Bekendtgørelse af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 179

Når systemisk vigtige finansielle institutioners stabilitet eller integriteten af markeder er truet af den måde, en eller flere forvaltere af alternative investeringsfonde agerer på, skal Finanstilsynet underrette de finansielle tilsynsmyndigheder i andre medlemslande i Den Europæiske Union herom. Finanstilsynet skal fremsende de fornødne oplysninger til myndighederne, med henblik på at de kan overvåge eller reagere på de konsekvenser, som forvalternes ageren kan medføre.

Stk. 2. Når Finanstilsynet videregiver oplysninger til en myndighed efter stk. 1, skal Finanstilsynet samtidig videregive oplysningerne til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og Det Europæiske Råd for Systemiske Risici.

Stk. 3. Finanstilsynet skal fremsende sammenfattede oplysninger om aktiviteterne i forvalterne under deres ansvar til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og Det Europæiske Råd for Systemiske Risici i overensstemmelse med artikel 35 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 179

Retsinformation

Den foreslåede § 179 regulerer samarbejdet mellem Finanstilsynet og de øvrige kompetente myndigheder inden for EU/EØS m.v. Samarbejdet bliver løst via ESMA’s mellemkomst. Det foreslåede stk. 1 oplister således de enkelte områder, hvor Finanstilsynet kan indbringe sager for ESMA, når Finanstilsynet f.eks. er uenig i en anden kompetent myndigheds vurdering af et forhold eller de tilfælde, hvor en kompetent myndighed i et EU/EØS-land m.v. er uenig i Finanstilsynets vurdering.

De foreslåede stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, implementerer således artikel 21, stk. 6, 2. afsnit, i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 2 og 9, og stk. 2, nr. 2 og 9, implementerer artikel 35, stk. 2, sidste afsnit, og artikel 40, stk. 2, sidste afsnit, i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 3, og stk. 2, nr. 3, implementerer artikel 37, stk. 6, og artikel 37, stk. 7, 2. sidste afsnit, i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 4, og stk. 2, nr. 4, implementerer artikel 37, stk. 12, sidste afsnit, i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 5, og stk. 2, nr. 5, implementerer artikel 37, stk. 7, 2. sidste afsnit, i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 6, og stk. 2, nr. 6, implementerer artikel 37, stk. 7, 2. sidste afsnit, i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 7, og stk. 2, nr. 7, implementerer artikel 37, stk. 7, 2. afsnit, i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 8, og stk. 2, nr. 8, implementerer artikel 40, stk. 2, sidste afsnit, i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 10, og stk. 2, nr. 10, implementerer artikel 37, stk. 7, 2. sidste afsnit, og artikel 37, stk. 9, sidste afsnit, i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 11, og stk. 2, nr. 11, implementerer artikel 37, stk. 8, 2. pkt., i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 12, og stk. 2, nr. 12, implementerer artikel 50, stk. 4, 3. afsnit, i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 13, og stk. 2, nr. 13, implementerer artikel 45, stk. 10, i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 14, og stk. 2, nr. 14, implementerer artikel 37, stk. 7, 2. afsnit, og artikel 40, stk. 2, sidste afsnit, i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 15, og stk. 2, nr. 15, implementerer artikel 37, stk. 8, sidste afsnit, i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 16, og stk. 2, nr. 16, implementerer artikel 35, stk. 15, og artikel 37, stk. 19, og artikel 40, stk. 15, i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 17, og stk. 2, nr. 17, implementerer artikel 37, stk. 7, sidste afsnit, i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 18, og stk. 2, nr. 18, implementerer artikel 37, stk. 7, 2. afsnit, i FAIF-direktivet. De foreslåede stk. 1, nr. 19, og stk. 2, nr. 19, implementerer artikel 55 i FAIF-direktivet.

Efter det foreslåede stk. 1 kan Finanstilsynet indbringe sager for ESMA om, hvorvidt betingelser i FAIF-direktivet er opfyldt ved markedsføring af en alternativ investeringsfond, som har en depositar, som er beliggende i et tredjeland, hvorvidt der foreligger passende samarbejdsaftaler mellem de kompetente myndigheder i forvalterens hjemland, der er fra et EU/EØS-land m.v., og myndighederne i det tredjeland, hvor den alternative investeringsfond er etableret, hvilket land der er forvalterens rette referenceland, hvilket EU/EØS-land m.v., der er rette referenceland vedrørende forvalterens skift af referenceland inden for to år efter, at forvalteren har fået en tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, hvorvidt forvalteren har en retlig repræsentant etableret i sit referenceland, og hvorvidt den retlige repræsentant faktisk er kontaktperson eller har de fornødne kompetencer og ressourcer til at påse, at forvalteren overholder kravene i love og regler udstedt i medfør heraf vedrørende de aktiviteter, som forvalteren søger om tilladelse til. Herudover kan myndighederne indbringe sager om, hvorvidt myndighedens effektive varetagelse af sine tilsynsopgaver ikke hindres af lovene eller administrative bestemmelser i et tredjeland, som en forvalter fra et tredjeland, der har fået tilladelse til at markedsføre alternative investeringsfonde eller udøve forvaltningsvirksomhed, er underlagt, eller begrænsninger i tilsynsmyndighedernes beføjelser i det pågældende tredjeland, hvorvidt der foreligger passende samarbejdsaftaler for hver alternativ investeringsfond, der er fra et tredjeland og de kompetente myndigheder, hvorvidt et af de tredjelande, hvori en alternativ investeringsfond er etableret, som forvalteren planlægger at markedsføre i et EU/EØS-land m.v. er opført som et ikke-samarbejdsvilligt land og territorium af Financial Action Task Force, hvorvidt et tredjeland, hvori en forvalter har registreret hjemsted, er opført som et ikke-samarbejdsvilligt land og territorium af Financial Action Task Force, og hvorvidt en forvalter kan undlade at overholde en del af den lovgivning, der er udstedt i medfør af FAIF-direktivet. Endvidere kan en myndighed indbringe sagen, hvis indholdet af en samarbejdsaftale, som myndigheden modtager fra finansielle tilsynsmyndigheder i andre EU/EØS-lande m.v., ikke opfylder kravene i den gældende reguleringsmæssige tekniske standard fastsat i henhold til FAIF-direktivet, hvis myndigheden er uenig i en foranstaltning, som en anden kompetent myndighed i et EU/EØS-land m.v. har truffet i medfør af artikel 45, stk. 4-9, i FAIF-direktivet, hvis en myndighed mener, at en forvalter, ikke burde have fået tilladelse af de kompetente myndigheder i referencelandet, hvor en forvalter har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, herunder hvis en myndighed mener, at en anden kompetent myndigheds vurdering af, om betingelserne i artikel 40, stk. 1, litra a og b, i FAIF-direktivet er opfyldt, er forkert eller der er uenighed om den afgørelse, som en kompetente myndighed har truffet, hvorved en forvalter har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde af den pågældende myndighed.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, nr. 16, at Finanstilsynet kan indbringe sagen for ESMA, hvis en kompetent myndighed i et EU/EØS-land m.v., afviser en anmodning om udveksling af oplysninger i henhold til artikel 35, stk. 15, artikel 37, stk. 19, og artikel 40, stk. 15, i FAIF-direktivet. Tilsvarende foreslås i stk. 2, nr. 16, at en kompetent myndighed kan indbringe en sag for ESMA, hvis Finanstilsynet afviser en anmodning om udveksling af oplysninger. De foreslåede stk. 1, nr. 16, og stk. 2, nr. 16, implementerer artikel 35, stk. 15, og artikel 37, stk. 19, og artikel 40, stk. 15, i FAIF-direktivet.

De foreslåede stk. 1, nr. 17, og stk. 2, nr. 17, implementerer artikel 37, stk. 7, sidste afsnit, i FAIF-direktivet. I henhold til disse foreslåede bestemmelser kan Finanstilsynet indbringe en sag for ESMA, hvis en anden kompetent myndighed fra et EU/EØS-land m.v. ikke inden for en rimelig frist indgår en samarbejdsaftale. Tilsvarende kan en kompetent myndighed indbringe sagen for ESMA, hvis Finanstilsynet ikke inden for en rimelig frist indgår en samarbejdsaftale.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, nr. 18, at Finanstilsynet kan indbringe en sag for ESMA, hvis Finanstilsynet er uenig i en anden kompetent myndigheds vurdering af, om der foreligger passende samarbejdsaftaler mellem de kompetente myndigheder i forvalterens referenceland, de kompetente myndigheder i de berørte alternative investeringsfondes hjemlande, der er EU/EØS-lande m.v., og myndighederne i det tredjeland, hvor forvalteren har registreret hjemsted. Tilsvarende fremgår det af stk. 2, nr. 18, at de kompetente myndigheder i et EU/EØS-land m.v. kan indbringe sagen for ESMA, hvis den finansielle tilsynsmyndighed er uenig i Finanstilsynets vurdering af, om der foreligger en passende samarbejdsaftale mellem Finanstilsynet, de kompetente myndigheder i de berørte alternative investeringsfondes hjemlande, samt tilsynsmyndighederne i det land, hvor forvalterne har sit registrerede hjemsted. De foreslåede stk. 1, nr. 18, og stk. 2, nr. 18, implementerer, artikel 37, stk. 7, 2. afsnit, i FAIF-direktivet.

En forudsætning for et effektivt samarbejde mellem de enkelte nationale tilsynsmyndigheder i EU/EØS-landene m.v. er, at eventuelle uoverensstemmelser mellem de nationale finansielle myndigheder kan indbringes for ESMA. Dette er baggrunden for de foreslåede stk. 1, nr. 19, og stk. 2, nr. 19, som implementerer artikel 55 i FAIF-direktivet. De foreslåede bestemmelser giver de kompetente myndigheder adgang til at indbringe uoverensstemmelser med andre EU/EØS-landes m.v. finansielle tilsynsmyndigheder om en vurdering, handling eller undladelse på områder, hvor FAIF-direktivet kræver samarbejde mellem tilsynsmyndighederne, for ESMA til afgørelse. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor Finanstilsynet er uenig i en retlig vurdering af et forhold, f.eks. om betingelserne for at udveksle oplysninger er til stede.

Mens stk. 1 regulerer de tilfælde, hvor Finanstilsynet kan indbringe en sag for ESMA, oplister det foreslåede stk. 2 en række tilfælde, hvor en anden kompetent myndighed i medfør af bestemmelser herom i FAIF-direktivet kan indbringe sager for ESMA, når den anden kompetente myndighed i et EU/EØS-land m.v. er uenig i Finanstilsynets vurdering af de i bestemmelsen nævnte forhold m.v.