Bekendtgørelse af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 125

Sager, der vedrører forhold omfattet af denne lov, mellem investorer med bopæl i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, der har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller en alternativ investeringsfond, som forvalteren forvalter eller markedsfører i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan anlægges her i landet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 22 om stedlig kompetence.

Stk. 2. Sager omfattet af stk. 1 behandles under anvendelse af loven i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 125

Retsinformation

Den foreslåede § 125, stk. 1, implementerer artikel 37, stk. 13, 2. afsnit, i FAIF-direktivet, hvorefter enhver tvist, der måtte opstå mellem investorer med bopæl i et EU/EØS-land, og en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, der har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i et EU/EØS-land, eller en alternativ investeringsfond, som forvalteren forvalter eller markedsfører i et EU/EØS-land, skal behandles under anvendelse af loven i et EU/EØS-land og af en domstol i et af disse lande.

Formålet med artikel 37, stk. 13, 2. afsnit, er at sikre, at investorer med bopæl i et EU/EØS-land, altid kan anlægge sag mod forvalteren af en alternativ investeringsfond i et EU/EØS-land (ikke i vedkommende tredjeland) og under anvendelse af loven i et EU/EØS-land (ikke lovgivningen i tredjelandet).

Med forslaget til § 125, stk. 1, fastslås det på den baggrund, at sager mellem de nævnte parter, kan anlægges her i landet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 22 om stedlig kompetence.

De sager, der er nævnt i stk. 1 (f.eks. sager mellem investor og forvalter), må i praksis som udgangspunkt antages at være omfattet af Bruxelles I-forordningen, herunder navnlig artikel 5 om sager vedrørende kontraktsforhold. Det følger i den forbindelse af § 247, stk. 1, i retsplejeloven (der er placeret i lovens kapitel 22), at sagen kan anlægges her i landet, hvis der er værneting efter Bruxelles I-forordningens regler, jf. herved lov om Bruxelles I-forordningen m.v. Hvor der ikke i lovgivningen i øvrigt er værneting for en sag, der efter Bruxelles I-forordningen skal eller kan anlægges her i landet, anlægges sagen ved sagsøgerens hjemting eller, såfremt sagsøgeren ikke har hjemting her i landet, i København, jf. § 247, stk. 2, i retsplejeloven.

Det foreslås endvidere i § 125, stk. 2, at sager omfattet af stk. 1, behandles under anvendelse af loven i et EU/EØS-land. Loven i et EU/EØS-land omfatter i denne sammenhæng såvel materielle nationale regler som lovvalgsregler, herunder navnlig lovvalgsregler vedrørende kontraktretlige forpligtelser. Sagen kan med andre ord ikke behandles under anvendelse af loven i et ikke-EU/EØS-land, og en eventuel lovvalgsaftale herom vil være ugyldig.