LBK nr 231 af 01/03/2024
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 172b
Videregiver en forvalter af alternative investeringsfonde oplysninger om forvalteren eller alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter, og er oplysningerne kommet offentligheden til kendskab, kan Finanstilsynet påbyde forvalteren at offentliggøre berigtigende oplysninger inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis
-
oplysningerne efter Finanstilsynets vurdering er misvisende og
-
Finanstilsynet vurderer, at oplysningerne kan skade forvalterens kunder eller investorerne i de forvaltede alternative investeringsfonde, de øvrige kreditorer, de finansielle markeder, hvorpå andelene i de forvaltede alternative investeringsfonde eller aktier i forvalteren af alternative investeringsfonde handles, eller den finansielle stabilitet generelt.
Stk. 2. Berigtiger forvalteren ikke oplysningerne i overensstemmelse med Finanstilsynets påbud og inden for den af Finanstilsynet fastsatte frist, kan Finanstilsynet offentliggøre påbuddet meddelt efter stk. 1.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 172b
RetsinformationDen foreslåede § 172 svarer i hovedtræk til § 355 i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslåede stk. 1 medfører, at det som udgangspunkt alene er forvalteren af alternative investeringsfonde, der er part i forhold til Finanstilsynet. Forvaltere af alternative investeringsfonde kan have hjemsted i Danmark eller udlandet og udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde har således samme retsstilling som nationale forvaltere. Baggrunden herfor er, at grænseoverskridende forvaltere skal opnå partsstatus efter loven på lige fod med nationale forvaltere således, at der ikke sker forskelsbehandling.
Det særlige partsbegreb er nødvendigt for at undgå en udhuling af Finanstilsynets tavshedspligt, da parters adgang til aktindsigt efter forvaltningsloven ikke tilsidesættes af tavshedspligtsreglerne. Det fremgår bl.a. af ombudsmandens praksis, at det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb fortolkes bredt, jf. FOB 1987 64, hvor ombudsmanden tillagde Indlånerforeningen i 6. juli Banken partsstatus i forhold til tilsynets sag om anmeldelse af betalingsstandsning.
Bestemmelsen medfører, at forvalternes kunder ikke er parter i forhold til Finanstilsynet. Det samme gælder investorer i de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter. Dette gælder, uanset hvilken interesse de måtte have i en given sag. Dog kan en alternative investeringsfond, som forvalteren forvalter, være part, når Finanstilsynet træffer afgørelse i en sag vedrørende den forvalter, som forvalter den alternative investeringsfond, for så vidt angår forhold, der direkte vedrører fonden, jf. stk. 2, nr. 9.
Partsstatus indebærer bl.a. adgang til efter forvaltningslovens regler at få fortrolige oplysninger i den del af en sag, som vedrører den pågældende, og mulighed for at indbringe Finanstilsynets afgørelse herom for Erhvervsankenævnet. Forvaltningslovens regler om partsbeføjelser finder dog kun anvendelse i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. § 2, stk. 1, i forvaltningsloven.
I det foreslåede stk. 2 opregnes de konkrete tilfælde, hvor andre end de i det foreslåede stk. 1 nævnte forvaltere kan anses for part efter denne lov.
I koncerner, hvor modervirksomheden er en finansiel holdingvirksomhed eller en finansiel virksomhed, skal koncernen opfylde en række bestemmelser. Hvis der opstår sager herom, er modervirksomheden efter det foreslåede nr. 1 tillige part i denne del af sagen.
Efter det foreslåede nr. 2 er en virksomhed part i forhold til den del af sagen, hvor Finanstilsynet efter det foreslåede § 160, stk. 3, indhenter oplysninger fra eller foretager inspektionsbesøg hos virksomheder, som forvalteren af alternative investeringsfonde har en særlige direkte eller indirekte forbindelse med.
Efter det foreslåede nr. 3 får en fysisk eller juridisk person partsstatus, når Finanstilsynet efter forslagets § 160, stk. 4, kræver oplysninger, som skønnes nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om en virksomhed er omfattet af tilsynslovgivningen.
Efter det foreslåede nr. 4 får enhver person, som Finanstilsynet modtager oplysninger om i forbindelse med godkendelse i medfør af det foreslåede § 13, stk. 1 og 2, partsstatus.
Såfremt Finanstilsynet nægter at godkende en erhverver af kvalificerede andele i en forvalter, suspenderer behandlingen af en sag herom eller reagerer som følge af manglende underretning om andelen, anses ikke alene forvalteren, men også erhververen eller besidderen af den kvalificerede kapitalandel efter det foreslåede nr. 5 for part i denne del af sagen, jf. det foreslåede § 11, stk. 6.
Efter det foreslåede nr. 6 får en revisor i en forvalter partsstatus i sin egen sag, hvis Finanstilsynet pålægger denne at give oplysninger om forvalterens forhold.
Efter det foreslåede nr. 7 opnår en virksomhed, der søger om at blive registreret eller om tilladelse, partsstatus, selvom virksomheden endnu ikke har fået tilladelse og derfor ikke er en forvalter af alternative investeringsfonde, som er omfattet af bestemmelsens stk. 1. Suspenderer Finanstilsynet behandlingen af en ansøgning, er den pågældende virksomhed part i sagen.
Hvis Finanstilsynet nægter en virksomhed tilladelse som forvalter af alternative investeringsfonde eller inddrager tilladelsen helt eller delvist, fordi et medlem af virksomhedens ledelse ikke lever op til lovens krav om hæderlighed og erfaring, anses den pågældende person efter det foreslåede nr. 8 for at være part i denne del af sagen. Tilsvarende vil en kapitalejer tillige opnå partsstatus, når den pågældende efter Finanstilsynets opfattelse vil modvirke en forsvarlig drift af selskabet.
Hvis Finanstilsynet nægter at give en virksomhed tilladelse som forvalter af alternative investeringsfonde eller inddrager tilladelsen, fordi virksomheden har snævre forbindelser til andre virksomheder m.v., og disse forbindelser vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver, anses den pågældende virksomhed, som Finanstilsynet vurderer har snævre forbindelser til en finansiel virksomhed, for at være part i denne del af sagen efter det foreslåede nr. 9.
En forvalter af alternative investeringsfonde er den daglige ledelse i alternative investeringsfonde. I situationer, hvor afgørelsen vedrører en alternative investeringsfond, har fondene efter det foreslåede nr. 10 partsstatus i forhold til den del af afgørelsen, som vedrører dem selv, selvom afgørelsen meddeles til forvalteren af den alternative investeringsfond. Forhold, der direkte vedrører en fond, er f.eks. et påbud til forvalteren om, at fonden skal have en anden depositar, eller at forvalteren skal foretage en anden værdifastsættelse, såfremt denne ændring får betydning for fonden. Forhold, der ikke direkte vedrører fonden, er f.eks. indretningen af driften af forvalteren. Eksempler på dette er, at forvalteren skal have skriftlige forretningsgange eller øge sin solvensdækning.
Det fremgår af det foreslåede nr. 11, at den der uden at være registreret eller have tilladelse forvalter alternative investeringsfonde, anses for part, når Finanstilsynet træffer en afgørelse, der retter sig mod den pågældende.
Det fremgår af det foreslåede nr. 12, at den, som overtræder lovens forbud mod i en virksomheds navn eller betegnelse af virksomheden at benytte ord, der er omfattet af forvaltere af alternative investeringsfondes eneret til navn, jf. den foreslåede § 5 stk. 2, anses for part, når Finanstilsynet træffer afgørelse, der retter sig mod den pågældende.
Efter det foreslåede stk. 3 får en person med særlig tilknytning til en forvalter af alternative investeringsfonde partsstatus i sin egen sag, hvis Finanstilsynets afgørelser retter sig direkte mod den pågældende, f.eks. hvis Finanstilsynet udsteder påbud eller påtaler forhold, der retter sig mod den pågældende. I overensstemmelse med forslaget til bestemmelsens stk. 1 omfatter bestemmelsen også udenlandske forvalter af alternative investeringsfonde med henblik på at give grænseoverskridende forvaltere samme retsstilling som nationale forvaltere.
Som part i forhold til Finanstilsynets afgørelser truffet som led i tilsynets kontrol af regnskaber aflagt efter reglerne i denne lovs kapitel 9 og de regler, der er udstedt i medfør af det foreslåede § 61, stk. 7, og de regler, der er udstedt i medfør af den foreslåede § 131 anses i øvrigt enhver, som Finanstilsynet anses som part i sagen efter det foreslåede stk. 4.