 1, skal fonden undersøge, om lønmodtageren har fået førtidig udbetaling af feriemidler efter stk. 1, som skal fratrækkes ved opgørelsen af lønmodtagerens tilgodehavende feriemidler.
Stk. 3. Fonden kan efter en ansøgningsrunde i 2021 foretage en førtidig udbetaling af en lønmodtagers tilgodehavende feriemidler efter § 12.
Stk. 4. Førtidig udbetaling efter stk. 1 og 3 og fradrag efter stk. 2 er uden betydning for arbejdsgiverens pligt til indberetning, opgørelse og betaling af tilgodehavende feriemidler efter kapitel 2 og 3. Fradrag i lønmodtagerens krav på tilgodehavende feriemidler, jf. stk. 2, skal ikke indgå i opgørelsen af, hvad arbejdsgiveren skal indbetale til fonden.
Stk. 5. Førtidig udbetaling efter stk. 1 og 3 medregnes ved opgørelsen af lønmodtagerens skattepligtige indkomst, i det omfang den træder i stedet for ferie med løn eller feriegodtgørelse i feriekortordninger uden feriekasser. Udbetalingen medregnes ikke ved opgørelsen af lønmodtagerens skattepligtige indkomst, i det omfang den træder i stedet for øvrig feriegodtgørelse. Udbetalingen som nævnt i 1. pkt. henregnes til A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43, og medregnes til grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag efter arbejdsmarkedsbidragsloven. Kildeskattelovens § 49 B finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Førtidig udbetaling af feriemidler efter stk. 1 og 3, der hidrører fra en indbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler efter § 8 b i lov om Lønmodtagernes Garantifond, medregnes ikke ved opgørelsen af lønmodtagerens skattepligtige indkomst.
Stk. 7. Fonden kan kræve førtidigt udbetalte feriemidler efter stk. 1 og 3, som modtageren ikke har krav på, tilbagebetalt. Det er ikke en betingelse for tilbagesøgningen, at modtageren ved udbetalingen var vidende om, at denne ikke havde krav på førtidig udbetaling efter stk. 1 og 3.
Krav på førtidig udbetaling af feriemidler efter § 17 a kan ikke anvendes til modregning med gæld.
Stk. 2. Førtidig udbetaling efter § 17 a indgår ikke i tildelingen eller beregningen af eller medfører ikke fradrag i forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser for ydelsesmodtageren, dennes ægtefælle eller samlever eller andre husstandsmedlemmer. Der kan ses bort fra udbetalingen til og med år 2023. En person, der har modtaget feriemidler efter § 17 a, har pligt til at dokumentere at have modtaget feriemidlerne i forbindelse med ansøgning og beregning af en offentlig ydelse, hvori feriemidlerne ikke skal indgå.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om førtidig udbetaling af feriemidler efter § 17 a i forhold til forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser, jf. stk. 2.
Fonden kan optage statslån til førtidig udbetaling af feriemidler efter § 17 a.
Stk. 2. Lånet forrentes efter § 7, og forrentningen tilskrives hovedstolen.
Stk. 3. Når der sker en indbetaling af en lønmodtagers tilgodehavende feriemidler, foretages der et afdrag på lånet svarende til de udbetalte feriemidlers forholdsmæssige andel af de samlede tilgodehavende feriemidler for indbetalingens tilhørende lønmodtagere. Tilskrivningen af renter for et afdrags andel af det samlede udestående stopper på tidspunktet, hvor fonden modtager den tilhørende indbetaling fra en arbejdsgiver.
Stk. 4. Statens andel af feriemidler, der frem til den 31. december 2020 er indbetalt af FerieKonto eller private feriekasser til fonden, afdrages, når lønmodtagers individuelle tilgodehavende feriemidler er opgjort. Feriemidlerne forrentes ikke. Dog fragår et eventuelt negativt afkast forholdsmæssigt i fondens afdrag.
Stk. 5. Finansministeren fastsætter de nærmere vilkår for låneordningen, herunder for udbetaling af lånet, opgørelse af lånets hovedstol, renteberegning, betalingsfrister for fondens afdrag og fondens rapportering om lånet.
Fonden drives af Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Lønmodtagernes Dyrtidsfond forvalter de tilgodehavende feriemidler i overensstemmelse med reglerne i kapitel 3, 4 og 5 i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, så de berettigede lønmodtageres interesser varetages bedst muligt.
Stk. 2. Fondens forvaltning og administration af midler efter denne lov indgår i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds regnskabs- og revisionsmæssige forpligtelser efter kapitel 5 i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Fondens administration og kapitalforvaltning vedrørende de opsparede feriemidler skal være specificeret i årsrapporten for Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
Driften af fonden varetages med teknisk og administrativ bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. Arbejdsmarkedets Tillægspension yder bistand på omkostningsdækket basis. Der indgås en administrationsaftale mellem fonden og Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Stk. 2. Udgifter til dækning af teknisk og administrativ bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension finansieres af bidrag fra de arbejdsgivere, der indbetaler ATP-bidrag for deres ansatte til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Opkrævning af bidrag fra arbejdsgiverne sker ved fælles opkrævning sammen med de øvrige bidrag, som Arbejdsmarkedets Tillægspension i henhold til lov opkræver fra arbejdsgiverne. Restancer for betaling kan indgå i den fælles opkrævning. Øvrige udgifter dækkes af fonden.
Stk. 3. Sker indbetaling af bidrag efter stk. 2 ikke rettidigt, skal arbejdsgiveren betale renter af bidraget fra forfaldsdatoen med den rentesats, der til enhver tid er fastsat i medfør af § 5 i renteloven.
Stk. 4. Arbejdsmarkedets Tillægspension har udpantningsret for betalingsrestancer til en fælles opkrævning, jf. stk. 2. Dette gælder også for renter og omkostninger forbundet med inddrivelse.
Stk. 5. I tilfælde af fejl under udførelsen af administrationen bærer arbejdsgiverne, jf. stk. 2, det økonomiske ansvar. Arbejdsmarkedets Tillægspension har pligt til at begrænse det økonomiske tab og berigtige fejlen. Arbejdsmarkedets Tillægspension underretter hurtigst muligt bestyrelsen for fonden om væsentlige fejl.
Stk. 6. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension regler om bidragets størrelse, jf. stk. 2. Der kan endvidere fastsættes regler om beregning af bidrag.
Stk. 7. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om opkrævning, modregning og betaling af bidrag, der indgår i en fælles opkrævning, jf. stk. 2. Der kan endvidere fastsættes regler om beløbsgrænser for opkrævning og tilbagebetaling af bidrag og regler om, at Arbejdsmarkedets Tillægspension kan give henstand med indbetaling og eftergive bidrag og renter og omkostninger forbundet med inddrivelse heraf.
Fonden kan indhente og behandle oplysninger om lønmodtagere og arbejdsgivere til brug for administration af og kontrol med overholdelsen af denne lov, herunder foretage registersamkøring. Arbejdsgivere, lønmodtagere, faglige organisationer og a-kasser skal efter anmodning give fonden alle oplysninger, der er nødvendige for fondens administration og kontrol efter denne lov.
Stk. 2. Fonden kan til brug for administration og kontrol i henhold til denne lov få terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister. Adgangen omfatter alle oplysninger om indkomst, herunder modtagelse af offentlige ydelser, løn- og ansættelsesperiode og ferie m.v.
Stk. 3. Fonden kan indhente nødvendige person- og virksomhedsoplysninger fra andre offentlige myndigheder i elektronisk form til brug for administration og kontrol, herunder fra Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Stk. 4. Fonden kan til brug for administration af denne lov foretage registersamkøring i kontroløjemed af data fra egne registre, herunder af data, der er indhentet i medfør af stk. 1-3.
Til brug for Arbejdsmarkedets Tillægspensions beregning og opkrævning af bidrag, jf. § 19, stk. 2, skal Arbejdsmarkedets Tillægspension behandle, herunder indsamle, almindelige personoplysninger om arbejdsgivere, der indberetter ATP-bidrag for deres ansatte. Der vil blive behandlet oplysninger om virksomhedsidentitet, navn, personnummer, kontaktoplysninger, kontooplysninger, beregnet og skyldigt bidrag, oplysninger om betalingsevne, der indhentes i forbindelse med inddrivelse af bidrag, og oplysninger om indberettet ATP-bidrag.
Stk. 2. Personoplysninger i medfør af stk. 1 vil blive indhentet fra CVR-registeret, CPR-registeret og told- og skatteforvaltningen.
Lønmodtagernes Garantifond sikrer fondens krav på tilgodehavende feriemidler hos arbejdsgivere efter reglerne i lov om Lønmodtagernes Garantifond i tilfælde omfattet af § 3, stk. 5, § 5 og § 10.
Stk. 2. Lønmodtagernes Garantifond foretager indbetaling af tilgodehavende feriemidler til fonden. Det er uden betydning, om betingelserne for udbetaling af de tilgodehavende feriemidler til lønmodtageren er indtrådt.
Fonden anmelder krav på tilgodehavende feriemidler til Lønmodtagernes Garantifond, snarest efter at fonden er blevet bekendt med forhold omfattet af § 3, stk. 5, § 5 og § 10. Fonden vedlægger dokumentation for kravet.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om fondens anmeldelse af krav til Lønmodtagernes Garantifond, herunder hvad der kan udgøre dokumentation for kravet.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at fondens kommunikation med myndigheder, juridiske personer og borgere skal ske digitalt i forbindelse med varetagelse af opgaver efter denne lov. Ministeren kan herunder fravige formkrav i lovgivningen, der er til hinder for digital kommunikation.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at digitale meddelelser anses for at være kommet frem, når de er tilgængelige for modtageren.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om undtagelse fra kravet om digital kommunikation, jf. stk. 1.
Beskæftigelsesministeren fører tilsyn med, at bestyrelsen for fonden udfører sit hverv i overensstemmelse med lovgivningen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Finanstilsynet påser, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond overholder § 18, stk. 1, ved forvaltningen af midlerne. Reglerne i kapitel 5 a i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond finder tilsvarende anvendelse.
Afgørelser efter denne lov kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. § 59 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 2. Klagen indgives til fonden inden 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Ved Ankestyrelsens behandling af sagerne finder kapitel 9 a og kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område anvendelse.
Stk. 3. Fondens afgørelse om førtidig udbetaling af feriemidler, jf. § 17 a, stk. 1, om førtidig udbetaling efter en ansøgningsrunde i 2020 kan ikke påklages til Ankestyrelsen eller anden administrativ myndighed.
Stk. 4. Klage over afgørelser om arbejdsgivers indbetaling samt fondens beregning af indeksering og renter af tilgodehavende feriemidler i medfør af §§ 5-10 og regler fastsat i medfør af § 11 og afgørelser om opkrævning af arbejdsgiverbidrag efter regler fastsat i medfør af § 19, stk. 6, skal indgives til fonden inden 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt. Fonden vurderer, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Giver fonden ikke klageren fuldt ud medhold, sender fonden klagen og begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den arbejdsgiver, der uden rimelig grund undlader at betale tilgodehavende feriemidler efter § 6, stk. 1 , og §§ 8 og 9.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
Stk. 3. Der kan fastsættes bødestraf for overtrædelse af forskrifter udstedt i henhold til denne lov.
Kapitel 11
Særlig mulighed for fondsferiedage for nye på arbejdsmarkedet i 2019
En lønmodtager, som ønsker at benytte sig af retten efter § 48 a, stk. 3, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015 som ændret ved det samtidig fremsatte forslag til lov om ferie, til at afholde op til 8,4 feriedage optjent i 2019 som særlige fondsferiedage med feriebetaling fra fonden, skal indgive ansøgning til fonden herom.
Stk. 2. Feriebetaling efter stk. 1 udgør 12,5 pct. af lønindkomsten i optjeningsperioden fra den 1. september 2019 til den 31. december 2019.
Stk. 3. Udbetaling efter stk. 2 fratrækkes lønmodtagerens krav mod fonden på tilgodehavende feriemidler efter § 12. Forud for høring af lønmodtageren efter § 4, stk. 1, skal fonden undersøge, om lønmodtageren har fået udbetalt feriebetaling efter stk. 2, som skal fratrækkes ved opgørelsen af lønmodtagerens tilgodehavende feriemidler.
Stk. 4. Udbetaling efter stk. 2 og fradrag efter stk. 3 er uden betydning for arbejdsgiverens pligt til indberetning, opgørelse og betaling af tilgodehavende feriemidler efter kapitel 2 og 3. Fradrag i lønmodtagerens krav på tilgodehavende feriemidler, jf. stk. 3, skal ikke indgå i opgørelsen af, hvad arbejdsgiveren skal indbetale til fonden.
Stk. 5. Feriebetaling efter stk. 2 medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, i det omfang den træder i stedet for ferie med løn eller feriegodtgørelse i feriekortordninger uden feriekasser. Feriebetalingen medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, i det omfang den træder i stedet for øvrig feriegodtgørelse. Udbetalingen som nævnt i 1. pkt. henregnes til A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43, og medregnes til grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag efter arbejdsmarkedsbidragsloven. Kildeskattelovens § 49 B finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om særlige fondsferiedage, herunder regler for opgørelse og afholdelse af fondsferiedage, regler om lønmodtagerens ansøgning og ansøgningsfrist ud fra hensyn til bl.a. ferieplanlægning og regler om fondens administration.
Kapitel 12
Ikrafttræden, ændringer i anden lovgivning og territorial gyldighed
Lov nr. 496 af 1. maj 2019 om ændring af lov om ferie og lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler med flere love (Præcisering af antallet af fondsferiedage, indførelse af modregningsadgang, ensretning af rentebestemmelse og udbetaling fra fonden ved dødsfald m.v.)1) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 2020, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. §§ 2, 3, 5 og 6 træder i kraft den 1. september 2019.
Lov nr. 1559 af 27. december 2019 om ændring af lov om social pension og forskellige andre love (Indførelse af seniorpension)2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 23
Loven træder i kraft den 1. januar 2020.
Lov nr. 1223 af 21. august 2020 om ændring af lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, SU-loven og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (Førtidig udbetaling af feriemidler og udvidelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions opgavevaretagelse)3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende, jf. dog stk. 2.4)
Stk. 2. § 1 træder i kraft den 1. september 2020.
Stk. 3-5. (Udelades)
Lov nr. 2202 af 29. december 2020 om ændring af lov om social pension og forskellige andre love (Indførelse af ret til tidlig pension)5) indeholder følgende krafttrædelsesbestemmelse:
§ 17
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021
Stk. 2. (Udelades)
Lov nr. 465 af 20. marts 2021 om ændring af lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler og forskellige andre love (Førtidig udbetaling af resterende tilgodehavende feriemidler)6) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.7)
Stk. 7.
Stk. 8. Beskæftigelsesministeren kan desuden fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden og vilkårene for sanktioner og håndhævelse i forbindelse med mangelfuld indberetning af tilgodehavende feriemidler, jf. stk. 5.
Stk. 8. En førtidig udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter stk. 1 kan af lønmodtageren skattemæssigt vælges behandlet, som om udbetalingen var sket på tidspunktet for ansøgningen om udbetaling, og således at udbetalingen får skattemæssig virkning på ansøgningstidspunktet, såfremt der er gået mere end 14 dage fra ansøgningstidspunktet til udbetalingstidspunktet. Anmodning herom skal være told- og skatteforvaltningen i hænde senest den 1. juli 2021.
Stk. 9. En førtidig udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter stk. 3 kan af lønmodtageren skattemæssigt vælges behandlet, som om udbetalingen var sket på tidspunktet for ansøgningen om udbetaling, og således at udbetalingen får skattemæssig virkning på ansøgningstidspunktet, såfremt der er gået mere end 14 dage fra ansøgningstidspunktet til udbetalingstidspunktet. Anmodning herom skal være told- og skatteforvaltningen i hænde senest den 1. december 2021.
Stk. 10. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om førtidig udbetaling af feriemidler efter stk. 1 og 3, herunder regler for ansøgning, ansøgningsfrist, udbetaling, fondens administration og kontrol. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om tilbagesøgning, herunder om, at der ikke skal ske tilbagebetaling af feriemidler, som lønmodtageren ikke havde krav på, jf. stk. 3, under en nærmere fastsat bagatelgrænse.
Stk. 2. Regler fastsat i medfør af § 17 a, stk. 6, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, jf. lov nr. 1223 af 21. august 2020, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 17 a, stk. 10, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.
Lov nr. 1538 af 12. december 2023 om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og forskellige andre love (Fælles opkrævning af arbejdsgiverbidrag, udvidet bemyndigelse til at fastsætte regler om modregningsadgang, nationale særregler for behandling af personoplysninger m.v.)8) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:
§ 16
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2024.
Stk. 2-3. (Udelades)
Stk. 4. § 2, nr. 1 og 2, § 3, nr. 2 og 3, § 4, nr. 1 og 2, § 5, nr. 2 og 3, § 6, nr. 2 og 5, § 7, nr. 2, § 8, nr. 2 og 4, § 9, nr. 4 og 7, § 10, nr. 3 og 6, § 11, nr. 4 og 7, § 12, nr. 3 og 6, og § 13, nr. 3 og 6, finder anvendelse fra og med beregning af arbejdsgiverbidrag for første kvartal 2024 med forfald den 1. juli 2024.
Stk. 5-6. (Udelades)
Stk. 7. Regler udstedt i medfør af § 19, stk. 7, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler som affattet ved denne lovs § 5, nr. 3, finder anvendelse for opkrævning af bidrag m.v. med forfald den 1. juli 2024. De hidtil gældende regler udstedt i medfør af § 19, stk. 6, i lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler som ændret senest ved § 1 i lov nr. 465 af 20. marts 2021 finder anvendelse for opkrævning af bidrag m.v. med forfald den 1. april 2024.
Stk. 8-19. (Udelades)
Lov nr. 1539 af 12. december 2023 om ændring af lov om ferie og lov om forvaltning og administration af tilgodeha-vende feriemidler (Genindførelse af bagatelgrænser for ud-betaling af uhævede feriepenge m.v.)9) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 31. december 2023.
Stk. 2. (Udelades)
Stk. 3. § 2, nr. 2-6, finder ikke anvendelse på indbetalinger, opkrævninger og anmeldelser af krav til Lønmodtagernes Garantifond, hvor indbetalingsfristen eller anmeldelsestidspunkter er senest den 31. maj 2024. For sådanne indbetalinger, opkrævninger og anmeldelser af krav til Lønmodtagernes Garantifond finder de hidtil gældende regler i lov nr. 58 af 30. januar 2018 anvendelse.
Stk. 4. § 2, nr. 1, 7 og 11, finder ikke anvendelse for ar-bejdsgivers manglende tilkendegivelse om fortsat at beholde ikke forfaldne tilgodehavende feriemidler i virksomheden, når tilkendegivelsen senest skulle være foretaget den 31. august 2023. For sådanne tilkendegivelser finder de hidtil gældende regler i lov nr. 58 af 30. januar 2018 som ændret ved § 3 i lov nr. 496 af 1. maj 2019 anvendelse.
Det fremgår af § 48, stk. 2, i det samtidig fremsatte forslag til ferielov, at optjent ferie, der ikke kan afholdes eller udbetales efter § 48 a, stk. 2 i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, som affattet ved samtidig fremsatte forslag til lov om ferie § 49, nr. 3, behandles efter reglerne i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.
Det foreslås i stk. 1, at loven har til formål i forbindelse med overgangen til et nyt feriesystem, jf. § 48, stk. 2, i det samtidig fremsatte forslag til ferielov at sikre lønmodtagernes krav på tilgodehavende feriemidler samt at give arbejdsgiverne mulighed for at beholde de tilgodehavende feriemidler, indtil de med tiden forfalder til betaling.
Det er således et overordnet princip bag fonden at søge at opretholde den økonomiske balance mellem arbejdsmarkedets parter ved overgangen til et nyt feriesystem. I det eksisterende feriesystem får lønmodtageren på grund af forskydningen mellem optjening og afholdelse udbetalt ikke-afholdt ferie ved afgang fra arbejdsmarkedet. I mellemtiden indgår midlerne i arbejdsgiverens likviditet. Fonden vil således skulle sikre, at arbejdsgiverne fortsat har adgang til likviditeten, men også at lønmodtagernes feriemidler sikres mod f.eks. arbejdsgivers konkurs frem til udbetalingen, og at der i den mellemliggende periode sker en forrentning af de tilgodehavende feriemidler.
Det foreslås i stk. 2, at der for at sikre lovens formål oprettes en fond som en særskilt økonomisk enhed i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, ved navn Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler (fonden).
Forslaget indebærer, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond - med oprettelsen af Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler - vil få tillagt en ny opgave med at drive Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.
Fonden vil skulle forestå de tilgodehavende feriemidlers indbetaling, forvaltning og udbetaling. Det bemærkes i den forbindelse, at fondens drift vil skulle ske med administrativ bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. Der henvises i den forbindelse til forslagets § 19 og bemærkningerne hertil.
Fonden vil blive oprettet som led i overgangen ved indførelsen af et nyt feriesystem, som blandt andet ændrer på forskydningen mellem optjening og afholdelse af ferie, så der indføres en højere grad af samtidighed. Lovforslaget er således en del af den samlede lovgivningsmæssige udmøntning af det nye feriesystem og skal ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte forslag til lov om ferie.
Fonden vil være en del af den offentlige forvaltning og dermed omfattet af offentlighedsloven, forvaltningsloven m.v., på samme måde som Lønmodtagernes Dyrtidsfond er det.
Det bemærkes i den anledning, at de tilgodehavende feriemidler i Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler vil skulle holdes adskilt fra Lønmodtagernes Dyrtidsfonds øvrige midler, som omvendt ikke hæfter for resultatet af forvaltningen af feriemidlerne.
Det foreslås i stk. 3, at der ved tilgodehavende feriemidler vil skulle forstås feriebetaling opgjort efter § 2.
Forslaget indebærer, at feriebetalingen, der efter forslagets § 2, stk. 2, vil skulle beregnes som feriegodtgørelse med 12,5 pct. af lønnen i optjeningsperioden, vil skulle betegnes som tilgodehavende feriemidler.
Med forslaget defineres forståelsen af tilgodehavende feriemidler. Der henvises til forslagets § 2 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås i stk. 4, at fonden ved indberetningen efter forslagets § 3 indtræder i lønmodtagerens krav på tilgodehavende feriemidler mod arbejdsgiveren, hvorefter arbejdsgiveren alene kan betale med frigørende virkning til fonden, og lønmodtageren alene kan rette sit krav mod fonden, jf. forslaget til § 2 og bemærkningerne hertil.
Forslaget indebærer, at fonden indtræder i det krav på indberettede tilgodehavende feriemidler, som lønmodtager ellers har mod den arbejdsgiver, som skal indberette pågældendes tilgodehavende feriemidler til fonden, jf. forslagets § 3. Når fonden er indtrådt i kravet, vil arbejdsgiveren således kun kunne betale med frigørende virkning til fonden, ligesom lønmodtager kun vil kunne rette sit krav mod fonden. Fonden vil først indtræde i kravet, når dette er indberettet. Er der ikke sket indberetning, vil fonden derfor ikke være indtrådt i kravet. Dermed vil et ikke indberettet krav på tilgodehavende feriemidler være et krav mellem lønmodtager og arbejdsgiver. Hvis der træffes afgørelse efter forslagets § 3, stk. 5, overtager fonden lønmodtagers krav mod arbejdsgiver. Der henvises til § 3, stk. 5, og bemærkningerne hertil.
Det følger således, at såfremt et krav på tilgodehavende feriemidler ikke er blevet indberettet til fonden, vil kravet være et forhold imellem lønmodtager og arbejdsgiver, som forældes efter § 4 i forældelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1238 af 9. november 2015 om forældelse af fordringer.
Det krav, som lønmodtageren kan forfølge mod arbejdsgiveren, der ikke har indberettet en lønmodtagers tilgodehavende feriemidler som foreskrevet, er et krav om betaling af de tilgodehavende feriemidler, som skulle have været overført til og registreret i fonden som foreskrevet i loven. I overensstemmelse med forældelseslovens § 2 regnes forældelsesfristen på 5 år fra det tidspunkt, hvor kravet skulle være indberettet til fonden, det vil sige fra den 31. december 2020. Det er herved forudsat, at manglende indberetning kan udløse krav fra lønmodtager om aktuel betaling, men tidligst ved udløbet af fristen for indberetning. I overensstemmelse med forældelseslovens § 4, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, regnes forældelsesfristen dog i de tilfælde, hvor lønmodtageren var ubekendt med fordringen eller skyldneren, først fra den dag, da lønmodtageren fik eller burde have fået kendskab hertil. Det bemærkes i den forbindelse, at lønmodtagers krav mod fonden vil være afgrænset til de tilgodehavende feriemidler med tillæg af de årlige reguleringer, jf. forslaget til § 15 og bemærkningerne hertil.
Det fremgår af § 48 a, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, som affattet ved samtidig fremsatte forslag til lov om ferie § 49, nr. 3, at ferie optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 behandles efter reglerne i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, medmindre ferien kan afholdes eller udbetales efter lovens § 2 a eller § 48 a, stk. 3.
Det foreslås i stk. 1, at feriedage og feriebetaling optjent i perioden fra 1. september 2019 til 31. august 2020 vil skulle opgøres for hver enkelt lønmodtager pr. den 31. august 2020 efter den gældende ferielov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015 som ændret ved det samtidigt fremsatte forslag til lov om ferie.
Dette indebærer, at ferie, der er optjent efter den gældende ferielov fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 vil blive en del af fondens formue, jf. forslagets § 1, og at lønmodtageren derfor ikke vil få mulighed for at holde denne ferie. Det bemærkes hertil, at den ferie, der optjenes fra den 1. september til den 31. december 2019 uden en ændring af ferieloven vil skulle holdes fra den 1. maj 2020, og at ferie optjent fra den 1. januar til den 31. august 2020 uden en ændring af ferieloven vil skulle holdes fra den 1. maj 2021. Det bemærkes dog, at der for nye på arbejdsmarkedet, der har optjent mindre end 8,3 feriedage pr. 1. september 2019 vil kunne ske udbetaling af tilgodehavende feriemidler optjent i perioden 1. september 2019 til 31. december 2019 efter nærværende lovforslag. Der henvises til forslagets § 28 og bemærkningerne hertil.
Det bemærkes endvidere, at opgørelsen alene vil skulle omfatte ferie efter den gældende ferielov. I det omfang lønmodtageren måtte have opnået ret til yderligere feriedage eller andre ferierettigheder ved kollektiv overenskomst eller individuel aftale, vil disse dage m.v. således ikke skulle indgå i opgørelsen. Sådanne supplerende krav på feriebetaling i henhold til kollektiv overenskomst eller aftale med arbejdsgiveren indgår dermed ikke i opgørelsen efter stk. 1, men vil i mangel af anden aftale skulle udbetales til lønmodtageren, jf. dog stk. 4.
Det foreslås i stk. 2, at feriebetalingen vil skulle beregnes som feriegodtgørelse med 12,5 pct. af lønnen i optjeningsperioden, jf. § 26 i den gældende ferielov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015 som ændret ved det samtidigt fremsatte forslag til lov om ferie, jf. dog forslagets stk. 3 og 4.
For lønmodtagere, der optjener ret til ferie med feriegodtgørelse, indebærer det, at arbejdsgivere i den angivne periode vil skulle indberette og indbetale til FerieKonto som normalt, hvorefter FerieKonto den 31. august 2020 for hver enkelt lønmodtager vil skulle opgøre de i perioden indberettede feriemidler samt hvor mange feriedage, de indberettede feriemidler svarer til, og indberette efter forslagets § 3, stk. 2, 2. pkt.
For lønmodtagere, der efter den gældende ferielov optjener ret til ferie med løn, indebærer det, at arbejdsgivere den 31. august 2020 vil skulle opgøre et beløb, der svarer til det, som lønmodtageren ville have fået udbetalt, hvis lønmodtageren var fratrådt på opgørelsesdagen, samt hvor mange feriedage de indberettede feriemidler svarer til. Se hertil den gældende ferielovs § 23, stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der skal foretages ændring i skattelovgivningen, således at lønmodtagere, som normalt får løn under ferie, ikke beskattes af det opgjorte beløb på opgørelsestidspunktet. Der henvises til kapitel 18 om konsekvensændringer i anden lovgivning i Ferielovsudvalgets betænkning nr. 1568/2017 om ny ferielov og overgang til samtidighedsferie og til forslaget til § 33 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås i stk. 3, at beregningen af feriebetalingen for en lønmodtager, der er antaget månedsvis eller for længere tid, og som i den periode under ansættelsen, der er nævnt i stk. 1, har haft orlov efter barselsloven, hvor arbejdsgiveren skal betale delvis løn, for orlovsperioden foretages på grundlag af lønmodtagerens sædvanlige løn i de seneste 4 uger, hvor fuld løn er udbetalt.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse på lønmodtagere, som efter den gældende ferielov optjener ret til ferie med løn, og som i løbet af overgangsåret fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 har været på orlov efter barselsloven uden fuld løn. Ved en fortsættelse af den gældende ferielov ville denne gruppe have haft krav på ferie med den løn, de skulle have haft, når de var tilbage fra barsel m.v. Hvis de blev omfattet af forslagets stk. 2, ville de derimod alene få 12,5 pct. af den løn, de havde optjent i den del af året, hvor de ikke var på orlov efter barselsloven. Det betyder, at denne gruppe ville blive forskelsbehandlet på grund af barslen, hvis de var omfattet af forslagets stk. 2.
I stedet foreslås det, at feriebetalingen opgøres på grundlag af de seneste 4 ugers udbetalte fulde løn, hvis den udbetalte løn kan siges at være sædvanlig for lønmodtageren. Denne opgørelsesmetode svarer til den metode, der anvendes for en række lønmodtagere, hvis beregningsgrundlag ikke er dækkende, f.eks. for sygeferiegodtgørelse, hvor lønmodtageren ikke har en aktuel lønindtægt at beregne feriebetalingen af.
Det bemærkes, at de 4 uger kan ligge både før og efter orloven efter barselsloven, afhængig af hvordan orloven placerer sig i overgangsåret.
Det foreslås i stk. 4, at i det omfang en lønmodtager, der har ret til ferie med løn, ifølge kollektiv aftale har krav på pensionsbidrag af feriegodtgørelse ved fratræden, skal disse midler indgå i opgørelsen efter stk. 1.
Det betyder, at overenskomstmæssige pensionsbidrag af feriegodtgørelse, som en lønmodtager, der har ret til ferie med løn, ville skulle have beregnet og udbetalt ved fratræden, vil skulle opgøres som en del af de tilgodehavende feriemidler, som skal indberettes til fonden. Beløbet indgår i den årlige indeksering. Arbejdsgiver vil som med de øvrige tilgodehavende feriemidler senest skulle indbetale dette beløb til fonden, når lønmodtageren når pensionsalderen. Stk. 4 angår kun pensionsbidrag. Andre supplerende krav på feriebetaling i henhold til kollektiv overenskomst eller aftale med arbejdsgiveren indgår som nævnt ikke i opgørelsen efter stk. 1, men vil i mangel af anden aftale skulle udbetales til lønmodtageren.
Det foreslås i stk. 1, at der for hver enkelt lønmodtager skal ske indberetning til fonden af de tilgodehavende feriemidler, som opgjort efter forslagets § 2, senest den 31. december 2020. Arbejdsgiver vil ved undskyldelige fejl kunne gøre indsigelse imod indberetningen på samme måde som angivet i forslagets § 4, stk. 3.
Forslaget betyder, at hver arbejdsgiver, som har lønmodtagere ansat, der har optjent ferie efter den gældende ferielov i perioden 1. september 2019 til og med den 31. august 2020, jf. forslagets § 2, vil skulle indberette de pågældende feriemidler, som hver enkelt lønmodtager har optjent i perioden, til fonden.
Forslaget indebærer endvidere, at indberetning skal ske senest den 31. december 2020. Det vil sige, at alle tilgodehavende feriemidler hos såvel arbejdsgiver, FerieKonto og privat feriekasse i henhold til en kollektiv overenskomst vil skulle være indberettet til fonden senest den 31. december 2020. Det vil påhvile arbejdsgiveren at sikre, at alle lønmodtagere, der er ansat eller har feriebetaling stående i virksomheden pr. 31. august 2020, bliver indberettet.
Arbejdsgiveren vil indenfor fristen kunne foretage enhver rettelse af eventuelle fejl i det indberettede.
Efter fristens udløb vil arbejdsgiveren alene kunne foretage rettelse, hvis fejlen er undskyldelig. I så fald vil arbejdsgiveren skulle gøre indsigelse i overensstemmelse med forslagets § 4, stk. 3. Det betyder, at arbejdsgiveren vil skulle gøre indsigelse senest den 30. juni 2025, og at arbejdsgiveren ved indsigelse skal fremlægge dokumentation for enighed med lønmodtageren eller at arbejdsgiveren har foretaget de i § 35, stk. 2, i lov om ferie, lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015 nævnte skridt. Der henvises til forslagets § 4, stk. 3, og bemærkningerne hertil. En fejl vil f.eks. kunne anses for undskyldelig, hvis der er tale om simple regnefejl, eller hvis det efterfølgende fastslås, at der har været fejl i beregningsgrundlaget, f.eks. lønmodtagerens lønsats.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at indberetningen efter forslagets stk. 1, vil skulle foretages af den arbejdsgiver, hos hvem lønmodtageren har optjent de tilgodehavende feriemidler.
Forslaget indebærer, at for de lønmodtagere, som arbejdsgiver har ansat på indberetningstidspunktet, og som har optjent ferie efter de gældende ferieregler i perioden 1. september 2019 til og med den 31. august 2020, jf. forslagets § 2, vil arbejdsgiver skulle indberette de tilgodehavende feriemidler for hver enkelt af de berørte lønmodtagere til fonden, medmindre indberetningen er sket til FerieKonto eller en privat feriekasse. For de lønmodtagere, som er stoppet hos arbejdsgiver inden indberetningstidspunktet, vil de tilgodehavende feriemidler som hovedregel være indberettet til FerieKonto i henhold til § 28 i lov om ferie, lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, og arbejdsgiver vil således ikke have en indberetningsforpligtelse for disse lønmodtagere. I de tilfælde, hvor arbejdsgiveren er omfattet af en fravigelse af indbetalingspligten til FerieKonto efter § 31 i den gældende ferielov, vil det være arbejdsgiveren, der indberetter til fonden.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at indberetningen, for så vidt angår tilgodehavende feriemidler, som er indberettet til FerieKonto i henhold til § 28 i lov om ferie, lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, eller som er indberettet til en privat feriekasse i henhold til en kollektiv overenskomst, dog vil skulle foretages af henholdsvis FerieKonto og den private feriekasse.
Forslaget betyder, at FerieKonto vil skulle indberette tilgodehavende feriemidler for de lønmodtagere, hvor de tilgodehavende feriemidler, som lønmodtageren har optjent efter de gældende ferieregler i perioden 1. september 2019 til og med den 31. august 2020, jf. forslagets § 2, er indberettet til FerieKonto i henhold til § 28 i lov om ferie, lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015. Indberetningen vil skulle foretages senest den 31. december 2020.
Forslaget indebærer tilsvarende, at de foreninger, der administrerer private feriekasser, vil skulle indberette for de lønmodtagere, hvor de tilgodehavende feriemidler, som lønmodtageren har optjent ferie efter de gældende ferieregler i perioden 1. september 2019 til og med den 31. august 2020, jf. forslagets § 2, er indberettet til en privat feriekasse i henhold til en kollektiv overenskomst.
I det omfang FerieKonto eller en privat feriekasse indberetter tilgodehavende feriemidler, som arbejdsgiveren ikke har indbetalt, vil FerieKonto eller den private feriekasse skulle orientere fonden herom. Der henvises til forslagets § 5 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås i stk. 3, at indberetningen af tilgodehavende feriemidler til fonden skal indeholde oplysninger om:
navn og CPR-nummer eller anden entydig identifikation,
det beløb, de tilgodehavende feriemidler er opgjort til, samt
antallet af opsparede feriedage.
De nævnte oplysninger vil skulle indberettes af henholdsvis arbejdsgiveren, FerieKonto eller en privat feriekasse, således at det er tydeligt, hvilken lønmodtager de opgjorte tilgodehavende feriemidler vedrører, hvor stort beløbet er for den enkelte, samt hvor mange feriedage de indberettede feriemidler svarer til. Dermed vil det ved udbetaling af de tilgodehavende feriemidler være muligt at fradrage dagene ved lønmodtagers eventuelle overgang til efterløn eller fleksydelse, jf. forslagets § 15, stk. 2, nr. 2-3.
Det bemærkes, at indberetningerne først vil kunne finde sted, når betingelserne i forslagets § 2 er opfyldt.
Behandlingsreglerne ligger indenfor rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, hvorefter medlemsstaterne kan indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om behandling af oplysninger, der er nødvendige for at overholde en retlig forpligtelse som påhviler den dataansvarlige, jf. artikel 6, stk. 1, litra c, eller er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt, jf. artikel 6, stk. 1, litra e.
De oplysninger, som kan behandles i fonden, er almindelige personoplysninger, som eksempelvis oplysninger om navn, CPR-nummer, adresse, alder m.v. omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6. Derudover vil der også blive behandlet personoplysninger, som eksempelvis oplysninger om, at en borger har en feriehindring i form af sygdom eller anden feriehindring m.v. Da der ikke er tale om konkrete oplysninger om heldbred i form af oplysninger om sygdommens art, men alene oplysninger om at en lønmodtager har været uarbejdsdygtig og har en feriehindring, vurderes der ikke at være tale om følsomme personoplysninger, jf. forordningens artikel 9, stk. 1.
Beskæftigelsesministeriet vurderer på baggrund heraf, at lovforslagets § 3 kan indføres på grundlag af forordningens artikel 6, stk. 1, litra c. Medlemsstaterne kan indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om behandling af oplysninger, der er nødvendige for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, jf. artikel 6, stk. 2 og 3. Beskæftigelsesministeriet vurderer således, at det er nødvendigt for fondens overholdelse af sin forpligtelse til at administrere de tilgodehavende feriemidler, at der er særlige regler om behandlingen af oplysninger om optjente feriemidler og opsparede feriedage knyttet til en bestemt lønmodtager og et specifikt ansættelsesforhold, idet det er en forudsætning for at opretholde den foreslåede administration af feriemidlerne. Beskæftigelsesministeriet vurderer endvidere, at bestemmelsen lever op til kravet i forordningens artikel 6, stk. 2, om at være mere specifikke bestemmelser om anvendelsen af forordningen. Reglerne er således specifikt afgrænset til at vedrøre særlige oplysninger i form af oplysninger om navn, CPR-nummer eller anden entydig identifikation, det beløb, som de tilgodehavende feriemidler er opgjort til, samt antallet af opsparede feriedage og feriepengeudbetaler, og fastsætter mere præcist specifikke krav til behandling og andre foranstaltninger for at sikre lovlig og rimelig behandling.
Det bemærkes, at fonden ved indhentning og behandling af oplysninger om lønmodtager, vil skulle overholde de generelle principper for behandling af personoplysninger, som fastsættes i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, hvorefter personoplysninger blandt andet skal behandles lovligt og rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede, samt indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og ikke må viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål. Derudover må alene indhentes og behandles oplysninger, der er tilstrækkelige, relevante og begrænsede til, hvad der er nødvendigt i forhold til fondens brug for administration af de tilgodehavende feriemidler og kontrol med overholdelsen af denne lov.
Det foreslås i stk. 4, at fonden kan afvise en indberetning, hvis arbejdsgiveren ikke ved påkrav kan dokumentere, at de tilgodehavende feriemidler er opgjort i overensstemmelse med forslaget til § 2.
Forslaget indebærer, at hvis fonden bliver opmærksom på, at en indberetning har til formål at misbruge eller omgå fonden, vil fonden kunne afvise den pågældende indberetning. Formålet hermed er at mindske risikoen for, at der sker omgåelse med krav på tilgodehavende feriemidler, som vil kunne betyde, at der sker uretmæssige udbetalinger fra fonden, eksempelvis at udbetalingen sker på baggrund af et fiktivt lønmodtagerkrav. Det bemærkes i den anledning, at handlinger, der har til formål at misbruge eller omgå fonden, efter omstændighederne vil kunne være strafbare efter straffeloven.
Det bemærkes, at afvisning af en indberetning vil kunne ske på et hvilket som helst tidspunkt, hvor fonden måtte blive opmærksom på, at en indberetning har til formål at misbruge eller omgå fonden. Afvisning er således ikke afhængig af, at den ville skulle ske i forbindelse med selve indberetningen fra arbejdsgiver.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at fonden skal kunne pålægge en arbejdsgiver, som undlader at foretage indberetning i overensstemmelse med stk. 1-4, straks at indsende de manglende oplysninger.
Efter forslagets § 3, stk. 1-4 vil arbejdsgiveren skulle indberette oplysninger om tilgodehavende feriemidler, som er opgjort efter forslagets § 2, til fonden, og denne indberetning skal indeholde oplysning om lønmodtagerens identitet, tilgodehavende feriebeløb og hvor mange tilgodehavende feriedage, dette tilgodehavende feriebeløb svarer til.
Pålægget vil alene kunne omfatte et krav om oplysning om lønmodtagerens identitet, tilgodehavende feriebeløb og hvor mange tilgodehavende feriedage, dette tilgodehavende feriebeløb svarer til, for samtlige lønmodtagere i virksomheden.
Pålægget vil skulle være specificeret. Det vil således ikke være tilstrækkeligt, at fonden sender breve ud til samtlige arbejdsgivere, hvori det anføres, at der skal foretages korrekt indberetning for samtlige ansatte. Graden af udspecificering vil afhænge af, hvilke konkrete mangler der måtte være sandsynliggjort hos den enkelte arbejdsgiver.
Pålægget vil være en forudsætning for, at arbejdsgiveren kan pålægges retsvirkninger.
Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at fonden vil kunne pålægge en arbejdsgiver, som undlader at indsende de manglende oplysninger trods pålæg herom efter forslagets stk. 1, at foretage indbetaling af tilgodehavende feriemidler inden for en frist på fire uger, hvorved arbejdsgiveren mister retten til at bevare de tilgodehavende feriemidler i fonden.
Dermed vil fonden kunne ophæve arbejdsgiverens ret til at bevare de tilgodehavende feriemidler i virksomheden frem til det år, hvor midlerne skal udbetales til den enkelte lønmodtager. Afhængig af antallet af lønmodtagere i virksomheden vil denne retsfølge således kunne have vidtrækkende likviditetsmæssige konsekvenser for den arbejdsgiver, som ikke overholder sine forpligtelser, i og med at forslaget indebærer, at såfremt en arbejdsgiver undlader at indsende manglende oplysninger for en enkelt lønmodtager, vil fonden kunne træffe afgørelse om, at samtlige tilgodehavende feriemidler forfalder.
Fonden vil som udgangspunkt skulle træffe afgørelse om delvis indbetaling af tilgodehavende feriemidler, således at arbejdsgiveren skal indbetale tilgodehavende feriemidler for de(n) berørte lønmodtager(e).
Fonden vil imidlertid også kunne træffe afgørelse om fuldstændig indbetaling af tilgodehavende feriemidler, således at arbejdsgiveren skal indbetale tilgodehavende feriemidler for alle lønmodtagere i virksomheden. Ved fondens afgørelse af, om der undtagelsesvist skal ske fuldstændig indbetaling af tilgodehavende feriemidler, vil blandt andet kunne indgå, hvorvidt den mangelfulde indberetning kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller groft uagtsom, samt om der er tale om systematiske mangler i indberetningen. I givet fald vil fonden få mulighed for ved arbejdsgivers manglende betaling at få kravet dækket af Lønmodtagernes Garantifond jf. forslaget til § 21.
Det bemærkes, at bestemmelsens stk. 1 ikke kan danne grundlag for et krav om, at arbejdsgiveren afgiver oplysninger om forhold, der kan belyse, om manglerne ved indberetningen kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlige eller groft uagtsomme. Dette skyldes, at arbejdsgiveren har ret til ikke at inkriminere sig selv, jf. § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, jf. lovbekendtgørelse nr. 440 af 9. juni 2004. Fonden vil derfor efter tvangsindgrebslovens § 10, stk. 3, skulle vejlede arbejdsgiveren om, at vedkommende ikke har pligt til at meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af, om den mangelfulde indberetning kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller groft uagtsom.
Det bemærkes, at fonden – for at opnå kendskab til, at arbejdsgiveren ikke har indberettet alle tilgodehavende feriemidler – vil skulle identificere de lønmodtagere, der ikke er indberettet oplysninger for, samt omfanget af disses tilgodehavende feriemidler. Det forudsættes i denne forbindelse, at den lønmodtager, der er indberettet oplysninger for, men hvor det oplyste beløb ikke er korrekt, selv vil gøre indsigelse efter forslagets § 4, stk. 3. Fondens udsøgning af lønmodtagere, der ikke er indberettede, jf. forslagets § 4, stk. 2, vil f.eks. kunne gennemføres ved at sammenholde de lønmodtagere, der er indberettet oplysninger for til fonden, med de personer, virksomheden har indbetalt bidrag for til Arbejdsmarkedets Tillægspension, og herefter indhente oplysninger om lønmodtagernes lønforhold i optjeningsåret fra indkomstregisteret eller lønmodtageren selv.
Fonden vil ikke kunne pålægge arbejdsgiveren at foretage indbetaling af tilgodehavende feriemidler, før der foreligger en eksigibel afgørelse om omfanget af de tilgodehavende feriemidler. Med hensyn til, hvornår der vil foreligge en eksigibel afgørelse og dermed et grundlag for at ændre en indberetning, henvises der til forslagets § 4, stk. 3, og bemærkningerne hertil.
Det fremgår af forslagets § 4, at lønmodtageren ved sin indsigelse over for fonden vil skulle dokumentere, at lønmodtageren og arbejdsgiveren er enige om en anden opgørelse af de tilgodehavende feriemidler, eller dokumentere at lønmodtageren har foretaget de i § 35, stk. 2, i lov om ferie, lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015 nævnte skridt.
Det foreslås i stk. 5, 3. pkt., at rykkerskrivelsen kan pålægges gebyr.
Forslaget indebærer, at rykkerskrivelser, som fonden sender til en arbejdsgiver i de tilfælde, hvor arbejdsgiver mangler at indsende oplysninger efter 1. pkt., vil kunne pålægges et gebyr.
Med forslaget sikres det, at fonden har mulighed for at få dækket sine udgifter til rykkerskrivelser.
Det bemærkes i den anledning, at beskæftigelsesministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om opkrævning af gebyr for rykkerskrivelser og niveauet herfor efter forslaget til stk. 6.
Det foreslås i stk. 6, at beskæftigelsesministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om indberetningen efter stk. 1-4, herunder om dens indhold og form, samt nærmere regler om opkrævning af et administrationsbidrag ved indberetning af et krav, der kan afvises efter stk. 4, herunder om opkrævning af gebyrer for rykkerskrivelser og niveauet herfor. Der vil således kunne fastsættes regler om, at arbejdsgivere skal betale for fondens administration, hvis de indberetter krav, der kan afvises, fordi arbejdsgiveren ikke ved påkrav kan dokumentere, at de tilgodehavende feriemidler er opgjort i overensstemmelse med forslaget til § 2. Der vil herunder kunne fastsættes regler om indholdet af indberetningerne, formkrav til og frist for indberetning samt muligheden for at afvise en indberetning. Der vil således blive fastsat retningslinjer for, hvordan de i forslagets stk. 3 foreslåede oplysninger vil skulle indberettes af arbejdsgiver samt fristerne herfor, ligesom der vil kunne fastsættes nærmere regler for indberetninger foretaget af FerieKonto eller en privat feriekasse, jf. stk. 2.
Den foreslåede bemyndigelse har desuden til formål at fastsætte niveauet for de rykkerskrivelser, som fonden vil skulle sende til arbejdsgivere, der misligholder forfaldne betalinger til fonden, jf. forslaget til stk. 5.
Det bemærkes i den anledning, at gebyrindtægterne ikke må overstige de samlede omkostninger, som fonden har haft i forbindelse med at udstede rykkerskrivelser.
Ved beregningen af de samlede omkostninger kan fonden indregne udgifter af både direkte og indirekte karakter.
Det foreslås i stk. 7, at beskæftigelsesministeren desuden bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden og vilkårene for sanktioner og håndhævelse i forbindelse med mangelfuld indberetning og indbetaling af tilgodehavende feriemidler, jf. forslaget til stk. 5.
Den foreslåede bemyndigelse har blandt andet til formål at sikre muligheden for at fastsætte en smidig administration af fondens mulighed for at sanktionere og håndhæve manglende indberetninger og indbetaling af tilgodehavende feriemidler.
Det foreslås i stk. 1, at fonden vil skulle underrette arbejdsgiveren og efterfølgende lønmodtageren om de indberettede oplysninger, jf. dog forslagets § 28, stk. 3, 2. pkt..
Forslaget indebærer, at når fonden har modtaget en indberetning, jf. forslagets § 3, vil fonden skulle underrette den enkelte arbejdsgiver om de samlede indberetninger, som arbejdsgiveren har foretaget for hver enkelt lønmodtager, som har et krav på tilgodehavende feriemidler hos arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren får således mulighed for at danne sig et overblik over de samlede indberetninger og vil kunne berigtige eventuelle fejlindberetninger. Det bemærkes i den anledning, at fonden vil kunne angive en periode, inden for hvilken arbejdsgiveren vil kunne foretage berigtigelser, således at fonden efterfølgende vil kunne underrette lønmodtageren om de indberettede oplysninger. Ved underretningen af arbejdsgiveren vil fonden, for at understøtte fondens mulighed for at kunne foretage den mest retvisende regulering, gøre arbejdsgiveren opmærksom på, at såfremt der ikke sker ændringer, vil det være den registrerede indberetning, der vil danne grundlag for den kommende regulering af tilgodehavende feriemidler. Der henvises i den forbindelse til forslaget til stk. 2 med tilhørende bemærkninger, hvorefter fonden forud for underretningen vil skulle undersøge, om arbejdsgiver har foretaget fuldstændig indberetning for alle lønmodtagere.
Herefter vil fonden skulle underrette den enkelte lønmodtager om den indberetning af tilgodehavende feriemidler, der er foretaget for den enkelte lønmodtager. Det bemærkes i den anledning, at en lønmodtagers tilgodehavende feriemidler vil kunne bestå af midler optjent hos forskellige arbejdsgivere, herunder arbejdsgivere hvorfra lønmodtageren er fratrådt. De tilgodehavende feriemidler vil derfor kunne bestå af midler indberettet af såvel en arbejdsgiver som FerieKonto eller en privat feriekasse, jf. forslagets § 3, stk. 2. Fonden skal desuden, jf. forslagets § 28, stk. 3, forud for underretning af lønmodtageren undersøge, hvorvidt der er sket en udbetaling af tilgodehavende feriemidler, jf. § 28. Ved underretningen af lønmodtageren vil fonden for at understøtte fondens mulighed for at kunne foretage den mest retvisende regulering gøre lønmodtageren opmærksom på, at såfremt lønmodtageren ikke gør indsigelse inden udgangen af marts 2021, vil det være den indberetning, som vil danne grundlag for den kommende regulering af tilgodehavende feriemidler. Det bemærkes, at fristen for at gøre endelig indsigelse mod opgørelsen vil være omfattet af forslaget til stk. 3.
Det bemærkes, at underretningspligten er noget andet og mere end oplysningspligten i databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14. Det understreges således, at bestemmelsen ikke berører forordningens artikel 13 og 14.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at fonden vil skulle undersøge, om arbejdsgiver har foretaget fuldstændig indberetning for alle lønmodtagere, jf. forslagets § 3.
Forslaget indebærer, at fonden i forbindelse med indberetningerne, jf. forslagets § 3, og underretningen herom, jf. forslagets stk. 1, vil få til opgave at undersøge, om der er foretaget indberetning af tilgodehavende feriemidler for alle de lønmodtagere, som må formodes at have optjent ferie efter de gældende ferieregler i perioden 1. september 2019 til og med 31. august 2020, jf. forslagets § 2. I praksis vil det kunne ske ved at undersøge, om der er indberettet tilgodehavende feriemidler for alle de lønmodtagere, som er registeret i indkomstregistret med lønindkomst i den pågældende periode, samt oplysninger om indbetalte ATP-bidrag hos Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at hvis fonden identificerer lønmodtagere, for hvilke der må antages ikke at være indberettet oplysninger om tilgodehavende feriemidler, vil fonden skulle foretage høring af pågældende arbejdsgiver og lønmodtager over den manglende indberetning.
Forslaget indebærer, at såfremt fonden identificerer et lønmodtagerforhold, hvor det på baggrund af oplysninger i f.eks. indkomstregistret må antages, at arbejdsgiveren ikke har indberettet tilgodehavende feriemidler, påhviler det fonden at undersøge forholdet nærmere. Dette vil i følge forslaget skulle ske ved, at fonden hører arbejdsgiver og lønmodtager om det konkrete forhold. Det bemærkes i den anledning, at der både vil kunne være tale om tilfælde, hvor arbejdsgiver ingen indberetning har foretaget, samt tilfælde hvor indberetningen må antages at være ufuldstændig.
Forslaget har til formål at medvirke til i størst muligt omfang at sikre korrekt indberetning og opgørelse af lønmodtagerens krav på tilgodehavende feriemidler.
Det foreslås i stk. 3, at en lønmodtager, der er uenig i en opgørelse efter § 3, vil skulle gøre indsigelse senest den 30. juni 2025. Det foreslås endvidere, at lønmodtageren ved orientering af fonden ved indsigelsen vil skulle dokumentere, at lønmodtageren og arbejdsgiveren er enige om en anden opgørelse af de tilgodehavende feriemidler, eller at lønmodtageren har foretaget de i § 35, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015 nævnte skridt.
Forslaget bygger på, at de tilgodehavende feriemidler opgøres efter den gældende ferielovs regler, og at eventuelle tvister m.v. tilsvarende behandles efter de regler, som pengene er optjent efter.
Som det fremgår af bemærkningerne til forslagets § 2, stk. 1, vil de tilgodehavende feriemidler være optjent i to forskellige optjeningsår, hvorfor forældelse efter den gældende ferielovs § 35, stk. 2, vil indtræde delvist den 1. maj 2024 og delvist den 1. maj 2025. Ved anvendelse af forældelseslovens almindelige bestemmelser for krav, der udspringer af ansættelsesforhold, vil forældelse som udgangspunkt indtræde 5 år efter indberetningsfristen. Dette tidspunkt vil være den 31. december 2025. Det vurderes mest hensigtsmæssigt, at fristen for at gøre indsigelse over for en indberetning af tilgodehavende feriemidler ophører på ét tidspunkt, og at dette tidspunkt bør fastsættes til 4½ år efter indberetningsfristen i forslagets § 3, stk. 1, dvs. senest den 30. juni 2025.
Ved orientering af fonden om indsigelse mod en indberetning vil der efter forslaget skulle vedlægges dokumentation for enighed mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren eller for, at lønmodtageren med succes har taget skridt som nævnt i den gældende ferielovs § 35, stk. 2, senest den 30. juni 2025. Hvis arbejdsgiveren og lønmodtageren ikke er enige om en ændring, vil lønmodtageren således skulle fremlægge dokumentation for, at lønmodtageren har søgt kravet gennemført ved retssag, fagretlig behandling, politianmeldelse, indgivelse af konkursbegæring eller ved at rette skriftlig henvendelse til direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Orientering om indsigelsen vil skulle vedlægges dokumentation for, at tidsfristen er overholdt, og at lønmodtageren har fået medhold, f.eks. i form af en dom eller afgørelse.
Fonden vil således også kunne orienteres om indsigelsen efter den 30. juni 2025.
Det bemærkes, at arbejdsgiveren også vil kunne foretage indsigelse overfor undskyldelige fejl ved opgørelsen under samme betingelser, jf. forslagets § 3, stk. 1.
Det bemærkes, at denne indsigelsesret ikke skal forveksles med indsigelsesretten efter databeskyttelsesforordningens artikel 21, der ikke berøres af lovforslaget.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at FerieKonto og de private feriekasser senest den 31. december 2020 vil skulle overføre de tilgodehavende feriemidler til fonden, som de har indberettet til fonden, jf. forslagets § 3, stk. 2, 2. pkt., jf. dog forslaget til stk. 2.
Forslaget indebærer, at fonden ved udgangen af 2020 vil have modtaget tilgodehavende feriemidler til forvaltning.
Baggrunden for, at FerieKonto og de private feriekasser vil skulle foretage indbetaling senest den 31. december 2020, er, at de allerede har modtaget indbetalingerne fra arbejdsgiverne.
Formålet med bestemmelsen er blandt andet at tilføre fonden likviditet.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at fonden vil kunne forlange tilgodehavende feriemidler, som en arbejdsgiver i strid med reglerne ikke har indbetalt til FerieKonto eller en privat feriekasse, betalt inden 30 dage med tillæg af renter efter § 28, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015 (den gældende ferielov). Efter den gældende ferielov har arbejdsgiverne pligt til at indbetale feriegodtgørelsen til FerieKonto samtidig med indberetningen. Efter den gældende ferielovs § 28, stk. 2, skal alle arbejdsgivere, der indbetaler feriegodtgørelse til FerieKonto, ved forsinket indbetaling betale renter heraf med 1,5 pct. pr. påbegyndt måned regnet fra forfaldsdatoen.
Forslaget har sin baggrund i, at FerieKonto og de private feriekasser ikke vil kunne overføre beløb, der endnu ikke er indbetalt af arbejdsgiveren. Med den foreslåede bestemmelse vil FerieKontos eller den private feriekasses krav mod arbejdsgiveren blive overført til fonden. Fonden vil dermed have mulighed for at kræve beløbet indbetalt inden 30 dage fra påkrav, ligesom det gør sig gældende for fondens andre inddrivelsesskridt i forslagets § 3, stk. 5, og § 10. Fonden vil endvidere kunne tillægge kravet renter efter samme bestemmelse, som finder anvendelse for FerieKonto og de private feriekasser.
Fonden vil endvidere få mulighed for ved arbejdsgiverens manglende betaling at få kravet dækket af Lønmodtagernes Garantifond, jf. forslagets § 21.
Det foreslås i stk. 2, at FerieKonto senest den 1. april 2020 skal overføre de feriemidler, der er indbetalt til FerieKonto for perioden fra 1. september 2019 til 31. december 2019 til fonden. Der vil være tale om midler, der er indbetalt af arbejdsgivere til FerieKonto jf. den gældende ferielovs § 28.
Formålet med bestemmelsen er, at fonden vil have mulighed for at udbetale tilgodehavende feriemidler i form af særlige fondsferiedage fra den 1. maj 2020 til lønmodtagere, der er omfattet af forslagets § 28. Beløbet fratrækkes den overførsel, der skal ske fra FerieKonto af indberettede tilgodehavende feriemidler til fonden senest 31. december 2020, jf. forslagets stk. 1.
Det foreslås i stk. 1, at arbejdsgiver i forbindelse med indberetningen efter forslagets § 3 indbetaler tilgodehavende feriemidler for hver lønmodtager til fonden, medmindre arbejdsgiver i forbindelse med indberetningen tilkendegiver, at denne ønsker at beholde tilgodehavende feriemidler i virksomheden, indtil de forfalder til betaling efter §§ 8 og 9, jf. dog § 3, stk. 5, 2. pkt.
Heraf følger, at det vil være udgangspunktet, at arbejdsgiveren skal indbetale de tilgodehavende feriemidler til fonden.
Arbejdsgiveren vil dog have mulighed for at tilkendegive, at denne vil beholde ikke forfaldne, tilgodehavende feriemidler i virksomheden. Herved vil arbejdsgiveren benytte sig af en mulighed for at etablere et gældsforhold til fonden, som er nærmere reguleret i forslagets §§ 7-11.
Forslaget indebærer, at arbejdsgiverne vil få mulighed for at beholde de tilgodehavende feriemidler som likviditet i virksomhederne, således at de først skal indbetale feriemidlerne, når lønmodtageren når folkepensionsalderen, forlader arbejdsmarkedet af helbredsmæssige årsager eller ved fraflytning til udlandet – på samme måde som efter de gældende regler, jf. ferielovens § 30.
Arbejdsgiveren kan på ethvert tidspunkt vælge at indbetale en lønmodtagers tilgodehavende feriemidler til fonden, herunder ved ordningens start. Indbetalingen frigør virksomheden fra betalingsforpligtelsen overfor fonden.
Det foreslås i stk. 2, at arbejdsgivere, der ikke har indbetalt samtlige tilgodehavende feriemidler til fonden, årligt senest den 31. august, vil skulle bekræfte over for fonden, at arbejdsgiver fortsat vil beholde ikke forfaldne, tilgodehavende feriemidler i virksomheden. Herved imødegås risikoen for, at en virksomhed ophører, uden at fonden bliver opmærksom derpå inden for overskuelig tid.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at arbejdsgiveren hvert år vil skulle bekræfte over for fonden, at denne fortsat vil beholde de tilgodehavende feriemidler, som ikke skal indbetales efter forslagets §§ 8 og 9, i virksomheden – og altså, om arbejdsgiveren fortsat ønsker at opretholde gældsforholdet til fonden.
Hvis arbejdsgiveren ønsker at opretholde gældsforholdet til fonden, vil arbejdsgiveren skulle give fonden meddelelse herom senest den 31. august, svarende til forfaldsdatoen for opkrævede beløb efter forslagets § 8.
Hvis arbejdsgiveren ikke ønsker at opretholde gældsforholdet til fonden, vil arbejdsgiveren skulle indbetale alle tilgodehavende feriemidler med tillæg af den årlige indeksering til fonden sammen med det eventuelt opkrævede beløb efter forslagets § 8.
Det bemærkes, at baggrunden for forslaget om, at arbejdsgiver årligt vil skulle bekræfte, at denne fortsat ønsker at beholde de tilgodehavende feriemidler i virksomheden, er hensynet til fondens muligheder for at holde sig ajour med virksomheders status og dermed muligheden for at kunne sikre indbetaling af de tilgodehavende feriemidler.
Det bemærkes, at fonden i perioderne mellem arbejdsgivers årlige bekræftelse vil have mulighed for at holde sig ajour med en virksomheds status ved f.eks. at følge virksomheden i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR-registret). Af registret fremgår blandt andet oplysninger om virksomhedens startdato, virksomhedsform, momsoplysninger samt status som enten aktiv, under opløsning eller lignende. Alle virksomheder, der tjener over 50.000 kr. årligt, skal have et CVR-nummer og være registreret i CVR-registret. I den forbindelse bemærkes det, at en virksomhed, der flytter hjemsted til udlandet, automatisk vil få lukket sit CVR-nummer og dermed opgive sin tilknytning til Danmark. Det er muligt at abonnere gratis på oplysninger om virksomheder i CVR-registret.
Det bemærkes, at der vil kunne være situationer, hvor en udenlandsk arbejdsgiver, der ikke er formelt etableret i Danmark, har haft en lønmodtager beskæftiget i Danmark, der har optjent tilgodehavende feriemidler. Det kunne f.eks. være en herboende journalist fra et fransk nyhedsbureau, der ikke er omfattet af udstationeringsreglerne, og som derfor optjener ferie efter den danske ferielov.
Såfremt den udenlandske arbejdsgiver ikke har indbetalt de tilgodehavende feriemidler i forbindelse med selve indberetningen, og fonden dermed har et krav på tilgodehavende feriemidler hos den udenlandske arbejdsgiver, vil det være relevant, at fonden kan holde sig ajour med den udenlandske arbejdsgivers fortsatte tilknytning til Danmark.
En sådan udenlandsk arbejdsgiver vil ikke være registreret i CVR-registret, men skal derimod være registreret i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT-registret). Udenlandske arbejdsgivere, der leverer tjenesteydelser i Danmark, skal anmelde sig i RUT-registret, jf. udstationeringslovens §§7 a-7 e. Fonden vil således f.eks. kunne forespørge på registreringerne i RUT-registret, om en udenlandsk virksomhed opgiver sin tilknytning til Danmark, og de tilgodehavende feriemidler dermed skal indbetales til fonden.
Når fonden er blevet opmærksom på, at en virksomhed er under opløsning eller ophør eller opgiver den tilknytning til Danmark, som udløste de registrerede krav på tilgodehavende feriemidler, og dermed er omfattet af indbetalingsforpligtelsen, jf. forslagets § 9, men virksomheden ikke af egen drift indbetaler tilgodehavende feriemidler til fonden, men blot lukker – er det op til fonden at sende eventuel rykkerskrivelse til pågældende virksomhed, jf. forslaget til § 10.
Det foreslås i stk. 3, at en arbejdsgiver, der ikke har indbetalt samtlige tilgodehavende feriemidler til fonden, til enhver tid frivilligt vil kunne indbetale en lønmodtagers tilgodehavende feriemidler tillagt de foretagne årlige indekseringer, jf. stk. 4 og § 7.
Dette indebærer, at arbejdsgiveren på et hvilket som helst tidspunkt kan vælge at ophæve gældsforholdet til fonden. Hvis arbejdsgiver indbetaler tilgodehavende feriemidler, vil arbejdsgiver som anført i forslagets stk. 5 bringe enhver forpligtelse, for så vidt angår tilgodehavende feriemidler i forhold til den pågældende lønmodtager til ophør, jf. dog forslagets stk. 4.
Det vil derfor være en forudsætning for indbetaling, at indbetalingen omfatter det fulde beløb, der er indberettet efter forslagets § 3 og reguleret i overensstemmelse med forslagets § 7, i forhold til den enkelte lønmodtager. Det vil ikke være muligt at indbetale den enkelte lønmodtagers tilgodehavende feriemidler ratevis. Dette er også begrundet i vanskeligheden ved at administrere delvise indbetalinger.
Det vil derimod være muligt for arbejdsgiver at indbetale tilgodehavende feriemidler for enkelte lønmodtagere, hvorved arbejdsgiver frigør sig fra forpligtelser vedrørende disse lønmodtagere, mens sådanne forpligtelser fortsat kan bestå vedrørende andre lønmodtagere. Det vil eksempelvis være en mulighed, at arbejdsgiver indbetaler tilgodehavende feriemidler til fonden i forbindelse med, at den enkelte lønmodtager fratræder, så arbejdsgiver alene har forpligtelser vedrørende lønmodtagere, som fortsat er ansat hos arbejdsgiveren.
Det foreslås i stk. 4, at de frivilligt indbetalte tilgodehavende feriemidler, jf. forslagets stk. 3, vil skulle indekseres efter forslagets § 7. Indekseringen vil skulle være forholdsmæssig for perioden fra den seneste indeksering efter § 7 og frem til og med den måned, hvori indbetaling finder sted.
I det omfang, en arbejdsgiver vælger frivilligt at indbetale tilgodehavende feriemidler for en, flere eller alle lønmodtagere i virksomheden, vil der – i forbindelse med den førstkommende årlige indeksering af kravene mod arbejdsgiverne – også skulle foretages en forholdsmæssig indeksering af de krav, der er indfriet siden sidste indeksering.
Indekseringen vil skulle foretages forholdsmæssigt pr. måned. Indfrier en arbejdsgiver således den 20. januar, vil indekseringen svare til 7 måneder (juli til januar) af 12 måneder.
Det bemærkes, at der ikke skal foretages en tilsvarende forholdsmæssig indeksering, hvis kravet bliver indfriet i årets løb efter forslagets § 8.
Det foreslås i stk. 5, at arbejdsgivers forpligtelser over for fonden vedrørende den pågældende lønmodtager ophører med arbejdsgivers fulde indbetaling af en lønmodtagers tilgodehavende feriemidler med tillæg af indeksering, jf. forslagets stk. 4 og § 7.
Det er med forslaget muligt for arbejdsgiver efter indberetning, jf. forslagets § 3, at bringe sine forpligtelser i relation til tilgodehavende feriemidler både helt og for en del af virksomhedens lønmodtagere til ophør. Det vil dog være en betingelse, at der også foretages indbetaling af tilskrevet indeksering, jf. forslagets § 7, og efterfølgende forholdsmæssig indeksering, jf. forslagets stk. 4.
Forslaget indebærer, at arbejdsgiver ikke vil kunne foretage delvis indbetaling for en lønmodtager. For at arbejdsgivers forpligtelse overfor fonden skal ophøre, skal der indbetales fuldt for den enkelte lønmodtager.
Det foreslås i stk. 1, at fonden skal give arbejdsgiver meddelelse om størrelsen af indekseringen af de tilgodehavende feriemidler.
Baggrunden for forslaget er, at arbejdsgivere, der har tilkendegivet, at de vil beholde ikke forfaldne, tilgodehavende feriemidler i virksomheden, skal forrente midlerne med en årlig lønindeksreguleringssats svarende til lønudviklingen, indtil beløbet indbetales, hvilket senest sker på det tidspunkt, hvor lønmodtageren skal have beløbet udbetalt. Dette vil være, når lønmodtageren når folkepensionsalderen eller f.eks. forlader arbejdsmarkedet som følge af førtidspension, efterløn, udbetaling af en alderspension oprettet som led i et ansættelsesforhold eller ved fraflytning til udlandet.
Forslaget indebærer, at størrelsen af den årlige lønindeksering, som tilskrives af fonden og opgøres på baggrund af de seneste oplysninger om den årlige faktiske lønudvikling, jf. forslaget til stk. 3, skal meddeles til arbejdsgiver af fonden. Formålet med forslaget er, at give arbejdsgiver besked om den årlige forrentning af arbejdsgivers skyldige beløb, således at arbejdsgiver er klar over, hvad det skyldige beløb til fonden beløber sig til.
Det foreslås desuden i stk. 2, at beskæftigelsesministeren eller den, som beskæftigelsesministeren bemyndiger hertil, hvert år den 31. maj vil skulle fastsætte størrelsen af den indeksering, arbejdsgiverne skal anvende til at regulere de tilgodehavende feriemidler, som arbejdsgiverne skal indbetale til fonden.
Det foreslås, at indekseringen vil skulle fastsættes til den procentvise ændring i årslønnen i lønåret i forhold til året forud for lønåret og opgøres hvert år den 31. maj på baggrund af Dansk Arbejdsgiversforenings årlige lønstatistik (Strukturstatistikken). Denne statistik indgår også i grundlaget for tilpasningsprocenten, jf. § 3 i lov nr. 373 af 28. maj 2003 om en satsreguleringsprocent, der indgår i den årlige regulering af f.eks. en række offentlige ydelser, så de følger lønudviklingen.
Det foreslås i stk. 3, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om meddelelsen til arbejdsgiver.
Bemyndigelsen forventes udmøntet således, at fonden vil skulle informere arbejdsgiverne om størrelsen af den årlige indeksering, samt give de oplysninger, der er nødvendige for, at arbejdsgiveren kan opgøre, hvor stor en del af de tilgodehavende feriemidler, der er henholdsvis kortfristet og langfristet gæld. Det præcise indhold af meddelelsen vil blandt andet afhænge af den teknologiske udvikling.
Dermed vil det af arbejdsgiverne regulerede beløb være det beløb, som arbejdsgiveren efter forslagets § 8 vil skulle indbetale for den enkelte lønmodtager, hvis lønmodtageren før næste indeksering når folkepensionsalderen eller en af de andre årsager til udbetaling indtræffer, jf. forslaget til § 15 stk. 2-4.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at fonden hvert år inden udgangen af juli måned vil skulle træffe afgørelse om, at arbejdsgivere senest den 1. september skal indbetale tilgodehavende feriemidler for de lønmodtagere, som fonden har udbetalt eller vil skulle udbetale tilgodehavende feriemidler til i perioden fra den 1. marts i afgørelsesåret og frem til udgangen af februar måned i det følgende år, fordi lønmodtageren har nået folkepensionsalderen. Afgørelsen omfatter også tilgodehavende feriemidler udbetalt efter forslagets § 28, stk. 4. Forslaget medfører således, at det fulde beløb for tilgodehavende feriemidler for den enkelte lønmodtager hos arbejdsgiveren indbetales. Det bemærkes, at der vil kunne være tale om indbetaling af tilgodehavende feriemidler fra arbejdsgiver, hvor det fulde beløb tidligere er udbetalt til lønmodtageren.
Der henvises til forslagets § 15, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at fonden vil skulle udbetale tilgodehavende feriemidler med regulering til lønmodtageren, når pågældende har nået folkepensionsalderen i henhold til kapitel 1 i lov om social pension.
Afgørelser om indbetaling af tilgodehavende feriemidler vil skulle omfatte hver enkelt lønmodtager, som opfylder betingelserne i den foreslåede § 15, stk. 1, 1. pkt., såfremt lønmodtagerens tilgodehavende feriemidler ikke allerede af egen drift er indbetalt af arbejdsgiveren senest på afgørelsestidspunktet.
Det forudsættes, at fonden snarest muligt efter den 31. maj stiller data til rådighed for arbejdsgiveren om indekseringen af de tilgodehavende feriemidler. Det forudsættes endvidere, at fonden snarest muligt og gerne forud for fristens udløb sender en afgørelse til arbejdsgiveren med oplysning om indekseringens størrelse samt størrelsen af de krav, der henholdsvis kan og skal betales senest den 1. september, med opfordring til at oplyse, om arbejdsgiveren fortsat vil beholde de tilgodehavende feriemidler i virksomheden.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at fonden i 2021 vil skulle træffe afgørelse om indbetaling af andre tilgodehavende feriemidler, som i medfør af forslaget til § 15, stk. 1, 1. pkt., jf. § 15, stk. 5, kan kræves udbetalt den 1. oktober 2021.
Baggrunden for forslaget er, at der i forbindelse med fondens oprettelse og igangsætning er behov for særregler om, hvad der skal indbetales til fonden i 2021, jf. forslaget sammenholdt med § 15, stk. 5, hvorefter fonden ikke har pligt til at opfylde krav på udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter § 15, stk. 1-4, før den 1. oktober 2021. Efter forslagets § 15, stk. 1, 1. pkt., kan der i 2021 træffes afgørelse vedrørende alle, der når folkepensionsalderen i perioden 1. marts 2021 til 28. februar 2022. Med forslagets § 15, stk. 1, 2. pkt., sikres, at der i 2021 også kan træffes afgørelse vedrørende alle, der har nået folkepensionsalderen inden den 1. marts 2021. Med forslagets § 15, stk. 2, sikres, at der i 2021 også kan træffes afgørelse vedrørende de lønmodtagere, som inden udgangen af februar 2021 ville have fået de tilgodehavende feriemidler udbetalt i medfør af § 15, stk. 2-4, men som i medfør af § 15, stk. 5, må vente til den 1. oktober 2021.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at fonden endvidere hvert år inden udgangen af juli måned vil skulle træffe afgørelse om, at tilgodehavende feriemidler, som i perioden fra den 1. marts i det forudgående år og frem til udgangen af februar måned i afgørelsesåret er blevet udbetalt til lønmodtager efter § 15, stk. 2-4, skal indbetales af arbejdsgiver til fonden senest den 1. september i afgørelsesåret. Afgørelsen omfatter også tilgodehavende feriemidler udbetalt efter forslagets § 28, stk. 4. Forslaget medfører således, at det fulde beløb for tilgodehavende feriemidler for den enkelte lønmodtager hos arbejdsgiveren indbetales. Det bemærkes, at der vil kunne være tale om indbetaling af tilgodehavende feriemidler fra arbejdsgiver, hvor det fulde beløb tidligere er udbetalt til lønmodtageren.
Fonden vil således skulle træffe afgørelse om, at arbejdsgiver skal indbetale tilgodehavende feriemidler til fonden for de lønmodtagere, som i den pågældende periode har fået udbetalt tilgodehavende feriemidler med tillæg af årlige reguleringer, fordi pågældende har forladt arbejdsmarkedet og er overgået til førtidspension, efterløn eller fleksydelse, har fået udbetalt alderspension som led i et ansættelsesforhold eller har taget varig bopæl i udlandet, jf. forslaget til § 15, stk. 2.
Fonden vil endvidere skulle træffe afgørelse om, at arbejdsgiver skal indbetale tilgodehavende feriemidler til fonden for de lønmodtagere, hvor fonden ved lønmodtagers død har udbetalt lønmodtagerens tilgodehavende feriemidler med tillæg af årlige reguleringer til dødsboet, jf. forslaget til § 15, stk. 3.
Fonden vil herudover skulle træffe afgørelse om, at arbejdsgiver skal indbetale tilgodehavende feriemidler til fonden for de lønmodtagere, hvis samlede tilgodehavende feriemidler på indberetningstidspunktet ikke overstiger 1.500 kr., jf. forslaget til § 15, stk. 4.
Afgørelser om indbetaling af tilgodehavende feriemidler vil skulle omfatte hver enkelt lønmodtager, som opfylder betingelserne i forslagets § 15, stk. 2-4, såfremt lønmodtagerens tilgodehavende feriemidler ikke allerede af egen drift er indbetalt af arbejdsgiveren senest på afgørelsestidspunktet.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at fonden i 2021 vil skulle træffe afgørelse om indbetaling af andre tilgodehavende feriemidler, som i medfør af forslaget til § 15, stk. 2-4, jf. § 15, stk. 5, kan kræves udbetalt den 1. oktober 2021.
Baggrunden for forslaget er, at der i forbindelse med fondens oprettelse og igangsætning er behov for særregler om, hvad der skal indbetales til fonden i 2021, jf. forslaget sammenholdt med § 15, stk. 5, hvorefter fonden ikke har pligt til at opfylde krav på udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter § 15, stk. 1-4, før den 1. oktober 2021. Med forslagets § 15, stk. 2, sikres, at der i 2021 kan træffes afgørelse vedrørende de lønmodtagere, som inden udgangen af februar 2021 ville have fået de tilgodehavende feriemidler udbetalt i medfør af § 15, stk. 2-4, men som i medfør af § 15, stk. 5, må vente til den 1. oktober 2021.
Det foreslås desuden i stk. 3, at fonden hvert år inden udgangen af juli måned vil skulle træffe afgørelse om, at forholdsmæssig indeksering efter forslagets § 6, stk. 4, som vedrører perioden 1. juni i det forudgående år og frem til 31. maj i afgørelsesåret, skal indbetales af arbejdsgiver til fonden senest den 1. september.
Fonden vil således skulle træffe afgørelse om, at arbejdsgiver for de tilgodehavende feriemidler, som denne har indbetalt frivilligt i årets løb, jf. forslagets § 6, stk. 1, skal indbetale en forholdsmæssig indeksering for perioden fra den seneste indeksering efter § 7 og frem til indbetalingstidspunktet.
Forslaget indebærer, at i det omfang, en arbejdsgiver vælger frivilligt at indbetale tilgodehavende feriemidler for en, flere eller alle lønmodtagere i virksomheden, vil arbejdsgiver i forbindelse med den førstkommende årlige indeksering af kravene mod arbejdsgiverne, modtage en afgørelse om, at der er foretaget en forholdsmæssig indeksering af det eller de krav, arbejdsgiver har indfriet siden sidste indeksering.
Indekseringen vil skulle foretages forholdsmæssigt pr. måned. Indfrier en arbejdsgiver således den 20. januar, vil indekseringen svare til 7 måneder (juli til januar) af 12 måneder.
Det foreslås i stk. 1, at arbejdsgiver i visse situationer under alle omstændigheder vil skulle foretage indbetaling til fonden. Det gælder i tilfælde, hvor arbejdsgivers virksomhed opløses, ophører eller opgiver den tilknytning til Danmark, som udløste de registrerede krav på tilgodehavende feriemidler, og i øvrigt ved arbejdsgivers konkurs eller arbejdsgivers død, såfremt der træffes afgørelse om insolvensbehandling, eller boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling. Det foreslås endvidere, at arbejdsgiveren skal indbetale tilgodehavendet ved afvikling af sine aktiviteter. Heri ligger ikke blot, at der skal ske indbetaling, hvis et selskab tømmes for aktiver, men også, at den virksomhed, som afvikler sin hidtidige produktionsaktivitet for at anvende herved indkomne midler til finansiel aktivitet, skal foretage indbetaling til fonden.
Forslaget betyder, at arbejdsgiver vil skulle indbetale beløbet til fonden senest på det tidspunkt, hvor en af ovennævnte situationer indtræffer.
Det bemærkes, at det af forslaget til § 10, stk. 2, fremgår, at i tilfælde, hvor en arbejdsgiver ikke indbetaler tilgodehavende feriemidler, der er forfaldne efter forslaget til nærværende bestemmelse, vil fonden skulle sende en rykkerskrivelse til pågældende arbejdsgiver, hvorefter pågældende vil skulle indbetale inden for en frist på fire uger. Der henvises til bemærkningerne til forslaget til § 10, stk. 2.
Det betyder, at arbejdsgiver, uanset forslaget til § 8, vil skulle indbetale tilgodehavende feriemidler til fonden senest samtidig med, at arbejdsgivers virksomhed opgiver den tilknytning til Danmark, som udløste de registrerede krav på tilgodehavende feriemidler. Dette vil i praksis forekomme, når arbejdsgivers virksomhed foretager grænseoverskridende flytning til udlandet. Destinationen for den grænseoverskridende flytning er bestemmelsens anvendelsesområde uvedkommende, idet den blotte grænseoverskridende flytning bevirker, at virksomheden opløses i dansk CVR-forstand og således ikke længere betragtes som etableret i Danmark med de rettigheder og forpligtelser, der følger heraf.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslaget § 6, stk. 2.
Herudover foreslås det i stk. 2, at overdrager og erhverver i forbindelse med hel eller delvis overdragelse af en virksomhed i fælleskab vil kunne meddele fonden, at erhverver overtager overdragers forpligtelse vedrørende tilgodehavende feriemidler.
Det betyder, at der ved virksomhedsoverdragelse vil kunne ske debitorskifte mellem overdrager og erhverver, hvis der foreligger en fælles aftale herom, som de to parter meddeler fonden. Hvis der ikke foreligger en aftale herom, så vil overdrager fortsat have forpligtelsen vedrørende de tilgodehavende feriemidler. Fonden vil skulle meddele erhverver, at denne er indtrådt i forpligtelsen. Det er en betingelse, at erhverver har et gyldigt SE- eller CVR-nummer.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at virksomhedsoverdragelse ikke i sig selv bevirker, at tilgodehavende feriemidler skal indbetales til fonden, og derved sikres det, at spørgsmålet om tilgodehavende feriemidler ikke udgør en hindring for, at virksomheder omsættes.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at såfremt en arbejdsgiver, der ikke har indbetalt tilgodehavende feriemidler, ikke rettidigt tilkendegiver, at denne ønsker at beholde tilgodehavende feriemidler i virksomheden, jf. § 6, stk. 1, eller bekræfter, at denne fortsat ønsker at beholde ikke forfaldne, tilgodehavende feriemidler i virksomheden, jf. § 6, stk. 2, vil fonden umiddelbart efter fristen for indberetning, jf. § 3, stk. 1, eller bekræftelse jf. § 6, stk. 2, skulle sende en rykkerskrivelse til den pågældende arbejdsgiver.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at hvis der ikke foreligger svar inden 4 uger fra modtagelse af rykkerskrivelsen vil samtlige tilgodehavende feriemidler hos arbejdsgiveren forfalde, medmindre manglende rettidig tilkendegivelse eller bekræftelse er undskyldelig og uden betydning for udsigten til, at der vil ske betaling.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at en arbejdsgiver, der ikke indbetaler de tilgodehavende feriemidler i forbindelse med indberetningen, jf. forslaget til § 3, og ikke har tilkendegivet ønske om at ville beholde de tilgodehavende feriemidler i virksomheden, vil skulle indbetale tilgodehavende feriemidler til fonden. Retten til at beholde de tilgodehavende feriemidler mistes dog ikke, hvis manglende tilkendegivelse er undskyldelig og uden betydning for udsigten til, at der vil ske betaling. Denne undtagelse er fundet rimelig, da der er tale om at miste en ret efter loven til at beholde feriemidlerne.
Den foreslåede bestemmelse indebærer desuden, at en arbejdsgiver ved manglende bekræftelse vil kunne miste retten efter loven til ikke at skulle indbetale tilgodehavende feriemidler i forbindelse med indberetningen af disse, jf. forslaget til § 6, stk. 1.
Det samme gælder som udgangspunkt, hvis virksomheden undlader at reagere på en rykker om bekræftelse, jf. ovenfor. Retten til at beholde de tilgodehavende feriemidler mistes dog ikke, hvis manglende rettidig bekræftelse er undskyldelig og uden betydning for udsigten til, at der vil ske betaling. Det er fundet rimeligt at kunne gøre undtagelse, da der er tale om at arbejdsgiver i givet fald vil miste en ret efter loven til at beholde feriemidlerne.
Det bemærkes i den anledning, at der ved undskyldelig menes helt særlige omstændigheder, som ikke kan tilregnes arbejdsgiver, og som er uden betydning for udsigten til, at der vil ske betaling. Der vil således f.eks. ikke foreligge undskyldelighed, hvis arbejdsgiveren ikke har gjort sig bekendt med indholdet af sin e-Boks, medmindre dette skyldes servernedbrud hos e-Boks.
Såfremt disse særlige omstændigheder måtte indtræffe, kan fonden tillade, at arbejdsgiver stilles som om, at rettidig bekræftelse har fundet sted. I sådanne tilfælde foretager fonden det fornødne for at sikre, at arbejdsgiver og i givet fald Lønmodtagernes Garantifond stilles som om, at rettidig bekræftelse har fundet sted.
Forslaget indebærer, at midler, der er indbetalt til fonden af Lønmodtagernes Garantifond, vil skulle betales tilbage til Lønmodtagernes Garantifond, og at der skal ske tilbageførsel, for så vidt angår den del af kravet, der er overgået til SKAT.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at fonden kan fastsætte en frist for indsendelse af dokumentation for forhold omfattet af forslaget til stk. 1, 2. pkt.
Forslaget indebærer, at fonden har mulighed for at fastsætte en frist for, hvornår arbejdsgiver senest skal dokumentere manglende rettidig tilkendegivelse eller bekræftelse er undskyldelig og uden betydning for udsigten til, at der vil ske betaling.
Det foreslås i stk. 1, 4. pkt., at rykkerskrivelsen kan pålægges gebyr.
Forslaget indebærer, at rykkerskrivelser, som fonden sender til en arbejdsgiver i de tilfælde, hvor arbejdsgiver ikke rettidigt tilkendegiver, hvorvidt denne ønsker at beholde tilgodehavende feriemidler i virksomheden eller bekræfter, at denne fortsat ønsker at beholde ikke forfaldne, tilgodehavende feriemidler i virksomheden efter 1. pkt., vil kunne pålægges et gebyr.
Med forslaget sikres det, at fonden har mulighed for at få dækket sine udgifter til rykkerskrivelser.
Det bemærkes i den anledning, at beskæftigelsesministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om opkrævning af gebyr for rykkerskrivelser og niveauet herfor efter forslaget til § 11, stk. 3.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at hvis arbejdsgiver undlader at indbetale tilgodehavende feriemidler, der er forfaldne, jf. § 3, stk. 5, 2. pkt., § 5, 2. pkt., §§ 8-9 og § 10, stk. 1, skal fonden sende en rykkerskrivelse til arbejdsgiveren med krav om indbetaling af samtlige tilgodehavende feriemidler inden fire uger.
Denne sanktion er fundet rimelig, da der foreligger misligholdelse af en aktuel pligt til betaling af tilgodehavende feriemidler.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at kravet om rykkerskrivelse efter 1. pkt. ikke gælder ved forfald som følge af arbejdsgivers konkurs eller arbejdsgivers død, såfremt der træffes afgørelse om insolvensbehandling, eller hvor boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling.
Forslaget indebærer, at fondens pligt til at sende rykker ikke vil finde anvendelse på arbejdsgivere, der er insolvente og derfor opfylder de sædvanlige betingelser for anmeldelse af krav til Lønmodtagernes Garantifond. I disse tilfælde vil fonden kunne anmelde kravet i Lønmodtagernes Garantifond uden forudgående rykker. Der henvises til forslagets § 21 om anmeldelse af krav til Lønmodtagernes Garantifond.
Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at rykkerskrivelsen kan pålægges gebyr.
Forslaget indebærer, at rykkerskrivelser, som fonden sender til en arbejdsgiver i de tilfælde, hvor arbejdsgiver ikke rettidigt tilkendegiver, hvorvidt denne ønsker at beholde tilgodehavende feriemidler i virksomheden eller bekræfter, at denne fortsat ønsker at beholde ikke forfaldne, tilgodehavende feriemidler i virksomheden efter 1. pkt., vil kunne pålægges et gebyr.
Med forslaget sikres det, at fonden har mulighed for at få dækket sine udgifter til rykkerskrivelser.
Det bemærkes i den anledning, at beskæftigelsesministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om opkrævning af gebyr for rykkerskrivelser og niveauet herfor efter forslaget til § 11, stk. 3.
Det foreslås i stk. 1, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om arbejdsgivers herunder FerieKonto og private feriekassers indbetaling af tilgodehavende feriemidler efter forslagets §§ 3, 5, 6 og 8-10, herunder om de oplysninger der skal ledsage indbetalingen.
Med hjemmel i bemyndigelsen foreslås det, at der blandt andet kan fastsættes nærmere regler om arbejdsgivers indberetning af tilgodehavende feriemidler til fonden, herunder om de oplysninger der skal ledsage indbetalingen, jf. forslaget til § 3.
Med hjemmel i bemyndigelsen foreslås det endvidere, at der blandt andet kan fastsættes nærmere regler om, hvordan FerieKonto og private feriekassers indbetaling af tilgodehavende feriemidler skal administreres, samt om hvilke oplysninger, der skal ledsage betalingen.
Med hjemmel i bemyndigelsen foreslås det yderligere, at der blandt andet kan fastsættes nærmere regler om arbejdsgivers indbetaling af tilgodehavende feriemidler til fonden. Med bemyndigelsen vil der blandt andet kunne fastsættes regler om indeksering af tilgodehavende feriemidler, som arbejdsgiver frivilligt indbetaler efter forslaget til § 6, stk. 4.
Med hjemmel i bemyndigelsen foreslås det desuden, at der blandt andet kan fastsættes nærmere regler om fondens afgørelser om indbetaling af tilgodehavende feriemidler efter forslaget til § 8.
Med hjemmel i bemyndigelsen foreslås det, at der blandt andet kan fastsættes nærmere regler om de situationer, hvor tilgodehavende feriemidler forfalder til betaling til fonden senest samtidig med arbejdsgivers virksomhed opløses, ophører eller opgiver den tilknytning til Danmark, som udløste de registrerede krav på tilgodehavende feriemidler. Ligesom det foreslås, at der kan fastsættes nærmere regler om de situationer, hvor tilgodehavende feriemidler i øvrigt forfalder på grund af arbejdsgivers konkurs eller arbejdsgivers død, såfremt der træffes afgørelse om insolvensbehandling, eller boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling, samt tilfælde hvor arbejdsgiveren skal indbetale tilgodehavendet ved afvikling af sine aktiviteter, jf. forslagets § 9.
Endelig forslås det, at der med hjemmel i bemyndigelsen blandt andet kan fastsættes nærmere regler om de situationer, hvor arbejdsgiver undlader at tilkendegive ønske om at opbevare tilgodehavende feriemidler i fonden, og hvor fonden skal sende en rykkerskrivelse jf. forslaget til § 10, stk. 1. Ligesom det foreslås, at der blandt andet kan fastsættes nærmere regler om de situationer, hvor arbejdsgiver undlader at indbetale forfaldne tilgodehavende feriemidler, og hvor fonden skal sende en rykkerskrivelse, jf. forslaget til § 10, stk. 2.
Den foreslåede bemyndigelse har blandt andet til formål at sikre muligheden for at fastlægge en smidig administration af indbetalingerne.
Det foreslås endvidere i stk. 2, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om arbejdsgivers meddelelse til fonden om, at arbejdsgiver vil beholde ikke forfaldne, tilgodehavende feriemidler i virksomheden efter forslaget til § 6, stk. 1 og 2.
Med bemyndigelsen foreslås det, at der blandt andet kan fastsættes nærmere regler om, at arbejdsgivere, der i et givent år har tilgodehavende feriemidler, der forfalder, ved rettidig indbetaling af de forfaldne midler, anses for at have foretaget bekræftelse overfor fonden af, at arbejdsgiver fortsat ønsker at opbevare ikke forfaldne, tilgodehavende feriemidler i virksomheden.
Den foreslåede bemyndigelse har blandt andet til formål at sikre muligheden for at fastlægge en smidig administration af arbejdsgivernes årlige meddelelser herom.
Det foreslås i stk. 3, at beskæftigelsesministeren desuden bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden og vilkårene for sanktioner og håndhævelse i forbindelse med mangelfuld indberetning og indbetaling af tilgodehavende feriemidler, jf. forslaget til § 10, herunder om opkrævning af gebyrer og niveauet herfor.
Med bemyndigelsen foreslås det, at der blandt andet kan fastsættes nærmere regler om niveauet for de rykkerskrivelser, som fonden vil skulle sende til arbejdsgivere, der misligholder forfaldne betalinger til fonden, jf. forslaget til § 10.
Det bemærkes i den anledning, at gebyrindtægterne ikke må overstige de samlede omkostninger, som fonden har haft i forbindelse med at udstede rykkerskrivelser.
Ved beregningen af de samlede omkostninger kan fonden indregne udgifter af både direkte og indirekte karakter.
Den foreslåede bemyndigelse har blandt andet til formål at sikre muligheden for at fastsætte en smidig administration af fondens mulighed for at sanktionere og håndhæve manglende indberetninger og indbetaling af tilgodehavende feriemidler.
Det foreslås, at lønmodtagers krav på tilgodehavende feriemidler vil skulle omfatte de midler, som er indberettet til fonden af henholdsvis arbejdsgiver, FerieKonto eller en forening, der administrerer private feriekasser, jf. forslagets § 3, med tillæg af en årligt tilskrevet regulering, jf. forslagets § 13 med tilhørende bemærkninger, dog sådan at lønmodtagers krav på tilgodehavende feriemidler fratrækkes udbetaling efter forslaget til § 28, stk. 3. Der sker ingen ændring som følge af et sådant fradrag i fondens opgørelse af og krav på tilgodehavende feriemidler i forhold til arbejdsgiveren.
Som det fremgår af forslagets § 1, stk. 3, skal der ved tilgodehavende feriemidler forstås feriebetaling opgjort efter forslagets § 2. Det vil sige feriebetalingen, der efter forslaget til § 2, stk. 2, vil skulle beregnes som feriegodtgørelse med 12,5 pct. af lønnen i optjeningsperioden.
Det foreslås, at fondens resultat én gang årligt den 30. juni vil skulle tilskrives de enkelte lønmodtageres tilgodehavende feriemidler i forhold til deres andel i den samlede formue. Lønmodtagere, der har fået udbetalt tilgodehavende feriemidler efter forslagets § 28, stk. 3, vil have en forholdsmæssig mindre andel af den samlede formue, da de udbetalte tilgodehavende feriemidler vil være fratrukket opgørelsen af lønmodtagerens krav på tilgodehavende feriemidler jf. forslagets § 12.
Forslaget indebærer, at den første regulering af de tilgodehavende feriemidler, jf. forslagets § 1, stk. 3, vil skulle ske pr. 30. juni 2021. Dermed vil første regulering af de tilgodehavende feriemidler skulle finde sted allerede 10 måneder efter opgørelsen af kravet, idet opgørelsen vil skulle ske pr. 31. august 2020. Reguleringen vil herefter skulle foretages pr. 30. juni hvert år. Den årlige regulering vil således ikke skulle ske løbende, men kun én gang årligt. Reguleringen vil skulle foretages af fonden.
Forslaget indebærer herudover, at reguleringen kun vil skulle foretages frem til fondens udbetaling af midlerne til lønmodtageren. Det betyder, at en lønmodtager, der opnår krav på udbetaling før den 30. juni i året, ikke vil få reguleret beløbet det pågældende år.
Forslaget indebærer endvidere, at lønmodtagerens krav på tilgodehavende feriemidler vil blive reguleret forholdsmæssigt med det samlede resultat af fondens virksomhed i det foregående regnskabsår. Årets resultat er forskellen mellem årets indtægter og årets omkostninger. Blandt de regnskabsprincipper, som fondens regnskab skal opgøres efter, jf. forslagets § 18, stk. 2, jf. § 8 e og § 8 f i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, er, at transaktioner, begivenheder og værdiændringer skal indregnes, når de indtræffer, uanset tidspunktet for betaling (periodisering). Det betyder, at arbejdsgivernes indeksering af de tilgodehavende feriemidler skal indtægtsføres i det år, hvori indekseringen finder sted, ikke det år, hvori arbejdsgiveren indbetaler de tilgodehavende feriemidler. Dermed vil lønmodtagerens krav blandt andet blive reguleret på baggrund af fondens indtægter fra arbejdsgiverne samt resultatet af fondens investeringer og administrationsomkostninger m.v. Investeringer i form af systemudvikling vil omkostningsmæssigt kunne fordeles over en årrække.
Det bemærkes, at fondens regnskabsår vil være kalenderåret, jf. forslagets § 18, stk. 2, jf. § 8 h i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, og at fonden derfor vil skulle bruge tallene fra det seneste årsregnskab, der skal ligge klar 4 måneder efter regnskabsperiodens udløb, dvs. den 30. april.
Det bemærkes, at den forrentning, som fonden har opnået ved kapitalforvaltning af de tilgodehavende feriemidler, også vil kunne være negativ, og at dette – eller andre store udgifter i fonden – vil kunne føre til, at der i et givent år fremkommer en negativ reguleringssats. I så fald vil lønmodtagernes krav blive nedskrevet tilsvarende.
Det beløb, der reguleres, vil være den saldo, som fremgik af det foregående års saldoopgørelse, jf. forslagets § 14. Det bemærkes, at fonden årligt skal orientere hver enkelt lønmodtager om, hvad pågældendes tilgodehavende feriemidler er tilskrevet med, jf. forslagets § 14 og tilhørende bemærkninger.
Det betyder, at reguleringen vil skulle tilskrives den enkelte lønmodtagers samlede krav på tilgodehavende feriemidler, uanset om de tilgodehavende feriemidler er indbetalt til fonden af arbejdsgiver eller fortsat er i arbejdsgivers besiddelse. Det vil således være uden betydning for reguleringen af de tilgodehavende feriemidler, hvornår arbejdsgiver vælger at indbetale midlerne til fonden og dermed uden betydning for den enkelte lønmodtager. Det vil dog have betydning for fondens samlede kapitalforvaltning, hvor mange midler fonden har at investere.
Det foreslås i stk. 1, at fonden hvert år vil skulle gøre den enkelte lønmodtager bekendt med en samlet saldoopgørelse af de tilgodehavende feriemidler, som pågældende har stående i fonden. Fonden vil skulle oplyse saldoopgørelsen, uanset om lønmodtagerens tilgodehavende feriemidler er indbetalt til fonden eller fortsat er hos den arbejdsgiver, som opgjorde og indberettede lønmodtagerens tilgodehavende feriemidler, jf. forslagets § 3.
Saldoopgørelsen vil skulle indeholde oplysninger om den enkelte lønmodtageres samlede tilgodehavende feriemidler samt den regulering af midlerne, jf. forslagets § 13, som har fundet sted siden modtagelsen af den foregående saldoopgørelse.
Det foreslås i stk. 2, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om indholdet af den årlige saldoopgørelse, herunder nærmere regler om formkravene til saldoopgørelserne.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at fonden vil skulle udbetale tilgodehavende feriemidler til lønmodtager, når den pågældende har nået folkepensionsalderen i henhold til kapitel 1 i lov om social pension. Der stilles således ikke krav om, at lønmodtageren skal have forladt arbejdsmarkedet og være gået på folkepension, blot at lønmodtageren har nået den til enhver tid gældende folkepensionsalder. For reglerne om folkepension henvises til kapitel 1 i lov om social pension.
Forslaget betyder, at fonden vil skulle udbetale de tilgodehavende feriemidler automatisk til lønmodtageren i umiddelbar forlængelse af, at lønmodtageren når folkepensionsalderen. Fonden vil have tilgængelige oplysninger om, hvornår hver enkelt lønmodtager opnår folkepensionsalderen. Det vil derfor være muligt at foretage denne udbetaling i tidsmæssig sammenhæng med, at lønmodtageren når folkepensionsalderen. Forslaget vil medføre, at lønmodtagerne, vil få udbetalt deres tilgodehavende feriemidler, selvom de ikke forlader arbejdsmarkedet på dette tidspunkt, hvilket vil være tidligere end det almindelige princip i ferieloven om, at lønmodtageren først kan få feriebetaling udbetalt ved fratræden fra arbejdsmarkedet. Det skyldes hensynet til, at fonden vil kunne udbetale de tilgodehavende feriemidler til lønmodtageren automatisk, når denne når folkepensionsalderen, og at udbetalingen dermed vil være så administrativ enkel som mulig.
Det bemærkes i den anledning, at det beløb, som lønmodtageren vil have krav på at få udbetalt, når pågældende når folkepensionsalderen, vil være resultatet af den årlige regulering, som er opnået, jf. forslagets § 13.
Det bemærkes endvidere, at lønmodtagere, der har nået folkepensionsalderen før lovens ikrafttræden, også vil have krav på udbetaling efter bestemmelsen. Se hertil forslagets stk. 5.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at lønmodtageren og fonden skal kunne aftale, at fonden, i stedet for automatisk udbetaling, kan beholde pengene på nærmere aftalte vilkår. En tilsvarende ordning kendes fra lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
Det følger at forslaget til stk. 1, 1. pkt., at fonden vil skulle udbetale tilgodehavende feriemidler til lønmodtager, når den pågældende har nået folkepensionsalderen.
Med forslaget til stk. 1, 2. pkt., er det dog muligt for lønmodtageren og fonden at aftale at udsætte udbetalingen af lønmodtagerens tilgodehavende feriemidler, således at midlerne bliver stående i fonden som hidtil.
Det bemærkes i den anledning, at der med hjemmel i forslaget § 17 kan fastsættes nærmere regler om mulighederne for ved aftale at udskyde udbetalingen af tilgodehavende feriemidler. Der henvises til forslagets § 17 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås i stk. 2, at fonden efter ansøgning udbetaler tilgodehavende feriemidler i tilfælde, hvor lønmodtageren har forladt arbejdsmarkedet og har fået tildelt førtidspension i henhold til kapitel 3 i lov om social pension, efterløn i medfør af reglerne i kapitel 11a i lov om arbejdsløshedsforsikring, fleksydelse efter kapitel 2 i lov om fleksydelse, får udbetalt alderspension oprettet som led i et ansættelsesforhold, eller har taget varig bopæl i udlandet. Det indebærer f.eks., at lønmodtagere, der får udbetalt delpension og dermed fortsat er på arbejdsmarkedet, ikke vil være omfattet af bestemmelsen i forslagets § 15, stk. 2.
Det bemærkes i den anledning, at for at fonden kan udbetale tilgodehavende feriemidler i de nævnte tilfælde, vil en lønmodtager skulle ansøge om at få de tilgodehavende feriemidler udbetalt og skulle dokumentere, at arbejdsmarkedet er forladt, før lønmodtageren har ret til at få de tilgodehavende feriemidler udbetalt. For lønmodtagere, der har fået tildelt førtidspension, vil dokumentation kunne være en afgørelse om tilkendelse af førtidspension.
Lønmodtagere, der går på efterløn eller fleksydelse, vil som udgangspunkt ikke anses for at have forladt arbejdsmarkedet. Får en efterlønsmodtager eller en fleksydelsesmodtager samtidig udbetalt en alderspension og er vedkommende ikke i arbejde, anses arbejdsmarkedet dog for forladt.
Når en lønmodtager har taget varigt ophold i udlandet, vil den pågældende lønmodtager skulle dokumentere, at denne har bopæl el.lign. dér. Det vil i denne forbindelse kunne anses som tilstrækkelig dokumentation, at den pågældende lønmodtager har været bosiddende i udlandet i 6 på hinanden følgende måneder.
Det bemærkes, at kravet om varigt ophold i udlandet sammen med kravet om, at lønmodtageren har forladt arbejdsmarkedet, vil indebære, at der kan ske udbetaling til en udstationeret lønmodtager i Danmark, som har afsluttet sin udstationering. Derimod vil en lønmodtager, som er bosiddende i udlandet, men arbejder i Danmark, ikke kunne få sine tilgodehavende feriemidler udbetalt, medmindre lønmodtageren forlader det danske arbejdsmarked. Gør lønmodtageren det, vil beløbet kunne udbetales, også selvom lønmodtageren ikke flytter bopæl.
Det foreslås yderligere i stk. 3, at fonden vil skulle udbetale tilgodehavende feriemidler til dødsboet ved lønmodtagers død. Det bemærkes i den anledning, at der vil skulle fastsættes nærmere regler om udbetaling til lønmodtager i de angivne situationer, jf. forslagets § 17, herunder om, hvorvidt udbetalingen til dødsboet skal ske automatisk eller efter anmodning fra bobestyrer, herunder om indhold af og formkrav til en anmodning.
Det foreslås endeligt i stk. 4, at fonden skal udbetale tilgodehavende feriemidler for lønmodtagere, hvis samlede tilgodehavende feriemidler på indberetningstidspunktet ikke overstiger 1.500 kr. til fonden. Det er uden betydning, om de tilgodehavende 1.500 kr. er beskattede eller ikke-beskattede.
Forslaget indebærer, at fonden vil skulle identificere indberettede krav på tilgodehavende feriemidler, der på indberetningstidspunktet ikke overstiger 1.500 kr. Sådanne krav vil skulle udbetales, selvom lønmodtageren ikke opfylder en af betingelserne i stk. 1-3.
Formålet med bestemmelsen er at undgå, at krav på tilgodehavende feriemidler, der ikke overstiger 1.500 kr. indestår i fonden, da det er tale om krav af mindre størrelse.
Det foreslås i stk. 5, at fonden ikke har pligt til at opfylde krav på udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter stk. 1-4, før den 1. oktober 2021.
Forslaget indebærer, at lønmodtagere, der når folkepensionsalderen før den 1. oktober 2021, eller som opfylder en af betingelserne i bestemmelsens stk. 2-4 forud for den 1. oktober 2021, først vil kunne få deres krav på tilgodehavende feriemidler udbetalt fra og med den 1. oktober 2021.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at alle, der vil have ret til udbetaling inden den 1. oktober 2021, vil få udbetalt de indberettede tilgodehavende feriemidler på dette tidspunkt. Det gælder således eksempelvis også den lønmodtager, som nåede folkepensionsalderen tre år tidligere, men fortsat er aktiv på arbejdsmarkedet og dermed har optjent feriemidler, som er indberettet til fonden, jf. forslagets § 3.
Udbetaling efter stk. 1-5 sker, når tidspunktet for betaling er inde. Det vil sige, når lønmodtageren har nået folkepensionsalderen efter stk. 1, eller når fonden efter en lønmodtagers ansøgning har færdigbehandlet ansøgningen, og det er dokumenteret, at lønmodtageren opfylder en af betingelserne i § 15, stk. 2, og fonden dermed kan udbetale lønmodtagerens krav på tilgodehavende feriemidler.
Der foretages ikke ved udbetaling i perioden mellem reguleringer efter forslagets § 13 nogen forholdsmæssig regulering, hverken aktuelt eller efterfølgende.
For så vidt angår overskydende midler omfattet af stk. 4, vil der være sket indeksering og regulering i 2021 inden udbetaling den 1. oktober 2021 i medfør af stk. 5. For så vidt angår tilgodehavende feriemidler for de folkepensionister, som automatisk modtager udbetaling den 1. oktober 2021, vil der tilsvarende være sket indeksering og regulering i 2021.
Det bemærkes generelt, at såfremt lønmodtageren på tidspunktet for udbetaling af tilgodehavende feriemidler modtager offentlige ydelser, vil der i forbindelse med udbetaling kunne ske fradrag i ydelserne. Fradraget vil i givet fald skulle ske efter de på udbetalingstidspunktet gældende regler om fradrag i offentlige ydelser.
Det foreslås i stk. 6, at fonden vil kunne kræve udbetalte tilgodehavende feriemidler, som lønmodtageren ikke har krav på, tilbagebetalt. Det forudsættes, at tilbagebetaling alene kræves, hvor lønmodtageren må antages at have været i ond tro om sin ret til udbetalingen, f.eks. fordi udbetalingen ikke svarer til det beløb, som fonden har oplyst over for lønmodtageren i den årlige saldoopgørelse efter forslagets § 14, eller fordi lønmodtageren har begået svig over for fonden.
Det bemærkes generelt, at der med hjemmel i forslaget § 17, kan fastsættes nærmere regler om fondens udbetaling af tilgodehavende feriemidler. Der henvises til forslagets § 17 og bemærkningerne hertil.
Lovforslaget er baseret på det udgangspunkt, at fonden indtræder i lønmodtagerens krav mod arbejdsgiveren, således at lønmodtageren alene kan rette sit krav mod fonden, jf. forslagets § 1, stk. 3. Det betyder, at krav på tilgodehavende feriemidler, der bliver forældede, tilfalder fonden.
Efter forældelsesloven afhænger forældelsesfristen blandt andet af kravets karakter. Efter forældelseslovens § 4, stk. 1, er fristen for at foretage fristafbrydelsesskridt således på 5 år ved fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold, og den absolutte forældelsesfrist er 10 år fra fordringens stiftelse, jf. forældelseslovens § 4, stk. 2, jf. § 3, stk. 3, nr. 3.
For krav hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond – som fonden vil blive en del af – gælder der særlige forældelsesregler. Det følger således f.eks. af § 3, stk. 2, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at lønmodtageren, når denne har opnået ret til udbetaling, kan vælge at udsætte udbetalingen for perioder på 5 år ad gangen. Fonden vil søge beløbet udbetalt ved udløbet af 5-års-perioden, medmindre lønmodtageren forinden vælger at udsætte udbetalingen på ny. Beløb, der ikke har kunnet udbetales, tilfalder fonden 10 år efter, at lønmodtageren senest valgte at udsætte udbetalingen. Det følger endvidere af § 2, stk. 3, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at beløb, der ikke har kunnet udbetales ved lønmodtagerens død, tilfalder fonden 5 år efter, at lønmodtageren er død.
Det foreslås, at lønmodtagers krav på udbetaling efter forslagets § 15, stk. 1 og 3, vil skulle forældes som fordringer omfattet af forældelseslovens § 4, dog tidligst 5 år efter, at opgørelsen af lønmodtagerens tilgodehavende feriemidler er blevet endelig, jf. forslagets § 4.
Dermed vil kravene blive forældet som krav, der støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold, således at lønmodtagerens krav bliver omfattet af en 5-årig suspensionsfrist og en 10-årig absolut forældelsesfrist.
Forslaget indebærer, at kravet vil blive forældet efter forældelseslovens regler, ligesom det er foreslået for krav om feriebetaling, jf. det samtidig udarbejdede forslag til ferielov, bemærkningerne til § 30. Samtidig ligner suspensionsfristen og den absolutte forældelsesfrist de frister, som Lønmodtagernes Dyrtidsfond i øvrigt administrerer.
Bestemmelsen vil have betydning i de situationer, hvor lønmodtageren opnår et retskrav på at få sine tilgodehavende feriemidler udbetalt, dvs. ved folkepensionsalderen, jf. forslagets § 15, stk. 1, samt ved lønmodtagerens død, jf. forslagets § 15, stk. 3. Derimod vil lønmodtagerens manglende udnyttelse af muligheden for at søge om tidligere udbetaling efter forslagets § 15, stk. 2, ikke have indflydelse på forældelsesspørgsmålet. En lønmodtager, som får tildelt førtidspension som 40-årig, vil således ikke fortabe retten til de tilgodehavende feriemidler, hvis lønmodtageren lader være med at søge om at få beløbet udbetalt, men venter til den automatiske udbetaling ved folkepensionsalderen. Det er herved forudsat, at så længe der ikke er sket udbetaling efter ansøgning, skal fonden foretage udbetaling efter § 15, stk. 1 eller 3, når betingelserne for udbetaling i disse bestemmelser er opfyldt.
Det følger heraf, at forældelsesbestemmelsen i praksis kun vil være relevant i nogle få situationer. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvor fonden ikke kan foretage udbetaling ved folkepensionsalderen eller i de følgende 5 år, fordi lønmodtageren er udrejst af landet, ikke lader høre fra sig og ikke har efterladt oplysning om opholdssted i Det Centrale Personregister, jf. § 24, stk. 3, i lov om Det Centrale Personregister. Det vil endvidere f.eks. kunne være tilfældet, hvor lønmodtageren afgår ved døden i udlandet, og der ikke gives meddelelse til fonden eller Det Centrale Personregister herom inden for 5 år efter dødsfaldet.
Det foreslås endvidere, at forældelse tidligst vil kunne indtræde 5 år efter, at opgørelsen af lønmodtagerens tilgodehavende feriemidler er blevet endelig, jf. forslagets § 4. Dermed sikres, at en eventuel lang sagsbehandlingstid ved tvist om opgørelsen ikke fører til, at lønmodtageren eller dennes dødsbo fortaber sit krav.
Fastslås en lønmodtagers krav på tilgodehavende feriemidler således først endeligt 7 år efter indberetningsfristen i forslagets § 3, vil lønmodtageren eller dennes dødsbo kunne gøre krav på udbetaling efter forslagets § 15, stk. 1 og 3, i yderligere 5 år, uanset om det er mere end 5 år siden, at lønmodtageren nåede folkepensionsalderen eller afgik ved døden.
Det foreslås, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter forslagets § 15.
Bemyndigelsen forventes blandt andet at blive anvendt til at fastsætte de nærmere rammer for administrationen af udbetalingen, f.eks. i tilfælde, hvor det ikke har været muligt for fonden at udbetale en lønmodtagers tilgodehavende feriemidler samt nærmere regler om indholdet af ansøgningen fra lønmodtager eller bobestyrer eller den, der har fået boet udlagt, i de i forslagets § 15 nævnte situationer, herunder om der skal gælde særlige formkrav til ansøgningen. Hjemlen forventes desuden anvendt til at fastsætte nærmere regler om mulighederne for ved aftale at udskyde udbetalingen af tilgodehavende feriemidler til et senere tidspunkt end folkepensionsalderen. Herudover forventes hjemlen anvendt til at fastsætte regler om fondens adgang til at søge uretmæssigt udbetalte tilgodehavende feriemidler tilbagebetalt fra lønmodtageren.
Efter gældende regler i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond er Lønmodtagernes Dyrtidsfond oprettet med den opgave at forvalte og udbetale de midler, der hidrører fra indbetalingerne til Arbejdsmarkedets Tillægspension i medfør af lov nr. 230 af 2. juni 1977 om midlertidig indbetaling fra staten til Arbejdsmarkedets Tillægspension af visse dyrtidsportioner (dyrtidsindbetalingsloven).
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at fonden vil skulle drives af Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. kapitel 3 i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 1109 af 9. oktober 2014 (LD-loven).
Med forslaget udvides Lønmodtagernes Dyrtidsfonds opgave til også at omfatte driften af Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler. Der henvises i den forbindelse til § 30 med tilhørende bemærkninger.
Forslaget indebærer, at Lønmodtagernes Dyrtidsfonds bestyrelse og direktion, som disse er udpeget efter reglerne i LD-lovens kapitel 3, vil være de overordnet ansvarlige for at drive fonden i overensstemmelse med dennes formål, jf. forslagets § 1. Det vil således også være Lønmodtagernes Dyrtidsfonds ledelse, som skal indgå administrationsaftale med Arbejdsmarkedets Tillægspension efter forslagets § 19, stk. 3.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at Lønmodtagernes Dyrtidsfond vil skulle forvalte de tilgodehavende feriemidler, der indbetales til fonden. Dette betyder, at selve kapitalforvaltningen i fonden skal foretages af Lønmodtagernes Dyrtidsfond i overensstemmelse med de regler, der gælder for Lønmodtagernes Dyrtidsfonds kapitalforvaltning. Det foreslås således, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond vil skulle forvalte de tilgodehavende feriemidler efter reglerne i LD-lovens kapitel 3, 4 og 5, således at de berettigede lønmodtageres interesser varetages bedst muligt.
Det fremgår blandt andet af LD-lovens § 6, stk. 1, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal forvalte de midler, der omfattes af loven, således at de bliver til størst mulig gavn for de berettigede lønmodtagere. Ved midlernes placering skal der tilstræbes en betryggende sikkerhed, en opretholdelse af midlernes realværdi samt højest muligt afkast. Det vil således også gøre sig gældende for de tilgodehavende feriemidler, som er indbetalt til fonden efter forslagets § 5 og kapitel 3.
Herudover indeholder LD-loven krav til Lønmodtagernes Dyrtidsfonds risiko- og virksomhedsstyring, brug af outsourcing og aftaler om administration, it-leverancer og formueforvaltningsopgaver med eksterne leverandører, ledelsens og medarbejdernes habilitet, placering af midlerne, samt regler om regnskab og revision.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at fondens forvaltning af midler efter denne lov vil skulle indgå i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds regnskabs- og revisionsmæssige forpligtelser efter kapitel 5 i LD-loven.
Det fremgår af LD-lovens kapitel 5, at Lønmodtagernes Dyrtidsfonds årsrapport i det mindste skal bestå af en ledelsesberetning, en ledelsespåtegning og et årsregnskab bestående af en balance, en resultatopgørelse og noter, herunder redegørelse for anvendt regnskabspraksis. Herudover indeholder kapitlet bestemmelser om regnskabsprincipper og krav om, at Lønmodtagernes Dyrtidsfonds årsrapport skal revideres af mindst én statsautoriseret revisor.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at Lønmodtagernes Dyrtidsfonds kapitalforvaltning vedrørende de opsparede feriemidler skal være specificeret i årsrapporten for Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Dette betyder, at kapitalforvaltningen af fondens midler skal opgøres særskilt i både balance og resultatopgørelse, samt omtales separat i såvel ledelsesberetning som revisionspåtegning. Forslaget indebærer således, at forvaltningen af de tilgodehavende feriemidler tydeligt og særskilt skal fremgå af og redegøres for i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds årsrapport.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at driften af fonden vil skulle varetages med teknisk og administrativ bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Med forslaget vil fondens opgaver skulle varetages med teknisk og administrativ bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension, således som Arbejdsmarkedets Tillægspension tegnes af sin bestyrelse og direktion efter kapitel 7 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP-loven). Arbejdsmarkedets Tillægspension vil være ansvarlig for at levere den tekniske og administrative bistand og derfor skulle indgå administrationsaftalen efter forslagets stk. 3 med den ansvarlige for fonden, dvs. Lønmodtagernes Dyrtidsfonds ledelse, jf. forslagets § 18, stk. 1.
Arbejdsmarkedets Tillægspension vil få til opgave at stå for den daglige drift af fonden. Forslaget indebærer, at Arbejdsmarkedets Tillægspension vil skulle yde bistand til de tekniske og administrative opgaver, der følger af forslagets kapitel 2-5 og 7 om indberetning, indeksering, indbetaling, regulering, udbetaling og inddrivelse af tilgodehavende feriemidler. Herudover forudsættes Arbejdsmarkedets Tillægspension at yde teknisk og administrativ bistand til fondens opgaver efter forslagets kapitel 10 om sanktioner og håndhævelse.
Arbejdsmarkedets Tillægspension vil derimod ikke skulle yde bistand i forbindelse med fondens regnskabsaflæggelse, men Arbejdsmarkedets Tillægspension forudsættes løbende at rapportere om forestående og gennemførte ind- og udbetalinger til brug for fondens regnskabsaflæggelse og finansielle styring.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at Arbejdsmarkedets Tillægspension leverer bistanden på omkostningsdækket basis.
Forslaget indebærer, at Arbejdsmarkedets Tillægspension ikke må tjene eller tabe penge på at administrere fonden. Ydelserne udføres derfor til kostpris. Forslaget indebærer desuden, at administration, sagsbehandling, den it-mæssige understøttelse, personale, andre ressourcer m.v. leveres på omkostningsdækket basis, dvs. uden avance. Derved sikres, at Arbejdsmarkedets Tillægspensions medlemmer ikke påføres tab ved Arbejdsmarkedets Tillægspensions samarbejde med andre lovbundne ordninger.
Det foreslås i stk. 1, 3. pkt., at der udarbejdes en administrationsaftale mellem fonden og Arbejdsmarkedets Tillægspension. Vilkårene i aftalen, herunder ansvars- og opgavefordelingen mellem fonden og Arbejdsmarkedets Tillægspension, følger den tilsvarende model for andre lovbundne ordninger, hvor Arbejdsmarkedets Tillægspension leverer teknisk og administrativ bistand, herunder FerieKonto. Det er fondens bestyrelse, der i sidste ende fastlægger serviceniveauet for ordningen.
Det forudsættes, at administrationsaftalen vil omfatte de forhold, der er beskrevet til forslagets stk. 1, 1. pkt., jf. bemærkningerne ovenfor. Det forudsættes herudover, at det vil indgå i administrationsaftalen, at Arbejdsmarkedets Tillægspension vil skulle foretage rapportering om opgavevaretagelsen på samme niveau som for øvrige ordninger, der administreres af Arbejdsmarkedets Tillægspension, herunder med årligt budget og finansiel rapportering med betryggende revisionserklæringer m.v., over for Lønmodtagernes Dyrtidsfonds ledelse.
Det forventes endvidere, at administrationsaftalen udarbejdes under hensyntagen til de principper og metoder samt vilkår, som er fastlagt for Arbejdsmarkedets Tillægspensions levering af ydelser til andre lovbundne ordninger.
Arbejdsmarkedets Tillægspension vil endvidere inden for lovgivningens og administrationsaftalens rammer skulle have frihed til at tilrettelægge arbejdets udførelse og vælge, hvilke medarbejdere der skal løse opgaverne i forbindelse med Arbejdsmarkedets Tillægspensions bistand.
Det bemærkes, at det vil være Arbejdsmarkedets Tillægspension, der ejer rettigheder til det it-programmel og -udstyr, som anvendes ved levering af ydelser efter administrationsaftalen. Det svarer til Arbejdsmarkedets Tillægspensions sædvanlige forretningsmodel ved levering af administrativ bistand. Heri ligger blandt andet, at omkostninger i forbindelse med etablering og vedligeholdelse af ordningsspecifikke it-systemer vil skulle betales af den pågældende ordning. Øvrige it-omkostninger fordeles på ordningerne i forhold til ordningernes direkte personressourceforbrug eller anden relevant fordelingsnøgle. Ved ophør af administrationen hos Arbejdsmarkedets Tillægspension vil ordningen være berettiget til fra Arbejdsmarkedets Tillægspension at få udleveret registrerede data samt en kopi af det af Arbejdsmarkedets Tillægspension specialudviklede programmel med tilhørende dokumentation. Retten til kopi vil således ikke gælde programmel, der er købt, lejet eller leaset, og programmel, der er internt udviklet til anden anvendelse end for ordningen, medmindre der er aftalt andet.
Det forudsættes, at Arbejdsmarkedets Tillægspension ved varetagelsen af opgaver efter administrationsaftalen, vil handle på vegne af fonden, herunder med fuldmagt til at trække på bankkonti tilhørende fonden, varetage kontakt med leverandører, øvrige samarbejdspartnere m.v.
Fonden vil i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 7 være dataansvarlig for behandlingen af oplysninger i forbindelse med varetagelsen af fondens opgaver. Arbejdsmarkedets Tillægspension, som behandler oplysninger på vegne af fonden, vil være databehandler.
Det forventes endvidere, at der vil blive stillet krav til administrationens omkostningseffektivitet samt hensyntagen til effektiv inddrivelse.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at udgifterne til dækning af teknisk og administrativ bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension vil skulle finansieres af bidrag fra de arbejdsgivere, der indbetaler ATP-bidrag for deres ansatte til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Det omfatter blandt andet de administrationsudgifter, som Arbejdsmarkedets Tillægspension måtte have i forbindelse med, at der træffes afgørelse om arbejdsgivers indbetaling af tilgodehavende feriemidler til fonden, jf. forslaget til § 8, stk. 2, samt den årlige saldoopgørelse, som fonden vil skulle oplyse til lønmodtageren, jf. forslaget til § 14, stk. 1. Udgifterne til teknisk og administrativ bistand er således en solidarisk finansieret ordning baseret på ensartet og obligatorisk bidragspligt for alle ATP-pligtige arbejdsgivere.
Det foreslås yderligere i stk. 2, 2. pkt., at opkrævning af bidrag fra arbejdsgivere vil skulle ske ved fælles opkrævning sammen med de øvrige bidrag, som Arbejdsmarkedets Tillægspension i henhold til lov opkræver fra arbejdsgiverne.
Det bemærkes i den anledning, at fra 2008 blev der for en række arbejdsgiverfinansierede ordninger, der er administreret af Arbejdsmarkedets Tillægspension, indført en fællesopkrævning, jf. lov nr. 1538 af 20. december 2006 om ændring af lov om arbejdsskadesikring og lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion (Fællesopkrævning af arbejdsgiverbidrag m.v.). Formålet med fællesopkrævningen var med én samlet opkrævning at minimere de administrative byrder for virksomhederne.
Fællesopkrævningen indebærer, at der foretages en samlet kvartalsvis opkrævning af bidrag for de arbejdsgiverfinansierede ordninger, som administreres af Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Arbejdsmarkedets Tillægspensions administration af fællesopkrævningen er reguleret i bekendtgørelse nr. 1021 af 29. juni 2016 om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag m.v.
Der henvises i den forbindelse til forslaget til stk. 6, hvorefter beskæftigelsesministeren fastsætter regler om bidragets størrelse, jf. stk. 2, efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspensions bestyrelse. Ministeren fastsætter desuden regler om beregning af bidraget og nærmere regler om opkrævning af bidraget, modregning og Arbejdsmarkedets Tillægspensions mulighed for at give henstand med betaling og eftergive bidrag og renter heraf.
Det foreslås desuden i stk. 2, 3. pkt., at restancer for betaling kan indgå i den fælles opkrævning. Med restancer menes alene restancer i relation til opkrævning af bidrag og dertil relaterede renter, ekspeditionsgebyr m.v., men ikke fondens krav mod arbejdsgivere på indbetaling af tilgodehavende feriemidler og dertil relaterede renter, gebyrer m.v.
Med forslaget sikres det, at restancer i relation til opkrævning af bidrag vil kunne indgå i den fælles opkrævning, og der dermed kan opnås dækning herfor.
Det foreslås endeligt i stk. 2, 4. pkt., at fonden dækker fondens øvrige administrationsudgifter. Forslaget indebærer, at fonden selv vil skulle dække udgifter i form af blandt andet administrationsudgifter, der relaterer sig til fondens kapitalforvaltning, samt opgaver forbundet med fondens regnskabs- og revisionsmæssige forpligtelser, jf. forslaget til § 18.
Det foreslås i stk. 3, at hvis indbetaling af bidrag efter stk. 2 ikke sker rettidigt, vil arbejdsgiveren skulle betale renter af bidraget fra forfaldsdatoen med den rentesats, der til enhver tid er fastsat i medfør af § 5 i lov om renter og andre forhold ved forsinket betaling.
Med forslaget sikres det, at bestemmelsen svarer til det, der gælder for andre ordninger, hvor bidrag er omfattet af den fælles opkrævning.
Det foreslås i stk. 4, at Arbejdsmarkedets Tillægspension har udpantningsret for fondens krav efter stk. 2. Det samme gælder for renter og ekspeditionsgebyrer. En tilsvarende regel om udpantningsret gælder i de ordninger, der anvender Arbejdsmarkedets Tillægspensions fællesopkrævning. Forslaget betyder, at alle beføjelser i tilknytning til opkrævningen af betalingen, for eksempel udsendelse af rykkere, beslutning om anvendelse af udpantningsretten og indgivelse af fogedbegæringer, varetages af Arbejdsmarkedets Tillægspension, som også sikrer den fastsatte fordeling af de indkomne bidrag mellem de ordninger m.v., der deltager i fællesopkrævningen, herunder i de situationer, hvor arbejdsgiveren ikke indbetaler det hele.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at arbejdsgiverne, jf. stk. 2, vil bære det økonomiske ansvar for fejl begået af Arbejdsmarkedets Tillægspension under udførelse af bistanden.
Forslaget er begrundet i, at Arbejdsmarkedets Tillægspension som følge af, at varetagelsen af bistanden vil ske på omkostningsdækket basis, ikke vil kunne påtage sig et økonomisk erstatningsansvar for eventuelle tab ved ansvarspådragende fejl under udførelsen af bistanden, da der ikke etableres en risikomargin (avance), som kan dække et sådant tab. Modellen for betaling og ansvar i forslaget understøtter dermed en afgørende forudsætning om, at Arbejdsmarkedets Tillægspensions medlemmer ikke må påføres tab ved Arbejdsmarkedets Tillægspensions samarbejde med andre lovbundne ordninger.
Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at Arbejdsmarkedets Tillægspension vil have pligt til at begrænse et økonomisk tab mest muligt samt berigtige fejl, jf. forslaget i 1. pkt.
Forslaget fastslår, at Arbejdsmarkedets Tillægspension, som led i den tekniske og administrative bistand de yder fonden, har pligt til at begrænse økonomiske tab mest muligt samt pligt til at berigtige fejl. Forslaget er begrundet i, at det er af afgørende betydning for fondens økonomi og dermed lønmodtagernes krav på tilgodehavende feriemidler at begrænse eventuelle økonomiske tab mest muligt, og at Arbejdsmarkedets Tillægspension har pligt til at berigtige fejl.
Det foreslås endvidere i stk. 5, 3. pkt., at Arbejdsmarkedets Tillægspension hurtigst muligt vil skulle underrette fondens bestyrelse om væsentlige fejl.
Det gælder alle væsentlige fejl, og ikke kun økonomiske fejl, og ikke kun ansvarspådragende fejl begået overfor tredjemand i forbindelse med bistanden.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5, drejer sig således alene om ansvar for fejl i forbindelse med selve bistanden, f.eks. hvis Arbejdsmarkedets Tillægspension på ansvarspådragende måde påfører tredjemand økonomisk tab i forbindelse med kontraktretlige forpligtelser. Arbejdsmarkedets Tillægspension vil således ikke have det økonomiske ansvar for eventuelle ansvarspådragende fejl i forbindelse med bistanden til fonden.
Det foreslås i stk. 6, at beskæftigelsesministeren vil skulle fastsætte regler om bidragets størrelse, jf. stk. 2, efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspensions bestyrelse. Bidraget vil således kunne reguleres i overensstemmelse med fondens udgifter. Det bemærkes i den anledning, at der ikke vil kunne kræves et højere bidrag end, hvad der kræves for at dække de forventede udgifter til teknisk og administrativ bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Ministeren gives endvidere efter forslaget bemyndigelse til at fastsætte regler om beregning af bidraget og bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om opkrævning af bidraget og modregning.
Det forventes, at der i bekendtgørelse om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag vil blive fastsat regler om, at opkrævningen skal følge proceduren for de ordninger, der er omfattet af Arbejdsmarkedets Tillægspensions fællesopkrævning, som for eksempel ensartede beregningsperioder, regler om forfaldstid og frist for arbejdsgivernes indbetaling. Det kan ligeledes ved disse regler bestemmes, at Arbejdsmarkedets Tillægspension kan give henstand med betalingen og eftergive betalinger og renter, når særlige omstændigheder taler herfor. Her vil Arbejdsmarkedets Tillægspensions praksis blive fulgt.
Efter forvaltningslovens § 28, stk. 1, gælder reglerne i § 5, stk. 1-3, §§ 6-8, § 10, § 11, stk. 1, § 38 og § 40 i lov om behandling af personoplysninger for videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden forvaltningsmyndighed, jf. denne lovs § 1, stk. 3.
Efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, må oplysninger af fortrolig karakter, som ikke er omfattet af stk. 1, herunder oplysninger om juridiske personer, kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når der foreligger udtrykkeligt samtykke, når videregivelsen følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, eller når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe. Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) er der fastsat nye EU-retlige databeskyttelsesregler. Forordningen finder anvendelse fra den 25. maj 2018. Disse behandlingsregler vil således være gældende på tidspunktet for en ny ferielovs ikrafttræden.
Det følger af forordningen, at personoplysninger skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og ikke må viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål, jf. forordningens artikel 5, stk. 1, litra b, og at behandling kun er lovlig, hvis f.eks. den registrerede har givet samtykke til behandling af sine personoplysninger til et eller flere specifikke formål, jf. forordningens artikel 6, stk. 1, litra a, hvis behandlingen er nødvendigt for at opfylde en kontrakt, som den registrerede er part i, jf. forordningens artikel 6, stk. 1, litra b, behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, jf. forordningens artikel 6, stk. 1, litra c, eller hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt, jf. forordningens artikel 6, stk. 1, litra e. Efter forordningens artikel 6, stk. 2, kan medlemsstaterne opretholde eller indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om behandling med henblik på overholdelse af stk. 1, litra c og e, ved at fastsætte mere præcist specifikke krav til behandling og andre foranstaltninger for at sikre lovlig og rimelig behandling. Efter forordningens artikel 6, stk. 3, skal grundlaget for behandlingen i henhold til stk. 1, litra c og e, fremgå af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, og formålet med behandlingen skal være fastlagt i dette retsgrundlag eller for så vidt angår den behandling, der er omhandlet i stk. 1, litra e, være nødvendig for udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse. Dette retsgrundlag kan indeholde specifikke bestemmelser med henblik på at tilpasse anvendelsen af bestemmelserne i denne forordning, blandt andet de generelle betingelser for lovlighed af den dataansvarliges behandling, hvilke typer oplysninger der skal behandles, berørte registrerede, hvilke enheder personoplysninger må videregives til, og formålet hermed, formålsbegrænsninger, opbevaringsperioder og behandlingsaktiviteter samt behandlingsprocedurer, herunder foranstaltninger til sikring af lovlig og rimelig behandling såsom i andre specifikke databehandlingssituationer som omhandlet i kapitel IX. EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret skal opfylde et formål i samfundets interesse og stå i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges.
Det foreslås på baggrund af overvejelser om den forventede rækkevidde af databeskyttelsesforordningen, at der fastsættes specifikke krav til behandling af personoplysninger og oplysninger om juridiske personer i forbindelse med administrationen af tilgodehavende feriemidler, herunder bestemmelser om, i hvilket omfang Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler skal kunne behandle de oplysninger, der er nødvendige for at administrere lovens regler. Behandlingsreglerne ligger indenfor rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, hvorefter medlemsstaterne kan indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om behandling af oplysninger, der er nødvendige for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, jf. artikel 6, stk. 1, litra c, eller er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt, jf. artikel 6, stk. 1, litra e.
De oplysninger, som kan behandles i fonden, er almindelige personoplysninger, som eksempelvis oplysninger om navn, CPR-nummer, adresse, alder m.v., omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6. Derudover vil der også blive behandlet personoplysninger, som eksempelvis oplysninger om, at en borger har en feriehindring i form af sygdom eller anden feriehindring m.v. Da der ikke er tale om konkrete oplysninger om heldbred i form af oplysninger om sygdommens art, men alene oplysninger om at en lønmodtager har været uarbejdsdygtig og har en feriehindring, vurderes der ikke at være tale om følsomme personoplysninger, jf. forordningens artikel 9, stk. 1. Herudover vil fonden kunne indhente oplysninger om, hvilke offentlige ydelser en lønmodtager har modtaget i en given periode. Da der alene er tale om oplysninger om ydelsesarten, og ikke baggrunden for tilkendelsen af ydelsen vurderes det ikke at være en følsom personoplysning, jf. forordningens artikel 9, stk. 1.
Beskæftigelsesministeriet vurderer på baggrund heraf, at lovforslagets § 20 kan indføres på grundlag af forordningens artikel 6, stk. 1, litra c. Medlemsstaterne kan indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om behandling af oplysninger, der er nødvendige for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, jf. artikel 6, stk. 2 og 3. Beskæftigelsesministeriet vurderer således, at det er nødvendigt for fondens overholdelse af sin forpligtelse til at administrere de tilgodehavende feriemidler og kontrollere overholdelsen af loven, at der er særlige regler om behandlingen af oplysninger om optjente feriemidler og opsparede feriedage knyttet til en bestemt lønmodtager og et specifikt ansættelsesforhold hos en konkret arbejdsgiver, idet det er en forudsætning for at opretholde den foreslåede administration af og kontrol med udbetaling af feriemidlerne. Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at fondens retmæssige administration af alle lønmodtagers tilgodehavende feriemidler i høj grad afhænger af et korrekt og opdateret datagrundlag, der eksempelvis skal bidrage til modvirke snyd med udbetalinger m.v.
Endvidere er det en forudsætning at videregivelse af oplysninger om udbetaling af feriemidler til en lønmodtager kan ske til arbejdsløshedskasser, Udbetaling Danmark, kommunale og statslige myndigheder med henblik på deres kontrol for dobbeltforsørgelse. Endelig er det forudsætning for fondens kontrol for retmæssig udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter loven, at fonden har adgang til oplysninger i indkomstregisteret, herunder oplysninger om udbetalte offentlige ydelser eller eksempelvis overgang til folkepension.
Beskæftigelsesministeriet vurderer endvidere, at bestemmelsen lever op til kravet i forordningens artikel 6, stk. 2, om at være mere specifikke bestemmelser om anvendelsen af forordningen. Reglerne er således specifikt afgrænset til at vedrøre særlige oplysninger i form af oplysninger om eksempelvis navn, CPR-nummer eller anden entydig identifikation, det beløb, som de tilgodehavende feriemidler er opgjort til, antallet af opsparede feriedage og feriepengeudbetaler, modtagelse af offentlige ydelser, overgang til folkepension m.v., og fastsætter mere præcist specifikke krav til behandling og andre foranstaltninger for at sikre lovlig og rimelig behandling.
Det bemærkes, at fonden ved indhentning og behandling af oplysninger om lønmodtager og arbejdsgiver, vil skulle overholde de generelle principper for behandling af personoplysninger, som fastsættes i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, hvorefter personoplysninger blandt andet skal behandles lovligt og rimeligt, og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede, samt indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål, og ikke må viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål. Derudover må alene indhentes og behandles oplysninger, der er tilstrækkelige, relevante og begrænsede til, hvad der er nødvendigt i forhold til fondens brug for administration af de tilgodehavende feriemidler og kontrol med overholdelsen af denne lov.
I Justitsministeriets lovforslag L 68 til databeskyttelsesloven, der er fremsat den 25. oktober 2017, opretholdes den i gældende ret indsatte forudsætning om, at der blandt andet skal være direkte lovhjemmel til samkøring i kontroløjemed ikke. Efter databeskyttelsesforordningen vil samkøring i kontroløjemed således skulle leve op til de almindelige principper og regler om behandling. Da samkøring i kontroløjemed per definition vil være en indgribende behandlingssituation, vil sådan behandling dog skærpe opmærksomheden på kravene i blandt andet forordningens artikel 5 om principper for behandling af personoplysninger, herunder proportionalitetsprincippet, jf. betænkning nr. 1565 om databeskyttelsesforordningen s. 97.
Det foreslås i stk. 1, at fonden vil kunne indhente og behandle oplysninger om lønmodtagere og arbejdsgivere til brug for administration af og kontrol med overholdelsen af denne lov, herunder foretage registersamkøring. Det foreslås endvidere, at arbejdsgivere, lønmodtagere, faglige organisationer og a-kasser efter anmodning vil skulle give fonden alle oplysninger, der er nødvendige for fondens administration og kontrol efter denne lov.
Med bestemmelsen foreslås en afgrænsning af, hvilke fysiske og juridiske personer, der har pligt til at afgive oplysninger til fonden. Der foreslås endvidere en formålsbegrænsning, således at fonden alene vil kunne indhente oplysninger til brug for de administrative opgaver, der følger af den foreslåede lov eller regler udstedt med hjemmel heri, eller til brug for kontrolopgaver, som defineret heri. Der henvises særligt til forslagets § 4, stk. 2, og § 3, stk. 5, og § 10.
Der henvises til databeskyttelsesforordningens bestemmelser for en afgrænsning af, hvornår en oplysning kan antages at være ”nødvendig”.
Det foreslås i stk. 2, at fonden til brug for administration af og kontrol med denne lov vil kunne få terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister § 7. Denne adgang omfatter alle oplysninger om indkomst, herunder modtagelse af offentlige ydelser, løn- og ansættelsesperiode og ferie m.v. Dermed er angivet, hvilke oplysninger fonden typisk vil hente fra registeret.
Der er ikke tale om en udtømmende opregning, hvorfor bestemmelsen ikke sætter nærmere grænser for fondens indhentning af oplysninger, end det, der følger af databeskyttelsesforordningen og reglerne om indholdet af indkomstregisteret.
Den foreslående bestemmelse skal sikre, at fonden har adgang til de nødvendige oplysninger til brug for administration og kontrol af loven, herunder registersamkøring, jf. forslagets stk. 4.
Det foreslås i stk. 3, at fonden vil kunne indhente nødvendige person- og virksomhedsoplysninger fra andre offentlige myndigheder i elektronisk form til brug for administration og kontrol, herunder fra Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Den foreslåede bestemmelse angiver dermed, at fonden som supplement til de oplysninger, der vil blive indhentet fra arbejdsgivere, lønmodtagere, faglige organisationer og a-kasser, jf. forslagets stk. 1, også vil indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder, herunder Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Det bemærkes, at fonden særligt forventes at indhente oplysninger om indbetaling af bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension, idet dette system indgår i de kontroller, som fonden forudsættes at gennemføre efter forslagets § 4, stk. 2, og § 26, samt fra Det Centrale Personregister, som indeholder autoritative data om lønmodtagernes alder m.v. og dermed, hvornår lønmodtagerne når folkepensionsalderen eller afgår ved døden, jf. forslagets § 15.
Det foreslås i stk. 4, at oplysninger fra egne registre, herunder oplysninger omfattet af stk. 1-3, vil kunne behandles med henblik på registersamkøring i kontroløjemed. I Justitsministeriets lovforslag L 68 til databeskyttelsesloven, der er fremsat den 25. oktober 2017, opretholdes den i gældende ret indsatte forudsætning om, at der blandt andet skal være direkte lovhjemmel til samkøring i kontroløjemed ikke. Efter databeskyttelsesforordningen vil samkøring i kontroløjemed således skulle leve op til de almindelige principper og regler om behandling. Da samkøring i kontroløjemed per definition vil være en indgribende behandlingssituation, vil sådan behandling dog skærpe opmærksomheden på kravene i blandt andet forordningens artikel 5 om principper for behandling af personoplysninger, herunder proportionalitetsprincippet, jf. betænkning nr. 1565 om databeskyttelsesforordningen s. 97.
Efter gældende regler i lov om Lønmodtagernes Garantifond sikrer Lønmodtagernes Garantifond lønmodtageres krav på løn m.v. i tilfælde af konkurs, arbejdsgivers død, såfremt der træffes afgørende om insolvensbehandling eller boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling, ved virksomhedens ophør, såfremt det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet, eller under arbejdsgiverens rekonstruktionsbehandling.
Det foreslås i stk. 1, at Lønmodtagernes Garantifond sikrer fondens krav på tilgodehavende feriemidler hos arbejdsgiver i tilfælde omfattet af forslagets § 3, stk. 5, § 5 og § 10, efter reglerne i lov om Lønmodtagernes Garantifond.
Med forslaget udvides Lønmodtagernes Garantifonds opgave til også at omfatte sikring Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler hos arbejdsgivere. Der henvises i den forbindelse til § 31 med tilhørende bemærkninger.
Forslaget indebærer, at Lønmodtagernes Garantifond dækker det indberettede beløb samt den indeksering som arbejdsgiveren skylder fonden i tilfælde af konkurs eller anden manglende betaling fra arbejdsgiver.
Det foreslås yderligere i stk. 2, at Lønmodtagernes Garantifond foretager indbetaling af tilgodehavende feriemidler til fonden. Indbetaling kan finde sted, selvom betingelserne for udbetaling af de tilgodehavende feriemidler til lønmodtager endnu ikke er opfyldt.
Forslaget medfører, at Lønmodtagernes Garantifond vil skulle inddrive krav på tilgodehavende feriemidler hos arbejdsgiver og foreninger, hvis indbetaling af tilgodehavende feriemidler ikke sker i overensstemmelse med forslagets § 3, stk. 5, § 5 og § 10. Der henvises til § 31 og bemærkningerne hertil.
En tilsvarende regel om udpantningsret gælder også i de øvrige ordninger, der administreres af Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Det foreslås i stk. 1, at fonden vil skulle anmelde krav på tilgodehavende feriemidler til Lønmodtagernes Garantifond snarest efter, at fonden er blevet bekendt med forhold omfattet af forslagets § 3, stk. 5, § 5, stk. 1, 2. pkt., og § 10. Fonden vil skulle vedlægge dokumentation for kravet. Forslaget indebærer, at i tilfælde hvor et forfaldent krav ikke er indbetalt til fonden, og fonden i henhold til § 3, stk. 5, § 5, stk. 1, 2. pkt., eller § 10 har sendt en rykkerskrivelse til arbejdsgiver, som på trods heraf ikke har indbetalt det forfaldne krav, vil fonden snarest skulle anmelde kravet til Lønmodtagernes Garantifond. Det er en betingelse, at fonden vedlægger dokumentation for kravet.
Det foreslås i stk. 2, at beskæftigelsesministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om fondens anmeldelse af krav til Lønmodtagernes Garantifond, herunder hvad, der kan udgøre dokumentation for kravet.
Med hjemmel i bemyndigelsen foreslås det, at der blandt andet kan fastsættes nærmere regler om, hvilket materiale, der kan udgøre dokumentation for fondens krav.
Det foreslås, at lønmodtager ikke kan overdrage sit krav på tilgodehavende feriemidler mod fonden. Dermed kan der ikke støttes ret på aftaler eller ensidige tilkendegivelser, hvorved lønmodtageren fraskriver sig eller overdrager retten til ferie og feriebetaling. Dette vil også gøre sig gældende for særlige fondsferiedage efter § 28.
Det foreslås endvidere, at lønmodtagerens krav på tilgodehavende feriemidler ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning.
Det vil ikke i denne forbindelse være afgørende, om kravet på tilgodehavende feriemidler er forfaldent. Det bemærkes, at lønmodtagerens krav på tilgodehavende feriemidler tillagt regulering forfalder på det tidspunkt, hvor lønmodtageren opfylder betingelserne for at få denne udbetalt, jf. forslagets § 15.
Lønmodtagers krav på tilgodehavende feriemidler mod fonden vil således være beskyttet frem til det faktiske udbetalingstidspunkt, hvor midlerne indgår i lønmodtagerens formue og vil kunne gøres til genstand for retsforfølgning i samme omfang som lønmodtagerens formue i øvrigt.
Den foreslåede bestemmelse vil være en undtagelse til retsplejelovens bestemmelser om udlæggets genstand, herunder retsplejelovens § 508, 1. pkt., hvorefter udlæg kan foretages i rede penge samt i fast ejendom, løsøre, fordringer og andre aktiver, hvis identitet kan fastslås, men ikke i fremtidige erhvervelser, og retsplejelovens § 511, stk. 1, hvorefter udlæg ikke kan foretages i endnu ikke udbetalt løn eller andet vederlag for personligt arbejde, medmindre der er forløbet mere end 7 dage efter slutningen af den periode, i hvilken lønnen er indtjent, eller efter at vederlaget er fortjent.
Muligheden for effektivisering ved digitalisering til gavn for borgere og andre interessenter skal udnyttes bedst muligt. Det foreslås derfor i forbindelse med etableringen af fonden, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om anvendelse af digital kommunikation m.v. mellem fonden og borgerne og andre relevante interessenter. Bestemmelserne vil i øvrigt skulle udmøntes i overensstemmelse med den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at beskæftigelsesministeren vil kunne fastsætte regler om, at fondens kommunikation med myndigheder, juridiske personer og borgere skal ske digitalt i forbindelse med varetagelse af opgaver efter denne lov.
Forslaget skal give mulighed for at effektivisere sagsgangene i fonden bedst muligt. Bemyndigelsen angår fastsættelse af regler om digital kommunikation og udveksling af oplysninger med blandt andet arbejdsgivere og disses organisationer, lønmodtagere, Lønmodtagernes Garantifond, domstole, fagforbund, kommuner og andre myndigheder m.v. som er nødvendig for behandlingen af fondens sager.
Forslaget skal således medvirke til, at fonden, i takt med den teknologiske udvikling, stiller let tilgængelige digitale værktøjer til rådighed for arbejdsgivere og lønmodtagere og på længere sigt kan indfase øget brug af digital kommunikation mellem fonden og dens interessenter. Forslaget vil desuden give fonden mulighed for at udnytte informationsteknologierne til at digitalisere administrative rutiner og indføre digital administration.
Beskæftigelsesministeren vil efter forslaget have mulighed for at fastsætte regler om pligt til elektronisk kommunikation mellem fonden og andre myndigheder og juridiske personer og mellem fonden og borgere (digital kommunikation). Regler fastsat i medfør af bestemmelsen vil således f.eks. omfatte kommunikation mellem fonden og lønmodtagerne i forbindelse med den indledende opgørelse og orientering af lønmodtageren med oplysning om en indsigelsesfrist, samt den årlige opgørelse af den enkelte lønmodtager tilgodehavende feriemidler.
Ved udmøntningen af bemyndigelsen vil beskæftigelsesministeren skulle sikre, at fondens sagsbehandlingssystemer fortsat kan leve op til de forvaltningsretlige og øvrige lovgivningsmæssige krav, der stilles til offentlig forvaltning. Det samme gælder ved den praktiske udmøntning af digitaliseringstiltag i medfør af de udstedte regler. Det gælder f.eks. krav om opbevaring af autentiske kopier, autenticitetskrav (således at indholdet af afsendte meddelelser ikke kan ændres), kundgørelse af afgørelser, mulighed for partsrepræsentation, krav til registrering og søgemuligheder i it-systemerne af hensyn til mulighed for f.eks. ligebehandling, håndtering af personoplysninger m.v. Bemyndigelsesbestemmelsen tænkes herunder anvendt til at stille krav om, at it-løsninger skal give mulighed for, at adressater kan modtage advis om nye meddelelser i it-løsningen via mail og sms eller lignende, og om hvornår digitale meddelelser anses for at være kommet frem.
Forslaget indebærer, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at henvendelser fra borgeren skal sendes digitalt, samt at borgeren har pligt til at modtage meddelelser og afgørelser fra fonden via digitale løsninger. Der kan herunder fastsættes regler om, at henvendelser, der ikke indgives ved digital selvbetjening, kan afvises af fonden.
Beskæftigelsesministeren kan ligeledes fastsætte regler om, hvilke digitale formater, der må anvendes ved henvendelse til fonden. Hensigten er at sikre, at kommunikationen kan ske i elektronisk form.
Det foreslås endvidere i stk. 1, 2. pkt., at beskæftigelsesministeren på de områder, hvor der indføres pligt til elektronisk kommunikation, kan fravige formkrav i lovgivningen, der er til hinder for digital kommunikation, for eksempel indirekte eller direkte krav om skriftlighed eller brug af blanketter, særlige erklæringer, personlig underskrift m.v. Det forudsættes således, at beskæftigelsesministeren vil kunne fastsætte regler om, at fonden kan udstede visse typer af dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde, således at sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med et dokument med personlig underskrift.
Det følger af forvaltningslovens § 32 b, at myndigheders afgørelser til borgeren skal være forsynet med en personlig underskrift eller være udformet på en måde, der i øvrigt sikrer en entydig identifikation af den, som er afsender af dokumentet, og at dokumentet er endeligt. Kravet om underskrift giver for eksempel myndighederne mulighed for at kunne placere ansvaret for eventuelle fejl i sagsbehandlingen. En original underskrift medvirker til at betrygge afgørelsens ægthed og afsenderens habilitet. Forvaltningslovens § 32 b, stk. 3, undtager dog dokumenter om ikke væsentlige sagsbehandlingsskridt fra kravet om personlig underskrift eller anden entydig dokumentation for, hvem afsender er.
Efter forslagets § 14 skal fonden blandt andet udsende årlige opgørelser over hver enkelt lønmodtagers tilgodehavende feriemidler tillagt den årlige regulering efter forslagets § 13. Tilskrivningen af den årlige regulering vil have karakter af afgørelse for den enkelte lønmodtager og arbejdsgiver. Der stilles således som udgangspunkt krav om personlig underskrift. Samtlige afgørelser vil imidlertid være truffet på baggrund af den samme fastlæggelse af reguleringsprocenten, og dannelsen og udsendelsen af opgørelserne vil i vidt omfang skulle digitaliseres under hensyn til deres meget store antal. Det vil derfor ikke være hensigtsmæssigt, at der stilles krav om personlig underskrift på hvert af disse dokumenter.
På dette grundlag vurderes det, at der er behov for en selvstændig hjemmel for beskæftigelsesministeren til at fastsætte nærmere regler om underskrifter i dokumenter, der udfærdiges i forbindelse med opgavevaretagelsen.
Ved udmøntning af bemyndigelsen skal de hensyn, der ligger bag kravet om original underskrift, fortsat sikres varetaget.
Bemyndigelsen kan ikke bruges til at fravige kravet om personlig underskrift, for så vidt angår afgørelser, medmindre der er tale om afgørelser, som træffes under anvendelse af automatisk sagsbehandling forstået som maskinel behandling på baggrund af nogle faste og entydige kriterier, uden at en fysisk person er sagsbehandler.
Det foreslås i stk. 2, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten.
Med forslaget tilsigtes ikke nogen ændring af erhvervs- og vækstministerens bemyndigelse, jf. §§ 10 h-10 j i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, til efter forhandling med beskæftigelsesministeren at fastsætte regler om digital kommunikation til og fra Finanstilsynet og om krav om personlig underskrift eller anden entydig identifikation.
Det foreslås i stk. 3, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om undtagelse fra kravet om digital kommunikation.
Ved fastsættelse af regler om digital kommunikation mellem fonden og borgeren, jf. stk. 1, skal der tages hensyn til, at nogle grupper af borgere ikke har de fornødne it-mæssige kompetencer.
Bemyndigelsesbestemmelsen tænkes udnyttet på samme måde som bestemmelsen i § 5, stk. 1, i lov om digital post, jf. lov nr. 528 af 11. juni 2012, om fritagelse for offentlig digital post. Beskæftigelsesministeren bemyndiges efter forslaget til at fastsætte regler om, at en fysisk person kan fritages, hvis der foreligger særlige omstændigheder, som kan bevirke, at personen er hindret i at kommunikere digitalt. Sådanne særlige omstændigheder foreligger, hvis en person ikke har adgang til computer i eget hjem, eller har kognitiv eller fysisk funktionsnedsættelse, hvor funktionsnedsættelsen hindrer digital postmodtagelse. Sprogbarrierer kan ligeledes være en særlig omstændighed, der hindrer en person i digital postmodtagelse. Endvidere kan praktiske vanskeligheder ved at skaffe sig den offentlige digitale signatur NemID (på grund af udlandsophold med lang afstand til en dansk repræsentation, hvor NemID kan udleveres) eller udrejse være fritagelsesgrund. Fritagelse kan også komme på tale for personer, der bor i de forholdsvis få områder, hvor der er begrænset adgang til internettet. Hvis en person ikke længere har fast bopæl eller fast ophold i Danmark, anses dette som en særlig omstændighed, der medfører fritagelse af den pågældende.
Fritagelse for digital kommunikation kan ikke i sig selv medføre, at den fritagne person mister rettigheder på de områder, som fonden administrerer, herunder ret til udbetaling.
Det forudsættes, at Arbejdsmarkedets Tillægspension inddrages i relevant omfang forud for udnyttelsen af de foreslåede bemyndigelsesbestemmelser.
Det foreslås i stk. 1, at beskæftigelsesministeren vil skulle føre tilsyn med, at bestyrelsen for fonden udfører sit hverv i overensstemmelse med lovgivningen, jf. dog stk. 2.
Fonden foreslås oprettet med en bestyrelse, der er ansvarlig for administrationen, hvorfor det foreslås, at beskæftigelsesministeren alene fører tilsyn med, at bestyrelsen lever op til sit ansvar for at sikre, at fonden administreres i overensstemmelse med lovgivningen. Det vil sige, at ministeren vil skulle føre tilsyn med, at bestyrelsens beslutninger ligger inden for lovgivningens rammer, ligesom tilsynet skal sikre, at fonden i forhold til de administrative opgaver, der er overladt til Arbejdsmarkedets Tillægspension, har sikret, at Arbejdsmarkedets Tillægspension har udarbejdet tilstrækkelige og betryggende aftaler med leverandører m.v. og instrukser til sine ansatte med henblik på at sikre, at fonden drives i overensstemmelse med lovgivningen. Det er ikke en betingelse, at bestyrelsen indkalder sådanne instrukser og aftaler til godkendelse. Ministeren vil ligeledes have tilsyn med, at der aflægges regnskab og foretages revision i henhold til lovgivningen. Ligeledes vil det være en tilsynsopgave at påse, at bestyrelsen sikrer, at der vedtages fyldestgørende og betryggende regler for bestyrelsens eget arbejde i forretningsordenen.
Beskæftigelsesministeren, der efter § 4, stk. 1, i LD-loven udpeger bestyrelsesmedlemmerne, vil om nødvendigt kunne trække en udpegning tilbage, hvis ministeren konstaterer, at en eller flere bestyrelsesmedlemmer ikke lever op til de forpligtelser og det ansvar, der følger af at være en del af bestyrelsen for fonden.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet skal påse, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond overholder forslagets § 18, stk. 1, ved forvaltningen af midlerne. Reglerne i LD-lovens kapitel 5 a finder tilsvarende anvendelse.
Det fremgår af forslagets § 18, stk. 1, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal forvalte de tilgodehavende feriemidler, der er indbetalt til fonden, efter reglerne i LD-lovens kapitel 3, 4 og 5.
LD-lovens §§ 10-10 m (kapitel 5 a), jf. lovbekendtgørelse nr. 1109 af 9. oktober 2014 som ændret ved § 7 i lov nr. 1490 af 23. december 2014 og § 2 i lov nr. 1569 af 15. december 2015, indeholder nærmere bestemmelser om Finanstilsynets tilsyn med Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
Efter LD-lovens § 10, stk. 1, påser Finanstilsynet overholdelsen af lovens §§ 4 b-4 d og 5, § 5 a, stk. 3-10, §§ 5 b og 5 c, regler udstedt i medfør af §§ 5 e og 5 f samt kapitlerne 4 og 5. Dermed fører Finanstilsynet blandt andet tilsyn med overholdelsen af kravene til Lønmodtagernes Dyrtidsfonds risiko- og virksomhedsstyring, brug af outsourcing og aftaler om administration, it-leverancer og formueforvaltningsopgaver med eksterne leverandører, ledelsens og medarbejdernes habilitet, placering af midlerne, samt overholdelse af reglerne om regnskab og revision.
Tilsynsbestemmelserne i LD-lovens kapitel 5 a indeholder herudover blandt andet regulering af Finanstilsynets adgang til at give påbud, adgang til oplysninger, herunder adgang til Lønmodtagernes Dyrtidsfond og dennes underleverandører m.v. mod behørig legitimation uden retskendelse, Lønmodtagernes Dyrtidsfonds offentliggørelse af Finanstilsynets reaktioner m.v., tavshedspligt, digital kommunikation, undtagelse af den finansielle virksomhed fra offentlighedsloven, og indbringelse af sager for retten ved Finanstilsynets foranstaltning.
Det bemærkes, at Finanstilsynet efter LD-lovens § 10 c, 1. pkt., afgiver en årlig beretning om tilsynet med Lønmodtagernes Dyrtidsfond til beskæftigelsesministeren. Beskæftigelsesministeren vil dermed få indsigt i Finanstilsynets tilsyn med formueforvaltningen af fondsmidlerne og vil kunne sikre, at den del af beretningen, der vedrører fondens midler, sendes til fondens bestyrelse.
Det foreslås i 1. pkt. og 2. pkt., at klage over afgørelser, der er truffet af fonden efter i denne lov, skal indgives til fonden inden 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt. Fonden vurderer, om der er grundlag for at give klager helt eller delvis medhold.
Med forslaget får fonden remonstrationsret, i og med fonden vil skulle vurdere, om der er grundlag for at give klager helt eller delvis medhold. Baggrunden herfor er at sikre en smidig og omkostningseffektiv sagsbehandling i de tilfælde, hvor fonden finder grundlag for at ændre sin afgørelse til fordel for klager.
Det foreslås i 3. pkt., at såfremt fonden ikke giver klager fuldt ud medhold, skal fonden sende klagen, begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Med ”fuldt ud medhold” forstås det almindelige begreb, som er fastlagt i forvaltningslovens §§ 22, 23 og 25, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014, samt i den forvaltningsretlige litteratur og praksis.
Forslaget indebærer, at der indføres en ordning med obligatorisk remonstration.
Forslaget om obligatorisk remonstration indebærer, at den gældende klagefrist i givet fald vil være overholdt, såfremt klagen indbringes for fonden, der har truffet afgørelsen, inden for 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt. Hvis en klage uanset klagevejledningen fejlagtigt indgives til rekursmyndigheden, vil klagen normalt skulle anses for rettidig, såfremt den er kommet frem til denne myndighed inden fristens udløb, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2.
Det foreslås i stk. 1, at den arbejdsgiver, der uden rimelig grund undlader at betale tilgodehavende feriemidler efter forslagets § 6, stk. 1 og 2, og §§ 8-9, vil kunne straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lov.
Forslagets § 6, stk. 1, vedrører de tilfælde hvor arbejdsgiver ikke har indbetalt de tilgodehavende feriemidler i forbindelse med indberetningen og ikke har tilkendegivet, at denne ønsker at beholde midlerne i virksomheden til de forfalder.
Forslagets § 6, stk. 2, vedrører de tilfælde, hvor fonden har krævet indbetaling af hele arbejdsgiverens udestående, fordi arbejdsgiveren ikke har indberettet oplysninger om tilgodehavende feriemidler i virksomheden.
Det vil være en betingelse for at ifalde ansvar efter bestemmelsen, at betalingskravet er forfaldent, at der er givet påkrav om betaling, og at der ikke foreligger en gyldig grund til at undlade betalingen. En sådan gyldig grund kunne f.eks. være, at arbejdsgiveren har klaget over fondens afgørelse om indbetaling og denne klage af Ankenævnet for ATP m.m. eller domstolene er tillagt opsættende virkning.
Forslagets § 8 indeholder bestemmelser om arbejdsgivernes årlige indbetaling af tilgodehavende feriemidler med henblik på udbetaling til lønmodtagerne.
Forslagets § 9 indeholder bestemmelser om arbejdsgivers indbetaling af tilgodehavende feriemidler til fonden i en række situationer såsom opløsning eller ophør af arbejdsgivers virksomhed eller konkurs.
Det foreslås, at bødeniveauet svarer til den bøde, arbejdsgiveren ville blive idømt, hvis denne uretmæssigt havde tilbageholdt et tilsvarende beløb fra FerieKonto. Straffeniveauet ved overtrædelse af indbetalingspligten til FerieKonto er behandlet i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2005 om sanktionen ved manglende indbetaling til Feriekonto. Det fremgår af dennes kapitel 5 om strafpåstande, at en arbejdsgiver ved overtrædelse af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 548 af 24. april 2015 om FerieKonto (FerieKonto-bekendtgørelsen), i 1. gangs tilfælde straffes med en bøde på 1.000 kr. pr. 3-måneders periode, for hvilken der ikke er sket indbetaling, i 2. gangs tilfælde med en bøde på 1.400 kr. pr. 3-måneders periode, for hvilken der ikke er sket indbetaling, og i 3. gangs tilfælde med en bøde på 1.800 kr. pr. 3-måneders periode, for hvilken der ikke er sket indbetaling. Det fremgår endvidere, at bøden i det omfang arbejdsgiveren har opnået en gevinst eller besparelse, som er væsentligt større end den bøde, som følger af de almindelige bødeniveauer, fastsættes med udgangspunkt i denne gevinst eller besparelse. Heri kan efter retspraksis blandt andet indgå summen af de morarenter, som arbejdsgiveren undgår at ifalde ved helt at undlade indberetning, jf. UfR 2005.470/2Ø.
Fastsættelsen af straffen vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Det foreslås endvidere i stk. 2, at der vil kunne pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Bestemmelsen indebærer, at der også i regler, som udfærdiges i medfør af loven, kan fastsættes regler om, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Det foreslås i stk. 3, at der vil kunne fastsættes bødestraf for overtrædelse af forskrifter udstedt i henhold til loven. Dermed sikres, at det vil være muligt at fastsætte bestemmelser om, at det vil være forbundet med strafansvar for arbejdsgivere og andre, der varetager opgaver i forbindelse med administrationen af tilgodehavende feriemidler, at undlade at opfylde de betalings-, oplysnings-, indberetnings- og dokumentationsforpligtelser, som de måtte blive pålagt med henblik på at sikre en korrekt administration.
Det foreslås i forslagets stk. 1, at en lønmodtager, som ønsker at benytte sig af retten efter § 48 a, stk. 3, i lov om ferie, jf. det samtidig fremsatte lovforslag herom, til at afholde op til 8,3 feriedage optjent i 2019 som særlige fondsferiedage med feriebetaling fra fonden, skal indgive ansøgning til fonden herom. Det medfører, at en lønmodtager, der i perioden fra 1. januar 2019 til 31. august 2019 har optjent mindre end 8,3 feriedage, og har optjent ferie i perioden fra 1. september 2019 til 31. december 2019, kan få udbetalt tilgodehavende feriemidler til brug for afholdelse af særlige fondsferiedage. Lønmodtagere, der ansættes 1. september 2019, vil hermed fortsat have mulighed for at afholde betalt ferie fra 1. maj 2020. De vil desuden som følge af det samtidig fremsatte lovforslag til en ny ferielov blive omfattet af regler om samtidighedsferie fra 1. september 2020 og dermed kunne afholde betalt ferie i henhold hertil. Der til bemærkes, at lønmodtager ikke kan overdrage sit krav på tilgodehavende feriemidler, herunder særlige fondsferiedage, mod fonden. Dermed kan der ikke støttes ret på aftaler eller ensidige tilkendegivelser, hvorved lønmodtageren fraskriver sig eller overdrager retten til ferie og feriebetaling, jf. § 23.
Det bemærkes i den anledning, at der i § 48 a, stk. 2, i lov om ferie, jf. det samtidig fremsatte lovforslag herom, foreslås, at feriegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg, som vedrører en lønperiode hen over månedsskiftet august-september 2019 anses for optjent i september 2019. Feriegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg, som vedrører en lønperiode hen over månedsskiftet august-september 2020 anses for optjent i september 2020. Det betyder, at alle indberetninger, som vedrører lønperioder, der slutter i perioden fra og med 1. september 2019 til og med 31. august 2020 således skal indberettes til fonden. Den foreslåede bestemmelse er særligt relevant for arbejdsgivere der har uge- eller 14-dageslønnede ansatte, idet disse arbejdsgivere, såfremt feriegodtgørelsen hen over nævnte periode ikke samlet bliver fremført til lønperiodens slutdato, administrativt vil skulle opsplittes i feriedage med et kr. beløb optjent før 1. september 2019 og feriedage med et kr. beløb optjent efter 1. september 2019.
Med forslaget indføres således en mulighed for nyansatte og tilbagevendte til arbejdsmarkedet i overgangsåret for at kunne holde betalt ferie i 2020, som de ville kunne, hvis ikke der blev indført et nyt feriesystem med samtidighedsferie.
Forslaget sikrer dermed, at også nye (og tilbagevendte) på arbejdsmarkedet, der er startet i 2019, i overgangsåret kan have op til 16,7 feriedage med betaling og dermed mulighed for at afholde betalt ferie i sommerperioden som andre lønmodtagere.
Det foreslås i forslagets stk. 2, at den feriebetaling, som fonden kan udbetale til lønmodtageren i forbindelse med afholdelse af særlige fondsferiedage, udgør 12,5 pct. af lønindkomsten i optjeningsperioden fra den 1. september 2019 til den 31. december 2019.
Beregning af feriebetaling til særlige fondsferiedage vil ske på baggrund af oplysninger i eIndkomst, FerieKonto, Arbejdsmarkedets Tillægspension m.v. Der vil i forhold til fastlæggelse af beregning af beløbet blive taget udgangspunkt i forslagets § 2 om opgørelse af tilgodehavende feriemidler. Hvis fondsferiedagene træder i stedet for feriegodtgørelse under FerieKontosystemet, eller feriegodtgørelse fra en feriekasse, vil udbetalingen være skattefri, jf. stk. 5, hvilket betyder, at der vil skulle foretages en korrektion af den beregnede feriebetaling, som umiddelbart er et bruttobeløb.
I forslagets stk. 3 foreslås det, at udbetaling efter forslaget stk. 2 skal fratrækkes lønmodtagerens krav på tilgodehavende feriemidler mod fonden efter forslagets § 12. Fonden skal forud for høringen af lønmodtageren efter forslagets § 4, stk. 1, undersøge, om lønmodtageren har fået udbetalt feriebetaling efter forslagets stk. 2, som skal fratrækkes ved opgørelsen af lønmodtagerens tilgodehavende feriemidler. Lønmodtagere, der har fået udbetalt tilgodehavende feriemidler efter denne bestemmelse, vil hermed have en forholdsmæssig mindre andel af den samlede formue i fonden, da de udbetalte tilgodehavende feriemidler vil være fratrukket opgørelsen af lønmodtagerens krav på tilgodehavende feriemidler.
Det foreslås i forslagets stk. 4, at udbetaling efter forslagets stk. 2 og fradrag efter forslagets stk. 3 er uden betydning for arbejdsgiverens pligt til indberetning, opgørelse og betaling af tilgodehavende feriemidler vedrørende den pågældende lønmodtager. Hermed ses der ved opgørelsen af, hvad arbejdsgiveren skal indbetale til fonden, bort fra det efter forslagets stk. 2 foretagne fradrag i, hvad lønmodtageren har krav på at få udbetalt. Det indebærer, at arbejdsgiveren vil skulle indbetale samtlige tilgodehavende feriemidler for en lønmodtager, der har fået udbetalt særlige fondsferiedage. Det vil være fonden, der skal foretage fradrag i lønmodtagerens krav på tilgodehavende feriemidler, jf. stk. 3.
Det foreslås i stk. 5, at udbetalingen af fondsferiedage vil skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang feriebetalingen træder i stedet for ferie med løn eller feriegodtgørelse i feriekortordninger uden feriekasser. Hvis fondsferiedagene træder i stedet for feriegodtgørelse under FerieKontosystemet eller feriegodtgørelse fra en feriekasse, vil udbetalingen derimod være skattefri. Udbetalingen af fondsferiedage undergives således den samme skattemæssige behandling som udbetalinger fra fonden i forbindelse med lønmodtagerens afgang fra arbejdsmarkedet.
Endelig foreslås det, at skattepligtige udbetalinger af fondsferiedage vil skulle henregnes til A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43. Fonden vil således med udgangspunkt i lønmodtagerens skattekort skulle beregne og indeholde A-skat i forbindelse med skattepligtige udbetalinger af fondsferiedage. Der skal desuden betales arbejdsmarkedsbidrag af de skattepligtige udbetalinger, svarende til at skattepligtige udbetalinger fra fonden i øvrigt er arbejdsmarkedsbidragspligtige, jf. forslagets § 34.
Arbejdsmarkedsbidraget opgøres og indeholdes af fonden efter de samme regler for indeholdelse af arbejdsmarkedsbidrag, der foreslås for så vidt angår ordinære arbejdsmarkedsbidragspligtige udbetalinger fra fonden i forbindelse med lønmodtagerens afgang fra arbejdsmarkedet, jf. kildeskattelovens § 49 B, jf. lovforslagets § 36, nr. 3.
Det foreslås i stk. 6, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om særlige fondsferiedage, herunder regler om lønmodtagerens ansøgning og ansøgningsfrist ud fra hensyn til bl.a. ferieplanlægning, samt fondens administration. Bemyndigelsen forventes udmøntet ved fastsættelse af nærmere regler for opgørelse og afholdelse af særlige fondsferiedage. Beskæftigelsesministeren vil ligeledes fastsætte nærmere regler om lønmodtagerens ansøgning, herunder ansøgningsfrist ud fra hensyn til ferieplanlægning for de berørte lønmodtagere, samt fondens administration.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2019.
Dermed vil loven træde i kraft samtidig med, at perioden for ferieåret for en del af de feriemidler, som arbejdsgiverne forpligtes til at foretage opgørelse og indberetning af som tilgodehavende feriemidler, jf. § 48, stk. 2, i det samtidig fremsatte forslag til ferielov, påbegyndes. Det bemærkes, at Arbejdsmarkedets Tillægspension og fonden vil kunne foretage fornødne forberedelseshandlinger forud for det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt, herunder foretage forberedende skridt i forbindelse med etableringen af fonden, udarbejdelse af løsningsoplæg til implementeringsplaner m.v.
Efter gældende regler i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond er Lønmodtagernes Dyrtidsfond oprettet med den opgave at forvalte og udbetale de midler, der hidrører fra indbetalingerne til Arbejdsmarkedets Tillægspension i medfør af lov nr. 230 af 2. juni 1977 om midlertidig indbetaling fra staten til Arbejdsmarkedets Tillægspension af visse dyrtidsportioner (dyrtidsindbetalingsloven).
Det foreslås, at der i § 1 i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 1109 af 9. oktober 2014, som senest ændret ved § 12 i lov nr. 1549 af 13. december 2016indsættes et stk. 2, hvorefter Lønmodtagernes Dyrtidsfond vil skulle drive Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler. Forslaget er en konsekvens af, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond, som følge af forslaget til lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, får til opgave at drive den foreslåede fond, Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, jf. forslagets § 1, stk. 2.
Forslaget indebærer, at Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler oprettes som en særskilt økonomisk enhed i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der forestår midlernes indbetaling, forvaltning og udbetaling, jf. nærværende forslag om Lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Feriemidlerne vil skulle holdes adskilt fra Lønmodtagernes Dyrtidsfonds øvrige midler, som omvendt ikke hæfter for resultatet af forvaltningen af feriemidlerne.
Der vil således være tale om to grupper af berettigede lønmodtagere i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, nemlig dels de berettigede lønmodtagere efter § 1 stk. 1 i Lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond og dels de berettigede lønmodtagere efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, som foreslås tilføjet i et nyt stk. 2. Ved midlernes placering skal der tilstræbes en betryggende sikkerhed, en opretholdelse af midlernes realværdi samt højest muligt afkast for de to grupper hver for sig.
Det betyder, at Lønmodtagernes Dyrtidsfonds bestyrelse og direktion, som er udpeget efter reglerne i Lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfonds kapitel 3, vil være de overordnet ansvarlige for at drive fonden i overensstemmelse med dennes formål. Lønmodtagernes Dyrtidsfond vil skulle forvalte de tilgodehavende feriemidler efter reglerne i Lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond kapitel 3, 4 og 5, således at de berettigede lønmodtageres interesser varetages bedst muligt.
Som det fremgår af § 19 i forslag til lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, vil Arbejdsmarkedets Tillægspension skulle yde teknisk og administrativ bistand til driften af fonden. Lønmodtagernes Dyrtidsfonds ledelse, vil skulle indgå administrationsaftale med Arbejdsmarkedets Tillægspension om teknisk og administrativ bistand.
Forvaltningen af Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler vil være en del af den offentlige forvaltning og dermed omfattet af offentlighedsloven, forvaltningsloven m.v., på samme måde som Lønmodtagernes Dyrtidsfond er det.
Finanstilsynets tilsyn med Lønmodtagernes Dyrtidsfond vil også gælde forvaltningen af de tilgodehavende feriemidler.
For en nærmere beskrivelse af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds drift og administration af Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 1, 18 og 19.
Det foreslås, at der i lov om Lønmodtagernes Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, som ændret ved § 7 i lov nr. 1569 af 15. december 2015, før § 1 indsættes en ny overskrift med titlen Lovens formål.
Baggrunden for forslaget er, at der i lov om Lønmodtagernes Garantifond (LG-loven) foreslås indsat nye bestemmelser om krav på tilgodehavende feriemidler, jf. forslagets § 31, nr. 4. Formålet med indsættelsen af en ny overskrift før LG-lovens § 1 er hensynet til et struktureret overblik. Den foreslåede ændring sker endvidere for at afgrænse de bestemmelser, der alene finder anvendelse for lønmodtageres krav hos Lønmodtagernes Garantifond over for Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav hos Lønmodtagernes Garantifond, i det Lønmodtagernes Garantifond med lovforslaget ikke længere kun ville skulle dække lønmodtagerkrav, men fremover også vil skulle dække Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler hos en arbejdsgiver.
Til nr. 2
Efter de gældende regler i § 1, stk. 1, i LG-loven sikrer fonden lønmodtageres krav på løn m.v. i tilfælde af konkurs, arbejdsgivers død, såfremt der træffes afgørende om insolvensbehandling eller boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling, ved virksomhedens ophør, såfremt det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet, eller under arbejdsgiverens rekonstruktionsbehandling.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 1, stk. 4. Det foreslås heri, at Lønmodtagernes Garantifond skal sikre Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler efter §§ 8 a-8 c.
Baggrunden for forslaget er hensynet til, at lønmodtagernes krav på tilgodehavende feriemidler skal sikres i tilstrækkelig grad. Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 31, nr. 4.
Til nr. 3
Det foreslås, at der, før § 2 i LG-loven, indsættes en ny overskrift med titlen Lønmodtagerkrav m.v..
Baggrunden for forslaget er, at der i LG-loven foreslås indsat nye bestemmelser om krav på tilgodehavende feriemidler, jf. forslagets § 31, nr. 4. Formålet med indsættelsen af en ny overskrift før LG-lovens § 2 er hensynet til et struktureret overblik. Den foreslåede ændring sker endvidere for at afgrænse de bestemmelser, der alene finder anvendelse for lønmodtageres krav hos Lønmodtagernes Garantifond over for Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav hos Lønmodtagernes Garantifond, i det Lønmodtagernes Garantifond med lovforslaget ikke længere kun ville skulle dække lønmodtagerkrav, men fremover også vil skulle dække Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler hos en arbejdsgiver.
Til nr. 4
Efter gældende regler i § 5, stk. 1, i LG-loven, skal offentlige myndigheder, arbejdsgivere og faglige organisationer efter anmodning give fonden oplysninger, der har betydning for afgørelser om udbetaling fra fonden.
Det foreslås, at ordlyden i § 5, stk. 1 ændres fra »afgørelser om udbetaling fra fonden« til »administrationen af denne lov«.
Med forslaget udvides bestemmelsen til at omfatte oplysninger til brug for fondens administration, og ikke blot oplysninger til brug for fondens afgørelser. Det bemærkes, at der alene vil være tale om oplysninger af ikke-følsom karakter. Baggrunden for forslaget er, at der med forslag til lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler foreslås indsat nye bestemmelser i LG-loven om sikring af krav på tilgodehavende feriemidler.
Forslaget indebærer, at offentlige myndigheder, arbejdsgivere og faglige organisationer efter anmodning skal give Lønmodtagernes Garantifond oplysninger, der har betydning for afgørelser om udbetaling fra fonden, således at offentlige myndigheder, arbejdsgivere og faglige organisationer efter anmodning skal give fonden nødvendige ikke-følsomme personoplysninger, der har betydning for fondens administration af krav.
Den foreslåede ændring skal sikre, at fonden også får mulighed for at indhente nødvendige ikke-følsomme personoplysninger fra f.eks. arbejdsgivere i det omfang, det har betydning i forhold til administrationen med Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler efter §§ 8 a-8 c. Ved administration af feriemidler menes bl.a. udbetaling til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler og opkrævning af arbejdsgivere.
Behandlingsreglerne ligger indenfor rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, hvorefter medlemsstaterne kan indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om behandling af oplysninger, der er nødvendige for at overholde en retlig forpligtelse som påhviler den dataansvarlige, jf. artikel 6, stk. 1, litra c, eller er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt, jf. artikel 6, stk. 1, litra e.
De oplysninger, som kan indhentes af og behandles i fonden er almindelige personoplysninger, som eksempelvis oplysninger om navn, CPR-nummer, adresse, alder m.v. omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6. Derudover vil der også blive behandlet personoplysninger, som eksempelvis oplysninger om, at en borger har en feriehindring i form af sygdom eller anden feriehindring m.v. Da der ikke er tale om konkrete oplysninger om heldbred i form af oplysninger om sygdommens art, men alene oplysninger om at en lønmodtager har været uarbejdsdygtig og har en feriehindring, vurderes der ikke at være tale om følsomme personoplysninger, jf. forordningens artikel 9, stk. 1.
Beskæftigelsesministeriet vurderer på baggrund heraf, at lovforslagets § 31, nr. 4, kan indføres på grundlag af forordningens artikel 6, stk. 1, litra c. Medlemsstaterne kan indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om behandling af oplysninger, der er nødvendige for at overholde en retlig forpligtelse som påhviler den dataansvarlige, jf. artikel 6, stk. 2 og 3. Beskæftigelsesministeriet vurderer således, at det er nødvendigt for fondens overholdelse af sin forpligtelse til at administrere efter loven, at der er særlige regler om behandlingen af oplysninger om optjente feriemidler og opsparede feriedage knyttet til en bestemt lønmodtager og et specifikt ansættelsesforhold, idet det er en forudsætning for at opretholde den foreslåede administration af loven, der med lovforslaget udvides til også at omfatte tilgodehavende feriemidler. Baggrunden for vurderingen er, at det er afgørende for fondens mulighed for at varetage sin retlige forpligtelse til at forvalte og administrere lønmodtagerens krav på tilgodehavende feriemidler, at den vil kunne indhente relevante oplysninger. Behandlingen af oplysningerne skal ske på en saglig og lovlig måde, der er overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens bestemmelser om behandling af ikke-følsomme oplysninger. Beskæftigelsesministeriet vurderer endvidere, at bestemmelsen lever op til kravet i forordningens artikel 6, stk. 2, om at være mere specifikke bestemmelser om anvendelsen af forordningen. Reglerne er således specifikt afgrænset til at vedrøre særlige oplysninger i form af oplysninger om navn, CPR-nummer eller anden entydig identifikation, det beløb, som de tilgodehavende feriemidler er opgjort til, samt antallet af opsparede feriedage og feriepengeudbetaler og andre ikke-følsomme oplysninger, og fastsætter mere præcist specifikke krav til behandling og andre foranstaltninger for at sikre lovlig og rimelig behandling. Det bemærkes, at fonden ved indhentning og behandling af oplysninger om lønmodtager, vil skulle overholde de generelle principper for behandling af personoplysninger, som fastsættes i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, hvorefter personoplysninger blandt andet skal behandles lovligt og rimeligt, og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede, samt indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål, og ikke må viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål. Derudover må alene indhentes og behandles oplysninger, der er tilstrækkelige, relevante og begrænsede til, hvad der er nødvendigt i forhold til Lønmodtagernes Garantifonds brug for administration af denne lov.
Til nr. 5
Efter gældende regler i § 5, stk. 3, 1. pkt., omfatter stk. 2 alle oplysninger om indkomst m.v. til brug for beregning og udbetaling til lønmodtageren af krav mod en ophørt og insolvent arbejdsgiver, herunder oplysninger om, hvem der har foretaget indberetningen, og identiteten af den, oplysningerne vedrører.
Det foreslås, at LG-lovens § 5, stk. 3, 1. pkt. udvides med ordlyden »samt til brug for administration af og kontrol med §§ 8 a-8 c«.
Den foreslåede ændring skal sikre, at de oplysninger fonden kan indhente også omfatter nødvendige ikke-følsomme personoplysninger fra f.eks. solvente arbejdsgivere i det omfang, det har betydning i forhold til administrationen og kontrollen med Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler efter §§ 8 a-8 c. Ved administration af feriemidler menes bl.a. udbetaling til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler og opkrævning af arbejdsgivere.
Baggrunden for forslaget er, at Lønmodtagernes Garantifond med lovforslaget ikke længere kun vil skulle dække lønmodtagerkrav, men også Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler hos en arbejdsgiver.
Det foreslås på baggrund af overvejelser om den forventede rækkevidde af databeskyttelsesforordningen, at der fastsættes specifikke krav til behandling af personoplysninger og oplysninger om juridiske personer i forbindelse med administrationen af tilgodehavende feriemidler, herunder bestemmelser om, i hvilket omfang Lønmodtagernes Garantifond skal kunne behandle de oplysninger, der er nødvendige for at administrere lovens regler. Behandlingsreglerne ligger indenfor rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, hvorefter medlemsstaterne kan indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om behandling af oplysninger, der er nødvendige for at overholde en retlig forpligtelse som påhviler den dataansvarlige, jf. artikel 6, stk. 1, litra c, eller er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt, jf. artikel 6, stk. 1, litra e.
De oplysninger, som kan behandles i Lønmodtagernes Garantifond vil være almindelige person- og virksomhedsoplysninger, som eksempelvis oplysninger om navn, adresse, alder, CPR-nummer, CVR-nummer m.v. omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6. Derudover vil der også kunne blive behandlet personoplysninger, som eksempelvis oplysninger om, at en borger har en feriehindring i form af sygdom eller anden feriehindring m.v. Da der ikke er tale om konkrete oplysninger om heldbred i form af oplysninger om sygdommens art, men alene oplysninger om at en lønmodtager har været uarbejdsdygtig og har en feriehindring, vurderes der ikke at være tale om følsomme personoplysninger, jf. forordningens artikel 9, stk. 1. Herudover vil Lønmodtagernes Garantifond kunne indhente oplysninger om, hvilke offentlige ydelser en lønmodtager har modtaget i en given periode. Da der alene er tale om oplysninger om ydelsesarten, og ikke baggrunden for tilkendelsen af ydelsen vurderes det ikke at være en følsom personoplysning, jf. forordningens artikel 9, stk. 1.
Beskæftigelsesministeriet vurderer på baggrund heraf, at lovforslagets § 31, nr. 5 kan indføres på grundlag af forordningens artikel 6, stk. 1, litra c. Medlemsstaterne kan indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om behandling af oplysninger, der er nødvendige for at overholde en retlig forpligtelse som påhviler den dataansvarlige, jf. artikel 6, stk. 2 og 3. Beskæftigelsesministeriet vurderer således, at det er nødvendigt for, at Lønmodtagernes Garantifond kan overholde sin forpligtelse til at administrere de i fonden værende midler og kontrollere overholdelsen af loven, at der er særlige regler om behandlingen af oplysninger om optjente feriemidler og opsparede feriedage knyttet til en bestemt lønmodtager og et specifikt ansættelsesforhold hos en konkret arbejdsgiver, idet det er en forudsætning for at opretholde den foreslåede administration af og kontrol med udbetaling af feriemidlerne. Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at fondens retmæssige administration af loven i høj grad afhænger af et korrekt og opdateret datagrundlag, der eksempelvis skal bidrage til modvirke snyd med udbetalinger m.v.
Endvidere er det en forudsætning, at videregivelse af oplysninger om udbetaling af feriemidler til en lønmodtager kan ske til arbejdsløshedskasser, Udbetaling Danmark, kommunale og statslige myndigheder med henblik på deres kontrol for dobbeltforsørgelse eller anden form for omgåelse af reglerne for udbetalinger fra fonden. Endelig er det forudsætning for fondens kontrol med retmæssig udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter loven, at fonden har adgang til oplysninger i indkomstregisteret, herunder oplysninger om udbetalte offentlige ydelser eller eksempelvis overgang til folkepension eller lignende.
Beskæftigelsesministeriet vurderer endvidere, at bestemmelsen lever op til kravet i forordningens artikel 6, stk. 2, om at være mere specifikke bestemmelser om anvendelsen af forordningen. Reglerne er således specifikt afgrænset til at vedrøre særlige oplysninger i form af oplysninger om eksempelvis navn, CPR-nummer, CVR-nummer eller anden entydig identifikation, det beløb, som de tilgodehavende feriemidler er opgjort til, antallet af opsparede feriedage og feriepengeudbetaler, modtagelse af offentlige ydelser, overgang til folkepension m.v., og fastsætter mere præcist specifikke krav til behandling og andre foranstaltninger for at sikre lovlig og rimelig behandling.
Det bemærkes, at fonden ved indhentning og behandling af oplysninger om lønmodtager og arbejdsgiver, vil skulle overholde de generelle principper for behandling af personoplysninger, som fastsættes i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, hvorefter personoplysninger blandt andet skal behandles lovligt og rimeligt, og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede, samt indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål, og ikke må viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål. Derudover må alene indhentes og behandles oplysninger, der er tilstrækkelige, relevante og begrænsede til, hvad der er nødvendigt i forhold til fondens brug for administration af de tilgodehavende feriemidler og kontrol med overholdelsen af denne lov.
I Justitsministeriets lovforslag L 68 til databeskyttelsesloven, der er fremsat den 25. oktober 2017, opretholdes den i gældende ret indsatte forudsætning om, at der blandt andet skal være direkte lovhjemmel til samkøring i kontroløjemed ikke. Efter databeskyttelsesforordningen vil samkøring i kontroløjemed således skulle leve op til de almindelige principper og regler om behandling. Da samkøring i kontroløjemed per definition vil være en indgribende behandlingssituation, vil sådan behandling dog skærpe opmærksomheden på kravene i blandt andet forordningens artikel 5 om principper for behandling af personoplysninger, herunder proportionalitetsprincippet, jf. betænkning nr. 1565 om databeskyttelsesforordningen s. 97.
Til nr. 6
Efter gældende regler i § 5, stk. 3, 2. pkt., kan der ske samkøring og sammenstilling af oplysninger for at supplere og kontrollere lønmodtagerens oplysninger i forbindelse med udbetaling af krav anmeldt over for fonden.
Det foreslås, at LG-lovens § 5, stk. 3, 2. pkt., affattes således, at der kan ske samkøring og sammenstilling af oplysninger fra fondens egne registre, herunder af oplysninger, der er indhentet efter stk. 1 og 2, til brug for administration og kontrol efter denne lov. Der er med forslaget tale om en ny affattelse af sidste led i LG-lovens registersamkøringsbestemmelse i § 5, stk. 3.
Den foreslåede ændring skal sikre, at de oplysninger fonden kan indhente også omfatter nødvendige ikke-følsomme personoplysninger fra f.eks. solvente arbejdsgivere i det omfang, det har betydning i forhold til administrationen med Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler efter §§ 8 a-8 c. Ved administration af feriemidler menes bl.a. udbetaling til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler og opkrævning af arbejdsgivere.
Baggrunden for forslaget til nyaffattelsen er, at med forslaget til lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, vil Lønmodtagernes Garantifond ikke længere kun skulle dække lønmodtagerkrav, men også Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler hos en arbejdsgiver. Som en konsekvens af dette, foreslås det at ændre registersamkøringsbestemmelsen i § 5, stk. 3, således at bestemmelsen også omfatter oplysninger om indkomst m.v. til brug for fondens administration af og kontrol med §§ 8 a-8 c, herunder oplysninger om, hvem der har foretaget indberetningen, og identiteten af den, oplysningerne vedrører.
Det foreslås på baggrund af overvejelser om den forventede rækkevidde af databeskyttelsesforordningen, at der fastsættes specifikke krav til behandling af personoplysninger og oplysninger om juridiske personer i forbindelse med administrationen af tilgodehavende feriemidler, herunder bestemmelser om, i hvilket omfang Lønmodtagernes Garantifond skal kunne behandle de oplysninger, der er nødvendige for at administrere lovens regler. Behandlingsreglerne ligger indenfor rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, hvorefter medlemsstaterne kan indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om behandling af oplysninger, der er nødvendige for at overholde en retlig forpligtelse som påhviler den dataansvarlige, jf. artikel 6, stk. 1, litra c, eller er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt, jf. artikel 6, stk. 1, litra e.
De oplysninger, som kan behandles i Lønmodtagernes Garantifond vil være almindelige person- og virksomhedsoplysninger, som eksempelvis oplysninger om navn, adresse, alder, CPR-nummer, CVR-nummer m.v. omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6. Derudover vil der også kunne blive behandlet personoplysninger, som eksempelvis oplysninger om, at en borger har en feriehindring i form af sygdom eller anden feriehindring m.v. Da der ikke er tale om konkrete oplysninger om heldbred i form af oplysninger om sygdommens art, men alene oplysninger om at en lønmodtager har været uarbejdsdygtig og har en feriehindring, vurderes der ikke at være tale om følsomme personoplysninger, jf. forordningens artikel 9, stk. 1. Herudover vil Lønmodtagernes Garantifond kunne indhente oplysninger om, hvilke offentlige ydelser en lønmodtager har modtaget i en given periode. Da der alene er tale om oplysninger om ydelsesarten, og ikke baggrunden for tilkendelsen af ydelsen vurderes det ikke at være en følsom personoplysning, jf. forordningens artikel 9, stk. 1.
Beskæftigelsesministeriet vurderer på baggrund heraf, at lovforslagets § 31, nr. 6 kan indføres på grundlag af forordningens artikel 6, stk. 1, litra c. Medlemsstaterne kan indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om behandling af oplysninger, der er nødvendige for at overholde en retlig forpligtelse som påhviler den dataansvarlige, jf. artikel 6, stk. 2 og 3. Beskæftigelsesministeriet vurderer således, at det er nødvendigt for, at Lønmodtagernes Garantifond kan overholde sin forpligtelse til at administrere de i fonden værende midler og kontrollere overholdelsen af loven, at der er særlige regler om behandlingen af oplysninger om optjente feriemidler og opsparede feriedage knyttet til en bestemt lønmodtager og et specifikt ansættelsesforhold hos en konkret arbejdsgiver, idet det er en forudsætning for at opretholde den foreslåede administration af og kontrol med udbetaling af feriemidlerne. Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at fondens retmæssige administration af loven i høj grad afhænger af et korrekt og opdateret datagrundlag, der eksempelvis skal bidrage til modvirke snyd med udbetalinger m.v.
Endvidere er det en forudsætning, at videregivelse af oplysninger om udbetaling af feriemidler til en lønmodtager kan ske til arbejdsløshedskasser, Udbetaling Danmark, kommunale og statslige myndigheder med henblik på deres kontrol for dobbeltforsørgelse eller anden form for omgåelse af reglerne for udbetalinger fra fonden. Endelig er det forudsætning for fondens kontrol med retmæssig udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter loven, at fonden har adgang til oplysninger i indkomstregisteret, herunder oplysninger om udbetalte offentlige ydelser eller eksempelvis overgang til folkepension eller lignende.
Beskæftigelsesministeriet vurderer endvidere, at bestemmelsen lever op til kravet i forordningens artikel 6, stk. 2, om at være mere specifikke bestemmelser om anvendelsen af forordningen. Reglerne er således specifikt afgrænset til at vedrøre særlige oplysninger i form af oplysninger om eksempelvis navn, CPR-nummer, CVR-nummer eller anden entydig identifikation, det beløb, som de tilgodehavende feriemidler er opgjort til, antallet af opsparede feriedage og feriepengeudbetaler, modtagelse af offentlige ydelser, overgang til folkepension m.v., og fastsætter mere præcist specifikke krav til behandling og andre foranstaltninger for at sikre lovlig og rimelig behandling.
Det bemærkes, at fonden ved indhentning og behandling af oplysninger om lønmodtager og arbejdsgiver, vil skulle overholde de generelle principper for behandling af personoplysninger, som fastsættes i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, hvorefter personoplysninger blandt andet skal behandles lovligt og rimeligt, og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede, samt indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål, og ikke må viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål. Derudover må alene indhentes og behandles oplysninger, der er tilstrækkelige, relevante og begrænsede til, hvad der er nødvendigt i forhold til fondens brug for administration af de tilgodehavende feriemidler og kontrol med overholdelsen af denne lov.
I Justitsministeriets lovforslag L 68 til databeskyttelsesloven, der er fremsat den 25. oktober 2017, opretholdes den i gældende ret indsatte forudsætning om, at der blandt andet skal være direkte lovhjemmel til samkøring i kontroløjemed ikke. Efter databeskyttelsesforordningen vil samkøring i kontroløjemed således skulle leve op til de almindelige principper og regler om behandling. Da samkøring i kontroløjemed per definition vil være en indgribende behandlingssituation, vil sådan behandling dog skærpe opmærksomheden på kravene i blandt andet forordningens artikel 5 om principper for behandling af personoplysninger, herunder proportionalitetsprincippet, jf. betænkning nr. 1565 om databeskyttelsesforordningen s. 97.
Til nr. 7
Efter gældende regler i lov om Lønmodtagernes Garantifond sikrer Lønmodtagernes Garantifond lønmodtageres krav på løn m.v. i tilfælde af konkurs, arbejdsgivers død, såfremt der træffes afgørende om insolvensbehandling eller boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling, ved virksomhedens ophør, såfremt det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet, eller under arbejdsgiverens rekonstruktionsbehandling.
Det foreslås, at der, efter § 8 i LG-loven, indsættes en ny overskrift med titlen Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav.
Baggrunden for forslaget er, at der i LG-loven foreslås indsat nye bestemmelser om krav på tilgodehavende feriemidler, jf. forslagets § 31, nr. 4. Formålet med indsættelsen af en ny overskrift efter LG-lovens § 8 er hensynet til et struktureret overblik. Den foreslåede ændring sker endvidere for at afgrænse de bestemmelser, der alene finder anvendelse for lønmodtageres krav hos Lønmodtagernes Garantifond over for Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav hos Lønmodtagernes Garantifond, i det Lønmodtagernes Garantifond med lovforslaget ikke længere kun ville skulle dække lønmodtagerkrav, men fremover også vil skulle dække Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler hos en arbejdsgiver.
Efter de gældende regler i LG-lovens § 1, stk. 1, sikrer Lønmodtagernes Garantifond lønmodtageres krav på løn m.v. i tilfælde af arbejdsgiverens konkurs, død (såfremt der træffes afgørelse om insolvensbehandling eller boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling), ved virksomhedens ophør (såfremt det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet) eller under arbejdsgiverens rekonstruktionsbehandling.
Med forslaget foreslås det endvidere, at der indsættes en § 8 a, stk. 1, hvorefter Lønmodtagernes Garantifond skal sikre Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler. Lønmodtagernes Garantifond skal dække krav på tilgodehavende feriemidler i alle tilfælde, hvor et krav ikke er indbetalt til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler efter forfald i henhold til det samtidig affattede forslag til lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidlers kapitel 3. Det vil blandt andet være tilfældet, hvor arbejdsgivers virksomhed opløses, arbejdsgivers virksomhed ophører eller arbejdsgiver opgiver den tilknytning til Danmark, som udløste de registrerede krav på tilgodehavende feriebetaling, og i øvrigt ved arbejdsgivers konkurs eller arbejdsgivers død, såfremt der træffes afgørelse om insolvensbehandling, eller boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling. Forslaget indebærer desuden, at Lønmodtagernes Garantifond skal dække Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler i tilfælde, hvor en arbejdsgiver ikke har indbetalt forfaldne tilgodehavende feriemidler i forbindelse med afvikling af sine aktiviteter.
Herudover vil Lønmodtagernes Garantifond skulle dække i tilfælde, hvor Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler træffer afgørelse om, at arbejdsgiveren skal foretage indbetaling af tilgodehavende feriemidler inden for en frist på fire uger, under henvisning til manglende indberetning, jf. den foreslåede § 3, stk. 1, i det samtidig affattede forslag til lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, eller bekræftelse af, at arbejdsgiver ønsker at beholde ikke forfaldne, tilgodehavende feriemidler i virksomheden, jf. den foreslåede § 6, stk. 2, i det samtidig affattede forslag til lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Tilsvarende gælder afgørelse om indbetaling inden fire uger i henhold til § 5, 2. pkt., i det samtidig fremsatte forslag til lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.
Der henvises til kapitel 3 i det samtidig affattede forslag til lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.
Det bemærkes, at der med den foreslåede indsættelse af § 8 a, stk. 1 i LG-loven ikke ændres i beskæftigelsesministerens hjemmel til at fastsætte nærmere regler om anmeldelse af krav over for fonden, dokumentation, fondens behandling af krav samt udbetaling fra fonden, jf. den gældende LG-lovs § 10. Bemyndigelsen i LG-lovens § 10 vil således også finde anvendelse for krav på tilgodehavende feriemidler.
Efter de gældende regler i LG-lovens § 1, stk. 2, sikrer Lønmodtagernes Garantifond lønmodtageres krav på løn m.v. i forhold til virksomheder, der virker i flere medlemsstater inden for EU og EØS i de situationer, der er oplistet i LG-lovens § 1, stk. 2, nr. 1 og 2. Det vil sige, at Lønmodtagernes Garantifond sikrer krav på løn m.v., såfremt lønmodtageren sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i Danmark, og virksomheden kan anses for insolvent. Bestemmelsen udmønter artikel 9 i EU-direktiv 2008/94/EF. Efter de gældende regler i LG-lovens § 2, stk. 1, omfatter garantien hos Lønmodtagernes Garantifond krav på løn og andet vederlag, erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet, godtgørelse i forbindelse med opsigelse eller afbrydelse af arbejdsforholdet samt feriegodtgørelse. Garantien omfatter dog ikke den del af kravet, som arbejdsgiveren skulle have indeholdt i kildeskat eller i forbindelse med lønindeholdelse efter kildeskattelovens § 73.
Som konsekvens af forslagets § 31, nr. 2, hvorefter Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler kan opnå dækning for tilgodehavende feriemidler hos Lønmodtagernes Garantifond, foreslås det, at den gældende garanti for dækning udvides til også at omfatte tilgodehavende feriemidler.
Det foreslås derfor i § 8 a, stk. 2, 1. pkt., at beløbet efter stk. 1 omfatter krav på tilgodehavende feriemidler med indeksering efter den foreslåede § 7 i det samtidig affattede forslag til lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.
Dermed vil beløbet omfatte tilgodehavende feriemidler, hvorved forstås Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på feriebetaling opgjort efter den foreslåede § 2 i det samtidig affattede forslag til lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Herudover vil beløbet omfatte den årlige indeksering af de tilgodehavende feriemidler, som arbejdsgiveren vælger at beholde i virksomheden, jf. den foreslåede § 7 i det samtidig affattede forslag til lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Dækningen ydes, uanset hvor disse krav er optjent.
Det foreslås i § 8 a, stk. 2, 2. pkt., at beløbet efter stk. 1 endvidere omfatter forfaldne gebyrer efter de foreslåede § 3, stk. 5, og § 10, i det samtidig affattede forslag til lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.
Dermed vil beløbet omfattet de gebyrer, der pålægges rykkerskrivelser, som fonden sender til en arbejdsgiver i medfør af forslaget til § 3, stk. 5 og § 10.
Det foreslås yderligere i § 8 a, stk. 2, 3. pkt., at beløbet ikke skal omfatte, hvad der svarer til en fast afgift på 38 pct. Baggrunden herfor er, at Lønmodtagernes Garantifond alene skal dække kravet på de tilgodehavende feriemidler efter skat, mens SKAT vil skulle opkræve skattedelen af kravet på de tilgodehavende feriemidler. Det giver imidlertid ikke skatteteknisk mening at beskatte med lønmodtagerens individuelle trækprocent på dækningstidspunktet. Når Lønmodtagernes Garantifond skal dække fondens krav, foreslås det, at der sker beskatning efter en model, hvorefter der i tilfælde, hvor Lønmodtagernes Garantifond dækker fondens krav, beregnes en fast afgift på 38 pct. Det giver alle lønmodtagere en ensartet behandling og sikrer, at der ikke sker nogen påvirkning af den pågældende lønmodtagers skattegrundlag i det pågældende år. Der sker således indbetaling til fonden fra Lønmodtagernes Garantifond af lønmodtagerens nettotilgodehavende efter afgift, dvs. 62 pct. af lønkravet, og der skal ikke ske indkomstbeskatning ved udbetaling fra fonden til sin tid af et sådant nettotilgodehavende med forrentning til lønmodtageren. Ved indbetaling af nettokravet til fonden foretager Lønmodtagernes Garantifond afgiftsberigtigelse, således at afgiftskravet mod arbejdsgiveren overgår til SKAT.
Det bemærkes, at i tilfælde hvor fonden har udbetalt de tilgodehavende feriemidler til den berettigede lønmodtager, og hvor der er tale om udbetaling af bruttomidler, hvoraf der indeholdes indkomstskat, inden Lønmodtagernes Garantifond godtgør 62 pct. af det krav, fonden havde mod arbejdsgiveren, kan fonden få godtgjort den indeholdte indkomstskat hos SKAT, som vil skulle opkræve denne hos arbejdsgiveren eller boet efter denne. Derved undgår fonden at tabe skatteandelen på det krav, som fonden havde mod arbejdsgiveren.
Afgiftsprocenten foreslås at skulle være 38. Afgiftssatsen svarer omtrent til trækprocenten (uden arbejdsmarkedsbidrag) for en skatteyder i en kommune med en landsgennemsnitlig kommune- og kirkeskat, der herudover betaler bundskat og sundhedsbidrag, men ikke topskat af indkomsten.
Det fremgår af Ferielovsudvalgets betænkning, at de 38 pct. er den endelige afregning af skatten, og at de resterende 62 pct. skal indbetales til fonden. Det har i den forbindelse været den fælles forståelse i udvalget, at det bl.a. indebærer, at der ikke skal betales arbejdsmarkedsbidrag af beløbet. Når lønmodtagerens tilgodehavende til sin tid bliver udbetalt til lønmodtageren, inkl. tilvæksten i tilgodehavendet hidrørende fra lønindeksering og afkastet i fonden, bliver der således ikke beregnet AM-bidrag af udbetalingen, og udbetalingen er i øvrigt skattefri, jf. forslagets § 33, nr. 1.
I de gældende regler i LG-lovens § 2, stk. 1, omfatter garantien hos Lønmodtagernes Garantifond ikke den del af kravet, som arbejdsgiveren skulle have indeholdt i kildeskat eller i forbindelse med lønindeholdelse efter kildeskattelovens § 73. Det indebærer, at Lønmodtagernes Garantifond ikke dækker SKAT’s krav på kildeskat af tilgodehavende feriemidler. Samme princip videreføres her.
Forslaget indebærer, at Lønmodtagernes Garantifond foretager et fradrag for afgiften og indbetaler nettobeløbet til fonden. Lønmodtageren har herefter et nettokrav, dvs. et krav, som ikke er undergivet indkomstbeskatning ved udbetaling. SKAT har et krav mod arbejdsgiveren, som skal kunne inddrives som andre skattekrav.
Som konsekvens af forslagets § 32, nr. 1, hvorefter krav på tilgodehavende feriemidler indsættes som et nyt punkt i konkurslovens § 95, stk. 1, og for at sikre Lønmodtagernes Garantifonds dækning af Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav i konkursboet, foreslås det, at beløbet i tilfælde af arbejdsgiverens konkurs, død (såfremt der træffes afgørelse om insolvensbehandling eller boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling) eller ved virksomhedens ophør (såfremt det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet, når det er forfaldet til betaling) forudsætter, at kravet er eller i tilfælde af konkurs ville være omfattet af konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 6, om tilgodehavende feriemidler.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 32, nr. 1.
Muligheden for, at Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler kan opnå dækning for tilgodehavende feriemidler hos Lønmodtagernes Garantifond er ny og en følge af det samtidig fremsatte lovforslag om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.
Efter gældende regler foretager fonden udbetaling af lønmodtagers krav, når kravet er anmeldt og dokumenteret over for fonden. Det er en betingelse, at kravet er forfaldet.
Som en konsekvens af forslagets § 31, nr. 2, hvorefter Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler kan opnå dækning for tilgodehavende feriemidler hos Lønmodtagernes Garantifond, foreslås det i § 8 b, at Lønmodtagernes Garantifond på tilsvarende måde som for lønmodtagerkrav foretager udbetaling til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, når kravet er anmeldt og dokumenteret over for Lønmodtagernes Garantifond. Såfremt kun en del af kravet er dokumenteret, vil fonden alene kunne foretage udbetaling af den dokumenterede del af kravet, og vil skulle anmode om yderligere dokumentation for restkravet.
Muligheden for, at Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler kan opnå dækning for tilgodehavende feriemidler hos Lønmodtagernes Garantifond er ny og en følge af det samtidig fremsatte lovforslag om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Baggrunden for, at Lønmodtagernes Garantifond foreslås at skulle sikre Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler er hensynet til, at lønmodtagernes krav på tilgodehavende feriemidler sikres i tilstrækkelig grad. Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 31, nr. 4.
Efter gældende regler indtræder Lønmodtagernes Garantifond i lønmodtagerens krav mod arbejdsgiveren.
Som konsekvens af forslagets § 31, nr. 2, hvorefter Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler kan opnå dækning for tilgodehavende feriemidler hos Lønmodtagernes Garantifond, foreslås det i § 8 c, stk. 1, at Lønmodtagernes Garantifond tillige indtræder i Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav mod arbejdsgiver.
Forslaget indebærer, at Lønmodtagernes Garantifond indtræder i Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers privilegium og kan indgive konkursbegæring. Arbejdsgiveren eller dennes bo kan over for Lønmodtagernes Garantifond fremsætte de indsigelser og modkrav, som arbejdsgiveren havde over for Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.
Det foreslås i § 8 c, stk. 2, at krav jf. forslaget til 8 c, stk. 1, skal være påtegnet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, hvis dette er en forudsætning for, at kravet er eksigibelt i et andet EU- og EØS-land. Det betyder, at disse krav skal være påtegnet af Styrelsen af Arbejdsmarked og Rekruttering som officielt bekræftet dokument.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering bliver derved kompetent myndighed i denne henseende og bekræfter således dokumentets ægthed. Det følger endvidere af kompetencen til påtegning, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering efter anmodning fra fonden kan udstede en attest til brug for tvangsinddrivelse i et andet EU-land, jf. Bruxelles I-forordningens artikel 57 og § 1, stk. 3, i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 424 af 8. maj 2007 om visse spørgsmål vedrørende gennemførelse af parallelaftale om Bruxelles I-forordningen. Den attest, der anvendes, er optrykt som bilag II til Bruxelles I-forordningen.
Det foreslås i § 8 c, stk. 3, 1. pkt., at der ved indbetaling af garantimidler, efter regler fastsat i medfør af stk. 5, fastsættes en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med tillæg på 5,75 pct.
Der er med forslaget tilsigtet at fastsætte satsen ud fra de almindelige markedsvilkår for en usikret kassekredit. Forslaget svarer til gældende ret i henhold til LG-lovens § 7.
Det foreslås i § 8 c, stk. 3, 2. pkt., at der som referencesats anvendes den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. 1. januar og 1. juli det pågældende år.
Det foreslås endvidere i § 8 c, stk. 3, 3. pkt., at renten beregnes fra tidspunktet for fondens indbetaling til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, og til indbetaling af garantimidler er sket.
§ 8 c, stk. 3, 4. pkt., at den maksimale løbetid for en afdragsordning, der fastsættes med hjemmel i stk. 3, er 3 år.
Det foreslås i § 8 c, stk. 4, at der er udpantningsret for tilgodehavender efter stk. 1, herunder for renter, gebyrer og omkostninger, der pålægges efter loven eller efter regler udstedt i medfør af loven.
Muligheden for, at Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler kan opnå dækning for tilgodehavende feriemidler hos Lønmodtagernes Garantifond er ny og en følge af det samtidig affattede forslag om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Lønmodtagernes Garantifond vil kunne foretage udlæg hos arbejdsgiveren på grundlag af Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers opkrævning, og at Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler således ikke først skal opnå dom for sit krav.
Det foreslås i § 8 c, stk. 5, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden og vilkårene for indbetaling af garantimidler, gebyr for mangelfuld betaling, omkostninger forbundet med inddrivelse og mulighederne for henstand og eftergivelse af sådanne krav mod arbejdsgiveren og dennes bo samt fremgangsmåden ved opkrævning af garantimidler.
Forslaget betyder, at Lønmodtagernes Garantifond vil skulle inddrive kravet, hvis arbejdsgiveren ikke indbetaler en lønmodtagers tilgodehavende feriemidler i henhold til en afgørelse truffet af Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.
Det bemærkes, at Lønmodtagernes Garantifond først vil skulle forsøge inddrivelse i Danmark, herunder f.eks. ved inkasso eller udlægsforretning. Kan der ikke ske inddrivelse i Danmark, vil inddrivelsesprocessen fortsætte i udlandet på den mest hensigtsmæssige måde. Dette forventes som oftest at ske ved brug af advokat i virksomhedens etableringsland.
Inddrivelse i udlandet vil skulle ske i overensstemmelse med bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen, som gælder for Danmark i medfør af lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-forordningen, som ændret ved lov nr. 518 af 28. maj 2013. Se hertil forslaget til affattelse af § 8 c, stk. 2, i forslagets § 31, nr. 4.
Det foreslås, at der, før § 9 i LG-loven, indsættes en ny overskrift med titlen Arbejdsgivers bidragspligt.
Formålet med indsættelsen af en ny overskrift før LG-lovens § 9 er hensynet til et struktureret overblik.
Til nr. 8
Det foreslås, at der, efter LG-lovens § 9, indsættes en ny overskrift med titlen Administration, straf m.v..
Baggrunden for forslaget er, at der i LG-loven foreslås indsat nye bestemmelser om krav på tilgodehavende feriemidler, jf. forslagets § 31, nr. 4. Formålet med indsættelsen af en ny overskrift efter den gældende LG-lovs § 9 er hensynet til et struktureret overblik. Den foreslåede ændring sker endvidere for at afgrænse de bestemmelser, der alene finder anvendelse for lønmodtageres krav hos Lønmodtagernes Garantifond over for Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav hos Lønmodtagernes Garantifond, idet Lønmodtagernes Garantifond med lovforslaget ikke længere kun ville skulle dække lønmodtagerkrav, men fremover også vil skulle dække Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler hos en arbejdsgiver.
Det foreslås endvidere i § 9 a, at staten hvert år i perioden 2020-2078 indbetaler et beløb til delvis dækning af udgifter i Lønmodtagernes Garantifond.
Efter de gældende regler i LG-lovens § 9 finansieres Lønmodtagernes Garantifond af private arbejdsgivere ved et finansieringsbidrag.
Med henvisning til betænkningens kapitel 16 om overgangsordning foreslås denne retstilstand suppleret således, at staten hvert år i perioden 2020-2078 betaler et beløb til delvis dækning af udgifter i Lønmodtagernes Garantifond. Formålet hermed er at bidrage til at dække de merudgifter, som Lønmodtagernes Garantifond vil få som følge af dækning af tilgodehavende feriemidler efter nærværende lovforslag, som led i en kompensering af arbejdsgivernes tab som følge af overgangen til en ny ferieordning i det samtidig fremsatte forslag til lov om ferie med den heraf følgende forbedring af de offentlige finanser.
Til nr. 9
Det foreslås, at der, før LG-lovens § 14, indsættes en ny overskrift med titlen Ikrafttræden m.v..
Baggrunden for forslaget er, at der i LG-loven foreslås indsat nye bestemmelser om krav på tilgodehavende feriemidler, jf. forslagets § 31, nr. 4. Formålet med indsættelsen af en ny overskrift før den gældende LG-lovs § 14 er hensynet til et struktureret overblik. Den foreslåede ændring sker endvidere for at afgrænse de bestemmelser, der alene finder anvendelse for lønmodtageres krav hos Lønmodtagernes Garantifond over for Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav hos Lønmodtagernes Garantifond, idet Lønmodtagernes Garantifond med lovforslaget ikke længere kun ville skulle dække lønmodtagerkrav, men fremover også vil skulle dække Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler hos en arbejdsgiver.
Efter konkurslovens kapitel 10 dækkes krav mod et konkursbo efter en særlig rækkefølge (konkursordenen). Efter gældende ret omfatter privilegiet i konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1-4, krav på løn m.v., krav på erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet, krav på godtgørelse og krav på feriegodtgørelse.
I og med det foreslås i § 31, at Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler kan opnå dækning for tilgodehavende feriemidler hos Lønmodtagernes Garantifond, foreslås det at gøre dette krav privilegeret i konkursloven. Det vil derfor være Lønmodtagernes Garantifond, der i praksis gør privilegiet gældende over for boet.
Ferielovsudvalget har ved brev af 31. maj 2017 anmodet Konkursrådet om en udtalelse om Ferielovsudvalgets overvejelser om ændring af lov om Lønmodtagernes Garantifond og konkursloven i anledning af overgangen til samtidighedsferie. Konkursrådet har i brev af 20. juni 2017 blandt andet udtalt, at:
”Selv om tilgodehavende feriemidler formentlig må anses som omfattet af lønprivilegiet, jf. konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 4, finder Konkursrådet det alligevel hensigtsmæssigt for at undgå usikkerhed, at der indføres eksplicit hjemmel hertil i konkursloven.
Konkursrådet er således enig med Ferielovsudvalget i, at der for at sikre, at fondens krav mod arbejdsgiveren tillægges lønprivilegium i tilfælde af arbejdsgiverens konkurs, bør indsættes et nyt nr. 6 i konkurslovens § 95, stk. 1.
[. . . ] Konkursrådet har med tilfredshed noteret sig, at Ferielovsudvalget foreslår, at personkredsen, hvis tilgodehavende feriemidler skal have lønprivilegium, afgrænses på samme måde som personkredsen, der efter gældende ret er tillagt lønprivilegium.
[. . . ] Konkursrådet skal i forlængelse heraf gøre opmærksom på, at den foreslåede ordning efter rådets opfattelse vil medføre, at der i en årrække især i starten efter indførelsen af samtidighedsferie vil være mindre dækning til simple fordringshavere i et konkursbo. Det skyldes, at der vil være et større antal krav omfattet af konkurslovens § 95.
[. . . ] Konkursrådet skal gøre opmærksom på, at den foreslåede ordning kan give anledning til misbrug, da der er risiko for, at der foretages indberetning af krav, hvor reelle ansættelsesforhold ikke har eksisteret, eller hvor de indberettede krav overstiger de reelle krav. [. . . ]
Konkursrådet skal derfor henstille til, at det sikres, at der dels gennemføres en effektiv kontrol af, at de indberettede tilgodehavender til fonden hidrører fra reelle ansættelsesforhold, dels at den modtagne dokumentation for de indberettede krav stilles til rådighed for konkursboerne. ”
Det foreslås derfor, at der i konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 6 indføres en mulighed for dækning af Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers dækning af krav på tilgodehavende feriemidler.
Det bemærkes, at der i § 3, stk. 4, i den samtidig affattede lov om administration og forvaltning af tilgodehavende feriemidler er en bestemmelse om, at fonden kan afvise en indberetning af tilgodehavende feriemidler fra arbejdsgiver, hvis arbejdsgiveren ikke ved påkrav kan dokumentere, at de tilgodehavende feriemidler er opgjort i overensstemmelse med betingelserne for indberetning.
Bestemmelsen indebærer, at hvis fonden bliver opmærksom på, at en indberetning har til formål at misbruge eller omgå fonden, vil fonden kunne afvise den pågældende indberetning. Formålet hermed er at mindske risikoen for, at der sker omgåelse ved fremsættelse af krav på tilgodehavende feriemidler, som vil kunne betyde, at der sker uretmæssige udbetalinger fra fonden. Det bemærkes i den anledning, at handlinger, der har til formål at misbruge eller omgå fonden, efter omstændighederne vil kunne være strafbare efter straffeloven.
Det bemærkes endvidere, at afvisning af en indberetning vil kunne ske på et hvilket som helst tidspunkt, hvor fonden måtte blive opmærksom på, at en indberetning har til formål at misbruge eller omgå fonden. Afvisning er således ikke afhængig af, at den ville skulle ske i forbindelse med selve indberetningen fra arbejdsgiver.
Der foreslås endvidere en bemyndigelsesbestemmelse i § 3, stk. 6, som giver beskæftigelsesministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler om blandt andet indberetningen, herunder om dens indhold og form samt muligheden for at afvise en indberetning. Der vil således blive fastsat nærmere retningslinjer for kontrol af indberetningerne.
Desuden fremgår der en række muligheder efter forslaget til § 20 i forslaget til lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler til, at fonden kan indhente og behandle oplysninger om lønmodtagere og arbejdsgivere til brug for administration af og kontrol med overholdelsen af denne lov, herunder foretage registersamkøring.
Det vil indebære, at arbejdsgivere, lønmodtagere, faglige organisationer og a-kasser efter anmodning skal give fonden alle oplysninger, der er nødvendige for fondens administration og kontrol efter den samtidig affattede lov om administration og forvaltning af tilgodehavende feriemidler.
Fonden vil til brug for administration af og kontrol med den samtidig affattede lov om administration og forvaltning af tilgodehavende feriemidler endvidere få terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret. Denne adgang omfatter alle oplysninger om indkomst, herunder modtagelse af offentlige ydelser, løn- og ansættelsesperiode og ferie m.v.
Fonden vil tillige kunne indhente nødvendige person- og virksomhedsoplysninger fra andre offentlige myndigheder i elektronisk form til brug for administration og kontrol, herunder fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. Desuden kan fonden til brug for administration af denne lov foretage registersamkøring i kontroløjemed af data fra egne registre, herunder af data, der er indhentet i medfør af den foreslåede § 20 i den samtidig affattede lov om administration og forvaltning af tilgodehavende feriemidler.
Der er således taget højde for vigtigheden af kontrollen med, at de indberettede tilgodehavender til fonden hidrører fra reelle ansættelsesforhold.
Det bemærkes desuden, at der ikke er noget til hinder for, at fonden stiller den modtagne dokumentation for de indberettede krav til rådighed for konkursboerne. Det vil ske i forbindelse med Lønmodtagernes Garantifonds inddrivelse af forfaldne krav.
Lønmodtagere med ret til ferie med løn beskattes efter gældende ret af ferielønnen, når ferien afholdes. På dette tidspunkt indeholder arbejdsgiveren A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af ferielønnen.
Lønmodtagere, der modtager feriegodtgørelse, er efter retserhvervelsesprincippet skattepligtige af feriegodtgørelsen allerede i optjeningsåret. Det gælder både feriegodtgørelse, der indbetales til FerieKonto, feriegodtgørelse, der indbetales til feriekasser, og feriegodtgørelse i feriekortordninger uden feriekasser. Arbejdsgiveren indeholder A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af feriegodtgørelsen i optjeningsåret.
På tidspunktet for overgang til en ny ferieordning den 1. september 2020 vil den enkelte arbejdsgiver skulle opgøre det skyldige beløb for hver enkelt af arbejdsgiverens ansatte for perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020, jf. forslagets § 2. Der skal ske opgørelse af de skyldige beløb for både ansatte med løn under ferie og for ansatte med feriegodtgørelse.
For lønmodtagere med ret til ferie med løn og lønmodtagere med feriegodtgørelse i feriekortordninger uden feriekasser foreslås det i forslagets § 6, at arbejdsgiveren indbetaler de tilgodehavende feriemidler til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, medmindre arbejdsgiveren ønsker at beholde feriemidlerne i virksomheden.
Det foreslås, jf. forslaget til ny § 14 B, stk. 1, 1. pkt., i pensionsbeskatningsloven, at beskatningen af lønmodtagerens tilgodehavende med tillæg af årlige reguleringer sker, når det til sin tid udbetales til lønmodtageren fra Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, jf. forslagets § 15. Der vil desuden skulle betales arbejdsmarkedsbidrag af udbetalingen, jf. forslagets § 35.
For lønmodtagere med feriegodtgørelse hos FerieKonto og i en feriekasse foreslås det i forslagets § 5, at FerieKonto og feriekasserne indbetaler de tilgodehavende feriemidler til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler. Feriemidlerne vil allerede på dette tidspunkt være beskattet, jf. ovenfor. Der er således tale om nettomidler. Det foreslås, jf. forslaget til ny § 14 B, stk. 1, 2. pkt., i pensionsbeskatningsloven, at udbetaling af disse midler ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Der vil heller ikke skulle betales arbejdsmarkedsbidrag af udbetalingen, idet der allerede er betalt arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med arbejdsgiverens indbetaling til FerieKonto eller feriekasse.
Samlet set opnås således, at lønmodtagere med ret til ferie med løn samt lønmodtagere med feriegodtgørelse i feriekortordninger uden feriekasser beskattes af deres tilgodehavende feriemidler, når de forlader arbejdsmarkedet m.v., mens lønmodtagere med feriegodtgørelse hos FerieKonto og i en feriekasse beskattes på optjeningstidspunktet, jf. gældende ret, men til gengæld får tilgodehavende feriemidler udbetalt skattefrit, når de forlader arbejdsmarkedet m.v.
Dermed opnås den størst mulige ligestilling mellem lønmodtagere med bruttotilgodehavender og lønmodtagere med nettotilgodehavender. For personer, hvor skattesatsen er den samme på tidspunktet for overgangen til samtidighedsferie, henholdsvis på pensioneringstidspunktet, vil det udbetalte beløb være det samme for brutto- såvel som for nettomodtagere.
Det bemærkes, at der med den foreslåede beskatningsmodel ikke er samtidighed mellem beskatningen af lønmodtagerne og arbejdsgivernes fradrag for ferietilgodehavendet.
Efter gældende ret er udgangspunktet, at lønomkostninger fradrages, når de afholdes. Der har imidlertid udviklet sig en fast praksis, hvorefter der er fradrag for stigninger i arbejdsgivers forpligtelse til at betale løn under ferie. Et fald i forpligtelsen skal indtægtsføres. Der vil herefter være fradrag for det samlede beløb, der ved årets udløb er optjent af de medarbejdere, der på statustidspunktet er ansat med ret til løn under ferie. De arbejdsgivere, der har valgt at anvende det skatteretlige udgangspunkt vil først kunne fratrække udgiften, når ferielønnen faktisk betales, men det står den enkelte arbejdsgiver frit at vælge det andet princip og dermed fremrykke fradraget. Dette valg er bindende for alle efterfølgende år. Har en arbejdsgiver valgt at fratrække ferielønnen i optjeningsåret, vil den pågældende ikke på et senere tidspunkt kunne vente med at fratrække ferielønnen, til den udbetales.
Ved overgangen til samtidighedsferie vil arbejdsgiverne, der har valgt at foretage fradrag på optjeningstidspunktet, på tidspunktet for overgang til samtidighedsferie have fradragsret ikke kun for indbetalt feriegodtgørelse til FerieKonto og til en privat feriekasse, og for indbetalt ferietilgodehavende til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, jf. forslagets § 6, men også for tilgodehavende feriemidler, som arbejdsgiveren ønsker at beholde indtil lønmodtagerens afgang fra arbejdsmarkedet m.v. De pågældende arbejdsgivere, der har ønsket at beholde ferietilgodehavendet, vil desuden løbende have fradragsret for den indeksering af tilgodehavendet, der sker efter forslagets § 7.
Arbejdsgivere, der har valgt først at fratrække ferielønnen på udbetalingstidspunktet, vil i overensstemmelse med det skatteretlige udgangspunkt først kunne fratrække det opgjorte tilgodehavende, inkl. indeksering, når beløbet til sin tid overføres til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler.
Det er vurderingen, at de fleste større arbejdsgivere allerede i dag foretager fradrag på det tidligst mulige tidspunkt, nemlig i takt med at forpligtelsen opstår (lønmodtagerens optjening). Det er forventningen, at arbejdsgivere, der i dag først foretager fradrag, når ferielønnen udbetales, senest i overgangsåret til samtidighedsferie vil vælge at overgå til at foretage fradrag på optjeningstidspunktet.
Der vil være lønmodtagere, som får deres krav på tilgodehavende feriemidler dækket af Lønmodtagernes Garantifond, jf. forslag til § 8 a i forslagets § 31, nr. 4.
Når Lønmodtagernes Garantifond efter gældende regler dækker lønmodtageres løn i konkurssituationer, betaler Lønmodtagernes Garantifond alene lønmodtagers nettokrav efter skat til lønmodtageren. Beregnet A-skat og AM-bidrag indberettes af Lønmodtagernes Garantifond til SKAT, som godskriver lønmodtageren de indberettede beløb, jf. kildeskattelovens § 83. Lønmodtagernes Garantifond anmelder herefter SKATs krav på A-skat og AM-bidrag i arbejdsgivers konkursbo. Lønkravet vil blive modregnet i eventuelle indkomstafhængige offentlige ydelser, som lønmodtageren måtte modtage.
Det er foreslået, at Lønmodtagernes Garantifond sikrer Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidlers krav på tilgodehavende feriemidler, i det omfang at arbejdsgiveren går konkurs m.v., jf. forslag til § 8 a i forslagets § 31, nr. 4. Der er tale om den situation, hvor en arbejdsgiver har valgt at beholde feriemidlerne i virksomheden, jf. forslagets § 6, går konkurs m.v. Her indbetaler Lønmodtagernes Garantifond lønmodtagernes krav til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, jf. forslaget til § 8 b, i forslagets § 31, nr. 4.
Der vil være tale om en indbetaling af nettomidler, idet Lønmodtagernes Garantifond ikke dækker den udestående indkomstskat. Det følger af forslaget til § 8 b, i forslagets § 31, nr. 4.
Det foreslås at sikre, at personer, hvis tilgodehavende feriemidler indbetales til fonden af Lønmodtagernes Garantifond, ikke bliver modregnet i eventuelle indkomstafhængige offentlige ydelser. Dermed varetages hensynet til, at lønmodtageren først vil modtage en udbetaling af ferietilgodehavendet ved pensionering m.v., og dermed ikke reelt har indtægten i det år, hvor beløbet indbetales til fonden.
Det foreslås således i forslaget til ny § 14 B, stk. 2, i pensionsbeskatningsloven, at krav på tilgodehavende feriemidler, som Lønmodtagernes Garantifond indbetaler til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler efter forslaget til § 8 b, i forslagets § 31, nr. 4, ikke medregnes til lønmodtagerens skattepligtige indkomst. Derimod pålægges arbejdsgiveren i denne situation en afgift på 38 pct. Denne skattesats svarer omtrent til trækprocenten (efter arbejdsmarkedsbidrag) for en skatteyder i en kommune med en landsgennemsnitlig kommune- og kirkeskat, der herudover betaler bundskat og sundhedsbidrag, men ikke topskat af indkomsten.
Afgiften sikrer en ensartet behandling af alle lønmodtagere i disse situationer, samt at det indbetalte beløb ikke påvirker personens grundlag for beregning af offentlige ydelser i det pågældende år.
Lønmodtagernes Garantifond dækker et nettobeløb opgjort som 62 pct. af kravet mod arbejdsgiveren, jf. forslag til § 8 a, stk. 2, i forslagets § 31, nr. 4. Afgiften på 38 pct. indberettes til SKAT af Lønmodtagernes Garantifond, som samtidig anmelder SKATs afgiftskrav i arbejdsgivers konkursbo i de situationer, hvor Lønmodtagernes Garantifonds dækning af ferietilgodehavendet sker i anledning af arbejdsgivers konkurs.
Afgiftsbeløbet overgår således til at være et afgiftskrav mod arbejdsgiveren eller dennes bo, som opkræves efter opkrævningslovens almindelige regler, idet det foreslås, at pensionsbeskatningslovens § 38, der regulerer opkrævningen af afgifter efter pensionsbeskatningsloven, ikke finder anvendelse på den nye afgift.
Til nr. 2
Det foreslås, at en arbejdsgivers indbetaling til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler ikke medregnes til lønmodtagerens skattepligtige indkomst, jf. forslaget til ny § 19, stk. 5, i pensionsbeskatningsloven. Indbetalingen behandles i denne henseende på samme måde som arbejdsgiverindbetalinger til ansattes pensionsordninger.
Forslaget om, at arbejdsgiverens indbetaling til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler ikke medregnes til lønmodtagerens skattepligtige indkomst skal ses i lyset af, at tilgodehavendet med tillæg af årlige regulereringer i stedet beskattes, når det til sin tid udbetales til lønmodtageren fra Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, jf. forslaget til ny § 14 B, stk. 1, 1. pkt., i pensionsbeskatningsloven, jf. forslagets § 33, nr. 1.
Efter lovforslaget oprettes en særlig fond, Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, der får til opgave at forvalte og administrere de tilgodehavende feriemidler, jf. forslagets § 1, stk. 2. Fonden er en særskilt økonomisk enhed i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der vil skulle stå for kapitalforvaltning af de tilgodehavende feriemidler, der er indbetalt til fonden.
Lønmodtagernes Dyrtidsfond er efter gældende ret pensionsafkastskattepligtig på institutniveau, jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 1, stk. 2. Kontohavere i Lønmodtagernes Dyrtidsfond er således ikke individuelt pensionsafkastskattepligtige af afkastet af deres konti.
Det foreslås, at lønmodtagerne med feriemidler i Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler ligeledes ikke er individuelt pensionsafkastskattepligtige af afkastet af deres feriemidler i fonden. I stedet vil pensionsafkastskattepligten påhvile Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler som et selvstændigt pensionsafkastskattepligtigt skattesubjekt, jf. forslagets § 34, nr. 2, hvortil der henvises.
Til nr. 2
Det foreslås, at fonden gøres selvstændigt pensionsafkastskattepligtig af afkastet af fondens midler. Således vil det årlige afkast løbende blive beskattet på samme måde som Lønmodtagernes Dyrtidsfonds øvrige afkast, dvs. med 15,3 pct., jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 2.
Beskatningen af afkastet vil således ske på linje med afkastbeskatningen af almindelige pensionsordninger, som overgangsordningen har væsentlige lighedspunkter med. Beskatningen af ferietilgodehavender er således udskudt til udbetalingstidspunktet i det omfang, at der har været bortseelsesret for indbetalingerne til fonden, jf. lovforslagets § 33. Det svarer til den skattemæssige behandling af pensionsordninger med løbende udbetalinger og ratepensioner.
Er der betalt skat i forbindelse med indbetalingen til fonden, hvilket er tilfældet for den del af midlerne i fonden, der hidrører fra FerieKonto og private feriekasser, er udbetalingerne fra fonden til sin skattefri. Det svarer til den skattemæssige behandling af aldersopsparinger, jf. lovforslagets § 33.
Pensionsafkastskatten opkræves på samme måde som pensionsafkastskatten af de midler, der henstår i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 21.
Til nr. 3
Det foreslås, at Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler er pensionsafkastskattepligtig af alt formueafkast, jf. dog forslagets § 34, nr. 4, på linje med afkastbeskatningen af Lønmodtagernes Dyrtidsfond, og i øvrigt svarende til den skattemæssige behandling af afkast af almindelig pensionsopsparing.
Til nr. 4
Som nævnt foreslås det, at Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler er pensionsafkastskattepligtig af alt formueafkast, jf. forslagets § 34, nr. 3. Det vil umiddelbart også gælde lønindeksering af fondens tilgodehavender hos arbejdsgiverne, idet den umiddelbart vil blive kvalificeret som gevinst på en fordring. Det vil imidlertid stille lønmodtagerne dårligere end efter gældende ret, hvor der for lønmodtagere med løn under ferie alene betales indkomstskat af den forrentning af midlerne, som lønmodtagerne får ved, at løn under ferie udbetales i lønniveauet på afholdelsestidspunktet, som typisk ligger ca. ét år senere end optjeningstidspunktet.
Det foreslås derfor, at Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler ikke er skattepligtig af lønindekseringen. Det vil herefter alene være den del af fondens midler, der er indbetalt til kapitalforvaltning i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der vil være pensionsafkastskattepligtig.
Det foreslås, at indkomstskattepligtige udbetalinger fra Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler omfattes af grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag for lønmodtagere. Der beregnes således arbejdsmarkedsbidrag af udbetalinger fra fonden, der hidrører fra ferietilgodehavender for lønmodtagere med ret til ferie med løn og lønmodtagere med feriegodtgørelse i feriekortordninger uden feriekasser.
For så vidt angår lønmodtagere med feriegodtgørelse hos FerieKonto og i en feriekasse vil der allerede være blevet betalt arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med arbejdsgiverens indbetaling til feriegodtgørelsen til FerieKonto eller en feriekasse. Der beregnes således ikke arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med udbetaling fra fonden af midler, der hidrører fra ferietilgodehavender indbetalt fra FerieKonto eller en feriekasse i forbindelse med overgangen til samtidighedsferie i 2019.
I de situationer, hvor lønmodtagere får deres krav på tilgodehavende feriemidler dækket af Lønmodtagernes Garantifond, jf. forslag til § 8 a i lov om Lønmodtagernes Garantifond, dækker Lønmodtagernes Garantifond alene et nettobeløb på 62 pct., idet der opkræves en afgift hos arbejdsgiveren på 38 pct., jf. også bemærkningerne til § 33. Afgiftssatsen svarer omtrent til trækprocenten (efter arbejdsmarkedsbidrag) for en skatteyder i en kommune med en landsgennemsnitlig kommune- og kirkeskat, der herudover betaler bundskat og sundhedsbidrag, men ikke topskat af indkomsten.
Det bemærkes, at i tilfælde hvor fonden har udbetalt de tilgodehavende feriemidler til den berettigede lønmodtager, og hvor der er tale om udbetaling af bruttomidler, hvoraf der indeholdes indkomstskat, inden Lønmodtagernes Garantifond godtgør 62 pct. af det krav, fonden havde mod arbejdsgiveren, kan fonden få godtgjort den indeholdte indkomstskat hos SKAT, som vil skulle opkræve denne hos arbejdsgiveren eller boet efter denne. Derved undgår fonden at tabe skatteandelen på det krav, som fonden havde mod arbejdsgiveren.
Det fremgår af Ferielovsudvalgets betænkning, at de 38 pct. er den endelige afregning af skatten, og at de resterende 62 pct. skal indbetales til fonden. Det har i den forbindelse været den fælles forståelse i udvalget, at det bl.a. indebærer, at der ikke skal betales arbejdsmarkedsbidrag af beløbet. Der beregnes således ikke arbejdsmarkedsbidrag ved udbetaling af nettomidler (inkl. afkast), der hidrører fra en sådan indbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond.
Efter gældende ret skal pensionsinstitutter beregne og indeholde foreløbig skat, såkaldt A-skat, af skattepligtige pensionsudbetalinger. Det følger af kildeskattebekendtgørelsens § 18, nr. 26, som er udstedt med hjemmel i kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra f, hvorefter indkomstskattepligtige pensionsudbetalinger efter skatteministerens nærmere bestemmelse kan henregnes til A-indkomst, som der herefter skal beregnes og indeholdes A-skat af.
Det foreslås at udvide bestemmelsen i kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra f, således at den også omfatter indkomstskattepligtige udbetalinger af ferietilgodehavende fra Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler. Hjemlen vil blive udnyttet til at udvide indeholdelsespligten, der fremgår af kildeskattebekendtgørelsens § 18, nr. 26. Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler vil herefter med udgangspunkt i lønmodtagerens skattekort skulle beregne og indeholde A-skat i forbindelse med skattepligtige udbetalinger af ferietilgodehavende.
Til nr. 2
Kildeskattelovens § 49 A, stk. 2, angiver en række vederlag m.v., for hvilke der foretages indeholdelse af arbejdsmarkedsbidrag, i det omfang vederlagene er gjort til A-indkomst efter kildeskattelovens § 43, stk. 2.
Efter lovforslagets § 35, nr. 1, skal der betales arbejdsmarkedsbidrag af indkomstskattepligtige udbetalinger fra Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler. Det foreslås at indsætte et nyt nr. 13 i kildeskattelovens i § 49 A, stk. 2, således at der af disse udbetalinger skal indeholdes arbejdsmarkedsbidrag, i det omfang, at de i øvrigt efter skatteministerens nærmere bestemmelse, henregnes til A-indkomst, jf. lovforslagets § 36, nr. 1. Som nævnt foreslås det at udvide bestemmelsen i kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra f, således at den også omfatter indkomstskattepligtige udbetalinger af ferietilgodehavende fra Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler. Som anført vil hjemlen blive udnyttet til at udvide indeholdelsespligten, der fremgår af kildeskattebekendtgørelsens § 18, nr. 26. Dermed vil der også skulle indeholdes arbejdsmarkedsbidrag af udbetalingen.
Til nr. 3
Efter kildeskattelovens § 49 B, stk. 1, påhviler det arbejdsgivere og hvervgivere m.fl., der udbetaler en række arbejdsmarkedsbidragspligtige indkomster som nævnt i kildeskattelovens § 49 A, stk. 1, 2 og 3, ved enhver udbetaling at opgøre bidragsgrundlaget og beregne bidragets størrelse.
Det foreslås at udvide kildeskattelovens § 49 B, stk. 1, 1. pkt., således at det ved enhver indkomstskattepligtig udbetaling af ferietilgodehavende påhviler Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler at opgøre bidragsgrundlaget og beregne bidragets størrelse.
Forslaget vil på samme måde som ferieloven ikke skulle finde anvendelse på Færøerne og Grønland. Både Færøerne og Grønland har vedtaget egne ferielove og er ikke omfattet af det samtidigt fremsatte lovforslag om ferieloven. Den færøske og grønlandske ferielovgivning er opbygget efter de samme principper som den gældende danske ferielov, men adskiller sig dog på flere punkter herfra.