LBK nr 231 af 01/03/2024
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 78
Senest 20 arbejdsdage efter at have modtaget en fuldstændig anmeldelse i henhold til § 77, stk. 2, skal Finanstilsynet give forvalteren meddelelse om, hvorvidt forvalteren kan påbegynde markedsføring af den alternative investeringsfond i Danmark. Afslag på markedsføring må kun meddeles, hvis forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke er i overensstemmelse med denne lov og regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke overholder denne lov og regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 2. Forvalteren kan påbegynde markedsføring af den alternative investeringsfond i Danmark fra den dato, hvor Finanstilsynet har underrettet forvalteren om, at markedsføring kan påbegyndes.
Stk. 3. Såfremt Danmark ikke er hjemland for den alternative investeringsfond, skal Finanstilsynet umiddelbart efter at have truffet afgørelse om, at den alternative investeringsfond kan markedsføres i Danmark, tillige underrette de kompetente myndigheder i den alternative investeringsfonds hjemland om, at forvalteren kan påbegynde markedsføring af andele i fonden i Danmark.