Bekendtgørelse af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Den foreslåede § 1 gennemfører artikel 2, stk. 1 og 2, og artikel 45, stk. 2, i direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (FAIF-direktivet). Det er angivet i det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1, hvad der forstås ved »alternativ investeringsfond«, og det er angivet i det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 3, hvad der forstås ved »forvalter af alternative investeringsfonde«.

Den foreslåede § 1 fastsætter, hvilke forvaltere og alternative investeringsfonde, der er omfattet af lovforslaget. Det gennemgående træk er, at loven finder anvendelse på de forvaltere og alternative investeringsfonde, der har en tilknytning til Danmark. Dette kan enten være fordi, de har registreret hjemsted eller er etableret i Danmark eller som følge af, at forvaltere og fonde, der ikke har registreret hjemsted eller er etableret i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område (i det følgende benævnt »EU/EØS-land m.v.«), skaber en tilknytning til Danmark, som medfører, at Danmark kan blive referenceland, jf. det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 31, for forvalterne eller de alternative investeringsfonde. Endvidere kan det f.eks. være forvaltere af alternative investeringsfonde, der er meddelt tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i et EU/EØS-land m.v., når forvalteren forvalter eller markedsfører alternative investeringsfonde i Danmark gennem en filial i Danmark.

Formuleringen »lande som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område« skal fortolkes således, at den i princippet omfatter en hvilken som helst aftale, som EU indgår med et tredjeland, og som omfatter finansielle tjenesteydelser. De finansielle direktiver indeholder de betingelser, som skal være opfyldt for, at et samarbejde indledes.

Artikel 2, stk. 2, litra a-c, i FAIF-direktivet, indeholder tre negative definitioner, der fastslår, at det ikke er afgørende for anvendelsesområdet for FAIF-direktivets og dermed lovens anvendelsesområde (i) hvilken juridisk struktur en forvalter har, (ii) om de alternative investeringsfonde, som forvaltes af forvalteren, er åbne for indskud eller indløsning eller er af den lukkede type, og (iii) hvilken juridisk form en alternativ investeringsfond har.

Ved alternative investeringsfonde af den åbne type forstås fonde, hvori investorer løbende kan investere mere i fonden eller kræve sig indløst, dvs. at fondens kapital er variabel. Ved den lukkede type forstås fonde, hvori investorer ikke løbende kan fortage indskud i fonden eller kræve sig indløst. I praksis kan fonde også være en blanding af de to typer, f.eks. hvor indløsningen er mulig, men i en begrænset periode eller med et vist varsel, eller der kan være tale om fonde, hvor indløsning kan ske, såfremt et vist antal investorer beslutter dette.

De negative definitioner er ikke gengivet i bestemmelsen, da definitionerne ikke er med til at afgrænse lovens anvendelsesområde. Ligeledes er det uden betydning for anvendelsesområdet, hvilke typer af aktiver de alternative investeringsfonde investerer i, f.eks. om fondene investerer i værdipapirer, fast ejendom, råvarer eller andre fysiske aktiver.

Det følger af definitionen af en »forvalter af alternative investeringsfonde«, jf. det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 3, at forvalteren skal være en virksomhed, hvis virksomhed består i forvaltning af en eller flere alternative investeringsfonde, og som har påtaget sig ansvaret som forvalter for en eller flere alternative investeringsfonde.

Ved »forvaltning af alternative investeringsfonde« forstås, at virksomheden mindst er ansvarlig for udøvelsen af de investeringsforvaltningsfunktioner, der er omfattet af bilag 1, nr. 1, litra a og b, dvs. porteføljepleje og risikostyring for en eller flere »alternative investeringsfonde«, jf. det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 28. Forvaltning omfatter således kerneområdet i den løbende pleje af et investeringsprodukt uafhængigt af, hvordan investeringsproduktet er pakket ind. Sådanne produkter kan ses som et alternativ til, at den enkelte investor køber sig til individuel porteføljepleje.

Ved »alternativ investeringsfond« forstås en kollektiv investeringsenhed eller investeringsafdelinger, som rejser kapital fra en række investorer med henblik på at investere den i overensstemmelse med en defineret investeringspolitik til fordel for disse investorer, og som ikke skal have tilladelse i henhold til de regler, der gennemfører artikel 5 i direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (UCITS-direktivet), jf. det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1. Danmark har gennemført artikel 5 i UCITS-direktivet i § 10 i lov om investeringsforeninger m.v.

Ordet »alternativ« skal forstås som investeringsprodukter, der er et alternativ til UCITS. Ved UCITS forstås kollektive investeringsenheder, som er omfattet af UCITS-direktivet. Det skal således ikke forstås som alternative investeringer som f.eks. investeringer, der er alternativer til investeringer i traditionelle værdipapirer såsom guld, råvarer, råstoffer og CO2-kvoter.

En alternativ investeringsfond udøver kollektiv investeringsvirksomhed. Dette fremgår bl.a. af definitionen, hvorefter enheden skal rejse kapital fra en række investorer for at være omfattet af definitionen af en »alternativ investeringsfond«. Det afgørende er, hvor mange investorer enheden har mulighed for at rejse kapital fra og ikke hvor mange investorer, der faktisk placerer penge i enheden. FAIF-direktivet fastsætter ikke eksplicit hvor mange investorer, der skal til for, at enheden anses for at rejse kapital fra en række investorer og dermed udgøre en alternativ investeringsfond. Det foreslås i § 3, stk. 6, at Finanstilsynet får en hjemmel til at udstede nærmere regler herom. Se nærmere i den foreslåede § 3, stk. 6, og bemærkningerne hertil.

Da investeringsforeninger, værdipapirfonde og SIKAV’er (danske UCITS) har tilladelse i henhold til regler, der gennemfører artikel 5 i UCITS-direktivet, lever de ikke op til definitionen af en alternativ investeringsfond, jf. det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1, litra b. De er derfor ikke omfattet af lovforslaget. Bortset herfra omfatter lovforslaget alle former for kollektive investeringer, såfremt de i øvrigt lever op til definitionen af en alternativ investeringsfond. De fleste investeringsforvaltningsselskaber administrerer i dag andre typer af kollektive investeringsordninger end danske UCITS, hvorfor disse investeringsforvaltningsselskaber, der administrerer danske non-UCITS, omfattes af lovforslaget.

Den juridiske struktur har ingen betydning i forhold til, hvorvidt der er tale om en alternativ investeringsfond. Forudsat at de øvrige kriterier i definitionen af alternativ investeringsfond er opfyldt, betyder dette, at f.eks. aktie- og anpartsselskaber, selskaber med begrænset ansvar, foreninger med begrænset ansvar, fåmandsforeninger, specialforeninger, hedgeforeninger, fastejendomsfonde, kapital- og venturefonde samt fælles porteføljepleje vil være omfattet af lovforslaget. Bankpuljer er ikke omfattet af loven, da disse er indlånsprodukter.

De foreslåede stk. 1, nr. 1 og 2, angiver, hvilke forvaltere der er omfattet af lovforslaget. Det foreslåede stk. 1, nr. 3 og 4, angiver, hvilke alternative investeringsfonde, der bliver omfattet af lovforslaget.

Det foreslåede stk. 1 implementerer artikel 2, stk. 1 og 2, i FAIF-direktivet. Efter det foreslåede nr. 1 omfatter loven såvel forvaltere, der har fået tilladelse af Finanstilsynet, som forvaltere der er registrerede hos Finanstilsynet, når forvalterne har registreret hjemsted i Danmark.

Efter det foreslåede nr. 2 omfatter loven forvaltere med registreret hjemsted i tredjelande, som har Danmark som sit referenceland, dvs. forvaltere med registreret hjemsted i et tredjeland, der skal søge om tilladelse hos, eller har fået tilladelse af, Finanstilsynet, fordi Danmark er referenceland for forvalteren. Bestemmelsen vil f.eks. medføre, at forvaltere, der får tildelt Danmark som referenceland efter proceduren i de foreslåede § 112-115, bliver omfattet af loven.

Det foreslåede nr. 3 fastslår, at loven finder anvendelse på alternative investeringsfonde, der er selvforvaltede og etableret i Danmark. Ved »etableret« for så vidt angår fonde forstås fonde, som har erhvervet tilladelse eller er registreret i Danmark eller, hvis fonden ikke har erhvervet tilladelse eller er registreret i Danmark, alternative investeringsfonde, som har registreret hjemsted i Danmark, jf. det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 12.

Lovens udgangspunkt er, at alternative investeringsfonde ikke reguleres; derimod reguleres fondenes forvaltere. At loven imidlertid i et vist omfang finder direkte anvendelse på visse alternative investeringsfonde er en følge af, at FAIF-direktivet på enkelte punkter regulerer alternative investeringsfonde som sådan. FAIF-direktivet pålægger f.eks. ledelsen for en alternativ investeringsfond enten at udpege én forvalter, der er ansvarlig for fonden eller sikre, at fonden bliver selvforvaltende, hvilket medfører, at fonden selv skal overholde samtlige lovens krav. Derfor omfatter loven alternative investeringsfonde direkte for, at fondene kan være pligtsubjekter for reguleringen i disse tilfælde. Med forbehold for lovens undtagelser vil ingen alternative investeringsfonde fra et EU/EØS-land m.v. være undtaget fra lovens regulering, idet reguleringen enten vil påvirke fonden indirekte via fondens forvalter eller direkte som følge af, at fonden skal være selvforvaltende og dermed selv leve op til lovens krav.

Investeringsordninger, som f.eks. specialforeninger, hedgeforeninger, godkendte fåmandsforeninger, ikke-godkendte fåmandsforeninger, professionelle foreninger og andre kollektive investeringsordninger, som hidtil har været omfattet af lov om investeringsforeninger m.v., vil efter forslaget blive omfattet af nærværende lovforslag, såfremt de opfylder kriterierne for at være en alternativ investeringsfond, hvilket de fleste af disse investeringsordninger vil gøre. Uanset antallet af investorer, som disse investeringsordninger søger at rejse kapital fra, vil disse investeringsordninger blive omfattet af loven, hvis de indretter deres virksomhed som kapitalforeninger i henhold til det foreslåede afsnit VIII. Der henvises til bemærkningerne til stk. 6 nedenfor.

En selvforvaltende alternativ investeringsfond, der ikke markedsfører sine andele i Danmark, bliver omfattet af loven, hvis fonden er etableret i Danmark i medfør af det foreslåede nr. 3.

En alternativ investeringsfond fra et tredjeland, som ikke er omfattet af en aftale med en forvalter, der har tilladelse eller er registreret som forvalter, om forvaltning af fonden (selvforvaltende), og som har Danmark som sit referenceland vil være omfattet af lovforslaget i medfør af det foreslåede nr. 4. I så fald vil der være tale om, at fonden markedsfører sig ind i Danmark, idet fonden pr. definition er etableret uden for Danmark.

Lovforslaget gælder som udgangspunkt ikke for forvaltere, der er godkendt af kompetente myndigheder i et andet EU/EØS-land m.v. Det foreslåede stk. 2 er en følge af artikel 45, stk. 2, i FAIF-direktivet. Det foreslåede stk. 2 udstrækker loven til også at omfatte forvaltere med registreret hjemsted i et EU/EØS-land m.v., når disse forvalter eller markedsfører alternative investeringsfonde i Danmark gennem en filial i Danmark. Det foreslåede stk. 2 er en oversigt over hvilke af lovens bestemmelser, der finder anvendelse for disse forvaltere. Det fremgår af artikel 45, stk. 2, i FAIF-direktivet, at værtslandet påser overholdelsen af de lovbestemmelser, der implementerer artikel 12 og 14, i FAIF-direktivet. Artikel 12, stk. 1, er implementeret i den foreslåede § 18 om forvalterens overholdelse af god skik, artikel 12, stk. 2, er implementeret i den foreslåede § 19 om forbuddet imod at udøve skønsmæssig porteføljepleje og investere i de fonde, som forvalteren selv forvalter uden kundens skriftlige accept og artikel 14 er implementeret i den foreslåede § 23 om interessekonflikter.

Det foreslåede stk. 2 fastslår, at de foreslåede §§ 18, 19 og 23, § 67, stk. 4, §§ 154-156, 160, 161, 163, 169, 170, 172-176, 179, 181, 183 og 189-191 finder anvendelse på forvaltere, som Danmark er værtsland for, der har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde af de kompetente myndigheder i et EU/EØS-land m.v., når forvalteren forvalter eller markedsfører alternative investeringsfonde i Danmark gennem en filial i Danmark. Det foreslåede stk. 2, 2. pkt., fastslår, at selskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske kapitalselskaber finder anvendelse på filialer af udenlandske forvaltere. Forslaget indebærer bl.a., at filialer skal registreres i Erhvervsstyrelsen.

Det foreslåede stk. 3 følger af implementeringen af artikel 42 i den foreslåede § 130. Forvaltere, der ikke har deres registrerede hjemsted i et EU/EØS-land m.v. kan i henhold til den foreslåede § 130 få en særlig tilladelse af Finanstilsynet til at markedsføre andele i Danmark i de alternative investeringsfonde, som de forvalter til danske professionelle investorer. Tilladelse giver ikke ret til markedsføring i andre EU/EØS-lande m.v. eller tredjelande. I sådanne tilfælde falder forvalteren ind under § 1, stk. 1, nr. 2. Det foreslåede stk. 3, betyder, at de bestemmelser, som den foreslåede § 130 henviser til i loven, finder anvendelse for denne forvalter og dennes markedsføring. §§ 61-68, 70-75, 130, 154-156, 160, 161, 163, 169, 170, 172-176, 179, 181, 183 og 189-191 finder også anvendelse for denne forvalter og dennes markedsføring.

Det følger af den foreslåede stk. 4, at det kun er de foreslåede §§ 5, 9, 10, 160 og 189-191, der finder anvendelse på registrerede forvaltere af alternative investeringsfonde, hvilket er en implementering af artikel 3, stk. 2, i FAIF-direktivet, hvorefter kun en begrænset del af FAIF-direktivet finder anvendelse for forvaltere, der skal registreres. Der henvises til bemærkningerne til de foreslåede §§ 5, 9, 10, 160 og 189-191.

Det foreslåede stk. 5 fastslår, at de foreslåede § 18, § 67, stk. 4, §§ 154-156, 160, 161, 163, 169, 170, 172-176, 179, 181, 183 og 189-191 finder anvendelse på forvaltere fra et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, når forvalteren forvalter eller markedsfører alternative investeringsfonde i Danmark uden at at have registreret hjemsted i Danmark.

Det foreslåede stk. 6 fastslår, at det foreslåede afsnit VIII om strukturbestemmelser for kapitalforeninger finder anvendelse for alle kapitalforeninger, uanset om de er alternative investeringsfonde eller ej.

Det defineres i det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1, hvad der forstås ved »alternativ investeringsfond«. Det fremgår bl.a. af definitionen, at en alternativ investeringsfond skal rejse kapital fra en række investorer for at være omfattet af definitionen af en »alternativ investeringsfond«. Det afgørende er, hvor mange investorer enheden har mulighed for at rejse kapital fra og ikke, hvor mange investorer, der faktisk placerer penge i enheden. Der er i dag fåmandsforeninger og professionelle foreninger, som kun rejser kapital fra en enkelt investor eller fra meget få investorer. Disse foreninger savner det kollektive element, som en alternativ investeringsfond skal have. Det forventes, at disse bliver omdannet til kapitalforeninger. Det foreslåede stk. 6 fastslår udtrykkeligt, at forslagets bestemmelser om kapitalforeningers struktur også gælder for disse foreninger, uanset om de øvrige bestemmelser i forslaget, som indirekte regulerer alternative investeringsfonde, ikke gælder for kapitalforeninger, der ikke er alternative investeringsfonde.

Den foreslåede § 2 gennemfører artikel 2, stk. 3, og artikel 3, stk. 1, i FAIF-direktivet.

Bestemmelsen indeholder en række udtømmende undtagelser til loven, hvorefter visse nærmere bestemte typer af investeringsordninger ikke er omfattet af loven.

Det foreslåede nr. 1 undtager holdingselskaber. Ved »holdingselskab« forstås selskaber med kapitalandele i et eller flere andre selskaber, hvis kommercielle formål er at gennemføre en forretningsstrategi eller -strategier gennem sine datterselskaber, tilknyttede selskaber eller kapitalinteresser for at bidrage til deres værdi på lang sigt, og som enten er et selskab, der driver virksomhed på grundlag af egne aktiver, og hvis aktier optages til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land m.v., eller ikke er oprettet med det primære formål at generere afkast til sine investorer ved at afhænde sine datterselskaber eller tilknyttede selskaber som dokumenteret af selskabets årsrapport eller andre officielle dokumenter, jf. det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 20. Kapital- og venturefonde er ikke omfattet af undtagelsen, uanset om driften f.eks. sker gennem et selskab, idet de er oprettet med det primære formål at generere afkast til sine investorer ved at afhænde de selskaber, de opkøber (deres target selskaber).

Det foreslåede nr. 2 omfatter forvaltere af alternative investeringsfonde, der udelukkende forvalter en eller flere alternative investeringsfonde, hvis eneste investorer er forvalteren, eller forvalterens modervirksomheder eller datterselskaber eller andre datterselskaber af disse modervirksomheder, forudsat at ingen af disse investorer selv er en alternativ investeringsfond (koncerninvesteringsfonde).

Undtagelsen medfører, at »almindelige selskaber«, dvs. driftsselskaber, der ikke selv er en alternativ investeringsfond, kan oprette »koncerninvesteringsfonde« hvis eneste indskud kommer fra de i det foreslåede nr. 2 nævnte selskaber (koncernselskaber), uden at selskabet bliver omfattet af lovens krav. Ved koncerninvesteringsfond forstås en enhed, uanset juridisk form, der opfylder definitionen af en alternativ investeringsfond, som omfattes af undtagelsen i det foreslåede § 2, stk. 1, nr. 2. Uden undtagelsen ville oprettelsen af en koncerninvesteringsfond medføre, at det selskab, der forvalter fonden, skulle leve op til lovens krav.

Det koncernselskab, der udøver porteføljepleje og risikostyring for en koncerns selskaber, anses for forvalter af alternative investeringsfonde, men vil være undtaget fra loven. De midler som et selskab forvalter på vegne af koncernen er også undtaget for loven og udgør således ikke en alternativ investeringsfond.

Selskabet kan udføre porteføljepleje og risikostyring, jf. bilag 1, nr. 1, litra a og b, for koncernens selskaber; og kan udføre dette som en del af selskabets samlede drift. Selskabet behøver hverken at have tilladelse eller være registreret som forvalter og er ikke forpligtet til at sikre, at de krav, der følger af loven opfyldes.

Selskabet skal sikre sig, at selskabet ikke forvalter midler for andre end selskaber i koncernen. Ellers risikerer selskabet, at midlerne udgør en alternativ investeringsfond og omfattes af loven.

Såfremt et selskab i en koncern f.eks. placerer midler på vegne af en direktør eller andre ansatte i koncerninvesteringsfonden, er betingelserne for undtagelsen i det foreslåede nr. 2 ikke længere opfyldt. I et sådant tilfælde vil midlerne anses for at være en alternativ investeringsfond, der har en forvalter, der er omfattet af lovforslaget.

Efter det foreslåede nr. 3 finder loven ikke anvendelse på arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, som er omfattet af reglerne, der gennemfører direktiv 2003/41/EF, herunder i givet fald de godkendte enheder, der er ansvarlige for forvaltningen af sådanne pensionskasser, og som handler på deres vegne, jf. reglerne, der gennemfører artikel 2, stk. 1, i det pågældende direktiv, eller de investeringsadministratorer, der er udpeget i henhold til reglerne, der gennemfører artikel 19, stk. 1, i samme direktiv, for så vidt de ikke forvalter alternative investeringsfonde. I Danmark omfatter dette f.eks. tværgående pensionskasser og arbejdsmarkedspensionsordninger. Direktiv 2003/41/EF er i Danmark gennemført i §§ 2 og 216 i lov om tilsyn med firmapensionskasser.

Ifølge det foreslåede nr. 4 finder loven ikke anvendelse for overnationale institutioner, lignende internationale organisationer og medlemmer af de europæiske udviklingsfinansieringsinstitutioner. Herved forstås f.eks. Den Europæiske Centralbank, Den Europæiske Investeringsbank, Den Europæiske Investeringsfond, bilaterale udviklingsbanker, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og andre overnationale institutioner og lignende internationale organisationer. Bestemmelsen nævner eksplicit medlemmer af de europæiske udviklingsfinansieringsinstitutioner (på engelsk »the European Development Finance Institutions«). Dette medfører bl.a., at den ved dansk lov nedsatte selvejende statslige fond, Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), er undtaget fra loven, også selvom IFU forvaltere enheder, der lever op til betingelserne for at være en alternativ investeringsfond. De enheder, som IFU forvalter, er ligeledes undtaget fra loven med hjemmel i nr. 4, og skal derfor ikke anses for at være selvforvaltende alternative investeringsfonde.

Imidlertid finder undtagelsen i nr. 4 kun anvendelse i det omfang de alternative investeringsfonde handler i offentlighedens interesse. Såfremt en alternative investeringsfond ikke handler i offentlighedens interesse, skal fonden forvaltes af en forvalter, der er registreret eller har tilladelse i henhold til loven, ellers anses fonden for selvforvaltende, og i så fald skal fonden overholde lovens krav.

Det er efter bestemmelsen en betingelse, at institutionerne og organisationerne forvalter alternative investeringsfonde, og at de alternative investeringsfonde handler i offentlighedens interesse.

Efter det foreslåede nr. 5 finder loven ikke anvendelse for Vækstfonden. FAIF-direktivets formål er at regulere og føre tilsyn med forvaltere af alternative investeringsfonde, for at sikre en sammenhængende tilgang til de dermed forbundne risici og deres betydning for investorer og markeder. Dernæst bestemmer direktivet, at anvendelsesområdet bør begrænses til enheder, der forvalter alternative investeringsfonde som erhvervsmæssig virksomhed. Vækstfondens forhold er reguleret ved lov nr. 549 af 1. juli 2002 med senere ændringer. Fondens bestyrelse og direktion udpeges af erhvervs-og vækstministeren samtidig med, at fonden allerede er under tilsyn af ministeren. Derudover er Vækstfondens overordnede formål, i modsætning til andre forvaltere af alternative investeringsfonde, at skabe et samfundsøkonomisk afkast og dermed er det ikke Vækstfondens opgave at skabe et maksimalt afkast. I FAIF-direktivet har man undtaget andre fonde, der ligesom Vækstfonden søger et samfundsøkonomisk afkast, herunder IFU. Henset til ovennævnte konkrete forhold undtages Vækstfonden fra lovforslagets anvendelsesområde.

De foreslåede nr. 6 og 7 fastslår, at loven ikke gælder for Danmarks Nationalbank, statslige, regionale og kommunale organer eller andre institutioner, der forvalter fonde til støtte for socialsikrings- og pensionsordninger. I Danmark omfatter dette f.eks. ATP.

Efter det foreslåede nr. 8 finder loven ikke anvendelse på ordninger for medarbejderdeltagelse eller opsparingsordninger for medarbejdere. Dette kan f.eks. være tildeling af medarbejderaktier eller lignende.

Efter det foreslåede nr. 9 finder loven ikke anvendelse på securitisationsenheder med særligt formål. Ved »securitisationsenheder med særligt formål« forstås enheder, hvis eneste formål er at foretage securitisation eller securitisationer som omhandlet i artikel 1, nr. 2, i Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 25/2009 af 19. december 2008 om statistik over aktiver og passiver hos »financial vehicle corporations«, der deltager i securitisationstransaktioner og andre passende aktiviteter med henblik på at opfylde dette formål, jf. det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 44.

Efter det foreslåede nr. 10 er familieejede investeringsenheder undtaget fra loven. Det fremgår af præamblens pkt. 7 i FAIF-direktivet, at »family office vehicles« ikke bør anses som en alternativ investeringsfond. Begrebet familieejede investeringsenheder (»family office vehicles«) er ikke defineret i FAIF-direktivet. På trods af at fonden formelt set har en række investorer, kan investorerne anses for at repræsentere de samme interesser som følge af slægtskabet. Begrebet familie følger den almindelige forståelse i dansk familie- og arveret. På samme måde vil personer, der er gift ind i slægten, blive anset for omfattet af »familien«. I henhold til forslaget gælder loven således ikke for forvaltere af disse familieejede investeringsenheder dog under forudsætning af, at forvalteren ikke administrerer andre alternative investeringsfonde end familieejede investeringsenheder. En forvalter, der administrerer såvel familieejede investeringsenheder som alternative investeringsfonde, vil være underlagt loven, dog ikke for så vidt angår forvaltningen af den familieejede investeringsenhed.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører de definitioner, der findes i artikel 4, stk. 1, i FAIF-direktivet.

I stk. 1, nr. 1, foreslås »alternativ investeringsfond« defineret som en kollektiv investeringsenhed eller investeringsafdelinger deraf, som rejser kapital fra en række investorer med henblik på at investere den i overensstemmelse med en defineret investeringspolitik til fordel for disse investorer, og som ikke skal have tilladelse i henhold til de regler, der gennemfører artikel 5 i UCITS-direktivet. Danmark har gennemført artikel 5 i UCITS-direktivet i § 10 i lov om investeringsforeninger m.v. Såfremt en investeringsenhed har flere afdelinger, skal investeringsenheden stadig anses for at være en alternativ investeringsfond.

Betingelserne, som en enhed skal opfylde for at være en alternativ investeringsfond efter lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1, er kumulative betingelser. Det fremgår af pkt. 7 i FAIF-direktivets præambel, at investeringsforetagender såsom »family office vehicles«, der investerer investorernes private formuer uden at skaffe ekstern kapital, ikke bør anses for at være alternative investeringsfonde i henhold til direktivet.

Det fremgår af artikel 4, stk. 4, i FAIF-direktivet, at ESMA skal udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder til fastsættelse af typer af forvalter af alternative investeringsfonde, hvor det er relevant i forbindelse med anvendelsen af direktivet med henblik på at sikre ensartede anvendelsesbetingelser for direktivet. EU-Kommissionen er tillagt beføjelser efter artiklen til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

Det foreslåede nr. 2 definerer »andel« som enhver ejerandel af formuen i en alternativ investeringsfond. Dette gælder uanset, hvilken juridisk form fonden har.

Da definitionen af en fond efter loven er uafhængig af, hvilken juridisk form fonden har, jf. bemærkningerne til den foreslåede § 1, dækker begrebet andele efter loven samt bilag til loven således over enhver ejerandel i en fond omfattet af loven. Dette kan efter en konkret vurdering være f.eks. en aktie i et aktieselskab, en anpart i et anpartsselskab, en andel i et kommanditselskab, en andel i en forening, der ikke er en UCITS omfattet af lov om investeringsforeninger m.v. samt aftaleretlige krav på en andel af et overskud. Definitionen i lovforslaget er hermed bredere end hvad, der sædvanligvis forstås ved »andel«.

Det foreslås i nr. 3, at »forvalter af alternativ investeringsfond« skal forstås som en virksomhed, hvis sædvanlige erhvervsmæssige virksomhed består i forvaltning af en eller flere alternative investeringsfonde og som har påtaget sig ansvaret som forvalter for en eller flere alternative investeringsfonde. Den foreslåede § 7 fastsætter krav om, hvilke krav der stilles til den juridiske struktur af forvaltere af alternative investeringsfonde.

Det foreslåede nr. 4 definerer »filial« for så vidt angår en forvalter af alternative investeringsfonde som et forretningssted, som retligt udgør en ikke-selvstændig del af en forvalter, og som leverer de ydelser, som forvalteren har fået tilladelse til. Alle forretningssteder, der etableres i samme EU/EØS-land m.v. af en forvalter, med registreret hjemsted i et EU/EØS-land m.v. eller med registreret hjemsted i et tredjeland, anses for at være en og samme filial.

I nr. 5 foreslås det, at »præferenceafkast« (også kaldet »carried interest«) defineres som en del af fortjenesten fra en alternativ investeringsfond, som forvalteren har tjent som godtgørelse for forvaltning af en alternativ investeringsfond, men reduceret med den del af fortjenesten fra den alternative investeringsfond, som forvalteren har tjent som afkast af en eventuel investering, som forvalteren måtte have foretaget i den alternative investeringsfond.

Ud over at præferenceafkast omfatter udbetalinger til forvalteren som sådan, omfatter præferenceafkast ligeledes tilsvarende udbetalinger til forvalterens ledelse og væsentlige risikotagere i forvalteren. Disse medarbejdergrupper, som deltager i aftaler om præferenceafkast (carried interest), kaldes typisk kapitalfondspartnere. At præferenceafkast både omfatter udbetalinger til forvalteren og til dennes ledelse og medarbejdere sikrer, at forvalteren, dennes medarbejdere og de alternative investeringsfonde, der forvaltes, har sammenfaldende interesser. Denne tilgang forventes at være i overensstemmelse med de retningslinjer, som ESMA forventes at udstede på området. Vedrørende identificering af væsentlige risikotagere henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 20.

Der skal skelnes mellem standardafkast og præferenceafkast. Ved standardafkastet forstås det afkast (gevinst/udbytte), som deltageren i en alternativ investeringsfond opnår i forhold til den indskudte kapital. Ved præferenceafkast (carried interest) forstås den del, der overstiger standardafkastet af den indskudte kapital. Dette præferenceafkast, som betales til kapitalfondspartneren eller forvalteren, anses for en bonus for en succesfuld afvikling af den alternative investeringsfond, dvs. et vederlag for partnernes knowhow og indsats ved fondens etablering, drift og afvikling.

Ovenstående svarer til, hvordan Skatteministeriet definerer præferenceafkast (carried interest) i bemærkningerne til aktieavancebeskatningslovens § 17 A og ligningslovens § 16 I, dog således at Skatteministeriet betegner præferenceafkast som merafkast.

Forvalteren må således klart skelne mellem behandlingen af (i) den del af udbetalingen fra den alternative investeringsfond, der udgør et standardafkast, dvs. forholdsmæssigt svarer til investeringen, og som ikke er underlagt aflønningsreglerne og (ii) den del af udbetalingen fra den alternative investeringsfond, der overstiger et standardafkast af investeringen og udgør præferenceafkast (carried interest), og som er underlagt aflønningsreglerne i de foreslåede §§ 20-22. For præferenceafkast, som er omfattet af aflønningsreglerne, må forvalteren sikre sig, at aflønningsreglerne i de foreslåede §§ 20-22 overholdes, jf. dog også det foreslåede § 20, stk. 10, der fastslår, at præferenceafkast forudsat at visse betingelser er opfyldt kun i begrænset omfang er omfattet af aflønningsreglerne.

Administrationshonorar (management fee) betalt fra den alternative investeringsfond til forvalteren, som udgør almindelig fast betaling for administration, anses hverken for standardafkast eller præferenceafkast som følge af en investering.

Et standardafkast skal følge af en investering i den alternative investeringsfond på baggrund af en decideret udbetaling fra medarbejderen for ikke at blive omfattet af aflønningsreglerne. Ethvert afkast fra en investering foretaget på baggrund af et lån fra forvalteren eller den alternative investeringsfond, med det formål at foretage den givne investering i den alternative investeringsfond, anses således for omfattet af aflønningsreglerne, hvis lånet ikke er tilbagebetalt på det tidspunkt, hvor afkastet udbetales. Dette sikrer, at der ikke sker omgåelse af aflønningsreglerne.

Det forventes, at de kommende retningslinjer fra ESMA vedrørende aflønning, som udarbejdes i henhold til artikel 13, stk. 2, i FAIF-direktivet, vil være i overensstemmelse med ovenstående. Finanstilsynet vil i forbindelse med sit tilsyn så vidt muligt tage højde for de endelige retningslinjer, der måtte foreligge fra ESMA, herunder vurdere om disse retningslinjer vil nødvendiggøre lovændringer.

Det foreslåede nr. 6 definerer »snævre forbindelser« som en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er forbundet ved kapitalinteresser, hvorved forstås direkte eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af stemmerettighederne eller af kapitalen i en virksomhed. Efter bestemmelsen er der endvidere tale om snævre forbindelser i en situation, hvor en fysisk eller juridisk person har bestemmende indflydelse over en eller flere andre fysiske eller juridiske personer forstået som forholdet mellem et moderselskab og et datterselskab som omhandlet i bestemmelsens stk. 4-7, eller et tilsvarende forhold mellem en fysisk eller juridisk person og en virksomhed. I relation hertil anses et datterselskab af et datterselskab for at være datterselskaber af moderselskaber for disse datterselskaber. Endelig vil en situation, hvor den samme fysiske eller juridiske person er varigt forbundet med to eller flere fysiske eller juridiske personer ved at have bestemmende indflydelse over disse, anses for en snæver forbindelse mellem disse personer.

I nr. 7 foreslås, at »kompetente myndigheder« defineres som de nationale myndigheder i et EU/EØS-land m.v., der ved lov eller anden forskrift er bemyndiget til at føre tilsyn med forvaltere.

Det foreslåede nr. 8, litra a, definerer »kompetente myndigheder« for så vidt angår en depositar, som de kompetente myndigheder som defineret i artikel 4, nr. 4, i direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut, hvis depositaren er et kreditinstitut, som har erhvervet tilladelse i henhold til reglerne, der gennemfører direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut. Hvis depositaren er et investeringsselskab, som har erhvervet tilladelse i henhold til reglerne, der gennemfører direktiv 2004/39/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked anses de kompetente myndigheder, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 22, i direktiv 2004/39/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked som de kompetente myndigheder, jf. det foreslåede nr. 8, litra b. Artikel 4, stk. 1 nr. 22, i direktiv 2004/39/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked er i Danmark gennemført i § 5, stk. 1, nr. 27, i lov om finansiel virksomhed. Hvis depositaren falder under en kategori af foretagender som omhandlet i reglerne, der gennemfører artikel 21, stk. 3, 1. afsnit, litra c, i FAIF-direktivet, anses de nationale myndigheder i depositarens hjemland, der ved lov eller anden forskrift er bemyndiget til at føre tilsyn med sådanne kategorier af foretagender, som de kompetente myndigheder, jf. det foreslåede nr. 8. litra c. Hvis depositaren er en enhed som omhandlet i reglerne, der gennemfører artikel 21, stk. 3, 3. afsnit, i FAIF-direktivet, er de kompetente myndigheder de nationale myndigheder i det land, hvor enheden har sit registrerede hjemsted, og som ved lov eller anden forskrift er bemyndiget til at føre tilsyn med enheden, eller det officielle organ med kompetence til at registrere eller føre tilsyn med enheden i overensstemmelse med de gældende fagetiske regler, jf. det foreslåede nr. 8, litra d. De fagetiske regler må forventes at variere fra land til land alt efter, hvilken tradition de enkelte lande har herfor.

Hvis depositaren er depositar for en alternativ investeringsfond fra et tredjeland i henhold til reglerne, der gennemfører artikel 21, stk. 5, litra b, i FAIF-direktivet, og ikke er omfattet af de foreslåede litra a-d i nr. 8, er de kompetente myndigheder, for så vidt angår en depositar, de nationale myndigheder i det tredjeland, hvor depositaren har sit registrerede hjemsted, jf. det foreslåede nr. 8, litra e.

I nr. 9 foreslås, at »alternativ investeringsfond fra et tredjeland« defineres som en alternativ investeringsfond, der ikke har erhvervet tilladelse eller er registreret i et land inden for den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område i henhold til gældende national lovgivning, og som ikke har sit registrerede hjemsted eller hovedkontor i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

I artikel 4, litra i, i FAIF-direktivet defineres »kontrol«, som kontrol som defineret i artikel 1 i direktiv 83/350/EØF af 13. juni 1983 om tilsyn med kreditinstitutter på et konsolideret grundlag af 13. juni 1983 om tilsyn med kreditinstitutter på et konsolideret grundlag. I Danmark er artikel 1 i direktiv 83/350/EØF af 13. juni 1983 om tilsyn med kreditinstitutter på et konsolideret grundlag af 13. juni 1983 om tilsyn med kreditinstitutter på et konsolideret grundlag gennemført i lov om finansiel virksomhed, i årsregnskabsloven og lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder (revisorloven). Det foreslåede nr. 10 svarer til definitionen af »bestemmende indflydelse« i lov om finansiel virksomhed § 5 b.

I nr. 11 foreslås »kapitalforening« defineret som en forening med en eller flere investorer, hvis formål det er at skabe et afkast til foreningens investorer ved investering i finansielle aktiver omfattet af bilag 5, i lov om finansiel virksomhed, hvis vedtægter angiver, at foreningen er en kapitalforening, og som til forvaltning af foreningen har udpeget en forvalter med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, som har ansvaret for at forvalte kapitalforeningen. Kravet om, at en kapitalforening skal udpege en forvalter svarer til, at en SIKAV omfattet af lov om investeringsforeninger m.v. skal udpege et investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab til administration af SIKAV’en. Ligesom SIKAV’er har en kapitalforening alene en bestyrelse og ingen direktion.

I nr. 12 foreslås det at definere »etableret« for så vidt angår alternative investeringsfonde, som det land, hvor en alternativ investeringsfond har erhvervet tilladelse eller er registreret i eller, hvis fonden ikke har erhvervet tilladelse eller er registreret, det land hvor fonden har sit registrerede hjemsted.

I nr. 13 foreslås det at definere »etableret« for så vidt angår depositarer, som det land, hvor depositaren har sit registrerede hjemsted, eller det land hvor depositaren har en filial.

I nr. 14 foreslås det at definere »etableret« for så vidt angår retlige repræsentanter, der er juridiske personer, som det land, hvor den retlige repræsentant har registreret hjemsted, eller det land, hvor den retlige repræsentant har en filial.

I nr. 15 foreslås det at definere »etableret« for så vidt angår retlige repræsentanter, der er fysiske personer, som det land, hvor den retlige repræsentant er hjemmehørende. Ved hjemmehørende forstås der, hvor den retlige repræsentant faktisk har etableret et kontor og kan træffes.

Det foreslåede nr. 16 definerer »en alternativ investeringsfond fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land Unionen har indgået aftale med på det finansielle område « som en alternativ investeringsfond, der har erhvervet tilladelse eller er registreret i et EU/EØS-land m.v. i henhold til gældende national lovgivning, eller en alternativ investeringsfond, der ikke har erhvervet tilladelse eller er registreret i et EU/EØS-land m.v., men har sit registrerede hjemsted eller hovedkontor i et EU/EØS-land m.v.

I nr. 17 foreslås, at »en forvalter fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land Unionen har indgået aftale med på det finansielle område« defineres som en forvalter, der har sit registrerede hjemsted i et EU/EØS-land m.v.

Det foreslåede nr. 18 definerer »feeder-fond« som en alternativ investeringsfond, der investerer mindst 85 pct. af sine aktiver i andele i en anden alternativ investeringsfond (»master-fonden«), investerer mindst 85 pct. af sine aktiver i mere end én master-fond, når disse master-fonde har identiske investeringsstrategier, eller på anden vis har en eksponering på mindst 85 pct. af sine aktiver i en master-fond. Denne investering kan også være i form af afledte finansielle instrumenter, som giver feeder-fonden en eksponering i master-fonden på mindst 85 pct. af feeder-fondens aktiver.

I nr. 19 foreslås, at »finansielt instrument« defineres som et instrument, som angivet i § 2, stk. 1 og 2, i lov om værdipapirhandel m.v.

Det foreslåede nr. 20 definerer »holdingselskab« som et selskab med kapitalandele i et eller flere andre selskaber, hvis kommercielle formål er at gennemføre en forretningsstrategi eller -strategier gennem sine datterselskaber, tilknyttede selskaber eller kapitalinteresser for at bidrage til deres værdi på lang sigt, og som enten er et selskab, der driver virksomhed på grundlag af egne aktiver, og hvis aktier optages til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land m.v., eller ikke er oprettet med det primære formål at generere afkast til sine investorer ved at afhænde sine datterselskaber eller tilknyttede selskaber, som dokumenteret af selskabets årsrapport eller andre officielle dokumenter.

I nr. 21 foreslås, at »alternative investeringsfondes hjemland« defineres som det EU/EØS-land m.v., hvor den alternative investeringsfond har erhvervet tilladelse eller er registreret i henhold til gældende national ret, eller i tilfælde af flere tilladelser eller registreringer det EU/EØS-land m.v., hvor den alternative investeringsfond første gang erhvervede tilladelse eller blev registreret, eller hvis den alternative investeringsfond hverken har erhvervet tilladelse eller er registreret i et EU/EØS-land m.v., det EU/EØS-land m.v., hvor den har sit registrerede hjemsted eller hovedkontor.

Det foreslåede nr. 22 definerer »forvalterens hjemland« som det EU/EØS-land m.v., hvor forvalteren har sit registrerede hjemsted. For forvaltere med registreret hjemsted i et tredjeland forstås alle henvisninger til »forvalterens hjemland« i denne lov som »referenceland«.

I nr. 23 foreslås, at der ved »forvalterens værtsland« forstås det eller de lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som ikke er forvalterens hjemland, hvor forvalteren forvalter eller markedsfører andele i en alternativ investeringsfond fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område eller markedsfører andele i en alternativ investeringsfond fra et tredjeland.

Det foreslåede nr. 24 definerer »startkapital« som forvalterens kapitalgrundlag opgjort på det tidspunkt, hvor forvalteren opnår tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. § 11, stk. 3.

I nr. 25 foreslås, at »udsteder« defineres som en udsteder som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra d, i direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked. , når udstederen har sit registrerede hjemsted i et EU/EØS-land m.v., og når dens andele optages til handel på et reguleret marked, som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 14, i direktiv 2004/39/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked. I dansk ret er artikel 2, stk. 1, litra d, i direktiv 2004/1097/EF gennemført i § 4 i bekendtgørelse nr. 643 af 19. juni 2012 om store prospekter og artikel 4, stk. 1, nr. 14, i direktiv 2004/39/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked er gennemført i § 16 i lov om værdipapirhandel m.v.

Det foreslåede nr. 26 definerer »retlig repræsentant« som en fysisk person, der er hjemmehørende i et EU/EØS-land m.v., eller en juridisk person, der har sit registrerede hjemsted i et EU/EØS-land m.v., og som er udtrykkeligt udpeget af en forvalter, der har sit registrerede hjemsted i et tredjeland, til at handle på vegne af denne forvalter over for myndigheder, kunder, organer og modparter i et EU/EØS-land m.v., vedrørende forvalterens forpligtelser i henhold til denne lov. Ved hjemmehørende forstås der, hvor den retlige repræsentant faktisk har etableret et kontor og kan træffes. Det følger af definitionen, at den retlige repræsentant ikke f.eks. behøver at være advokat, revisor eller lignende.

I nr. 27 foreslås, at »gearing« defineres som en metode, som forvalteren anvender til at øge eksponeringen af en alternativ investeringsfond, som den forvalter, hvad enten dette sker ved hjælp af lån af kontante midler eller værdipapirer eller gearing indeholdt i derivatpositioner eller ved andre midler.

EU-Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerende retsakter til præcisering af gearingsmetoderne. Denne hjemmel fremgår af artikel 3, stk. 6, litra a, i FAIF-direktivet, og Finanstilsynet har i lovforslagets § 6, stk. 4, en tilsvarende hjemmel til at fastsætte nærmere regler for opgørelse af grænserne, der fremgår af det foreslåede § 6, stk. 1, herunder opgørelse af gearing. Denne bemyndigelse vil blive udnyttet, hvis det er hensigtsmæssigt at fastsætte nationale bestemmelser, som supplerer de nærmere bestemmelser, som EU-Kommissionen skal fastsætte i gennemførelsesretsakter til FAIF-direktivet.

Det foreslåede nr. 28 definerer »forvaltning af alternative investeringsfonde« som ansvaret for udøvelse af mindst de investeringsforvaltningsfunktioner, der er nævnt i bilag 1, nr. 1, for en eller flere alternative investeringsfonde.

I nr. 29 foreslås, at »markedsføring« defineres som en direkte eller indirekte udbydelse eller placering på initiativ af forvalteren eller på vegne af forvalteren af andele i en alternativ investeringsfond, som den forvalter, til eller hos investorer, som er hjemmehørende eller har registreret hjemsted i et EU/EØS-land m.v.

Det foreslåede nr. 30 definerer »master-fond« som en alternativ investeringsfond, som en anden alternativ investeringsfond investerer eller har eksponering i i overensstemmelse med nr. 18.

I nr. 31 foreslås, at »referenceland« defineres som EU/EØS-landet m.v. som fastslået i overensstemmelse med kapitel 17.

Det foreslåede nr. 32 definerer »tredjeland« som et land som ikke er et EU/EØS-land m.v.

I nr. 33 foreslås, at »unoteret selskab« defineres som et selskab, som har sit registrerede hjemsted i et EU/EØS-land m.v., og hvis andele ikke optages til handel på et reguleret marked som omhandlet i reglerne, der gennemfører artikel 4, stk. 1, nr. 14, i direktiv 2004/39/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked. Artikel 4, stk. 1, nr. 14, i direktiv 2004/39/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked er i Danmark gennemført i § 16 i lov om værdipapirhandel m.v.

Det foreslåede nr. 34 definerer »kapitalgrundlag« som forvalterens kapitalgrundlag som omhandlet i reglerne, der gennemfører artikel 56-67 i direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut. Kapitalgrundlag kan beskrives som den kapital, der er det finansielle grundlag for, at en forvalter af alternative investeringsfonde kan drive forvaltningsvirksomhed i henhold til lov om forvaltning af alternative investeringsfonde. Artikel 56-67 i direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut er i Danmark gennemført i bekendtgørelse nr. 764 af 24. juni 2011 om opgørelse af basiskapital.

I nr. 35 foreslås, at »moderselskab« defineres som et moderselskab som defineret i reglerne, der gennemfører artikel 1 og 2 i direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 om tilsyn med kreditinstitutter på et konsolideret grundlag. Artikel 1 og 2 i direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 om tilsyn med kreditinstitutter på et konsolideret grundlag er i dansk ret gennemført i §§ 5a og 5b i lov om finansiel virksomhed og bilag 1 i årsregnskabsloven.

Det foreslåede nr. 36 definerer »prime broker« som et kreditinstitut, en reguleret investeringsvirksomhed eller en anden enhed, der er underlagt tilsynsmæssig regulering og løbende tilsyn og tilbyder tjenesteydelser til professionelle investorer, primært for at finansiere eller foretage transaktioner i finansielle instrumenter som modpart, og som også kan tilbyde andre tjenesteydelser som f.eks. clearing og afvikling af handler, opbevaringsydelser, udlån af værdipapirer, skræddersyet teknologi og driftsstøttefaciliteter.

I nr. 37 foreslås, at en »professionel investor« defineres som en investor, som anses for en professionel kunde, eller som efter anmodning behandles som en professionel kunde, som defineret i reglerne, der gennemfører bilag II til direktiv 2004/39/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked. Bilag II til direktiv 2004/39/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked er i Danmark implementeret i bilag 1 i bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel.

Det foreslåede nr. 38 definerer »kvalificerede andele« som direkte eller indirekte besiddelse af en andel i en forvalter, som enten udgør mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne, jf. reglerne der gennemfører artikel 9 og 10 i direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, under hensyn til betingelserne for sammenlægning af besiddelsen, jf. reglerne, der gennemfører artikel 12, stk. 4 og 5, i det pågældende direktiv, eller som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af den forvalter, hvori denne besiddelse findes. Artikel 9 i direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked er i Danmark gennemført i § 29 i lov om værdipapirhandel m.v. Artikel 10 og artikel 12, stk. 4 og 5, i direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked er i Danmark gennemført i §§ 4, 12 og 13 i bekendtgørelse om storaktionærer.

I nr. 39 foreslås, at »arbejdstagerrepræsentanter« defineres som arbejdstagernes repræsentanter som defineret i reglerne, der gennemfører artikel 2, litra e, i direktiv 2002/14/EF. Artikel 2, litra e, i direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab. Artikel 2, litra e, i direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab er i Danmark gennemført i § 6 i lov om information og høring af lønmodtagere.

Det foreslåede nr. 40 definerer »detailinvestor« som en investor, der ikke er en professionel investor, jf. det foreslåede nr. 37.

I nr. 41 foreslås, at »datterselskab« defineres som et datterselskab som defineret i artikel 1 og 2 i direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 om tilsyn med kreditinstitutter på et konsolideret grundlag. Artikel 1 og 2 i direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 om tilsyn med kreditinstitutter på et konsolideret grundlag er i Danmark gennemført i §§ 5a og 5b i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede nr. 42 definerer »tilsynsmyndigheder« for så vidt angår alternative investeringsfonde fra tredjelande, som de nationale myndigheder i et tredjeland, der ved lov eller anden forskrift er bemyndiget til at føre tilsyn med alternative investeringsfonde.

I nr. 43 foreslås, at »tilsynsmyndigheder« for så vidt angår forvaltere fra tredjelande defineres som de nationale myndigheder i et tredjeland, der ved lov eller anden forskrift er bemyndiget til at føre tilsyn med forvaltere.

Det foreslåede nr. 44 definerer »securitisationsenheder med særligt formål« som enheder, hvis eneste formål er at foretage securitisation eller securitisationer som omhandlet i artikel 1, nr. 2, i forordning (EF) nr. 24/2009 og andre passende aktiviteter med henblik på at opfylde dette formål.

I nr. 45 foreslås, at »UCITS« defineres som et institut for kollektiv investering i værdipapirer, der har erhvervet tilladelse i overensstemmelse med reglerne, der gennemfører artikel 5 i UCITS-direktivet. UCITS kan i medfør af artikel 1, stk. 3, i UCITS-direktivet, oprettes i henhold til aftale som investeringsfonde administreret af administrationsselskaber (i Danmark: værdipapirfonde), som trusts (unit trusts) eller i henhold til vedtægter som investeringsselskaber (i Danmark: investeringsforeninger og selskaber for investering med kapital, der er variabel (SIKAV’er)). UCITS er en forkortelse af den engelske betegnelse Undertaking for Collective Investment in Transferable Securities. Artikel 5 i UCITS-direktivet er i Danmark implementeret i § 4 i lov om investeringsforeninger m.v.

Ifølge artikel 27, 2. afsnit, i UCITS-direktivet fastsætter landene hvilken juridisk form, et investeringsselskab skal have. I Danmark har UCITS været investeringsforeninger, siden det første UCITS- direktiv (direktiv 85/611/EØF) blev gennemført. Ved lov nr. 557 af 18. juni 2012 blev der indført to nye former for UCITS, nemlig selskaber for investering med kapital, der er variabel (SIKAV’er) og værdipapirfonde.

I nr. 46 foreslås, at et »reguleret marked« defineres som et marked, der er omfattet af reglerne, der gennemfører artikel 4, stk. 1, nr. 14, i direktiv 2004/39/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked. Artikel 4, stk. 1, nr. 14, i direktiv 2004/39/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked er i Danmark gennemført i § 16 i lov om værdipapirhandel m.v.

Det foreslåede nr. 47 definerer, hvad der forstås ved variable løndele. Det fremgår, at der ved variable løndele f.eks. forstås bonusordninger, resultatkontrakter, præferenceafkast (carried interest) og lignende ordninger, hvor den endelige værdi ikke er kendt på forhånd. Variable løndele kan f.eks. være afhængige af udviklingen af kursen på kapitalandele eller af nærmere anførte regnskabstal. Variable løndele vil således bl.a. omfatte aktieoptionsprogrammer. Eksemplerne i lovteksten er ikke udtømmende.

For så vidt angår dividende eller afkast, der tilkommer en ejer af en forvalter eller en alternativ investeringsfond, er dette ikke omfattet af begrebet aflønning og er således ikke omfattet af aflønningsreglerne, så længe der ikke er tale om omgåelse af aflønningsreglerne. Dette er i overensstemmelse med retningslinjer fra ESMA om aflønning.

I forhold til andre betalinger fra forvalteren eller den alternative investeringsfond til medlemmer af ledelsen eller væsentlige risikotagere i forvalteren og betalinger fra den alternative investeringsfond til forvalteren, herunder f.eks. administrationshonorar, vil sådanne betalinger alene udgøre variabel løn, såfremt betalingerne kommer medlemmer af ledelsen eller væsentlige risikotagere i forvalteren til gode, og der ellers vil være tale om omgåelse af aflønningsreglerne. Dette er i overensstemmelse med retningslinjer fra ESMA om aflønning.

For så vidt angår præferenceafkast (carried interest) anses dette for variabel løn i lovens forstand, når der er tale om mere end et forholdsmæssigt pro rata standardafkast. For så vidt angår definitionen af præferenceafkast (carried interest) henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 5.

I henhold til den foreslåede § 7 skal forvaltere af alternative investeringsfonde med tilladelse, der har registreret hjemsted i Danmark, være juridiske personer omfattet af selskabsloven og forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, som har Danmark som sit referenceland, skal være selskaber med begrænset ansvar. Derfor kan forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i Danmark få tilladelse, hvis de er organiseret som aktieselskaber, anpartsselskaber eller partnerselskaber. Lovforslaget fastsætter ikke krav til den juridiske struktur af selvforvaltende alternative investeringsfonde. Lovforslaget fastsætter flere steder regler, der omtaler forvalterens ledelsesorganer, herunder vedrørende bl.a. pligter pålagt ledelsen. Forvaltere, der er juridiske personer omfattet af selskabsloven, vil kunne vælge mellem de muligheder, som selskabsloven giver for, hvordan sådanne selskaber ledelsesmæssigt kan organisere sig. Som følge heraf foreslås i stk. 2, nr. 1, at der for forvaltere af alternative investeringsfonde, der har sit registrerede hjemsted i Danmark, som ikke er selvforvaltende, i denne lov ved »det øverste ledelsesorgan« forstås, (i) bestyrelsen i selskaber, der har en bestyrelse og en direktion,(ii) tilsynsrådet i selskaber, der har et tilsynsråd og en direktion og (iii) direktionen i selskaber, der alene har en direktion, og i stk. 2, nr. 2, at der for forvaltere af alternative investeringsfonde, der har sit registrerede hjemsted i Danmark, som ikke er selvforvaltende, i denne lov ved »det centrale ledelsesorgan« forstås, (i) direktionen i selskaber, der har en direktion og et tilsynsråd,(ii) bestyrelsen i selskaber, der har en bestyrelse og en direktion og (iii) direktionen i selskaber, der alene har en direktion. I det foreslåede stk. 2, nr. 3, præciseres det, at hvor man i dette lovforslag benytter begrebet »ledelsen«, finder den relevante bestemmelse anvendelse på ethvert medlem af de organer, der udgør et selskabs ledelse, dvs. medlemmerne af direktionen, bestyrelsen og tilsynsrådet.

Da lovforslaget også omfatter forvaltere med registreret hjemsted i tredjelande, hvis juridiske struktur ikke er underlagt dansk ret, kan den ledelsesmæssige organisering af forvaltere fra tredjelande ikke lægges fast for disse. Det samme gælder for selvforvaltende alternative investeringsfonde, hvis juridiske struktur heller ikke ligger fast. I stk. 3 foreslås det derfor for forvaltere af alternative investeringsfonde, der ikke har sit registrerede hjemsted i Danmark og for selvforvaltende alternative investeringsfonde, at bestemmelser om det øverste ledelsesorgan, det centrale ledelsesorgan, direktionen og ledelsen skal anvendes med de fornødne tilpasninger på disse forvalteres ledelsesorganer og medlemmer heraf. Det beror på en konkret vurdering, om der skal ske fornødne tilpasninger af bestemmelserne, samt hvad disse tilpasninger skal bestå af. Som udgangspunkt vil tilpasningen bestå i en vurdering af, hvilket ledelsesorgan, der skal være omfattet af bestemmelsen – dette kan særligt være relevant i selskaber som ikke er fra Danmark, og som ledelsesmæssigt kan være organiseret på en måde, som ikke svarer til reguleringen i selskabsloven. I nogle tilfælde vil reglernes anvendelse være oplagt; F.eks. vil bestyrelsen i en selvforvaltende alternativ investeringsfond, der har en bestyrelse og en direktion, anses for at være omfattet af begrebet »det centrale ledelsesorgan«, i en fond.

Det foreslåede stk. 4-7 regulerer, hvornår beføjelsen til at styre en dattervirksomheds økonomiske og driftsmæssige beslutninger foreligger, jf. definitionen af »bestemmende indflydelse« i det foreslåede stk. 2, nr. 10. Bestemmelsen svarer til § 5 b, stk. 2-5, i lov om finansiel virksomhed.

Det fremgår af stk. 4, at bestemmende indflydelse i forhold til en dattervirksomhed foreligger, når modervirksomheden direkte eller indirekte gennem en dattervirksomhed ejer mere end halvdelen af stemmerettighederne i en virksomhed, medmindre det i særlige tilfælde klart kan påvises, at et sådant ejerforhold ikke udgør bestemmende indflydelse. Videre følger det af stk. 5, at hvis en modervirksomhed ikke ejer mere end halvdelen af stemmerettighederne i en virksomhed, foreligger der bestemmende indflydelse, hvis modervirksomheden har råderet over mere end halvdelen af stemmerettighederne i kraft af en aftale med andre investorer, beføjelse til at styre de finansielle og driftsmæssige forhold i en virksomhed i henhold til en vedtægt eller aftale, beføjelse til at udpege eller afsætte flertallet af medlemmerne i det øverste ledelsesorgan og dette organ besidder den bestemmende indflydelse på virksomheden eller råderet over det faktiske flertal af stemmerne på generalforsamlingen eller i et tilsvarende organ og derved besidder den faktiske bestemmende indflydelse over virksomheden. Stk. 6 faststår, at eksistensen og virkningen af potentielle stemmerettigheder, herunder tegningsretter og købsoptioner på kapitalandele, som aktuelt kan udnyttes eller konverteres, skal tages i betragtning ved vurderingen af, om en virksomhed har bestemmende indflydelse. Endelig følger det af stk. 7, at ved opgørelsen af stemmerettigheder i en dattervirksomhed ses der bort fra stemmerettigheder, som knytter sig til kapitalandele, der besiddes af dattervirksomheden selv eller dens dattervirksomheder.

I stk. 8 foreslås, at med henblik på stk. 1, nr. 34, finder reglerne, der gennemfører artikel 13-16 i direktiv 2006/49/EF af 14. juni 2006 om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag tilsvarende anvendelse. Artikel 13-16 i direktiv 2006/49/EF af 14. juni 2006 om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag er i Danmark gennemført i § 125 i lov om finansiel virksomhed.

I stk. 9 foreslås, at Finanstilsynet får en hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, hvornår en enhed opfylder betingelserne for at være en alternativ investeringsfond.

EU-Kommissionen forventes at fastsætte nærmere regler på niveau 2, der præciserer kriterierne for, hvornår enheder anses for at rejse kapital fra en række investorer. Endvidere forventes det, at EU-Kommissionen vil fastsætte nærmere regler for, hvad der skal anses for at udgøre en defineret investeringspolitik til fordel for disse investorer. EU-Kommissionen har i FAIF-direktivet fået beføjelser til at vedtage bindende tekniske standarder som supplement til niveau 2. I den udstrækning EU-Kommissionens regulering overlader mulighed til national ret, vil Finanstilsynet benytte den foreslåede bemyndigelse til at fastlægge nærmere kriterier for, hvornår en virksomhed er en alternativ investeringsfond. Der kan f.eks. blive tale om at stille krav om et minimumsantal deltagere. Der kan ligeledes f.eks. blive tale om, at sigtet med virksomhedens drift skal være finansielt. Hvis sigtet er af rent erhvervsmæssig karakter som f.eks. produktion, vil den falde udenfor.

Det foreslåede stk. 1 implementerer artikel 5, stk. 1, i FAIF-direktivet. Med bestemmelsen foreslås det, at bestemmelser om forvaltere, herunder forvaltning af alternative investeringsfonde, gælder med de fornødne tilpasninger for alternative investeringsfonde, der er omfattet af de foreslåede § 1, stk. 1, nr. 3 og 4 (selvforvaltende alternative investeringsfonde).

De fleste alternative investeringsfonde må forventes at blive forvaltet af en ekstern forvalter, dvs. fonden vælger, at hele den daglige drift skal udføres af et selskab, der er registreret eller har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde efter denne lov eller regler udstedt i medfør af FAIF-direktivet. Eksternt forvaltede fonde vil ofte kun have en bestyrelse og hele den daglige drift ligger hos forvalteren. Fonde, der er selvforvaltende, skal imidlertid selv ansætte direktør, medarbejdere m.v. og stå for den daglige drift, herunder risikostyringen og porteføljeplejen.

Selvforvaltende fonde skal således selv leve op til de krav, som loven stiller til en forvalter, og blive registreret eller søge om tilladelse som forvaltere af alternative investeringsfonde. De bestemmelser i lovforslaget, som gælder for forvaltere med tilladelse, gælder således for de selvforvaltende fonde, der selv krydser lovens tærskelværdier. Tilsvarende gælder de bestemmelser i lovforslaget, som gælder for forvaltere, der ikke krydser lovens tærskelværdier, også for selvforvaltende fonde, der ikke selv krydser lovens tærskelværdier.

Hele lovforslaget finder som udgangspunkt anvendelse på selvforvaltende fonde, men der vil i sagens natur være et vist behov for at tilpasse lovens bestemmelser, når disse skal finde anvendelse på selvforvaltende alternative investeringsfonde, henset til at bestemmelserne er udformet med henblik på regulering af eksterne forvaltere af alternative investeringsfonde. F.eks. vil det ikke være relevant at tale om risiko for interessekonflikter mellem 2 af forvalterens kunder, når der er tale om en selvforvaltende fond. Alle bestemmelserne finder således anvendelse for de selvforvaltende fonde med de fornødne tilpasninger, medmindre der i de enkelte bestemmelser i lovforslaget klart skelnes mellem (eksterne) forvaltere af alternative investeringsfonde og selvforvaltende fonde. Et eksempel på et sted i lovforslaget, hvor der skelnes mellem (internt) selvforvaltende og (eksternt) forvaltere af alternative investeringsfonde er § 8, hvorefter stk. 1 finder anvendelse på »forvaltere af alternative investeringsfonde, der ikke er selvforvaltende« og § 8, stk. 4, finder anvendelse på »en selvforvaltende alternativ investeringsfond«. Et andet eksempel er § 16, stk. 1, hvorefter »en forvalter af alternative investeringsfonde« skal have en startkapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 125.000 euro, jf. bestemmelsens 1. pkt., mens en »selvforvaltende alternative investeringsfond skal have en startkapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 300.000 euro«, jf. bestemmelsens 2. pkt.

Endvidere må selvforvaltende fonde ikke forvalte andre fonde end sig selv, og der er forskel på, hvilke aktiviteter selvforvaltende fonde må udøve sammenlignet med fonde, der har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde. Dette følger af forslaget til § 8, stk. 1 og 4, og der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Det ansvar, som ledelsen for en alternativ investeringsfond har efter de gældende regler, afhænger af, hvilken juridisk struktur fonden har, og hvordan fonden har indrettet sig. I henhold til lovforslaget vil samtlige enheder, der lever op til definitionen af en »alternativ investeringsfond« i lovens forstand fremover være forpligtet til at have en forvalter, hvis sædvanlige erhvervsmæssige virksomhed består i forvaltning af en eller flere alternative investeringsfonde eller at være selvforvaltende.

Såfremt en alternativ investeringsfonds juridiske struktur hindrer, at fonden kan være en selvforvaltende alternativ investeringsfond, vil fondens ledelse eller, hvis en sådan ikke kan fastlægges, andre, der kan forpligte fonden (det kan f.eks. være fondens investorer), være forpligtet til at udpege en enkelt ekstern forvalter, der vil påtage sig ansvaret for forvaltningen af den alternative investeringsfond, jf. det foreslåede stk. 2 hvorefter forvalteren skal underrette Finanstilsynet og eventuelle kompetente myndigheder i et EU/EØS-land m.v., som er fondens hjemland, hvis dette ikke er Danmark, hvis forvalteren ikke kan sikre, at en alternativ investeringsfond overholder kravene i loven.

Når ledelsen træffer beslutning om, hvorvidt en fond skal have en ekstern forvalter eller være selvforvaltende, skal den være særlig opmærksom på visse begrænsninger som selvforvaltende fonde er underlagt, hvis eller når fonden overskrider de i det foreslåede § 6, stk. 1, fastsatte tærskelværdier. For det første må selvforvaltende fonde som nævnt ikke forvalte andre fonde end sig selv, jf. det foreslåede § 8, stk. 4. For det andet må den selvforvaltende fond udelukkende udøve den forvaltningsvirksomhed, der fremgår af bilag 1, nr. 1 og 2. Hermed kan fonden ikke få lov til at udføre skønsmæssig porteføljepleje eller udføre accessoriske tjenesteydelser, der omfatter investeringsrådgivning, opbevaring og forvaltning i forbindelse med aktier eller andele i institutter for kollektiv investering eller modtagelse og formidling af ordrer vedrørende finansielle instrumenter, jf. bilag 1, nr. 3.

Hvis en fonds ledelse ikke eksplicit har udpeget en enkelt ekstern forvalter, der har påtaget sig ansvaret for at forvalte fonden, anses fonden for selvforvaltende, jf. det foreslåede § 4, stk. 1. Dette gælder uanset størrelsen af den alternative investeringsfond, hvilket især har betydning for leverandører af tjenesteydelser til mindre fonde, da mange af lovforslagets regler ikke finder anvendelse for disse, herunder f.eks. reglerne om delegation. Ved mindre fonde forstås fonde, som forvalter aktiver for højst 100 mio. euro eller for højst 500 mio. euro, såfremt fonden ikke har gearet sine investeringer, og ingen investorer i fonden har ret til at blive indløst i en periode på minimum fem år efter datoen for den oprindelige investering i fonden, jf. det foreslåede § 6, stk. 1. Uden et krav om at ledelsen eksplicit skal have udpeget en forvalter, der har accepteret ansvaret for fonden, vil selskaber og personer, der leverer tjenesteydelser til en mindre fond, risikere at blive anset for forvaltere og dermed skulle overholde loven. Loven opstiller ikke et krav om en skriftlig aftale mellem fonden og forvalteren, men manglende dokumentation for en sådan aftale vil komme fonden til skade ved en eventuel tvist om, hvorvidt en forvalter har påtaget sig ansvar som fondens forvalter.

Flere af lovforslagets bestemmelser kræver, at forvaltere sørger for overholdelse af krav, som forvaltere i nogle fondsstrukturer ikke er ansvarlige for. Et eksempel herpå er fondsstrukturer, hvor ansvaret for at udpege depositaren påhviler fonden eller en anden enhed, der handler på fondens vegne. I sådanne tilfælde har forvalteren ikke den endelige kontrol over, om en depositar rent faktisk udpeges, medmindre fonden er selvforvaltende. Eftersom dette lovforslag ikke regulerer alternative investeringsfonde, kan det ikke forpligte en fond til at udpege en depositar.

Det foreslåede stk. 2 implementerer artikel 5, stk. 2, i FAIF-direktivet, der pålægger en forvalter en pligt til at underrette Finanstilsynet, såfremt forvalteren ikke kan overholde de krav, forvalteren er forpligtet til efter denne lov som følge af forhold hos en alternativ investeringsfond, som forvalteren er ansvarlig for. Bestemmelsen sigter til den situation, hvor forvalteren på trods af at have gjort sit bedste for at sikre, at loven overholdes, ikke kan gøre dette på grund af fondens forhold eller forhold hos en enhed, der medvirker til at overholde loven på fondens vegne. Dette kunne f.eks. være, hvis fondens ledelse ikke følger forvalterens anmodning om at bistå med at få udarbejdet fondens årsregnskab, så regnskabet lever op til de krav, som denne lov stiller. Det kan også være tilfælde, hvor forhold hos eksterne personer, som f.eks. fondens revisor eller depositar (anden enhed), medfører, at forvalteren ikke har den fornødne sikkerhed for, at loven bliver overholdt. I sådanne tilfælde er forvalteren forpligtet til øjeblikkeligt at gøre Finanstilsynet opmærksom på, at forvalteren ikke kan sikre sig, at kravene i loven fuldt ud overholdes. Underretningspligten indtræder, når det står klart for forvalteren, at der er en risiko for, at loven ikke overholdes, og forvalteren konstaterer, at de skridt, som forvalteren har foretaget for at løse problemet, ikke har givet forvalteren et tilfredsstillende grundlag for at konstatere, at loven overholdes inden for rimelig tid. Finanstilsynet skal herefter påbyde forvalteren at tage de nødvendige skridt til at rette op på situationen.

Det foreslåede § 4, stk. 2, 1. pkt., er strafbelagt efter det foreslåede § 189, stk. 1. Det er forvalterens manglende omgående meddelelse til Finanstilsynet og de kompetente myndigheder i det EU/EØS-land m.v., som fonden er fra, hvis dette ikke er Danmark, der er strafbelagt. Omgående betyder, at forvalteren skal meddele dette til myndighederne, så snart forvalteren bliver klar over eller burde have været klar over, at forvalteren ikke kan sikre, at et krav i loven kan overholdes. Bestemmelsen omfatter også meddelelse om forhold, som forvalteren ikke selv udfører, men som f.eks. er videredelegeret til en tredjemand, når forvalteren ikke kan sikre sig f.eks. via kontrol eller indhentning af erklæringer, at lovens krav overholdes.

Det foreslåede § 4, stk. 2, 2. pkt., er strafbelagt efter det foreslåede § 189, stk. 3. Et påbud fra Finanstilsynet kan f.eks. være, at forvalteren påbydes at ophøre med at være forvalter for den alternative investeringsfond inden for en bestemt frist, eller at forvalteren påbydes at ophøre med at markedsføre andele i alternative investeringsfonde til detailinvestorer. Det er forvalterens manglende overholdelse af påbuddet, som er strafbelagt. Det er en forudsætning for, at forvalteren kan straffes, at påbuddet er kommet til forvalterens kundskab, og at det påbud Finanstilsynet giver klart foreskriver, hvilke foranstaltninger, der er fornødne for at rette op på situationen. Såfremt forvalteren overholder påbuddet, men foranstaltningerne viser sig ikke at være tilstrækkelige for at rette op på situationen, vil forvalteren ikke kunne straffes, da bestemmelsen strafpålægger undladelsen af at følge Finanstilsynets påbud. Finanstilsynet kan imidlertid afgive flere påbud, efterhånden som en situation udvikler sig, og i så fald vil forvalterens manglende overholde af et af disse påbud kunne straffes efter bestemmelsen.

Det foreslåede stk. 3 beskriver konsekvenserne af, at en manglende overholdelse af loven fortsætter på trods af, at Finanstilsynet har afgivet et påbud om, at forvalteren skal tage de nødvendige skridt til at rette op på situationen. Bestemmelsen er en implementering af artikel 5, stk. 3, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 3 fastslår, at hvis den manglende overholdelse fortsætter på trods af foranstaltningerne påbudt af Finanstilsynet i henhold til det foreslåede stk. 2, og i den udstrækning, der er tale om en forvalter med registreret hjemsted i Danmark eller en alternativ investeringsfond fra et EU/EØS-land m.v., skal Finanstilsynet inddrage forvalterens tilladelse eller afregistrere forvalteren som forvalter for den pågældende alternative investeringsfond. I så fald kan fonden ikke længere markedsføres i et EU/EØS-land m.v. Endvidere vil fonden i medfør af bestemmelsens stk. 1 blive selvforvaltende og dermed omfattet af lovens bestemmelser, og Finanstilsynet vil herefter kunne foretage de fornødne skridt direkte over for fonden for at sikre, at lovens krav bliver overholdt. I den udstrækning, der er tale en forvalter med registreret hjemsted i et tredjeland eller en alternativ investeringsfond, der ikke er fra et EU/EØS-land m.v., skal Finanstilsynet forbyde markedsføring af fonden i EU/EØS-lande m.v. Der stilles ikke krav til, at overtrædelsen skal være grov eller gentagen for, at Finanstilsynet skal give et sådant påbud, men det følger af bestemmelsen, at overtrædelsen skal være vedvarende, og at lovovertrædelsen fortsætter på trods af, at Finanstilsynet har afgivet påbud om at bringe situationen til ophør med angivelse af hvilke skridt, der er nødvendige for at rette op på forholdet.

Efter meddelelse af forbud mod markedsføring af fonden skal Finanstilsynet underrette de kompetente myndigheder i forvalterens eventuelle værtslande herom. Dette er for at sikre, at forbuddet mod markedsføring kan håndhæves i såvel Danmark som de øvrige EU/EØS-lande m.v.

Det foreslåede stk. 1 gennemfører artikel 6, stk. 1, 1. afsnit, i FAIF-direktivet. Det fremgår af bestemmelsen, at en virksomhed, der ønsker at forvalte en eller flere alternative investeringsfonde, enten skal have tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde eller være registreret som forvalter hos Finanstilsynet. Ved virksomhed forstås at udføre den ageren, der består i at yde forvaltning til en eller flere enheder, der lever op til definitionen af en alternativ investeringsfond. Bestemmelsen omfatter ikke udførelsen af risikostyring eller porteføljepleje i henhold til delegation fra en forvalter, da virksomheden hermed ikke er fondens forvalter, men blot en underleverandør til forvalteren. Det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 28, definerer forvaltning af alternative investeringsfonde. Den foreslåede § 5 skal endvidere ses i sammenhæng med det foreslåede § 4, stk. 1, og bilag 1, nr. 2, litra b, samt definitionen af markedsføring i det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 29.

Forvaltere, der forvalter aktiver, hvis værdi overstiger nærmere bestemte tærskelværdier, skal have tilladelse fra Finanstilsynet, jf. den foreslåede § 6, stk. 1. Derimod skal forvaltere, som forvalter aktiver under tærskelværdierne, ikke nødvendigvis have en tilladelse, men skal registreres hos Finanstilsynet, jf. det foreslåede § 9, stk. 1.

Forvaltning af alternative investeringsfonde, uanset omfanget af virksomheden, uden at forvalteren har tilladelse eller er registreret hos Finanstilsynet til at forvalte alternative investeringsfonde, er ulovligt og strafbelagt i medfør af det foreslåede § 189, stk. 1. Forvaltere eller selvforvaltende alternative investeringsfonde, der er omfattede af det foreslåede § 1, stk. 1, skal således søge om tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. det foreslåede § 11, stk. 3, eller registrere sig hos Finanstilsynet, jf. det foreslåede § 9, stk. 1, for lovligt at kunne forvalte alternative investeringsfonde.

Investeringsselskaber, som har erhvervet tilladelse i henhold til direktiv 2004/39/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, og kreditinstitutter, som har erhvervet tilladelse i henholdt til direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut er ikke forpligtet til at erhverve tilladelse i henhold til denne lov for at yde investeringsydelser, som f.eks. individuel porteføljepleje, i forbindelse med alternative investeringsfonde. Investeringsselskaber må dog kun udbyde andele i alternative investeringsfonde til eller placere sådanne andele hos investorer i EU/EØS-landene m.v., hvis andele kan markedsføres i overensstemmelse med denne lov.

Selvom de forvaltere, der ikke skal have tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, ikke udgør en væsentlig kilde til opbygningen af systemiske risici, skal sådanne forvaltere registres hos Finanstilsynet, bl.a. således at Finanstilsynet kan efterprøve om forvalteren rent faktisk overholder betingelserne for, at sådanne forvaltere ikke behøver en tilladelse.

Det foreslåede stk. 2 fastslår, at virksomheder, der har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, og virksomheder, der er registreret hos Finanstilsynet som forvalter af alternative investeringsfonde, har eneret til at forvalte alternative investeringsfonde og har eneret til benytte betegnelsen »forvalter af alternative investeringsfonde« i deres navn. Efter det foreslåede § 189, stk. 1, straffes uretmæssig anvendelse af betegnelsen »forvalter af alternative investeringsfonde« i en virksomheds navn med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Forbuddet omfatter både brugen af »forvalter af alternative investeringsfonde« i en virksomheds hovednavn, binavn eller et navn, der benyttes på brevpapir, i e-mails eller i markedsføring eller lignende. Dette omfatter f.eks. også registrering af betegnelsen »forvalter af alternative investeringsfonde« hos Erhvervsstyrelsen. Erhvervsstyrelsen påser ikke overholdelsen af navnebestemmelsen ved registrering, og en virksomhed, der uretmæssigt bliver registreret hos Erhvervsstyrelsen med betegnelsen »forvalter af alternative investeringsfonde«, vil ikke kunne støtte ret på registreringen. Virksomheder må således ikke forsøge at fremstå som forvaltere af alternative investeringsfonde, medmindre de er registreret eller har fået godkendelse hos Finanstilsynet. Såfremt bestemmelsen overtrædes, skal det overvejes, om der udover overtrædelse af den foreslåede § 5, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde tillige sker overtrædelse af øvrig lovgivning, f.eks. markedsføringsloven og straffeloven.

Det foreslåede stk. 3 fastslår, at forvaltere med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde må markedsføre andele i fondene til professionelle investorer i overensstemmelser med reglerne i afsnit VI. Bestemmelsen giver forvalterne ret til at markedsføre til professionelle investorer uanset, hvilket land investorerne er hjemmehørende i, herunder professionelle investorer i et EU/EØS-land m.v. Ved professionelle investorer forstås investorer, der anses for en professionel kunde eller efter anmodning kan behandles som en professionel kunde som defineret i reglerne, der gennemfører bilag II til direktiv 2004/39/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, jf. det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 37. Det foreslåede stk. 3 medfører, at virksomheder, der ikke har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, ikke må markedsføre andele i alternative investeringsfonde over for professionelle investorer i andre lande inden for EU/EØS m.v. Dette omfatter såvel virksomheder, der er registreret som forvaltere som virksomheder, der hverken har erhvervet tilladelse eller er registreret hos Finanstilsynet. Såfremt virksomheder ønsker at markedsføre disse andele, må de erhverve tilladelse hos Finanstilsynet i overensstemmelse med lovens bestemmelser herom. Hvilke betingelser en forvalter skal opfylde for lovligt at kunne markedsføre andele i alternative investeringsfonde overfor detailinvestorer i et land inden for EU/EØS m.v. vil afhænge af det pågældende lands nationale regler herfor. Overtrædelse af det foreslåede § 5, stk. 3, er strafbelagt i det foreslåede § 189, stk. 1.

Det foreslåede stk. 4 gennemfører, sammen med det foreslåede stk. 7, artikel 43 i FAIF-direktivet. Det foreslås i stk. 4, at andele i alternative investeringsfonde ikke må markedsføres over for detailinvestorer i Danmark, medmindre Finanstilsynet har meddelt tilladelse hertil. Det er udelukkende forvaltere med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, som har mulighed for at få tilladelse til at markedsføre andele i alternative investeringsfonde til detailinvestorer, jf. det foreslåede stk. 4. Bestemmelsen omfatter tillige forvaltere fra andre lande, herunder forvaltere fra et EU/EØS-land m.v. og fra tredjelande. Såfremt udenlandske forvaltere, der har tilladelse efter regler, der gennemfører FAIF-direktivet, ønsker at markedsføre fonde til detailinvestorer i Danmark må søge om tilladelse hertil. Overtrædelse af det foreslåede stk. 4 er strafbelagt i det foreslåede § 189, stk. 1.

I stk. 5 foreslås et forbud mod at markedsføre andele i alternative investeringsfonde i andre EU/EØS-lande m.v., medmindre dette sker af forvaltere af alternative investeringsfonde med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde eller i henhold til delegation fra en sådan forvalter.

En dansk forvalter, der har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, har ret til (i) at forvalte fonde, der er etableret i et EU/EØS-land m.v. og (ii) at markedsføre andele i disse fonde til professionelle investorer i et EU/EØS-land m.v., jf. det foreslåede stk. 4. Retten til at forvalte og markedsføre fonde på tværs af EU/EØS-landene m.v. følger af FAIF-direktivets bestemmelser om markedsføringspas. En selvforvaltende fond, der får tilladelse, vil imidlertid kun have disse rettigheder for så vidt angår forvaltningen og markedsføringen af egne andele i medfør af det foreslåede § 8, stk. 4. Overtrædelse af det foreslåede stk. 5 er strafbelagt i det foreslåede § 189, stk. 1.

FAIF-direktivet foreskriver i artikel 3, stk. 4, at forvaltere af alternative investeringsfonde, der ikke erhverver en tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, ikke skal nyde fordel af nogen af de rettigheder, der i direktivet gives til forvaltere med tilladelse. Det foreslås i stk. 6, at en registreret forvalter har ret til at forvalte fonde, der er etableret i Danmark eller et tredjeland, og markedsføre disse andele i fondene til professionelle investorer i Danmark og i tredjelande. En registreret forvalter må således ikke forvalte fonde, der er etableret i andre lande eller markedsføre andele i de fonde, som forvalteren forvalter for professionelle investorer andre steder end i Danmark og i tredjelande. En registreret forvalter vil ligeledes ikke kunne markedsføre andele i fonde til detailinvestorer i Danmark, jf. stk. 4. § 5, stk. 5 og stk. 6, implementerer således FAIF-direktivets artikel 3, stk. 4, jf. stk. 2.

Forvaltere fra et andet EU/EØS-land m.v., der er registret i deres hjemland, og hermed ikke har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, har ikke et markedsføringspas. Derfor har de ikke ret til at forvalte fonde fra Danmark eller markedsføre andele i Danmark, uanset om dette er til professionelle investorer eller detailinvestorer.

Det foreslåede stk. 7 indeholder en bemyndigelsesbestemmelse til Finanstilsynet, til at fastsætte nærmere regler om, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at forvaltere med tilladelse må markedsføre andele i alternative investeringsfonde over for detailinvestorer i Danmark, samt regler for tilladelsen og markedsføringen.

I henhold til lovforslaget må andele i alternative investeringsfonde som udgangspunkt kun markedsføres over for professionelle investorer. FAIF-direktivet tillader dog, at de enkelte EU/EØS-lande m.v. kan give tilladelse til, at en forvalter også skal kunne markedsføre andele i en konkret alternativ investeringsfond til detailinvestorer på deres område. Denne mulighed er udnyttet i det foreslåede stk. 4, hvoraf det følger, at Finanstilsynet kan give tilladelse til, at en forvalter med tilladelse, må markedsføre andele i en bestemt alternativ investeringsfond over for detailinvestorer i Danmark. Der er i Danmark ikke tradition for at forbyde, at investeringsprodukter markedsføres over for en detailinvestor. I stedet har man i Danmark traditionelt stillet krav om, at en detailinvestor skal have information og rådgivning, der sætter vedkommende i stand til at vurdere produktets egenskaber og de risici, der vil være knyttet til investeringen. Imidlertid udgør de alternative investeringsfonde, som omfattes af dette lovforslag, en meget forskelligartet gruppe af investeringsprodukter, der ikke tidligere har været underlagt en samlet regulering i Danmark, og hvor det kan være vanskeligt på forhånd at vurdere, om de generelt vil være egnede til detailinvestorer. Det foreslås derfor, at Finanstilsynet får en bemyndigelse til ved bekendtgørelse at fastsætte de nærmere regler for, hvilke betingelser der skal være opfyldt for, at en forvalter med tilladelse må markedsføre andele i en bestemt alternativ investeringsfond over for detailinvestorer i Danmark, samt regler for tilladelsen og markedsføringen.

Det foreslåede stk. 8 gennemfører artikel 4, stk. 4, i FAIF-direktivet. I artikel 4, stk. 4, i FAIF-direktivet pålægges ESMA at udarbejde forslag til reguleringsmæssige tekniske standarder til fastsættelse af typer af forvaltere af alternative investeringsfonde, hvor det er relevant i forbindelse med anvendelse af direktivet, og med henblik på at sikre ensartede anvendelsesbetingelser for FAIF-direktivet i medlemslandene. Samtidigt bemyndiges EU-Kommissionen til at vedtage disse reguleringsmæssige tekniske standarder.

Det foreslåede stk. 8 indeholder en bemyndigelsesbestemmelse til Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om typer af forvaltere af alternative investeringsfonde. Dette skal sikre, at Finanstilsynet kan gennemføre de reguleringsmæssige tekniske standarder til fastsættelse af typer af forvaltere af alternative investeringsfonde, som det forventes EU-Kommissionen vil udstede.

Finanstilsynet skal kun benytte denne bemyndigelse, hvis EU-Kommissionen vedtager reguleringsmæssige tekniske standarder, og kun hvis det er nødvendigt for at gennemføre de standarder, som EU-Kommissionen vedtager.

De foreslåede § 6, stk. 1-3, implementerer artikel 3, stk. 2, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen er central for lovens anvendelsesområde i forhold til, hvor mange selskaber og personer, der i fuldt omfang bliver omfattet af lovens regulering. Begrebet »virksomhed« omfatter såvel selskaber som personligt drevene virksomheder. Virksomheder, der udøver forvaltningsdrift i en størrelsesorden, der overstiger de i det foreslåede § 6, stk. 1, fastsatte tærskelværdier skal ansøge om tilladelse af Finanstilsynet, jf. den foreslåede § 11, hvorimod mindre forvaltere kan nøjes med at blive registreret hos Finanstilsynet, jf. den foreslåede § 9. Personer, der efter det foreslåede § 6, stk. 1, bliver forpligtede til at søge om tilladelse, vil skulle opfylde kravene til den juridiske struktur i den foreslåede § 7.

Begge typer af forvaltere er underlagt indberetningspligter til Finanstilsynet, men reguleringen af de registrerede forvaltere er ikke så omfattende som reguleringen af forvaltere, der skal have tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde.

I stk. 1, nr. 1, foreslås, at forvaltere, der i alt forvalter aktiver, der sammenlagt svarer til en værdi af 100 mio. euro eller derover, skal have tilladelse fra Finanstilsynet.

Det foreslåede stk. 1, nr. 2, er reelt en undtagelse til det foreslåede stk. 1, nr. 1, hvorefter grænsen i nr. 1 hæves til 500 mio. euro. Dette er imidlertid betinget af, at ingen af de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter, anvender gearing, samt at ingen investorer i fondene har ret til at blive indløst i en periode på minimum 5 år efter datoen for den oprindelige investering i fonden.

Ved den oprindelige investering i fonden forstås den første investering i fonden, som en investor foretager, og ikke tidspunktet for den første gang investoren påtager sig en aftaleretlig forpligtelse til at investere (commitment) i fonden.

EU-Kommissionen forventes at fastsætte nærmere regler på niveau 2, der præciserer kriterierne for, hvordan tærskelværdierne beregnes og indflydelsen på tærskelværdierne af aktiver erhvervet via gearing, jf. artikel 3, stk. 6, litra a, i FAIF-direktivet.

Ved aktiverne forstås den samlede værdi af de aktiver alle de forvaltede alternative investeringsfonde har, og ikke fondenes indre værdi, hvorfra fondenes gæld er fratrukket. Af det foreslåede stk. 2 fremgår, at aktiver, der er erhvervet via gearing, skal medregnes i opgørelsen over aktiverne i henhold til det foreslåede stk. 1, nr. 1. Anvendelsen af gearing i blot én af de fonde som forvalteren forvalter, vil således øge værdiernes opgørelse i henhold til det foreslåede § 6, stk. 1, nr. 1, og samtidig udelukke brugen af den høje tærskelværdi i det foreslåede nr. 2.

Ved beregningen af værdierne skal aktiverne for alle de alternative investeringsfonde, som forvalteren har påtaget sig ansvaret for at forvalte efter aftale med fondene, medregnes. Forvaltere, der tillige administrerer danske UCITS og andre UCITS, skal ikke medtage disse i opgørelsen af aktiverne, idet disse aktiver ikke er aktiver i en alternativ investeringsfond, jf. ordene »i fondene« og definitionen af alternativ investeringsfond, jf. det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1, litra b, modsætningsvist.

Det afgørende efter FAIF-direktivet er, hvor mange aktiver forvalteren reelt har råderetten over eller kan råde over i samarbejde med andre, da dette er afgørende for i hvilket omfang forvalteren kan bidrage til at øge systemiske risici. Derfor følger det af det foreslåede stk. 3, at ved opgørelsen af, hvor mange aktiver forvalteren i alt forvalter, skal aktiver, der enten direkte eller indirekte via et selskab, som forvalteren er knyttet til gennem fælles forvaltning, har bestemmende indflydelse over eller er knyttet til gennem en betydelig direkte eller indirekte besiddelse, medregnes. Kontrol er defineret i det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 10.

Det foreslåede stk. 4 sikrer mulighed for en fremtidig implementering af de regler, som EU-Kommissionen forventes at udstede i henhold til artikel 3, stk. 6, litra a, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen giver således Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte nærmere regler om opgørelserne af grænserne i det foreslåede stk. 1 og nærmere regler om proceduren for udstedelse af tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde. Det forventes ikke, at Finanstilsynet vil have behov for at udstede flere eller mere detaljerede regler end de, der følger af implementering af de regler, der fastsættes af EU-Kommissionen.

Endvidere foreslås det i stk. 5, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler til præcisering af metoder til gearing, og hvordan gearingen beregnes. Gearing er defineret i § 3, stk. 1, nr. 27, som en metode, som forvalteren anvender til at øge eksponeringen af en alternativ investeringsfond, som den forvalter, hvad enten dette sker ved hjælp af lån af kontante midler eller værdipapirer eller gearing indeholdt i derivatpositioner eller ved andre midler.

EU-Kommissionen forventes at fastsætte nærmere regler herom på niveau 2, der præciserer kriterierne for metoder til gearing og hvordan gearing beregnes. Det forventes ikke, at Finanstilsynet vil have behov for at udstede flere eller mere detaljerede regler end de, der følger af implementering af de regler, der fastsættes af EU-Kommissionen.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at forvaltere med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, der har registreret hjemsted i Danmark, skal være juridiske personer omfattet af selskabsloven.

I henhold til det foreslåede stk. 2 skal forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, der har Danmark som sit referenceland, være selskaber med begrænset ansvar. Stk. 1 og 2 implementerer artikel 5, stk. 1, litra a, i FAIF-direktivet, hvorefter forvaltere skal være juridiske personer. Kravet om organisering som en juridisk person omfattet af selskabsloven henholdsvis selskab med begrænset ansvar finder ikke anvendelse, hvis forvalteren er selvforvaltende, jf. således det foreslåede stk. 3.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at kravene til forvalteres juridiske struktur bl.a. afhænger af, hvor forvalteren er etableret, om forvalteren skal have tilladelse eller registreres, og om forvalteren er en selvforvaltende alternativ investeringsfond.

Den foreslåede § 8 fastslår hvilke aktiviteter, som en forvalter med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, og som ikke er selvforvaltende, må udføre. En forvalters tilladelse omfatter altid porteføljepleje og risikostyring, samt administration, markedsføring og aktiviteter vedrørende alternative investeringsfondes aktiver, som forvalteren har ansvaret for, jf. det foreslåede bilag 1, nr. 1 og 2.

Stk. 1 og 2 i den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 6, stk. 2, og stk. 5, litra d, i FAIF-direktivet.

Det følger af det foreslåede § 8, stk. 1, at forvaltere, som ikke er selvforvaltende, ikke må udføre andre aktiviteter end dem der er omhandlet i det foreslåede bilag 1, nr. 1 og 2, jf. dog det foreslåede stk. 2 og 3.

En forvalter skal mindst være ansvarlig for varetagelsen af porteføljepleje, risikostyring, administration, markedsføring og aktiviteter vedrørende en alternativ investeringsfonds aktiver uanset om forvalteren selv står for udførelsen heraf, eller en del af disse funktioner er uddelegeret til tredjemand i henhold til det foreslåede kapitel 7.

»Administration« omfatter fondens juridiske tjenester og regnskabsføringstjenester, kundeforespørgsler, værdi- og prisfastsættelse, herunder selvangivelser, kontrol med compliance, føring af andelshaver-/kapitalejerregister, udlodning af udbytte, emission og indløsning af andele, aftaleetablering, herunder udsendelse af beviser, samt registrering, jf. nr. 2, litra a, i det foreslåede bilag 1.

Det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 29, definerer, hvad der i loven forstås ved »markedsføring«.

»Aktiviteter vedrørende alternative investeringsfondes aktiver« omfatter levering af de ydelser, der er nødvendige for opfyldelse af forvalterens betroede opgaver, facilitetsforvaltning, administration af fast ejendom, rådgivning af virksomheder om kapitalstruktur, forretningsstrategi og beslægtede spørgsmål, rådgivning og ydelser i forbindelse med fusioner og opkøb af virksomheder og andre ydelser i forbindelse med forvaltning af den alternative investeringsfond og de selskaber og andre aktiver, den har investeret i, jf. nr. 2, litra c, i det foreslåede bilag 1. Overtrædelse af det foreslåede stk. 1 er strafbelagt i medfør af det foreslåede § 189, stk. 1.

I henhold til forslagets stk. 2 kan forvaltere af alternative investeringsfonde, som ikke er selvforvaltende, dog tillige have tilladelse som investeringsforvaltningsselskab efter § 10 i lov om finansiel virksomhed og udføre de aktiviteter dette giver tilladelse til.

Det foreslåede stk. 3 implementerer artikel 6, stk. 4, og stk. 5, litra a og b, i FAIF-direktivet.

Det følger af det foreslåede stk. 3, 1. pkt., at en ekstern forvalter kan få et tillæg til sin tilladelse til at udføre ydelserne omfattet af det foreslåede bilag 1, nr. 3. Det foreslåede bilag 1, nr. 3, litra a, omfatter »forvaltning af investeringsporteføljer«, herunder porteføljer ejet af pensionsfonde og arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, i direktiv 2003/41/EF, i overensstemmelse med de mandater, som investorerne har givet på et skønsmæssigt individuelt grundlag. Det foreslåede bilag 1, nr. 3, litra b, omfatter udførelsen af »accessoriske tjenesteydelser«, hvilket omfatter investeringsrådgivning, opbevaring og forvaltning i forbindelse med aktier eller andele i institutter for kollektiv investering samt modtagelse og formidling af ordrer vedrørende finansielle instrumenter.

Det følger af det foreslåede stk. 3, 2. pkt., at en forvalter ikke kan få tilladelse til at yde »accessoriske tjenesteydelser«, jf. det foreslåede bilag 1, nr. 3, litra b, medmindre, at forvalteren har tilladelse til »forvaltning af investeringsporteføljer«, jf. det foreslåede bilag 1, nr. 3, litra a.

Det foreslåede § 8, stk. 1-3, vil bl.a. påvirke finansielle virksomheder, der i dag leverer ydelser, som efter lovforslagets vil være forvaltning af alternative investeringsfonde. Dette vil f.eks. være banker, der leverer porteføljepleje og risikostyring af hedgeforeninger. Såfremt forvaltningen overstiger tærskelværdierne vil den finansielle virksomhed ikke længere kunne udøve denne virksomhed som en accessorisk del af sin forretning. Forvaltningen skal i så fald ligge i et selvstændigt selskab, der skal have tilladelse til driften af Finanstilsynet. Dette udelukker ikke, at f.eks. en bank fortsat kan levere ydelser til fonden, så længe bestemmelserne om delegation overholdes, jf. kapitel 7. En undtagelse hertil er investeringsforvaltningsselskaber, der gerne må besidde en dobbelttilladelse til såvel at administrere foreninger omfattet af lov om investeringsforeninger m.v. som alternative investeringsfonde. Hovedparten af de investeringsforvaltningsselskaber, der findes i dag, forvalter i forvejen en eller flere foreninger, der minder om investeringsforeninger, såsom specialforeninger, fåmandsforeninger, hedgeforeninger, professionelle foreninger eller andre kollektive investeringsordninger eller andre alternative investeringsfonde. Disse investeringsforvaltningsselskaber vil have behov for en dobbelttilladelse efter lovens ikrafttræden, såfremt de fortsat vil udføre denne drift.

Endvidere vil bestemmelsen medføre væsentlige ændringer for virksomheder, der i dag leverer porteføljepleje og risikostyring sammen med andre ydelser, som en forvalter ikke kan få tilladelse til i medfør af det foreslåede bilag 1. Andre ikke-finansielle ydelser (som ejendomsvedligeholdelse i en ejendomsfond) vil være omfattet af det foreslåede bilag 1, nr. 2, litra c.

Af det foreslåede stk. 4 følger, at en selvforvaltende fond, hvis aktiver overstiger lovens tærskelværdier, og som dermed skal have tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde efter det foreslåede § 6, stk. 1, ikke må udføre ydelserne omfattet af det foreslåede bilag 1, nr. 3, dvs. »forvaltning af investeringsporteføljer« og »accessoriske tjenesteydelser«. Dette følger af et princip om, at selvforvaltende fonde udelukkende må udføre drift for egen risiko og regning og dermed ikke må levere tjenesteydelser for andre fonde eller selskaber. Selvforvaltende fonde med tilladelse må således udelukkende udføre forvaltningsvirksomhed i henhold til bilag 1, nr. 1 og 2, og alene for fonden selv. Dette er en implementering af artikel 6, stk. 3, i FAIF-direktivet. Overtrædelse af det foreslåede stk. 4 er strafbelagt i medfør af det foreslåede § 189, stk. 1.

Det foreslåede stk. 5 implementerer artikel 6, stk. 6, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen medfører, at hvis en forvalter har tilladelse til at udføre de i bilag 1, nr. 3, angivne funktioner, så finder kapitaldækningskravene i § 10, stk. 4, og kravene i §§ 43, 72 og 125 i lov om finansiel virksomhed tillige anvendelse på levering af disse tjenesteydelser.

Det foreslåede stk. 1 fastslår, at forvaltere af alternative investeringsfonde, der har registreret hjemsted i Danmark, som ikke er omfattet af forpligtelsen til at søge om tilladelse som forvalter af alternative investeringsfonde, jf. det foreslåede § 6, stk. 1, og som ikke har valgt frivilligt at søge en sådan tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. det foreslåede § 10, stk. 2, skal registreres i Finanstilsynet. Bestemmelsen er en implementering af artikel 3, stk. 3, litra a, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen regulerer mindre forvaltere, som ikke skal have tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde af Finanstilsynet, og derfor ikke skal leve op til de krav, der gælder for forvaltere med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde. Disse registrerede forvaltere skal således kun leve op til de foreslåede §§ 5, 9, 10 og 160, jf. det foreslåede § 1, stk. 4. Den lempeligere regulering af registrerede forvaltere modsvares af, at disse forvaltere ikke har de samme rettigheder som forvaltere med tilladelse, jf. herom ovenfor i bemærkningerne til den foreslåede § 6. Registrerede forvaltere nyder således ikke fordel af nogen af de rettigheder, der gives i henhold til dette lovforslag, medmindre de frivilligt vælger at opnå tilladelse, jf. det foreslåede § 10, stk. 2. Dette gælder f.eks. retten til at markedsføre sine fonde i EU/EØS-lande m.v. samt muligheden for at få tilladelse til at markedsføre en fond over for detailinvestorer. Dette gennemfører artikel 3, stk. 4, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 2 implementerer artikel 3, stk. 3, litra b og c, i FAIF-direktivet og bestemmelsen foreskriver, hvilke oplysninger en virksomhed skal give til Finanstilsynet, når virksomheden registrer sig som forvalter af alternative investeringsfonde, jf. det foreslåede stk. 1. Oplysningerne, der skal indsendes til Finanstilsynet i medfør af de foreslåede stk. 2, nr. 1-3, er nødvendige for en entydig identifikation af virksomheden samt de fonde, som virksomheden forvalter. Herudover skal virksomheden oplyse om investeringsstrategierne for hver alternativ investeringsfond, som virksomheden forvalter, jf. det foreslåede nr. 4. Stk. 2 er nødvendig for, at Finanstilsynet kan kontrollere om en alternativ investeringsfond forvaltes af en forvalter, der enten er registreret eller har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde af Finanstilsynet.

Det foreslåede stk. 3 pålægger registrerede forvaltere at foretage regelmæssige indberetninger til Finanstilsynet om, hvilke alternative investeringsfonde virksomheden forvalter, disses investeringsstrategier og fondenes vigtigste eksponeringer og vigtigste koncentrationer, eventuelle væsentligt ændrede investeringsstrategier for hver alternativ investeringsfond siden seneste indberetning, og de vigtigste instrumenter, forvalteren handler med. Det foreslåede stk. 3 implementerer artikel 3, stk. 3, litra d, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 4 implementerer artikel 3, stk. 6, litra b og c, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte nærmere regler om forpligtelsen til at lade sig registrere, og hvilke oplysninger en forvalter skal give på registreringstidspunktet og regelmæssigt indberette. Endvidere får tilsynet mulighed for at fastsætte regler for, hvordan oplysningerne skal afgives.

Finanstilsynets hjemmel i det foreslåede stk. 4 til at udstede nærmere regler tænkes ligeledes anvendt til at gennemføre de regler, som EU-Kommissionen forventes at fastsætte på niveau 2, der præciserer, hvordan og hvor ofte registrerede forvaltere skal indberette oplysninger til Finanstilsynet. Det forventes ikke, at Finanstilsynet vil have behov for at udstede flere eller mere detaljerede regler end de, der fastsættes af EU-Kommissionen.

Efterhånden som tiden går, vil mange registrerede forvalteres forretningsområde ofte udvide sig, og på et tidspunkt vil de muligvis nærme sig tærskelværdierne i forslagets § 6, stk. 1. Dette dels som følge af, at forvaltere bliver anmodet om at overtage ansvaret for nye alternative investeringsfonde dels som følge af, at investeringerne for de fonde, som forvalteren i forvejen er ansvarlig for, vokser. Registrerede forvaltere er forpligtet til at sikre sig, at de ikke overstiger tærskelværdierne uden at søge om tilladelse. Det foreslåede stk. 1 implementerer artikel 3, stk. 3, litra e, og stk. 3, 3. afsnit, i FAIF-direktivet, og fastslår, at en registreret forvalter inden for 30 kalenderdage skal søge om tilladelse hos Finanstilsynet, når de aktiver, som forvalteren sammenlagt forvalter, overstiger de i det foreslåede § 6, stk. 1, nævnte grænser.

Det foreslåede stk. 2 implementerer artikel 3, stk. 4, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen gør det muligt for forvaltere frivilligt at søge om tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, selvom de ikke er forpligtet hertil som følge af en overskridelse af tærskelværdierne, jf. forslagets § 6, stk. 1, sammenholdt med stk. 2 og 3. Bestemmelsen sikrer, at mindre forvaltere, der ønsker at have de rettigheder, der følger af tilladelsen, kan få det. Endvidere sikrer bestemmelsen, at forvaltere, der forventer at krydse tærskelværdierne, kan søge i god tid inden, hvis dette kan være en fordel for selskabets fremtidige markedsføring. Endeligt følger det implicit af bestemmelsen, at en forvalter, der har opnået tilladelse én gang, kan beholde tilladelsen, selvom forvalterens samlede aktiver falder under tærskelværdierne. Finanstilsynet inddrager i dette tilfælde kun en tilladelse, hvis forvalteren anmoder om dette. Forvalteren vil i så fald blive registreret, jf. det foreslåede § 9, stk. 1.

EU-Kommissionen forventes at fastsætte nærmere regler på niveau 2, der præciserer, hvordan og hvor ofte registrerede forvaltere skal beregne overholdelsen af tærskelværdierne samt den situation, hvor en forvalter af alternative investeringsfonde overskrider grænsen og forventer at denne overskridelse er midlertidig. Dette kan f.eks. være i tilfælde, hvor forvalteren ved, at selskabet har større indløsningsanmodninger, der forfalder på et bestemt tidspunkt, eller ansvaret for en fond overgår til en anden forvalter. Det foreslåede stk. 3 bemyndiger Finanstilsynet til at gennemføre disse regler.

Stk. 3 bemyndiger endvidere Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om proceduren for virksomheder, der af egen drift anmoder om tilladelse i medfør af stk. 2.

Det foreslåede stk. 1 implementerer artikel 7, stk. 1, i FAIF-direktivet. Det foreslåede stk. 1 fastslår, at virksomheder, som overstiger de i det foreslåede § 6, stk. 1, fastsatte grænser, skal søge om tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde hos Finanstilsynet. Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynets tilladelse skal omfatte de aktiviteter, der fremgår af bilag 1, nr. 1 og 2.

Tilladelsen omfatter udøvelse af den forvaltningsvirksomhed, der består i, at forvalteren på vegne af en eller flere alternative investeringsfonde er ansvarlig for porteføljepleje og risikostyring af fondene. Administrative funktioner på vegne af en alternativ investeringsfond kan være levering af tjenesteydelser til fonden som juridiske tjenester og regnskabsføringstjenester, kundeforespørgsler, værdi- og prisfastsættelse, herunder selvangivelser, kontrol med compliance, føring af andelshaverregister, udlodning af udbytte, emission og indløsning af andele, aftaleetablering, herunder udsendelse af beviser og registrering, jf. det foreslåede bilag 1, nr. 2, litra a.

Det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 29, fastslår, at der ved »markedsføring« forstås en direkte eller indirekte udbydelse eller placering på initiativ af forvalteren eller på vegne af forvalteren af andele i en alternativ investeringsfond, som den forvalter, til eller hos investorer, som er hjemmehørende eller har hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Andre aktiviteter vedrørende en alternativ investeringsfonds aktiver kan være levering af de ydelser, der er nødvendige for opfyldelse af forvalterens betroede opgaver, facilitetsforvaltning, administration af fast ejendom, rådgivning af virksomheder om kapitalstruktur, forretningsstrategi og beslægtede spørgsmål, rådgivning og ydelser i forbindelse med fusioner og opkøb af virksomheder og andre ydelser i forbindelse med forvaltning af den alternative investeringsfond og de selskaber og andre aktiver, som den har investeret i, jf. det foreslåede bilag 1, nr. 2, litra c.

Endvidere kan en forvalter af alternative investeringsfonde, der ikke er selvforvaltende, søge om, at tilladelsen udvides til at omfatte udøvelse af en eller flere af de aktiviteter, som er nævnt i bilag 1, nr. 3, dvs. tilladelse til forvaltning af investeringsporteføljer og levering af accessoriske tjenesteydelser, jf. det foreslåede bilag 1, nr. 3.

Forvaltning af investeringsporteføljer omfatter skønsmæssig porteføljepleje af individuelle porteføljer, herunder porteføljer ejet af pensionsfonde og arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser i overensstemmelse med reglerne, der gennemfører artikel 19, stk. 1, direktiv 2003/41/EF, i overensstemmelse med de mandater, som investorerne har givet på et skønsmæssigt individuelt grundlag, jf. det foreslåede bilag 1, nr. 3, litra a.

Accessoriske tjenesteydelser omfatter investeringsrådgivning, opbevaring og forvaltning i forbindelse med andele i institutter for kollektiv investering, og modtagelse og formidling af ordrer vedrørende finansielle instrumenter, jf. det foreslåede bilag 1, nr. 3, litra b.

En alternativ investeringsfond, der ikke har udpeget en ekstern forvalter, dvs. en selvforvaltende alternativ investeringsfond, skal følge de samme regler som en ekstern forvalter af alternative investeringsfonde, jf. forslagets § 4. En sådan selvforvaltende alternativ investeringsfond må dog ikke levere tjenesteydelser til andre alternative investeringsfonde. Derfor kan en selvforvaltende alternativ investeringsfond ikke få tilladelse efter bilag 1, nr. 3, til forvaltning af investeringsporteføljer og levering af accessoriske tjenesteydelser.

En virksomhed, der søger om tilladelse, skal specificere, hvilke tjenesteydelser virksomheden ønsker tilladelse til – udover tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde – og dokumentere, at virksomheden har de fornødne faglige og administrative kompetencer til at levere disse tjenesteydelser.

Den foreslåede bestemmelse foreskriver, hvilke betingelser en forvalter skal opfylde for, at Finanstilsynet kan meddele tilladelse til, at virksomheden kan få tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i medfør af det foreslåede § 6, stk. 1. Betingelserne gælder ikke kun ved stiftelsen, men også i den fortsatte drift, jf. forslagets § 17, nr. 3, hvorefter Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen, hvis betingelserne for at opnå tilladelsen ikke længere er opfyldt.

En forudsætning for, at en virksomhed med hjemsted i Danmark kan få tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, er bl.a., at virksomheden er organiseret som en juridisk person omfattet af selskabsloven i medfør af det foreslåede § 7, stk. 1, medmindre forvalteren er en alternativ investeringsfond, der er selvforvaltende.

Det foreslåede stk. 2, 1. pkt., implementerer artikel 6, stk. 5, litra c, i FAIF-direktivet. Bestemmelsens 2. pkt. implementerer artikel 6, stk. 4, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen 3. pkt. implementerer 12, stk. 2, litra b, i FAIF-direktivet. Bestemmelsens 4. pkt. implementerer artikel 8, stk. 4, i FAIF-direktivet. Det foreslås, at tilladelse til udførelse af de i bilag 1, nr. 3, nævnte aktiviteter er betinget af, at forvalteren tilsluttes en garantifond, jf. lov om en garantifond for indskydere og investorer for så vidt angår disse aktiviteter. Medlemskabet skal dog ikke dække den generelle aktivitet som forvalter. Det skal alene dække de aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, nr. 3. Aktiviteterne i bilag 1, nr. 3, omfatter forvaltning af investeringsporteføljer, som ejes af pensionskasser m.v., og accessoriske tjenesteydelser, der omfatter investeringsrådgivning, opbevaring og forvaltning af andele i institutter for kollektiv investering og modtagelse og formidling af ordrer vedrørende finansielle instrumenter.

Det foreslåede stk. 2, 4. pkt., fastslår, at Finanstilsynet endvidere kan begrænse tilladelsens omfang, navnlig hvad angår investeringsstrategierne i de alternative investeringsfonde, som virksomheden søger tilladelse til at forvalte. Det foreslåede 4. pkt. implementerer artikel 8, stk. 4, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 3 implementerer artikel 8, stk. 1, litra a-e, og stk. 3, og artikel 37, stk. 8, litra d, i FAIF-direktivet.

Ifølge det foreslåede stk. 3 giver Finanstilsynet kun en virksomhed tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, når Finanstilsynet er overbevist om, at virksomheden opfylder betingelserne i denne lov. Det indebærer, at virksomheder, der søger om tilladelse, skal dokumentere, at de opfylder betingelserne i stk. 3, nr. 1-9. Endvidere skal virksomheden f.eks. opfylde oplysningsforpligtelser, have systemer til risikostyring, likviditetsstyring m.v. Virksomheder fra et tredjeland kan på visse betingelser være undtaget fra at skulle overholde loven, jf. de foreslåede §§ 119 og 120

Ifølge det foreslåede nr. 1 er det et krav, at forvalteren har tilstrækkelig startkapital og kapitalgrundlag, jf. den foreslåede § 16.

Ifølge det foreslåede nr. 2 er det endvidere et krav, at virksomhedens ledelse opfylder kravene til et godt omdømme og fyldestgørende erfaring til at udøve sit hverv eller varetage sin stilling i den pågældende virksomhed, herunder også erfaring med investeringsstrategier for de fonde, som forvalteren er ansvarlig for. Den foreslåede § 13 fastsætter, hvad der forstås ved godt omdømme og fyldestgørende erfaring.

Det foreslåede nr. 3 fastslår, at forvalterens forretningsadfærd altid skal fastlægges af mindst to personer fra forvalterens centrale ledelsesorgan eller direktion.

Forvalterens forretningsadfærd dækker over forvalterens adfærd i forhold til kunderne, dvs. de alternative investeringsfonde, der forvaltes af forvalteren. Det er i forslaget til § 18 om generelle bestemmelser for driften af forvalterne dels fastsat krav om, at forvalteren skal udøve sine aktiviteter i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis, dels en hjemmel til Finanstilsynet til at fastsatte nærmere regler herom. Der henvises nærmere til bemærkningerne til bestemmelsen.

Det foreslåede nr. 4 fastslår, at ejerne af kvalificerede andele i virksomheden, skal være egnede i forhold til at sikre en fornuftig og forsvarlig drift af virksomheden. Ejere af kvalificerede andele vil blive fundet uegnede, hvis Finanstilsynet skønner, at de vil modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis de pågældende i forbindelse med ejerskab eller deltagelse i ledelsen af finansielle virksomheder har vist sig uegnede til at udøve finansiel virksomhed forsvarligt. Kvalificerede andele er defineret i det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 34.

Det foreslåede nr. 5 fastslår, at virksomhedens hovedkontor og hjemsted skal være i Danmark, medmindre virksomheden er omfattet af det foreslåede § 1, stk. 1, nr. 2 eller nr. 4.

Det foreslåede nr. 6 fastslår, at virksomheden skal overholde kravene i § 7, hvorefter forvaltere af alternative investeringsfonde, der er etableret i Danmark skal være en juridisk person omfattet af selskabsloven, jf. det foreslåede § 7, stk. 1. Forvaltere af alternative investeringsfonde, der er etableret i et tredjeland, og som har Danmark som sit referenceland skal efter det foreslåede § 7, stk. 2, være selskaber med begrænset ansvar. Ifølge det foreslåede § 7, stk. 3, gælder det foreslåede § 7, stk. 1 og 2, ikke, hvis forvalteren er en alternativ investeringsfond, der er selvforvaltende.

Det foreslåede nr. 7 fastslår, at betingelserne i § 116 skal være opfyldt i det omfang virksomheden er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2 eller 4. Det foreslåede nr. 6 er relevant for virksomheder, der er fra et tredjeland, når disse søger om tilladelse i Danmark som følge af, at Danmark er forvalterens referenceland, jf. de foreslåede §§ 112-115.

Det foreslåede nr. 8 fastslår, at Finanstilsynet ikke må hindres i at varetage sine tilsynsopgaver som følge af snævre forbindelser mellem virksomheden og andre fysiske eller juridiske personer.

Det foreslåede nr. 9 fastslår, at Finanstilsynet ikke må hindres i at varetage sine tilsynsmæssige opgaver som følge af lov eller administrative bestemmelser i et tredjeland, der gælder for fysiske eller juridiske personer, som virksomheden har snævre forbindelser med, samt at Finanstilsynet ligeledes ikke må have vanskeligheder med at varetage sine tilsynsopgaver som følge af vanskeligheder med at håndhæve disse love og administrative bestemmelser.

Det er ikke muligt udtømmende at angive, hvornår Finanstilsynet hindres i at varetage sine tilsynsopgaver ved f.eks. en snæver forbindelse mellem virksomheden og andre fysiske eller juridiske personer. Det må derfor i hvert enkelt tilfælde vurderes, om en snæver forbindelse eller andre af de foreslåede i stk. 3, nr. 8-9, nævnte tilfælde vil kunne hindre et effektivt tilsyn.

Det foreslåede stk. 4 implementerer artikel 7, stk. 2, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen indeholder de oplysninger, der er nødvendige for, at Finanstilsynet kan tage stilling til, om virksomheden opfylder de betingelser, som loven stiller som forudsætning for at få tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, dvs. ansvaret for udførelsen af de i bilag 1, nr. 1 og 2, omfattede ydelser for alternative investeringsfonde. Med henblik på Finanstilsynets vurdering fastsættes det i det foreslåede stk. 4, at en ansøgning skal indeholde oplysninger om hvilke personer, der står for forvaltningen, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 1, og hvem der udgør virksomhedens ejerkreds, jf. det foreslåede nr. 2. Endvidere vurderer Finanstilsynet virksomhedens overordnede aktivitetsplan, hvoraf virksomhedens organisatoriske struktur fremgår, herunder oplysninger om, hvordan virksomheden har til hensigt at overholde sine forpligtelser i denne lov, jf. det foreslåede nr. 3. Virksomhedens pligt til at fremkomme med oplysninger om, hvordan virksomheden har til hensigt at overholde sine forpligtelser i henhold til loven, hænger nøje sammen med, hvilke alternative investeringsfonde, virksomheden søger om godkendelse til at forvalte. De oplysninger virksomheden f.eks. skal afgive om, hvordan virksomheden vil håndtere likviditeten af alternative investeringsfonde, vil afhænge af om virksomheden søger om tilladelse til at forvalte hedgefonde, der anvender gearing i væsentligt omfang, eller om virksomheden f.eks. alene vil have tilladelse til at forvalte lukkede fastejendomsfonde, der ikke er gearet. På samme måde vil f.eks. de oplysninger, som virksomheden skal afgive om forpligtelser til at forebygge interessekonflikter afhænge af, i hvilket omfang virksomhedens drift må anses for at medføre risiko for interessekonflikter. Finanstilsynet kan i medfør af det foreslåede stk. 7 fastsætte nærmere regler om de oplysninger, som en virksomhed skal give, når den søger om tilladelse, jf. videre nedenfor. Endvidere vurderer Finanstilsynet hvilken aflønningspolitik, som virksomheden benytter, jf. det foreslåede nr. 4. Finanstilsynet vurderer herudover i hvilket omfang virksomheden vil udføre ydelserne selv eller uddelegere disse, jf. det foreslåede nr. 5.

Det fremgår af artikel 7, stk. 6, i FAIF-direktivet. at ESMA kan udstede reguleringsmæssige tekniske standarder for at sikre reguleringsmæssig harmonisering. EU-Kommissionen er tillagt beføjelse til at udstede disse. De tekniske standarder kan præcisere, hvilke oplysninger der skal medsendes en ansøgning, herunder også kravene til aktivitetsplanen. Den endelige regulering af området kendes således ikke helt endnu.

De oplysninger, som ansøgningen skal indeholde efter stk. 4, nr. 1-5, og stk. 5, nr. 1-5, skal være tilstrækkelige til at overbevise Finanstilsynet om, at virksomheden er i stand til at opfylde lovens betingelser for at få en tilladelse. Såfremt Finanstilsynet ikke mener, at oplysningerne er tilstrækkelige, skal tilsynet give afslag på ansøgningen.

Det foreslåede stk. 5 implementerer artikel 7, stk. 3, i FAIF-direktivet og beskriver de oplysninger, som en virksomhed skal indsende til Finanstilsynet, om hver af de fonde, som virksomheden har til hensigt at forvalte, når virksomheden søger om tilladelse. Det er bl.a. information om de underliggende fonde, hvis fonden er af typen fund-of-funds, hvilket vil sige, at fonden primært investerer i andre fonde. Den fremgår af det foreslåede § 119, stk. 2, at en forvalter fra et tredjeland, som søger tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde efter forslagets § 11, jf. § 116, kan begrænse de i det foreslåede stk. 5 nævnte oplysninger til kun at omfatte de alternative investeringsfonde fra EU/EØS-landene m.v., som forvalteren har til hensigt at forvalte, og de øvrige alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter, som forvalteren har til hensigt at markedsføre i EU/EØS-lande m.v., på baggrund af tilladelsen til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. § 11, jf. § 116.

Det fremgår af det foreslåede stk. 6, at enhver fysisk eller juridisk person eller fysiske og juridiske personer, som handler i forståelse med hinanden, der påtænker direkte eller indirekte at erhverve en kvalificeret andel, jf. § 3, stk. 1, nr. 38, i en forvalter, på forhånd skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse af den påtænkte erhvervelse. Det fremgår ligeledes, at det samme gælder ved forøgelse af den kvalificerede andel, der medfører, at denne efter erhvervelsen vil udgøre eller overstige en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. eller 50 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne, eller medfører, at forvalteren bliver en dattervirksomhed. Det vil som hovedregel være de samme kriterier, der lægges til grund for tilladelser efter 11, stk. 3, nr. 3, og § 11, stk. 6.

Det foreslåede stk. 7 implementerer blandt andet artikel 7, stk. 6 og 7, i FAIF-direktivet, der giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte nærmere regler om de oplysninger, som en virksomhed skal give, når virksomheden søger tilladelse som forvalter, og om kravene til virksomhedens ansøgning. Det foreslåede stk. 7 implementerer endvidere artikel 8, stk. 6, litra b, og fastslår, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om, hvorvidt ejerne af kvalificerede andele i virksomheden er egnede i forhold til at sikre en fornuftig og forsvarlig drift af virksomheden, jf. det foreslåede stk. 3, nr. 3.

EU-Kommissionen forventes at fastsætte nærmere regler på niveau 2, der præciserer, hvornår ejerne af kvalificerede andele i en forvalter er egnede i forhold til at sikre en fornuftig og forsvarlig drift af virksomheden samt hvilke oplysninger en virksomhed skal give de kompetente myndigheder, når virksomheden søger om tilladelse i henhold til FAIF-direktivet. Det forventes ikke, at Finanstilsynet vil have et behov for at udstede flere eller mere detaljerede regler end de, der fastsættes af EU-Kommissionen.

For så vidt angår bemyndigelsen i det foreslåede stk. 7, nr. 4, til at fastsætte nærmere regler om proceduren, kravene, tidsfrister m.v. i forbindelse med anmeldelse af erhvervelse af kvalificerede andele, jf. det foreslåede stk. 7, forventes det, at Finanstilsynet vil udstede reglerne med udgangspunkt i de regler, der gælder i henhold til kapitel 4 i lov om finansiel virksomhed.

FAIF-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om tekniske standarder for artikel 8, stk. 3, i FAIF-direktivet, samt hindringer, der kan hæmme de kompetente myndigheder i den effektive varetagelse af deres tilsynsopgave, jf. artikel 8, stk. 6, litra a og c. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret foreslås det, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om de i det foreslåede stk. 1 nævnte forhold samt nærmere regler om, hvilke hindringer, der kan hæmme Finanstilsynet i effektivt at varetage tilsynets opgaver.

Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er umiddelbart gældende i EU/EØS-landene m.v., kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler.

Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 8, stk. 2, i FAIF-direktivet.

Den foreslåede § 12 stiller krav om, at Finanstilsynet skal bede om en udtalelse fra hjemlandets tilsynsmuligheder, inden Finanstilsynet meddeler tilladelse, i de situationer, hvor en virksomhed, der søger om tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, er koncernforbundet med en anden forvalter, en UCITS’ administrationsselskab, et fondsmæglerselskab, et kreditinstitut eller et forsikringsselskab, der er godkendt i et andet EU/EØS-land m.v. Dette kan enten være, såfremt virksomheden er et datterselskab, jf. det foreslåede nr. 1, eller hvis virksomheden er et søsterselskab, jf. det foreslåede nr. 2, til disse virksomheder under tilsyn. Endvidere finder bestemmelsen anvendelse, hvis anmelderen er en virksomhed, der er underlagt bestemmende indflydelse af de samme fysiske eller juridiske personer, som dem, der har bestemmende indflydelse over en af disse virksomheder, jf. det foreslåede nr. 3.

Bestemmelsen regulerer kravene om egnethed og hæderlighed for medlemmer af ledelsen i en forvalter. Bestemmelsen implementerer artikel 8, stk. 1, litra c, i FAIF-direktivet.

Medlemmer af ledelsen i en forvalter skal på tidspunktet for meddelelse af tilladelse til forvalteren eller på tidspunktet for tiltrædelse af en sådan stilling i en eksisterende forvalter, der har fået tilladelse, opfylde visse krav til egnethed og hæderlighed, ligesom der kan gribes ind over for ledelsesmedlemmer, som ikke længere opfylder kravene, jf. lovforslagets § 167.

Der er tale om krav, som ledelsesmedlemmer løbende skal leve op til, hvilket understøttes af, at det i bestemmelsens stk. 3 (se nedenfor) er præciseret, at et ledelsesmedlem har pligt til at orientere Finanstilsynet om de i stk. 1 og 2 angivne forhold (gengivet umiddelbart nedenfor) både, når vedkommende indtræder i sin stilling eller sit hverv, og herefter løbende ved ændringer.

Det foreslåede stk. 1 vedrører kravene om egnethed og svarer til § 64, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslåede stk. 1 foreskriver, at medlemmerne af ledelsen for en forvalter med tilladelse til at udøve forvaltningsvirksomhed skal have fyldestgørende erfaring til at udøve sit hverv eller varetage sin stilling.

Dette påses, når ledelsesmedlemmet tiltræder hvervet eller stillingen. Der stilles ikke generelle kriterier for hvilke teoretiske eller praktiske krav, som personen skal opfylde. Disse varierer afhængig af, om der er tale om en direktørpost eller et medlemskab af bestyrelsen/tilsynsrådet samt hvilken virksomhed, der er tale om.

I vurderingen kan bl.a. indgå, om personen har en relevant uddannelse, om vedkommende har haft ansættelse indenfor den finansielle sektor, og om vedkommende har ledelseserfaring. For medlemmer af det centrale ledelsesorgan (typisk direktionen), vil der blive lagt vægt på, at personen har erfaring med investeringsstrategierne for de alternative investeringsfonde, som forvalteren til enhver tid er ansvarlig for.

Der stilles i praksis mindre krav til et bestyrelsesmedlem end til en direktør, ligesom kravene skærpes, hvis der er tale om en stor og kompleks virksomhed.

Der stilles ikke et ubetinget krav om, at et bestyrelsesmedlem har særlig indsigt i finansielle virksomheders forhold. Her vil en særlig indsigt i anden branche eller i lokale forhold, som er relevante for den finansielle virksomhed, kunne være tilstrækkeligt.

Egnet- og hæderlighedsvurderingen er knyttet til en stilling i den konkrete virksomhed. Det er således muligt, at en person på baggrund af dennes uddannelsesmæssige baggrund og hidtidige ledelseserfaring, opfylder kravet om fyldestgørende erfaring til at lede en mindre og ukompleks forvalter, men at det ikke gør sig gældende i forhold til en stor og kompleks forvalter. Derfor kan man ikke tage sin vurdering med sig fra en forvalter til en anden.

Det foreslåede stk. 2 vedrører kravene om hæderlighed og svarer til § 64, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 1, kan et medlem af ledelsen ikke bestride hvervet eller stillingen som medlem af ledelsen, hvis den pågældende er pålagt strafansvar for en overtrædelse af straffeloven eller anden lovgivning på det finansielle område, ligesom man må forlade sin stilling eller sit hverv, hvis man bliver pålagt strafansvar for sådanne overtrædelser, efter man er tiltrådt. Sker dette ikke, kan Finanstilsynet i medfør af § 167, stk. 1 og 2, påbyde virksomheden at afsætte en direktør eller give et medlem af bestyrelsen eller tilsynsrådet et påbud om at nedlægge sit hverv.

I vurderingen af, om en strafbar overtrædelse skal føre til, at den pågældende ikke kan udnævnes, henholdsvis skal fratræde, vil indgå, om det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for efterfølgende misbrug af hvervet eller stillingen, eller om den pågældende har handlet på en så retsstridig og uetisk måde, at der er grundlag for at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen som henholdsvis direktør eller medlem af bestyrelsen eller tilsynsrådet på betryggende vis. Overtrædelser, som kan være relevante, er bl.a. overtrædelse af straffelovens regler i kapitel 28 og 29 om berigelsesforbrydelser og andre strafbare formuekrænkelser eller kapitel 10 i lov om værdipapirhandel m.v. Hertil kommer, at der også skal ske en vurdering i forhold til andre overtrædelser af lovgivning af relevans for den finansielle sektor. Det kan eksempelvis være overtrædelser af skattelovgivningen og selskabslovgivningen.

Det strafbare forhold skal være fastslået ved dom eller ved, at ledelsesmedlemmet har vedtaget et bødeforlæg, jf. § 832 i retsplejeloven. Dog kan Finanstilsynet efter § 167, stk. 3, gribe ind og kræve, at ledelsesmedlemmet midlertidigt fjernes fra ledelsen, allerede når der er rejst tiltale for overtrædelse i en straffesag, og indtil sagen er afgjort.

Er det strafbare forhold pådømt i udlandet, vil dette kunne begrunde Finanstilsynets indgriben efter nr. 4.

Efter det foreslåede nr. 2 kan et ledelsesmedlem ikke bestride hvervet eller stillingen som medlem af ledelsen, dersom den pågældende har indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller er under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering, eller dette sker, mens vedkommende bestrider sit hverv eller stilling. Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan gribe ind, uanset på hvilket stadium i rekonstruktionsbehandlingen eller de respektive insolvensbehandlinger vedkommende befinder sig.

Efter det foreslåede nr. 3 kan Finanstilsynet gribe ind over for et medlem af ledelsen, dersom den pågældendes økonomiske situation eller selskaber, som den pågældende ejer, eller hvori den pågældende deltager i driften, har påført eller påfører forvalteren, eller de fonde forvalteren forvalter, tab eller risiko for tab. Det samme gør sig gældende, hvis en person, uden direkte at eje eller deltage i den formelle ledelse af en tabsgivende virksomhed, har væsentlig indflydelse på denne. Væsentlig indflydelse kan foreligge i de situationer, hvor en person ikke personligt ejer virksomheden, men har et nært forhold til ejeren og indflydelse på virksomheden qua denne forbindelse, f.eks. hvis det formelt er en ægtefælle, som ejer virksomheden. Der vil være tale om en konkret vurdering.

Det anses for problematisk, hvis en person, der har påført forvalteren eller de fonde, som forvalteren forvalter, tab eller har bragt en forvalter eller de fonde, som forvalteren forvalter, i risiko for at lide tab, deltager i ledelsen af en forvalter under tilsyn, idet det antages, at den pågældende ikke vil være i stand til at foretage tilstrækkelig objektive vurderinger.

Der skal være tale om tab, som vedrører personen selv eller selskaber, som vedkommende har en personlig økonomiske interesse i. Det forhold, at eksempelvis et bestyrelsesmedlem også har en bestyrelsespost i en anden virksomhed, som forvalteren har et forretningsmæssigt mellemværende med, og som har medført tab for forvalteren, er som udgangspunkt i sig selv ikke nok til, at vedkommende vurderes ikke at være egnet og hæderlig.

Bestemmelsen tænkes anvendt i situationer, hvor et medlem af ledelsen ikke er i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, efterhånden som de forfalder, og herved påfører forvalteren tab eller udsætter forvalteren for en tabsrisiko. Der anlægges i disse tilfælde en konkret vurdering af årsagen til tabet eller tabsrisikoen.

Det fremgår af det foreslåede nr. 4, at Finanstilsynet får beføjelse til at kunne gribe ind over for et medlem af ledelsen, hvis medlemmet har udvist eller udviser en adfærd, hvor der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde. Ved vurderingen af, om et medlem af ledelsen opfylder kravene, skal der lægges vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor.

Bestemmelsen foreslås bl.a. anvendt i den situation, hvor ledelsesmedlemmets private økonomi er i en sådan uorden, at selve dette forhold må anses for særdeles belastende for varetagelsen af den overordnede ledelse af forvalteren. Som eksempler på økonomisk uorden kan nævnes, at vedkommende har restancer, er indberettet som dårlig betaler eller lignende.

Endvidere kan viden om, at den pågældende i gentagne tilfælde har været en del af ledelsen i virksomheder, der er gået konkurs, begrunde, at Finanstilsynet vurderer, at en person ikke opfylder kravet. Der skal dog foretages en individuel vurdering, hvor tilsynet bl.a. kan lægge vægt på, hvilken rolle den pågældende person har spillet i ledelsen af den eller de virksomheder, der er gået konkurs. Der vil således være personer, f.eks. advokater og andre »professionelle« bestyrelsesmedlemmer, der ikke har været med til at drive virksomheden, men som alene er blevet indsat i en konkurstruet virksomheds ledelse med det formål at lukke virksomheden på en så hensigtsmæssig måde som muligt. I sådanne tilfælde vil det ikke komme en person til skade, at vedkommende har deltaget i ledelsen af en eller flere virksomheder, der er gået konkurs.

Andre eksempler på uforsvarlig adfærd kan være situationer, hvor det er åbenbart, at ledelsesmæssige svigt, manglende overholdelse af påbud fra en offentlig myndighed eller grovere misbrugssituationer, har været årsag til problemer i de virksomheder, som den pågældende tidligere har deltaget i ledelsen af som bestyrelsesmedlem eller direktør.

Finanstilsynet skal endvidere løbende vurdere, om ledelsen af forvalteren sker på betryggende vis og gribe ind, hvis ledelsen har handlet til skade for virksomheden. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis ledelsen ikke har sikret en ordentlig risikostyring, har undladt at efterleve krav om god administrativ praksis og regnskabspraksis eller har undladt at iværksætte fyldestgørende kontrolprocedurer. Hertil kommer andre tilfælde, hvor forsømmelser, dumdristighed eller passivitet har skadet forvalteren, eller der er risiko for, at dette vil ske.

Det fremgår eksplicit, at hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor skal indgå i vurderingen af et ledelsesmedlems adfærd. Hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor skal derfor indgå i vurderingen af, om et ledelsesmedlem har udvist eller udviser en adfærd, der indebærer en risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på forsvarlig vis. En tillid som fordrer, at det ledelsesmæssige råderum er mere snævert for f.eks. et ledelsesmedlem i en forvalter end for personer, som leder virksomheder i andre brancher.

For at opretholde tilliden til den finansielle sektor fordres det, at indgreb kan ske på et tidspunkt, hvor Finanstilsynet på baggrund af sin erfaring og sit kendskab til markedsforholdene samt til den konkrete forvalter vurderer, at der er en ikke uvæsentlig risiko for, at virksomheden inden for 2-3 år ikke vil kunne fortsætte sin drift, hvis ikke der sker meget væsentlige ændringer i forvalterens ledelse og drift.

Hertil kommer, at da ledelsessvigt og økonomiske problemer i en virksomhed i den finansielle sektor kan have en afsmittende effekt på hele den finansielle sektors omdømme og det omgivende samfunds tillid til sektoren, vil ledelsessvigt i selv små virksomheder i den finansielle sektor kunne have betydning for tilliden til den samlede branche. Man kan således ikke, blot fordi der er tale om en lille virksomhed eller en virksomhed, som alene beskæftiger sig med et begrænset område, udlede, at ledelsessvigt ikke har betydning for tilliden til den samlede finansielle sektor.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at et medlem af ledelsen skal meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold nævnt i stk. 1 og 2 om egnethed og hæderlighed i forbindelse med indtræden i forvalteren, og om forhold nævnt i stk. 2 hvis forholdende efterfølgende ændres. Pligten består således både, når man vil indtræde i hvervet eller stillingen og løbende under udøvelsen af hvervet eller stillingen. Et ledelsesmedlem har for eksempel pligt til at oplyse, at der er indgivet konkursbegæring mod vedkommende, at vedkommende har søgt om gældssanering, eller at der er rejst sigtelse mod vedkommende for overtrædelse af lovgivningen nævnt i stk. 2, nr. 1.

Indtræder der således forhold, som er af betydning for vurderingen af om kravene til egnethed og hæderlighed i stk. 2 fortsat kan anses for at være opfyldt, er den berørte person forpligtet til af egen drift at informere Finanstilsynet herom. Det vil herefter være op til Finanstilsynet at tage stilling til, om vedkommende fortsat kan anses for at være egnet og hæderlig.

Overtrædelse af den foreslåede § 13, stk. 3, er strafbelagt efter det foreslåede § 189, stk. 1. Efter bestemmelsen kan medlemmer af ledelsen i en forvalter med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde straffes, hvis medlemmerne ikke meddeler Finanstilsynet, hvis forholdene, der henvises til i bestemmelsens stk. 2, ændres. Bestemmelsen skal forstås således, at pligt- og strafsubjektet er det pågældende medlem af ledelsen, som f.eks. er blevet idømt straf for en overtrædelse af straffeloven.

Det foreslåede stk. 1 implementerer artikel 8, stk. 5, 1. afsnit, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen fastslår, at Finanstilsynet skal give en virksomhed en godkendelse eller et afslag på ansøgning om tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde senest tre måneder efter ansøgningens modtagelse, eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, senest tre måneder efter, at virksomheden har sendt de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelsen. Hvorvidt en ansøgning er fuldstændig eller ej, afgøres efter den foreslåede bestemmelses stk. 2.

Når Finanstilsynet modtager en fuldstændig ansøgning om tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, har tilsynet tre måneder til at træffe en afgørelse om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes. For at sikre virksomheders retsstilling har Finanstilsynet således tre måneder til at vurdere, om Finanstilsynet kan meddele virksomheden tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde. Finanstilsynet kan imidlertid forlænge denne frist med op til tre måneder, hvis Finanstilsynet anser det for nødvendigt på grund af sagens særlige omstændigheder, og efter at have underrettet virksomheden derom. Begrebet »særlige omstændigheder« omfatter alt, der kan bevirke, at en ansøgning om tilladelse falder uden for det normale, og at behandlingen af ansøgningen derfor forlænges. Det kan være fordi, ansøgningen er dårligt underbygget med dokumenter eller argumenter, eller der ansøges om tilladelse til investeringsstrategier, som er komplicerede. Der kan også være andre årsager.

Det foreslåede stk. 2 fastslår, hvilke oplysninger en virksomhed som minimum skal have afgivet for, at en ansøgning anses for fuldstændig. Bestemmelsen implementerer artikel 8, stk. 5, 2. afsnit, samt artikel 37, stk. 8, litra e, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 3, hvorefter en virksomhed, der har fået tilladelse til at udøve forvaltningsvirksomhed efter den foreslåede § 11 må begynde at forvalte alternative investeringsfonde med investeringsstrategier som angivet i ansøgningen, når tilladelsen foreligger, jf. det foreslåede § 11, stk. 3, dog tidligst en måned efter at have indgivet eventuelle manglende oplysninger efter det foreslåede § 11, stk. 4, nr. 5, og de foreslåede § 11, stk. 5, nr. 3-5.

Det foreslåede stk. 3 implementerer artikel 8, stk. 5, 3. afsnit, i FAIF-direktivet. En virksomhed kan således indsende oplysninger til Finanstilsynet ad flere omgange som led i tilladelsen. Dels de initiale oplysninger Finanstilsynet har behov for, for at kunne vurdere om virksomheden kan få tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, dels de efterfølgende oplysninger, som ikke er en nødvendig betingelse for at få tilladelsen, men dog en forudsætning for forvalterens igangsætning af driften. Det er en betingelse for at få tilladelse, at de oplysninger, som virksomheden skal indsende, for at ansøgningen kan anses for at være komplet, er så fyldestgørende og veldokumenterede, at Finanstilsynet kan blive overbevist om, at virksomheden opfylder betingelserne i § 11, stk. 3.

Det foreslåede stk. 4 implementerer artikel 37, stk. 9, 3. afsnit, jf. stk. 5, 5. afsnit, i FAIF-direktivet. Det fremgår af bestemmelsen, at tidsfristen i stk. 1 suspenderes, når Finanstilsynet modtager en ansøgning om tilladelse som forvalter fra en virksomhed med registreret hjemsted i et tredjeland, imens ESMA afgiver sin vurdering i henhold til det foreslåede § 115, stk. 2, og det foreslåede § 120, stk. 3.

Den foreslåede § 15 implementer artikel 10 i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 1 medfører, at forvaltere skal underrette Finanstilsynet om planlagte ændringer af væsentlige forhold, før ændringerne gennemføres, når forholdene vedrører oplysninger, som Finanstilsynet har modtaget i forbindelse med meddelelse af tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde. Navnlig ændringer i forholdene meddelt i henhold til § 11, stk. 4, nr. 1-5, og stk. 5, nr. 1 og 2, vil som udgangspunkt blive anset for væsentlige ændringer. F.eks. skal der som udgangspunkt gives meddelelse ved ændring af de personer, der har ansvaret for udførelsen af forvalterens opgaver, identiteten af de kapitalejere i forvalteren, som besidder en kvalificeret andel i forvalteren og størrelsen heraf, forvalterens aktivitetsplan samt aflønningspolitik og -praksis. Hvis der opstår uforudsete ændringer, skal disse ændringer meddeles til Finanstilsynet straks efter, at ændringerne er sket.

Den foreslåede § 15, stk. 1, er strafbelagt efter det foreslåede § 189, stk. 1. Bestemmelsen vedrører forvaltere med tilladelse, og det er forvalteren som juridisk person, der er forpligtet til at underrette Finanstilsynet om planlagte ændringer af væsentlige forhold, før ændringerne gennemføres, når forholdene vedrører oplysninger, som Finanstilsynet har modtaget i forbindelse med meddelelse af tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde. Uforudsete ændringer skal meddeles til Finanstilsynet straks efter, at ændringen er sket. Bestemmelsen skelner mellem ændringer, der er planlagte og ændringer, der er uforudsete. Såfremt selskabet meddeler ændringer efter disse er gennemført, vil selskabet kunne straffes efter bestemmelsen, medmindre disse ændringer var uforudselige for forvalteren. Det er ikke en betingelse for straf, at selskabet selv gennemfører ændringerne. Forvaltere med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde kan endvidere straffes, såfremt uforudsete ændringer ikke straks oplyses til Finanstilsynet, så snart ændringen er sket. Der er en forudsætning for, at forvalteren kan straffes, at der dels er tale om oplysninger som Finanstilsynet har modtaget i forbindelse med meddelelsen af tilladelsen til at forvalteren må forvalte alternative investeringsfonde, dels at der er tale om ændringer af »væsentlige forhold«. Ved vurderingen af om der er tale om en ændring af et væsentligt forhold, er det afgørende, om ændringen kunne tænkes at have haft en betydning for Finanstilsynets meddelelse af den oprindelige tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde. Ændringer i forhold, der ikke var nødvendige for at Finanstilsynet meddelte tilladelsen, kan ikke anses for at udgøre ændringer af væsentlige forhold. En ansøgning om at erhverve tilladelse som forvalter af alternative investeringsfonde anses for fuldstændig, jf. det foreslåede § 14, stk. 1, når Finanstilsynet som minimum har modtaget oplysningerne nævnt i § 11, stk. 4, nr. 1-4, og § 11, stk. 5, nr. 1 og 2. For forvaltere, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2 eller 4, skal Finanstilsynet tillige have modtaget oplysningerne i § 119, stk. 1. Ved vurderingen af om der er tale om væsentlige forhold, vil ændringer af oplysninger, som forvalteren ikke skulle indgive til Finanstilsynet for, at der var tale om en fuldstændig ansøgning efter § 14, stk. 1, jf. stk. 2, ikke kunne anses for en ændring af væsentlige forhold. Såfremt der er tale om oplysninger, som forvalteren var nødt til at afgive efter § 14, stk. 2, må ændringen af det forhold, som oplysningen vedrørte, som udgangspunkt anses for væsentlige. Der skal dog altid foretages en konkret individuel vurdering. Det afgørende for , om et forhold anses for væsentligt er, om forholdet med en vis sandsynligvis ville have medført, at Finanstilsynet ikke meddelte tilladelsen til at forvalte alternative investeringsfonde, eller at forholdet med en vis sandsynlighed ville have medført, at Finanstilsynet havde indskrænket tilladelsen eller stillet betingelser for at meddele tilladelsen.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at hvis Finanstilsynet ikke kan godkende de ændringer som underretningen i stk. 1 vedrører, skal Finanstilsynet give meddelelse til forvalteren herom inden for en måned efter modtagelsen af underretningen. Endvidere kan Finanstilsynet forlænge denne frist med op til en måned, hvis det er nødvendigt på grund af sagens særlige omstændigheder. Finanstilsynet skal i så fald give forvalteren meddelelse om eventuel udskydelse af fristen inden for en måned efter, at Finanstilsynet har modtaget underretningen efter stk. 1.

Finanstilsynet er ikke forpligtet til at godkende de ændringer som underretningen vedrører. Det følger af bestemmelsen, at Finanstilsynet har en vetomulighed. For at Finanstilsynet kan gøre brug af vetomuligheden er det dog et krav, at Finanstilsynet giver meddelelse til forvalteren herom inden en måned, eller to måneder, hvis det er nødvendigt på grund af sagens særlige omstændigheder, efter Finanstilsynet har modtaget underretningen efter stk. 1. Finanstilsynet vil kun afvise ændringerne, hvis de ikke er i overensstemmelse med reglerne i dette lovforslag eller øvrige regler, der implementerer FAIF-direktivet.

Finanstilsynets reaktionsmuligheder følger af stk. 3, hvorefter Finanstilsynet i forlængelse af underretningen efter stk. 2 kan indføre restriktioner eller helt afvise de ændringer, som forvalteren har planlagt. Endvidere kan Finanstilsynet pålægge forvalteren at rette op på ændringerne, hvis disse allerede er sket.

Modsætter Finanstilsynet sig ikke ændringen inden for tidsfristen, kan forvalteren iværksætte ændringerne eller opretholde disse, hvis de allerede er iværksat.

Den foreslåede bestemmelse foreskriver, at forvaltere skal have et tilstrækkeligt kapitalgrundlag af en størrelse, type og fordeling, som er passende til at dække forvalterens risici. Det fremgår af det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 34, hvad der i loven forstås ved kapitalgrundlag. Kapitalgrundlaget kan også beskrives som den kapital, der er grundlaget for, at en forvalter kan drive virksomhed i henhold til lov om forvaltere af alternative investeringsfonde.

Det foreslåede stk. 1 implementerer artikel 9, stk. 1 og 2, i FAIF-direktivet, der forskriver et minimum for startkapitalen for forvaltere, herunder selvforvaltende alternative investeringsfonde. Det fremgår af det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 24, hvad der i loven forstås ved startkapital. Bestemmelsen svarer til § 125, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., skal forvaltere have en startkapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 125.000 euro. Efter det foreslåede stk. 1, 2. pkt., skal selvforvaltende alternative investeringsfonde have en startkapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 300.000 euro. Da alternative investeringsfonde kan være stiftet med forskellige juridiske strukturer, vil kravet til kapitalgrundlag ikke altid være opfyldt ved deres stiftelse. Dette kunne være et problem, hvis Finanstilsynet krævede kapitalgrundlaget opfyldt lige fra stiftelsen af selvforvaltende alternative investeringsfonde. Imidlertid omfatter bestemmelsen kun selvforvaltende fonde, der har fået tilladelse, jf. den foreslåede § 11, og ikke selvforvaltende alternative investeringsfonde, der er registreret, jf. det foreslåede § 9, stk. 1. Selvforvaltende alternative investeringsfonde, der forvalter midler for over enten 100 mio. euro eller – under visse betingelser – 500 mio. euro, skal have tilladelse, jf. det foreslåede § 6, stk. 1. Selvforvaltende fonde, der søger om tilladelse af egen drift (idet fonden ønsker at »opt’ in«), skal have afsat minimum 300.000 euro, og såfremt fondens formue overstiger 250 mio. euro, skal den afsætte yderligere kapital efter reglerne i det foreslåede stk. 2 for at opnå tilladelsen.

Det foreslåede stk. 2 implementerer en del af artikel 9, stk. 3 og 4, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen medfører, at kravet til kapitalgrundlag skal øges med 0,02 pct. af værdien af den portefølje, som forvalteren råder over, som overstiger 250 mio. euro.

Til forvalterens alternative investeringsfondes porteføljer medregnes formuen i de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter, herunder alternative investeringsfonde for hvilke forvalteren har uddelegeret funktioner vedrørende forvaltningen i overensstemmelse med det foreslåede kapitel 7. Til forvalterens alternative investeringsfondsporteføljer medregnes ikke formuen i alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter efter delegation.

Det foreslåede stk. 3 fastsætter, at kravet til kapitalgrundlag efter de foreslåede stk. 1 og 2 højst kan udgøre et beløb, der svarer til 10 mio. euro. Bestemmelsen implementerer en del af artikel 9, stk. 3, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 4 implementerer artikel 9, stk. 5, i FAIF-direktivet, og fastsætter en minimumsgrænse, der gælder ved siden af minimumsgrænsen, der gælder efter de foreslåede stk. 1-3. Grænsen fastsættes på baggrund af de faste omkostninger, som forvalteren har, og er sat til mindst en fjerdedel af det foregående års faste omkostninger. Hvis der er sket væsentlige ændringer i virksomheden, kan Finanstilsynet kræve dette krav tilpasset. Der er tale om væsentlige ændringer, hvis virksomheden er ændret på en måde, så omkostningsniveauet fremadrettet må forventes at være væsentligt anderledes, end hvad der var tilfældet i det foregående år. Hvis virksomheden ikke har været i drift det foregående år, skal grænsen beregnes ud fra de faste omkostninger, der forudsættes i virksomhedens aktivitetsplan for det første år, medmindre Finanstilsynet kræver denne plan ændret.

Forvaltere skal i forbindelse med ansøgninger om tilladelse som forvalter at alternative investeringsfonde indsende en aktivitetsplan, jf. forslaget til § 11, stk. 4, nr. 3. Aktivitetsplanen skal beskrive virksomhedens organisatoriske struktur, herunder skal forvalteren redegøre for, hvordan forvalterne agter at overholde sine forpligtelser ifølge lang række af lovens bestemmelser. For en nærmere omtale henvises til § 11, stk. 4, nr. 3, og de tilhørende bemærkninger. Finanstilsynet kan efter en det mindre i det mere betragtning kræve aktivitetsplanen ændret, hvis dette medfører, at materialet lever op til lovens krav.

Det foreslåede stk. 5 implementerer artikel 9, stk. 7, i FAIF-direktivet. Det foreslåede stk. 5 foreslår, at forvaltere enten skal have et kapitalgrundlag, som er passende til at dække eventuelle risici for erstatningsansvar som følge af pligtforsømmelse, eller have en erhvervsansvarsforsikring, som er passende i forhold til de risici, den skal dække. En forvalter kan også vælge at afdække disse risici ved en kombination af kapitalgrundlag og en forsikring.

Det foreslåede stk. 6 implementerer artikel 9, stk. 6, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at tillade, at en forvalter, der forvalter porteføljer over 250 mio. euro, kan tegne en garanti for op til 50 pct. af tillægget efter det foreslåede stk. 2 i et kreditinstitut eller et forsikringsselskab. Kreditinstituttet eller forsikringsselskabet skal have hjemsted i et EU/EØS-land m.v., eller i et tredjeland, der efter Finanstilsynets vurdering har tilsynsregler svarende til reglerne i Den Europæiske Union.

Det foreslåede stk. 7 implementerer artikel 9, stk. 8, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen følger princippet i direktiver på det finansielle område, hvorefter besiddelse af positioner i finansielle instrumenter med henblik på at investere forvalterens egenkapital, her kapitalgrundlag, ikke betragtes som handel for egen regning. Afgrænsningen af værdipapirer, der er omfattet af bestemmelsen, og værdipapirer m.v., der ikke er omfattet af bestemmelsen, herunder unoterede kapitalandele og obligationer samt afledte finansielle instrumenter og andele i erhvervsudviklingsforeninger, er fastlagt på baggrund af en generel vurdering af de forskellige aktivers typiske risici og likviditet. Hertil kommer, at værdiansættelsen af de aktiver, der er omfattet af bestemmelsen, er enkel og gennemsigtig.

Det foreslåede stk. 8 implementerer artikel 9, stk. 9, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte nærmere regler om opgørelsen af kapitalgrundlaget, herunder hvordan risici kan afdækkes ved brug af erhvervsansvarsforsikringer.

Endelig fastsætter det foreslåede stk. 9, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for indberetning af kapitalgrundlaget.

Det foreslåede stk. 10 implementerer artikel 9, stk. 10, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen medfører, at hvis en forvalter tillige har tilladelse som investeringsforvaltningsselskab i medfør af lov om finansiel virksomhed, finder alene kravene i de foreslåede stk. 5, og 7 og 10 samt regler udstedt med hjemmel i det foreslåede stk. 9 og 10 anvendelse.

De foreslåede § 16, stk. 1, 2, 4, 5 og 7, er strafbelagt efter det foreslåede § 189, stk. 1. Efter det foreslåede § 189, stk. 1, kan forvaltere af alternative investeringsfonde med tilladelse straffes, såfremt selskabet ikke overholder lovens krav til kapitalforhold. Overtrædelse heraf vil være objektivt konstaterbart, men kan i visse situationer afhænge af, hvorledes kapitalkravene opgøres. Såfremt forvaltere har opgjort deres kapital i strid med gældende regler, vil forvalteren kunne straffes i overensstemmelse med bestemmelsen. Det kan efter en konkret vurdering være en formildende omstændighed og eventuelt diskulperende for straf, såfremt forvalterens ledelse, forinden kapitalforholdene overskrides, underretter Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I så fald vil forvalterens tilladelse blive inddraget og de alternative investeringsfonde, som forvalteren har forvaltet, vil skulle finde en anden forvalter, der har tilladelse eller er registreret i henhold til bestemmelser, der gennemfører FAIF-direktivet.

Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 11 i FAIF-direktivet. Bestemmelsen opremser en række situationer, hvor Finanstilsynet inddrager en forvalters tilladelser helt eller delvist, herunder forbyder markedsføring af den eller de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter. Dette gælder, hvis forvalteren selv anmoder om dette, forvalteren har opnået tilladelsen på baggrund af urigtige oplysninger eller på anden uredelig vis, forvalteren ikke længere opfylder betingelserne i lovforslagets § 11 og evt. bestemmelser udstedt i medfør heraf for at få en tilladelse, forvalteren gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af regler i denne lov eller af regler, der er udstedt i medfør af loven, forvalterens virksomhed ikke påbegyndes senest 12 måneder efter tilladelsens meddelelse, forvalterens virksomhed ikke udøves i en periode på over 6 måneder, forvalteren ikke længere overholder betingelserne for at udøve skønsmæssig porteføljepleje, jf. bilag 1, nr. 3, litra a, såfremt forvalteren har tilladelse hertil, eller tilladelsen ikke længere kan opretholdes som følge af anden lovgivning.

Det foreslåede nr. 6 hjemler, at en forvalter kan indstille sin virksomhed helt i en periode på op til 6 måneder uden, at Finanstilsynet inddrager forvalterens tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde.

Inddragelse af en forvalters tilladelse kan blive aktuel, når blot en af de i bestemmelsen nævnte situationer indtræder. En afgørelse om inddragelse af en forvalters tilladelse er af indgribende karakter for forvalteren og de alternative investeringsfonde, der har valgt forvalteren. Medmindre forholdet er af meget væsentlig karakter, eller inddragelsen sker efter anmodning fra forvalteren, forudsættes det derfor, at inddragelse af tilladelse typisk kun bliver aktuel efter, at der har været givet frist til berigtigelse af forholdet, og at dette ikke er sket. Finanstilsynet forventer at praksis vil blive fastlagt i overensstemmelse med den praksis, der hidtil har været på området, som har været reguleret af den gældende lov om investeringsforeninger m.v. Praksis efter lov om investeringsforeninger m.v. viser, at inddragelse af tilladelsen på Finanstilsynets initiativ sker sjældent. Finanstilsynet vil endvidere tage hensyn til den praksis, der vil blive dannet på europæisk plan.

I medfør af den foreslåede § 122 inddrager Finanstilsynet tillige en forvalters tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, såfremt forvalteren, der har registreret hjemsted i et tredjeland og har Danmark som referenceland, ikke efterkommer et påbud fra Finanstilsynet om at revurdere sit valg af referenceland. Finanstilsynet kan meddele et påbud om at revurdere valget af referenceland, såfremt forvalteren enten ikke har fulgt den markedsføringsstrategi, som tilladelsen blev meddelt på baggrund af eller forvalteren afgav urigtige oplysninger herom i forbindelse med opnåelsen af tilladelsen. Tilsvarende gælder, hvis forvalteren har ændret markedsføringsstrategien uden at give Finanstilsynet meddelelse herom.

Den foreslåede § 18 gennemfører artikel 12, stk. 1, og dele af artikel 12, stk. 3, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 1 indeholder en række krav til en forvalter af alternative investeringsfondes virksomhed, som skal sikre, at forvalteren driver sin virksomhed på en redelig måde og med passende omhu.

Forvalteren skal efter det foreslåede nr. 1 til enhver tid udøve sin virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for forvaltningsområdet. Kravet i bestemmelsen er et dynamisk krav, som over tid vil ændres i takt med, at standarden for hvad god skik og praksis er, ændres. Artikel 12, stk. 3, fastsætter hjemmel til Kommissionen til at vedtage delegerede retsakter, der vil skulle udfylde forståelsen af de krav, der stilles til forvalterne af alternative investeringsfonde i artikel 12, stk. 1. Der er i forslagets stk. 3 indsat en hjemmel til Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om kriterierne i stk. 1 og 2, se nærmere nedenfor. Finanstilsynets praksis vil derfor komme til at afspejle de retningslinjer, der bliver givet fra Kommissionen. Der er dog næppe tvivl om, at god skik også fremadrettet vil være, at en forvalter skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder, og at en forvalter ikke må anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer, hvis dette er egnet til mærkbart at forvride kundernes økonomiske adfærd på markedet.

Det foreslåede nr. 2 indeholder et krav om, at forvalteren til enhver tid skal råde over og effektivt anvende de ressourcer og procedure (teknik, mandskab, forretningsgange m.v.), der er nødvendige for at udføre sin virksomhed. Ved »effektiv anvende« forstås, at forvalteren skal anvende sine ressourcer til gavn for de alternative investeringsfonde. Forvalteren kan således ikke tilbyde typer af forvaltning, som forvalteren ikke har mandskab og forretningsgange til at gennemføre på en for de forvaltede fonde tilfredsstillende måde.

Forvalteren skal efter det foreslåede nr. 3 til enhver tid træffe alle rimelige foranstaltninger for at undgå interessekonflikter. Det er ikke et absolut krav om, at alle mulige foranstaltninger skal foretages, idet der med »rimelige foranstaltninger« menes foranstaltninger, som er både praktisk og økonomisk mulige. Er det ikke muligt for forvalteren at undgå interessekonflikter, skal forvalteren håndtere dem på en passende måde.

Efter det foreslåede nr. 4 skal forvalteren til enhver tid oplyse de forvaltede alternative investeringsfonde, investorerne i disse og eventuelle andre berørte parter om mulige interessekonflikter for at forhindre, at de får negativ indflydelse på de forvaltede fonde eller investorerne i disse interesser, samt for at sikre, at fondene behandles retfærdigt. Andre berørte parter kan f.eks. være en långiver. En sådan oplysning skal gives så konkret, at investorerne m.v. kan bedømme interessekonfliktens art og hvilke forholdsregler, som de eventuelt skal tage for at undgå mulige skadevirkninger. Det er bl.a. altid relevant at oplyse investorerne om interessekonflikter i de situationer, hvor det er sandsynligt, at investorerne vil træffe forholdsregler for at undgå skadevirkninger.

Det foreslåede nr. 5 indeholder et krav om, at forvalteren til enhver tid skal overholde alle gældende regler, så forvalteren bedst muligt kan varetage interesserne for de forvaltede alternative investeringsfonde, investorerne og markedernes integritet. Forvalteren pålægges således ud over at skulle varetage de forvaltede fonde og disses investorers interesse, også at agere på en måde, så markedernes integritet ikke kompromitteres.

Endeligt indeholder det foreslåede nr. 6 et krav om, at forvalteren til enhver tid skal behandle alle investorerne i de forvaltede alternative investeringsfonde retfærdigt.

Det foreslåede stk. 2 indeholder en regel om, at ingen investor i en alternativ investeringsfond må gives fortrinsbehandling i forhold til de andre investorer, medmindre en sådan fortrinsbehandling klart er beskrevet i fondens vedtægter eller fondsbestemmelser.

Kravet om, at en eventuel forskelsbehandling klart skal være beskrevet i fondens vedtægter eller fondsbestemmelser, skal medvirke til at sikre, at investorerne, hvis forskelsbehandling sker, tydeligt informeres om, at der er nogle investorer, der har særlige rettigheder. Et eksempel på investorer med særlige rettigheder kunne være, at investorer, der har investeret mere end et fastsat beløb i den alternative investeringsfond, betaler et lavere forvaltningshonorar.

Det foreslåede stk. 3 indeholder en hjemmel til Finanstilsynet til at udstede nærmere regler for de i de foreslåede stk. 1 og 2 omhandlende forhold. Hjemmelen til Finanstilsynet skal sikre, at tilsynet kan implementere de regler, som det forventes, at EU-Kommissionen vil udstede på området.

Bestemmelsen gennemfører artikel 12, stk. 2, i FAIF-direktivet.

Efter den foreslåede § 19 må en forvalter af alternative investeringsfonde med tilladelse til skønsmæssig porteføljepleje ikke på vegne af kunderne investere i de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter, medmindre den enkelte kunde skriftligt har accepteret dette. Kundens accept kan være en generel accept af, at forvalteren investerer kundens midler i sådanne fonde. Kravet om at kunderne skal acceptere, at deres midler investeres i fonde, som forvalteren forvalter, skal sikre, at kunderne får mulighed for at vurdere, om forvalteren er tilstrækkelig uafhængig af de pågældende fonde.

Det foreslåede § 19 er strafbelagt efter det foreslåede § 189, stk. 1. Bestemmelsen medfører, at såfremt en forvalter af alternative investeringsfonde, der har tilladelse til at udøve skønsmæssig porteføljepleje, jf. bilag 1, nr. 3, litra a, investerer noget af kundens portefølje i de alternative investeringsfonde, som forvalteren selv forvalter, uden at kunden forinden skriftligt har accepteret dette, kan forvalteren straffes.

Beskyttelseshensynet bag bestemmelsen er, at kunden skal være oplyst om de interessekonflikter, der kan opstå, når forvalteren placerer kundens midler i de alternative investeringsfonde, som forvalteren selv forvalter. Skriftligheden er en betingelse for, at forvalteren undgår straf, såfremt forvalteren investerer noget af kundens portefølje i de alternative investeringsfonde, som forvalteren selv forvalter. Såfremt kunden har accepteret forholdet, men dette ikke kan dokumenteres skriftligt, vil forvalteren derfor kunne straffes efter bestemmelsen. Kravet om, at »kunden skriftligt har accepteret« skal forstås således, at kunden skal have bekræftet på skrift over for forvalteren, at forholdet er accepteret. Kravet om skriftlighed anses for opfyldt, hvis samtykket er afgivet digitalt. Såfremt kunden skriftligt accepterer forvalterens standardbetingelser og oplysningen herom klart fremgår af betingelserne, vil bestemmelsen efter omstændighederne være overholdt. Skriftlighedskravet medfører, at forvalteren på anmodning skal kunne dokumentere over for f.eks. Finanstilsynet, at kunden skriftligt har accepteret forholdet.

Den foreslåede § 20 gennemfører artikel 13 og dele af bilag II i FAIF-direktivet.

Efter den foreslåede § 20, stk. 1, skal forvaltere have en aflønningspolitik og -praksis, som er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring, dvs. en lønpolitik, som ikke tilskynder til at løbe risici, som er uforenelige med risikoprofilerne, reglerne eller vedtægterne for de alternative investeringsfonde, som forvaltes. Endvidere skal aflønningspolitikken være i overensstemmelse med forretningsstrategien, målsætningerne, værdierne og interesserne hos forvalteren og de alternative investeringsfonde, som forvaltes, og investorerne i disse fonde, ligesom aflønningspolitikken skal indeholde foranstaltninger til undgåelse af interessekonflikter. Bestemmelsen vil blive suppleret med mere detaljerede regler, som fastsættes i bekendtgørelsesform, jf. det foreslåede § 20, stk. 11.

Den personkreds, der som udgangspunkt skal være omfattet af aflønningsreglerne, herunder den kommende bekendtgørelses krav til forvalteres lønpolitik, er medlemmer af ledelsen og andre ansatte, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde (»væsentlige risikotagere«). Medlemmer af ledelsen omfatter både medlemmer af det øverste ledelsesorgan, medlemmer af det centrale ledelsesorgan og medlemmer af direktionen, jf. det foreslåede § 3, stk. 2, nr. 3. Mens medlemmer af forvalterens ledelse altid vil være omfattet af reguleringen, er andre ansatte alene omfattet, hvis de er væsentlige risikotagere. Væsentlige risikotagere vil typisk omfatte de personer, der sammen med direktionen deltager i den daglige ledelse af forvalteren, herunder f.eks. partnere, ledelsen af den del af organisationen, som beskæftiger sig med porteføljepleje, herunder ansatte der har væsentlig beslutningskompetence i forhold til de forvaltede alternative investeringsfondes opkøb og frasalg af aktiviteter (herunder de såkaldte key investment executives), ledelsen af den del af organisationen, som investerer forvalterens eller de forvaltede alternative investeringsfondes egne midler, ansatte, som via finansielle instrumenter kan tage en væsentlig risiko på forvalterens eller de forvaltede investeringsfondes vegne for egne midler, ledelsen af den del af organisationen, som forestår kontrol af overholdelse af grænser for risikotagning, og øvrige ansatte, som kan påføre forvalteren eller de forvaltede alternative investeringsfonde væsentlige kreditrisici. Der er ikke tale om en udtømmende liste over hvilke personer, der kan anses som væsentlige risikotagere, men forvalteren skal som minimum overveje de anførte persongrupper. Endvidere skal forvalteren også overveje, hvorvidt personer, hvis samlede løn inklusive pension ligger inden for samme aflønningsniveau som ledelsen, også skal inddrages i forvalterens overvejelser over, om der er tale om væsentlige risikotagere, jf. også bilag II, nr. 1, i FAIF-direktivet. Det er dog et afgørende kriterium, at forvalteren vurderer, at den pågældende har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde. Hvis forvalteren forvalter mere end én alternativ investeringsfond, kan forvalteren vurdere, at den enkelte væsentlige risikotager kun anses for risikotager for så vidt angår den eller de alternative investeringsfonde, hvor den pågældende har væsentlig indflydelse på risikoprofilen, jf. endvidere bemærkningerne til det foreslåede stk. 2, nr. 3.

Det følger endvidere af bilag II, nr. 1, litra e, i FAIF-direktivet, at særligt for så vidt angår ansatte i kontrolfunktioner, eksempelvis intern revision og compliance-funktioner m.v., må disses eventuelle variable løn ikke være afhængig af resultatet i den afdeling eller det område, som disse personer kontrollerer. Endvidere følger det af bilag II, nr. 1, litra f, at lønpolitikken for disse ansatte er underlagt direkte tilsyn af aflønningsudvalget. Lønpolitikken for disse personer vil derfor skulle indeholde nogle særlige begrænsninger i den forbindelse. Bekendtgørelsen, som forventes udstedt i medfør af den foreslåede § 20, stk. 11, vil indeholde nærmere regler herom.

Forslaget til stk. 2 tager ligesom de øvrige bestemmelser i § 20 udgangspunkt i, at det er forvalterens pligt at sikre sig, at lovens krav overholdes. Der er tale om en offentligretlig regulering af forvalterens pligter, som imidlertid vil have indflydelse på forvalterens mulighed for at indgå aftaler om variabel løn med medlemmer af ledelsen og andre væsentlige risikotagere. For en nærmere definition af variable løndele henvises til definitionen i det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 47, samt bemærkningerne hertil.

Det foreslåede stk. 2, nr. 1, fastsætter et loft således, at den variable løn til medlemmer af ledelsen ikke må overstige 50 pct. af honoraret eller den faste grundløn inklusive pension. Forvalteren kan vælge, at den variable løndel skal variere i forhold til de omfattede ledelsesorganer (det øverste ledelsesorgan, det centrale ledelsesorgan og direktionen) og medlemmerne heraf. Den variable løndel kan dog ikke overstige den i forslaget fastsatte procentsats. Loftet fastsættes på baggrund af den politiske aftale om aflønning, jf. pkt. 2.1.3. i de almindelige bemærkninger.

For andre væsentlige risikotagere foreslås det i stk. 2, nr. 2, at forvalteren selv skal fastsætte et sådan loft. Loftet kan variere afhængig af den pågældende ansattes aktiviteter m.v.

Forslaget til stk. 2, nr. 1 og 2, er i overensstemmelse med pkt. 4.1. i EU-Kommissionens henstilling om aflønning i den finansielle sektor, hvorefter der skal være et loft for den variable løndel samt pkt. 4.2. i henstillingen og i bilag II, nr. 1, litra j, i FAIF-direktivet, hvorefter der skal være en passende balance mellem variable og faste løndele, således at den faste løndel er tilstrækkelig høj til, at det er muligt at føre en fleksibel bonuspolitik og for at sikre, at medarbejdernes privatøkonomi ikke skal være afhængig af, at de opnår deres bonus. Overholdelsen af grænsen for variabel løn skal ses i forhold til det indkomstår, hvor medarbejderen optjener den variable løn (»beregningsåret«).

Det foreslåede stk. 2, nr. 3, gennemfører bilag II, nr. 1, litra m, i FAIF-direktivet. Ifølge direktivbestemmelsen skal mindst 50 pct. af en eventuel variabel løn til ledelsen eller andre væsentlige risikotagere bestå af andele, kapitalandele eller instrumenter knyttet til kapitalandele i de forvaltede alternative investeringsfonde eller af tilsvarende instrumenter, der afspejler de forvaltede alternative investeringsfondes værdi. Finanstilsynet vil i forbindelse med sit tilsyn lægge vægt ESMA’s retningslinjer vedrørende aflønning på dette område.

Det foreslås på baggrund heraf i stk. 2, nr. 3, at forvalteren med forbehold for de forvaltede alternative investeringsfondes retlige struktur, fondsregler og vedtægter skal sikre sig, at mindst 50 pct. af en variabel løndel til medlemmer af ledelsen og væsentlige risikotagere på tidspunktet for beregningen heraf skal bestå af andele, kapitalandele eller instrumenter knyttet til kapitalandele i de alternative investeringsfonde eller disses modervirksomhed, der ejer den enkelte fond fuldt ud, eller i instrumenter, der afspejler de alternative investeringsfondes værdi (i det følgende samlet betegnet »kapitalandele og instrumenter m.v.«).

Hvis en væsentlig risikotager kun er væsentlig risikotager i forhold til én eller en del af de forvaltede fonde (dvs. kun kan påvirke risikoprofilen for én eller en del af de forvaltede fonde) udstedes der kun kapitalandele og instrumenter m.v. i den eller de fonde, som den pågældende er udpeget som væsentlig risikotager i forhold til, jf. tillige bemærkninger til det foreslåede stk. 1 ovenfor. Hvis en forvalter f.eks. forvalter fond x, y og z, og medarbejderen kun er væsentlig risikotager i forhold til fond x, udstedes der alene kapitalandele og instrumenter m.v. i fond x. Er medarbejderen væsentlig risikotager i forhold til både fond x og fond y, udstedes halvdelen af de krævede kapitalandele og instrumenter m.v. i hver af fondene x og y. Andelen af kapitalandele og instrumenter m.v. fordeles således forholdsmæssigt i de fonde, som den pågældende er væsentlig risikotager i forhold til.

Muligheden for at opfylde kravet i det foreslåede stk. 2, nr. 3, med kapitalandele og instrumenter m.v. i den alternative investeringsfonds modervirksomhed, som er 100 pct. ejer af den alternative investeringsfond, er indsat, fordi det i visse koncernkonstruktioner vil være mest hensigtsmæssigt på grund af modervirksomhedens interesse i at bevare sit 100 pct.’s ejerskab.

For så vidt angår instrumenter knyttet til kapitalandele, fremgår det ikke nærmere af FAIF-direktivet, hvad der skal forstås herved. Dette omfatter f.eks. aktiebaserede instrumenter som fantomaktier, der baserer sig på markedsværdien af aktierne i forvalteren uden at udgøre en egentlig aktie med en tilhørende ejerandel i forvalteren, samt andre instrumenter, der på tilsvarende vis baserer sig på værdien af kapitalandele i forvalteren uden at udgøre en egentlig aktie med en tilhørende ejerandel i forvalteren. Begrebet omfatter eksempelvis ligeledes aktieoptioner og optioner vedrørende andre kapitalandele end aktier. Aflønning med optioner er dog for medlemmer af ledelsen begrænset til at udgøre maksimalt 12,5 pct. af honoraret eller den faste grundløn inklusive pension, jf. bemærkningerne til forslagets § 20, stk. 3.

For så vidt angår instrumenter, der afspejler de forvaltede alternative investeringsfondes værdi, må disse instrumenter have en tabsabsorberingskapacitet, der er sammenlignelig med andele, kapitalandele og instrumenter baseret på værdien af kapitalandele. Hvis der benyttes instrumenter, der baseres på værdiansættelse fra en tredjepart, er det afgørende, at denne tredjepart er uvildig og uafhængig.

Kravet om at mindst 50 pct. af den variable løn skal bestå af kapitalandele og instrumenter m.v., skal ses i forhold til tidspunktet for beregningen af den variable løndel (beregningstidspunktet), jf. bemærkningerne til det foreslåede stk. 2, nr. 4, hvor der gives et eksempel på samspillet mellem reglerne i de foreslåede stk. 2, nr. 3 og 4. Ved »beregningstidspunktet« forstås det tidspunkt, hvor opgørelsen af den variable løn, der sker i henhold til de kriterier, der ligger til grund for beregningen af den variable løns størrelse i henhold til aftalen mellem forvalteren og den pågældende modtager (ledelsesmedlem og væsentlig risikotager), foretages. Ved fordelingen af den beregnede variable løndel på henholdsvis kontanter og kapitalandele og instrumenter m.v. skal værdiansættelsen af de pågældende kapitalandele og instrumenter m.v. ske efter anerkendte værdiansættelsesprincipper, som eksempelvis værdiansættelsesmetoden efter Black-Scholes modellen.

Det foreslås på baggrund af bilag II, nr. 1, litra m, i FAIF-direktivet, at minimumskravet om, at mindst 50 pct. af den variable løn skal bestå af kapitalandele og instrumenter m.v. ikke finder anvendelse, hvis forvaltningen af alternative investeringsfonde udgør mindre end 50 pct. af den samlede portefølje, som forvaltes af forvalteren. En væsentlig del af den variable løn skal således stadig bestå af kapitalandele og instrumenter m.v., men en væsentlig del udgør i disse situationer ikke nødvendigvis 50 pct. Det må vurderes i den konkrete situation, hvad der forstås ved en væsentlig del. Der kan bl.a. lægges vægt på, hvor stor en andel af den forvaltede portefølje, der udgøres af alternative investeringsfonde. Hvis alternative investeringsfonde udgør mindre end 50 pct. af en forvalters portefølje, kan forvalteren herudover samtidig have tilladelse som investeringsforvaltningsselskab, for at en del af den resterende del af porteføljen kan udgøres af UCITS. Forvalteren vil så i egenskab af også at være et investeringsforvaltningsselskab være omfattet af aflønningsreglerne for investeringsforvaltningsselskaber i lov om finansiel virksomhed. Herudover kan forvalteren have tilladelse til skønsmæssig porteføljepleje.

Det foreslåede stk. 2, nr. 3, skal ses i sammenhæng med forslagets stk. 4, hvorefter forvalteren skal sikre sig, at kapitalandele og instrumenter m.v. der overdrages til medlemmer af ledelsen og andre væsentlige risikotagere som en del af den variable løn i medfør af det foreslåede stk. 2, nr. 3, ikke må afhændes af disse personer i en passende periode, samt at disse personer ikke må foretage en afdækning af den risiko, der knytter sig til disse kapitalandele og instrumenter m.v. Forslaget følger af bilag II, nr. 1, litra m og q, i FAIF-direktivet og er udtryk for, at man vil sikre, at medlemmer af ledelsen og de ansatte, som anses for væsentlige risikotagere, har samme økonomiske incitamenter som en langsigtet investor. Såfremt f.eks. et medlem af ledelsen i en forvalter modtager en variabel løn, hvoraf halvdelen består af eksempelvis kapitalandele i en alternativ investeringsfond, som forvaltes af forvalteren, må det antages, at ledelsesmedlemmets interesse i, at kursen på kapitalandelene i fonden stiger, øges. Tilsvarende må det antages, at interessen heri udstrækkes over en længere periode, hvis det ikke er muligt for ledelsesmedlemmet at afhænde kapitalandelene i en passende periode fastsat af forvalteren. I det tilfælde, hvor aflønningen sker i kapitalandele eller afledte instrumenter, har ledelsesmedlemmet ligeledes i samme periode en interesse i, at kursen på kapitalandelen ikke falder.

Det foreslåede stk. 2, nr. 4, gennemfører bilag II, nr. 1, litra n, i FAIF-direktivet og pkt. 4.3. i EU-Kommissionens henstilling om aflønning i den finansielle sektor. Det foreslås, at forvalteren skal sikre sig, at udbetaling af mindst 40 pct. af den variable løn skal udskydes over en periode på mindst 3 år med påbegyndelse et år efter beregningstidspunktet, for medlemmer af ledelsen mindst 4 år, med en ligelig fordeling over årene eller med en voksende andel i slutningen af udskydelsesperioden.

Ved større variable løndele foreslås det, at mindst 60 pct. af den variable løn skal udskydes på samme måde. Ved vurderingen af, hvorvidt der er tale om et større beløb, skal beløbet ses i sammenhæng med den pågældendes løn og risikoprofil i øvrigt, ligesom der kan lægges vægt på praksis efter den tilsvarende bestemmelse i § 77 a, stk. 1, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen i det foreslåede stk. 2, nr. 4, skal forstås således, at udbetalingen af den udskudte del af den variable løn først kan påbegyndes et år efter, at den variable løn er beregnet (beregningstidspunktet). Det betyder, at den del af den beregnede variable løn, der ikke udskydes, kan udbetales i umiddelbar forlængelse af beregningen. Ved »beregningstidspunktet« forstås det tidspunkt, hvor opgørelsen af den variable løn, der sker i henhold til de kriterier, der ligger til grund for beregningen af den variable løns størrelse i henhold til aftalen mellem forvalteren og den pågældende modtager (ledelsesmedlem og væsentlig risikotager), foretages. Endvidere forudsættes det i bestemmelsen, at den udskudte del af den variable løn udbetales i intervaller med mindst 1 års mellemrum, da der skal være et passende tidsrum mellem udbetalingerne til at vurdere, om forudsætningerne har ændret sig, således at den udskudte del af den variable løn ikke skal udbetales helt eller delvist. Hvis den alternative investeringsfonds (resterende) livscyklus er kortere end 3 år, henholdsvis 4 år, tilpasses udskydelsesperioden til fondens livscyklus og indløsningspolitik.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at en variabel løn, der baserer sig på kortsigtede resultater, eksempelvis resultater opnået på baggrund af en investering i indtjeningsåret, bliver justeret for de risici, der viser sig ved den pågældende investering i årene efter. Da tidshorisonten for de forvaltede alternative investeringsfondes realisering af fortjenester og tab som følge af forskellige typer af aktiviteter varierer, skal der være en tilsvarende mulighed for udskydelse af udbetalingen af en del af den relaterede variable løn til den pågældende modtager, der har været involveret i aktiviteterne. Udskydelse af udbetalingen af som minimum mellem 40 og 60 pct. af den beregnede variable løndel medvirker til at sikre, at de forvaltede alternative investeringsfonde får mulighed for at justere for de langsigtede virkninger, som en given investering medfører.

Da det er tanken bag bestemmelsen at begrænse muligheden for at opnå en variabel løn på baggrund af en kortsigtet indsats eller investering, der på længere sigt viser sig at være tabsgivende, skal bestemmelsen endvidere ses i sammenhæng med forslaget til stk. 5. Det foreslås i stk. 5, at forvalteren skal sikre sig, at udbetaling af den udskudte del af den variable løn til medlemmer af ledelsen og andre væsentlige risikotagere er betinget af, at de kriterier, der har dannet grundlag for beregningen af den variable løn, fortsat er opfyldt, herunder at forvalterens eller den alternative investeringsfonds økonomiske situation ikke er væsentligt forringet i forhold til tidspunktet for beregningen af den variable løndel. Den periode, der ligger til grund for beregningen, må gerne strække sig over mere end et år.

Med forslaget til stk. 2, nr. 4, fastslås det endvidere, at den del af den variable løn, der skal udskydes, skal udskydes med en ligelig fordeling, eller med en voksende andel i slutningen af perioden, over mindst 3 år – dog for et medlem af ledelsen i mindst 4 år. Det er muligt for forvalteren at aftale en længere periode med den pågældende modtager, hvis forvalteren eksempelvis vurderer, at de risici, der er knyttet til modtagerens aktiviteter, har en længere tidshorisont end 3 år. Det er dog ikke muligt at aftale en kortere periode end 3 år (4 år for medlemmer af ledelsen). Endvidere skal bestemmelsen forstås således, at det er muligt for forvalteren at aftale med modtageren, at der udskydes mere end en tredjedel om året, således at der eksempelvis i det sidste år i stedet udbetales to tredjedele. Det er således alene et mindstekrav, at fordelingen skal være ligelig over årene.

Bestemmelsen om udskydelse gælder også for den del af den variable løn, der består af kapitalandele og instrumenter m.v., jf. forslaget til stk. 2, nr. 3. I det følgende gennemgås et eksempel på samspillet mellem forslaget til stk. 2, nr. 3 og 4. Eksemplet tager udgangspunkt i, at der i forlængelse af år 0, dvs. beregningsåret, udbetales en fast grundløn inklusive pension på 2 mio. kr. til en direktør, dvs. et medlem af ledelsen i en forvalter. På baggrund af en forudgående aftale med forvalteren udgør direktørens variable løndel 1 mio. kr. dette år.

Som følge af forslaget til § 20, stk. 2, nr. 1, må den variable løndel maksimalt udgøre 50 pct. af den faste grundløn på 2 mio. kr., når der er tale om et medlem af ledelsen. Den beregnede variable løn på 1 mio. kr. overholder derfor grænsen. Ifølge forslaget til § 20, stk. 2, nr. 3, skal mindst 50 pct. af den variable løndel – dvs. 500 t.kr. – bestå af eksempelvis kapitalandele. Det følger endvidere af det foreslåede § 20, stk. 4, at når disse kapitalandele er overdraget til ledelsesmedlemmet, må ledelsesmedlemmet ikke afhænde disse i en fastsat passende periode.

Der tages i eksemplet udgangspunkt i, at der for direktøren er tale om en større variabel løndel, hvorfor 60 pct. af den variable løndel skal udskydes over en periode på mindst 4 år, og at der udbetales med en ligelig fordeling over årene, jf. forslaget til § 20, stk. 2, nr. 4. Der skal således udskydes mindst 600 t.kr af de beregnede 1 mio. kr., som fordeles ligeligt over en periode på mindst fire år – dvs. 150 t.kr. pr år. Det vil sige, at den del af den beregnede variable løn, der ikke skal udskydes i medfør af det foreslåede stk. 2, nr. 4, kan udbetales i forlængelse af beregningen.

Det følger af bilag II, nr. 1, litra m, i FAIF-direktivet, at kravet, om at mindst halvdelen af den variable løn skal bestå af kapitalandele og instrumenter m.v. både skal finde anvendelse i forhold til den del af den beregnede variable løn, der udskydes og den del, der udbetales i forlængelse af beregningen. Det vil sige, at forvalteren ikke kan nøjes med alene at udskyde den kontante del af den variable løn. Det er i overensstemmelse med retningslinjerne fra ESMA vedrørende aflønning.

De ovenstående krav i lovforslaget kan opfyldes ved udbetaling af den variable løn, der relaterer sig til følgende år:

Skema 1 viser, at der i forlængelse af det år, hvor den variable løn beregnes (beregningsåret), udbetales 200 t.kr. kontant og overdrages kapitalandele til en værdi af 200 t.kr. til direktøren, svarende til 40 pct. af den samlede variable løn på 1 mio. kr.

I forhold til antallet af kapitalandele, der skal udskydes, skal der tages udgangspunkt i værdien af kapitalandelene på beregningstidspunktet (i eksemplet ved beregningen for år 0). Der skal på dette tidspunkt foretages en beregning af, hvor mange kapitalandele direktøren ville få overdraget for et beløb svarende til 500 t.kr. i dette år. Der overdrages dog alene kapitalandele til en værdi af 200 t.kr. For så vidt angår de kapitalandele, der modsvarer de resterende 300 t.kr., og hvis overdragelse skal ske over de fire følgende år, bærer direktøren således risikoen for, at disse kapitalandeles værdi ændres hen over udskydelsesperioden.

Både den del af kapitalandelene, som overdrages til direktøren i forlængelse af beregningen for år 0 og den del af kapitalandelene, der først overdrages til direktøren i år 1-4, skal underlægges en passende tilbageholdelsesperiode, hvor disse ikke kan afhændes af direktøren, jf. den i forslaget til § 20, stk. 4, nævnte tilbageholdelsesperiode. Det vil sige, at både den del af kapitalandelene, der overdrages efter beregningen i forlængelse af år 0, og den udskudte del af kapitalandelene, der først overdrages til direktøren i forlængelse af år 1, herefter skal underlægges en af forvalteren fastsat passende tilbageholdelsesperiode, hvor direktøren ikke kan afhænde disse. Tilsvarende gælder for den udskudte del af kapitalandelene, som først overdrages til direktøren i forlængelse af år 2, 3 og 4. Det er forvalteren, der vurderer, hvad der skal forstås ved en passende periode i overensstemmelse med det foreslåede § 20, stk. 4.

Da der i eksemplet er tale om en direktør, vil, som følge af forslaget til § 20, stk. 3, alene 12,5 pct. af den faste grundløn inklusive pension (i dette eksempel svarende til 25 pct. af den variable løn, dvs. 250 t.kr.) kunne bestå af aktieoptioner eller tilsvarende instrumenter. Det betyder, at aktieoptioner alene kan udgøre, hvad der svarer til halvdelen af værdien af de i skema 1 ovenfor beregnede kapitalandele – i alt 250 t.kr. Som ved kapitalandele skal der ved aktieoptioner, der skal udskydes, tages udgangspunkt i værdien på beregningstidspunktet (efter opgørelsen af beregningen i år 0). Der skal på dette tidspunkt foretages en beregning af, hvor mange aktieoptioner direktøren ville få overdraget for et beløb svarede til 250 t.kr. Der overdrages dog alene aktieoptioner svarende til en værdi af 100 t.kr. i forlængelse af beregningsåret. Værdiansættelsen af aktieoptionerne skal ske efter anerkendte værdiansættelsesprincipper, såsom Black-Scholes modellen. For så vidt angår de aktieoptioner, der modsvarer de resterende 150 t.kr., og hvis overdragelse skal ske over de 4 følgende år, bærer direktøren således risikoen for, at disse aktieoptioners værdi ændres hen over udskydelsesperioden.

De ovenstående krav kan opfyldes ved udbetaling af den variable løn, der relaterer sig til følgende år:

I forhold til den efterfølgende tilbageholdelsesperiode gælder den tilsvarende bestemmelse i forslaget til § 20, stk. 4, hvorefter forvalteren skal fastsætte en passende periode, hvori direktøren ikke kan udnytte eller afhænde de aktieoptioner, der er overdraget til direktøren. Eksempelvis vil de aktieoptioner, som direktøren modtager efter udløbet af år 1, ikke kunne udnyttes eller afhændes før den af forvalteren fastsatte tilbageholdelsesperiode er udløbet.

Kravet om udskydelse af en del af den variable løn i det foreslåede stk. 2, nr. 4, betyder, at den faktiske variable løn, som direktøren får rådighed over i et givent indkomstår, både består af den i året udbetalte del af den beregnede variable løn samt den del af den udskudte variable løn fra tidligere indkomstår, som udbetales i det pågældende år. Det vil sige, at den samlede udbetalte variable løn, der relaterer sig til et givent indkomstår, kan overstige 50 pct. af den fast løn inklusive pension i dette indkomstår, uden at dette vil være i strid med grænsen på 50 pct. i det foreslåede § 20, stk. 2, nr. 1.

Kravet om udskydelse i det foreslåede stk. 2, nr. 4, rejser nogle spørgsmål i forhold til, hvornår modtageren skal beskattes. Det skatteretlige udgangspunkt er, at en indtægt beskattes, når modtageren har erhvervet endelig ret til indtægten (retserhvervelsestidspunktet) (for aktieoptioner sker beskatningen dog først på selve udnyttelsestidspunktet). Forslaget om udskydelse af en del af den variable løn, skal ses i sammenhæng med kravet i det foreslåede stk. 5 om, at forvalteren i aftalen med modtageren skal sikre sig, at udbetalingen af den udskudte del af den variable løn er betinget af, at de kriterier, der har dannet grundlag for beregningen af den variable løn, fortsat er opfyldt ved udbetalingen af den udskudte del samt betinget af, at forvalterens eller den alternative investeringsfonds økonomiske situation ikke er væsentligt forringet i forhold til tidspunktet for beregningen af den variable løndel.

Det er således et krav ifølge det foreslåede stk. 5, at forvalteren knytter betingelser til aftalen om den udskudte variable løn, der har en sådan karakter, at der hersker reel usikkerhed om, hvorvidt aftalen bliver gennemført, eksempelvis opfyldelsen af økonomiske mål. En aftale med modtageren, der indeholder en sådan reel usikkerhed omkring aftalens gennemførelse, og hvor betingelserne for udbetalingen af den udskudte del ikke er betingelser, som modtageren selv har kontrol over, vil udskyde den skattemæssige retserhvervelse indtil betingelserne er opfyldt. Modtageren vil i sådanne tilfælde ikke skulle beskattes af den udskudte del af den variable løn, før den er endeligt (rets)erhvervet. Det beror på en konkret vurdering i forhold til den enkelte lønaftale, om betingelserne er af en sådan karakter, at der foreligger en reel usikkerhed om, hvorvidt disse opfyldes. I forhold til beregning af feriegodtgørelse af den udskudte variable løndel fremgår det af ferieloven, at dette alene sker i forhold til indkomstskattepligtige beløb.

Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at forvalteren skal sikre sig, at denne kan undlade at udbetale en variabel løndel helt eller delvist til et medlem af ledelsen og andre væsentlige risikotagere, såfremt forvalteren på tidspunktet for udbetalingen af den variable løn ikke overholder kravene til kapitalgrundlag i den foreslåede § 16, eller hvis Finanstilsynet vurderer, at der er nærliggende risiko herfor.

Forslaget gennemfører bilag II, nr. 1, litra o, i FAIF-direktivet, hvorefter variabel løn kun udbetales, hvis den er bæredygtig i lyset af den økonomiske situation for forvalteren som helhed. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at de personer, der på baggrund af bestemmelsen får reduceret deres variable løn helt eller delvist, får udbetalt den resterende del af den variable løn på et senere tidspunkt, såfremt der ikke længere er nærliggende risiko for, at forvalteren ikke overholder kravene til kapitalgrundlag herved.

Det foreslås i stk. 2, nr. 6, at forvalteren skal sikre sig, at forvalteren ikke udbetaler variabel løn til medlemmer af ledelsen, såfremt forvalteren i den periode, som aftalen om den variable løn vedrører og indtil tidspunktet for beregningen heraf, får en frist fra Finanstilsynet efter den foreslåede § 16 om opfyldelse af kravet til kapitalgrundlag. Forslaget betyder, at forvalteren skal aftale med medlemmer af ledelsen, at disses ret til variabel løn bortfalder, såfremt Finanstilsynet, i den periode hvor aftalen løber og indtil tidspunktet for beregningen af den variable løn, stiller en frist for opfyldelse af kravet til kapitalgrundlag efter lovens § 16. Retten til den variable løn vil således ikke genopstå, såfremt forvalteren opfylder kravet til kapitalgrundlag inden udløbet af den af Finanstilsynet fastsatte frist til opfyldelse af kapitalgrundlag.

Bilag II, nr. 1, litra m, i FAIF-direktivet giver mulighed for, at det enkelte land kan forbyde eller begrænse, at forvaltere anvender visse typer af instrumenter helt eller delvist som variabel løn. Denne mulighed er som følge af den danske politiske aftale om aflønning i den finansielle sektor med forslaget til stk. 3 anvendt i forhold til medlemmer af ledelsen. Det foreslås, at der i stk. 3 indsættes en bestemmelse om, at optioner vedrørende kapitalandele (f.eks. aktieoptioner) eller lignende instrumenter højst må udgøre 12,5 pct. af honoraret eller den faste grundløn inklusive pension til medlemmer af ledelsen. Grænsen på 12,5 pct. skal ses i forhold til optionernes værdi på tidspunktet for beregningen af den variable løn (beregningstidspunktet). Den faktiske værdi af optionerne på udnyttelsestidspunktet vil typisk være væsentligt større eller væsentligt mindre. Bestemmelsen betyder, at i de tilfælde, hvor forvalteren alene ønsker at tildele variabel løn i form af aktieoptioner, kan medlemmer af ledelsen alene modtage op til 12,5 pct. af den faste løn i variabel løn. Begrænsningen på brugen af optioner til medlemmer af ledelsen udelukker ikke forvalteren fra, ud over at tildele optioner, samtidig at tildele anden form for variabel løn til disse personer, når blot grænsen på 50 pct. i det foreslåede stk. 2, nr. 3, overholdes. Ved »lignende instrumenter« i det foreslåede stk. 3 sigtes på optioner af enhver type, der er knyttet op på kapitalandele eller værdien heraf, og andre instrumenter, der i lighed med optioner vedrørende kapitalandele kan have en struktur, der kan medføre overdreven risikotagning.

Det foreslåede stk. 4 gennemfører bilag II, nr. 1, litra m og q, i FAIF-direktivet. Det foreslås, at forvalteren skal sikre sig, at kapitalandele og instrumenter m.v., der overdrages til medlemmer af ledelsen og andre væsentlige risikotagere som en del af den variable løn i medfør af det foreslåede stk. 2, nr. 3, ikke må afhændes af disse personer i en passende periode efter overdragelsen, og at disse personer ikke må foretage en afdækning af den risiko, der knytter sig til disse kapitalandele m.v. Forslaget til stk. 4 understøtter forslaget i stk. 2, nr. 3, om, at mindst halvdelen af den variable løn skal udbetales i kapitalandele og instrumenter mv. med det formål at sikre, at medlemmer af ledelsen og de øvrige væsentlige risikotagere har samme økonomiske incitamenter som en langsigtet investor. Forpligtelsen til ikke at afhænde kapitalandele og instrumenter m.v. i en af forvalteren nærmere fastsat periode samt til i samme periode ikke at foretage risikoafdækning heraf, reguleres i aftalen mellem modtageren og forvalteren.

Forvalteren skal i forhold til det enkelte medlem af ledelsen og den enkelte væsentlige risikotager vurdere, hvad der må anses for en passende periode. Det hensyn, der skal varetages ved en sådan passende tilbageholdelsesperiode er, at forvalterens mere langsigtede interesser på denne måde tilgodeses, jf. bemærkningerne til forslagets stk. 2, nr. 3. Se endvidere bemærkningerne til forslagets stk. 2, nr. 4, hvor der gennemgås et eksempel på samspillet mellem kravene i de foreslåede stk. 2, nr. 3 og 4.

Med kravet om at modtageren ikke må afdække den risiko, der knytter sig til de modtagne kapitalandele og instrumenter m.v. menes, at modtageren eksempelvis ikke må indgå en aftale med tredjemand om, at såfremt modtagerens variable løn som følge af instrumenternes fald i værdi bliver mindre end på beregningstidspunktet, vil tredjemand skulle godtgøre den mistede del af den variable løn.

Forslaget til stk. 5 gennemfører bilag II, nr. 1, litra o, i FAIF-direktivet og pkt. 4.4. i EU-Kommissionens henstilling om aflønning i den finansielle sektor. Det følger af FAIF-direktivet, at den udskudte del af den variable løn alene udbetales eller overdrages, såfremt dette er holdbart set i forhold til forvalterens økonomiske situation som helhed og er begrundet i afdelingens, den alternative investeringsfonds og ansattes resultater, ligesom det angives, at den variable løn normalt bliver betydelig mindre, når der er tale om vigende eller svigtende økonomiske resultater for forvalteren eller for de forvaltede alternative investeringsfonde med hensyn til såvel den aktuelle aflønning som nedskæringer i udbetalingen af tidligere optjente beløb. Bestemmelsen skal ses i forhold til bilag II, nr. 1, litra g og h, i FAIF-direktivet, hvorefter resultatafhængig løn skal fastsættes på grundlag af en vurdering af den enkelte medarbejders resultater, resultaterne i dennes afdeling og den alternative investeringsfonds resultater, og vurderingen af resultaterne skal ses i forhold til konjunktursituationen og foretages inden for en flerårig ramme for at sikre, at vurderingen tager højde for resultaterne set over en længere periode. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede stk. 8.

På baggrund af FAIF-direktivteksten foreslås det i stk. 5, at en forvalter skal sikre sig, at udbetaling eller overdragelse af den udskudte del af den variable løn til medlemmer af ledelsen og andre væsentlige risikotagere er betinget af, at de kriterier, der har dannet grundlag for beregningen af den variable løn, fortsat er opfyldt. Samtidig skal udbetalingen være betinget af, at forvalterens eller de alternative investeringsfondes økonomiske situation ikke er væsentligt forringet i forhold til tidspunktet for beregningen af den variable løndel (beregningstidspunktet). Det skal eksempelvis ikke ifølge aftalen med forvalteren være muligt for et medlem af ledelsen eller en væsentlig risikotager at få udbetalt den udskudte del af den kontante variable løn eller få overdraget kapitalandele og instrumenter m.v., der er udskudt, såfremt forvalterens økonomiske situation er væsentligt forringet, f.eks. hvis forvalteren har et væsentligt underskud på det tidspunkt, hvor den udskudte variable løndel ifølge aftalen skulle være kommet til udbetaling. Det er alene relevant at vurdere den økonomiske situation i de alternative investeringsfonde, som den pågældende er væsentlig risikotager i forhold til.

Som nævnt under forslaget til stk. 2, nr. 4, er det skatteretlige udgangspunkt, at en indtægt beskattes, når modtageren har erhvervet endelig ret til indtægten (retserhvervelsestidspunktet). Forslaget til stk. 5 skal derfor ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 2, nr. 4. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede stk. 2, nr. 4.

Det foreslåede stk. 5 skal endvidere ses i lyset af bilag II, nr. 1, litra i, i FAIF-direktivet, der anfører, at garanteret variabel løn er en undtagelse, som kun kan forekomme i forbindelse med ansættelse af nye medarbejdere og er begrænset til det første år. Det foreslåede stk. 5 gør det muligt for forvalteren på baggrund af lønaftalen med modtageren at undlade at betale den udskudte variable løn helt eller delvist, hvis forvalterens eller de alternative investeringsfondes økonomiske situation er forværret i den grad, som det er forudsat i lønaftalen eller hvis de kriterier, der har dannet grundlag for beregningen af den variable løn, ikke fortsat er opfyldt.

Det foreslåede stk. 6 gennemfører dele af bilag II, nr. 1, litra n, i FAIF-direktivet (tilbagetagelseskrav/clawback) og pkt. 4.6. i EU-Kommissionens henstilling om aflønning i den finansielle sektor. Ifølge forslaget til stk. 6 skal forvalteren sikre sig, at medlemmer af ledelsen og andre væsentlige risikotagere, der modtager variabel løn, skal tilbagebetale denne løndel helt eller delvist, hvis den er udbetalt på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og modtageren er i ond tro. Krav om tilbagebetaling skal stilles under hensyn til almindelige aftale- og ansættelsesretlige principper, herunder retsgrundsætningen om condictio indebiti. Det betyder, at det er en afgørende forudsætning for, at forvalteren kan kræve tilbagebetaling af allerede udbetalt variabel løn, at modtageren har været i ond tro, eksempelvis i det tilfælde hvor modtageren af den variable løn bevidst har været med til at afgive fejlagtige oplysninger om resultater, der ligger til grund for beregningen af modtagerens variable løn.

Det foreslåede stk. 7 er en gennemførelse af bilag II, nr. 1, litra p, i FAIF-direktivet, der omhandler de situationer, hvor et medlem af ledelsen eller andre væsentlige risikotagere modtager pension efter en ydelsesbaseret ordning, og hvor denne pension helt eller delvist kan sidestilles med variabel løn, jf. stk. 8. Der er således ikke tale om pensionsbidragsordninger. Det følger af forslaget til stk. 7, at forvalteren skal sikre sig, at såfremt medlemmer af ledelsen eller andre væsentlige risikotagere tildeles en pensionsydelse, som helt eller delvist kan sidestilles med variabel løn efter stk. 8, skal forvalteren, hvis modtageren forlader forvalteren inden pensionstidspunktet, beholde denne del af pensionsydelsen i 5 år i form af instrumenter, som nævnt i forslaget til stk. 2, nr. 3. Formålet med denne udskudte betaling er den samme som i forslaget til stk. 2, nr. 4, om udskydelse af en del af den variable løn. Det foreslås derfor, at de foreslåede stk. 5 og 6 finder tilsvarende anvendelse.

Derudover foreslås det i stk. 7, 3. pkt., at hvis modtageren er medlem af det øverste ledelsesorgan eller ansat hos forvalteren ved pensionsalderen, skal forvalteren udbetale den variable del af pensionsydelsen til modtageren i form af de i det foreslåede stk. 2, nr. 3, nævnte instrumenter uden mulighed for afhændelse eller udnyttelse i en periode på 5 år. Da der er tale om en ydelse, der kan sidestilles med variabel løn, jf. det foreslåede stk. 8, foreslås det, at stk. 6 finder tilsvarende anvendelse på denne udbetalte del af pensionsydelsen. En variabel løndel vil oftest være resultatafhængig, idet der oftest vil være tale om resultatkontrakter, bonusordninger og lignende, men der kan også være tale om et diskretionært tildelt beløb, som ikke er resultatafhængigt. På baggrund af bilag II, nr. 1, litra g, i FAIF-direktivet foreslås det i stk. 8, at indføre et krav om, at en variabel løndel, der er resultatafhængig, skal fastsættes på grundlag af en vurdering af den pågældende modtagers resultater, afdelingens eller de forvaltede alternative investeringsfondes resultater og forvalterens samlede resultater. Hensigten med dette direktivkrav er at sikre, at variabel løn ikke alene baseres på den enkeltes præstation, da dette kan have en forstærkende virkning på den enkeltes risikoadfærd på grund af muligheden for at påvirke egen indkomst. Forslaget sigter således til, at den variable løn derfor også skal baseres på forvalterens og de alternative investeringsfondes samlede resultater. For en nærmere definition af variable løndele henvises til definitionen i det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 47.

Det foreslås i stk. 9 at indføre en bestemmelse om, at stk. 2-8 alene finder anvendelse på ansættelsesforhold, der ikke er omfattet af kollektive overenskomster, dog således at stk. 2-8 finder anvendelse på bonusordninger og andre aftaler om variabel løn for overenskomstansatte, i det omfang sådanne ordninger ikke er fastsat i overenskomsten.

Det fremgår af pkt. 9 i EU-Kommissionens henstilling om aflønning i den finansielle sektor, at henstillingen ikke har til hensigt at berøre de rettigheder, som arbejdsmarkedets parter har i forbindelse med overenskomstforhandlinger. Ligeledes fremgår det af pkt. 28 i præamblen til FAIF-direktivet, at direktivet ikke berører de rettigheder, der følger af national aftale- og ansættelsesret, ligesom det ikke berører arbejdsmarkedets ret til at indgå og håndhæve kollektive overenskomster i overensstemmelse med nationale love og sædvaner.

Det foreslås i stk. 10 at indføre en bestemmelse om, at de foreslåede stk. 2, nr. 1-4, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5, ikke finder anvendelse for præferenceafkast i de i nr. 1 og 2 angivne situationer.

Bestemmelsen er en udmøntning af FAIF-direktivets generelle proportionalitetsprincip. Det fremgår af ESMA’s retningslinjer vedrørende aflønning, at ESMA vurderer, at særlige aflønningsstrukturer som præferenceafkast (carried interest) under visse forudsætninger anses for at iagttage hensynene bag kravene om udbetaling af 50 pct. af variabel løn i instrumenter, udskydelse og tilbageholdelse. Det er her taget i betragtning, at præferenceafkast-strukturen typisk er sammensat på en helt særlig måde, der allerede gennem strukturen sikrer et sammenfald af interesser mellem de ledelsesmedlemmer/væsentlige risikotagere, der medinvesterer gennem præferenceafkast-programmet, og de øvrige investorer i den alternative investeringsfond.

Det fremgår af ESMA’s retningslinjer, at præferenceafkaststrukturer i hvert fald iagttager hensynene, hvis præferenceafkast først udbetales, når investorernes indskud er tilbagebetalt, når en på forhånd fastsat forrentning af indskuddene, hvis en sådan er aftalt, er udbetalt til investorerne (hurdle rate), og hvis præferenceafkast samtidig er underlagt tilbagetagelseskrav (clawback) indtil den alternative investeringsfond likvideres, dvs. forvalteren skal have mulighed for at kræve beløbet tilbagebetalt helt eller delvist, hvis dette er udbetalt på grundlag af oplysninger, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og modtageren er i ond tro. Disse krav er gengivet i det foreslåede nr. 1, jf. nedenfor. Af retningslinjerne fremgår det dog ligeledes, at der altid skal foretages en konkret vurdering i den enkelte sag, hvor samtlige relevante faktorer må tages med i vurderingen, og andre omstændigheder end de specifikt opregnede kan derfor ligeledes anses for at iagttage hensynene bag kravene. Denne mulighed er benyttet i det foreslåede nr. 2, jf. nedenfor.

ESMA’s retningslinjer tager alene stilling til de krav, der følger af FAIF-direktivet. I Danmark gælder yderligere krav som følge af den politiske aftale om aflønning i den finansielle sektor, som forvaltere ligeledes er omfattet af, jf. pkt. 2.1.3 i de almindelige bemærkninger. På samme måde som ESMA vurderer, at de ovenfor nævnte direktivkrav grundet den særlige struktur for præferenceafkast under visse forudsætninger anses at imødekomme hensynene bag kravene, vurderes det ligeledes, at hensynene bag 50 pct. loftet i den politiske aftale, hvorefter den variable aflønning til medlemmer af ledelsen ikke må overstige 50 pct. af honoraret eller den faste grundløn inklusive pension, under samme forudsætninger anses for imødekommet via præferenceafkast-strukturen. Ved denne vurdering er der lagt afgørende vægt på både aftalestrukturen og udbetalingsstrukturen for præferenceafkast, som på væsentlige punkter adskiller sig fra andre bonusordninger.

Efter nr. 1 finder de nævnte begrænsninger for variabel aflønning ikke anvendelse for præferenceafkast under forudsætning af, at den alternative investeringsfond har tilbagebetalt indskuddene samt et beløb svarende til en på forhånd fastsat forrentning af indskuddene til investorerne, førend præferenceafkast udbetales til medlemmer af ledelsen eller andre væsentlige risikotagere, og at det præferenceafkast, som udbetales, underlægges tilbagetagelseskrav (»clawback«), jf. det foreslåede stk. 6, indtil den pågældende alternative investeringsfond likvideres. Dette svarer til de specifikke forudsætninger, som fremgår af ESMA’s retningslinjer.

Som angivet er der ved vurderingen af, at hensynene bag bestemmelserne er iagttaget via præferenceafkast-strukturen lagt afgørende vægt på både aftalestrukturen og udbetalingsstrukturen for præferenceafkast, som på væsentlige punkter adskiller sig fra andre bonusordninger.

Aftalestrukturen for præferenceafkast er særlig, fordi investorerne selv er part i aftalen med de pågældende ledelsesmedlemmer/væsentlige risikotagere om vilkårene for udbetaling af præferenceafkast, dvs. om vilkårene for udbetaling af et afkast, som overstiger et pro rata standardafkast set i forhold til den investerede kapital.

Et af hensynene bag aflønningsreglerne og 50 pct. loftet er at sikre, at kapitalejerne ikke kommer til at tabe deres indskud grundet for høje bonusser m.v., som de ikke har haft indflydelse på. For så vidt angår præferenceafkast vurderes dette hensyn til kapitalejerne/investorerne at være iagttaget via det faktum, at de øvrige kapitalejere/investorer, som ikke kan modtage præferenceafkast, selv er part i aftalen om præferenceafkastet og således på forhånd har accepteret vilkårene for udbetaling af præferenceafkast, herunder f.eks. hvis der kan udbetales mere, end hvad der måtte svare til 50 pct. af et ledelsesmedlems faste grundløn inklusive pension. Der skabes således fuld gennemsigtighed for de øvrige investorer i forhold til vilkår for udbetaling af præferenceafkast. Denne aftalestruktur må ses i forhold til almindelig bonus, som aftales mellem medarbejderen og arbejdsgiveren, hvor investorerne (kapitalejerne) ikke har indsigelsesret over for en bonusaftale. Endvidere vil investorer i alternative investeringsfonde i langt overvejende grad være professionelle investorer, der har gode forudsætninger for at gennemskue sådanne aftaler, herunder sammenholdt med de foreslåede § 5, stk. 4 og 7, vedrørende krav om tilladelse før der må ske markedsføring over for detailinvestorer.

Udbetalingsstrukturen for præferenceafkast er særlig, fordi præferenceafkast kun kan komme til udbetaling, hvis der opstår et meroverskud i porteføljevirksomhederne. En typisk aftale mellem partnerne (ledelsesmedlemmer/risikotagere) og investorerne om præferenceafkast til partnerne vil således indeholde betingelser om, at præferenceafkast først kan udbetales, når investorerne har fået deres investeringer tilbage, når administrationshonorar (management fee) til forvalteren er dækket, og når en på forhånd fastsat forrentning af indskuddene (hurdle rate) er udbetalt til investorerne. Udbetaling af præferenceafkast vil således ikke kunne føre til, at en fond går konkurs, eller at investorer ikke får deres investeringer tilbage, idet præferenceafkast kun udbetales, hvis der er midler hertil.

Et af hensynene bag kravene om, at en del af den variable løndel skal udbetales i instrumenter, udskydes og tilbageholdes over en periode, samt at der efter udskydelsesperioden skal foretages en revurdering af de kriterier, der har dannet grundlag for den variable løndel, er at sikre, at der kun udbetales variabel løn, hvis resultaterne har været langsigtede. For præferenceafkast iagttages dette hensyn ved, at der går en vis periode, før end der er optjent et sådant meroverskud i den alternative investeringsfond (typisk først sent i fondens livscyklus), at det er muligt at udbetale præferenceafkast. Muligheden for udbetaling afhænger således af overskuddet i fonden, hvilket kan sidestilles med aflønning i instrumenter i fonden. Disse forhold sikrer langsigtede interesser for partnerne (ledelsesmedlemmer/risikotagere). Endvidere medfører selve kravet om medinvestering, for at kunne modtage præferenceafkast, ligeledes en langsigtet interesse i lighed med de øvrige investorers.

Med bestemmelsen må der således skelnes mellem præferenceafkast som en særlig form for variabel løn, som er aftalt direkte med investorerne, og som har en særlig udbetalingsstruktur, og anden variabel løn som er aftalt med forvalteren uden indsigelsesret for investorerne.

I typiske kapital- og venturefonde udbetales præferenceafkast først, når investorernes indskud og den på forhånd aftalte forrentning (hurdle rate) er tilbagebetalt til investorerne, jf. ovenfor, og denne situation er reguleret i stk. 10, nr. 1. Der er her typisk tale om fonde med en cyklus på 5-10 år, der er afhængige af et salg af f.eks. en opkøbt virksomhed, førend at det kan vurderes, om investeringen har givet et så godt afkast, at der kan ske tilbagebetaling til investorerne af indskud og aftalt forrentning.

For fonde, der investerer i aktiver, der er karakteriseret ved en lang investeringshorisont og med forudsigelige betalingsstrømme fra de investerede aktiver, kan der gøre sig særlige forhold gældende, som kan retfærdiggøre udbetaling af præferenceafkast på et tidligere tidspunkt. I nogle af disse fonde er det derfor almindeligt at begynde at udbetale præferenceafkast, før alle investorer har fået tilbagebetalt hele deres investering og hele den aftalte forrentning, idet det grundet de forudsigelige pengestrømme typisk med relativt stor sikkerhed på et tidligere tidspunkt kan fastslås, at det samlede afkast vil komme til at overstige investeringerne og den aftalte forrentning, som skal betales til investorerne.

På denne baggrund foreslås det i nr. 2, at de angivne begrænsninger for variabel aflønning ligeledes ikke finder anvendelse for alternative investeringsfonde, der investerer i aktiver, der er karakteriseret ved en lang investeringshorisont og med forudsigelige betalingsstrømme fra de investerede aktiver, hvor præferenceafkastet udbetales inden den alternative investeringsfond har tilbagebetalt alle indskuddene til investorerne samt et beløb svarende til hele den på forhånd fastsatte forrentning af indskuddet. I den forbindelse er det en forudsætning, at det på tidspunktet for udbetaling af præferenceafkastet med stor sikkerhed kan fastslås, at investeringen muliggør tilbagebetaling af indskud samt den på forhånd fastsatte forrentning til investorerne inden for en aftalt tidshorisont, og at modtageren samtidig underlægges tilbagebetalingskrav, såfremt dette ikke skulle ske.

Alternative investeringsfonde, der investerer i aktiver, der er karakteriseret ved en lang investeringshorisont og med forudsigelige betalingsstrømme fra de investerede aktiver, kan f.eks. være fonde, der investerer i infrastruktur, vedvarende energi, vindmølleparker eller fast ejendom, herunder f.eks. OPP-projekter om opførelse af sygehuse, skoler mv.

Ved en lang investeringshorisont forstås fonde, der som udgangspunkt har en levetid på mere end 15 år, hvor formålet primært er at købe og beholde aktiver med henblik på at indvinde løbende afkast gennem hele levetiden fra de aktiver, der investeres i. Fondens levetid vil således for visse aktivtyper svare til afskrivningsperioden for aktivet, hvilket f.eks. for infrastrukturfonde og vindmøllefonde typisk vil være 20-30 år.

Ved forudsigelige betalingsstrømme fra de investerede aktiver forstås betalingsstrømme som eksempelvis er baseret på stabil efterspørgsel/aftag eller i høj grad er fastlagt og reguleret gennem lange aftaler eller gennem lovgivning eller administrativ regulering, hvilket gør afkastet og dermed betalingsstrømmene til ejerne mindre risikofyldte og mere forudsigelige end i traditionelle private equity-strukturer, idet afkast og betalingsstrømme ikke afhænger af f.eks. salgstransaktioner.

Ved vurderingen af, om det på tidspunktet for udbetaling af præferenceafkast med stor sikkerhed kan fastslås, at investeringen muliggør tilbagebetaling af indskud samt den på forhånd aftalte forrentning til investorerne, skal der lægges vægt på, om der foreligger sikre og forudsigelige betalingsstrømme som beskrevet ovenfor. Der skal således være nået til et tidspunkt i fondens levetid, hvor betalingsstrømmene er stabiliserede, så der er et løbende og stabilt cash flow. Der skal endvidere være truffet passende foranstaltninger i forbindelse med fondens afslutning, f.eks. ved indgåelse af aftale om salg af fondens aktiver til en fast pris eller medregning af omkostninger til destruktion/nedrivning af aktiverne, hvis disse ikke kan sælges. Endeligt skal der lægges vægt på risikoprofilen på det resterende forventede afkast fra de konkrete aktiver.

Det præferenceafkast, som udbetales, skal underlægges tilbagetagelseskrav, jf. stk. 6, indtil den pågældende alternative investeringsfond likvideres. Der henvises til bemærkninger vedrørende stk. 6. Sikkerheden for, at eventuelle tilbagebetalingskrav kan gennemføres, skal ligeledes indgå i den samlede vurdering af, om der udbetales præferenceafkast før end alle indskud samt aftalte afkast er tilbagebetalt.

Udbetaling af præferenceafkast forud for, at investorerne har fået tilbagebetalt hele deres investering og hele den aftalte forrentning, herunder vurderingen af om det med stor sikkerhed kan fastslås, at investeringen muliggør tilbagebetaling af indskud samt den på forhånd fastsatte forrentning til investorerne, er en vanskelig vurdering, der kræver, at der er tale om professionelle investorer, dvs. ikke detailinvestorer. Endvidere skal samtlige investorer på tidspunktet for udbetaling af præferenceafkast have accepteret vilkårene for udbetaling af præferenceafkastet på det givne tidspunkt.

Herudover henvises generelt til bemærkningerne til nr. 1, herunder vedrørende aftalestrukturen og udbetalingsstrukturen for præferenceafkast. På denne baggrund vurderes strukturen i nr. 2 ligeledes at iagttage hensynene bag de nævnte begrænsninger for variabel aflønning, selvom der sker udbetaling af præferenceafkast på et tidligere tidspunkt end i nr. 1, idet dette opvejes af de særlige karakteristika, herunder den lange investeringshorisont og at udbetaling af præferenceafkast først kan ske, når det med stor sikkerhed kan fastslås, at investeringen muliggør tilbagebetaling af indskud samt den på forhånd aftalte forrentning til investorerne.

Forvaltere, herunder medlemmer af ledelsen eller andre væsentlige risikotagere, som modtager præferenceafkast efter både nr. 1 og 2, vil stadig være omfattet af aflønningsreglerne som sådan, herunder den politiske aftale om aflønning, men for så vidt angår den del af den variable løn, der udgør præferenceafkast, vil de anførte krav til udbetaling af variabel løn under visse betingelser ikke finde anvendelse. For anden variabel løn, som de samme personer måtte modtage, vil alle krav til udbetaling af variabel løn, herunder udbetaling i instrumenter, udskydelse, tilbageholdelse m.v., stadig skulle iagttages. Hvis f.eks. en direktør modtager en bonus aftalt mellem direktøren og forvalteren, som ikke udgør præferenceafkast, skal denne bonus underlægges krav om udbetaling i instrumenter, udskydelse og fastholdelse, ligesom bonussen ikke må overstige 50 pct. af direktørens faste grundløn inklusive pension.

Finanstilsynet vil ved tilsyn med udbetalinger af præferenceafkast (carried interest) efter både nr. 1 og 2 have fokus på, at bestemmelsen ikke benyttes til omgåelse af 50 pct. loftet, som gælder for anden variabel løn end præferenceafkast. Som eksempel må det i koncernstrukturer, hvor der er personsammenfald mellem en direktør i forvalteren, der modtager præferenceafkast, og en direktør i en anden finansiel virksomhed, af omgåelseshensyn sikres, at 50 pct. loftet iagttages for den del af aflønningen, der rettelig må henføres til ansættelsesforholdet i den anden koncernvirksomhed, f.eks. en bank, hvor direktørens aflønning er underlagt 50 pct. loftet. Ligeledes må det af omgåelseshensyn sikres, at en aftale om præferenceafkast (carried interest) indgås på markedsvilkår, herunder at investorerne varetager egne interesser for afkast og ikke afstår fra at modtage afkast eller modtager et lavere afkast mod at vilkårene, for at direktøren kan modtage præferenceafkast (carried interest), forøges, i forhold til hvis aftalen var indgået på markedsvilkår.

Finanstilsynet vil ved udøvelsen af tilsynet lægge vægt på ESMA’s retningslinjer på dette område.

Det foreslåede stk. 11 bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om de i de foreslåede stk. 1-8 omtalte forhold, herunder om de foranstaltninger, som en forvalter skal træffe for at have en lønpolitik og -praksis, der er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring.

Det forventes, at der i bekendtgørelsen, der forventes udstedt efter denne bemyndigelse, indføres et proportionalitetsprincip, hvorefter forvalterens lønpolitik skal leve op til lovens krav under hensyntagen til forvalterens organisation og størrelse, herunder størrelsen af de forvaltede alternative investeringsfonde, samt omfanget og kompleksiteten af forvalterens aktiviteter. I den forbindelse forventes der ligeledes indført en bagatelgrænse svarende til bagatelgrænsen i bekendtgørelse om lønpolitik samt oplysningsforpligtelser om aflønning i finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder (aflønningsbekendtgørelsen), som er udstedt i medfør af lov om finansiel virksomhed. Endvidere forventes der fastsat nærmere regler om hvad der forstås ved ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde, om fastlæggelse og gennemgang af lønpolitikken, om aflønning af kontrolfunktioner, om pensionsydelser, nyansættelsesgodtgørelser og fratrædelsesgodtgørelser samt om aflønning ved outsourcing af visse aktiviteter.

Bestemmelsen foreslås indført på baggrund af bilag II, nr. 3, i FAIF-direktivet om, at forvaltere, der er betydelige i kraft af deres størrelse og størrelsen af de alternative investeringsfonde, som de forvalter, deres interne organisation og deres aktiviteters art, formål og kompleksitet, skal nedsætte et aflønningsudvalg med medlemmer fra det øverste ledelsesorgan. Udvalget skal ifølge FAIF-direktivet forestå det forberedende arbejde i forhold til det øverste ledelsesorgans beslutninger vedrørende aflønning, herunder lønpolitik og andre beslutninger herom, som kan have indflydelse på forvalterens risikostyring. Endvidere fremgår det af FAIF-direktivet, at aflønningsudvalget skal sammensættes således, at udvalget er i stand til at foretage en kvalificeret og uafhængig vurdering af forvalterens lønpolitik og -praksis. I tråd hermed fremgår det af pkt. 6.4 i EU-Kommissionens henstilling om aflønning i den finansielle sektor, at medlemmer af aflønningsudvalget bør besidde den sagkundskab og uafhængighed, der gør dem i stand til at foretage en uafhængig vurdering af lønpolitikkens formålstjenlighed, herunder af lønpolitikkens betydning for risici og risikostyring.

På baggrund af FAIF-direktivet foreslås det i stk. 1, at en forvalter, der er betydelig i kraft af sin størrelse og størrelsen af de alternative investeringsfonde, den forvalter, dens interne organisation og dens aktiviteters art, formål og kompleksitet, skal nedsætte et aflønningsudvalg. Ved vurdering af hvornår en forvalter er af en sådan størrelse og organisering, at der vil være behov for et aflønningsudvalg, lægger Finanstilsynet vægt på, hvad der fremgår af ESMA’s retningslinjer på dette område. Det fremgår af ESMA’s retningslinjer, at der ved vurderingen kan lægges vægt på, om forvalteren er børsnoteret eller ej, forvalterens juridiske struktur, antallet af ansatte i forvalteren, porteføljen under forvaltning, om forvalteren ligeledes forvalter UCITS samt udbud af ydelser efter direktivets artikel 6, stk. 4. Ud fra en samlet vurdering på baggrund af disse faktorer kan der f.eks. ikke være behov for nedsættelse af et aflønningsudvalg, hvis aktiverne i de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter, ikke sammenlagt overstiger 1,25 mia. euro og hvis forvalteren samtidig ikke har mere end 50 ansatte. Endvidere kan der f.eks. ikke være behov for nedsættelse af et aflønningsudvalg, hvis forvalteren er et datterselskab af en finansiel virksomhed, der er forpligtet til at nedsætte et aflønningsudvalg, og hvor aflønningsudvalget udfører dets opgaver for hele koncernen inklusive forvalteren.

Det foreslås i stk. 2, at der i koncerner med flere virksomheder, som i medfør af stk. 1 eller § 77 c, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, har pligt til at nedsætte et aflønningsudvalg, i stedet for at nedsætte særskilte aflønningsudvalg for samtlige virksomheder, kan etableres et fælles aflønningsudvalg for disse virksomheder i koncernen eller en del heraf. Det foreslås endvidere, at aflønningsudvalget organisatorisk skal placeres i en virksomhed under tilsyn af Finanstilsynet og skal etableres i en virksomhed, der er modervirksomhed for de øvrige virksomheder, som udvalget er nedsat for. Etableringen af et aflønningsudvalg ændrer ikke på det øverste ledelsesorgans kollektive ansvar, men har til formål at styrke det øverste ledelsesorgans uafhængighed af direktionen samt at medvirke til en øget effektivitet og mere dybdegående behandling af aflønningsområdet i det øverste ledelsesorgan. Aflønningsudvalget skal alene være et forberedende udvalg.

Det foreslås i stk. 3, at formanden og de øvrige medlemmer af aflønningsudvalget skal være medlem af det øverste ledelsesorgan, som nedsætter udvalget, eller af de øverste ledelsesorganer i virksomheder, der i medfør af det foreslåede stk. 2 benytter sig af samme aflønningsudvalg. Forvalteren skal således sikre, at aflønningsudvalgets sammensætning lever op til kravene i stk. 3. I selskaber, der har en bestyrelse og en direktion, skal medlemmerne af aflønningsudvalget således være medlemmer af bestyrelsen. I selskaber, der har et tilsynsråd og en direktion, skal medlemmerne af aflønningsudvalget være medlemmer af tilsynsrådet. I forhold til sidstnævnte selskabsstruktur, hvor det øverste ledelsesorgan udgøres af et tilsynsråd, er der lagt vægt på, at det er tilsynsrådet, der ansætter direktionen, og at det derfor også er medlemmer af tilsynsrådet, der forbereder beslutninger vedrørende aflønning af direktionen. Aflønningsudvalget varetager ligeledes forberedende arbejde vedrørende lønpolitikken mere generelt, herunder aflønning af andre væsentlige risikotagere, jf. bemærkningerne til stk. 4 nedenfor.

Det foreslås endvidere, at aflønningsudvalget skal sammensættes således, at medlemmerne er i stand til at foretage en kvalificeret og uafhængig vurdering af, om virksomhedens eller virksomhedernes aflønning, herunder lønpolitik og forretningsgange, er i overensstemmelse med den foreslåede § 20. Det fremgår tilsvarende af pkt. 6.4. i EU-Kommissionens henstilling om aflønning i den finansielle sektor, at medlemmer af aflønningsudvalget bør besidde den sagkundskab og uafhængighed, der gør dem i stand til at foretage en uafhængig vurdering af lønpolitikkens formålstjenstlighed, herunder af lønpolitikkens betydning for risici og risikostyring. Der er ikke i forslaget krav om, at udvalget skal have et vist antal medlemmer, da dette må afgøres ud fra virksomhedens eller virksomhedernes konkrete behov.

Det foreslås i stk. 4, at aflønningsudvalget skal forestå det forberedende arbejde i forhold til det øverste ledelsesorgans beslutninger vedrørende aflønning, herunder lønpolitik og andre beslutninger herom som kan have indflydelse på virksomhedens eller virksomhedernes risikostyring. Ud over vurderingen af om virksomhedens eller virksomhedernes aflønning m.v. overholder reglerne i denne lov, har aflønningsudvalget også til opgave at overvåge effektiviteten af virksomhedens eller virksomhedernes tiltag på lønområdet set i forhold til risikostyring. Udvalget skal i forbindelse med sit arbejde varetage virksomhedens eller virksomhedernes langsigtede interesser, ligesom udvalget skal varetage investorernes interesser. Det øverste ledelsesorgan eller de øverste ledelsesorganer (bestyrelsen eller tilsynsrådet) kan beslutte, at udvalget skal have andre opgaver inden for aflønningsområdet, dog fortsat under det øverste ledelsesorgans eller de øverste ledelsesorganers kollektive ansvar. Det kan eksempelvis være at afgive indstilling over for det øverste ledelsesorgan om ledelsesmedlemmers vederlag samt aflønning af ledelsen af kontrolfunktioner, herunder intern revision, compliance, m.v. Forvalteren skal således sikre, at aflønningsudvalget varetager de opgaver, som fremgår af stk. 4.

Som følge af den politiske aftale om aflønning i den finansielle sektor, som omtalt i pkt. 2.1.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger, foreslås det i § 22 at indsætte bestemmelser om det øverste organs (oftest generalforsamlingens) godkendelse af forvalterens lønpolitik og bestemmelser om oplysningsforpligtelser.

Det foreslås i stk. 1, at der indsættes regler om »say on pay« i den betydning, at det øverste organ i forvalteren – oftest generalforsamlingen – skal træffe afgørelse om godkendelse af forvalterens lønpolitik, herunder retningslinjer for tildeling af variabel løn og retningslinjer for tildeling af fratrædelsesgodtgørelser.

Forslaget skal søge at styrke kapitalejernes indflydelse på forvalterens lønpolitik og betyder, at generalforsamlingens manglende godkendelse af lønpolitikken vil medføre krav om, at det øverste ledelsesorgan skal vedtage en ny lønpolitik, der igen skal forelægges til godkendelse for generalforsamlingen. Helt konkret betyder kravet endvidere, at forvalteren ikke kan indgå en aftale om variabel løn eller om fratrædelsesgodtgørelse med medlemmer af forvalterens ledelse (tilsynsråd, bestyrelse og direktion), inden den lønpolitik, som er udarbejdet af det øverste ledelsesorgan, er godkendt af forvalterens øverste organ (oftest generalforsamlingen).

For forvaltere, hvis kapitalandele er optaget til handel på et reguleret marked, er det allerede et krav ifølge § 139 i selskabsloven, at de af det øverste ledelsesorgan foreslåede retningslinjer for incitamentsaflønning skal godkendes på generalforsamlingen, inden forvalteren kan indgå en konkret aftale om incitamentsaflønning med et medlem af ledelsen. Med lovforslaget er det et krav for forvaltere, uanset selskabsform, at det øverste organ (oftest generalforsamlingen) skal godkende lønpolitikken, der fastsættes i medfør af forslagets § 20, stk. 1, herunder de retningslinjer der gælder for incitamentsaflønning (tildeling af variabel løn) og retningslinjer for fratrædelsesgodtgørelser.

Da lønpolitikken i forslaget til § 20, stk. 1, som udgangspunkt ikke skal berøre ansættelsesforhold, der er omfattet af kollektive overenskomster, medmindre der er tale om bonusordninger m.v. for overenskomstansatte, som ikke er fastsat i overenskomsten, jf. det foreslåede § 20, stk. 9, betyder det også, at generalforsamlingen ikke med forslaget vil skulle godkende lønforhold, der reguleres af det overenskomstdækkede område.

Det foreslåede stk. 2 angiver, at formanden for det øverste ledelsesorgan i sin beretning for forvalterens øverste organ (oftest generalforsamlingen) skal redegøre for aflønningen af forvalterens ledelse. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om aflønningen i det foregående regnskabsår og om den forventede aflønning i det indeværende og det kommende regnskabsår. Redegørelsen skal indgå som et led i formandens beretning på den ordinære generalforsamling mv. Formålet med kravet er, at generalforsamlingen mv. skal forholde sig til aflønningen af medlemmerne af ledelsen.

Redegørelsen skal indeholde oplysninger om henholdsvis honorarer, fast grundløn og variabel løn samt de overordnede retningslinjer for incitamentsaflønning (omfattende enhver form for variabel aflønning), herunder betingelserne for at optjene og få tildelt bonus eller kursrelaterede incitamentsordninger m.v. samt for pensions- og fratrædelsesordninger og andre fordele. Oplysninger om forholdet mellem henholdsvis den faste løn, incitamentsaflønningen og de øvrige elementer i aflønningen, skal ligeledes fremgå.

Det foreslås i stk. 3 at indsætte en bestemmelse om, at forvaltere i årsrapporten skal offentliggøre det samlede vederlag for hvert enkelt medlem af ledelsen, som vedkommende som led i dette hverv har modtaget fra forvalteren i det pågældende regnskabsår, og som vedkommende i samme regnskabsår har modtaget som medlem af ledelsen i en virksomhed inden for samme koncern.

Oplysninger om enkeltpersoners lønforhold er personoplysninger omfattet af § 6 i lov om behandling af personoplysninger (persondataloven). Behandlingen (offentliggørelsen) af oplysningerne skal ske i overensstemmelse med § 5 i persondataloven, der indeholder grundlæggende principper for behandling af oplysninger, og behandlingsreglen i § 6. Endvidere skal forvalteren i forbindelse med offentliggørelsen af de individuelle lønninger navnlig iagttage kravene i persondataloven om datakvalitet, herunder berigtigelse af urigtige eller vildledende oplysninger, samt den registreredes rettigheder, jf. kapitel 5-7 i persondataloven. § 6 i persondataloven opregner en række betingelser for, hvornår det er muligt at offentliggøre personoplysninger, eksempelvis hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil, eller hvis det følger af lovgivningen. Ifølge § 5 i persondataloven skal enhver behandling af oplysninger være saglig, proportional og ske til udtrykkeligt angivne formål.

Det skal med forslaget være muligt for forvalteren at offentliggøre vederlaget for medlemmer af ledelsen, uden at de pågældende har givet deres udtrykkelige samtykke hertil, idet det vurderes, at oplysninger om det enkelte ledelsesmedlems samlede vederlag på årsbasis er af væsentlig interesse for offentligheden, herunder navnlig for forvalterens indskydere og investorer. Det sikres herved, at forvalterens interessenter får et indblik i, hvordan forvalteren aflønner de personer, der står for forvalterens daglige ledelse og de personer, der har det overordnede ansvar for forvalteren og dennes overlevelse på længere sigt. Indsigten i forvalterens aflønning af ledelsen kan således være grundlæggende for investorernes vurdering af, om der er en fornuftig sammenhæng mellem forvalterens resultater og belønning af ledelsen. På den baggrund foreslås det, at kravet om, at forvaltere skal offentliggøre det samlede vederlag for hvert enkelt medlem af ledelsen, indføres som en pligt for forvalterne i overensstemmelse med persondatalovens bestemmelser.

Ved det samlede vederlag forstås både fast og variabel løn/honorar inklusive pension, som ledelsesmedlemmet modtager som led i dennes hverv i forvalteren selv og i andre virksomheder inden for koncernen. Det betyder eksempelvis, at den løn, som et medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem modtager som led i sin almindelige ansættelse, ikke er omfattet af offentliggørelsespligten.

At vederlaget skal være modtaget i regnskabsåret betyder, at der er tale om det vederlag i form af fast eller variabel løn/honorar, som ledelsesmedlemmerne får udbetalt eller overdraget i dette regnskabsår. I forhold til variabel løn, som modtages i regnskabsåret, vil der oftest være tale om variabel løn, som er optjent på baggrund af resultater, der er skabt i tidligere regnskabsår, men som først udbetales eller overdrages i det pågældende regnskabsår.

Det fremgår af forslaget til stk. 3, at offentliggørelsen af individuelle vederlag for medlemmer af ledelsen skal ske i årsrapporten. På den måde sikres det, at forvalterens investorer m.v. får vederlagsoplysningerne samtidig med den seneste årsrapport. Bestemmelsen indeholder ikke krav om, hvor i årsrapporten oplysningerne skal gives, og de kan således gives i ledelsesberetningen eller i en note. Forvalteren kan eksempelvis vælge at give oplysningerne i noten om aflønning af ansatte, der skal gives i henhold til regnskabsreglerne.

Efter forslaget til stk. 4 bemyndiges Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler for forvalteres oplysningsforpligtelser vedrørende aflønning. Der vil i bekendtgørelsen bl.a. blive taget højde for de oplysningsforpligtelser, der kommer til at fremgå af den forordning, der udstedes efter FAIF-direktivet. Endvidere forventes der fastsat krav om indberetning af oplysninger til Finanstilsynet svarende til dem, som offentliggøres. Der vil endvidere i medfør af lovens § 61, stk. 2, nr. 5 og 6, blive stillet krav om, at forvaltere i deres årsrapport bl.a. skal oplyse den samlede lønsum i regnskabsåret fordelt på fast og variabel løn til ledelsen og andre væsentlige risikotagere.

Den foreslåede § 23 gennemfører artikel 14 i FAIF-direktivet.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at en forvalter af alternative investeringsfonde ved indretningen af sin virksomhed både organisatorisk og administrativt skal træffe alle rimelige foranstaltninger med henblik på at identificere, forhindre og styre og overvåge interessekonflikter, så disse ikke får skadevirkninger for de forvaltede alternative investeringsfonde eller for fondenes investorer.

Kravet betyder bl.a., at forvalteren ved indretningen af sin virksomhed skal overveje, hvordan interessekonflikter kan forhindres. Det kan ske ved at opdele virksomheden hierarkisk således, at funktioner, hvor der nemt kan forekomme interessekonflikter, ikke har fælles reference. Kontrolfunktionerne bør f.eks. ikke referere til nogen med direkte ansvar for det, de skal kontrollere.

Forvalteren skal indrette sin virksomhed således, at de interessekonflikter der måtte opstå, bedst muligt bliver identificeret. Det betyder, at forvalteren skal have politikker og procedurer, der sikrer, at den enkelte medarbejder aktivt agerer, hvis medarbejderen bliver opmærksom på en interessekonflikt. Herudover skal forvalteren aktivt søge at identificere de interessekonflikter, der måtte opstå.

Når en interessekonflikt er identificeret, skal forvalteren sikre, at den bliver håndteret i overensstemmelse med lovens krav. Det betyder, at forvalteren skal have forretningsgange og procedurer for, hvordan identificerede interessekonflikter håndteres. Forretningsgangene og procedurerne skal beskrive de oplysninger, som forvalteren skal give til investorerne efter det foreslåede stk. 3.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at en forvalter skal være i stand til at identificere interessekonflikter, der vil kunne opstå i forbindelse med forvaltningen af alternative investeringsfonde. Forvalteren skal være i stand til at kunne identificere interessekonflikter imellem forvalteren, herunder forvalterens ledere og ansatte eller enhver anden person med direkte eller indirekte tilknytning til forvalteren ved et kontrolforhold, og de forvaltede alternative investeringsfonde, UCITS eller disses investorer. Endvidere skal forvalteren kunne identificere interessekonflikter, der måtte opstå imellem forskellige af de forvaltede fonde eller disses investorer, de forvaltede fonde eller disses investorer og andre af forvalterens kunder eller to af forvalterens kunder. »Forvalterens andre kunder«, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 3, kan bl.a. omfatte UCITS, som forvalteren administrerer, eller investorer i disse, og implementerer således både artikel 14, stk. 1, litra c og d, i FAIF-direktivet. Området for hvor interessekonflikter kan opstå, er ikke begrænset til forvalterens virksomhed, men omfatter også personer, som direkte eller indirekte er forbundet med forvalteren ved et kontrolforhold. Det fremgår af det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 10, hvad der i loven forstås ved kontrol. Det kan f.eks. være en ejer af forvalteren, der har en væsentlig indflydelse, og derigennem kan påvirke forvalteren. Andre, der har et kontrolforhold over for forvalteren uanset arten af et sådant forhold, vil også være omfattet af denne regel. Forvalteren skal derfor foretage en konkret vurdering af alle, som har et kontrolforhold over for forvalteren, med henblik på at afgøre, om der kan være interessekonflikter imellem disse og de forvaltede alternative investeringsfonde. På samme måde skal forvalteren foretage en vurdering i forhold til ledere og ansatte hos forvalteren.

Det foreslåede stk. 2, nr. 2, betyder, at forvalteren skal vurdere, om der kan opstå interessekonflikter imellem de forvaltede alternative investeringsfonde eller imellem investorer i disse fonde. Det kan f.eks. være interessekonflikter, der opstår, fordi flere af fondene investerer i de samme type aktiver og derfor kan have købs- eller salgsinteresse i samme aktiv.

Hvis forvalteren har kunder, der ikke er omfattet af de foreslåede nr. 1 eller 2, betyder det foreslåede stk. 2, nr. 4, at disse øvrige kunder også skal indgå, når forvalteren identificerer, undgår og håndterer interessekonflikter.

Forvalteren skal for hver fond, investorer i fonde eller kunder foretage en konkret vurdering af, om disse kan have interesser, der er i modstrid med de øvrige fondes, investorer i disses eller kunders interesser. Såfremt der er interessekonflikter, skal de håndteres efter reglerne i denne lov.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at såfremt kravene i de foreslåede stk. 1 og 2 ikke med rimelig sikkerhed kan sikre investorernes interesser imod skader, skal forvalteren klart oplyse investorerne om interessekonflikternes generelle karakter eller kilderne hertil, inden forvalteren påtager sig opgaver på investorernes vegne. Forvalteren skal efter det foreslåede stk. 3 foretage en vurdering af de mulige interessekonflikter, inden denne påtager sig opgaver på vegne af investorer. Hvis de mulige interessekonflikter ikke med de tiltag, der er krav om efter de foreslåede stk. 1 og 2, med en rimelig sikkerhed kan håndteres på en måde, så de ikke påfører investorernes interesser skade, skal forvalteren, inden denne påtager sig opgaver, oplyse investorerne om interessekonflikternes generelle karakter eller kilder hertil. Investorerne kan så vurdere, om de fortsat ønsker at lade forvalteren håndtere deres investeringer. At forvalteren har oplyst investorerne om mulige interessekonflikter efter det foreslåede stk. 3, fritager ikke forvalteren for at håndtere konkrete interessekonflikter, der opstår, efter reglerne i denne lov. Informationen, som forvalteren efter det foreslåede stk. 3 skal give til investorerne, skal være tilstrækkelig konkret og dækkende til, at investorerne kan vurdere, om interessekonflikterne, hvis de håndteres som oplyst, vil kunne have skadevirkninger over for investorerne.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at forvalteren er forpligtet til at udarbejde passende politikker og procedurer for håndteringen af interessekonflikter, som skal anvendes, når de organisatoriske ordninger og foranstaltninger efter stk. 1 ikke er tilstrækkelige. Ved »passende« forstås i denne forbindelse, at politikkerne og procedurerne, som forvalteren skal udarbejde, skal være af en art og i et omfang, så det må forventes, at de er tilstrækkelige til at sikre, at interessekonflikter ikke får skadevirkning for de alternative investeringsfonde, investorerne i disse eller andre af forvalterens kunder.

Det foreslåede stk. 5 indeholder en række krav, som gælder, hvis forvalteren anvender prime broker ydelser på vegne af de forvaltede alternative investeringsfonde. Forvalteren skal således sikre, at aftalen med prime brokeren er indgået skriftligt. Hvis udlån af værdipapirer eller anden overførsel af fondenes aktiver, herunder hvis aktiverne stilles som sikkerhed, skal være mulige, skal aftalen omfatte betingelserne herfor. Sådanne transaktioner kan med andre ord ikke ske med henvisning til, at det er almindelig praksis, at prime brokeren foretager sådanne. Det skal fremgå af aftalen med prime brokeren, at fondens depositar skal underrettes om aftalen. Forvalteren skal endvidere sikre, at aftalen med prime brokeren er inden for rammerne af den enkelte alternative investeringsfonds vedtægter eller fondsbestemmelser. Endeligt skal forvalteren udvise den fornødne omhu ved udvælgelsen af prime brokere.

Ved »anden overførsel« forstås transaktioner, hvor aktiver overføres uden, at der sker en modsatrettet transaktion af samme værdi, f.eks. hvor et aktiv stilles som sikkerhed for et lån. Et salg af et aktiv, hvor fonden overfører aktivet til køber mod at modtage et beløb fra køber svarende til aktivets værdi, er ikke omfattet af begrebet.

Det foreslåede stk. 6 indeholder en hjemmel til Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler for de i de foreslåede stk. 1 og 3-5 omhandlede forhold, de forskellige typer af interessekonflikter, som er omhandlet i stk. 2, samt om forebyggelse af interessekonflikter. Hjemmelen til Finanstilsynet skal sikre, at tilsynet kan implementere de regler, som det forventes, at EU-Kommissionen vil udstede på området.

Den foreslåede § 24 gennemfører artikel 15 i FAIF-direktivet.

De foreslåede § 24, stk. 1-6, fastsætter en standard, hvorefter en forvalter af alternative investeringsfonde med tilladelse skal yde en professionel indsats for løbende at sikre sig, at forvalterens adskillelse af risikostyringsfunktionen fra de operative enheder overholder krav, der er på samme niveau, som branchestandarden. Herudover skal den måde risikostyringsfunktionerne funktionelt og hierarkisk er opdelt på, være på niveau med andre forvaltere, der har sammenlignelige investeringsstrategier, målsætninger og risikoprofiler.

Det foreslåede stk. 1 stiller krav om, at forvalteren med henblik på at forebygge interessekonflikter etablerer en risikostyringsfunktion, der er uafhængig af andre funktioner hos forvalteren. Risikostyringsfunktionen skal være funktionelt og hierarkisk adskilt fra de operative enheder og effektivt og konsekvent kunne påvise, måle, styre og overvåge alle de relevante risici i forhold til de investeringsstrategier, målsætninger og risikoprofiler, som de forvaltede fonde hver især har eller følger. Hvad der er relevante risici i forhold til en konkret alternativ investeringsfond, vil bl.a. være afhængigt af, hvilke aktiver fonden investerer i. Det vil også være afhængigt af, hvordan fonden investerer, om fonden benytter gearing, om fonden er åben for yderligere investeringer (fonde af den åbne type) eller lukket for yderligere investeringer (fonde af den lukkede type) samt andre faktorer. Forvalteren skal derfor foretage en konkret vurdering af hvilke risici, der er relevante for den enkelte fond, og herefter sikre, at risikostyringsfunktionen kan opfylde kravene i loven for de relevante risici.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at der som led i risikostyringen skal foretages relevante stresstests. Det skal sikres, at de risici, der er forbundet med den alternative investeringsfonds investeringspositioner og deres generelle indvirkning på fondens portefølje, løbende skal kunne påvises, måles, styres og overvåges vis anvendelse af egnede stresstests. Hvilke stresstests, der er relevante for den enkelte fond, vil være afhængigt af, hvilke aktiver fonden investerer i, og hvordan fonden investerer, herunder om fonden benytter gearing. Stresstests vil være særligt relevante for fonde, der benytter gearing. Ud over risikoen for ikke at kunne servicere de opnåede kreditter, kan kreditfaciliteterne også indeholde krav til forholdet imellem kreditternes størrelse og værdien af aktiverne, herunder f.eks. en klausul om, at renten på kreditfaciliteten stiger, hvis værdiforholdet falder til under et fastsat niveau. En sådan rentestigning kan betyde, at et ellers positivt cash flow bliver negativt, og at fondens rentabilitet, og i sidste ende overlevelse, kan komme under pres. EU-Kommissionen har i artikel 15, stk. 5, litra e, en hjemmel til gennem delegerede retsakter at fastsætte udfyldende bestemmelser om og nærmere krav til bl.a. gennemførelsen af stresstests.

Det foreslåede stk. 3 indeholder et krav om, at forvalteren skal sikre, at den enkelte alternative investeringsfonds risikoprofil svarer til fondens størrelse, porteføljestruktur, investeringsstrategi og investeringsmålsætninger, som fastlagt i fondens vedtægter eller fondsbestemmelser, prospekt eller andre udbudsdokumenter. Kravet betyder, at forvalteren skal sikre, at den konkrete implementering af den enkelte fonds investeringsstrategi m.v. er inden for de rammer, der er beskrevet i fondens vedtægter eller fondsbestemmelser, prospekt og andre udbudsdokumenter. Fondens risikoprofil skal således kontinuerligt holde sig inden for de opstillede rammer.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at forvalteren, når denne investerer på vegne af de forvaltede fonde, skal gennemføre relevant due diligence procedure.

Det vil være meget forskelligt, hvad der kan anses som værende relevant due diligence procedure alt efter, hvilke investeringer forvalteren foretager på vegne af de alternative investeringsfonde. Hvis investeringen er i en likvid kapitalandel noteret på en anerkendt børs, vil kravet til due diligence proceduren være meget begrænset. Omvendt vil der være større krav til en due diligence procedure, hvis der for en alternativ investeringsfond, der investerer i ejendomme, skal investeres i f.eks. et butikscenter. I det tilfælde må det forventes, at forvalteren grundigt undersøger bl.a. ejendommens tilstand, lejekontrakter, risikoen for miljøsager og mange andre ting, der er relevante for en sådan handel. Hvad der vil være en relevant due diligence procedure i forbindelse med en konkret investering, vil således afhænge af aktivet, der skal investeres i, markedet der investeres på samt en række andre faktorer. Det afgørende vil være, hvilken due diligence procedure en fagligt dygtig investor på det pågældende område vil foretage, idet forvalteren skal opfylde en sådan standard. Forvalterens due diligence procedure skal være dokumenteret, og skal opdateres regelmæssigt, således at den til stadighed er udtryk for, hvad en fagligt dygtig investor på det pågældende område vil foretage af undersøgelser inden en investering.

Det foreslåede stk. 5 indeholder et krav om, at forvalteren skriftligt skal fastsætte det maksimale niveau for gearing i den enkelte fond. Forvalteren skal endvidere fastsætte regler for mulighederne for at genanvende aktiver stillet til sikkerhed eller garanti i forbindelse med gearingen. Grænserne for gearingen skal tage højde for fondens type, strategi, metode til gearing, systemiske risici, modpartsrisiko, aftaler om sikkerhedsstillelse, forholdet imellem aktiver og passiver og omfanget, arten og udbredelsen af forvalterens aktiviteter på det pågældende marked.

Kravet om, at forvalteren for hver fond skal fastsætte det maksimale gearingsniveau, er en indirekte regulering af de alternative investeringsfonde. Ved fastsættelse af det maksimale gearingsniveau skal forvalteren tage en række faktorer i betragtning. En del af disse faktorer knytter sig til den enkelte fonds risikoprofil. Den risiko, der er forbundet med at anvende gearing, er stigende både med graden af gearing og med risikoen på de aktiver, der investeres i. Forvalteren skal tage den enkelte fonds samlede risikoprofil i betragtning, når det maksimale gearingsniveau fastlægges. Forvalteren skal i forbindelse med udarbejdelsen af grænserne for benyttelse af gearing endvidere afdække relationerne til andre institutioner, der yder finansielle tjenesteydelser og som kunne udgøre en systemisk risiko, og vurdere den derved forbundne risiko.

Der er i det foreslåede stk. 6 et krav om, at forvalteren med passende hyppighed gennemgår forvalterens samlede risikostyringssystemer, herunder it-systemer og øvrige it hos forvalteren, med henblik på at sikre, at de fortsat er tilstrækkelige. Gennemgangen skal ske mindst årligt. Bestemmelsen fastslår ligeledes, at forvalteren om nødvendigt skal tilpasse risikostyringssystemerne. Kravet skal medvirke til at sikre, at forvalteren kontinuerligt kan styre de risici, som de forvaltede fonde påtager sig. Forvalteren skal ved gennemgangen både forholde sig til, om fondene har påtaget sig nye eller ændrede risici, og om metoderne, som risikostyringssystemerne benytter, er tilstrækkelige, herunder om standarderne for risikostyring har ændret sig. For at risikostyringssystemerne er tilstrækkelig, skal de både håndtere alle relevante risici og gøre det på en måde, som er i overensstemmelse med »best practice« for det pågældende område.

Det foreslåede § 24, stk. 1-6, er strafbelagt efter det foreslåede § 189, stk. 1.

Det foreslåede stk. 7 indeholder en hjemmel til Finanstilsynet til at udstede nærmere regler for risikostyringsfunktionen og –systemerne, herunder om de krav, der stilles i stk. 1-6. Hjemmelen til Finanstilsynet skal sikre, at tilsynet kan implementere de regler, som det forventes, at EU-Kommissionen vil udstede på området.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 16 i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 1 indeholder et krav om, at en forvalter af alternative investeringsfonde skal, for enhver alternativ investeringsfond, med undtagelse af alternative investeringsfonde, der såvel er af den lukkede type, og som ikke anvender gearing, have og anvende et passende likviditetsstyringssystem og passende procedurer, der giver forvalteren mulighed for at overvåge fondens likviditetsrisiko samt sikre, at likviditetsprofilen af investeringerne stemmer overens med fondens underliggende likviditetsforpligtelser.

Hvad der anses for et passende likviditetsstyringssystem for en specifik alternativ investeringsfond afhænger bl.a. af, hvor likvide fondens aktiver er set i forhold til dens passiver. Hvis fondens aktiver er illikvide, og fonden samtidig har optaget kortere løbende lån til at finansiere købet af aktiverne, løber fonden en større likviditetsrisiko, end hvis den enten har finansieret de illikvide aktiver med længere løbende lån eller ved at have aktiver, hvis likviditet passer til de korte låns løbetid. Det skyldes, at fonden ved lånenes udløb skal have likviditet til at indfri disse. Kan fondens aktiver ikke sælges, så likviditeten på den måde skaffes, er fonden afhængig af at kunne skaffe likviditeten på anden måde, f.eks. ved at optage nye lån eller ved at rejse yderligere kapital. Lykkes det ikke at skaffe den nødvendige kapital, kan fonden gå konkurs. En anden type likviditetsrisici opstår, hvor en fond indgår flere handler, der er indbyrdes afhængige af hinanden for at kunne gennemføres. Det simpleste eksempel på dette er en fond, der køber kapitalandele med handelsmæssig valør på en bestemt dato og samtidig sælger kapitalandele med handelsmæssig valør samme dag, hvor den første handel kun kan gennemføres, hvis midlerne fra den anden handel er på fondens konto på valørdagen. Denne form for likviditetsrisiko bliver meget kompliceret at styre, hvis der er tale om mange handler i flere forskellige valutaer. Her skal forvalteren sikre, at der er de nødvendige midler til rådighed i den rigtige valuta og på den rigtige konto for at kunne gennemføre hver enkelt handel. Ud over de likviditetstræk handlerne skaber, kan der ske træk på likviditetskontiene som følge af f.eks. gebyrer til depotbanker, skattebetalinger eller lignende.

En fond, der påtager sig store eller komplicerede likviditetsrisici, har behov for tæt styring af disse risici. Et likviditetsstyringssystem kan ikke fjerne likviditetsrisici, men kan sætte forvalteren bedre i stand til at styre disse risici. Der skal derfor stilles større krav til både likviditetsstyringssystem og forvalterens procedurer for at overvåge likviditetsrisici, hvis de forvaltede investeringsfonde påtager sig sådanne store eller komplicerede risici, end hvis de alternative investeringsfonde kun påtager sig små og ukomplicerede likviditetsrisici. Se endvidere bemærkningerne nedenfor til det foreslåede stk. 2.

Det foreslåede stk. 2 indeholder et krav om, at forvalteren af alternative investeringsfonde af den åbne type og for fonde, som anvender gearing, skal foretage stresstests for både normale og unormale likviditetsforhold. Ved alternative investeringsfonde af den åbne type forstås fonde, hvori investorer løbende kan investere mere i fonden eller kræve sig indløst, dvs. at det, der svarer til egenkapitalen i aktieselskaber, er variabel. Ved den lukkede type forstås fonde, hvori investorer ikke løbende kan fortage indskud i fonden eller kræve sig indløst. I praksis kan fonde også være en blanding af de to typer, f.eks. hvor indløsningen er mulig, men i en begrænset periode eller med et vist varsel, eller der kan være tale om fonde, hvor indløsning kan ske, såfremt et vist antal investorer beslutter dette. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at resultaterne af sådanne stresstests skal indgå i risikovurderingen af fondene. Endvidere skal resultaterne benyttes til at vurdere, hvad et passende likviditetsstyringssystem og passende procedurer for overvågningen af fondenes likviditetsrisici er.

Gennemførslen af stresstests er en metode til at undersøge forskellige mulige scenarier for den fremtidige udvikling. Formålet med stresstests er at kunne forbedre fondenes muligheder for at imødegå situationer, hvor de kommer under pres. Et scenarie kan f.eks. være en rentestigning, og et deraf følgende stigende behov for løbende likviditet for fonden, uden, at fondens indtægter nødvendigvis følger med i samme omfang. Kravet om, at forvalteren skal benytte stresstests, er derfor et krav om, at forvalteren skal forholde sig til en række eventualiteter, som med større eller mindre sandsynlighed vil kunne forekomme i fremtiden.

I det foreslåede stk. 3 er der et krav om, at forvalteren skal sikre, at der er overensstemmelse imellem hver enkelt fonds investeringsstrategi, likviditetsprofil og indløsningspolitik. Kravet betyder bl.a., at forvalteren skal sikre, at der er et rimeligt forhold imellem, hvor likvide fondens aktiver er, og hvordan fonden er finansieret. Videre skal forvalteren sikre, at risikoen for, at handler ikke kan gennemføres på grund af manglende likviditet, er minimal. Forvalteren skal også sikre, at fonden opretholder et likviditetsberedskab til at kunne imødegå indløsninger i det omfang, fonden er forpligtet til dette.

Det foreslåede § 25, stk. 1-3, er strafbelagt efter det foreslåede § 189, stk. 1. Bestemmelsen strafbelægger manglende etablering af likviditetsstyringssystemer for samtlige forvaltede alternative investeringsfonde, med undtagelse af fonde, der er af den lukkede type og ikke anvender gearing.

Ved kravet om »passende« likviditetsstyringssystemer fastsætter bestemmelsen en standard, hvorefter en forvalter af alternative investeringsfonde med tilladelse skal yde en professionel indsats for løbende at sikre sig, at forvalterens likviditetsstyringssystemer er på samme niveau som branchestandarden. Hvis forvalterens systemer er væsentligt ringere end branchestandarden, vil forvalteren kunne straffes efter det foreslåede § 189, stk. 1.

Det foreslåede stk. 4 giver Finanstilsynet en hjemmel til at fastsætte nærmere regler for likviditetsstyringssystemer, forvalterens procedurer for overvågning af likviditetsrisici, og hvordan investeringsstrategien, likviditetsprofilen og indløsningspolitikken skal tilpasses hinanden. Hjemmelen til Finanstilsynet skal sikre, at tilsynet kan implementere de regler, som det forventes, at EU-Kommissionen vil udstede på området.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 17 i FAIF-direktivet. Som udgangspunkt fastsætter FAIF-direktivet ikke indskrænkninger i, hvilke aktiver en forvalter på vegne af alternative investeringsfonde må investere i. Artikel 17 i FAIF-direktivet fastslår dog i overensstemmelse med direktivets præambel nr. 81 og 82, at EU-Kommissionen ved hjælp af delegerede retsakter skal fastlægge nærmere krav som securitisationspositioner skal opfylde for, at en forvalter på vegne af en alternativ investeringsfond må investere i disse positioner.

Securitisation er typisk når aktiver, som f.eks. en række af lån, værdipapirer eller kreditter, overdrages til et selskab oprettet til dette formål, et såkaldt »special purpose vehicle« (ofte blot kaldet en SPV). Selskabet finansierer erhvervelsen af aktiverne ved udstedelse af obligationer, således at aktiverne tjener som sikkerhed for obligationerne. Hermed overflyttes kreditrisikoen som følge af securitisationen videre til selskabet og dermed til de investorer, herunder alternative investeringsfonde, der erhverver de af selskabet udstedte obligationer mod, at disse får sikkerhed i aktiverne.

Formålet med, at direktivet stiller krav til securitisationspositioner, er at sikre sammenhæng på tværs af sektorerne i den finansielle sektor og fjerne det misforhold, der kan være mellem interesserne hos de selskaber, som konverterer lån til omsættelige værdipapirer og engagementsleverende kreditinstitutter, og alternative investeringsfonde, som investerer i disse værdipapirer eller andre finansielle instrumenter. Dette misforhold var en medvirkende årsag til den finansielle krise.

Den foreslåede § 26 giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte regler om hvilke securitisationspositioner, som forvaltere af alternative investeringsfonde på vegne af alternative investeringsfonde må investere i, herunder de krav som det engagementsleverende kreditinstitut, det organiserende kreditinstitut eller den oprindelige långiver skal opfylde for, at en forvalter af alternative investeringsfonde må investere på vegne af alternative investeringsfonde, i værdipapirer eller andre finansielle instrumenter af denne type, som udstedes efter den 1. januar 2011, samt krav, der sikrer, at det engagementsleverende kreditinstitut, det organiserende kreditinstitut eller den oprindelige långiver bevarer en økonomisk interesse på mindst 5 pct. netto, jf. bestemmelsens nr. 1. Efter den foreslåede § 26, nr. 2, kan Finanstilsynet endvidere udstede regler for de kvalitative krav, som forvalteren skal opfylde, såfremt forvalteren på vegne af de forvaltede fonde skal investere i disse værdipapirer eller andre finansielle instrumenter.

Artikel 17 giver som nævnt EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler vedrørende de i bestemmelsen angivne forhold i gennemførelsesretsakter. Der stilles derfor forslag om, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler på de områder, hvor EU-Kommissionen og ESMA skal komme med udfyldende bestemmelser. Finanstilsynet vil benytte bemyndigelserne til at fastsætte regler, som er nødvendige for at gennemføre de regler, som EU-Kommissionen vedtager. Finanstilsynet agter ikke at fastsætte regler, som indeholder yderligere krav end de, som EU-Kommissionen og ESMA fastsætter. Det er ikke muligt at redegøre nærmere for indholdet af disse regler, der vil blive fastsat, fordi EU-Kommissionen endnu ikke har udstedt gennemførelsesretsakter. Finanstilsynet agter heller ikke at fastsætte regler, der har tilbagevirkende kraft. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte visse regler i en forordning, hvis regler er direkte gældende i medlemslandene, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler.

Bestemmelsen pålægger forvaltere at agere i overensstemmelse med de fastsatte regler fra lovens og de fastsatte reglers ikrafttræden og fremadrettet, når forvalteren investerer i sådanne securitisationspositioner på vegne af alternative investeringsfonde. Det er kun ved investeringer i securitisationer, der er udstedt efter den 1. januar 2011, at forvalteren skal sikre sig at kravene er overholdt. Ud fra direktivets ordlyd omfatter bestemmelsen kun nyinvesteringer i positioner fra lovens og de fastsatte reglers ikrafttræden, dvs. ikke for investeringer der er foretaget fra før den 22. juli 2013. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at EU-Kommissionen vil fortolke direktivet udvidende og vil vedtage regler, som i et vist omfang har tilbagevirkende kraft. Dette vil i så fald være for at forhindre, at forvaltere af alternativ investeringsfond omgår formålet med artikel 17, der har været offentliggjort som en del af FAIF-direktivet i Den Europæiske Unions Tidende siden den 1. juli 2011, ved på vegne af de alternative investeringsfonde at erhverve en række securitisationspositioner inden direktivet implementeres i national ret.

Regler udstedt i medfør af § 26 er strafbelagt efter det foreslåede § 189, stk. 4. Forvalteren kan efter bestemmelsen straffes for at overtræde de af Finanstilsynet fastsatte regler om hvilke securitisationspositioner som forvaltere af alternative investeringsfonde, på vegne af alternative investeringsfonde, må investere i.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 18 i FAIF-direktivet.

Det foreslås i stk. 1, at en forvalter af alternative investeringsfonde til enhver tid skal have tilstrækkelige ressourcer og kvalificerede medarbejdere med henblik på at sikre korrekt forvaltning af de forvaltede alternative investeringsfonde.

Det foreslåede § 27, stk. 1, er strafbelagt efter det foreslåede § 189, stk. 1. Begrebet »tilstrækkelige ressourcer« pålægger forvalteren at sikre sig, at selskabet har bemanding, faciliteter og it-systemer nok til at kunne klare såvel den daglige drift som spidsbelastningsperioder. Ved vurderingen af om ressourcerne er tilstrækkelige, skal det navnligt tages med i betragtning, hvilke investeringsstrategier, målsætninger og risikoprofiler de alternative investeringsfonde, som forvalteren er ansvarligt for, har.

Det foreslåede stk. 2 indeholder krav om, at forvalteren skal have effektive former for virksomhedsstyring, herunder bl.a. en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling, en god administrativ og regnskabsmæssig praksis, skriftlige forretningsgange for alle væsentlige aktivitetsområder, fyldestgørende interne kontrolprocedurer, herunder for medarbejderes personlige transaktioner m.v., betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-området, regler for medarbejdernes personlige transaktioner, besiddelser og forvaltning af egne midler samt kontrolprocedurer, der sikrer, at aktiver investeres i overensstemmelse med fondens vedtægter eller fondsbestemmelser og gældende lovgivning. Den foreslåede § 27 er i overensstemmelse med § 71 i lov om finansiel virksomhed, dog således, at § 71, stk. 1, nr. 4, 6 og 9, vedrørende risikostyring, interessekonflikter og lønpolitik ikke er medtaget, idet disse emner er reguleret i bestemmelserne om interessekonflikter og aflønning.

Kravet i det foreslåede nr. 3 om, at forvalteren skal have skriftlige forretningsgange, giver Finanstilsynet en udtrykkelig hjemmel til at kræve, at forvalteren har sådanne for alle de væsentlige aktivitetsområder. Det vil afhænge af den enkelte virksomhed, herunder karakteren af de forvaltede alternative investeringsfonde, hvilke aktivitetsområder, der er væsentlige for virksomheden.

Kravene i det foreslåede nr. 4 om, hvilke regler forvalteren skal have for medarbejdernes personlige transaktioner, medfører, at forvalteren skal have forretningsgange, der som minimum sikrer, at transaktioner, der vedrører de alternative investeringsfonde, kan rekonstrueres med hensyn til oprindelse, involverede parter, art samt tid og sted for gennemførelsen. Det betyder bl.a., at forvalteren skal gemme et transaktionsspor for de relevante transaktioner.

Kravene i det foreslåede nr. 5 indebærer, at de interne kontrolforanstaltninger bl.a. skal omfatte alle medarbejderes personlige transaktioner, besiddelser og forvaltning af investeringer med henblik på investering for egen regning.

Det foreslåede stk. 3 indeholder en hjemmel til Finanstilsynet til at udstede nærmere regler for de procedure og ordninger, der er omfattet af den foreslåede bestemmelses stk. 1 og 2. Denne hjemmel skal sikre, at Finanstilsynet kan implementere de regler, som det forventes, at EU-Kommissionen vil udstede på området.

Den foreslåede § 28 er en national bestemmelse om måltal og politikker for den kønsmæssige sammensætning i det øverste ledelsesorgan. Med lov nr. 1383 af 23. december 2012 er der vedtaget tilsvarende bestemmelser for statslige aktieselskaber, selskaber, som har kapitalandele, gældsinstrumenter eller andre værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land m.v., aktieselskaber over en vis størrelse, erhvervsdrivende fonde, finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder, Dansk Skibskredit A/S, betalingsinstitutter, investeringsforeninger, SIKAV’er, specialforeninger, hedgeforeninger, operatører af regulerede markeder, clearingscentraler og værdipapircentraler.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at det øverste ledelsesorgan i forvaltere af alternative investeringsfonde, som har registreret hjemsted i Danmark, skal opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn i forvalterens øverste ledelsesorgan, og at det centrale ledelsesorgan skal udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn i forvalterens ledelsesniveauer generelt.

Et måltal består af to dele: fastsættelse af en andel for det underrepræsenterede køn og angivelse af en tidshorisont inden for hvilken, man tilstræber at opnå den pågældende andel. Heraf følger, at den fastsætte andel skal være større end den andel, som det underrepræsenterede køn udgør på tidspunktet for fastsættelsen af måltallet.

Måltallet skal være ambitiøst og realistisk for den enkelte forvalter. Tidshorisonten bør som udgangspunkt højst fastsættes til 4 år, hvilket er den periode, det maksimalt tager at udskifte det øverste ledelsesorgan. Det er således op til den enkelte forvalter at vurdere, hvor højt måltallet for andelen af det underrepræsenterede køn skal være. For at få en reel udvikling i andelen af kønssammensætningen i den øverste ledelse af de store selskaber i Danmark, forudsættes det, at det øverste ledelsesorgan som nævnt er ambitiøs. Det øverste ledelsesorgan kan f.eks. inddrage medlemsantallet, idet det kan få stor betydning for det fastsatte måltal, hvis en eller flere medlemmer udtræder inden udløbet af valgperioden. Endvidere kan det – i mindre ledelsesorganer – være relevant at afklare, hvordan man skal forholde sig i tilfælde af ikke-lige måltal, hvor der skal rundes op eller ned. Med henvisning til at den foreslåede model i lovforslaget giver frihed for det øverste ledelsesorgan til at fastsætte det konkrete måltal for andelen af det underrepræsenterede køn, bør alle aspekter, der relaterer sig hertil, afklares, når det øverste ledelsesorgan fastsætter sit måltal.

Måltallet skal omfatte de generalforsamlingsvalgte medlemmer af det øverste ledelsesorgan. Det betyder, at de medlemmer, som vælges af medarbejderne på grund af en eventuel ordning om medarbejderrepræsentation, ikke skal indgå i det opstillede måltal.

En politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn i de øvrige ledelsesniveauer kan indeholde en beskrivelse af forvalterens indsats på området, f.eks. ved at indgå i et samarbejde med andre virksomheder, at skabe rammer for den enkeltes karriereudvikling gennem netværk, oprette mentorordninger, fastsætte interne måltal for andelen af det underrepræsenterede køn, eller i øvrigt gøre virksomheden attraktiv for ledere af begge køn, f.eks. ved at sikre en personalepolitik, som fremmer kvinder og mænds lige karrieremuligheder eller ansættelsesprocedurer og rekruttering, der bidrager til at synliggøre kvindelige ledertalenter, så der er både kvindelige og mandlige kandidater ved intern og ekstern rekruttering. Det skal præciseres, at det står den enkelte forvalter frit for at vælge de politikker, der findes bedst egnede for den pågældende forvalter til at øge andelen af det underrepræsenterede køn. Det er en betingelse, at forvalteren aktivt foretager sig noget i relation til at øge andelen af det underrepræsenterede køn i ledelsen generelt. Forvalterne kan således vælge de procedurer/metoder, de finder egnede til at fremme en mere ligelig kønssammensætning i den generelle ledelse af forvalteren.

Som nævnt foreslås det, at der skal opstilles et måltal og udarbejdes en politik i relation til det underrepræsenterede køn. I praksis er et køn ikke længere underrepræsenteret, når det udgør 40 pct. En tilsvarende forståelse af »underrepræsenteret« finder anvendelse i forhold til denne lov. Det er i den forbindelse uden betydning hvilket køn, der udgør henholdsvis 40 pct. eller 60 pct. Forvalteren har således ikke pligt til at opstille måltal eller udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn, når de har opnået en kønsfordeling, hvor intet af de to køn er repræsenteret med under 40 pct.

Det bemærkes, at forvalteren naturligvis vil være omfattet af henholdsvis kravet om opstilling af måltal og kravet om udarbejdelse af en politik, hvis kønsfordelingen ændrer sig, så der ikke længere er en ligelig fordeling.

Hvis forvalteren har opnået en fordeling på 40/60 pct. skal denne oplysning dog fremgå af ledelsesberetningen. Dette vil følge af de regler, som vil blive udstedt af Finanstilsynet i medfør af hjemmelen i den foreslåede § 131. Der vil i henhold til disse regler også blive mulighed for at give oplysning om den ligelige fordeling i en supplerende redegørelse til ledelsesberetningen eller på virksomhedens hjemmeside, hvortil der henvises til i ledelsesberetningen.

En manglende opstilling af måltal for andelen af det underrepræsenterede køn i bestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 28, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, straffes med bøde, jf. det foreslåede § 189, stk. 2.

Overtrædelse af § 28, stk. 1, nr. 2, er ikke strafbelagt efter denne bestemmelse, men manglende udarbejdelse af en politik vil imidlertid indirekte kunne medføre bødestraf i medfør af de regler, der fastsættes efter den foreslåede § 131.

Med stk. 2 og 3 foreslås det, at en forvalter, for hver alternativ investeringsfond, som forvalteren er ansvarlig for, som har aktiver med en samlet værdi på 500 mio. kr. eller derover i 2 på hinanden følgende regnskabsår, skal påse, at fondens øverste ledelsesorgan har opstillet måltal for andelen af det underrepræsenterede køn i fondens øverste ledelsesorgan, og at fondens centrale ledelsesorgan har udarbejdet en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn i fondens ledelsesniveauer generelt.

Hvad der anses for fondens øverste ledelsesorgan afhænger af, hvilken juridisk form fonden har. Da alternative investeringsfonde kan have forskellige juridiske former, skal bestemmelsen anvendes med de fornødne tilpasninger på fondes ledelsesorganer og medlemmer heraf, jf. de foreslåede § 3, stk. 2 og 3. Bemærkningerne til det foreslåede stk. 1 gælder med de fornødne tilpasninger også for det foreslåede stk. 2. Det betyder blandt andet, at det følger implicit af bestemmelsen, at fondens øverste ledelsesorgan er forpligtet til at udarbejde et måltal for andelen af det underrepræsenterede køn, og at fondens centrale ledelsesorgan skal udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn i fondens ledelsesniveauer generelt, jf. retningslinjer angivet i bemærkninger til stk. 1. Såfremt fondens øverste ledelsesorgan ikke har opstillet måltal for andelen af det underrepræsenterede køn, eller såfremt fondens centrale ledelsesorgan har undladt at udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn i fondens ledelsesniveauer generelt, skal forvalteren påpege dette over for fondens øverste ledelsesorgan.

I modsætning til tærskelværdierne i lovforslagets § 6, stk. 1, skal bestemmelsens tærskelværdi i det foreslåede stk. 3, opgøres på den enkelte fonds niveau og ikke lægges sammen på tværs af fonde, der eventuelt forvaltes af en forvalter. Endvidere omfatter forslaget kun fonde, der er etableret i Danmark.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at aktiver, som den alternative investeringsfond har erhvervet via gearing, jf. det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 27, skal medregnes i opgørelsen over fondens aktiver i henhold til det foreslåede stk. 3.

Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at såfremt en alternativ investeringsfond forvaltes af en forvalter, der har udarbejdet en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn i forvalterens ledelsesniveauer generelt, finder det foreslåede stk. 2, nr. 2, ikke anvendelse for fonden i det omfang, fondens drift udøves af ledelsesniveauet hos forvalteren.

For forvaltere, der er moderselskaber, og derfor udarbejder koncernregnskab, er det tilstrækkeligt, at der opstilles måltal og udarbejdes en politik, jf. stk. 1, for koncernen som helhed, jf. det foreslåede stk. 6. Moderselskabet kan således beslutte, at måltal og politikker udarbejdes overordnet set for hele koncernen, men der kan også udarbejdes måltal og politikker individuelt for de virksomheder, der hører under koncernen. Det er således frit for moderselskabet at vælge den model, der findes bedst for den pågældende koncern. Reglen er begrundet i, at der er særlige forhold, der gør sig gældende i koncerner, herunder f.eks. et behov for ensrettede regler for de omfattede virksomheder med dertil hørende større gennemsigtighed i koncernen. Der bør derfor være mulighed for moderselskabet til at lave generelle regler for koncernen, så koncernen ikke pålægges uforholdsmæssige byrder ved at kræve, at der udarbejdes regler pr. enkelt selskab i koncernen, der måtte blive omfattet af reglerne. Dette vil selvsagt medføre, at virksomheder, der ikke selvstændigt ville blive omfattet af reglerne i dette lovforslag, vil kunne blive omfattet af regler om måltal og politikker for sammensætningen af det øverste ledelsesorgan, men det vil i givet fald være moderselskabets egen beslutning. Formålet med lovforslaget er at se en reel fremgang i antallet af kvinder i ledelsen i forvaltere af alternative investeringsfonde. Hvorvidt denne fremgang er baseret på måltal, et datterselskab selv har opstillet eller måltal, som moderselskabet opstiller, er i den sammenhæng af mindre betydning.

Uanset om udenlandske selskaber bliver direkte omfattet af reglerne om måltal og politikker, kan de dog indirekte blive omfattet af reglerne, såfremt et omfattet moderselskab indfører regler herom for koncernen som helhed.

Tilsvarende undtagelse foreslås i stk. 7 for et datterselskab, som indgår i en koncern. Datterselskabet kan i så fald undlade at opstille måltal og udarbejde en politik, jf. de foreslåede stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2, hvis moderselskabet opstiller måltal og udarbejder en politik for den samlede koncern.

Det vurderes hensigtsmæssigt at medtage ovennævnte undtagelser i stk. 3 og 4, for så vidt angår koncernforbundne selskaber. Et moderselskab er forpligtet til i et koncernregnskab at medtage oplysninger om samtlige underliggende datterselskaber. På denne måde opnås der gennemsigtighed i koncernen. Endvidere vil det ofte være tilfældet, at der gælder ens regler for samtlige selskaber i koncernen, hvorfor det vil være uforholdsmæssigt bebyrdende at fastholde, at der udarbejdes måltal samt politikker for samtlige selskaber i koncernen.

Hvis et dansk selskab indgår i en koncern, hvor et udenlandsk selskab er moderselskab, vil det danske selskab ikke kunne anvende undtagelsen i stk. 7, fordi moderselskabet ikke er omfattet af de danske regler, og dette lovforslag alene regulerer danske selskaber. Det danske datterselskab skal derfor opstille måltal og politikker, såfremt det er omfattet af bestemmelserne i stk. 1, og kan dermed ikke henvise til undtagelsen i stk. 7.

I det foreslåede stk. 8 indføres der en bagatelgrænse. Det foreslås således, at reglerne om udarbejdelse af en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn i ledelsesniveauerne alene skal gælde for forvaltere af alternative investeringsfonde, når forvalteren, henholdsvis de fonde som forvalteren forvalter, beskæftiger over 50 medarbejdere. Baggrunden for at indføre en bagatelgrænse skal ses i lyset af, at det alene giver mening af udarbejde politikker i selskaber, der har et vist antal medarbejdere.

Det fremgår af det foreslåede stk. 9, at såfremt en forvalter eller en alternativ investeringsfond er omfattet af såvel denne bestemmelse og bestemmelser om kønsmæssige sammensætning i det øverste ledelsesorgan mv., i selskabsloven, lov om finansiel virksomhed, lov om erhvervsdrivende fonde eller lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, har den foreslåede § 28 forrang.

Den foreslåede § 29 gennemfører artikel 19, stk. 1, 2 og 8, og artikel 19, stk. 3, 3. og 4. afsnit, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 1 stiller krav om, at forvalteren af en alternativ investeringsfond skal sikre, at fonden har procedurer for, hvordan fondens aktiver skal værdiansættes, samt hvordan fondens indre værdi pr. andel skal beregnes. Procedurerne skal, jf. tillige det foreslåede stk. 5, sikre, at værdiansættelsen og beregningen af den indre værdi pr. andel sker korrekt, uafhængigt og konsekvent. Procedurerne skal fremgå af den enkelte fonds vedtægter eller fondsbestemmelser og være i overensstemmelse med den alternative investeringsfonds nationale ret. Bestemmelsen stiller ikke konkrete krav til, hvordan fondens aktiver og forpligtelser skal værdiansættes, hvilket ikke er muligt, fordi aktivtyperne og dermed værdiansættelsesprocesserne kan være meget forskellige alt efter, hvilken investeringsstrategi den enkelte fond følger. For fonde, der investerer i likvide og børsnoterede værdipapirer, vil værdien af aktiverne kunne observeres i markedet, mens det for f.eks. ejendomsaktiver kan kræve en gennemgang af kontrakter og forventede cash flows for at kunne værdiansætte aktiverne.

Det foreslåede stk. 2 indeholder særlige krav til forvaltere af alternative investeringsfonde, som har løbende emission og indløsning af andele. For disse fonde skal værdiansættelsen og beregningen af den indre værdi pr. andel ske med en hyppighed, der er hensigtsmæssig i forhold til fondens aktiver og hyppigheden af emissionerne og indløsningerne. Kravet betyder ikke, at der skal ske en værdiansættelse i forbindelse med alle emissioner eller indløsninger, men at forvalteren skal sikre, at det er muligt for investorerne effektivt at vurdere den indre værdi pr. andel. Forvalteren skal sikre en passende balance imellem fordelene ved hyppige værdiansættelser og omkostninger forbundet derved.

Efter det foreslåede stk. 3 er der krav til alternative investeringsfonde, der ikke har løbende emissioner og indløsninger. For disse fonde skal forvalteren sikre, at værdiansættelse og beregning af den indre værdi pr. andel sker i forbindelse med kapitalforhøjelser eller -nedsættelser. Hvis der ikke sker løbende emissioner og indløsninger i en fond, er behovet for løbende at værdiansætte fondens aktiver mindre. Derfor kan en fond af den lukkede type værdiansætte dens aktiver med en lavere frekvens end en fond af den åbne type. Der er dog behov for at kende fondens værdi i forbindelse med, at fondens kapital ændres, og derfor er der i det foreslåede stk. 3 et krav om, at der i forbindelse med kapitalforhøjelser eller -nedsættelser finder en værdiansættelse sted.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at forvalteren skal sikre, at værdiansættelse og beregning af den indre værdi pr. andel ske mindst én gang om året. Dette krav skal sikre, at investorernes andele i fonden kan værdiansættes korrekt mindst én gang årligt. På den måde imødeses f.eks. behovet for at kunne optage en værdi af investeringen i fonden i den enkelte investors regnskab.

Efter kravet i det foreslåede stk. 5 skal forvalteren sikre, at værdiansættelsen udføres upartisk og med den fornødne kompetence og omhu. Værdiansættelsen er væsentlig for investorerne, og det er derfor vigtigt, at det er kompetente personer, som foretager denne, og at den foretages omhyggeligt. Samtidig er det væsentligt for investorerne, at dem der foretager værdiansættelsen ikke har interesse i, at værdien sættes enten for højt eller for lavt, men upartisk bestræber sig på at foretage en korrekt værdiansættelse.

Den foreslåede § 30 gennemfører artikel 19, stk. 3, 1., 2. og 5. afsnit, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 1 stiller krav om, at en forvalter skal sikre, at investorerne i de forvaltede fonde regelmæssigt og minimum én gang årligt oplyses om den indre værdi pr. andel. Fastlæggelse af hvornår kravet om regelmæssighed er opfyldt skal relateres til typen af aktiver, som fonden investerer i. Kravet om regelmæssig information om den indre værdi pr. andel betyder ikke, at investorerne skal oplyses om samme værdi flere gange. I f.eks. en ejendomsfond, hvor værdiansættelsen af fondens ejendomme måske kun sker årligt, kan forvalteren, som et led i en løbende information til investorerne, supplere med en skønsmæssig værdi af fondens aktiver uden, at sikkerheden for den skønnede værdi vil overholde de krav, der stilles til en egentlig værdiansættelse. Skønnet kan f.eks. tage udgangspunkt i den seneste værdiansættelse, hvorefter påvirkningen af faktorer som valutaudsving, manglende huslejebetalinger, større renoveringsprojekter m.v. vurderes. Hvis forvalteren opgiver skønnede værdier til investorerne, skal forvalteren i forbindelse med dette informere investorerne om den usikkerhed, der er forbundet med sådanne værdier.

Det foreslåede stk. 2 indeholder et krav om, at forvalteren skal sikre, at den alternative investeringsfonds vedtægter eller fondsbestemmelser indeholder regler om, hvordan fondens investorer oplyses om værdiansættelsen og beregningen af den indre værdi pr. andel. Oplysningerne kan f.eks. gives ved, at der sendes materiale til hver enkelt investor, eller det kan gøres tilgængeligt på en hjemmeside.

Den foreslåede § 31 gennemfører artikel 19, stk. 4, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 1 foreskriver, at værdiansættelsen af en alternativ investeringsfonds aktiver og forpligtelser kan foretages af fondens forvalter eller af en ekstern vurderingsekspert.

Efter det foreslåede stk. 2 kan forvalteren af en alternativ investeringsfond delegere værdiansættelsesopgaven til en fysisk eller juridisk person, som derved bliver fondens eksterne vurderingsekspert. Den eksterne vurderingsekspert skal være uafhængig af forvalteren, den alternative investeringsfond og af personer, der har snævre forbindelser til fonden eller forvalteren. Delegationen af værdiansættelsesopgaven skal, jf. det foreslåede § 32, stk. 1, nr. 3, overholde kravene til delegation.

Hvis det er fondens forvalter, der forestår værdiansættelsen af fondens aktiver og forpligtelser, skal forvalteren efter det foreslåede stk. 3 sikre, at dette arbejde varetages af en funktion, der er adskilt fra porteføljeplejefunktionen hos forvalteren. Adskillelsen skal sikre, at porteføljeplejefunktionen ikke får indflydelse på værdiansættelsen. En porteføljeplejefunktion vil have en interesse i værdiansættelsen af en fonds aktiver og forpligtelser. Det skyldes, at udviklingen af værdien i fondens aktiver og forpligtelser vil være afgørende for bedømmelsen af de resultater, som porteføljeplejefunktionen opnår. For at opfylde kravet om adskillelse skal forvalteren indrette sig således, at værdiansættelsesfunktionen ikke refererer til porteføljeplejefunktionen eller til nogen, der er direkte ansvarlige for porteføljeplejefunktionen. Kravet om adskillelse hindrer ikke, at porteføljeplejefunktionen leverer input til værdiansættelsesfunktionen. Forvalteren skal ligeledes sikre, at dennes virksomhed, herunder aflønningslønpolitik, er indrettet således, at den mindsker risikoen for interessekonflikter og utilbørlig påvirkning mest muligt. Honoreringen af de personer, der foretager værdiansættelsen, må således ikke påvirkes af værdien af de aktiver, de skal vurdere.

Den alternative investeringsfonds depositar kan udpeges som ekstern vurderingsekspert. Sker det, skal værdiansættelsesfunktionen efter det foreslåede stk. 4 være adskilt både funktionelt og hierarkisk fra depositarfunktionen. Depositaren skal endvidere sikre, at interessekonflikter identificeres, styres, overvåges og oplyses over for fondens investorer. Styring og overvågning af en identificeret interessekonflikt vil bl.a. indebære, at depositaren gør tiltag, f.eks. ekstra kontrolrutiner, for at sikre, at interessekonflikten ikke medfører tab for investorerne i den alternative investeringsfond. For nogle aktiver vil depositarens arbejde kunne have en direkte indflydelse på aktivernes værdi. Der vil i sådan et tilfælde være en interessekonflikt, hvis depositaren samtidig er vurderingsekspert, idet depositaren f.eks. kunne have et ønske om at skjule værdiforringende depositararbejde. Generelt skal depositaren, når denne vurderer, om der er interessekonflikter, forholde sig til, om vurderingsekspertfunktionen, hvis den blev udført af en anden end depositaren selv, ville have haft en kontrollerende rolle i forhold til depositaren. Er det tilfældet, er det en kraftig indikation på, at der er en interessekonflikt, som skal styres, overvåges og oplyses over for den alternative investeringsfonds investorer.

Den foreslåede § 32 gennemfører artikel 19, stk. 5, i FAIF-direktivet.

Forvalteren af en alternativ investeringsfond skal, forud for at værdiansættelsesopgaven delegeres til en ekstern vurderingsekspert, sikre sig, at vurderingseksperten er registreringspligtig i overensstemmelse med lovgivning, herunder administrative bestemmelser, eller fagetiske regler, eller er optaget i Finanstilsynets register over vurderingseksperter, jf. § 32, stk. 2, jf. det foreslåede nr. 1. Registreringspligten kan være i henhold til den nationale lovgivning, som den eksterne vurderingsekspert er omfattet af.

Forvalteren skal, jf. det foreslåede nr. 2, kunne godtgøre, at den eksterne vurderingsekspert kan levere tilstrækkelige faglige garantier for at kunne udføre værdiansættelsen. For at opfylde dette krav skal forvalteren dels sikre sig, at den eksterne vurderingsekspert har de nødvendige kompetencer og dels sikre sig, at det senere kan godtgøres, hvis forvalteren bliver mødt med et krav herom. De kvalifikationer, som en vurderingsekspert skal besidde, afhænger af hvilke aktiver, der skal værdiansættes. En statsautoriseret ejendomsmægler og valuar kan være kvalificeret til at værdiansætte en portefølje af ejendomme, en forstuddannet kan være kvalificeret til at værdiansætte skove, mens en finansanalytiker eller børsmægler kan være kvalificeret til at værdiansætte en portefølje af børsnoterede værdipapirer. Man kan endnu ikke redegøre for de nærmere krav, som en vurderingsekspert skal opfylde, fordi EU-Kommissionen i gennemførselsretsakter vil fastsætte nærmere regler for, hvilke faglige garantier vurderingseksperten skal give, samt i hvilken form de skal gives.

Hvis forvalteren udpeger en ekstern vurderingsekspert, anses dette som en delegation af værdiansættelsesopgaven fra forvalteren til den eksterne vurderingsekspert. Derfor skal forvalteren efter det foreslåede nr. 3 sikre sig, at kravene til delegation er opfyldt. Dette understreges yderligere af det foreslåede § 36, stk. 1, hvor det slås fast, at ansvaret over for tredjemand for værdiansættelsen altid er forvalterens. De regler, som delegationen af værdiansættelsesopgaven skal overholde, findes i de foreslåede §§ 38-41 samt regler udstedt i henhold til den foreslåede § 44 i denne lov.

I henhold til det foreslåede stk. 2 kan Finanstilsynet oprette et register over eksterne vurderingseksperter, som disse kan søge optagelse i.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om kravene i stk. 1, nr. 1. Endvidere kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om optagelse i registeret, jf. stk. 2, og om registerets indretning og førelse.

Den foreslåede § 33 gennemfører artikel 19, stk. 6, i FAIF-direktivet.

Den foreslåede § 33 indeholder et forbud imod, at en ekstern vurderingsekspert videredelegerer værdiansættelsesopgaven til tredjemand. Dette forbud adskiller sig fra, hvad der gælder for de øvrige opgaver, der kan delegeres efter denne lov. Det foreslåede § 43, stk. 1, indeholder regler for tredjemands videredelegering, og det foreslåede § 43, stk. 2, indeholder regler for efterfølgende videredelegeringer. På samme måde indeholder den foreslåede § 54 retningslinjer for depositarens videredelegering, herunder regler for sub-depositarens videredelegering. Den foreslåede § 33 er derfor en skærpelse af, hvad der i øvrigt gælder for videredelegering af opgaver.

Den foreslåede § 34 gennemfører artikel 19, stk. 7, i FAIF-direktivet.

Forvalteren af en alternativ investeringsfond skal efter det foreslåede stk. 1 meddele Finanstilsynet, hvis værdiansættelsesopgaven delegeres til en ekstern vurderingsekspert inden aftalen om delegation træder i kraft.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at såfremt Finanstilsynet vurderer, at kravene i § 32 ikke er opfyldt, kan Finanstilsynet påbyde forvalteren at udpege en anden vurderingsekspert. Dette vil bl.a. være i de tilfælde, hvor kravene til faglige kompetencer og kravene til delegation ikke er opfyldt, herunder hvis vurderingseksperten ikke er uafhængig i forhold til fonden eller forvalteren.

Den foreslåede § 35 gennemfører artikel 19, stk. 9, i FAIF-direktivet.

Efter den foreslåede § 35 kan Finanstilsynet kræve, at værdiansættelsesprocessen verificeres, hvis den ikke er foretaget af en uafhængig ekstern vurderingsekspert. Det samme gælder selve værdiansættelsen. De situationer, hvor det er relevant at kræve en sådan verifikation, er bl.a., hvis der skabes tvivl om lødigheden af den foretagne værdiansættelse eller, hvis det er tvivlsomt, hvorvidt den krævede uafhængighed efter det foreslåede § 31, stk. 3, har været til stede hos forvalteren.

Den foreslåede § 36 gennemfører artikel 19, stk. 10, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 1 slår fast, at det er den alternative investeringsfonds forvalter, der bærer ansvaret for værdiansættelsen af fondens aktiver, uanset om forvalteren selv forestår værdiansættelsen, eller opgaven er delegeret til en ekstern vurderingsekspert. Til forskel fra reglerne om depositarens delegation, hvor det under særlige omstændigheder efter reglerne i det foreslåede § 56, stk. 2, og den foreslåede § 57 er muligt for depositaren at frigøre sig for ansvar, kan forvalteren ikke frigøre sig for sit ansvar over for den alternative investeringsfond eller dennes investorer i forbindelse med værdiansættelsen af aktiverne i de forvaltede alternative investeringsfonde. Forvalterens erstatningsansvar over for den alternative investeringsfond bliver derfor under ingen omstændigheder påvirket af den omstændighed, at forvalteren har udpeget en ekstern valuar.

Forvalteren er endvidere efter det foreslåede stk. 2 ansvarlig for offentliggørelsen af den indre værdi pr. andel, jf. det foreslåede § 30, stk. 2. Dette ansvar har forvalteren også, selvom det er en ekstern vurderingsekspert, der forestår værdiansættelsen af fondens aktiver. Oplysningerne kan f.eks. gives ved, at der sendes materiale til hver enkelt investor, eller det kan gøres tilgængeligt på en hjemmeside.

Efter det foreslåede stk. 3 er den eksterne vurderingsekspert ansvarlig over for forvalteren for de tab, som en forvalter måtte lide som følge af den eksterne vurderingseksperts uagtsomhed, eller hvis den eksterne vurderingsekspert forsætligt ikke har udført sine opgaver. Det foreslåede stk. 3 gælder uanset eventuelle aftaler, som måtte bestemme andet. Denne regel skal derfor ses som en præceptiv regel, der betyder, at den eksterne vurderingsekspert ikke kan frigøre sig for sit ansvar over for forvalteren.

Den foreslåede § 37 gennemfører artikel 19, stk. 11, i FAIF-direktivet.

Den foreslåede § 37 giver Finanstilsynet en hjemmel til at fastsætte regler om proceduren for værdiansættelse af aktiver og forpligtelser samt beregning af den indre værdi pr. andel, de faglige garantier som en ekstern vurderingsekspert skal kunne levere for, at vurderingseksperten kan udføre den relevante værdiansættelse på en effektiv måde, hyppigheden af den værdiansættelse der skal foretages af alternative investeringsfonde med løbende emission og indløsning, som både er passende i forhold til fondens aktiver og dens emissioner og indløsninger.

Den foreslåede bemyndigelse skal sikre, at Finanstilsynet kan implementere de regler, som det forventes, at EU-Kommissionen vil udstede på området.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel 20, stk. 1, i FAIF-direktivet.

Den foreslåede § 38 indeholder krav om, at forvalteren af en alternativ investeringsfond, forud for at denne delegerer væsentlige opgaver til tredjemand, underretter Finanstilsynet om delegationen. Dette skal sikre, at Finanstilsynet har mulighed for at gribe ind, inden aftalen om delegation bliver effektiv. Forvalteren af alternative investeringsfonde har efter lovens bestemmelser mulighed for at delegere opgaver til tredjemand. Tredjemand kan være en fysisk eller juridisk person, der ikke er den alternative investeringsfond eller forvalteren selv. Delegation af værdiansættelsesfunktionen og depositaropgaver er særskilt reguleret. Delegation af værdiansættelsesfunktionen til en ekstern vurderingsekspert er reguleret i de foreslåede §§ 31-33 og 36. Delegation af depositaropgaver til en sub-depositar er reguleret i de foreslåede §§ 54-57.

Finanstilsynet kan efter det foreslåede § 44, stk. 1, nr. 3, udstede nærmere regler for, hvilke opgaver der i relation til reglerne om delegation anses som væsentlige opgaver.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 20, stk. 1, sidste afsnit, og artikel 20, stk. 5, sidste afsnit, i FAIF-direktivet.

Den foreslåede § 39 pålægger forvalteren af alternative investeringsfonde at kontrollere de ydelser, der leveres af den, som opgaverne er delegeret til. Dette er i tråd med de danske traditioner vedrørende delegation, hvor det alene er opgaver, der kan delegeres, mens ansvaret forbliver hos den delegerende part. Det betyder også, at forvalteren skal besidde de kompetencer, der er nødvendige for effektivt at kunne kontrollere, om de delegerede opgaver løses korrekt.

Den foreslåede § 40 gennemfører artikel 20, stk. 1, litra a-f, i FAIF-direktivet, og indeholder en række krav, der skal være opfyldt for, at forvalteren kan delegere opgaver til tredjemand.

Efter det foreslåede nr. 1 skal forvalteren objektivt kunne begrunde hele sin delegationsstruktur. Når forvalteren objektivt skal kunne begrunde hele delegationsstrukturen betyder det, at forvalteren både skal kunne begrunde hver enkelt direkte delegation til tredjemand og eventuel videredelegation efter den foreslåede § 43 fra tredjemand til fjerdemand. Videredelegerer fjerdemand eller senere led i delegationsstrukturen efter det foreslåede § 43, stk. 2, anses en sådan delegation også for at indgå i den delegationsstruktur, som forvalteren objektivt skal kunne begrunde. Kravet om at begrundelsen skal være objektiv betyder, at delegationen skal begrundes konkret og på objektivt grundlag; generelle angivelser om, at delegationen betyder bedre service, vil næppe kunne opfylde kravet. Det vil være nødvendigt konkret at beskrive, hvordan den bedre service udmønter sig for, at begrundelsen kan hæve sig fra en subjektiv vurdering til at være en objektiv begrundelse.

Efter den foreslåede nr. 2 skal forvalteren sikre sig, og være i stand til at godtgøre, at den, der delegeres til, råder over tilstrækkelige og kvalificerede ressourcer til at udføre den delegerede opgave. Det er også et krav, at forvalteren sikrer sig, at de personer, der konkret skal udføre opgaven, har et godt omdømme og den nødvendige erfaring. Forvalteren skal således vurdere både antallet af ressourcer og kvalifikationerne hos de pågældende ressourcer. Forvalteren skal også sikre sig, at de pågældende ressourcer har et godt omdømme, og tilstrækkelig erfaring i forhold til de opgaver det planlægges delegeret. Forvalteren skal derfor kende de ressourcer, der konkret skal udføre de delegerede opgaver, og forvalteren skal løbende forholde sig til udskiftning eller reduktion af de pågældende ressourcer.

Det fremgår af det foreslåede nr. 3, at porteføljepleje og risikostyring kun kan delegeres til virksomheder, der har tilladelse til, eller er registreret med henblik på, at forvalte aktiver og er underlagt tilsyn. Kan denne betingelse ikke opfyldes, kræver delegation af porteføljepleje og risikostyring forudgående tilladelse fra Finanstilsynet

Såfremt forvalteren ønsker at delegere opgaver til en tredjemand, der ikke opfylder kravet i det foreslåede nr. 3, 1. pkt., skal forvalteren forud for delegationen søge Finanstilsynet om godkendelse af en sådan delegation. Såfremt de aktiver, delegationen omhandler, er finansielle aktiver, vil den altovervejende hovedregel være, at delegation alene kan ske til virksomheder med tilladelse efter lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet vil ved en afgørelse af, om en delegation til tredjemand, der ikke overholder kravene i den foreslåede bestemmelses 1. pkt., lægge vægt på, om den pågældende tredjemand er en kapacitet inden for sit område og har den fornødne viden om og erfaring med de pågældende aktiver.

Det fremgår af det foreslåede nr. 4, at det er en forudsætning for, at der kan ske hel eller delvis delegation af porteføljestyring eller risikostyring til en virksomhed i et tredjeland, at kravene i det foreslåede nr. 3 er opfyldt, og at der er indgået en aftale om samarbejde imellem Finanstilsynet og virksomhedens tilsynsmyndighed. Den aftale imellem tilsynsmyndighederne, der kræves efter denne bestemmelse, skal sikre, at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med porteføljestyringen og risikostyringen også for de dele, der er delegeret til et tredjeland.

Det foreslåede nr. 5 slår fast, at delegation ikke må forhindre et effektivt tilsyn med forvalteren. Delegationen må heller ikke forhindre, at forvalteren handler eller forvalter de forvaltede alternative investeringsfonde i investorernes interesse. For at opfylde betingelsen om, at delegation ikke må forhindre et effektivt tilsyn, skal forvalteren sikre, at det er klart, hvem der er ansvarlig for de enkelte opgaver. Forvalteren skal ligeledes sikre, at det arbejde, der udføres af tredjemand, dokumenteres i samme omfang, som hvis det havde været udført af forvalteren selv.

Efter det foreslåede krav i nr. 6 skal forvalteren kunne godtgøre, at den, der delegeres til, har de nødvendige kompetencer, og er i stand til at udføre de delegerede opgaver. Forvalteren skal ligeledes kunne godtgøre, at den, der er delegeret til, er udvalgt med passende omhu. Det vil sige, at forvalteren skal foretage de nødvendige undersøgelser af kvalifikationer hos den, der delegeres til (f.eks. foretage passende due diligence undersøgelser). Såvel nr. 3 som nr. 6 omtaler forholdene hos den, der delegeres til, som forvalteren har en pligt til at sikre sig og kunne godtgøre. Mens nr. 3 omhandler tilstrækkelige ressourcer, omhandler nr. 6 kompetencer.

Det foreslåede nr. 7 indeholder et krav om, at forvalteren skal være i stand til effektivt at overvåge udførelsen af delegerede opgaver. Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 42, stk. 1, der fastslår, at forvalterens pligter og ansvar over for de alternative investeringsfonde ikke påvirkes af, at forvalteren videredelegerer opgaver til tredjemand. En forvalter, der vælger at delegere en opgave til tredjemand, skal fortsat have kompetencer inden for det pågældende opgaveområde. Kompetencerne skal sikre, at forvalteren effektivt kan overvåge om den, opgaverne er delegeret til, udfører opgaverne rigtigt og med den aftalte kvalitet. Bestemmelsen indeholder ikke et krav om, at forvalteren skal have tilstrækkelige ressourcer til selv at kunne udføre opgaverne, men alene et krav om, at forvalteren skal havde de nødvendige ressourcer for at kunne udføre en effektiv overvågning af tredjemandens arbejde.

Det foreslåede nr. 8 indeholder et krav om, at forvalteren skal kunne godtgøre, at forvalteren til enhver tid vil kunne give yderligere instruktioner til den, der udfører delegerede opgaver, samt at forvalteren endvidere har mulighed for med øjeblikkelig virkning at inddrage delegationen, hvis det er i investorernes interesse.

Det 1. led i den foreslåede bestemmelse medfører, at en forvalter kun kan indgå aftaler om delegation af opgaver indeholdende vilkår, hvorefter forvalteren til enhver tid kan give konkrete instrukser om, hvorledes opgaverne skal udføres.

Det 2. led i den foreslåede bestemmelsens indebærer, at forvalteren ikke kan indgå aftaler om delegation på vilkår om, at der skal gives et vist varsel i forbindelse med opsigelse af aftalen. Aftalen skal således indeholde bestemmelser, der berettiger forvalteren til at opsige aftalen med øjeblikkelig virkning, hvis ledelsen skønner, at det er i investorernes interesse. Denne adgang til at opsige aftalen uden varsel skal ikke forveksles med adgang til at ophæve en aftale som følge af misligholdelse.

Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at parterne aftaler opsigelsesvarsler, som dækker de normalt forventede situationer, når blot der ligeledes er en adgang for foreningen til at opsige aftalen med øjeblikkelig virkning. Bestemmelsen er heller ikke til hinder for, at parterne aftaler, at forvalteren skal betale en kompensation til den virksomhed, som aftalen er indgået med, hvis forvalteren opsiger aftalen med henvisning til bestemmelsen om øjeblikkelig opsigelse. Sådanne kompensationsklausuler skal være rimelige set i relation til aftaleparternes forhold og må ikke gøre retten til at opsige aftalen øjeblikkeligt illusorisk.

Den foreslåede § 41 gennemfører artikel 20, stk. 2 og 5, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af bestemmelsen, at porteføljepleje eller risikostyring ikke kan delegeres eller videredelegeres til en alternativ investeringsfonds depositar eller eventuelle sub-depositarer (en underdepositar til depositaren, som f.eks. benyttes, når der investeres i finansielle instrumenter udstedt i andre lande, hvor depositaren ikke selv er til stede). Disse opgaver må heller ikke delegeres til nogen med interesser, der strider imod forvalteren af alternative investeringsfondes eller den alternative investeringsfonds investorers interesser, medmindre den funktion, der foretager porteføljeplejen eller risikostyringen, er adskilt funktionelt og hierarkisk fra de funktioner, der varetager andre opgaver, der kunne skabe interessekonflikter. Det er endvidere et krav, at de potentielle interessekonflikter er påvist, styret, overvåget og oplyst over for den alternative investeringsfonds investorer.

Det foreslåede nr. 1 medfører, at depositaropgaverne holdes adskilt fra porteføljeplejen og risikostyringen. Depositarens rolle skal sikre investorerne imod tab ved at sikre, at den alternative investeringsfonds kapitalandele er til stede og opbevares korrekt. En væsentlig del af depositarens rolle er, at adskille aktiverne fra ledelsen af den alternative investeringsfond, og en sådan adskillelse vil ikke kunne opretholdes, hvis depositaren også skulle varetage funktioner som porteføljepleje eller risikostyring.

Forbuddet imod at delegere porteføljepleje eller risikostyring til depositaren vil ikke forhindre, at en anden virksomhed i den koncern, som depositaren indgår i, varetager opgaverne porteføljepleje eller risikostyring.

Reglen i det foreslåede nr. 2 er væsentlig mere generel end reglen i det foreslåede nr. 1, idet den ikke på forhånd udpeger, hvem den er rettet imod. Forbuddet mod delegation til andre, som kan have modstridende interesser i forhold til forvalteren eller fondens investorer, skal derfor vurderes konkret i forhold til den, det ønskes at delegere porteføljepleje eller risikostyring til. Den der delegerer skal vurdere, om den der delegeres til kunne have interesser, der strider imod forvalterens egne interesser eller den alternative investeringsfonds investorers interesser. De interesser der vil kunne være i strid med forvalterens eller fondens investorer kan være mange, men det kunne f.eks. være en porteføljemanager, der har opgaver for en konkurrerende fond, således at der kan være sammenfaldende interesse i aktiver. Hvis porteføljemanageren som et led i porteføljeplejen skal sælge et aktiv og samme manager samtidig har interesse i at købe aktivet til en anden fond, vil der være tale om modstridende interesser.

Hvis der kan være modstridende interesser, skal forvalteren vurdere, om de pågældende interessekonflikter er fyldestgørende påvist, styret, overvåget og oplyst over for investorerne i den alternative investeringsfond. Oplysningerne til investorerne om interessekonflikterne skal gives på en måde og så konkret, at det er muligt for investorerne, at vurdere om deres interesser varetages på en passende måde.

Når en alternativ investeringsfond ikke har indgået en aftale om porteføljepleje, skal alle investeringsbeslutninger træffes af den daglige ledelse i den alternative investeringsfonds forvalter eller af de medarbejdere, som direktionen udpeger hertil. Beslutningerne skal træffes inden for de retningslinjer, som er udstedt af den alternative investeringsfonds bestyrelse.

Den foreslåede § 42 gennemfører artikel 20, stk. 3, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at forvalteren af alternative investeringsfondes pligter og ansvar over for den alternative investeringsfond og dennes investorer ikke påvirkes af, at forvalteren delegerer opgaver til tredjemand.

Forvalteren kan alene delegere udførelsen af opgaver, mens ansvaret for at opgaverne udføres, og at de udføres med den nødvendige omhu og til den rigtige kvalitet, vedbliver at være forvalterens. Det er således fortsat forvalteren, der er ansvarlig for, at den alternative investeringsfond modtager de leverancer, som tredjemand efter delegationsaftalen leverer. Bestemmelsen forbyder ikke, at der sker leverancer direkte fra tredjemand til fonden, men forvalteren skal sikre, at sådanne leverancer er i den rigtige kvalitet og overholder lovens krav. Forvalteren er i erstatningsretlig henseende ansvarlig over for den alternative investeringsfond og dennes investorer, som om delegationen af opgaver ikke havde fundet sted og frigøres ikke for ansvar i forbindelse med delegationen.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at forvalteren ikke må delegere så mange af sine opgaver, at forvalteren ikke længere kan anses som forvalter, eller i et omfang så forvalteren får karakter af at være et tomt selskab. Kravene betyder, at der fortsat skal varetages forvaltningsopgaver hos forvalteren, herunder at alle væsentlige beslutninger vedrørende forvaltningsopgaverne ikke må flyttes til andre enheder. Endvidere betyder kravene i den foreslåede § 40, at forvalteren skal besidde de ressourcer og kvalifikationer, der er nødvendige for at kunne foretage en effektiv kontrol af det arbejde, der udføres hos tredjemand.

Den foreslåede § 43 gennemfører artikel 20, stk. 4 og 6, i FAIF-direktivet.

Hvis tredjemand skal videredelegere væsentlige opgaver, som denne har fået ved delegation fra forvalteren af alternative investeringsfonde, kan det kun ske, hvis forvalteren har godkendt videredelegationen forud for, at videredelegationsaftalen træder i kraft, samt har givet Finanstilsynet meddelelse om videredelegationen. Videredelegationen skal endvidere opfylde kravene i de foreslåede §§ 38-40.

Det foreslåede § 42, stk. 1, fastslår, at delegation og videredelegation ikke påvirker forvalterens ansvar og pligter over for de forvaltede fonde eller disses investorer. Derfor er det vigtigt, at forvalteren får lejlighed til at vurdere, om en eventuel videredelegation er hensigtsmæssig, og opfylder de gældende krav og regler, inden den træder i kraft. Det foreslås derfor i § 43, stk. 1, nr. 1, at forvalteren af alternative investeringsfonde forud for videredelegationen skal godkende denne. Den vurdering, som forvalteren skal foretage ved videredelegation fra tredjemand til fjerdemand, vil grundliggende være den samme som den vurdering, forvalteren skal foretage forud for egen delegation til tredjemand.

Det foreslåede nr. 2 foreskriver, at forvalteren skal underrette Finanstilsynet inden videredelegeringen finder sted.

Det foreslåede nr. 3 fastslår, at forvalteren ligeledes skal sikre, at kravene, der stilles i forbindelse med forvalterens delegation til tredjemand, er opfyldt, hvis tredjemand videredelegerer til fjerdemand. Derudover skal forvalteren sikre, at konstruktionen med videredelegation fra tredjemand til fjerdemand er til fordel for de alternative investeringsfonde, der er berørt. Forvalteren skal videre sikre, at konstruktionen ikke hindrer et effektivt tilsyn med både forvalteren og de forvaltede fonde.

Hvor der benyttes videredelegation fra tredjemand til fjerdemand eller yderligere videredelegation, vil kravene til forvalterens begrundelse af, at delegationen er til fordel for de forvaltede fonde øges, set i forhold til det foreslåede stk. 2. Forvalteren skal være særlig opmærksom på, at alle led i delegationen må formodes at indregne et dækningsbidrag i deres prisfastsættelse af deres ydelser, og derfor skal forvalteren være særligt opmærksom på, at forvalterens delegationsstrukturer i flere led ikke medfører unødigt høje omkostninger for de forvaltede fonde.

Ved delegation i flere led skal forvalterens procedure og forretningsgange på områderne der vedrører sikring af kvaliteten af de leverede ydelser, samt at der ikke opstår interessekonflikter, der ikke håndteres korrekt, være særligt udførlige og på passende vis afspejle den stigende kompleksitet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at hvis den, der har fået delegeret væsentlige opgaver fra tredjemand, videredelegerer opgaverne, skal en sådan delegation opfylde samme krav som gælder for tredjemands videredelegation. Bestemmelsen finder anvendelse på enhver yderligere videredelegation, hvorfor sådanne videredelegationer dermed skal opfylde de samme krav, som dem der gælder for delegationen fra tredjemand efter det foreslåede stk. 1.

Bestemmelsen gennemfører artikel 20, stk. 7, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede nr. 1 indeholder en hjemmel til Finanstilsynet til at udstede nærmere regler for, hvornår betingelserne i de foreslåede §§ 38-41 og 43 er opfyldt. Endvidere kan Finanstilsynet efter hjemmelen i det foreslåede nr. 2 udstede nærmere regler for, hvornår en forvalter anses for at have delegeret opgaver i et sådant omfang, at forvalteren må anses som et tomt selskab efter det foreslåede § 42, stk. 2. Efter det foreslåede nr. 3 er der hjemmel til Finanstilsynet til at udstede nærmere regler for, hvilke opgaver der skal anses om væsentlige i relation til reglerne om delegation.

Hjemlerne til Finanstilsynet skal sikre, at tilsynet kan implementere de regler, det forventes, at EU-Kommissionen vil udstede vedrørende delegation.

Den foreslåede § 45 gennemfører artikel 21, stk. 1 og 2, i FAIF-direktivet.

I det foreslåede stk. 1 bestemmes, at forvalteren af alternative investeringsfonde skal sikre, at der udpeges en depositar for hver enkelt alternativ investeringsfond, som den forvalter i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel. Den udpegede depositar skal være depositar for samtlige afdelinger i den alternative investeringsfond. Det vil således ikke være muligt for afdelinger i samme alternative investeringsfond at vælge forskellige depositarer.

Bestemmelsen varetager hensynet til investorbeskyttelse ved at sikre, at alle alternative investeringsfonde har en depositar, som skal udføre visse kontroller, verificere reale aktivers eksistens og fondens ejendomsret til disse aktiver samt opbevare fondenes likvide aktiver, jf. de øvrige foreslåede regler i kapitel 8.

Bestemmelsen betyder ikke, at forvalteren skal udpege eller indgå en aftale med en depositar på den alternative investeringsfonds vegne. Bestemmelsen fastslår alene, at det er en forpligtelse for forvalteren som led i forvaltningen af en alternativ investeringsfond at påse, at fonden til enhver tid har en gyldig aftale med en depositar. Bestemmelsen er strafbelagt i henhold til den foreslåede § 189. Herudover kan forvalteren ifalde ansvar over for tredjemand, hvis forvalteren forsømmer denne pligt. Det vil være op til domstolene at træffe afgørelser i sager om erstatningsansvar.

I det foreslåede stk. 2 bestemmes, at der skal foreligge en skriftlig aftale imellem den alternative investeringsfond og dens udpegede depositar. Det er altså den alternative investeringsfonds øverste ledelsesorgan, der skal træffe beslutning om udvælgelsen af og indgå aftale med en depositar. Såfremt den alternative investeringsfond selskabsretligt er organiseret som en enhed, der ikke er en selvstændig juridisk person, eller som ikke har egen ledelse, vil det være forvalteren, der skal indgå aftale med en depositar.

I det foreslåede stk. 3 bestemmes, at depositaraftalen bl.a. skal regulere den udveksling af information, som er nødvendig for, at depositaren kan udføre sine opgaver i henhold til gældende regler.

Aftalen skal indeholde de konkrete pligter, som depositaren påtager sig at udføre i forbindelse med aftalen om at være depositar. Aftalen skal angive hvilke kategorier af aktiver, fonden investerer i. Aftalen skal ligeledes indeholde bestemmelser om udveksling af alle de oplysninger, som er nødvendige for, at depositaren er i stand til at udføre kontroller, verificere reale aktivers eksistens og fondens ejendomsret til disse aktiver samt opbevare fondens likvide aktiver. Det foreslås i § 60, at Finanstilsynet bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om aftalens indhold, idet EU-Kommissionen i FAIF-direktivet bl.a. kan fastsætte nærmere regler om aftalens indhold i en gennemførelsesretsakt.

Den foreslåede § 46 gennemfører artikel 21, stk. 3, i FAIF-direktivet og afgrænser den kreds, som kan være depositarer.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, nr. 1, at et kreditinstitut, som har registreret hjemsted i et EU/EØS-land m.v., og som har tilladelse i henhold til reglerne der gennemfører direktiv 2006/48/EF, kan være depositar. Det er ikke et krav, at kreditinstituttet skal have hjemsted i Danmark eller være etableret i Danmark.

Det følger af det foreslåede stk. 1, nr. 2, at et fondsmæglerselskab, som har tilladelse efter reglerne, der gennemfører direktiv 2004/39/EF (MiFID-direktivet) kan være depositar. Fondsmæglerselskabet skal herudover have registreret hjemsted i et EU/EØS-land m.v., det skal være undergivet krav til tilstrækkeligt kapitalgrundlag i overensstemmelse med kapitalkravene i reglerne, der gennemfører artikel 20 i direktiv 2006/49/EF (kapitalkravsdirektivet), herunder kapitalkrav til operationelle risici, og det skal levere accessoriske tjenesteydelser i form af opbevaring og forvaltning af finansielle instrumenter for kundernes regning, jf. reglerne der gennemfører bilag I, afsnit B, nr. 1, i direktiv 2004/39/EF. Fondsmæglerselskabet skal tillige have tilladelse til at opbevare og forvalte finansielle aktiver for kunder. Ligesom for kreditinstitutter er der ikke noget krav om, at fondsmæglerselskaber skal have hjemsted i Danmark eller være etableret i Danmark. Artikel 20 i direktiv 2006/49/EF er i Danmark gennemført i § 125 i lov om finansiel virksomhed. Bilag I, afsnit B, nr. 1, i direktiv 2004/39/EF er i Danmark gennemført i bilag 4, afsnit A.

Det følger af det foreslåede stk. 1, nr. 3, at andre kategorier af foretagender, der er underlagt tilsynsmæssig regulering og løbende overvågning, og som den 21. juli 2011 tilhørte de kategorier af foretagender, som EU-landene havde fastlagt kunne vælges som depositar for UCITS i henhold til reglerne, der gennemfører artikel 23, stk. 3, i direktiv 2009/65/EF (UCITS-direktivet) kan være depositar. I Danmark omfatter dette alene pengeinstitutter med hjemsted her i landet eller pengeinstitutter med hjemsted i et EU/EØS-land m.v., som er etablerede her i landet. Artikel 23, stk. 3, i direktiv 2009/65/EF er i Danmark gennemført i § 16 i den gældende lov om investeringsforeninger m.v.

I henhold til artikel 23 i UCITS-direktivet kan EU/EØS-landene m.v. imidlertid vælge at godkende andre foretagender som depositar. Disse foretagender skal være underkastet tilsynsregler og løbende tilsyn samt yde tilstrækkelig finansiel og faglig sikkerhed for reelt at kunne udøve hvervet som depositar. Såfremt disse foretagender var godkendt som depositar for UCITS pr. 21. juli 2011 i et EU/EØS-land m.v. vil foretagendet også kunne godkendes som depositar for alternative investeringsfonde.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at for alternative investeringsfonde fra et tredjeland, og med forbehold for kravene i det foreslåede § 48, stk. 2, og det foreslåede § 49, nr. 3, kan depositaren også være et kreditinstitut eller en anden enhed af samme type som de i de foreslåede stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte enheder.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at for alternative investeringsfonde, der i en periode på 5 år efter datoen for første investering ikke har en pligt til at indløse sine investorer og hvis grundlæggende investeringspolitik hovedsageligt er at investere i udstedere eller unoterede selskaber med henblik på potentielt at opnå bestemmende indflydelse over sådanne selskaber i overensstemmelse med den foreslåede § 71, eller hvis grundlæggende investeringspolitik ikke hovedsageligt er at investere i aktiver, som skal opbevares i depot efter reglerne i det foreslåede § 51, stk. 1, nr. 1, kan Finanstilsynet tillade, at depositaren er en enhed, som udfører depositarfunktionerne som en del af dennes professionelle eller erhvervsmæssige aktiviteter, med hensyn til hvilke den pågældende enhed er registreringspligtig i medfør af lovgivning, herunder administrative bestemmelser, eller fagetiske regler, og som kan stille tilstrækkelige finansielle og professionelle garantier med henblik på at gøre den i stand til effektivt at udføre de relevante depositarfunktioner og opfylde de krav, der er forbundet med disse funktioner.

Depositarer for alternative investeringsfonde kan i modsætning til depositarer for UCITS være ikke-finansielle selskaber. Alternative investeringsfonde kan investere i reale aktiver som f.eks. faste ejendomme, skibe, skove eller andet, som ikke kan opbevares i et depot. Finansielle virksomheder er heller ikke nødvendigvis velkvalificerede til at vurdere og kontrollere sådanne aktiver. Derfor er der åbnet op for, at depositarerne kan være andre end finansielle virksomheder for så vidt angår alternative investeringsfonde, der hovedsageligt investerer i sådanne aktiver. Det kan f.eks. være valuarer af fast ejendom, advokater, revisorer for selskaber eller andre, der kan opfylde kravene om, at de kan yde tilstrækkelig finansiel og faglig sikkerhed for reelt at kunne udøve hvervet som depositar for den alternative investeringsfond.

De alternative investeringsfonde, herunder f.eks. fast ejendomsfonde og kapitalfonde, som ikke opfylder kravene om 5 års indløsningspause, eller hvis grundlæggende investeringspolitik ikke er at investere i udstedere eller unoterede selskaber med henblik på at opnå kontrol med disse, skal vælge en depositar, som er omfattet af de foreslåede stk. 1 og 2. Depositaren kan delegere de funktioner, som depositaren ikke ønsker at varetage, til en tredjemand. Der henvises til det foreslåede § 54, stk. 2, samt bemærkningerne hertil.

I det foreslåede stk. 4 bestemmes, at fondsmæglerselskaber, som udpeges som depositarer skal have et egenkapitalgrundlag, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 730.000 euro. Dette kapitalkrav skal opfyldes løbende.

Den foreslåede § 47 gennemfører artikel 21, stk. 4, i FAIF-direktivet.

Ud fra et ønske om at undgå interessekonflikter foreslås det, at de i bestemmelsen nævnte virksomheder ikke kan udpeges som depositarer.

Af det foreslåede stk. 1 fremgår det, at virksomheder, der er forvaltere af alternative investeringsfonde, ikke kan udpeges som depositarer. Forbuddet indebærer ikke blot, at en alternativ investeringsfond ikke kan udpege sin egen forvalter som depositar, men også at fonden ikke kan udpege nogen forvaltere, der har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde eller er registreret forvalter af alternative investeringsfonde som depositar.

Det foreslås ligeledes i stk. 2, at en prime broker, der optræder som modpart til en alternativ investeringsfond, ikke kan udpeges som depositar for samme alternative investeringsfond, medmindre prime brokeren funktionelt og hierarkisk har adskilt udførelsen af sine depositaropgaver fra sine opgaver som prime broker, og de eventuelle interessekonflikter er fyldestgørende påvist, styret, overvåget og oplyst over for fondens investorer. En depositar kan dog delegere sine opbevaringsopgaver til en prime broker i overensstemmelse med den foreslåede § 54, forudsat at betingelserne i § 54, stk. 2-4, er opfyldt.

Kravet om hierarkisk og funktionel adskillelse indebærer bl.a., at det ikke må være de samme personer eller afdelinger, der varetager både prime brokeropgaver og depositaropgaver. De, der varetager de forskellige opgaver, skal ligeledes rapportere til forskellige chefer.

Kravet, om at interessekonflikter skal være fyldestgørende påvist og bliver styret og overvåget, indebærer, at man på systematisk vis løbende skal identificere interessekonflikter og styre disse.

Den foreslåede § 48 gennemfører artikel 21, stk. 5, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at depositaren skal være etableret i det land, hvor den alternative investeringsfond har hjemland, hvis depositaren er udpeget af en alternativ investeringsfond fra et EU/EØS-land m.v. Der er alene tale om et krav om, at depositaren skal være etableret i fondens hjemland, hvilket kan ske ved, at depositaren har registreret hjemsted i landet eller har etableret en filial i landet, jf. det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 13. Depositaren skal udføre sine depositarfunktioner gennem den enhed, der er etableret i fondens hjemland. Dette afskærer dog ikke depositaren fra at uddelegere enkeltfunktioner til tredjemand, hvis det er hensigtsmæssigt. Hvor mange funktioner, der kan uddelegeres, beror på et skøn. Der må dog ikke uddelegeres så mange depositarfunktioner, at der opstår tvivl om, hvorvidt depositarfunktioner varetages af den enhed, der er etableret i fondens hjemland. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 54, stk. 2, om delegation af depositarfunktioner.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at for så vidt angår alternative investeringsfonde fra et tredjeland, skal depositaren være etableret i det tredjeland, hvor den alternative investeringsfond er etableret, i hjemlandet for den forvalter, der forvalter den alternative investeringsfond eller i referencelandet for den forvalter, der forvalter den alternative investeringsfond.

Den foreslåede § 49 gennemfører artikel 21, stk. 6, i FAIF-direktivet.

Hvis en depositar ikke er etableret i et EU/EØS-land m.v., stilles der krav om, at Finanstilsynet skal have indgået aftaler om samarbejde og udveksling af oplysninger med de kompetente myndigheder i depositarens hjemland. Det fremgår af den foreslåede § 48, at det kun vil være muligt at udpege en depositar etableret i et tredjeland, såfremt den alternative investeringsfond, som depositaren udpeges for, også er etableret i det tredjeland, i hjemlandet for den forvalter der forvalter den alternative investeringsfond, eller i referencelandet for den forvalter der forvalter den alternative investeringsfond.

Af det foreslåede nr. 1 fremgår, at hvis en alternativ investeringsfond fra et tredjeland forvaltes af en forvalter med hjemland i Danmark eller markedsføres i Danmark, skal Finanstilsynet have indgået en aftale om samarbejde og udveksling af oplysninger med depositarens kompetente myndigheder.

Af det foreslåede nr. 2 fremgår, at såfremt en alternativ investeringsfond fra et tredjeland skal markedsføres i andre EU/EØS-lande m.v. end Danmark, skal der være indgået en aftale mellem depositarens kompetente myndigheder og de kompetente myndigheder i hvert af disse lande om samarbejde og udveksling af oplysninger.

Formålet med at indgå disse aftaler om samarbejde og udveksling af oplysninger er at sikre mulighederne for at føre et effektivt tilsyn med forvalteren og forvaltningen af den pågældende alternative investeringsfond. De samarbejdsaftaler, som skal indgås, vil blive standardiserede på fælleseuropæisk plan både for så vidt angår indhold og proceduren for indgåelse af aftalerne. Det forventes, at ESMA vil udarbejde et udkast til standardaftale og forhandle dem med relevante tredjelande, hvorefter de enkelte medlemslande kan underskrive aftalerne. Det vil være de kompetente myndigheder i de lande, der indgår aftalerne, der skal underskrive disse. I Danmark vil det være Finanstilsynet.

Det foreslåede nr. 3 fastslår, at depositaren skal være underlagt en effektiv tilsynsmæssig regulering, herunder krav til minimumskapital, og effektiv overvågning, som svarer til reguleringen, der gælder i Den Europæiske Union, og som håndhæves effektivt.

Artikel 21, stk. 6, 3. afsnit, i FAIF-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om, hvornår regulering, minimumskapitalkrav og overvågning skal anses for at svare til den, der gælder i Den Europæiske Union efter EU-retten og håndhæves effektivt. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret foreslås det derfor i § 60, stk. 1, nr. 2, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om vurderingen af, om tredjelandes tilsynsmæssige regulering og overvågning svarer til EU-rettens regulering i Den Europæiske Union, og om denne håndhæves effektivt. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler. Finanstilsynet kan fastsætte disse regler i medfør af det foreslåede § 60, stk. 1, nr. 2.

I nr. 4 foreslås det, at det tredjeland, hvor depositaren er etableret, ikke må være opført på FAFT’s liste over ikke-samarbejdsvillige lande og territorier. Hvis landet er opført på listen, kan den alternative investeringsfond ikke markedsføres i Danmark eller forvaltes af en dansk forvalter.

Det fremgår af det foreslåede nr. 5, at hvis en alternativ investeringsfond fra et tredjeland, forvaltes af en forvalter med hjemland i Danmark eller markedsføres i Danmark, skal Danmark have indgået en aftale med depositarens kompetente myndigheder, som fuldt ud overholder standarderne i artikel 26 i OECD’s modelbeskatningsoverenskomst vedrørende indkomst og formue, og som sikrer effektiv udveksling af oplysninger om skatteforhold, herunder om eventuelle multilaterale skatteaftaler.

Af det foreslåede nr. 6 fremgår det, at hvis en alternativ investeringsfond fra et tredjeland skal markedsføres i andre EU/EØS-lande m.v. end Danmark, skal der være indgået en aftale mellem depositarens kompetente myndigheder og de kompetente myndigheder i hvert af disse lande, som fuldt ud overholder standarderne i artikel 26 i OECD’s modelbeskatningsoverenskomst vedrørende indkomst og formue, og som sikrer effektiv udveksling af oplysninger om skatteforhold, herunder om eventuelle multilaterale skatteaftaler

Af det foreslåede nr. 7 fremgår, at depositaren skal være kontraktlig ansvarlig over for den alternative investeringsfond eller over for fondens investorer i overensstemmelse med de foreslåede §§ 55 og 56. Dette betyder, at den skriftlige aftale, jf. den foreslåede § 45, stk. 2, skal indeholde en kontraktretlig regulering af depositarens ansvar, og at denne regulering skal være i overensstemmelse med de foreslåede §§ 55 og 56. Der henvises til de foreslåede §§ 55 og 56 samt bemærkninger til disse bestemmelser.

Depositaren skal også udtrykkeligt have erklæret sig indforstået med at overholde den foreslåede § 54. Dette betyder, at depositaren udtrykkeligt skal have erklæret, at han ikke vil videredelegere opgaver, som er omfattet af de foreslåede §§ 50-53, dog således at depositaren kan videredelegere opgaver omfattet af den foreslåede § 51, stk. 1, om opbevaring af aktiver, hvis betingelserne i det foreslåede § 54, nr. 2-4, er opfyldt. Der henvises til de foreslåede §§ 50-54 samt bemærkningerne til disse bestemmelser.

Kravet om, at depositaren gennem en skriftlig aftale kontraktligt skal påtage sig ansvaret over for den alternative investeringsfond eller over for fondens investorer for tab af finansielle instrumenter, som findes i de foreslåede §§ 55 og 56, skyldes bl.a., at investorerne skal have en ens beskyttelse, uanset om fonden udpeger en depositar med hjemsted i et EU/EØS-land m.v., eller med hjemsted i et tredjeland.

Den foreslåede § 50 gennemfører artikel 21, stk. 7, i FAIF-direktivet og vedrører depositarens kontrolforpligtelser.

I det foreslåede stk. 1 fastslås, at depositaren skal kontrollere den alternative investeringsfonds betalingsstrømme.

I det foreslåede stk. 2 bestemmes, at depositaren skal føre særlig kontrol med, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af investorerne i forbindelse med tegning af andele i fonden er modtaget, og at alle kontanter i den alternative investeringsfond er bogført på kontantkonti, enten i fondens navn eller i forvalterens eller depositarens navn, når disse handler på vegne af fonden, hos enheder omfattet af reglerne, der gennemfører artikel 18, stk. 1, litra a, b eller c, i direktiv 2006/73/EF, eller hos tilsvarende enheder på det relevante marked, hvor kontantkonti er påkrævet, forudsat at disse er underlagt en effektiv tilsynsmæssig regulering og overvågning, som svarer til reguleringen i Den Europæiske Union, og som håndhæves effektivt og i overensstemmelse med principperne i artikel 16 i direktiv 2006/73/EF. Enheder omfattet af artikel 18, stk. 1, litra a, b og c, i direktiv 2006/73/EF er henholdsvis centralbanker, kreditinstitutter, der har tilladelse i henhold til direktiv 2000/12/EF af 20. marts 2000, og banker der har tilladelse i tredjelande.

I det foreslåede stk. 3 bestemmes, at såfremt kontantkonti oprettes i den alternative investeringsfonds depositars navn i henhold til stk. 2, må hverken midler fra den kontoførende enhed eller depositaren bogføres på sådanne konti.

FAIF-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om betingelserne for udøvelse af depositarfunktionerne. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret foreslås det derfor i § 60, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om betingelserne for udøvelse af depositarfunktionerne. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er direkte gældende i medlemslandene, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler.

Den foreslåede § 51 gennemfører artikel 21, stk. 8, og stk. 10, 3. afsnit, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 1 handler om depositarens opbevaringspligter. Alle aktiver, som tilhører den alternative investeringsfond, eller de aktiver som forvalteren forvalter på vegne af fonden, skal overdrages til depositaren til opbevaring, hvis de kan lægges i depot.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, nr. 1, litra a, at depositaren skal opbevare alle finansielle instrumenter, som kan opbevares i depot, enten på en konto, hvis de kan registreres på en konto, eller i et depot oprettet hos depositaren.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, litra b, skal depositaren ligeledes opbevare fysiske finansielle instrumenter, der kan udleveres til depositaren. Depositaren skal forestå til- og afgange af værdipapirer og likvide midler i overensstemmelse med fondens eller forvalterens instrukser således, at midlerne aldrig kommer fondens ledelse i hænde.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, litra c, skal depositaren sikre, at de opbevarede finansielle instrumenter registreres på konti eller i depoter, der er separate fra depositarens egne, og at de benyttede konti og depoter er oprettet i den alternative investeringsfonds eller dennes forvalters navn, således at de til enhver tid kan identificeres som tilhørende den alternative investeringsfond. Herudover skal registreringerne overholde reglerne i § 72 i lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i henhold til denne bestemmelse, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 1, litra d.

At depositaren skal opbevare en fonds aktiver særskilt betyder, at en fonds værdipapirer som hovedregel ikke må opbevares i samledepoter, men skal føres på individuelle konti og depoter for fonden. Imidlertid er bestemmelsen ikke til hinder for, at en fonds udenlandske værdipapirer opbevares i et samledepot i et udenlandsk kreditinstitut. I så fald skal fondens øverste ledelsesorgan eller ledelse være underrettet herom og have samtykket heri i depotaftalen.

Udtrykket »kan opbevares i depot« i det foreslåede stk 1, nr. 1, kommer fra artikel 21, stk 8, litra a, i FAIF-direktivet. I den engelske udgave af FAIF-direktivet står der i den tilsvarende bestemmelse »can be held in custody«, hvilket er bredere end det danske begreb. Et andet dansk ord, der kan siges at komme nærmere det engelske begreb er udtrykket »kan komme i forvaring«. Den danske tekst skal forstås i dette lys. Udtrykket »kan opbevares i depot« skal derfor fortolkes bredt og omfatter således også f.eks. derivater, som alene kan registreres og finansielle aktiver, som kan opbevares fysisk hos depositaren.

For andre aktiver som tilhører den alternative investeringsfond, og som ikke kan opbevares i et depot eller på en konto, skal depositaren efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra a, verificere, at den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden er ejer af aktiverne. De aktiver, som ikke kan opbevares i et depot eller registreres på en konto, vil typisk være reale aktiver som f.eks. fast ejendom, skove eller skibe m.fl.

I henhold til det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra b, skal depositaren basere vurderingen af ejerskab på dokumentation fremlagt af den alternative investeringsfond eller dennes forvalter samt på eventuelt eksisterende ekstern dokumentation.

I henhold til det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra c, skal depositaren føre register over de aktiver, som depositaren har verificeret, at den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden er ejer af. Depositaren skal løbende sikre, at registeret er ajourført. Det er en forudsætning for, at depositaren kan opfylde sine forpligtelser til at verificere den alternative investeringsfonds ejerskab af aktiver, som ikke kan opbevares i depot eller på konti, at forvalteren løbende forsyner depositaren med alle de relevante oplysninger om aktiverne, som depositaren har brug for.

I det foreslåede stk. 2 bestemmes, at depositaren ikke uden forudgående samtykke fra fonden eller dennes forvalter må sælge, pantsætte eller på anden måde disponere over den alternative investeringsfonds aktiver. Det betyder, at depositaren ikke kan benytte fondens aktiver til f.eks. værdipapirudlån eller repo-forretninger uden samtykke.

FAIF-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om betingelserne for udøvelse af depositarfunktionerne, herunder depositarfunktionerne for aktiver, som ikke kan opbevares i depot eller på konti. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret foreslås det derfor i § 60, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om betingelserne for udøvelse af depositarfunktionerne. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er direkte gældende i medlemslandene, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler.

Den foreslåede § 52 gennemfører artikel 21, stk. 9, i FAIF-direktivet.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at depositaren skal sikre, at salg, udstedelse, tilbagekøb, indløsning og annullering af andele i den alternative investeringsfond sker i overensstemmelse med gældende national ret og fondens vedtægter eller fondsbestemmelser.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, nr. 2, at depositaren skal sikre, at beregningen af den indre værdi pr. andel sker i overensstemmelse med gældende lovgivning, fondens vedtægter eller fondsbestemmelser og procedurerne i det foreslåede kapitel 6.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, nr. 3, at depositaren skal sikre, at modydelsen i forbindelse med transaktioner, som den alternative investeringsfond indgår i, leveres til fonden indenfor sædvanlige frister.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, nr. 4, at depositaren skal sikre, at den alternative investeringsfonds indtægter anvendes i overensstemmelse med gældende lovgivning og fondens vedtægter eller fondsbestemmelser.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at depositaren skal udføre forvalterens instrukser, medmindre disse strider imod gældende lovgivning eller fondens vedtægter eller fondsbestemmelser.

FAIF-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om betingelserne for udøvelse af depositarfunktionerne. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret, foreslås det derfor i § 60, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om betingelserne for udøvelse af depositarfunktionerne. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er direkte gældende i medlemslandene, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler.

Den foreslåede § 53 gennemfører artikel 21, stk. 10, i FAIF-direktivet.

Efter det foreslåede stk. 1 skal depositaren under udførelsen af sine opgaver handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og i den alternative investeringsfonds og dennes investorers interesse.

Kravet om at depositaren skal handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og i den alternative investeringsfonds og dennes investorers interesse sætter en standard for depositarens varetagelse af sine pligter. Formålet hermed er at sikre, at de alternative investeringsfondes deponerede midler bevares sikkert, og at varetagelsen af disse investeringsfondes interesser sættes meget højt også i forhold til depositarens interesse i den højst mulige indtjening.

At depositaren skal handle ærligt indebærer f.eks., at depotselskabet ikke må påføre de alternative investeringsfonde, hvis midler de har i forvaring, unødige udgifter, tab eller risici, på baggrund at et ønske om at forøge depositarens indtægter. At depositaren skal handle retfærdigt indebærer f.eks., at depositaren i varetagelsen af sine pligter ikke må tilsidesætte nogle alternative investeringsfondes interesser til fordel for andres eller egne interesser. At depositaren skal handle professionelt og uafhængigt indebærer f.eks., at depositaren ikke må medvirke til at fremme eventuelle koncernselskabers eller samhandelspartneres interesser på bekostning af de alternative investeringsfondes interesser.

Efter det foreslåede stk. 2 må depositaren ikke udføre aktiviteter, der kan skabe interessekonflikter mellem den alternative investeringsfond, fondens investorer, forvalteren og depositaren selv, medmindre depositaren funktionelt og hierarkisk har adskilt udførelsen af sine depositaropgaver fra udførelsen af de andre opgaver, der potentielt kunne skabe interessekonflikter, og de potentielle interessekonflikter er fyldestgørende påvist, styret, overvåget og oplyst til den alternative investeringsfonds investorer.

Den foreslåede bestemmelse pålægger depositaren en loyalitetsforpligtelse over for den alternative investeringsfond og dennes investorer. Det vil f.eks. være i strid med bestemmelsen, hvis depositaren tillige forvalter en alternativ investeringsfond, som forvalteren er depositar for eller køber eller sælger aktiver af eller til fonden. Det vil ligeledes være i strid med loyalitetsforpligtelsen, hvis depositaren altid eller ofte udfører sine opgaver for en alternativ investeringsfond før opgaverne for alle de andre alternative investeringsfonde, som anvender den samme depositar. Depotselskabet må ej heller fremme andre kunders interesser på bekostning af den alternative investeringsfonds interesser.

Den foreslåede § 54 gennemfører artikel 21, stk. 11, i FAIF-direktivet.

I det foreslåede stk. 1 bestemmes, at depositaren ikke må delegere opgaver omfattet af de foreslåede §§ 50-53 til tredjemand, jf. dog de foreslåede stk. 2-4.

Hovedreglen er, at depositaren ikke må delegere opgaver i forbindelse med udførelsen af depotfunktioner for alternative investeringsfonde. Der er flere undtagelser til denne hovedregel, jf. nedenfor. Der er dog en grænse for omfanget af den mængde af funktioner, der må delegeres. Der må ikke delegeres så mange funktioner, at man ikke længere kan anse depositaren som den, der rent faktisk varetager depotfunktionerne. Den situation kan anses for at være til stede, hvis hovedparten af opbevaringsfunktionerne eller hovedparten af kontrolfunktionerne er delegeret til andre.

Som undtagelse fra hovedreglen bestemmes i det foreslåede stk. 2, at opgaver omfattet af den foreslåede § 51, stk. 1, kan delegeres, såfremt en række betingelser er opfyldt.

Opgaverne må ikke delegeres i den hensigt at unddrage sig kravene i denne lov, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 1. Efter det foreslåede stk. 2, nr. 2, skal depositaren endvidere objektivt kunne begrunde delegationen.

Depositaren skal herudover have udvist tilstrækkelig dygtighed, grundighed og omhu i forbindelse med udvælgelsen af enhver tredjemand til hvem, opgaver er delegeret til, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 3, samt udvise dygtighed, grundighed og omhu i den løbende kontrol med og overvågning af tredjemandens løsning af de delegerede opgaver og derved forbundne arrangementer, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 4.

Kravene om, at depositaren skal have udvist tilstrækkelig dygtighed, grundighed og omhu i forbindelse med udvælgelse af tredjemand til hvem, opgaver er delegeret, og den løbende kontrol med og overvågning af tredjemandens løsning af de delegerede opgaver betyder, at kravene til depositarens udvælgelsesproces og kontrolproces skal sættes højt. Hvis en alternativ investeringsfond senere lider tab, og det kan sandsynliggøres, at disse tab er opstået i forbindelse med at depositaren har delegeret opgaver, vil dette tale for, at depositaren ikke har udvist tilstrækkelig dygtighed, grundighed og omhu i forbindelse med udvælgelse af tredjemand eller den løbende kontrol med tredjemandens løsning af de delegerede opgaver.

I henhold til det foreslåede stk. 2, nr. 5, skal depositaren derudover sikre, at den tredjemand, til hvem opgaver er delegeret, i forbindelse med udførelsen af disse opgaver til enhver tid opfylder nærmere bestemte betingelser. Efter det foreslåede stk. 2, nr. 5, litra a, skal depositaren bl.a. påse, at tredjemandens organisation og kompetencer er tilstrækkelige i forhold til arten og kompleksiteten af de aktiver, der tilhører den alternative investeringsfond eller forvalteren på vegne af fonden, som er overdraget til opbevaring hos tredjemanden. Det vil i praksis sige, at tredjemanden skal have erfaring med opbevaring af de pågældende instrumenter og skal have vist, at han kan opbevare dem betryggende.

Hvis depositaren delegerer opgaver omfattet af det foreslåede § 51, stk. 1, nr. 1, til en tredjemand, skal tredjemanden være underlagt en effektiv tilsynsmæssig regulering, herunder minimumskapitalkrav og overvågning i den pågældende jurisdiktion, og tredjemanden skal være underlagt periodisk ekstern revision for at sikre, at de finansielle instrumenter er i tredjemandens besiddelse, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 5, litra b. Efter det foreslåede stk. 2, nr. 5, litra c, skal tredjemanden holde depositarens kunders aktiver adskilte fra depositarens og tredjemandens egne aktiver på en måde, så de til enhver tid kan identificeres som tilhørende den specifikke kunde hos depositaren. Kravet om adskillelse anses ikke for opfyldt, hvis depositarens kunders aktiver opbevares på samme depot som depositarens eller tredjemandens egne aktiver.

Tredjemanden må ikke sælge, pantsætte eller på anden måde disponere over aktiverne uden forudgående at have fået samtykke til dette fra den alternative investeringsfond eller dennes forvalter og at have underrettet depositaren herom, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 5, litra d. Endeligt skal tredjemand i henhold til det foreslåede stk. 2, nr. 5, litra e, overholde pligterne og forbuddene i de foreslåede §§ 51 og 53.

FAIF-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om, hvorledes kravene til tilstrækkelig dygtighed, grundighed og omhu skal opfyldes og de krav, der stilles til tredjemandens adskillelse af kunders aktiver fra depositarens og tredjemandens egne aktiver. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret, foreslås det derfor i den foreslåede § 60, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om depositarens forpligtelser i forbindelse med udvælgelse og overvågning af tredjemand ved delegation af depositaropgaver og kravene til tredjemandens adskillelse af kunders aktiver fra depositarens og tredjemandens egne aktiver. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er direkte gældende i medlemslandene, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler

I det foreslåede stk. 3 bestemmes, at depositaren kan delegere til tredjemand uanset, at kravene i det foreslåede § 54, stk. 2, nr. 5, litra b, ikke er opfyldt, hvis en række betingelser er opfyldt. For det første skal delegationen gælde finansielle instrumenter, som er omfattet af et tredjelands lovgivning, der kræver, at disse skal opbevares i depot hos en lokal enhed, jf. det foreslåede stk. 3, nr. 1. Herudover må der ikke delegeres funktioner i videre omfang end krævet, som følge af tredjelands lovgivning, jf. det foreslåede stk. 3, nr. 2. Derudover må der heller ikke være nogen lokal enhed, der opfylder kravene i det foreslåede § 54, stk. 2, nr. 5, litra b, for delegation, jf. det foreslåede stk. 3, nr. 3. Efter det foreslåede stk. 3, nr. 4, skal investorerne i den alternative investeringsfond tillige forud for deres investering i fonden behørigt informeres om, at delegationen er påkrævet på grund af regler i tredjelandet og om omstændighederne, der retfærdiggør delegationen. Endeligt skal den alternative investeringsfond eller dens forvalter have pålagt depositaren at delegere opbevaring af sådanne finansielle instrumenter til den lokale enhed, jf. det foreslåede stk. 3, nr. 5.

I det foreslåede stk. 4 bestemmes, at delegation efter det foreslåede stk. 3 kun kan opretholdes så længe, de pågældende finansielle instrumenter er omfattet af et tredjelands lovgivning, der kræver, at disse skal opbevares i depot hos en lokal enhed, at delegationen af funktionerne er krævet som følge af tredjelands lovgivning, og så længe der ikke er nogen lokal enhed, der opfylder kravene i det foreslåede § 54, stk. 2, nr. 5, litra b, for delegation. Hvis en af disse betingelser ændrer sig, kan delegation efter det foreslåede stk. 3 ikke længere opretholdes.

Efter det foreslåede stk. 5 kan tredjemand videredelegere de opgaver, som er delegeret til tredjemand efter det foreslåede stk. 2 og 3 under forudsætning af, at videredelegationen opfylder samme krav, som gælder for depositarens delegation. Den foreslåede § 56 finder anvendelser på de relevante parter i tilfælde af videredelegation. Relevante parter kan i denne sammenhæng være tredjemand, eller den som tredjemand videredelegerer opgaverne til.

I det foreslåede stk. 6 bestemmes, at levering af ydelser via værdipapirafviklingssystemer, der er omfattet af reglerne, der gennemfører direktiv 98/26/EF om endelig afregning i betalingssystemer og levering af ydelser via tredjelandes værdipapirafviklingssystemer, ikke anses som delegering af depositarfunktioner.

Den foreslåede § 55 gennemfører artikel 21, stk. 12, i FAIF-direktivet.

I det foreslåede stk. 1 bestemmes, at depositaren er ansvarlig over for den alternative investeringsfond eller fondens investorer for tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot efter reglerne i det foreslåede § 51, stk. 1, nr. 1, som er forårsaget af depositaren eller tredjemand, til hvem opgaven er delegeret.

I det foreslåede stk. 2 bestemmes, at depositaren i tilfælde af tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot uden unødigt ophold skal yde en erstatning til den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden i form finansielle instrumenter af samme type eller et beløb svarende til værdien af disse.

I det foreslåede stk. 3 bestemmes, at depositaren ikke er ansvarlig for tab efter de foreslåede stk. 1 og 2, såfremt denne kan bevise, at tabet skyldes en ekstern hændelse, som depositaren ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selvom depositaren havde truffet alle rimelige forholdsregler.

FAIF-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om, hvornår begivenheder er eksterne begivenheder, som depositaren ikke er ansvarlig for, og om betingelserne for og omstændighederne hvorunder finansielle instrumenter, der opbevares i depot, skal anses for at være tabt. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret foreslås det derfor i § 60, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, hvornår der er tale om eksterne hændelser, som depositaren ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selvom depositaren havde truffet alle rimelige forholdsregler. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er direkte gældende i medlemslandene, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler.

Efter det foreslåede stk. 4 er depositaren endvidere ansvarlig over for den alternative investeringsfond eller dennes investorer for ethvert andet tab, som disse måtte lide som følge af depositarens uagtsomme eller forsætlige misligholdelse af sine forpligtelser efter denne lov. Det vil sige, at depositarens ansvar for andre tab er lempeligere end for tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot. Her kan der f.eks. være tale om tab som følge af mangelfuld verificering og registrering af fondens ejendomsret til et realt aktiv.

Den foreslåede § 56 gennemfører artikel 21, stk. 13, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at depositarens ansvar ikke påvirkes af en eventuel delegation omfattet af den foreslåede § 54.

Efter det foreslåede stk. 2 kan depositaren uanset stk. 1 frigøre sig for sit erstatningsansvar i forbindelse med tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot hos tredjemand efter reglerne om delegation i den foreslåede § 54, hvis depositaren kan bevise, at de i nr. 1-3 angivne betingelser er opfyldt. Efter det foreslåede stk. 2, nr. 1, skal alle krav til delegation af opbevaringen af finansielle instrumenter efter den foreslåede § 54 være opfyldt. Endvidere skal der efter det foreslåede stk. 2, nr. 2, have været indgået en skriftlig aftale imellem depositaren og tredjemanden, som udtrykkeligt overdrager depositarens erstatningsansvar til tredjemanden, og samtidig gør det muligt for den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden, at gøre et krav gældende overfor tredjemanden i tilfælde af tab af finansielle instrumenter, eller gør det muligt for depositaren at gøre et sådant krav gældende på vegne af den alternative investeringsfond. Endelig skal der efter det foreslåede stk. 2, nr. 3, være indgået en skriftlig aftale imellem depositaren og den alternative investeringsfond, eller dennes forvalter på vegne af fonden, som udtrykkeligt tillader en sådan frigørelse fra erstatningsansvaret, og som giver den objektive begrundelse for at indgå en sådan aftale om depositarens frigørelse fra erstatningsansvar.

FAIF-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om, hvornår der er en objektiv grund til at indgå en aftale om ansvarsfrigørelse. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret foreslås det derfor i det foreslåede § 60, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, hvilke betingelser og omstændigheder, der skal forelægge for, at der er objektive grunde til at indgå en aftale, der frigør depositaren for dennes erstatningsansvar. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er direkte gældende i medlemslandene, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler.

Den foreslåede § 57 gennemfører artikel 21, stk. 14, i FAIF-direktivet.

Efter det foreslåede § 57 kan depositaren frigøre sig fra sit erstatningsansvar, når lovgivningen i et tredjeland kræver, at visse finansielle instrumenter skal opbevares i depot hos en lokal enhed, og der ikke er nogen lokale enheder, der opfylder delegeringskravene i det foreslåede § 54, stk. 2, nr. 5, litra b, hvis de i nr. 1-5, nævnte betingelser er opfyldt. Efter det foreslåede nr. 1 skal den alternative investeringsfonds vedtægter eller fondsregler udtrykkeligt give mulighed for en sådan frigørelse fra erstatningsansvar. Endvidere skal investorerne i den alternative investeringsfond efter det foreslåede nr. 2 forud for deres investering i fonden være behørigt informeret om frigørelsen fra erstatningsansvar og de omstændigheder, der berettiger den. Videre skal den alternativ investeringsfond eller dens forvalter efter det foreslåede nr. 3 have pålagt depositaren at delegere opbevaringen af sådanne finansielle instrumenter til den lokale enhed. Herudover skal der efter det foreslåede nr. 4 være indgået en skriftlig aftale imellem depositaren og tredjemanden, som udtrykkeligt overdrager depositarens erstatningsansvar til tredjemanden og samtidig gør det muligt for den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden, at gøre et krav gældende overfor tredjemanden i tilfælde af tab af finansielle instrumenter, eller gør det muligt for depositaren at gøre et sådant krav gældende på vegne af den alternative investeringsfond. Endelig skal der efter det foreslåede nr. 5 være indgået en skriftlig aftale imellem depositaren og den alternative investeringsfond eller dens forvalter på vegne af fonden, som udtrykkeligt tillader en sådan frigørelse fra erstatningsansvaret

Den foreslåede § 58 gennemfører artikel 21, stk. 15, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af bestemmelsen, at hvis en depositar eller tredjemand er ifaldet ansvar over for den alternative investeringsfonds investorer, kan dette ansvar gældende direkte eller indirekte igennem fondens forvalter, alt efter den juridiske karakter af forholdet imellem depositaren, fondens forvalter og fondens investorer.

Depositaren kan f.eks ifalde et ansvar for værdipapirer, som er gået tabt, mens de er i depositarens varetægt, jf. den foreslåede § 55. Tredjemand, til hvem depositaren har delegeret opgaver, kan f.eks. ifalde et ansvar over for fondens investorer, såfremt depositaren og indgået en skriftlig aftale, hvorefter depositaren har overdraget ansvaret til tredjemand, jf. den foreslåede § 56, stk. 2, nr. 2. Bestemmelsen giver som udgangspunkt den enkelte investor i den alternative investeringsfond, som ejede værdipapirerne, mulighed for selv individuelt at kræve sig erstattet for tabet hos depositaren. Investoren kan også vælge at gøre sit krav gældende sammen med de andre investorer gennem fondens forvalter. Investorens mulighed for selv frit at vælge, om han vil gøre kravet gældende individuelt eller sammen med de andre investorer skal dog respektere eventuelle aftaler herom imellem depositaren, fondens forvalter og fondens investorer, som investoren har indgået eller tiltrådt ved sin investering i fonden.

Den foreslåede § 59 gennemfører artikel 21, stk. 16, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af den foreslåede § 59, at en depositar efter anmodning skal stille alle de oplysninger til rådighed for depositarens kompetente myndigheder, som depositaren har indhentet under udførsel af sine opgaver, og som kan være nødvendige for den alternative investeringsfonds og dennes forvalters kompetente myndigheder. Depositaren skal stille disse oplysninger til rådighed for de kompetente myndigheder af hensyn til at muliggøre det bedst mulige tilsyn med forvalteren af den alternative investeringsfond. Det fremgår endvidere, at såfremt den alternative investeringsfond eller dennes forvalters kompetente myndigheder er forskellige fra depositarens, skal depositarens kompetente myndigheder straks videregive de modtagne oplysninger til den alternative investeringsfond og dennes forvalters kompetente myndigheder. De kompetente myndigheder for depositaren skal således bistå de kompetente myndigheder for den alternative investeringsfond eller dennes forvalter.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 21, stk. 17, og artikel 21, stk. 6, 3. afsnit, i FAIF-direktivet. I henhold til den foreslåede bestemmelse kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler til udfyldelse af en række af lovens bestemmelser vedrørende depositaren. Finanstilsynet kan således blandt andet fastsætte regler om depositaraftalens indhold, vurdering af om tredjelandes tilsynsmæssige regulering og overvågning svarer til EU-retten og håndhæves effektivt, betingelserne for udførelsen af depositarfunktionerne, depositarens forpligtelser i forbindelse med udvælgelse og overvågning af tredjemand ved delegation af depositaropgaver og de krav der stilles til tredjemands adskillelse af depositarens egne aktiver fra sine kunders aktiver. Bestemmelsen indeholder endvidere en bemyndigelse til, at Finanstilsynet kan fastsætte regler om de nærmere betingelser for og omstændigheder, hvorunder finansielle aktiver, som depositaren er ansvarlig for, skal anses for at være gået tabt, hvad der skal forstås ved eksterne hændelser samt hvilke betingelser og omstændigheder, der skal foreligge for, at der er objektive grunde til at indgå en aftale, der frigør depositaren for dennes erstatningsansvar.

FAIF-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler vedrørende de i bestemmelsen angivne forhold i gennemførelsesretsakter. Der stilles derfor forslag om, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler på de områder, hvor EU-Kommissionen og ESMA skal komme med udfyldende bestemmelser. Finanstilsynet vil benytte bemyndigelserne til at fastsætte regler, som er nødvendige for at gennemføre de regler, som EU-Kommissionen vedtager. Finanstilsynet agter ikke at fastsætte regler, som indeholder yderligere krav end de, som EU-Kommissionen og ESMA fastsætter. Det er ikke muligt at redegøre nærmere for indholdet af disse regler, der vil blive fastsat, fordi EU-Kommissionen endnu ikke har udstedt gennemførelsesretsakter. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er direkte gældende i medlemslandene, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler.

Den foreslåede § 61 implementerer artikel 22 og artikel 24, stk. 3, litra a, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 1 fastslår, at en forvalter, for hver af de alternative investeringsfonde fra et EU/EØS-land m.v. som forvalteren forvalter, senest 6 måneder efter udgangen af hvert af den alternative investeringsfonds regnskabsår skal stille en årsrapport til rådighed. På samme måde skal en forvalter, for hver af de alternativ investeringsfonde som forvalteren markedsfører i et EU/EØS-land m.v., senest 6 måneder efter udløbet af den alternativ investeringsfonds regnskabsår stille en årsrapport til rådighed. Reglen i det foreslåede stk. 1 berører ikke den alternative investeringsfonds pligt til udarbejdelse, indsendelse, offentliggørelse m.v. af årsrapporter i henhold til f.eks. den danske årsregnskabslov eller anden lovgivning. Bestemmelsen udelukker dog ikke, at den årsrapport, som forvalteren skal kunne stille til rådighed, er identisk med den årsrapport, som den alternative investeringsfond skal aflægge i henhold til årsregnskabsloven eller anden lovgivning, se dog det foreslåede stk. 5.

Det foreslåede stk. 2 indeholder et krav om, at forvalteren efter anmodning skal fremsende årsrapporten til Finanstilsynet. Hvis den alternative investeringsfond ikke er beliggende i Danmark, skal forvalteren endvidere efter anmodning stille årsrapporten til rådighed for den kompetente myndighed i den alternative investeringsfonds hjemland. Investorerne i en alternativ investeringsfond har ligeledes krav på, efter anmodning herom, at få tilsendt den udarbejdede årsrapport for den pågældende alternative investeringsfond. Det foreslåede stk. 2 berører ikke reglerne i årsregnskabsloven eller anden lovgivning, som regulerer den alternative investeringsfonds aflæggelse af årsrapport, herunder indsendelsesfristerne herfor.

Det foreslåede stk. 3 opremser minimumskravene til indholdet i den pågældende årsrapport, som skal stilles til rådighed af forvalteren. Hvis en alternativ investeringsfond f.eks. aflægger årsrapport efter reglerne i årsregnskabsloven, vil en række af de krav, der stilles til årsrapporten efter de foreslåede bestemmelser, allerede være stillet efter årsregnskabsloven. Hvis en alternativ investeringsfond således aflægger årsregnskab efter årsregnskabsloven som klasse B virksomhed vil oplysningerne i det foreslåede stk. 3, nr. 1 og 2, allerede kræves i medfør af årsregnskabsloven. Ligeledes vil det foreslåede stk. 2, nr. 3 være opfyldt, hvis den alternative investeringsfond herudover har valgt at følge oplysningskravet i § 99, nr. 4, i årsregnskabsloven.

Det foreslåede stk. 4 fastslår, at årsrapporten, som skal stilles til rådighed af forvalteren, skal udarbejdes i overensstemmelse med de regnskabsmæssige regler og standarder i den alternative investeringsfonds hjemland, eller de regnskabsmæssige standarder i det tredjeland, hvor den alternative investeringsfond er etableret samt i overensstemmelse med de regnskabsmæssige bestemmelser, der fremgår af den alternative investeringsfonds vedtægter eller fondsbestemmelser. Hvis den alternative investeringsfond er et almindeligt aktieselskab omfattet af årsregnskabsloven betyder det f.eks., at årsregnskabslovens regler finder anvendelse ved udarbejdelse og opstilling af balancen. Hvis selskabets vedtægter indeholder regler om udarbejdelse af regnskabsmæssige oplysninger, skal disse ligeledes iagttages. Det forudsættes, at sådanne regler og vedtægter ikke er i strid med gældende regnskabslovgivning for den pågældende alternative investeringsfond.

Det foreslåede stk. 5 kræver, at alle regnskabsoplysninger, der er indeholdt i den i stk. 1 omtalte årsrapport, skal være revideret af en eller flere revisorer, der er godkendt i henhold til reglerne, der gennemfører direktiv 2006/43/EF. Kravet om revision retter sig alene mod den årsrapport, og herunder kravene i stk. 3, som forvalteren skal stille til rådighed. Det er således forvalteren, der har pligt til at kunne stille en revideret årsrapport til rådighed. Revisionspåtegningen inklusive eventuelle forbehold skal gengives ubeskåret i årsrapporten. For forvaltere, der markedsfører alternative investeringsfonde, der er fra et tredjeland, kan årsrapporterne fra disse fonde revideres i overensstemmelse med gældende internationale revisionsstandarder i det land, hvor fonden har sit registrerede hjemsted.

Det foreslåede stk. 6 fastslår, at såfremt den alternative investeringsfond i henhold til national regulering, skal offentliggøre en årsrapport senest 6 måneder efter regnskabsårets udløb, er det kun de oplysninger, der er nævnt i det foreslåede stk. 3, som ikke allerede indgår i den reviderede og offentliggjorte årsrapport, som forvalteren er forpligtet til at stille til rådighed eller fremsende i henhold til de foreslåede stk. 1 og 2. Dette kan ske separat eller som en tilføjelse til årsrapporten. Hvis nogle af de oplysninger, som er nævnt i det foreslåede stk. 3, udleveres separat som et supplement til en årsrapport, der er offentliggjort som nævnt i stk. 6, 1. pkt., skal forvalteren samtidig oplyse, at de øvrige oplysninger kan findes i den offentliggjorte årsrapport og henvise til det sted, hvor årsrapporten er offentliggjort. FAIF-direktivet indeholder kun mulighed for, at undtagelsen i den foreslåede stk. 6 benyttes, når der er tale om, at den alternative investeringsfond er børsnoteret. Det foreslås i stk. 6, at undtagelsen også vil gælde, når den alternative investeringsfond skal offentliggøre en årsrapport på andet grundlag end efter transparensdirektivet (direktiv 2004/109/EF). Lempelsen sikrer, at selskaber, der offentliggør årsrapport efter anden national regulering, kan benytte undtagelsen.

Det foreslåede stk. 7 gennemfører artikel 22, stk. 4, i FAIF-direktivet. I henhold til den foreslåede bestemmelse, kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler for årsrapportens indhold og form. Reglerne skal afpasses efter den type alternative investeringsfond, de gælder for. FAIF-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler vedrørende de i bestemmelsen angivne forhold i gennemførelsesretsakter. Der stilles derfor forslag om, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler på de områder, hvor EU-Kommissionen skal udarbejde udfyldende bestemmelser. Finanstilsynet vil benytte bemyndigelserne til at fastsætte regler, som er nødvendige for at gennemføre de regler, som EU-Kommissionen fastsætter. Finanstilsynet forventer ikke at fastsætte regler, som indeholder yderligere krav end de, som EU-Kommissionen fastsætter. Det er ikke muligt at redegøre nærmere for indholdet af disse regler, der vil blive fastsat, fordi EU-Kommissionen endnu ikke har udstedt gennemførelsesretsakter. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er direkte gældende i medlemslandene, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler.

Den foreslåede § 62 gennemfører artikel 23, stk. 1 og 2, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 1, nr. 1-25, indeholder en række krav til, hvilke oplysninger forvalteren skal stille til rådighed for investorerne i den alternative investeringsfond. Kravet gælder for hver alternativ investeringsfond fra et EU/EØS-land m.v., som den forvalter, samt for hver alternativ investeringsfond, som forvalteren markedsfører i et EU/EØS-land m.v. Oplysningerne skal stilles til rådighed for fondens investorer på den måde og under det navn, der er angivet i fondens vedtægter eller fondsbestemmelser. Dette skal ske, inden investorerne investerer i den alternative investeringsfond. En del af de informationer, der skal gives, er information om vilkårene for at investere i den pågældende fond, og det er vigtigt, at investorerne har adgang til denne information, inden de træffer deres beslutning om at investere. Forvalteren skal stille oplysninger samt eventuelle væsentlige ændringer af oplysningerne nævnt i nr. 1-25 til rådighed for fondens investorer.

Efter det foreslåede nr. 1 skal forvalteren stille en beskrivelse af den alternative investeringsfonds investeringsstrategi og investeringsmålsætninger til rådighed for investorerne.

Efter det foreslåede nr. 2 skal forvalteren oplyse, hvor en eventuel master-fond er etableret.

Efter det foreslåede nr. 3 skal forvalteren, hvis den alternative investeringsfond har en fund-of-funds struktur, oplyse, hvor de underliggende fonde er etableret.

Efter det foreslåede nr. 4 skal forvalteren stille en beskrivelse af de typer aktiver, som den alternative investeringsfond kan investere i til rådighed for investorerne. Ved »typer aktiver« forstås de forskellige aktiv-klasser, finansielle instrumenter eller andre aktiver, herunder reale aktiver, som den alternative investeringsfond kan investere i.

Efter det foreslåede nr. 5 skal forvalteren stille en beskrivelse af den eller de fremgangsmåder, som den alternative investeringsfond kan benytte, når den investerer, og de risici der er forbundne med sådanne fremgangsmåder til rådighed for investorerne.

Efter det foreslåede nr. 6 skal forvalteren stille en beskrivelse af alle gældende investeringsbegrænsninger til rådighed for investorerne. Der skal ved »gældende investeringsbegrænsninger« forstås alle væsentlige investeringsbegrænsninger som fastsat i vedtægterne eller fondsbestemmelserne eller af den alternative investeringsfonds bestyrelse.

Efter det foreslåede nr. 7 skal forvalteren stille en beskrivelse af de omstændigheder, hvorunder den alternative investeringsfond kan anvende gearing, herunder hvilke former for gearing og hvilke kilder til gearing fonden kan benytte, eventuelle begrænsninger for brug af gearing samt alle risici forbundne med fondens brug af gearing til rådighed for investorerne.

Efter det foreslåede nr. 8 skal forvalteren oplyse om det maksimale niveau for gearing.

Efter det foreslåede nr. 9 skal forvalteren stille en beskrivelse af mulighederne for at genanvende den alternative investeringsfonds aktiver og sikkerhed stillet af fonden til rådighed for investorerne.

Efter det foreslåede nr. 10 skal forvalteren stille en beskrivelse af de procedurer, hvorefter den alternative investeringsfond kan ændre sin investeringsstrategi eller investeringspolitik eller begge til rådighed for investorerne.

Efter det foreslåede nr. 11 skal forvalteren stille en beskrivelse af de vigtigste retlige konsekvenser af at indgå en aftale om at investere i den alternative investeringsfond til rådighed for investorerne. Herunder skal der oplyses om jurisdiktion, lovvalg og om der findes juridiske sikringsakter, der skal iagttages for at sikre fuldbyrdelse og anerkendelse i den jurisdiktion, hvor den alternative investeringsfond er etableret.

Efter det foreslåede nr. 12 skal forvalteren oplyse om identifikation af den alternative investeringsfonds forvalter, depositar, revisor og alle andre leverandører af tjenesteydelser inklusive en beskrivelse af deres forpligtelser og investorernes rettigheder i forhold til disse.

Efter det foreslåede nr. 13 skal forvalteren stille en beskrivelse af hvordan forvalteren af den alternative investeringsfond opfylder kravene i § 16, stk. 5, til rådighed for investorerne. Det vil sige oplysninger om, hvorvidt forvalteren har tegnet en erhvervsansvarsforsikring. Eventuelle kutymer om ikke at oplyse, hvilke forsikringer forvalteren har tegnet, må vige for dette krav.

Efter det foreslåede nr. 14 skal forvalteren stille en beskrivelse af enhver forvaltningsopgave, som den alternative investeringsfonds forvalter har delegeret, jf. bilag 1, nr. 1 og 2, og af enhver opgave, som depositaren har delegeret til rådighed for investorerne. Beskrivelserne skal angive hvem, der har fået overdraget en opgave, og en beskrivelse af eventuelle interessekonflikter der kan opstå i forbindelse med delegationerne.

Efter det forslåede nr. 15 skal forvalteren stille en beskrivelse af de metoder og procedurer den alternative investeringsfond har fastlagt efter § 29, stk. 1, for værdi- og prisansættelse af fondens aktiver og forpligtelser, og herunder de metoder der benyttes for værdiansættelse af aktiver og forpligtelser, der er svære at værdiansætte til rådighed for investorerne.

Efter det foreslåede nr. 16 skal forvalteren stille en beskrivelse af den alternative investeringsfonds styring af likviditetsrisici, herunder en beskrivelse af investorernes ret til at blive indløst både under normale og ekstraordinære omstændigheder samt de aftaler, der er indgået med investorer om indløsning til rådighed for investorerne.

Efter det foreslåede nr. 17 skal forvalteren stille en beskrivelse af alle gebyrer og omkostninger med angivelse af de maksimale beløb, som direkte eller indirekte afholdes af investorerne til rådighed for investorerne.

Efter det foreslåede nr. 18 skal forvalteren stille en beskrivelse af, hvordan forvalteren sikrer, at alle investorer behandles retfærdigt til rådighed for investorerne.

Efter det foreslåede nr. 19 skal forvalteren hvis en eller flere investorer opnår fortrinsbehandling, eller retten til fortrinsbehandling, stille oplysninger om fortrinsbehandlingen, typen af investorer, der kan opnå en sådan behandling, og, hvis det er relevant, den eller disses juridiske eller økonomiske tilknytning til den alternative investeringsfond eller forvalteren til rådighed for investorerne.

Efter det foreslåede nr. 20 skal forvalteren stille den seneste årsrapport som omhandlet i § 61 til rådighed for investorerne.

Efter den foreslåede nr. 21 skal forvalteren oplyse om proceduren og betingelserne for udstedelse og salg af andele.

Efter det foreslåede nr. 22 skal forvalteren oplyse om den alternative investeringsfonds seneste indre værdi eller markedspris pr. andel.

Efter det foreslåede nr. 23 skal forvalteren oplyse om den alternative investeringsfonds historiske resultater, hvis sådanne er tilgængelige.

Efter det foreslåede nr. 24 skal forvalteren, hvis den alternative investeringsfond benytter en prime broker, oplyse om identiteten af prime brokeren, og alle væsentlige aftaler med prime brokeren skal beskrives inklusive en beskrivelse af, hvordan eventuelle interessekonflikter håndteres, og i givet fald den bestemmelse i aftalen med den alternative investeringsfonds depositar som vedrører mulighed for overførsel og genanvendelse af fondens aktiver, samt en beskrivelse af enhver overførsel af ansvar til prime brokeren.

Efter det foreslåede nr. 25 skal forvalteren stille en beskrivelse af hvordan og hvornår oplysningerne omfattet af §§ 64 og 65 offentliggøres til rådighed for investorerne.

Det foreslåede stk. 2 indeholder et krav om, at forvalteren skal informere den alternative investeringsfonds investorer om eventuelle foranstaltninger, som depositaren har truffet med henblik på at frigøre sig helt eller delvist for ansvar, jf. det foreslåede § 56, stk. 2. Forvalteren skal straks informere den alternative investeringsfonds investorer, hvis der sker ændringer i depositarens ansvar.

Depositarens rolle er at sikre fondens aktiver, og det er derfor særdeles vigtigt for investorerne, hvis depositaren frigøres helt eller delvist for sit ansvar. Hvis depositaren frigøres helt eller delvist for sit ansvar, skal der efter reglerne i den foreslåede § 56 kunne gøres et ansvar gældende over for den, depositarens opgaver er delegeret til. Investorerne må i en sådan situation have tilstrækkelig information til, at de kan forholde sig til den risiko, som depositarens ansvarsfrigørelse eventuelt måtte påføre fonden.

I det omfang Finanstilsynet tillader markedsføring i henhold til det foreslåede § 5, stk. 3, af fonde til detailinvestorer, vil oplysningerne i det foreslåede stk. 1 også skulle stilles til rådighed for disse investorer. Imidlertid kan der som følge af det øgede beskyttelsesbehov, der er over for detailinvestorer, være behov for, at en detailinvestor på en letforståelig og tilgængelig måde også uden at anmode herom får information om en række forhold af særlig betydning for investoren. Det foreslås derfor i stk. 3, at der indsættes en hjemmel til, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om hvilke oplysninger, som en detailinvestor skal have udleveret i forbindelse med markedsføringen, og i hvilken form denne information skal gives.

Den foreslåede § 63 gennemfører artikel 23, stk. 3, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af den foreslåede § 63, at hvis den alternative investeringsfond skal offentliggøre et prospekt efter reglerne, der gennemfører direktiv 2003/71/EF, skal forvalteren kun offentliggøre de oplysninger, der er nævnt i de foreslåede § 62, stk. 1 og 2, som ikke allerede indgår i prospektet. Offentliggørelsen kan ske separat eller som et tillæg til prospektet.

Den foreslåede § 64 gennemfører artikel 23, stk. 4, i FAIF-direktivet.

Efter bestemmelsen skal forvalteren for hver alternativ fond fra et EU/EØS-land m.v., som den forvalter, samt for hver alternativ investeringsfond, som forvalteren markedsfører i et EU/EØS-land m.v., regelmæssigt oplyse fondens investorer om andelen i procent af en fonds aktiver, der på grund af deres illikvide natur er omfattet af særlige foranstaltninger, jf. det foreslåede nr. 1, alle nye ordninger til styring af fondens likviditet, jf. det foreslåede nr. 2, samt fondens aktuelle risikoprofil og de risikostyringssystemer forvalteren benytter til at styre fondens risici, jf. det foreslåede nr. 3.

Hvilke særlige foranstaltninger en fond kan benytte sig af for at håndtere særligt illikvide aktiver, reguleres af lovgivningen i fondens hjemland, og det er derfor ikke muligt at definere, hvad disse foranstaltninger er. I nogle lande er det f.eks. muligt at adskille aktiver og give udtrædende investorer andel i disse frem for at indløse investorerne med kontanter. En sådan fremgangsmåde kaldes ofte for »side pockets«. Andre særlige foranstaltninger kan være udskydelse af muligheden for at blive indløst eller ekstraordinært høje indløsningsfradrag.

Oplysningerne efter denne bestemmelse skal regelmæssigt gives til investorerne. Hvis der ofte sker skift i fondens likviditetsmæssige situation, vil det medføre øgede krav til, hvor ofte forvalteren skal informere investorerne.

Den foreslåede § 65 gennemfører artikel 23, stk. 5, i FAIF-direktivet.

Efter den foreslåede bestemmelse skal forvalteren for hver alternativ investeringsfond fra et EU/EØS-land m.v., som den forvalter og hvor fonden benytter gearing, med regelmæssige mellemrum oplyse investorerne om enhver ændring i det maksimale gearingsniveau, som forvalteren kan benytte på vegne af den alternative investeringsfond, og oplyse enhver ret til at genanvende stillet sikkerhed eller anden garanti stillet i henhold til den aftale, der muliggør gearingen, jf. det foreslåede nr. 1. Endvidere skal oplyses det totale beløb, som den alternative investeringsfond er gearet med, jf. det foreslåede nr. 2.

Tilsvarende gælder for hver alternativ investeringsfond, som forvalteren markedsfører i et EU/EØS-land m.v., og hvor fonden benytter gearing.

Den foreslåede § 66 gennemfører artikel 23, stk. 6, i FAIF-direktivet.

Den foreslåede § 66 giver Finanstilsynet en hjemmel til at fastsætte nærmere regler til præcisering af forvalterens oplysningsforpligtelser, som følger af de foreslåede §§ 64 og 65.

FAIF-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler vedrørende de i bestemmelsen angivne forhold i gennemførelsesretsakter. Der stilles derfor forslag om, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler på de områder, hvor EU-Kommissionen skal komme med udfyldende bestemmelser. Finanstilsynet vil benytte bemyndigelserne til at fastsætte regler, som er nødvendige for at gennemføre de regler, som EU-Kommissionen fastsætter. Finanstilsynet agter ikke at fastsætte regler, som indeholder yderligere krav end de, som EU-Kommissionen fastsætter. Det er ikke muligt at redegøre nærmere for indholdet af disse regler, der vil blive fastsat, fordi EU-Kommissionen endnu ikke har udstedt gennemførelsesretsakter. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er direkte gældende i medlemslandene, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler.

Det foreslåede stk. 1 gennemfører artikel 24, stk. 1, i FAIF-direktivet og fastslår, at forvaltere af alternative investeringsfonde regelmæssigt skal afgive oplysninger til Finanstilsynet om de vigtigste markeder, som forvalteren handler på som led i porteføljeplejen for de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 1, de vigtigste instrumenter, som forvalteren handler med som led i porteføljeplejen for de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 2, de vigtigste instrumenter, som forvalteren handler med, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 3, de markeder, som forvalteren er medlem af eller handler på, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 4, og de væsentligste risikoeksponeringer og koncentrationer for hver alternativ investeringsfond, som forvalteren forvalter, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 5.

Det foreslåede stk. 2 gennemfører artikel 24, stk. 3, litra b, i FAIF direktivet. I henhold til bestemmelsen skal en forvalter efter anmodning fra Finanstilsynet ved udgangen af hvert kvartal indsende en liste til Finanstilsynet over de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter.

Det foreslåede stk. 3 gennemfører artikel 24, stk. 2, i FAIF-direktivet og foreskriver, at forvalteren for hver alternativ investeringsfond fra et EU/EØS-land m.v., som forvalteren forvalter, skal indsende en række oplysninger til Finanstilsynet. Dette vedrører oplysninger om den procentuelle andel af den alternative fonds aktiver, som er omfattet af særlige foranstaltninger, fordi de er illikvide, jf. det foreslåede stk. 3, nr. 1, og alle nye ordninger til styring af den alternative investeringsfonds likviditet, jf. det foreslåede stk. 3, nr. 2. Endvidere vedrører dette oplysninger om den aktuelle risikoprofil og de risikostyringssystemer for den alternative investeringsfond, som forvalteren anvender til at styre markedsrisici, likviditetsrisici, modpartsrisici og andre risici, herunder operationelle risici, jf. det foreslåede stk. 3, nr. 3, oplysninger om de vigtigste kategorier af aktiver, som den alternative investeringsfond har investeret i, jf. det foreslåede stk. 3, nr. 4, og resultaterne af de stresstest, der foretages i henhold til § 24, stk. 2, og § 25, stk. 2, jf. det foreslåede stk. 3, nr. 5.

Det foreslåede stk. 4 gennemfører artikel 45, stk. 3, i FAIF-direktivet og giver Finanstilsynet beføjelser til at kræve, at forvaltere, som Danmark er værtsland for, der forvalter eller markedsfører alternative investeringsfonde i Danmark, forsyner Finanstilsynet med de oplysninger, som Finanstilsynet skønner nødvendigt for at føre tilsyn med overholdelsen af de regler, som Danmark har ansvaret for at føre tilsyn med, herunder de foreslåede §§ 18, 19 og 23. Finanstilsynet må dog ikke kræve andre eller flere oplysninger end de oplysninger, som Finanstilsynet kan kræve af andre forvaltere med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde efter § 11, for så vidt angår kontrollen af, om de overholder de samme regler.

Efter det foreslåede stk. 5, som gennemfører artikel 24, stk. 5, i FAIF-direktivet, kan Finanstilsynet kræve, at forvaltere skal indberette andre oplysninger til Finanstilsynet end dem, der er anført i dette kapitel, hvis det er nødvendigt for, at Finanstilsynet effektivt kan overvåge opbygningen af systemiske risici. Det fremgår af bestemmelsen, at Finanstilsynet kan kræve oplysningerne regelmæssigt eller på ad hoc basis. Finanstilsynet skal underrette ESMA om de oplysningskrav, Finanstilsynet har stillet. Det foreslåede stk. 5 giver ligeledes Finanstilsynet hjemmel til at efterkomme en anmodning fra ESMA i henhold til artikel 24, stk. 5, 2. afsnit, i FAIF-direktivet, hvorefter ESMA under særlige omstændigheder, og hvor det er påkrævet for at sikre det finansielle systems stabilitet og integritet eller for at fremme langsigtet bæredygtig vækst, kan anmode Finanstilsynet om at indføre yderligere rapporteringskrav.

I henhold til artikel 24, stk. 6, litra b, i FAIF-direktivet har EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om de rapporterings- og oplysningsforpligtelser, der følger af artikel 24. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret foreslås det derfor i stk. 6, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om dette. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er direkte gældende i medlemslandene, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler.

Det foreslåede stk. 1 gennemfører artikel 24, stk. 4, 1. og 2. afsnit, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen foreskriver, at en forvalter for hver af de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter, der i væsentlig omfang anvender gearing, skal stille en række oplysninger til rådighed for Finanstilsynet. De oplysninger, som forvalteren skal stille til rådighed, vedrører det gearingsniveau, der anvendes af den alternative investeringsfond, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 1, opdelingen mellem gearing baseret på lån i kontanter eller værdipapirer og gearing i finansielle derivater, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 2, oplysninger om det omfang, hvori fondens aktiver er blevet genanvendt i henhold til gearingsaftaler, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 3, og de 5 største kilder til lånte kontanter eller værdipapirer for hver alternative investeringsfond, og de gearede beløb, der er modtaget fra hver af disse kilder for den alternative investeringsfond, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 4. En forudsætning for, at forvalteren er omfattet af pligten er, at den fond oplysningerne vedrører »i væsentligt omfang anvender gearing«. I medfør af det foreslåede stk. 4 kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler herom, jf. nedenfor.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at for forvaltere, hvis registrerede hjemsted er i et tredjeland, omfatter pligten til at stille oplysninger til rådighed for Finanstilsynet efter det foreslåede stk. 1 kun de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter, der er fra et EU/EØS-land m.v., eller som markedsføres af forvalteren i et EU/EØS-land m.v. Det foreslåede stk. 2 er en implementering af artikel 24, stk. 4, 3. afsnit, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 3 er en implementering af artikel 25, stk. 3, 1. pkt., i FAIF-direktivet. Bestemmelsen foreskriver, at forvalteren skal påvise over for Finanstilsynet, at de gearingslofter, den fastsætter for hver alternativ investeringsfond, som den forvalter, er rimelige, og at de af forvalteren fastsatte gearingslofter til enhver tid overholdes. Det er ikke en betingelse efter det foreslåede stk. 3, at gearingen er væsentlig for, at forvalteren er forpligtet til at påvise at grænserne er rimelige, og at de til enhver tid opfyldes. Ved vurderingen af om et fastsat gearingsloft er rimeligt, vil Finanstilsynet bl.a. lægge vægt på volatiliteten i værdien af de aktiver, som den alternative investeringsfond investerer i. Dette betyder, at der for en fond, der investerer i meget volatile aktiver, bør fastsættes et relativt lavere gearingsloft end for en alternativ investeringsfond, der investere i mindre volatile aktiver. Finanstilsynet vil også i sin vurdering lægge vægt på, om der i forbindelse med gearingen opstår en stor refinansieringsrisiko. I forbindelse med vurderingen af en alternativ investeringsfonds gearingsloft vil Finanstilsynet, jf. den foreslåede § 69, også vurdere effekterne på den finansielle stabilitet.

FAIF-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om, hvornår gearing efter det foreslåede stk. 1 skal anses for at være anvendt i væsentlig omfang af en forvalter på vegne af en alternativ investeringsfond. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret foreslås det derfor i stk. 4, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om dette. Finanstilsynet vil benytte bemyndigelsen til at fastsætte regler, som er nødvendige for at gennemføre de regler, som EU-Kommissionen fastsætter. Finanstilsynet agter ikke at fastsætte regler, som indeholder yderligere krav end de krav, som EU-Kommissionen fastsætter. Det er ikke muligt at redegøre nærmere for indholdet af disse regler, der vil blive fastsat, fordi EU-Kommissionen endnu ikke har udstedt gennemførelsesretsakter. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er direkte gældende i medlemslandene, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler. Det foreslåede stk. 4 er en implementering af artikel 24, stk. 6, litra a, i FAIF-direktivet.

Den foreslåede § 69 gennemfører artikel 25 i FAIF-direktivet. Formålet med den foreslåede § 69 er, at de europæiske tilsynsmyndigheder skal kunne opdage opbygningen af bobler og systemiske risici i den finansielle sektor og kunne gribe ind over for disse. Dette forudsætter en udveksling af oplysninger mellem de europæiske tilsynsmyndigheder og en koordinering af tiltag fra ESMA’s side over for de nationale tilsynsmyndigheder, herunder Finanstilsynet.

Det foreslåede stk. 1 gennemfører artikel 25, stk. 1, i FAIF-direktivet og foreskriver, at Finanstilsynet skal anvende de oplysninger, som forvaltere indsender i medfør af de foreslåede § 61, stk. 1, og §§ 67 og 68 til at vurdere, i hvilket omfang gearede investeringer, der anvendes som led i alternative investeringsfondes investeringer, bidrager til at forøge den systemiske risiko i det finansielle system, risikoen for uro på markederne eller risiciene for den økonomiske vækst på lang sigt.

Det foreslåede stk. 2 gennemfører artikel 25, stk. 2. I henhold til det foreslåede stk. 2 skal Finanstilsynet sørge for, at de oplysninger om forvaltere, som er indhentet i henhold til de foreslåede § 68, stk. 1 og 3, og de oplysninger, som forvalteren har indsendt i henhold til den foreslåede § 11, stilles til rådighed for de kompetente myndigheder i EU/EØS-landene m.v., ESMA og ESRB. Finanstilsynet skal tillige sørge for hurtigst muligt og bilateralt at sende oplysninger direkte til andre kompetente myndigheder i EU/EØS-landene m.v., hvis en forvalter, der er omfattet af deres tilsyn, eller en alternativ investeringsfond, der forvaltes af denne forvalter, vil kunne udgøre en vigtig kilde til modpartsrisiko for et kreditinstitut eller andre systemrelevante institutioner i andre EU/EØS-lande m.v.

Det foreslåede stk. 3 implementerer artikel 25, stk. 3, 1. del af 2. pkt., i FAIF-direktivet. I henhold til det foreslåede stk. 3 skal Finanstilsynet vurdere, hvilken risiko for den finansielle stabilitet en forvalters anvendelse af gearing i forbindelse med de enkelte alternative investeringsfonde, som den forvalter, vil kunne indebære.

Det foreslåede stk. 4 gennemfører artikel 25, stk. 3, 2. del af 2. pkt., i FAIF-direktivet og foreskriver, at når det skønnes nødvendigt for at sikre den finansielle stabilitet, skal Finanstilsynet, efter underretning af ESMA, ESRB, og i givet fald den relevante alternative investeringsfonds kompetente myndigheder, fastsætte grænser for det gearingsniveau, som forvalteren må anvende for de enkelte alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter. Finanstilsynet kan også fastsætte andre restriktioner i forvalterens forvaltning af en alternativ investeringsfond for at begrænse gearingens medvirken til at forøge den systemiske risiko i det finansielle system eller risikoen for uro på markederne. Finanstilsynet kan bl.a. fastsætte disse grænser for gearingen eller andre indgreb i det gearingsniveau en eller flere forvaltere må anvende efter anmodning fra ESMA.

Det foreslåede stk. 5 implementerer artikel 25, stk. 8, i FAIF-direktivet. Efter det foreslåede stk. 2 skal Finanstilsynet stille de oplysninger, som Finanstilsynet har modtaget fra en forvalter af alternative investeringsfonde om benyttelsen af gearing til rådighed for bl.a. ESMA. Efter at have modtaget disse oplysninger yder ESMA rådgivning til Finanstilsynet om den foranstaltning eller afgørelse, som Finanstilsynet har foreslået eller truffet, jf. artikel 25, stk. 6, i FAIF-direktivet. Denne rådgivning kan dreje sig om, hvorvidt vilkårene for at træffe foranstaltninger er opfyldt og om foranstaltningernes hensigtsmæssighed og varighed. ESMA kan også beslutte, at den gearing, der anvendes af en forvalter af alternative investeringsfonde eller af en gruppe af forvaltere, udgør en væsentlig risiko for det finansielle systems stabilitet og integritet og yde rådgivning til Finanstilsynet om de afhjælpende foranstaltninger, der skal træffes, herunder grænserne for det gearingsniveau som den pågældende forvalter eller gruppe af forvaltere er berettiget til at anvende. I forlængelse heraf foreslås det i stk. 5, at hvis Finanstilsynet agter at træffe en afgørelse, som er i modstrid med den rådgivning herom, som Finanstilsynet har modtaget fra ESMA, skal Finanstilsynet underrette ESMA herom med angivelse af begrundelsen herfor.

Det foreslåede stk. 6 implementerer artikel 25, stk. 3, 3. pkt., i FAIF-direktivet. Bestemmelsen pålægger Finanstilsynet at underrette ESMA, ESRB og den alternative investeringsfonds kompetente myndigheder, når Finanstilsynet har pålagt en forvalter begrænsninger i anvendelse af gearing i en alternativ investeringsfond eller andre restriktioner i forvalterens forvaltning af en alternativ investeringsfond efter det foreslåede stk. 4.

Det foreslåede stk. 7 fastslår, at Finanstilsynet skal sende den i det foreslåede stk. 4 nævnte underretning mindst 10 arbejdsdage før, at grænserne træder i kraft eller bliver forlænget. Dette gælder, medmindre særlige forhold gør sig gældende. Det foreslåede stk.7 implementerer artikel 25, stk. 4, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 8 implementerer artikel 25, stk. 9, i FAIF-direktivet. FAIF-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om, under hvilke omstændigheder og hvordan Finanstilsynet fastsætter grænser for forvalteres brug af gearing samt andre restriktioner i forvalteres forvaltning af en alternativ investeringsfond. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler foreslås det i stk. 8, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om dette. Reglerne skal fastsættes under hensyntagen til de forskellige alternative investeringsfondes strategier, de forskellige markedsforhold, hvorunder fonde opererer, og indflydelsen på konjunkturer. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er direkte gældende i medlemslandene, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler.

Den foreslåede § 70 gennemfører artikel 26, stk. 1-4, 6 og 7, i FAIF-direktivet.

Det fastslås i det foreslåede stk. 1, at reglerne i kapitel 12 gælder for forvaltere af alternative investeringsfonde, som forvalter en eller flere alternative investeringsfonde, der enten individuelt eller kollektivt på grundlag af en aftale, opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab, og forvaltere af alternative investeringsfonde, der i henhold til aftale herom samarbejder med en eller flere andre forvaltere om, at de alternative investeringsfonde, som de forvalter, kollektivt opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab. Det fremgår af det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 33, at der ved et »unoteret selskab« forstås et selskab, som har sit registrerede hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og hvis andele ikke optages til handel på et reguleret marked som omhandlet i reglerne, der gennemfører artikel 4, stk. 1, nr. 14, i direktiv 2004/39/EF.

Det foreslås i stk. 2, at forvaltere af alternative investeringsfonde, der forvalter alternative investeringsfonde, som erhverver indflydelse der ikke er bestemmende via kapitalinteresser i unoterede selskaber, som ikke er små eller mellemstore virksomheder, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 1, og som ikke er selskaber, der særligt har til formål at købe, besidde eller administrere fast ejendom, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 2, ligeledes skal oplyse Finanstilsynet om, når den alternative investeringsfond, som forvalteren forvalter, når eller krydser en af de i det foreslåede § 72, stk. 1, omhandlede grænser for stemmerettigheder.

Det foreslås i stk. 3, at de foreslåede § 73, stk. 1-3, samt den foreslåede § 75 ligeledes finder anvendelse for forvaltere, som forvalter alternative investeringsfonde, som opnår bestemmende indflydelse over udstedere. I så fald finder det foreslåede stk. 4 anvendelse med de fornødne tilpasninger. Oplysningerne skal gives til det selskab, der opnås bestemmende indflydelse over, selskabets øvrige kapitalejere, hvis identitet og adresser forvalteren er i besiddelse af, eller som forvalteren kan indhente fra det unoterede selskab eller fra et register, som forvalteren har eller kan få adgang til, og Finanstilsynet. Forvalteren skal ligeledes overholde de regler om udlodningsbegrænsning, der foreslås i § 75. Det fremgår af det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 25, at der ved »udsteder« forstås en udsteder som omhandlet i reglerne, der gennemfører artikel 2, stk. 1, litra d, i direktiv 2004/109/EF, når udstederen har sit registrerede hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og når dens andele optages til handel på et reguleret marked, som omhandlet i reglerne der gennemfører artikel 4, stk. 1, nr. 14, i direktiv 2004/39/EF.

Det foreslås i stk. 4, at reglerne i kapitel 12 ikke skal gælde, hvis de unoterede selskaber er enten små eller mellemstore virksomheder, eller selskaber, der særligt har til formål at købe, besidde eller administrere fast ejendom. Ved små eller mellemstore virksomheder forstås de virksomheder, som er defineret i artikel 2, stk. 1, i bilaget til EU-Kommissionens henstilling 2003/361/EF.

FAIF-direktivet foreskriver, at reglerne ikke finder anvendelse, hvis andet er fastsat i artikel 6 i direktiv 2002/14/EF. Regler fastsat til gennemførelse af artikel 6 i direktiv 2002/14/EF findes i lov nr. 303 af 2. maj 2005. Det foreslås derfor i stk. 5, at reglerne i kapitel 12 ikke finder anvendelse i den udstrækning, de strider med reglerne i lov nr. 303 af 2. maj 2005 om information og høring af lønmodtagere.

Det foreslås i stk. 6, at reglerne i kapitel 12 ikke finder anvendelse i den udstrækning, der gælder strengere regler, som er vedtaget vedrørende erhvervelse af andele i udstedere og unoterede selskaber.

Den foreslåede § 71 gennemfører artikel 26, stk. 5, i FAIF-direktivet.

Det foreslås i stk. 1, at bestemmende indflydelse i unoterede selskaber i kapitel 12 skal forstås som at råde over mere end 50 pct. af stemmerettighederne i selskabet. Procentdelen af stemmerettighederne beregnes på grundlag af alle de kapitalandele, som der er knyttet stemmerettigheder til, også hvis udøvelsen heraf er suspenderet.

Det foreslås i stk. 2, at procentdelen af stemmerettighederne, som den relevante alternative investeringsfond råder over, udregnes ved at lægge de stemmerettigheder, som den relevante alternative investeringsfond selv råder direkte over, sammen med de stemmerettigheder, som enhver virksomhed, der er underlagt bestemmende indflydelse af den alternative investeringsfond, og enhver fysisk og juridisk person, der handler i eget navn, men på vegne af den alternative investeringsfond eller af en virksomhed, der er underlagt bestemmende indflydelse af den alternative investeringsfond, råder over.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at den procentdel af stemmerettighederne, der medfører, at bestemmende indflydelse over en udsteder opnås samt beregningsmåden herfor, i forbindelse med reglerne i de foreslåede § 72, stk. 1-3, samt den foreslåede § 75 skal fastsættes efter reglerne i det EU/EØS-land m.v., hvor selskabet har sit registrerede hjemsted. Bestemmelsen er en implementering af artikel 26, stk. 5, sidste pkt., i FAIF-direktivet.

Den foreslåede § 72 gennemfører artikel 27 i FAIF-direktivet.

Det foreslås i stk. 1, at når en alternativ investeringsfond erhverver, afhænder eller ejer kapitalandele i et unoteret selskab, skal fondens forvalter underrette Finanstilsynet om andelen af den alternative investeringsfonds stemmerettigheder i det unoterede selskab når som helst denne andel når, overstiger eller falder under tærsklerne på 10 pct., 20 pct., 30 pct., 50 pct. og 75 pct. Underrettelsespligten for forvalteren berører ikke den underrettelsespligt, der i henhold til anden lovgivning eller regler gælder for kapitalejere.

Det foreslås i stk. 2, at en forvalter af alternative investeringsfonde, som forvalter en alternativ investeringsfond, der individuelt eller kollektivt, opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab, skal underrette det unoterede selskab, de øvrige kapitalejere, hvis identitet og adresser forvalteren er i besiddelse af, eller som forvalteren kan indhente fra det unoterede selskab eller fra et register, som forvalteren har eller kan få adgang til, og Finanstilsynet om fondens opnåelse af den bestemmende indflydelse.

I unoterede selskaber vil der typisk ikke være kapitalejere, der er ubekendte, i al fald ikke for selskabets ledelse. Forvalteren pålægges en pligt til aktivt at søge viden om, hvem de øvrige kapitalejere i det unoterede selskab er, hvis der er nogle, som forvalteren ikke kender.

Det foreslås i stk. 3, at den underretning, som forvalteren skal give efter det foreslåede stk. 2, skal indeholde oplysninger om den situation for så vidt angår stemmerettigheder, der følger af den alternative investeringsfonds opnåelse af bestemmende indflydelse. Underretningen skal ligeledes indeholde oplysninger om forudsætningerne for, hvorledes den bestemmende indflydelse blev opnået, oplysninger om identiteten af de øvrige samarbejdende kapitalejere, enhver fysisk eller juridisk person eller enhed, der har ret til at stemme på deres vegne og, hvis det er relevant, den kæde af virksomheder, hvorigennem der rådes over stemmerettighederne. Endelig skal det oplyses, hvilken dato den bestemmende indflydelse blev opnået.

Det foreslås i stk. 4, at forvalteren i underretningen til det unoterede selskab skal anmode selskabets øverste ledelsesorgan om uden unødig forsinkelse at underrette arbejdstagernes repræsentanter eller, når sådanne ikke findes, arbejdstagerne selv, om den bestemmende indflydelse, som den forvaltede alternative investeringsfond har opnået, samt de oplysninger, der er nævnt i det foreslåede stk. 3. Forvalteren skal udfolde alle rimelige bestræbelser på at sikre, at det øverste ledelsesorgan har oplyst arbejdstagernes repræsentanter eller, når sådanne ikke findes, arbejdstagerne i overensstemmelse med den foreslåede § 72.

Det foreslås i stk. 5, at underretning efter de foreslåede stk. 1-3 skal ske så hurtigt som muligt og senest 10 arbejdsdage efter den dag, hvor den alternative investeringsfond har nået, over- eller underskredet den relevante tærskel eller har opnået bestemmende indflydelse over det unoterede selskab.

Den foreslåede § 73 gennemfører artikel 28 i FAIF-direktivet.

Det foreslås i stk. 1, at en forvalter af alternative investeringsfonde, som forvalter en alternativ investeringsfond, skal stille de i det foreslåede stk. 2 omhandlede oplysninger til rådighed for det unoterede selskab, der individuelt eller kollektivt er opnået bestemmende indflydelse over samt for de af selskabets kapitalejere, hvis identitet og adresser forvalteren er i besiddelse af eller som forvalteren kan indhente fra det unoterede selskab eller fra et register, som forvalteren har eller kan få adgang til. Forvalteren skal ligeledes stille oplysningerne til rådighed for Finanstilsynet. Bestemmelsen omfatter såvel bestemmende indflydelse over et unoteret selskab som bestemmende indflydelse over en udsteder.

I unoterede selskaber vil der typisk ikke være kapitalejere, der er ubekendte, i al fald ikke for selskabets ledelse. Forvalteren pålægges en pligt til aktivt at søge viden om, hvem de øvrige kapitalejere i det unoterede selskab er, hvis der er nogle kapitalejere, som forvalteren ikke kender.

Det foreslås i stk. 2, at de oplysninger, som forvalteren skal afgive efter det foreslåede stk. 1, er identifikationen af den eller de forvaltere, der enten individuelt eller kollektivt med andre forvaltere, forvalter de alternative investeringsfonde, som har opnået bestemmende indflydelse over det unoterede selskab, jf. det foreslåede nr. 1.

Forvalteren skal ligeledes oplyse om politikken for forebyggelse og styring af interessekonflikter. Der skal særligt lægges vægt på at oplyse om forebyggelse og styring af interessekonflikter mellem forvalteren, den eller de alternative investeringsfonde og selskabet, samt oplysninger om de konkrete beskyttelsesforanstaltninger, der skal sikre, at enhver aftale mellem forvalteren eller den alternative investeringsfond og det unoterede selskab indgås på armslængdevilkår, jf. det foreslåede nr. 2.

Endelig skal forvalteren oplyse om politikken for ekstern og intern kommunikation vedrørende det unoterede selskab, særligt over for selskabets ansatte, jf. det foreslåede nr. 3.

Det foreslås i stk. 3, at forvalteren i underretningen til det unoterede selskab skal anmode selskabets øverste ledelsesorgan om uden unødig forsinkelse at underrette arbejdstagernes repræsentanter eller, når sådanne ikke findes, arbejdstagerne selv, om de oplysninger, som er nævnt i stk. 2. Forvalteren skal udfolde alle rimelige bestræbelser på at sikre, at det øverste ledelsesorgan har oplyst arbejdstagernes repræsentanter eller, når sådanne ikke findes, arbejdstagerne selv i overensstemmelse med den foreslåede § 73.

Det foreslås i stk. 4, at en forvalter af alternative investeringsfonde, som forvalter en alternativ investeringsfond, der individuelt eller kollektivt opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab, enten selv eller gennem den forvaltede alternative investeringsfond skal give oplysninger om den alternative investeringsfonds hensigt med hensyn til det unoterede selskabs fremtidige virksomhed og de sandsynlige konsekvenser for beskæftigelsen, herunder enhver væsentlig ændring i arbejdsvilkårene.

Oplysningerne skal gives til det unoterede selskab og til de af det unoterede selskabs kapitalejere, hvis identitet og adresser forvalteren er i besiddelse af, eller som forvalteren kan indhente fra det unoterede selskab eller fra et register, som forvalteren har eller kan få adgang til.

I unoterede selskaber vil der typisk ikke være kapitalejere, der er ubekendte, i al fald ikke for selskabets ledelse. Forvalteren pålægges en pligt til aktivt at søge viden om, hvem de øvrige kapitalejere i det unoterede selskab er, hvis der er nogle, som forvalteren ikke kender. Man må antage, at forvalteren kan opfylde denne pligt ved at anmode selskabets øverste ledelsesorgan om at videreformidle oplysningerne. Endelig kan forvalteren afsøge de databaser og registre m.v., som han har adgang til. Det kan ikke antages, at forvalteren skal udfolde ekstraordinære aktiviteter eller afholde ekstraordinært store udgifter for at få kendskab til alle de øvrige kapitalejeres identitet.

Det foreslås i stk. 5, at forvalteren skal udfolde alle rimelige bestræbelser på at sikre, at det øverste ledelsesorgan stiller de i det foreslåede stk. 4 nævnte oplysninger til rådighed for arbejdstagernes repræsentanter eller, hvis disse ikke findes, for arbejdstagerne.

Da den alternative investeringsfond i denne situation har opnået bestemmende indflydelse over det unoterede selskab, må man antage, at selskabets øverste ledelsesorgan vil videreformidle underretningen til selskabets arbejdstagere uden protester eller forsinkelser.

Det foreslås i stk. 6, at en forvalter af alternative investeringsfonde, som forvalter en alternativ investeringsfond, der individuelt eller kollektivt, opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab, skal give Finanstilsynet og den alternative investeringsfonds investorer oplysninger om, hvordan erhvervelsen blev finansieret. Dette skal ske for, at Finanstilsynet skal få mulighed for at se, om der er alternative investeringsfonde, hvis aktivitet kan udgøre en trussel mod den finansielle stabilitet.

Den foreslåede § 74 gennemfører artikel 29 i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 1, nr. 1, foreskriver, at en forvalter af alternative investeringsfonde, der forvalter en alternativ investeringsfond, som individuelt eller kollektivt opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab, har pligt til at anmode ledelsen i det unoterede selskab om og gøre sig alle rimelige bestræbelser på at sikre, at selskabets årsrapport, inklusive de yderligere oplysninger, der kræves i det foreslåede stk. 2, stilles til rådighed for selskabets arbejdstagerrepræsentanter senest ved udløbet af fristen for udarbejdelsen af årsrapporten i henhold til det relevante lands nationale regler. Er der ikke arbejdstagerrepræsentanter i selskabet, skal forvalteren anmode ledelsen om at stille årsrapporten til rådighed for selskabets medarbejdere. Herudover har forvalteren en pligt til at gøre sig alle rimelige bestræbelser på at sikre, at ledelsen efterkommer forvalterens anmodning. For vurderingen af, hvornår en alternativ investeringsfond har opnået bestemmende indflydelse over et unoteret selskab, henvises til den foreslåede § 71 og de tilhørende bemærkninger. Hvis f.eks. den alternative investeringsfond har opnået bestemmende indflydelse over et unoteret selskab beliggende i Danmark, og er det unoterede selskab omfattet af årsregnskabsloven, vil forvalterens pligt i medfør af stk. 1 skulle opfyldes senest på tidspunktet for udløbet af fristen for indsendelse af årsrapporten i årsregnskabslovens § 138, dvs. senest 5 måneder efter udløbet af selskabets regnskabsår.

Det foreslåede stk. 1, nr. 2, foreskriver, at forvalteren i stedet for at anmode selskabets ledelse om at stille årsrapporten til rådighed, kan sikre, at oplysningerne vedrørende det pågældende unoterede selskab, medtages i den årsrapport, der omtales i den foreslåede § 61, for den alternative investeringsfond, der har opnået bestemmende indflydelse over det unoterede selskab.

Det foreslåede stk. 2 indeholder en opregning af de yderligere oplysninger, der skal fremgå af det unoterede selskabs årsrapport eller af årsrapporten for den alternative investeringsfond, der har opnået bestemmende indflydelse over det unoterede selskab. Aflægger selskabet eller den alternative investeringsfond årsrapport efter reglerne i årsregnskabsloven, vil en række af de krav, der stilles til årsrapporten efter de foreslåede bestemmelser, allerede være stillet efter årsregnskabsloven. Hvis selskabet eller den alternativ investeringsfond således aflægger årsregnskab efter årsregnskabsloven som klasse B virksomhed vil oplysningerne i det foreslåede stk. 2, nr. 3, allerede kræves i medfør af § 76 i årsregnskabsloven. De oplysninger, der kræves i det foreslåede stk. 2, 1. pkt., og stk. 2, nr. 1 og 2, vil endvidere allerede være krævet i medfør af årsregnskabsloven, hvis selskabet eller en alternativ investeringsfond har valgt at følge oplysningskravene i § 99, nr. 4-6, i årsregnskabsloven.

Det foreslåede stk. 3, nr. 1, indeholder en pligt for en forvalter af alternative investeringsfonde, der forvalter en alternativ investeringsfond, der opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab, til at anmode om, og gøre sig alle rimelige bestræbelser på at sikre, at ledelsen i det unoterede selskab stiller de oplysninger, der er omhandlet i det foreslåede stk. 1, nr. 2, til rådighed for selskabets arbejdstagerrepræsentanter senest ved udløbet af fristen i det foreslåede § 61, stk. 1. Såfremt selskabet har en bestyrelse, vil denne pligt påhvile bestyrelsen. Denne bestemmelse skal sikre, at arbejdstagerrepræsentanter, alternativt medarbejderne, får stillet de i det foreslåede stk. 2 nævnte oplysninger til rådighed i de tilfælde, hvor forvalteren vælger, at de i det foreslåede stk. 2 krævede oplysninger medtages i årsrapporten for den alternative investeringsfond, der har opnået bestemmende indflydelse over det unoterede selskab i stedet for i årsrapporten for det unoterede selskab, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 2.

Det foreslåede stk. 3, nr. 2, foreskriver, at en forvalter af alternative investeringsfonde, der forvalter en alternativ investeringsfond, som individuelt eller kollektivt opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab, skal stille de oplysninger, der er omhandlet i det foreslåede stk. 1, nr. 1, til rådighed for investorerne i den alternative investeringsfond, i det omfang disse oplysninger allerede foreligger, inden for den i det foreslåede § 61 stk. 1, nævnte frist, og under alle omstændigheder ikke senere end den dato, hvor årsrapporten fra det unoterede selskab senest skal udarbejdes i henhold til det relevante lands nationale regler. Hvis f.eks. den alternative investeringsfond har opnået bestemmende indflydelse over et unoteret selskab beliggende i Danmark, og det unoterede selskab er omfattet af årsregnskabsloven, vil forvalterens pligt i medfør af det foreslåede stk. 1 skulle opfyldes senest på tidspunktet for udløbet af fristen for indsendelse af årsrapporten i § 138 i årsregnskabsloven, dvs. senest 5 måneder efter udløbet af selskabets regnskabsår. Bestemmelsen tager højde for, at fristen for udarbejdelse af årsrapporter for unoterede selskaber i nogle lande er længere end fristen på 6 måneder, som der henvises til i den foreslåede § 61, stk. 1. Bestemmelse sikrer således, at forvalteren ikke stilles i en urimelig situation, hvor forvalteren forpligtes til senest efter 6 måneder regnet fra udløbet af selskabets regnskabsår, at skulle stille en årsrapport til rådighed, som selskabet i medfør af national lovgivning ikke har pligt til at udarbejde før efter udløbet af en længere frist.

Den foreslåede § 75 gennemfører artikel 30 i FAIF-direktivet.

Der foreslås ikke yderligere krav, end hvad der følger af FAIF-direktivet.

Der foreslås i stk. 1 en hovedregel om, at en forvalter som forvalter en alternativ investeringsfond, der individuelt eller kollektivt opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab eller en udsteder i de første 24 måneder efter den alternative investeringsfonds opnåelse af bestemmende indflydelse over selskabet er underlagt en pligt til ikke at muliggøre, støtte eller give instruks til nogen udlodning til kapitalejere, kapitalnedsættelse, indløsning af kapitalandele eller erhvervelse af egne kapitalandele i selskabet. Endvidere skal forvalteren i denne periode træffe alle rimelige forholdsregler for at forhindre udlodning til kapitalejere, kapitalnedsættelser, indløsning af kapitalandele eller selskabets erhvervelse af egne kapitalandele. Pligterne og forbuddene efter det foreslåede stk. 1 skal ses i sammenhæng med de foreslåede stk. 3-5, der begrænser omfanget af pligterne efter det foreslåede stk. 1.

Ifølge artikel 30, stk. 3, litra a, i FAIF-direktivet omfatter udtrykket »udlodning« navnlig udbetaling af udbytte og renter, der har tilknytning til besiddelse af kapitalandele. Pligten til ikke at medvirke til udlodning til kapitalejere, kapitalnedsættelse, indløsning af kapitalandele eller erhvervelse af egne kapitalandele i selskabet omfatter enhver form for medvirken, herunder ved på afstemninger på selskabets generalforsamling eller i et ledelsesorgan at stemme for de nævnte tiltag, i det omfang forvalteren kan stemme på vegne af en alternativ investeringsfond.

Bestemmelsen har til hensigt at begrænse risikoen for, at en alternativ investeringsfond, der overtager et selskab, tømmer selskabet for midler til skade for selskabet, dets kreditorer og dets medarbejdere. Bestemmelsens pligtsubjekt er forvalteren. Det er således ikke hensigten, at ændre på de eksisterende selskabsretlige regler, der finder anvendelse på det pågældende selskab. Det vil derfor ikke i sig selv føre til selskabsretlig ugyldighed, hvis en forvalter agerer i strid med bestemmelsen. Begrænsningerne for forvalteren svarer dog i meget vid udstrækning til de begrænsninger, som allerede påhviler selskaber i EU, der er omfattet af direktiv 77/91/EØF med senere ændringer. Reglerne i det nævnte direktiv finder som udgangspunkt kun anvendelse på selskaber svarende til aktieselskaber, men medlemslandene kan ved implementeringen have valgt at lade tilsvarende regler finde anvendelse på selskaber svarende til anpartsselskaber og andre selskabstyper. I Danmark følger de pågældende begrænsninger i vid udstrækning af selskabsloven, og de finder anvendelse på både aktieselskaber og anpartsselskaber.

Den primære effekt af den foreslåede bestemmelse i § 75 er således, at der pålægges forvalteren en særskilt pligt, der gælder ved siden af de almindelige selskabsretlige regler for selskabet. Det bemærkes i den forbindelse, at de selskaber, som er omtalt i nærværende bestemmelse, både kan være selskaber for hvem, der allerede gælder en tilsvarende selskabsretlig begrænsning, og selskaber for hvem der ikke gælder en tilsvarende selskabsretlig begrænsning, f.eks. kommanditselskaber. Det må dog antages, at de fleste af de relevante selskaber vil være selskaber for hvem, der allerede gælder en tilsvarende begrænsning. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til de foreslåede stk. 3-5.

Det foreslåede stk. 2 præciserer, at erhvervelse af egne kapitalandele i selskabet efter det foreslåede stk. 1 også omfatter kapitalandele erhvervet af en person, der handler i eget navn, men på vegne af selskabet. Dette princip svarer til princippet i § 197, stk. 2, i selskabsloven.

Det foreslås i stk. 3, at forvalterens pligt efter det foreslåede stk. 1 ikke omfatter tilfælde af udlodninger til kapitalejere, hvor der til udlodningen udelukkende anvendes frie reserver, hvorved forstås beløb, som i selskabets senest godkendte årsregnskab er opført som overført overskud, og reserver, som ikke er bundne i henhold til lov eller vedtægter, med fradrag af overført underskud. FAIF-direktivets bestemmelse herom er inspireret af artikel 15, stk. 1, litra a og c, i direktiv 77/91/EØF med senere ændringer, som er implementeret i dansk ret ved § 180, stk. 2, i selskabsloven. Bestemmelsens definition af frie reserver svarer til § 180, stk. 2, i selskabsloven, der regulerer, hvilke midler der må anvendes til udlodning af ordinært udbytte i et kapitalselskab. Bestemmelsen medfører således, at forvalteren ikke har pligt til at søge at forhindre, at der sker udlodning af udbytte i selskabet, når en sådan udlodning ville være i overensstemmelse med princippet i § 180, stk. 2, i selskabsloven om, hvilke midler der kan anvendes til ordinært udbytte. Derimod vil forvalteren ikke kunne medvirke til udlodning af ekstraordinært udbytte i selskabet, hvor der til brug for udlodningen anvendes overskud i det indeværende regnskabsår frem til datoen for beslutningen om udlodningen, eller andre frie reserver, der er opstået eller frigjort i det indeværende regnskabsår, selvom en sådan udlodning i Danmark er selskabsretlig lovlig i henhold til § 182, stk. 3, i selskabsloven, og potentielt er mulig i henhold til artikel 15, stk. 2, i direktiv 77/91/EØF med senere ændringer.

Det foreslås i stk. 4, at forvalterens pligt efter det foreslåede stk. 1 ikke omfatter selskabets erhvervelse af egne kapitalandele, hvor selskabets nettoaktiver efter erhvervelsen mindst svarer til beløbet for den tegnede kapital med tillæg af de reserver, som i henhold til loven eller vedtægterne ikke kan udloddes. FAIF-direktivets bestemmelse herom er inspireret af artikel 19, stk. 1, litra c, i direktiv 77/91/EØF med senere ændringer, som er implementeret i dansk ret ved § 197 i selskabsloven. Bestemmelsen i det foreslåede stk. 4 er begrundet ud fra betragtninger om, at selskabet efter sådanne erhvervelser fortsat mindst vil have sin tegnede kapital og bundne reserver i behold.

Det foreslås i stk. 5, at forvalterens pligt efter stk. 1 ikke omfatter kapitalnedsættelser i selskabet, hvor formålet med kapitalnedsættelsen er at dække realiserede underskud eller at inkludere pengebeløb i en særlig reserve, der ikke kan udloddes. Det er dog en forudsætning, at størrelsen af en sådan reserve ikke udgør mere end 10 pct. af den nedsatte tegnede kapital. FAIF-direktivets bestemmelse herom, der er inspireret af artikel 33 i direktiv 77/91/EØF med senere ændringer, skyldes, at der ved sådanne kapitalnedsættelser ikke er fare for udhuling af selskabets kapital, og det under det foreslåede stk. 1 nævnte beskyttelseshensyn gør sig derfor ikke gældende.

Den foreslåede § 76 gennemfører artikel 31, stk. 1, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i Danmark, som forvalter alternative investeringsfonde fra et EU/EØS-land m.v., kan markedsføre disse fondes andele til professionelle investorer i Danmark, hvis betingelserne i §§ 77-80 er opfyldt.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at såfremt den fond, forvalteren ønsker at markedsføre, er en feeder-fond, er det en betingelse for, at forvalteren må markedsføre fonden i et EU/EØS-land m.v., at master-fonden ligeledes er fra et EU/EØS-land m.v., og at master-fonden forvaltes af en forvalter fra et EU/EØS-land m.v. med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde.

Den foreslåede § 77 gennemfører artikel 31, stk. 2, i FAIF-direktivet.

Bestemmelsen indeholder i det foreslåede stk. 1 et krav om, at forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i Danmark, der i Danmark ønsker at markedsføre alternative investeringsfonde fra Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal indgive anmeldelse til Finanstilsynet for hver fond forud for markedsføring.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at anmeldelsen skal være skriftlig og indeholde den dokumentation og de oplysninger, som fremgår af de foreslåede nr. 1-7.

Anmeldelsen være omfatte en driftsplan med en beskrivelse af de alternative investeringsfonde, som forvalteren har til hensigt at markedsføre samt oplysninger om, hvor disse er etablerede, jf. det forslåede nr. 1, og de alternative investeringsfondes vedtægter eller fondsbestemmelser, jf. det foreslåede nr. 2. Anmeldelsen skal endvidere indeholde en angivelse af, hvem der er depositar for de enkelte alternative investeringsfonde, jf. det foreslåede nr. 3, den information om de enkelte alternative investeringsfonde, som er tilgængelig for investorerne, jf. det foreslåede nr. 4, oplysninger om hvor master-fonden er etableret, hvis den alternative investeringsfond er en feeder-fond, jf. det foreslåede nr. 5, og eventuel yderligere information der skal gives efter § 62 for hver alternativ investeringsfond, som forvalteren ønsker at markedsføre, jf. det foreslåede nr. 6. Anmeldelsen skal endvidere, hvor det er relevant, indeholde information om hvilke foranstaltninger, der er truffet for at forhindre, at andele i en alternativ investeringsfond bliver markedsført overfor detailinvestorer, jf. det foreslåede nr. 7. Forvalteren skal også afgive denne information, hvis markedsføring af den alternative investeringsfond sker gennem uafhængige enheder, der leverer investeringsservice.

Den foreslåede § 78 gennemfører artikel 31, stk. 3, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet senest 20 arbejdsdage efter at have modtaget en fuldstændig anmeldelse, som overholder kravene efter den foreslåede § 77, skal meddele forvalteren om denne kan påbegynde markedsføring af den alternative investeringsfond i Danmark. Finanstilsynet kan kun afslå markedsføringen, hvis det skønnes, at forvalteren ikke kan eller ikke vil overholde kravene i denne lov samt regler udstedt i medfør af denne lov, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke overholder denne lov og regler udstedt i medfør heraf.

Fristen efter det foreslåede stk. 1 begynder først, når Finanstilsynet har modtaget en fuldstændig ansøgning. Modtager tilsynet en ansøgning, der ikke er fuldstændig, skal dette meddeles til forvalteren. Der er ikke i bestemmelsen en konkret frist for, hvor hurtigt Finanstilsynet skal give en sådan meddelelse, men tilsynet skal gøre det indenfor en rimelig tid fra modtagelse af den ufuldstændige anmeldelse.

Det følger af bestemmelsen, at Finanstilsynet kun kan afslå markedsføringen, hvis forvalteren ikke overholder, eller skønnes ikke at ville overholde denne lov. Dette betyder ikke, at forvalteren i forbindelse med markedsføringen af fonden ikke er forpligtet af øvrig dansk lovgivning. Overtrædelser, tilladelser, godkendelser med videre efter regler uden for denne lov skal behandles i overensstemmelse med de relevante regler.

Det følger af almindelige principper, at Finanstilsynet skal give meddelelse til parterne, når afgørelsen er truffet.

Efter det foreslåede stk. 2 kan forvalteren påbegynde markedsføringen af den alternative investeringsfond i Danmark fra den dato, hvor Finanstilsynet har givet tilladelse til markedsføring. Det foreslåede stk. 2 betyder, at tilladelsen til markedsføring ikke kan gives med virkning fra en fremtidig dato, men at den er umiddelbart gældende.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet i den situation, hvor Danmark ikke er hjemland for den alternative investeringsfond, skal underrette de kompetente myndigheder i den alternative investeringsfonds hjemland om, at forvalteren har fået tilladelse til at markedsføre fonden i Danmark. Meddelelsen efter det foreslåede stk. 3 skal gives umiddelbart efter, at Finanstilsynet har truffet afgørelse om, at den alternative investeringsfond kan markedsføres i Danmark.

Den foreslåede § 79 gennemfører artikel 31, stk. 4, i FAIF-direktivet.

Der fremgår af det foreslåede stk. 1, at hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysninger, der er afgivet i henhold til § 77, stk. 2, skal forvalteren skriftligt underrette Finanstilsynet herom. For planlagte ændringer skal underretningen ske senest en måned inden, ændringerne iværksættes. Uforudsete ændringer skal meddeles til Finanstilsynet straks efter, at ændringen har fundet sted.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet i de tilfælde hvor de planlagte ændringer betyder, at der ikke længere er grundlag for den givne tilladelse til forvaltning kan påbyde forvalteren, at forvalteren ikke må iværksætte ændringerne. Finanstilsynet skal meddele forvalteren dette straks efter modtagelse af underretningen fra forvalteren. Forvalteren må efter en sådan underretning ikke iværksætte de planlagte ændringer.

Det betyder, at planlagte ændringer af de oplysninger, der ligger til grund for tilladelsen til markedsføring, reelt skal forhåndsgodkendes.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse efter det foreslåede stk. 2, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder denne lov, eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet træffe de nødvendige foranstaltninger. Dette kan omfatte alle relevante tilsynsreaktioner såsom inspektioner, påbud om at få foretaget uvildige undersøgelser, påbud om at udarbejde redegørelser og tilbagekalde forvalterens tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde m.v., jf. den foreslåede § 17. De almindelige principper om proportionalitet skal iagttages.

Den foreslåede § 80 gennemfører artikel 31, stk. 5, i FAIF-direktivet.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet en hjemmel til, at udstede nærmere regler for formen og indholdet af den anmeldelse, som forvalteren skal indgive efter den foreslåede § 77, og formen for den skriftlige underretning, som forvalteren skal indsende til Finanstilsynet, jf. § 79, stk. 1, om planlagte eller indtrufne ændringer i de oplysninger, der er afgivet i henhold til § 77, stk. 2.

Hjemmelen til Finanstilsynet skal sikre, at tilsynet kan implementere de regler, det forventes, at EU-Kommissionen vil udstede på området, jf. artikel 31, stk. 5, i FAIF-direktivet.

Den foreslåede § 81 gennemfører artikel 32, stk. 2, i FAIF-direktivet.

Forvaltere skal, uanset hvor i EU/EØS de ønsker at markedsføre en alternativ investeringsfond, henvende sig til de kompetente myndigheder i deres hjemland. For forvaltere med hjemland i Danmark betyder det, at de skal henvende sig til Finanstilsynet. Det foreslås derfor i stk. 1, at en forvalter af alternative investeringsfonde med registrerede hjemsted i Danmark, der ønsker at markedsføre andele i alternative investeringsfonde til professionelle investorer i et andet EU/EØS-land m.v., skal give Finanstilsynet meddelelse herom.

Bestemmelsen betyder, at forvaltere med hjemland i Danmark skal have deres markedsføring af alternative investeringsfonde med hjemsted i andre EU/EØS-lande m.v. end Danmark, godkendt af Finanstilsynet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at anmeldelsen skal være skriftlig og skal omfatte den dokumentation og de oplysninger, der fremgår af de foreslåede nr. 1-8.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 1, skal anmeldelsen omfatte en driftsplan med en entydig identifikation af de alternative investeringsfonde, som forvalteren planlægger at markedsføre, og oplysning om, hvor fondene er etableret. Efter det foreslåede nr. 2 skal anmeldelsen vedlægges hver fonds regler eller vedtægter. Efter det foreslåede nr. 3 skal anmeldelsen indeholde en angivelse af hver fonds depositar. Efter det foreslåede nr. 4 skal anmeldelsen indeholde en beskrivelse af de fonde, som er tilgængelige for investorer. Efter det foreslåede nr. 5 skal anmeldelsen indeholde oplysninger om, hvor master-fonden er etableret, hvis en af fondene er en feeder-fond. Efter det foreslåede nr. 6 skal anmeldelsen indeholde eventuelle yderligere oplysninger, jf. § 62, stk. 1, om hver fond, som forvalteren har til hensigt at markedsføre. Efter det foreslåede nr. 7 skal anmeldelsen indeholde oplysninger om den eller de medlemsstater, hvor forvalteren har til hensigt at markedsføre andele til professionelle investorer for hver fond. Efter det foreslåede nr. 8 skal anmeldelsen indeholde oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at markedsføre fonde og eventuelle oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at forhindre, at andele i hver fond markedsføres til detailinvestorer, også når forvalteren benytter uafhængige enheder til at levere investeringsydelser i forbindelse med fonden.

Den foreslåede § 82 gennemfører artikel 32, stk. 6, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at den af § 81 omfattede anmeldelse skal udfærdiges på et sprog, der er gængs i den internationale finansverden. Dette kan f.eks. være engelsk. Kravet skal sikre, at de relevante kompetente myndigheder kan behandle anmeldelsen.

Den foreslåede § 83 gennemfører artikel 32, stk. 1, 2. afsnit, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at såfremt den alternative investeringsfond, som forvalteren efter den foreslåede § 81 ønsker at markedsføre, er en feeder-fond, er det en betingelse for, at forvalteren må markedsføre fonden i et EU/EØS-land m.v., at master-fonden også er fra et EU/EØS-land m.v., og master-fonden skal forvaltes af en forvalter med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde.

Den foreslåede § 84 gennemfører artikel 32, stk. 3, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet senest 20 arbejdsdage efter at have modtaget en fuldstændig anmeldelse, som opfylder betingelserne i de foreslåede §§ 81 og 82, skal fremsende anmeldelsen til de kompetente myndigheder i det land, hvor forvalteren ønsker at markedsføre den alternative investeringsfond. Fremsendelsen skal kun ske, hvis Finanstilsynet skønner, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond er i overensstemmelse med reglerne i denne lov og regler udstedt i medfør heraf, og hvis forvalteren i øvrigt opfylder kravene i loven og regler udstedt i medfør heraf. Fristen efter det foreslåede stk. 1 regnes først fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet har modtaget en fuldstændig anmeldelse. Modtager tilsynet en anmeldelse, der ikke er fuldstændig, skal Finanstilsynet meddele dette til forvalteren. Der er ikke i bestemmelsen en konkret frist for, hvor hurtigt Finanstilsynet skal give en sådan meddelelse, men tilsynet skal gøre det inden for rimelig tid fra modtagelse af den ufuldstændige anmeldelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet skal vedlægge en erklæring om, at den pågældende forvalter har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde med en specificeret investeringsstrategi, som den alternative investeringsfond følger.

Forvalteren skal i forbindelse med en ansøgning om tilladelse efter det foreslåede § 11, stk. 5, nr. 1, for hver alternativ investeringsfond den forvalter eller har til hensigt at forvalte, bl.a. give oplysninger om investeringsstrategien. Finanstilsynet vil i erklæringen til de kompetente myndigheder i det land, hvor forvalteren ønsker at markedsføre den alternative investeringsfond benytte materialet fra forvalterens oprindelige tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde til at vurdere, hvilke typer fonde forvalteren har tilladelse til at håndtere.

Den foreslåede § 85 gennemfører artikel 32, stk. 4, i FAIF-direktivet.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet skal underrette forvalteren straks efter, at Finanstilsynet i overensstemmelse med den foreslåede § 84 har sendt anmeldelsen til myndighederne i værtslandet, og at forvalteren kan påbegynde markedsføringen i værtslandet fra datoen af denne underretning.

Bestemmelsen betyder, at forvalteren ikke skal have besked af de kompetente myndigheder i værtslandet for at kunne begynde markedsføringen. Bestemmelsen i det foreslåede stk. 1 betyder også, at tilladelsen til markedsføring ikke kan gives med virkning fra en fremtidig dato, men at den er umiddelbart gældende.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet i den situation, hvor den alternative investeringsfond har hjemland i et andet EU/EØS-land m.v. end værtslandet, tillige skal give de kompetente myndigheder i dette land besked om, at forvalteren nu har påbegyndt markedsføring af fonden i værtslandet.

Den foreslåede § 86 gennemfører artikel 32, stk. 7, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at forvalteren skriftligt skal give Finanstilsynet besked, hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysninger, forvalteren har afgivet efter den foreslåede § 81. For så vidt angår planlagte ændringer skal forvalteren give en sådan besked senest en måned før, at ændringerne iværksættes. For så vidt angår uforudsete ændringer skal forvalteren give besked til Finanstilsynet straks efter, at ændringen er indtruffet. Forvalterens forpligtelse til skriftligt at informere Finanstilsynet om væsentlige ændringer i de oplysninger, der er givet efter den foreslåede § 81, skal sikre, at tilsynet kan vurdere, om ændringerne har betydning for den givne tilladelse til markedsføring.

Efter det foreslåede stk. 2 kan Finanstilsynet i de tilfælde, hvor de planlagte ændringer betyder, at der ikke længere er grundlag for den givne tilladelse til forvaltning, påbyde forvalteren, at forvalteren ikke må iværksætte ændringerne. Finanstilsynet skal meddele forvalteren dette straks efter modtagelse af underretningen fra forvalteren. Forvalteren må efter en sådan underretning ikke iværksætte de planlagte ændringer. Bestemmelsen betyder, at planlagte ændringer af de oplysninger, der ligger til grund for tilladelsen til markedsføring, reelt skal forhåndsgodkendes.

Efter det foreslåede stk. 3 skal Finanstilsynet, hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse, jf. stk. 2, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond eller inddrage forvalterens tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. den foreslåede § 17. Det beror på en konkret vurdering, om Finanstilsynet forbyder markedsføring af den alternative investeringsfond, inddrager forvalteren tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde eller træffer andre foranstaltninger såsom at give forvalteren et påbud om at foretage de nødvendige ændringer for at bringe grundlaget for tilladelsen i orden.

Efter det foreslåede stk. 4 skal Finanstilsynet, hvis ændringerne er acceptable, idet de er i overensstemmelse med de gældende regler, straks give de kompetente myndigheder i værtslandet besked om ændringerne.

Den foreslåede § 87 gennemfører artikel 32, stk. 8, litra a og d, i FAIF-direktivet.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet en hjemmel til at udstede nærmere regler for formen og indholdet af den anmeldelse, som forvalteren skal indgive efter de foreslåede §§ 81 og 82, og formen for den skriftlige underretning, som forvalteren skal indsende til Finanstilsynet, jf. § 86, stk. 1, om planlagte eller indtrufne ændringer i de oplysninger, der er afgivet i henhold til § 81.

Hjemmelen til Finanstilsynet skal sikre, at tilsynet kan implementere de regler, som det forventes, at EU-Kommissionen vil udstede på området, jf. artikel 32, stk. 8, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede § 88, stk. 1, gennemfører artikel 32, stk. 1, 1. afsnit, i FAIF-direktivet. Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et andet EU/EØS-land m.v. end Danmark, som har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i henhold til regler, der gennemfører FAIF-direktivet, og som ønsker at markedsføre andele i alternative investeringsfonde fra et EU/EØS-land m.v. over for professionelle investorer i Danmark, kan begynde denne markedsføring, når de kompetente myndigheder i forvalterens hjemland har underrettet forvalteren om, at de har fremsendt en anmeldelse og erklæring herom til Finanstilsynet i henhold til reglerne i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 2 indeholder en hjemmel for Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om markedsføringen omhandlet i stk. 1. Det foreslåede stk. 2 implementerer artikel 32, stk. 5, i FAIF-direktivet.

Den foreslåede § 89 gennemfører artikel 33, stk. 1, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af den foreslåede § 89, at en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i Danmark kan forvalte alternative investeringsfonde, der er etableret i et andet EU/EØS-land, enten direkte eller ved oprettelse af en filial, under forudsætning af at forvalteren har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde med den pågældende type investeringsstrategi.

Den foreslåede § 90 gennemfører artikel 33, stk. 2 og 3, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at en forvalter af alternative investeringsfonde, med registreret hjemsted i Danmark, der for første gang ønsker at forvalte alternative investeringsfonde, der er etableret i et andet EU/EØS-land m.v., skal indgive en række oplysninger til Finanstilsynet. Disse oplysninger omfatter, hvilket EU/EØS-land m.v., som forvalteren har til hensigt at forvalte de alternative investeringsfonde i, enten direkte eller ved oprettelse af en filial samt en driftsplan, som bl.a. skal beskrive, hvilke ydelser forvalteren har til hensigt at levere, og hvilke alternative investeringsfonde forvalteren har til hensigt at forvalte.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at hvis en forvalter har til hensigt at oprette en filial i værtslandet til at forestå forvaltningen, skal forvalteren ud over oplysningerne efter stk. 1 indgive en række yderligere oplysninger til Finanstilsynet. Forvalteren skal i dette tilfælde oplyse Finanstilsynet om filialens organisatoriske struktur, adressen i den alternative investeringsfonds hjemland, hvorfra dokumenter kan rekvireres, og navnene og kontaktinformation på de personer, som er ansvarlige for filialens ledelse.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at oplysningerne meddelt i henhold til stk. 1 og 2 skal udfærdiges på et sprog, der er gængs i den internationale finansverden. Det kan f.eks. være engelsk.

Den foreslåede § 90 betyder, at forvalteren ikke skal kontakte de kompetente myndigheder i det land, der er hjemsted for den alternative investeringsfond, men skal rette henvendelse til Finanstilsynet.

Den foreslåede § 91 gennemfører artikel 33, stk. 4, 1. og 2. afsnit, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet senest 1 måned efter at have modtaget en fuldstændig anmeldelse, som overholder kravene i den foreslåede § 90, stk. 1, eller senest 2 måneder, hvis anmeldelsen også omfatter oplysninger efter den foreslåede § 90, stk. 2, skal fremsende anmeldelsen til de kompetente myndigheder i forvalterens værtslande. Fremsendelsen skal kun ske, hvis Finanstilsynet skønner, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond er i overensstemmelse med reglerne i denne lov og regler udstedt med hjemmel i denne lov, og forvalteren i øvrigt overholder denne lov og regler udstedt i medfør heraf.

Fristen efter det foreslåede stk. 1 regnes først fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet har modtaget en fuldstændig anmeldelse. Modtager Finanstilsynet en anmeldelse, der ikke er fuldstændig, skal Finanstilsynet meddele dette til forvalteren. Der er ikke i den foreslåede bestemmelse en konkret frist for, hvor hurtigt Finanstilsynet skal give en sådan meddelelse, men tilsynet skal gøre det inden for en rimelig tid fra modtagelse af den ufuldstændige anmeldelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet skal vedlægge en erklæring om, at den pågældende forvalter har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde med en specificeret investeringsstrategi, som den pågældende alternative investeringsfond følger.

Forvalteren skal i forbindelse med en ansøgning om tilladelse efter det foreslåede § 11, stk. 5, nr. 1, for hver alternativ investeringsfond den forvalter eller her til hensigt at forvalte, bl.a. give oplysninger om investeringsstrategien. Finanstilsynet vil i erklæringen til de kompetente myndigheder i det land, hvor forvalteren ønsker at markedsføre den alternative investeringsfond, benytte materialet fra forvalterens oprindelige godkendelse til at vurdere, hvilke typer investeringsstrategier forvalteren kan håndtere.

Den foreslåede § 92 gennemfører artikel 33, stk. 4, 3. og 4. afsnit, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af den foreslåede § 92, at når Finanstilsynet har sendt oplysningerne i henhold til § 91 til de kompetente myndigheder i værtslandet, underretter Finanstilsynet straks forvalteren herom. Forvalteren kan påbegynde levering af forvaltningsydelser i værtslandet efter at have modtaget denne underretning.

Den foreslåede § 93 gennemfører artikel 33, stk. 6, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at forvalteren skriftligt skal give Finanstilsynet besked, hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysninger, der er afgivet efter den foreslåede § 90. For så vidt angår planlagte ændringer skal forvalteren give en sådan besked senest en måned før, at ændringerne træder i kraft. For så vidt angår uforudsete ændringer skal forvalteren give besked til Finanstilsynet straks efter, at ændringen er indtruffet. Forvalterens forpligtelse til skriftligt at informere Finanstilsynet om væsentlige ændringer i de oplysninger, der er givet efter den foreslåede § 90, skal sikre, at tilsynet kan vurdere, om ændringerne har betydning for den givne tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde.

I tilfælde af at de planlagte ændringer betyder, at der ikke længere er grundlag for den givne tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, kan Finanstilsynet efter det foreslåede stk. 2 påbyde forvalteren, at forvalteren ikke må iværksætte ændringerne. Finanstilsynet skal meddele forvalteren dette straks efter modtagelse af underretningen fra forvalteren. Forvalteren må efter en sådan underretning ikke iværksætte de planlagte ændringer. Dette betyder, at planlagte ændringer af de oplysninger, der ligger til grund for tilladelsen til forvaltning, reelt skal forhåndsgodkendes.

Efter det foreslåede stk. 3 skal Finanstilsynet, hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse, jf. stk. 2, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond eller inddrage forvalterens tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. den foreslåede § 17. Det beror på en konkret vurdering, om Finanstilsynet forbyder markedsføring af den alternative investeringsfond, tilbagekalder tilladelsen eller træffer andre foranstaltninger såsom at give forvalteren et påbud om at foretage de nødvendige ændringer for at bringe grundlaget for tilladelsen i orden.

Efter det foreslåede stk. 4 skal Finanstilsynet, hvis ændringerne er acceptable, idet de ikke er i strid med de gældende regler, straks give de kompetente myndigheder i værtslandet besked om ændringerne.

Den foreslåede § 94 gennemfører artikel 33, stk. 7 og 8, i FAIF-direktivet.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet hjemmel til at udstede nærmere regler for formen og indholdet af den anmeldelse, som forvalteren skal indgive efter den foreslåede § 90, og formen for den skriftlige underretning, som forvalteren skal indsende til Finanstilsynet, jf. den foreslåede § 93, stk. 1, om planlagte eller indtrufne ændringer i de oplysninger, der er afgivet i henhold til § 90.

Hjemmelen til Finanstilsynet skal sikre, at tilsynet kan implementere de regler, det forventes, at EU-Kommissionen vil udstede på området.

Den foreslåede § 95 gennemfører artikel 33, stk. 4, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et andet EU/EØS-land m.v., som har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i henhold til regler, der gennemfører FAIF-direktivet, kan påbegynde forvaltning af alternative investeringsfonde, der er etableret i Danmark, fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i forvalterens hjemland har underrettet forvalteren om, at de til Finanstilsynet har fremsendt de oplysninger, der fremgår af § 90, stk. 1, hvis forvaltningen skal ske direkte, og de oplysninger, der fremgår af § 90, stk. 2, hvis forvaltningen skal ske via en filial i Danmark, samt en erklæring om, at forvalteren har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde med den pågældende type investeringsstrategi.

Den foreslåede § 96 gennemfører artikel 34 i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at en forvalter af alternative investeringsfonde med hjemsted i Danmark, som har tilladelse i henhold til den foreslåede § 11, kan forvalte alternative investeringsfonde, der er fra et tredjeland, og som ikke markedsføres i et EU/EØS-land m.v., såfremt (i) forvalteren overholder alle krav i denne lov og regler udstedt i medfør heraf, med undtagelse af kapitel 8 og 9 for så vidt angår disse fonde og (ii) Finanstilsynet har indgået passende samarbejdsaftaler, der lever op til internationale standarder med de kompetente myndigheder i det tredjeland, hvor den alternative investeringsfond er etableret, som sætter Finanstilsynet i stand til at føre tilsyn med forvalteren i henhold til denne lov, herunder bl.a. at overvåge systemiske risici.

Den foreslåede i § 96 omhandler alene forvaltning og dermed ikke markedsføring.

De regler, der i det foreslåede stk. 1, nr. 1, er undtaget, er reglerne om depositaren og årsrapporten, hvilket betyder, at forvalteren ikke skal sikre, at disse regler overholdes for så vidt angår fonde, der er omfattet af denne bestemmelse. For øvrige alternative investeringsfonde med hjemsted i et EU/EØS-land m.v., som forvalteren forvalter, skal alle lovens regler iagttages.

Hvilke oplysninger der er nødvendige for, at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn, som omtalt i det foreslåede stk. 1, nr. 2, er endnu ikke fastlagt. Det forventes, at ESMA vil udarbejde retningslinjer på dette område. Finanstilsynet kan med hjemmel i det foreslåede stk. 2 udstede nærmere regler for udformningen og indholdet af samarbejdsaftaler med tredjelande. Hjemmelen til Finanstilsynet skal sikre, at tilsynet kan implementere de regler, det forventes, at EU-Kommissionen vil udstede på området.

Den foreslåede § 97 gennemfører artikel 35, stk. 1, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at en forvalter med tilladelse kan markedsføre andele i alternative investeringsfonde med hjemsted i et tredjeland samt feeder-fonde, der ikke opfylder kravene i den foreslåede § 76, hvis betingelserne i de foreslåede §§ 98-108 er opfyldt.

Bestemmelsen omfatter både forvaltere med hjemsted i Danmark og forvaltere med hjemsted i et andet EU/EØS-land m.v. end Danmark. En forvalter med hjemland i Danmark skal, jf. den foreslåede § 99, have tilladelse fra Finanstilsynet til sådan markedsføring uanset, om markedsføringen skal ske i Danmark eller i et andet EU/EØS-land m.v. Hvis en forvalter med hjemsted i et andet EU/EØS-land m.v. end Danmark ønsker at markedsføre sådanne fonde i Danmark, skal forvalteren, jf. den foreslåede § 108, have tilladelse fra de kompetente myndigheder i sit hjemland.

Den foreslåede § 98 gennemfører artikel 35, stk. 2, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af den foreslåede § 98, 1. pkt., at en forvalter med tilladelse med registreret hjemsted i Danmark, der ønsker at markedsføre alternative investeringsfonde, som ikke er fra et EU/EØS-land m.v., til professionelle investorer i Danmark eller et EU/EØS-land m.v., skal opfylde alle lovens krav samt regler udstedt i medfør af loven med undtagelse af reglerne i kapitel 13 og 14. Det følger herudover af den foreslåede nr. 1, at der skal være indgået aftaler med de kompetente myndigheder i landet, hvor den alternative investeringsfond eller master-fonden for feeder-fonden har sit registrerede hjemsted, der lever op til internationale standarder, og som sætter Finanstilsynet i stand til at føre tilsyn med forvalteren i henhold til loven, herunder bl.a. at overvåge systemiske risici. Hertil kommer, jf. den foreslåede nr. 2, at den alternative investeringsfonds hjemland ikke må være opført på den liste, som Financial Action Task Force udarbejder over ikke-samarbejdsvillige lande og territorier. Endelig skal der efter den foreslåede nr. 3 være indgået en aftale i overensstemmelse med standarderne i artikel 26 i OECDs modelbeskatningsoverenskomst vedrørende indkomst og formue, som skal sikre en effektiv udveksling af oplysninger om skatteforhold, herunder oplysninger i relation til multilaterale skatteaftaler imellem det tredjeland, hvor den alternative investeringsfond er etableret, og Danmark, samt de EU/EØS-lande m.v. hvor fonden planlægges markedsført.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at den information, som er nødvendig for at føre et effektivt tilsyn med forvalteren og den markedsførte fond, er til stede. Derudover skal reglen sikre, at de oplysninger, der er nødvendige i forbindelse med skattemyndighedernes arbejde samt andet myndighedsarbejde, der involverer et behov for information om finansielle transaktioner og formuer, udveksles.

Den foreslåede § 99 gennemfører artikel 35, stk. 3, i FAIF-direktivet.

Af det foreslåede stk. 1 fremgår det, at hvis en forvalter med hjemsted i Danmark ønsker at markedsføre en alternativ investeringsfond med hjemsted i et tredjeland i Danmark til professionelle investorer, skal forvalteren for hver sådan fond indgive en anmeldelse til Finanstilsynet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at anmeldelsen skal være skriftlig og omfatte dokumentation og oplysningerne, som fremgår af de foreslåede nr. 1-7.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 1, skal anmeldelsen omfatte en driftsplan med en entydig identifikation af de alternative investeringsfonde, som forvalteren planlægger at markedsføre og oplysning om, hvor fondene er etableret. Efter det foreslåede nr. 2 skal anmeldelsen vedlægges hver fonds regler eller vedtægter. Efter det foreslåede nr. 3 skal anmeldelsen indeholde en angivelse af hver fonds depositar. Efter det foreslåede nr. 4 skal anmeldelsen indeholde en beskrivelse af eller oplysninger om den fond, som er tilgængelige for investorer. Efter det foreslåede nr. 5 skal anmeldelsen indeholde oplysninger om, hvor master-fonden er etableret, hvis en af fondene er en feeder-fond. Efter det foreslåede nr. 6 skal anmeldelsen indeholde eventuelle yderligere oplysninger, jf. § 62, stk. 1, om hver fond, som forvalteren har til hensigt at markedsføre. Efter det foreslåede nr. 7 skal anmeldelsen, hvor det er relevant, indeholde oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at forhindre, at andele i fonden markedsføres til detailinvestorer, også når forvalteren benytter uafhængige enheder til at levere investeringsydelser i forbindelse med fonden.

Den foreslåede § 100 gennemfører artikel 35, stk. 4, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet senest 20 arbejdsdage efter at have modtaget en fuldstændig anmeldelse, som overholder kravene i § 99, skal træffe afgørelse om, hvorvidt forvalteren kan påbegynde markedsføring af den alternative investeringsfond i Danmark. Finanstilsynet kan kun afslå markedsføringen, hvis det skønnes, at forvalteren ikke kan eller vil overholde kravene i denne lov og regler udstedt med hjemmel i denne lov, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke overholder denne lov og regler udstedt i medfør heraf.

Fristen efter det foreslåede stk. 1 regnes først fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet har modtaget en fuldstændig ansøgning. Modtager Finanstilsynet en ansøgning, der ikke er fuldstændig, skal dette meddeles til forvalteren. Der er ikke i den foreslåede bestemmelse en konkret frist for, hvor hurtigt Finanstilsynet skal give en sådan meddelelse, men tilsynet skal gøre det inden for rimelig tid fra modtagelse af den ufuldstændige anmeldelse.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at Finanstilsynet kun kan afslå markedsføringen, hvis forvalteren ikke overholder eller ikke skønnes at ville overholde denne lov. Dette betyder ikke, at forvalteren ikke i forbindelse med markedsføringen af fonden er forpligtet til at overholde øvrig dansk lovgivning. Overtrædelser, tilladelser, godkendelser m.v. efter regler uden for denne lov skal behandles i overensstemmelse med de relevante regler og efter de frister, der måtte gælde for sådan sagsbehandling.

Det følger af almindelige principper, at Finanstilsynet straks skal give meddelelse til parterne, når afgørelsen er truffet.

Efter det foreslåede stk. 2 kan forvalteren påbegynde markedsføringen af den alternative investeringsfond i Danmark fra den dato, hvor Finanstilsynet har underrettet forvalteren om, at markedsføring kan påbegyndes. Det betyder, at tilladelsen til markedsføring ikke kan gives med virkning fra en fremtidig dato, men at den er umiddelbart gældende.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet skal underrette ESMA om, at forvalteren har fået tilladelse til at markedsføre den pågældende fond i Danmark. I kraft af at de enkelte landes myndigheder skal indberette til ESMA om tilladelser til at markedsføre alternative investeringsfonde, som har hjemland i tredjelande, får ESMA et overblik over omfanget af sådan markedsføring.

Den foreslåede § 101 gennemfører artikel 35, stk. 10, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at forvalteren skriftligt skal give Finanstilsynet besked, hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysninger, der er afgivet efter den foreslåede § 99. For så vidt angår planlagte ændringer, skal forvalteren give en sådan besked senest en måned før, ændringerne træder i kraft. For så vidt angår uforudsete ændringer, skal forvalteren give besked til Finanstilsynet straks efter, at ændringen er indtruffet. Forvalterens forpligtelse til skriftligt at informere Finanstilsynet om væsentlige ændringer i de oplysninger, der er givet efter den foreslåede § 99, skal sikre, at tilsynet kan vurdere, om ændringerne har betydning for den givne tilladelse til markedsføring.

Efter det foreslåede stk. 2 kan Finanstilsynet i de tilfælde, hvor de planlagte ændringer betyder, at der ikke længere er grundlag for den givne tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, påbyde forvalteren, at forvalteren ikke må iværksætte ændringerne. Finanstilsynet skal meddele forvalteren dette straks efter modtagelse af underretningen fra forvalteren. Forvalteren må efter en sådan underretning ikke iværksætte de planlagte ændringer. Det betyder, at planlagte ændringer af de oplysninger, der ligger til grund for tilladelsen til markedsføring, reelt skal forhåndsgodkendes.

Efter det foreslåede stk. 3 skal Finanstilsynet, hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse, jf. stk. 2, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond eller inddrage forvalterens tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. den foreslåede § 17. Det beror på en konkret vurdering, om Finanstilsynet forbyder markedsføring af den alternative investeringsfond, inddrager forvalterens tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde eller træffer andre foranstaltninger såsom at give forvalteren et påbud om at foretage de nødvendige ændringer for at bringe grundlaget for tilladelsen i orden.

Efter det foreslåede stk. 4 skal Finanstilsynet, hvis de meddelte ændringer er acceptable, idet de ikke medfører, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond vil være i strid med reglerne i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, straks underrette ESMA, hvis ændringerne vedrører ophøret af markedsføring af visse alternative investeringsfonde eller markedsføring af yderligere fonde. Finanstilsynet skal endvidere, hvis det er relevant, ligeledes underrette de kompetente myndigheder i forvalterens værtsland om ændringerne.

Den foreslåede § 102 gennemfører artikel 35, stk. 5, i FAIF-direktivet.

Det foreslåede stk. 1 indeholder et krav om, at forvaltere med hjemsted i Danmark forud for markedsføring af alternative investeringsfonde med hjemsted i et tredjeland, til professionelle investorer i et andet EU/EØS-land m.v. skal indgive anmeldelse til Finanstilsynet for hver fond.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at forvaltere med hjemsted i Danmarks skal have deres markedsføring af alternative investeringsfonde med hjemsted i et tredjeland i andre EU/EØS-lande m.v. end Danmark godkendt af Finanstilsynet. En sådan godkendelse skal ske for hver fond, som forvalteren ønsker at markedsføre.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at anmeldelsen skal være skriftlig og indeholde den dokumentation og de oplysninger, som fremgår af de foreslåede nr. 1-8.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 1, skal anmeldelsen omfatte en driftsplan med en entydig identifikation af de alternative investeringsfonde, som forvalteren planlægger at markedsføre og oplysning om, hvor fondene er etableret. Efter det foreslåede nr. 2 skal anmeldelsen vedlægges hver fonds regler eller vedtægter. Efter det foreslåede nr. 3 skal anmeldelsen indeholde en angivelse af hver fonds depositar. Efter det foreslåede nr. 4 skal anmeldelsen indeholde en beskrivelse af de fonde, som er tilgængelige for investorer. Efter det foreslåede nr. 5 skal anmeldelsen indeholde oplysninger om, hvor master-fonden er etableret, hvis en af fondene er en feeder-fond. Efter det foreslåede nr. 6 skal anmeldelsen indeholde eventuelle yderligere oplysninger, jf. § 62, stk. 1, om hver fond, som forvalteren har til hensigt at markedsføre. Efter det foreslåede nr. 7 skal anmeldelsen indeholde oplysninger om den eller de medlemsstater, hvor forvalteren har til hensigt at markedsføre andele til professionelle investorer for hver fond. Efter det foreslåede nr. 8 skal anmeldelsen indeholde oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at markedsføre fonde og eventuelle oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at forhindre, at andele i hver fond markedsføres til detailinvestorer, også når forvalteren benytter uafhængige enheder til at levere investeringsydelser i forbindelse med fonden.

Den foreslåede § 103 gennemfører artikel 35, stk. 9, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af den foreslåede § 103, at anmeldelse efter § 102 skal udfærdiges på et sprog, der er gængs i den internationale finansverden. Det kan f.eks. være engelsk.

Den foreslåede § 104 gennemfører artikel 35, stk. 6, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet senest 20 arbejdsdage efter at have modtaget en fuldstændig anmeldelse, som overholder kravene i den foreslåede § 102, skal fremsende anmeldelsen til de kompetente myndigheder i det land, hvor forvalteren ønsker at markedsføre den alternative investeringsfond. Fremsendelsen skal kun ske, hvis Finanstilsynet skønner, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond er i overensstemmelse med reglerne i denne lov og regler udstedt i medfør heraf, og forvalteren i øvrigt overholder denne lov og regler udstedt i medfør heraf.

Fristen efter det foreslåede stk. 1 regnes først fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet har modtaget en fuldstændig anmeldelse. Modtager Finanstilsynet en anmeldelse, der ikke er fuldstændig, skal Finanstilsynet meddele dette til forvalteren. Der er ikke i bestemmelsen en konkret frist for, hvor hurtigt Finanstilsynet skal give en sådan meddelelse, men tilsynet skal gøre det indenfor rimelig tid fra modtagelse af den ufuldstændige anmeldelse.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet skal vedlægge en erklæring om, at den pågældende forvalter har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde med en specificeret investeringsstrategi, som den pågældende alternative investeringsfond følger.

Forvaltere skal i forbindelse med deres ansøgning om tilladelse efter det foreslåede § 11, stk. 5, nr. 1, for hver alternativ investeringsfond de forvalter eller har til hensigt at forvalte, bl.a. give oplysninger om investeringsstrategien. Finanstilsynet vil i erklæringen til de kompetente myndigheder i det land, hvor forvalteren ønsker at markedsføre den alternative investeringsfond, benytte materialet fra forvalterens oprindelige godkendelse til at vurdere, hvilke typer fonde forvalteren kan håndtere.

Den foreslåede § 105 gennemfører artikel 35, stk. 7, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet straks efter at have sendt anmeldelsen, jf. § 104, skal underrette forvalteren om, at dette er sket, og at forvalteren fra datoen af denne underretning kan påbegynde den ønskede markedsføring i værtslandet. Den foreslåede bestemmelse betyder, at forvalteren ikke skal have besked fra værtslandet, før markedsføringen kan påbegyndes.

Af det foreslåede stk. 2 fremgår det, at Finanstilsynet skal give ESMA besked om, at forvalteren har fået tilladelse til at markedsføre andele i den alternative investeringsfond i værtslandet.

Den foreslåede § 106 gennemfører artikel 35, stk. 10, jf. stk. 5, i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at forvalteren skriftligt skal give Finanstilsynet besked, hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysninger, der er afgivet efter den foreslåede § 102. For så vidt angår planlagte ændringer, skal forvalteren give en sådan besked senest en måned før, ændringerne træder i kraft. For så vidt angår uforudsete ændringer, skal forvalteren give besked til Finanstilsynet straks efter, at ændringen er indtruffet. Forvalterens forpligtelse til skriftligt at informere Finanstilsynet om væsentlige ændringer i de oplysninger, der er givet efter den foreslåede § 102, skal sikre, at tilsynet kan vurdere, om ændringerne har betydning for den givne tilladelse til markedsføring.

I tilfælde af at de planlagte ændringer betyder, at der ikke længere er grundlag for den givne tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, kan Finanstilsynet efter det foreslåede stk. 2 påbyde forvalteren, at forvalteren ikke må iværksætte de planlagte ændringer. Finanstilsynet skal meddele forvalteren dette straks efter modtagelse af underretningen fra forvalteren. Dette betyder, at planlagte ændringer af de oplysninger, der ligger til grund for tilladelsen til markedsføring, reelt skal forhåndsgodkendes.

Efter det foreslåede stk. 3 skal Finanstilsynet, hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse, jf. stk. 2, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond eller inddrage forvalterens tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. den foreslåede § 17. Det beror på en konkret vurdering, om Finanstilsynet forbyder markedsføring af den alternative investeringsfond, inddrager forvalteren tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde eller træffer andre foranstaltninger såsom at give forvalteren et påbud om at foretage de nødvendige ændringer for at bringe grundlaget for tilladelsen i orden.

Efter det foreslåede stk. 4 skal Finanstilsynet, hvis de meddelte ændringer er acceptable, idet de ikke medfører, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond er i strid med reglerne i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, straks underrette ESMA, hvis ændringerne vedrører ophøret af markedsføring af visse alternative investeringsfonde eller markedsføring af yderligere fonde. Finanstilsynet skal endvidere, hvis det er relevant, ligeledes underrette de kompetente myndigheder i forvalterens værtsland om ændringerne.

Den foreslåede § 107 gennemfører artikel 35, stk. 11-14 og 16, i FAIF-direktivet.

Den foreslåede bestemmelse indeholder en hjemmel til Finanstilsynet til at udstede nærmere regler for formen og indholdet af den i den foreslåede § 99 omhandlende anmeldelse, formen og indholdet af den i den foreslåede § 102 omhandlende anmeldelse samt formen for de i de foreslåede §§ 101 og 106 omhandlende skriftlige underretninger. Hjemmelen til Finanstilsynet skal sikre, at tilsynet kan implementere de regler, det forventes, at EU-Kommissionen vil udstede på området.

Den foreslåede § 108 gennemfører artikel 35, stk. 1, og stk. 7, 2. pkt., i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et andet EU/EØS-land m.v., som har fået tilladelse til at markedsføre de i § 97 nævnte fonde i henhold til regler, der gennemfører FAIF-direktivet, og som ønsker at markedsføre disse fonde til professionelle investorer i Danmark, kan påbegynde denne markedsføring fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i forvalterens hjemland har underrettet forvalteren om, at de har fremsendt en fuldstændig anmeldelse og en erklæring om, at forvalteren har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde med den pågældende investeringsstrategi, til Finanstilsynet.

Efter det foreslåede stk. 2 kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler for markedsføring omfattet af stk. 1.

Den foreslåede § 109 gennemfører artikel 36, stk. 1, i FAIF-direktivet.

Reglerne i de foreslåede §§ 97-108 gælder for markedsføring af alternative investeringsfonde, hvor markedsføringen er omfattet af reglerne om markedsføringspas, mens reglerne i de foreslåede §§ 109 og 110 gælder for markedsføring uden markedsføringspas.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et andet EU/EØS-land m.v., som har fået tilladelse til at markedsføre de i § 97 nævnte fonde i henhold til regler, der gennemfører FAIF-direktivet, og som ønsker at markedsføre disse fonde til professionelle investorer i Danmark, af Finanstilsynet kan få tilladelse til dette, når de i nr. 1-4 nævnte betingelser er opfyldt.

I henhold til det foreslåede nr. 1 skal forvalteren overholde alle kravene i denne lov og regler, der er udstedt i medfør af loven med undtagelse af kapitel 8. Kapitel 8 omfatter regler, som pålægger alternative investeringsfonde at have en depositar, og indeholder regler om de opgaver, som depositaren skal løse. Det betyder, at der ikke gælder de samme krav til depositaren for disse fonde, som for alternative investeringsfonde fra et EU/EØS-land m.v. Dog er der efter det foreslåede nr. 2 en række krav om, at specifikke opgaver, som er en del af lovens kapital 8, skal varetages af en eller flere enheder, som er forskellige fra forvalteren. I det foreslåede nr. 2 er der således regler om, at de opgaver, som er omfattet af de foreslåede § 50, § 51, stk. 1, og § 52, skal udføres af en eller flere enheder, der er forskellig fra forvalteren, og at forvalteren skal underrette Finanstilsynet om identiteten af disse enheder. De opgaver, der efter det foreslåede nr. 2 skal udføres af andre enheder end forvalteren, er bl.a. overvågning af fondenes cash flow, opbevaring af fondenes aktiver, sikring af at udstedelser m.v. af andele i fondene sker i overensstemmelse med vedtægter eller fondsbestemmelser og sikring af, at fondenes transaktioner sker på behørig vis. Der er derfor uanset undtagelsen i det foreslåede stk. 1 et krav om, at investorernes interesser skal varetages af en depositarlignende enhed.

Det fremgår af det foreslåede nr. 3, at Finanstilsynet skal have indgået passende samarbejdsaftaler med de kompetente myndigheder i det tredjeland, hvor den alternative investeringsfond er etableret. Samarbejdsaftalerne skal leve op til internationale standarder og sætte Finanstilsynet i stand til at føre tilsyn i overensstemmelse med denne lov, herunder bl.a. overvåge systemiske risici.

Det forventes, at EU-Kommissionen vil udstede nærmere retningslinjer for disse samarbejdsaftaler med henblik på at udvikle en fælles ramme for at lette indgåelsen af sådanne samarbejdsaftaler med tredjelande, jf. artikel 36, stk. 3, i FAIF-direktivet.

Efter det foreslåede nr. 4 må det tredjeland, hvor den alternative investeringsfond er etableret, ikke være registreret som et ikke-samarbejdsvilligt land og territorium af FATF.

Den foreslåede § 110 gennemfører artikel 36, stk. 2, i FAIF-direktivet.

Den foreslåede bestemmelse giver Finanstilsynet en hjemmel til at udstede nærmere regler om markedsføringen omhandlet i § 109. Hjemmelen til Finanstilsynet skal sikre, at Finanstilsynet kan implementere de regler, det forventes, at EU-Kommissionen vil udstede på området.

Den foreslåede § 111 gennemfører artikel 37, stk. 1, og stk. 5, 1. afsnit, i FAIF-direktivet.

Den foreslåede § 111 er den første bestemmelse i en række bestemmelser, der fastsætter, hvordan forvaltere med registreret hjemsted i et tredjeland kan markedsføre alternative investeringsfonde i et EU/EØS-land m.v., herunder Danmark, eller forvalte alternative investeringsfonde herfra. Bestemmelserne implementerer således 2. del af FAIF-direktivets kapitel VII om særlige bestemmelser for så vidt angår tredjelande. Forvaltere med registreret hjemsted i tredjelande skal have en tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde fra deres referenceland. Bestemmelserne regulerer, hvornår Danmark skal anses for referenceland og hvilken procedure, der afgør, hvornår Danmark skal være referenceland, såfremt forvalteren ønsker at forvalte eller markedsføre alternative investeringsfonde i flere forskellige EU/EØS-lande m.v.

Det foreslåede stk. 1 pålægger forvaltere med registreret hjemsted i et tredjeland at have et referenceland i et EU/EØS-land m.v., inden forvalteren påbegynder forvaltningen af alternative investeringsfonde fra et EU/EØS-land m.v., eller inden forvalteren påbegynder markedsføring i et EU/EØS-land m.v. af alternative investeringsfonde, som forvalteren selv forvalter.

Forvalteren skal have tilladelse efter lovforslagets § 11, jf. § 116, til at forvalte alternative investeringsfonde i Danmark, såfremt Danmark er referenceland for forvalteren, inden forvaltning eller markedsføring påbegyndes, jf. det foreslåede stk. 2. Stk. 2. implementerer FAIF-direktivets artikel 7, stk. 1, jf. definitionen af hjemsted i direktivets artikel 4, stk. 1, litra q. Endvidere skal forvalteren overholde den foreslåede lov og regler udstedt i medfør heraf, såfremt Danmark er forvalterens referenceland. Den foreslåede bestemmelse medfører også, at ledelsen for en fond, der vælger en forvalter, jf. det foreslåede § 4, stk. 1, skal sikre sig, at forvalteren har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, hvilket også gælder, hvis forvalteren er fra et tredjeland.

Hvilken bestemmelse, der fastslår, hvilket referenceland en forvalter skal have, afhænger af de faktiske omstændigheder. De fakta, der er afgørende for hvilken bestemmelse, der finder anvendelse, kan opstilles i skematisk form:

Den foreslåede § 112 implementerer artikel 37, stk. 4, litra a, og litra b, pkt. i og ii, i FAIF-direktivet.

Bestemmelsen omhandler fastlæggelse af referencelandet for forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, som planlægger at forvalte en eller flere alternative investeringsfonde fra et EU/EØS-land m.v., men ikke planlægger at markedsføre fondene i et EU/EØS-land m.v. i henhold til de foreslåede §§ 128 eller 129. Det forslåede stk. 1 omhandler den situation, hvor forvalteren kun forvalter alternative investeringsfonde fra et og samme EU/EØS-land m.v., mens det foreslåede stk. 2 omhandler den situation, hvor forvalteren forvalter alternative investeringsfonde fra forskellige EU/EØS-lande m.v.

Det foreslås i stk. 1, at hvis en forvalter fra et tredjeland kun forvalter én alternativ investeringsfond eller forvalter flere alternative investeringsfonde, som er etableret i det samme EU/EØS-land m.v., vil forvalterens referenceland være det EU/EØS-land m.v., hvor de alternative investeringsfonde er etableret. Danmark vil således være forvalterens referenceland i det tilfælde, hvor forvalteren kun forvalter alternative investeringsfonde, som er etableret i Danmark, og dermed ikke forvalter alternative investeringsfonde fra andre EU/EØS-lande m.v.

Det foreslås i stk. 2, at hvis en forvalter fra et tredjeland forvalter alternative investeringsfonde fra flere EU/EØS-lande m.v., kan referencelandet fastlægges enten efter det foreslåede stk. 2, nr. 1 eller 2.

Efter det foreslåede nr. 1 vil forvalterens referenceland være det EU/EØS-land m.v., hvor størstedelen af forvalterens forvaltede alternative investeringsfonde er etableret. Således vil Danmark f.eks. være referenceland, hvis forvalteren forvalter én alternativ investeringsfond, der er etableret i Sverige, og to alternative investeringsfonde, der er etableret i Danmark.

Efter det foreslåede nr. 2 vil forvalterens referenceland være det EU/EØS-land m.v., hvor forvalteren forvalter størstedelen af aktiverne. Således vil Danmark være referenceland, hvis forvalteren forvalter en mindre alternativ investeringsfond fra Sverige og en større (med flere aktiver end den svenske fond) alternative investeringsfond fra Danmark.

Såfremt der skulle være flere mulige referencelande, fastlægges referencelandet efter det foreslåede § 114, stk. 2 og 4, hvortil der henvises. Dette kunne være den situation, hvor forvalteren forvalter én stor alternativ investeringsfond, der er etableret i Sverige, men to mindre fonde, der er etableret i Danmark.

Ved »etableret« forstås efter definitionen en fond »som har erhvervet tilladelse eller er registreret i« eller, hvis fonden ikke har erhvervet tilladelse eller er registreret, »som har registreret hjemsted i«, jf. det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 12.

Det foreslåede stk. 1 implementerer artikel 37, stk. 4, litra c, pkt. i og ii, i FAIF-direktivet, og omhandler fastlæggelsen af referencelandet for forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, som udelukkende planlægger at markedsføre én enkelt alternativ investeringsfond, som er fra et EU/EØS-land m.v., i et EU/EØS-land m.v.

Begrebet »planlægger at udvikle en effektiv markedsføring« fremgår flere steder i FAIF-direktivet ved fastlæggelsen af referencelandet. Princippet i FAIF-direktivet er, at referencelandet skal være det EU/EØS-land m.v, hvor tyngdepunktet af de ydelser, som forvalteren leverer, ligger. Begrebet »effektiv markedsføring« er ikke defineret eller uddybet nærmere i FAIF-direktivet, men forventes fastsat ved nærmere EU-regulering.

Det foreslåede stk. 1, nr. 1, litra a, medfører, at Danmark er forvalterens referenceland, hvis fonden har erhvervet tilladelse i eller er registreret i et EU/EØS-land m.v., og den alternative investeringsfond har hjemland i Danmark. Danmark kan også være referenceland efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, litra b, hvis fonden har erhvervet tilladelse i eller er registreret i et EU/EØS-land m.v., og Danmark er det land, hvor forvalteren planlægger at markedsføre fonden.

Stk. 1, nr. 1, inkluderer alternative investeringsfonde, der har erhvervet tilladelse eller er registreret i Danmark efter dansk ret, herunder andre love end lov om forvaltere af alternative investeringsfonde. Tilladelsen kan f.eks. følge af den finansielle lovgivning, eller registreringen kan være foretaget hos Erhvervsstyrelsen.

Det foreslåede stk. 2 implementerer artikel 37, stk. 4, litra d, i FAIF-direktivet. Det følger af bestemmelsen, at såfremt en forvalter med registreret hjemsted i et tredjeland udelukkende vil markedsføre én alternativ investeringsfond fra et tredjeland, er Danmark forvalterens referenceland, såfremt Danmark er det EU/EØS-land m.v., som fonden skal markedsføres i. En alternativ investeringsfond fra et tredjeland er en fond, der ikke har erhvervet tilladelse eller er registreret i et EU/EØS-land m.v. i henhold til gældende national lovgivning, og heller ikke har sit registrerede hjemsted eller hovedkontor i et EU/EØS-land m.v., jf. definitionen af »en alternativ investeringsfond fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område« i det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 16.

Det foreslåede stk. 3 implementerer artikel 37, stk. 4, litra e, pkt. i og ii, i FAIF-direktivet. Den foreslåede bestemmelse regulerer fastlæggelsen af referencelandet ved en tredjelandsforvalters markedsføring af én enkelt fond fra et EU/EØS-land m.v., men i forskellige lande inden for EU/EØS m.v. I modsætning til de foreslåede stk. 1 og 2 er der tale om levering af ydelser fra tredjelandsforvalteren, der sker i forskellige EU/EØS-lande m.v. Det følger af det foreslåede stk. 3, nr. 1, litra a, at hvis fonden har erhvervet tilladelse i eller er registreret i et EU/EØS-land m.v., er Danmark forvalterens referenceland, såfremt fonden har hjemland i Danmark. Det følger af det foreslåede stk. 3, nr. 1, litra b, at forvalterens referenceland også kan være et af de lande, hvor forvalteren planlægger at udvikle en effektiv markedsføring. Det følger af det foreslåede stk. 3, nr. 2, at hvis fonden ikke har erhvervet tilladelse i eller er registreret i et EU/EØS-land m.v., er Danmark forvalterens referenceland, hvis Danmark er et af de lande, hvor forvalteren planlægger at udvikle en effektiv markedsføring.

Det foreslåede stk. 4 implementerer artikel 37, stk. 4, litra f, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen er relevant ved fastlæggelsen af referencelandet for forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, hvis ydelse består i markedsføring af én enkelt alternativ investeringsfond, som ikke er fra et EU/EØS-land m.v., såfremt forvalteren planlægger at markedsføre fonden i et eller flere EU/EØS-lande m.v. Det følger af bestemmelsen, at Danmark kan være forvalterens referenceland, såfremt Danmark er et af de lande, hvor fonden skal markedsføres.

Det foreslåede stk. 5 implementerer artikel 37, stk. 4, litra g, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen er relevant ved fastlæggelsen af referencelandet for forvaltere, hvis ydelse består i markedsføring af flere alternative investeringsfonde, der alle har hjemland i et EU/EØS-land m.v., inden for EU/EØS m.v. Det følger af det foreslåede stk. 5, nr. 1, litra a, at Danmark er forvalterens referenceland, såfremt samtlige fonde har erhvervet tilladelse i eller er registreret i det samme land inden for EU/EØS, hvis Danmark er disse alternative investeringsfondes hjemland, eller, jf. det foreslåede stk. 5, nr. 1, litra b, Danmark er det land, hvor forvalteren har til hensigt at udvikle en effektiv markedsføring for de fleste af disse fonde. Hvis samtlige fonde ikke har erhvervet tilladelse eller er registreret i samme EU/EØS-land m.v., er forvalterens referenceland Danmark, hvis forvalteren har til hensigt at udvikle en effektiv markedsføring for de fleste af fondene i Danmark, jf. det foreslåede stk. 5, nr. 2.

Det foreslåede stk. 6 implementerer artikel 37, stk. 4, litra h, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen er relevant ved fastlæggelsen af referencelandet for forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, hvis ydelse består i markedsføring af flere alternative investeringsfonde, hvoraf en eller flere af disse fonde ikke er fra et EU/EØS-land m.v., i EU/EØS-lande m.v. Det følger af den foreslåede bestemmelse, at Danmark er forvalterens referenceland, hvis forvalteren planlægger at udvikle effektiv markedsføring i Danmark for de fleste af fondene. Det samme gælder, hvis forvalteren udelukkende planlægger at markedsføre flere fonde i Danmark, hvor ingen af fondene er fra et EU/EØS-land m.v. Det afgørende efter den foreslåede bestemmelse er antallet af fondene uafhængigt af størrelsen af de pågældende fonde. Danmark vil således f.eks. være referenceland, hvis forvalteren markedsfører en stor fond i Sverige, men to mindre fonde i Danmark.

Det foreslåede § 114, stk. 2 og 4, regulerer det forhold, at forvalteren har flere mulige referencelande.

Den foreslåede § 114 implementerer artikel 37, stk. 4, 2. sidste afsnit, i FAIF-direktivet. I de tilfælde hvor en forvalter af alternative investeringsfonde med registrerede hjemsted i et tredjeland udelukkende planlægger at markedsføre eller forvalte fonde i henhold til de foreslåede §§ 112 og 113, kan det følge af disse bestemmelser, hvornår Danmark er forvalterens eneste mulige referenceland. I de tilfælde hvor det ikke følger af de forudgående bestemmelser eller nationale regler, der gennemfører FAIF-direktivet, at Danmark er forvalterens eneste mulige referenceland, fastlægger § 114 proceduren for, hvordan en sådan forvalter skal få fastlagt sit referenceland.

Det foreslåede stk. 1 medfører, at såfremt Danmark i medfør af §§ 112 eller 113 er forvalterens eneste mulige referenceland, skal en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland søge om tilladelse hos Finanstilsynet i henhold til § 11, jf. § 119.

Såfremt der er flere mulige referencelande inden for EU/EØS, og Danmark er et af de mulige referencelande, skal forvalteren sende en ansøgning til Finanstilsynet om at få tildelt et referenceland. En ansøgning skal endvidere sendes til samtlige de lande, der ud over Danmark, er mulige referencelande for forvalteren. Det vil endvidere følge af implementeringen af FAIF-direktivet i EU/EØS-landene m.v., at i et tilfælde, hvor der er flere mulige referencelande, vil forvalteren skulle sende en ansøgning til de øvrige lande i henhold til deres nationale lovgivning. Det foreslåede stk. 1 regulerer imidlertid kun det, forvalteren skal foretage sig over for de danske myndigheder. Af hensyn til det foreslåede stk. 2 skal forvalteren dog samtidig oplyse Finanstilsynet om, hvilke øvrige EU/EØS-lande m.v., forvalteren skal indgive anmeldelse til.

Herefter følger det af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet sammen med de myndigheder, som har fået en anmeldelse fra forvalteren, jf. stk. 1, i fællesskab skal beslutte, hvilket land der er forvalterens referenceland. Dette skal ske inden for en måned efter, at samtlige kompetente myndigheder i de andre lande har modtaget en anmeldelse om at få tildelt et referenceland fra forvalteren i henhold til deres nationale ret. Myndighederne skal lægge vægt på, at referencelandet skal være det land, hvor tyngdepunktet for forvalterens forvaltning og markedsføring må forventes at blive ud fra de planer, som forvalteren oplyser. Den foreslåede § 116 indeholder en mekanisme, der giver de berørte lande mulighed for at indbringe uenigheder herom for ESMA, jf. nærmere bemærkningerne hertil. Det forventes, at mekanismen med tiden vil bidrage til en ensartet fortolkning af reglerne og således facilitere fastlæggelsen af referencelandet i fællesskab.

Hvis Danmark bliver referenceland efter proceduren i det foreslåede stk. 2, er Finanstilsynet forpligtet efter det foreslåede stk. 3 til at give forvalteren meddelelse herom.

Det foreslåede stk. 4 foreskriver, at såfremt forvalteren ikke er informeret om en afgørelse efter stk. 2 inden for 7 dage efter, at afgørelsen er truffet, eller såfremt en afgørelse ikke er truffet inden for en måned efter, at samtlige anmodninger efter stk. 1 er modtaget af de kompetente myndigheder, kan forvalteren selv vælge sit referenceland ud fra de kriterier, der gælder i medfør af FAIF-direktivet. Et eksempel på hvordan en forvalter kan vide, at 7 dages fristen er påbegyndt på trods af, at forvalteren per definition ikke er blevet informeret herom er, såfremt et land er valgt, som herefter undlader at oplyse forvalteren herom, jf. artikel 37, stk. 4, næstsidste afsnit, i FAIF-direktivet, og forvalteren herefter bliver oplyst om, at et valg et truffet fra en anden kompetent myndighed. I så fald vil forvalteren kunne påberåbe sig den foreslåede bestemmelse og selv vælge sit referenceland 7 dage efter, at afgørelsen er truffet. Hvis forvalteren vælger Danmark som referenceland, skal forvalteren underrette Finanstilsynet om sit valg, jf. det foreslåede stk. 4, 2. pkt.

Det følger af det foreslåede stk. 5, at en forvalter, der har til hensigt at udvikle en »effektiv markedsføring« i et bestemt EU/EØS-land m.v., jf. de forudgående bestemmelser, på anmodning skal kunne dokumentere dette over for Finanstilsynet. Bestemmelsen er en nødvendig forudsætning for, at Finanstilsynet kan efterprøve forvalterens vurdering af hvilket referenceland, der er korrekt.

Det foreslåede stk. 1 implementerer artikel 37, stk. 5 og 6, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen regulerer de tilfælde, hvor forvalteren mener, at Danmark alene skal anses for rette referenceland, og derfor søger om tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. § 114, stk. 1. Dette vedrører således de sager, der ikke følger proceduren i det foreslåede § 114, stk. 2. Efter bestemmelsen skal Finanstilsynet efterprøve, hvorvidt forvalterens valg af Danmark som referenceland er korrekt. Finanstilsynet skal i denne vurdering lægge de kriterier til grund, der følger af FAIF-direktivet, og som er gengivet i lovforslagets §§ 112 og 113. Finanstilsynet forventes at følge den praksis, der anlægges hos ESMA. For så vidt angår forvaltning fremgår kriterierne af den foreslåede § 112, og for så vidt angår markedsføring af den foreslåede § 113. Såfremt Finanstilsynet ikke finder, at Danmark er rette referenceland, eller Finanstilsynet finder, at forvalteren har andre mulige referencelande, skal Finanstilsynet afvise ansøgningen. Hvis Finanstilsynet er enig i, at Danmark er forvalterens eneste mulige referenceland, underretter Finanstilsynet ESMA om vurderingen af referencelandet sammen med forvalterens begrundelse for valget af Danmark som referenceland og, hvis relevant, oplysninger om forvalterens markedsføringsstrategi.

Efter det foreslåede stk. 2 skal ESMA yde rådgivning til Finanstilsynet om ESMA’s vurdering af referencelandet senest én måned efter at have modtaget underretningen i henhold til stk. 1. Stk. 2 implementerer således delvist artikel 37, stk. 5, i FAIF-direktivet. Udtalelsen er en rådgivning til Finanstilsynet, der skal tjene til at sikre en ensartet praksis om tildeling af referencelande inden for EU/EØS.

Det foreslåede stk. 3 implementerer artikel 37, stk. 5, sidste afsnit, i FAIF-direktivet. I henhold til det foreslåede stk. 3 skal Finanstilsynet underrette ESMA, såfremt Finanstilsynet planlægger at meddele tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i strid med ESMA’s rådgivning afgivet efter stk. 2. Finanstilsynet skal oplyse om begrundelsen for afgørelsen. Hvis forvalteren har til hensigt at markedsføre andele i alternative investeringsfonde, som den forvalter, i andre EU/EØS-lande m.v., underretter Finanstilsynet tillige de kompetente myndigheder i de pågældende lande herom sammen med begrundelsen for afgørelsen. Såfremt det er relevant, informerer Finanstilsynet også de kompetente myndigheder i de af forvalterens forvaltede alternative investeringsfondes hjemlande herom sammen med begrundelsen for afgørelsen.

Den foreslåede § 116 giver Finanstilsynet hjemmel til at meddele en forvalter fra et tredjeland tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, når Finanstilsynet har vurderet, at Danmark er rette referenceland, jf. det foreslåede § 115, stk. 3. En forudsætning, for at Finanstilsynet kan meddele tilladelsen, er, at forvalteren kan overholde de samme krav, som loven stiller til en forvalter, der er etableret i et EU/EØS-land m.v., medmindre loven indeholder en særskilt undtagelse for forvaltere fra tredjelande. Dette gælder kravene til organisering, solvens, udpegning af depositar, vurderingen af ledelsen af forvalteren osv. Den foreslåede § 116 gennemfører således artikel 37, stk. 2 og 7, og stk. 8, litra a, pkt. i-iv, i FAIF-direktivet. Det fremgår af bestemmelsen, at betingelserne og kravene i § 117 og § 118, stk. 1-3, skal være opfyldt for, at en forvalter med registret hjemsted i et tredjeland, som har fået tildelt Danmark som referenceland, kan få tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. § 11, stk. 3, nr. 6. Der henvises til bemærkningerne nedenfor til § 117 og § 118, stk. 1-3.

Den foreslåede § 117 omhandler de nødvendige supplerende betingelser, der skal være opfyldt for, at Finanstilsynet kan meddele en forvalter med registreret hjemsted i et tredjeland tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde.

Det foreslåede stk. 1, nr. 1, implementerer artikel 37, stk. 7, litra d, og artikel 40, stk. 1, litra a, i FAIF-direktivet. Den foreslåede bestemmelse medfører, at det er en betingelse for, at Finanstilsynet kan meddele en forvalter med registreret hjemsted i et tredjeland tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, at der er indgået passende samarbejdsaftaler mellem Finanstilsynet, de kompetente myndigheder i de berørte alternative investeringsfondes hjemlande og tilsynsmyndighederne i det land, hvor forvalteren har sit registrerede hjemsted. Samarbejdsaftalerne skal sætte Finanstilsynet i stand til at føre tilsyn med forvalteren i henhold til denne lov, herunder overvåge de systemiske risici. Det er en forudsætning for, at samarbejdsaftalerne kan påberåbes af forvalteren, at aftalerne sikrer en udveksling af oplysninger, der sætter Finanstilsynet i stand til at kunne udføre sine opgaver i henhold til denne lov. Vurderingen af aftalerne foretages af Finanstilsynet, når forvalteren søger om tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde. Det forhold, at en aftale én gang er indgået, udelukker ikke, at Finanstilsynet kan anlægge den vurdering, at aftalen i praksis ikke har vist sig tilstrækkelig effektiv, hvorefter tilsynet vil kunne nægte yderligere forvaltere tilladelse med baggrund i de samme samarbejdsaftaler.

Det foreslåede stk. 1, nr. 2, implementerer artikel 37, stk. 7, litra e, og artikel 40, stk. 2, litra b, i FAIF-direktivet, og det fremgår heraf, at det tredjeland, hvor forvalteren er etableret, ikke må være registreret som et ikke-samarbejdsvilligt land og territorium af FAFT.

Det foreslåede stk. 1, nr. 3, implementerer artikel 37, stk. 7, litra f, i FAIF-direktivet. Den foreslåede bestemmelse foreskriver, at det land, hvor forvalteren har sit registrerede hjemsted, skal have indgået en aftale med Danmark, som fuldt ud overholder standarderne i artikel 26 i OECD’s modelbeskatningsoverenskomst vedrørende indkomst og formue, og som sikrer en effektiv informationsudveksling om skatteforhold, herunder eventuelle multilaterale skatteaftaler.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, nr. 4, som gennemfører artikel 37, stk. 7, litra g, i FAIF-direktivet, at Finanstilsynets effektive gennemførelse af sine tilsynsopgaver i henhold til dette lovforslag ikke må forhindres af et tredjelands love eller administrative bestemmelser, som forvalteren er underlagt, eller af begrænsninger i de tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, som gælder for de pågældende tredjelandes tilsynsmyndigheder.

Den foreslåede § 118 omhandler kravet om, at en forvalter med registreret hjemsted i et tredjeland skal have en retlig repræsentant, og implementerer artikel 37, stk. 3, i FAIF-direktivet. Formålet med at en forvalter skal have en »retlig repræsentant« er, at såvel myndigheder som investorer fra EU/EØS-lande m.v. kan henvende sig i et EU/EØS-land m.v. i stedet for f.eks. det land, hvor forvalteren har registreret hjemsted, når de har behov herfor. I henhold til det foreslåede stk. 1 skal forvalterens retlige repræsentant være etableret i Danmark som en betingelse for, at Finanstilsynet kan meddele en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde. Ved »etableret« forstås i denne bestemmelse, at den retlige repræsentant fysisk skal befinde sig i Danmark og have en postadresse, telefonnummer og forretningslokale osv. Der henvises i øvrigt til definitionen af en »retlig repræsentant« i den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 26, og bemærkningerne hertil.

Det foreslåede stk. 2 foreskriver, at den retlige repræsentant skal være forvalterens kontaktpunkt i EU/EØS m.v. for Finanstilsynet, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 1, andre kompetente myndigheder fra EU/EØS-lande m.v., jf. det foreslåede stk. 2, nr. 2, investorer i EU/EØS-lande m.v. i de fonde som forvaltes af forvalteren, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 3, samt ESMA, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 4.

Det foreslåede stk. 3 foreskriver, at al korrespondance fra forvalteren, som omhandlet i denne lov og regler udstedt i medfør heraf, skal ske gennem den retlige repræsentant, når korrespondancen er rettet til Finanstilsynet, andre kompetente myndigheder fra EU/EØS-lande m.v. samt investorer fra EU/EØS-lande m.v., der investerer i de af forvalteren forvaltede fonde.

Det foreslåede stk. 4 pålægger den retlige repræsentant i samarbejde med forvalteren at udføre compliancefunktioner. Bestemmelsen foreskriver, at den retlige repræsentant skal have de fornødne kompetencer og ressourcer til at påse, at forvalteren overholder kravene i loven og regler udstedt i medfør af loven vedrørende de aktiviteter, som forvalteren søger om tilladelse til.

Det foreslåede § 119, stk. 1, implementerer artikel 37, stk. 8, litra a, pkt. i-iv, i FAIF-direktivet.

Den foreslåede § 119 omhandler de supplerende oplysninger, som en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland skal indsende i medfør af det foreslåede § 11 som en betingelse for, at tilsynet kan meddele forvalteren tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde. Der henvises til bemærkningerne herom ovenfor.

De supplerende oplysninger, som en forvalter med registreret hjemsted i et tredjeland skal vedlægge sin ansøgning, er forvalterens begrundelse for sit valg af Danmark som referenceland sammen med oplysninger om forvalterens markedsføringsstrategi, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 1, en eventuel liste over de bestemmelser i loven eller regler udstedt i medfør heraf, som forvalteren ikke kan overholde, fordi det vil være uforeneligt med overholdelsen af en præceptiv bestemmelse i den lovgivning, som forvalteren eller en alternativ investeringsfond med hjemsted i et tredjeland, som markedsføres i EU/EØS, er underlagt, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 2, en eventuel skriftlig redegørelse i henhold til de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er udviklet af ESMA, der indeholder dokumentation for, at lovgivningen i det relevante tredjeland indeholder regulering svarende til de bestemmelser i denne lov, som det er umuligt at overholde for forvalteren, og som har det samme regulatoriske formål og giver det samme beskyttelsesniveau for investorerne i de relevante fonde. Den skriftlige redegørelse skal støttes af en juridisk udtalelse om, at den relevante uforenelige præceptive regulering findes i tredjelandets lovgivning, herunder en beskrivelse af reguleringens lovgivningsmæssige formål og karakteren af den tilsigtede investorbeskyttelse, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 3, samt praktiske oplysninger om forvalterens retlige repræsentant, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 4.

Finanstilsynet vurderer om redegørelsen nævnt i nr. 3 dokumenterer de nævnte forhold tilstrækkeligt til, at forvalteren kan få en tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde med Danmark som referenceland, herunder om redegørelsen er troværdig, hvori det forhold, om den part, der har udarbejdet redegørelsen, reelt er uafhængig af forvalteren, vil spille ind i tilsynets vurdering.

Stk. 2 i den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 37, stk. 8, litra b, i FAIF-direktivet. Bestemmelsen begrænser en forvalter med registreret hjemsted i et tredjelands oplysningsforpligtelser til kun at omfatte de alternative investeringsfonde fra EU/EØS-lande m.v., som forvalteren har til hensigt at forvalte, og de øvrige alternative investeringsfonde som forvalteren forvalter og ønsker at markedsføre i EU/EØS-lande m.v. Der er ikke et behov for at regulere fonde, der ikke er etableret i et EU/EØS-land m.v., da reguleringen af disse fonde kun indirekte har betydning for europæiske investorer. Det forventes, at det ofte vil være et ønske fra forvalterens side, at tilladelsen begrænses til kun at omfatte de fonde fra EU/EØS-lande m.v., der forvaltes eller de fonde, som markedsføres ind i EU/EØS m.v.

Det foreslåede stk. 3 implementerer artikel 37, stk. 23, i FAIF-direktivet. Artikel 37, stk. 23, litra a, i FAIF-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om de betingelser, hvorpå den lovgivning som en forvalter med registreret hjemsted i et tredjeland er underlagt, anses for at tilvejebringe en tilsvarende bestemmelse, der har den samme forskriftsmæssige hensigt, og giver det samme beskyttelsesniveau for de relevante investorer. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret foreslås det derfor i stk. 3, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, hvordan en forvalter fra et tredjeland kan overholde kravene i denne lov, herunder navnlig kravene i henhold til de foreslåede §§ 61-68. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er direkte gældende i medlemslandene, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler.

Stk. 1 i den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 37, stk. 2, i FAIF-direktivet og skal ses i lyset af den redegørelse og juridiske udtalelse, som forvalteren skal fremsende til Finanstilsynet i medfør af det foreslåede § 119, stk. 1, nr. 3. Den foreslåede bestemmelse fastlægger, hvilke kriterier en forvalter skal godtgøre er opfyldt for at blive fritaget fra at overholde en del af lovens bestemmelser. Disse forhold skal fremgå af redegørelsen, og udtalelsen skal dokumentere, at forvalteren umuligt kan overholde lovbestemmelserne, at loven i forvalterens hjemland yder en beskyttelse, der er af en tilsvarende karakter og niveau som denne lov, og at forvalteren eller fonden overholder denne lovgivning.

Stk. 2 i den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 37, stk. 9, 1. afsnit, i FAIF-direktivet og pålægger Finanstilsynet at vurdere, om forvalteren kan påberåbe sig det foreslåede stk. 1 for at undlade at opfylde loven eller regler udstedt i medfør af loven. Såfremt Finanstilsynet er enig i, at forvalteren kan anvende bestemmelsen i stk. 1, skal tilsynet uden unødigt ophold underrette ESMA herom bilagt de oplysninger, der fremgår af forslagets § 119, stk. 1, nr. 2 og 3.

Stk. 3 i den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 37, stk. 9, 6. afsnit, i FAIF-direktivet. Efter ESMA har modtaget Finanstilsynets vurdering, skal ESMA afgive en udtalelse til Finanstilsynet om, hvorvidt ESMA er enig i, at forvalteren kan undlade at overholde en bestemmelse i denne lov eller regler udstedt i medfør heraf. ESMA har én måned til at afgive vurderingen efter at have modtaget tilsynets vurdering. Det forventes, at denne procedure med tiden vil bidrage til en ensartet fortolkning i EU/EØS af, hvilke bestemmelser forvaltere fra et bestemt tredjeland ikke kan overholde, men hvor forvalteren dog alligevel kan påberåbe sig at være underlagt en tilsvarende regulering, og derfor få en tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i EU/EØS m.v. Finanstilsynet vil derfor som hovedregel først meddele tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde til en forvalter fra et tredjeland efter, at ESMA er kommet med sin vurdering. Det følger af lovforslagets § 14, stk. 4, at den tidsfrist Finanstilsynet har til at meddele, hvorvidt forvalteren kan få tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde suspenderes, imens ESMA afgiver sin vurdering.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at hvis Finanstilsynet vælger at meddele tilladelse i modstrid med rådgivningen fra ESMA, skal Finanstilsynet underrette ESMA herom sammen med oplysninger om begrundelsen herfor. Hvis forvalteren har planer om at markedsføre alternative investeringsfonde i andre EU/EØS-lande m.v., skal Finanstilsynet tillige underrette de pågældende lande herom sammen med en begrundelse for afgørelsen. Såfremt det er relevant, skal Finanstilsynet også underrette de kompetente myndigheder i de af forvalteren forvaltede alternative investeringsfondes hjemland herom sammen med en begrundelse for afgørelsen.

Det foreslåede stk. 5 implementerer artikel 37, stk. 23, litra b, i FAIF-direktivet. Artikel 37, stk. 23, litra b, i FAIF-direktivet, giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt, om lovgivningen i et tredjeland medfører en tilsvarende beskyttelse som lovgivningen efter FAIF-direktivet. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret foreslås det i stk. 5, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler herom. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er direkte gældende i medlemslandene, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler.

Den foreslåede § 121 implementerer artikel 37, stk. 11, i FAIF-direktivet. Den foreslåede bestemmelse omhandler den situation, hvor forvalteren har fået Danmark tildelt som sit referenceland, men ønsker at skifte referenceland. Dette forventes typisk at være som følge af, at forvalterens oprindelige forudsætninger for at have fået tildelt Danmark som referenceland har ændret sig, f.eks. hvis forvalteren med tiden overtager administrationen af andre alternative investeringsfonde, der er etableret i andre EU/EØS-lande m.v.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at et skift af referenceland ikke kan ske uden tilladelse fra Finanstilsynet.

Det foreslåede stk. 2 omhandler den situation, hvor forvalteren ønsker et skift af referenceland som følge af, at forvalteren selv ændrer sin markedsføringsstrategi, og den ændrede markedsføringsstrategi vil træde i kraft inden for 2 år efter, at Finanstilsynet har meddelt tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde. Bestemmelsen pålægger forvalteren at underrette Finanstilsynet herom. I det tilfælde, hvor forvalteren ikke underretter Finanstilsynet, finder bestemmelserne i den foreslåede § 122 anvendelse, hvortil der henvises. Såfremt ændringen sker 2 år efter, at Finanstilsynet har meddelt tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, finder den foreslåede § 123 anvendelse, jf. nærmere bemærkningerne hertil. En forudsætning for bestemmelsens anvendelse er, at ændringen ville have påvirket vurderingen af referencelandet, hvis den ændrede markedsføringsstrategi havde været anlagt ved forvalterens oprindelige ansøgning. Det er således kun væsentlige ændringer af markedsføringsstrategien, der udløser pligten til at underrette Finanstilsynet herom.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at forvalteren ikke må iværksætte en ændret markedsføringsstrategi, før forvalteren har meddelt dette til Finanstilsynet i henhold til det foreslåede stk. 2. Det foreslåede stk. 3 foreskriver endvidere, hvilke oplysninger en forvalter skal fremsende til Finanstilsynet, når meddelelse i henhold til det foreslåede stk. 2 gives.

I medfør af det foreslåede stk. 4 skal Finanstilsynet efterprøve, hvorvidt forvalterens vurdering af det nye referenceland er i overensstemmelse med de regler, der er udstedt i medfør af artikel 37, stk. 4, i FAIF-direktivet, og underrette ESMA herom sammen med forvalterens begrundelse for valget af det nye referenceland og oplysninger om forvalterens ændrede markedsføringsstrategi. Det følger af stk. 4 sammenholdt med stk. 2, at ved ændringer, der ikke påvirker bestemmelsen af referencelandet, kan forvalteren ikke få tilladelse til at skifte referenceland.

ESMA skal herefter afgive en udtalelse til Finanstilsynet med sin vurdering af forholdet i medfør af det foreslåede stk. 5.

Ifølge det foreslåede stk. 6 må Finanstilsynet først træffe afgørelse om tilladelse kan meddeles til, at forvalteren må skifte referenceland efter, ESMA har afgivet en udtalelse i henhold til stk. 5.

Ifølge det foreslåede stk. 7 skal Finanstilsynet orientere forvalterens retlige repræsentant i Danmark og ESMA, når tilsynet har truffet afgørelse i sagen. I det omfang forvalteren markedsfører alternative investeringsfonde i andre EU/EØS-lande m.v., skal Finanstilsynet tillige underrette de kompetente myndigheder i de lande, hvor fondene markedsføres, herom. I begge tilfælde finder underretningspligten til ESMA anvendelse uanset udfaldet af afgørelsen. Finanstilsynet skal dog kun underrette det nye referenceland om afgørelsen, såfremt tilsynet kan meddele tilladelse til skiftet.

Det følger af det foreslåede stk. 8, at ved skift af referenceland skal Finanstilsynet sende en kopi af forvalterens tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde og de relevante sagsakter, der knytter sig til tilladelsen. Det må bero på en konkret vurdering, hvilke dokumenter, der er relevante. Det kan f.eks. omfatte de oprindelige sagsakter i forbindelse med tilladelsens meddelelse som væsentlige efterfølgende sagsakter.

Det foreslåede stk. 9 foreskriver tidspunktet for, hvornår ansvaret for at påse overholdelsen af de nationale regler udstedt i medfør af FAIF-direktivet skifter til et andet EU/EØS-land m.v. Efter bestemmelsen er Danmark ikke længere referenceland for forvalteren, når det nye referenceland har modtaget underretning om godkendelsen af skiftet samt kopi af sagsakterne fra Finanstilsynet.

Af det foreslåede stk. 10 fremgår det, at såfremt Finanstilsynets afgørelse af, hvorvidt Finanstilsynet kan meddele tilladelse til, at en forvalter fra et tredjeland kan skifte referenceland strider mod den udtalelse, som ESMA har afgivet, skal tilsynet underrette ESMA herom og begrunde sin underretning. Tilsynet skal herudover underrette de kompetente myndigheder i de EU/EØS-lande m.v., hvor forvalteren markedsfører alternative investeringsfonde. Såfremt det er relevant, skal tilsynet også underrette de kompetente myndigheder i hjemlandet for de alternative investeringsfonde, som forvalteren har ansvaret for, herom.

Den foreslåede § 122 implementerer artikel 37, stk. 12, 1. afsnit, i FAIF-direktivet. I medfør af det foreslåede stk. 1 skal Finanstilsynet påbyde en forvalter med registreret hjemsted i et tredjeland at angive sit korrekte referenceland, hvis det inden for to år efter, at forvalteren har erhvervet sin tilladelse, fremgår af forvalterens faktiske forretningsmæssige udvikling i EU/EØS-landene m.v., at den marketingsstrategi, som forvalteren oprindeligt fik sin tilladelse på grundlag af, enten ikke er blevet fulgt, eller det viser sig, at forvalteren har afgivet urigtige oplysninger derom Tilsvarende gælder, hvis forvalteren har ændret sin marketingsstrategi uden at underrette Finanstilsynet herom, jf. det foreslåede § 121, stk. 2 og 3, samt bemærkningerne hertil.

I medfør af det foreslåede stk. 2 skal tilsynet inddrage en forvalters tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, hvis forvalteren ikke efterkommer en anmodning fra Finanstilsynet efter det foreslåede stk. 1. Forvalteren skal således over for Finanstilsynet angive sit korrekte referenceland, såfremt en af de i stk. 1 oplistede situationer er blevet aktuel. Bestemmelsen efterlader ikke noget skøn til Finanstilsynet, hvis forvalteren ikke foretager den påbudte angivelse af det korrekte referenceland. Men hvis forvalteren foretager en egentlig vurdering af, om Danmark er rette referenceland og denne vurdering ikke fører til et andet resultat, vil det ikke medføre, at forvalteren mister tilladelsen til at forvalte alternative investeringsfonde. Forvalteren har i dette tilfælde efterkommet påbuddet.

Artikel 37, stk. 12, i FAIF-direktivet fastslår, at Finanstilsynet skal inddrage tilladelsen, såfremt påbuddet ikke efterkommes. Der er således ikke mulighed for at fastsætte en mildere reaktion på den manglende efterkommelse af påbuddet. Vil en forvalter ikke oplyse det korrekte referenceland, lever forvalteren ikke op til lovens krav, og der vil være en formodning for, at årsagen til, at forvalteren ikke vil oplyse det korrekte referenceland, skal findes i, at forvalteren ikke ønsker at komme under det pågældende lands tilsyn. Det vil således ikke være i strid med det generelle proportionalitetsprincip, at Finanstilsynet inddrager tilladelsen fra en sådan forvalter.

Den foreslåede § 17 regulerer øvrige situationer, hvor Finanstilsynet inddrager en forvalters tilladelse. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Manglende efterkommelse af et påbud meddelt i medfør af det foreslåede stk. 1 kan straffes med bøde, jf. det foreslåede § 189, stk. 3.

Den foreslåede § 123 implementerer artikel 37, stk. 12, 2. pkt., i FAIF-direktivet. Den foreslåede bestemmelse regulerer det forhold, at forvalteren senere end to år efter, at Finanstilsynet har givet forvalteren tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde med Danmark som referenceland, ændrer sin markedsføringsstrategi. Såfremt forvalteren på baggrund af den ændrede markedsføringsstrategi ønsker at skifte referenceland, skal forvalteren indgive en anmodning om tilladelse hertil til Finanstilsynet. Anmodningen om tilladelse til skift af referenceland skal følge proceduren i den foreslåede § 121 med de fornødne tilpasninger.

Artikel 37, stk. 22, sidste afsnit, i FAIF-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om tekniske standarder til fastlæggelsen af formen og indholdet af proceduren for skift af referenceland, jf. artikel 37, stk. 12, 2. afsnit, i FAIF-direktivet, hvilket er implementeret i det foreslåede § 123, stk. 1. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er direkte gældende i EU/EØS-lande m.v., kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler. Derfor foreslås det, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler bl.a. herom i det foreslåede stk. 2. Stk. 2 implementerer således artikel 37, stk. 22, sidste afsnit, i FAIF-direktivet.

Den foreslåede § 124 implementerer artikel 37, stk. 13, 1. afsnit, i FAIF-direktivet, hvorefter medlemslandene skal sikre, at enhver tvist, der måtte opstå mellem de kompetente myndigheder i en forvalter af alternative investeringsfondes referenceland og forvalteren, skal bilægges i overensstemmelse med loven i referencelandet og under dennes jurisdiktion. Forslaget til § 124 fastsætter i overensstemmelse hermed værneting og lovvalget for sager mellem Finanstilsynet og forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, som har Danmark som referenceland. Bestemmelsen omfatter kun sager, der vedrører forhold omfattet af lovens anvendelsesområde.

Det fremgår af det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 32, at der ved »tredjelande« forstås et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område. Forvaltere med registreret hjemsted i et tredjeland omfatter således forvaltere, der har registreret hjemsted i et ikke-EU/EØS-land.

Det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 7, fastslår, at de kompetente myndigheder skal forstås som de nationale myndigheder i et EU/EØS-land, der ved lov eller anden forskrift er bemyndiget til at føre tilsyn med forvaltere. Det foreslåede § 154, stk. 1, fastslår, at Finanstilsynet påser overholdelsen af den foreslåede lov om forvaltere af alternative investeringsfonde. For forvaltere af alternative investeringsfonde, der har Danmark som referenceland, er Finanstilsynet således den kompetente myndighed.

Med henblik på at implementere artikel 37, stk. 13, 1. afsnit, i FAIF-direktivet foreslås det derfor i stk. 1, at sager mellem Finanstilsynet og forvalteren med registreret hjemsted i et tredjeland anlægges her i landet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 22 om stedlig kompetence (værneting).

Det må antages, at der på grundlag af retsplejelovens almindelige regler om stedlig kompetence vil være værneting her i landet i de sager omfattet af stk. 1, som i praksis kan tænkes at opstå. Hvis forvalteren af en alternativ investeringsfond f.eks. ønsker at sagsøge Finanstilsynet vedrørende en af Finanstilsynet truffet afgørelse om f.eks. afslag på ansøgning om tilladelse eller erstatningssøgsmål. som følge af et påbud afgivet af Finanstilsynet, følger det således af § 240, stk. 1, i retsplejeloven, at forvalteren kan anlægge sag ved Finanstilsynets hjemting.

Med henblik på at sikre, at der i alle sager omfattet af stk. 1 vil være værneting ved danske domstole, foreslås det med stk. 2, at sager omfattet af stk. 1 skal anlægges i København, hvis der ikke er stedlig kompetence efter retsplejelovens almindelige regler herom.

Med henblik på at implementere artikel 37, stk. 13, 1. afsnit, i FAIF-direktivet foreslås det endvidere at indsætte en bestemmelse om lovvalg som stk. 3, hvorefter sager omfattet af stk. 1 behandles under anvendelse af dansk ret. Ved dansk ret forstås i denne sammenhæng materiel dansk ret, f.eks. aftaleretlige regler og erstatningsretlige retssædvaner, modsat lovvalgsregler (regler om hvilket lands materielle regler der skal finde anvendelse).

Den foreslåede § 125, stk. 1, implementerer artikel 37, stk. 13, 2. afsnit, i FAIF-direktivet, hvorefter enhver tvist, der måtte opstå mellem investorer med bopæl i et EU/EØS-land, og en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, der har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i et EU/EØS-land, eller en alternativ investeringsfond, som forvalteren forvalter eller markedsfører i et EU/EØS-land, skal behandles under anvendelse af loven i et EU/EØS-land og af en domstol i et af disse lande.

Formålet med artikel 37, stk. 13, 2. afsnit, er at sikre, at investorer med bopæl i et EU/EØS-land, altid kan anlægge sag mod forvalteren af en alternativ investeringsfond i et EU/EØS-land (ikke i vedkommende tredjeland) og under anvendelse af loven i et EU/EØS-land (ikke lovgivningen i tredjelandet).

Med forslaget til § 125, stk. 1, fastslås det på den baggrund, at sager mellem de nævnte parter, kan anlægges her i landet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 22 om stedlig kompetence.

De sager, der er nævnt i stk. 1 (f.eks. sager mellem investor og forvalter), må i praksis som udgangspunkt antages at være omfattet af Bruxelles I-forordningen, herunder navnlig artikel 5 om sager vedrørende kontraktsforhold. Det følger i den forbindelse af § 247, stk. 1, i retsplejeloven (der er placeret i lovens kapitel 22), at sagen kan anlægges her i landet, hvis der er værneting efter Bruxelles I-forordningens regler, jf. herved lov om Bruxelles I-forordningen m.v. Hvor der ikke i lovgivningen i øvrigt er værneting for en sag, der efter Bruxelles I-forordningen skal eller kan anlægges her i landet, anlægges sagen ved sagsøgerens hjemting eller, såfremt sagsøgeren ikke har hjemting her i landet, i København, jf. § 247, stk. 2, i retsplejeloven.

Det foreslås endvidere i § 125, stk. 2, at sager omfattet af stk. 1, behandles under anvendelse af loven i et EU/EØS-land. Loven i et EU/EØS-land omfatter i denne sammenhæng såvel materielle nationale regler som lovvalgsregler, herunder navnlig lovvalgsregler vedrørende kontraktretlige forpligtelser. Sagen kan med andre ord ikke behandles under anvendelse af loven i et ikke-EU/EØS-land, og en eventuel lovvalgsaftale herom vil være ugyldig.

Det foreslåede stk. 1 implementerer artikel 41, stk. 1, i FAIF-direktivet. Den foreslåede bestemmelse vedrører en forvalter, der har sit registrerede hjemsted i et tredjeland, der har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde fra Finanstilsynet efter den foreslåede § 11, jf. den foreslåede § 116.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at forvalteren kan søge om tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, der er etableret i et andet EU/EØS-land m.v. end Danmark, forudsat at forvalteren har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde med den pågældende type investeringsstrategi. Første gang en forvalter ønsker at forvalte en alternativ investeringsfond fra et andet EU/EØS-land m.v. end Danmark, skal forvalteren søge om tilladelse hertil, jf. det foreslåede stk. 2, der implementerer artikel 41, stk. 2, i FAIF-direktivet. Forvalteren skal i sin første ansøgning angive hvilket EU/EØS-land m.v., forvalteren har til hensigt at forvalte den alternative investeringsfond i, enten direkte eller ved oprettelse af filial, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 1. Ifølge det foreslåede stk. 2, nr. 2, skal forvalteren også indgive en driftsplan som bl.a. skal beskrive, hvilke ydelser forvalteren har til hensigt at levere, og hvilke alternative investeringsfonde forvalteren har til hensigt at forvalte.

Det foreslåede stk. 3 implementerer artikel 41, stk. 3, i FAIF-direktivet og vedrører yderligere oplysninger, som forvalteren skal fremsende til Finanstilsynet, såfremt forvalteren har til hensigt at oprette en filial med henblik på forvaltning af en eller flere alternative investeringsfonde i et værtsland. I så fald skal forvalteren endvidere oplyse Finanstilsynet om de i det foreslåede stk. 3, nr. 1-3, nævnte oplysninger.

Det foreslåede stk. 4 foreskriver, at oplysningerne efter det foreslåede stk. 2 og 3 skal indgives på et sprog, der er gængs i den internationale finansverden. Det kan f.eks. være engelsk.

Det foreslåede stk. 5 implementerer artikel 41, stk. 4, i FAIF-direktivet. Efter det foreslåede stk. 5 skal Finanstilsynet senest en måned efter at have modtaget dokumentation i henhold til det foreslåede stk. 2, eller senest to måneder efter at have modtaget dokumentation i henhold til det foreslåede stk. 3 fremsende dokumentationen til de kompetente myndigheder i forvalterens værtsland eller værtslande. Finanstilsynet fremsender kun anmeldelsen forudsat, at Finanstilsynet vurderer, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond er i overensstemmelse med lovgivningen, og forvalteren selv lever op til lovgivningen. Herudover skal Finanstilsynet vedlægge en erklæring om, at Finanstilsynet har meddelt forvalteren tilladelse til at forvalte den alternative investeringsfond med den investeringsstrategi, som den pågældende alternative investeringsfond følger, jf. det foreslåede stk. 6. Dette er en implementering af FAIF-direktivets artikel 41, stk. 4, 2. afsnit. Endelig skal Finanstilsynet underrette forvalteren og ESMA om, at fremsendelse er sket, jf. det foreslåede stk. 7. I henhold til det foreslåede stk. 7 må forvalteren tidligst påbegynde forvaltningen, når forvalteren har modtaget meddelelse om, at fremsendelse er sket. Dette er en implementering af artikel 41, stk. 4, 3. og 4. afsnit, i FAIF-direktivet.

De foreslåede stk. 8-11 implementerer artikel 41, stk. 6, i FAIF-direktivet. Det følger af det foreslåede stk. 8, at forvalteren skal underrette Finanstilsynet herom, såfremt der sker væsentlige ændringer i de oplysninger, som er afgivet i medfør af de foreslåede stk. 2 og 3. Forvalteren skal underrette Finanstilsynet herom, senest en måned før ændringerne iværksættes. Hvis forvalteren ikke havde mulighed for at forudse ændringen, skal forvalteren straks underrette Finanstilsynet om ændringen efter at være blevet bekendt med ændringen. Finanstilsynet skal vurdere, hvorvidt ændringerne er i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, jf. det foreslåede stk. 9. Finanstilsynet skal underrette forvalteren straks, hvis Finanstilsynet vurderer, at ændringerne ikke er i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf og påbyde forvalteren ikke at gennemføre ændringerne.

Det foreslåede stk. 10 fastslår, at hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse efter det foreslåede stk. 9, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond eller inddrage forvalterens tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. den foreslåede § 17.

Det fremgår af det foreslåede stk. 11, at hvis de meddelte ændringer er acceptable, idet de ikke medfører, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke vil være i overensstemmelse med reglerne i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, underretter Finanstilsynet de kompetente myndigheder i forvalterens værtsland herom.

Artikel 41, stk. 7, i FAIF-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om tekniske standarder om, hvilke oplysninger der skal fremsendes i medfør af artikel 41, stk. 2 og 3, i FAIF-direktivet. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret foreslås derfor i stk. 12, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om formen og indholdet af oplysningerne efter de foreslåede stk. 2 og 3, og formen for den skriftlige underretning, som forvalteren skal indsende til Finanstilsynet, jf. det foreslåede stk. 8. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, hvis regler er direkte gældende i medlemslandene, kan der alligevel blive behov for, at Finanstilsynet fastsætter supplerende regler. Det foreslåede § 126, stk. 12, implementerer således artikel 41, stk. 7, i FAIF-direktivet.

Den foreslåede § 127 gennemfører artikel 41 i FAIF-direktivet for så vidt angår forvaltning af alternative investeringsfonde, der er etableret i Danmark.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, som har fået tildelt et andet EU/EØS-land m.v. som referenceland, og som har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i henhold til regler, der gennemfører FAIF-direktivet, kan påbegynde forvaltning af alternative investeringsfonde, der er etableret i Danmark, fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i forvalterens hjemland har underrettet forvalteren om, at de til Finanstilsynet har fremsendt de oplysninger, der fremgår af det foreslåede § 126, stk. 2, hvis forvaltningen skal ske direkte, og de oplysninger der fremgår af det foreslåede § 126, stk. 3, hvis forvaltningen skal ske via en filial i Danmark, samt en erklæring om, at forvalteren har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde med den pågældende type investeringsstrategi.

Det foreslåede § 128, stk. 1, implementerer artikel 39, stk. 2 og 4, og artikel 40, stk. 3 og 5, i FAIF-direktivet.

Samtlige forvaltere, der har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i henhold til FAIF-direktivet, har et såkaldt »markedsføringspas«, dog skal dette for forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland ses i lyset af de overgangsregler, der gælder herom. Det vil sige, at tilladelsen til at forvalte alternative investeringsfonde giver forvalteren ret til at markedsføre andele til professionelle investorer i alle EU/EØS-lande m.v. på nærmere angivne vilkår. Hermed er det hensigten, at FAIF-direktivet skal styrke kapitalens frie bevægelighed og udveksling af tjenesteydelser i det indre marked.

Markedsføringspasset gælder kun markedsføring til professionelle investorer. Hermed er det en afgørende forskel i FAIF-direktivet, om markedsføringen sker til professionelle eller detailinvestorer, jf. definitionen heraf i de foreslåede § 3, stk. 1, nr. 37 og 40. FAIF-direktivet følger den sædvanlige definition af en detailkunde i henhold til EU-retten.

Markedsføring til detailinvestorer følger nationale regler, hvorfor forvaltere ikke har et retskrav efter FAIF-direktivet på at kunne markedsføre sig til private investorer. Dog må andre EU/EØS-lande m.v. ikke forskelsbehandle alternative investeringsfonde fra EU/EØS-landes m.v. markedsføring til detailinvestorer.

Den foreslåede § 128 implementerer markedsføringspasset for forvaltere fra tredjelande. Det foreslåede stk. 1 vedrører således en forvalter med registreret hjemsted i et tredjeland, der har fået tildelt Danmark som referenceland, og som har fået tilladelse af Finanstilsynet. Bestemmelsen vedrører det tilfælde, at forvalteren ønsker at markedsføre andele i en alternativ investeringsfond i et EU/EØS-land m.v. til professionelle investorer. Det foreslåede stk. 1 foreskriver, at forvalteren skal indgive en anmeldelse til Finanstilsynet herom for hver fond, forvalteren planlægger at markedsføre i et EU/EØS-land m.v. De oplysninger, som forvalteren skal indgive, følger af det foreslåede stk. 4, såfremt markedsføringen af fonden skal ske i Danmark og det foreslåede stk. 7, såfremt markedsføringen af fonden skal ske i et andet EU/EØS-land m.v. Anmeldelsen skal udfærdiges på et sprog, der er gængs i den internationale finansverden. Det kan f.eks. være engelsk.

Det foreslåede stk. 2 implementerer artikel 40, stk. 2, litra a-c, i FAIF-direktivet. Bestemmelsens foreslår, at hvis den alternative investeringsfond, som forvalteren ønsker at markedsføre i henhold til stk. 1, er fra et tredjeland, dvs. ikke er etableret i et EU/EØS-land m.v., skal tre betingelser være opfyldt. For det første skal der være indgået passende samarbejdsaftaler mellem Finanstilsynet og de kompetente myndigheder i landet, hvor den alternative investeringsfond er etableret, der lever op til internationale standarder, og som sætter Finanstilsynet i stand til at føre tilsyn med forvalteren i henhold til denne lov, herunder overvåge de systemiske risici, jf. det foreslåede nr. 1. For det andet må det tredjeland, hvor den alternative investeringsfond er etableret, ikke være registreret som et ikke-samarbejdsvilligt land og territorium af FATF, jf. det foreslåede nr. 2. For det tredje skal det tredjeland, hvor den alternative investeringsfond er etableret, have indgået en aftale med alle de EU/EØS-lande m.v., hvor den alternative investeringsfond planlægges markedsført. Aftalen skal overholde standarderne i artikel 26 i OECD’s modelbeskatningsoverenskomst vedrørende indkomst og formue, og som sikrer en effektiv udveksling af oplysninger om skatteforhold, herunder oplysninger i relation til multilaterale skatteaftaler.

Det foreslåede stk. 3 implementerer artikel 39, stk. 2, 2. afsnit, i FAIF-direktivet, hvorefter en forvalter skal vedlægge sin skriftlige anmeldelse den dokumentation og de oplysninger, der fremgår af det foreslåede nr. 1-7, hvis den alternative investeringsfond ønskes markedsført i Danmark efter det foreslåede stk. 1.

Efter det foreslåede stk. 3, nr. 1, skal anmeldelsen omfatte en driftsplan med en entydig identifikation af de alternative investeringsfonde, som forvalteren planlægger at markedsføre og oplysning om, hvor fondene er etableret. Efter det foreslåede nr. 2 skal anmeldelsen vedlægges hver fonds regler eller vedtægter. Efter det foreslåede nr. 3 skal anmeldelsen indeholde en angivelse af hver fonds depositar. Efter det foreslåede nr. 4 skal anmeldelsen indeholde en beskrivelse af eller oplysninger om den fond, som er tilgængelige for investorer. Efter det foreslåede nr. 5 skal anmeldelsen indeholde oplysninger om, hvor master-fonden er etableret, hvis en af fondene er en feeder-fond. Efter det foreslåede nr. 6 skal anmeldelsen indeholde eventuelle yderligere oplysninger, jf. § 62, stk. 1, om hver fond, som forvalteren har til hensigt at markedsføre. Efter det foreslåede nr. 7 skal anmeldelsen, hvor det er relevant, indeholde oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at forhindre, at andele i fonden markedsføres til detailinvestorer, også når forvalteren benytter uafhængige enheder til at levere investeringsydelser i forbindelse med fonden.

Det foreslåede stk. 4 implementerer artikel 39, stk. 3, og artikel 40, stk. 4, i FAIF-direktivet. I medfør af bestemmelsen har Finanstilsynet en frist på 20 arbejdsdage efter at have modtaget en fyldestgørende anmeldelse i henhold til det foreslåede stk. 1, jf. det foreslåede stk. 3 om markedsføring i Danmark, til at meddele forvalteren, om forvalteren kan påbegynde markedsføringen af den eller de alternative investeringsfonde i Danmark. Finanstilsynet må kun meddele afslag, hvis Finanstilsynet vurderer, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke er i overensstemmelse med loven og regler udstedt i medfør af loven. Det samme kan Finanstilsynet, hvis forvalteren i øvrigt ikke overholder loven og regler udstedt i medfør heraf. Forvalteren kan påbegynde markedsføring af den alternative investeringsfond i Danmark fra den dato, hvor Finanstilsynet har underrettet forvalteren om, at markedsføring kan påbegyndes.

Det foreslåede stk. 5 implementerer artikel 40, stk. 4, 2. afsnit og artikel 39, stk. 6, 2. afsnit. Ifølge bestemmelsen skal Finanstilsynet, samtidig med meddelelsen til forvalteren om at markedsføring må ske i Danmark, anmelde forholdet til ESMA. Hvis den alternative investeringsfonden er fra et EU/EØS-land m.v., skal Finanstilsynet også underrette den alternative investeringsfonds kompetente myndigheder.

Det foreslåede stk. 6 implementerer artikel 39, stk. 4, og artikel 40, stk. 5, i FAIF-direktivet, hvorefter en forvalter skal vedlægge sin skriftlige anmeldelse efter det foreslåede stk. 1 den dokumentation og de oplysninger, der fremgår af det foreslåede nr. 1-8, hvis den alternative investeringsfond ønskes markedsført i andre EU/EØS-lande m.v. end Danmark.

Efter det foreslåede stk. 6, nr. 1, skal anmeldelsen omfatte en driftsplan med en entydig identifikation af de alternative investeringsfonde, som forvalteren planlægger at markedsføre og oplysning om, hvor fondene er etableret. Efter det foreslåede nr. 2 skal anmeldelsen vedlægges hver fonds regler eller vedtægter. Efter det foreslåede nr. 3 skal anmeldelsen indeholde en angivelse af hver fonds depositar. Efter det foreslåede nr. 4 skal anmeldelsen indeholde en beskrivelse af de fonde, som er tilgængelige for investorer. Efter det foreslåede nr. 5 skal anmeldelsen indeholde oplysninger om, hvor master-fonden er etableret, hvis en af fondene er en feeder-fond. Efter det foreslåede nr. 6 skal anmeldelsen indeholde eventuelle yderligere oplysninger, jf. § 62, stk. 1, om hver fond, som forvalteren har til hensigt at markedsføre. Efter det foreslåede nr. 7 skal anmeldelsen indeholde oplysninger om den eller de medlemsstater, hvor forvalteren har til hensigt at markedsføre andele til professionelle investorer for hver fond. Efter det foreslåede nr. 8 skal anmeldelsen indeholde oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at markedsføre fonde og eventuelle oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at forhindre, at andele i hver fond markedsføres til detailinvestorer, også når forvalteren benytter uafhængige enheder til at levere investeringsydelser i forbindelse med fonden.

Det foreslåede stk. 7 implementerer artikel 39, stk. 5, og artikel 40, stk. 6, i FAIF-direktivet. I medfør af bestemmelsen har Finanstilsynet en frist på 20 arbejdsdage efter at have modtaget en fyldestgørende anmeldelse i henhold til de foreslåede stk. 1 og 6 om markedsføring i et EU/EØS-land m.v., til at fremsende anmeldelsen til de kompetente myndigheder i det land, hvor det er hensigten, at den alternative investeringsfond skal markedsføres. Videre fremgår det af bestemmelsen, at Finanstilsynet kun fremsender anmeldelsen, hvis forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond er i overensstemmelse med loven og regler udstedt i medfør heraf, og forvalteren i øvrigt overholder loven og regler udstedt i medfør heraf. Finanstilsynet skal herudover vedlægge en erklæring om, at forvalteren har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde med en investeringsstrategi, som den pågældende alternative investeringsfond følger.

Det foreslåede stk. 8 implementerer artikel 39, stk. 3, 1. afsnit, 3. pkt., og artikel 40, stk. 4, 1. afsnit, 3. pkt., i FAIF-direktivet. Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at når Finanstilsynet har sendt anmeldelsen til de kompetente myndigheder i værtslandet, underretter Finanstilsynet straks forvalteren om fremsendelsen. Videre fremgår det af den foreslåede bestemmelse, at forvalteren kan påbegynde markedsføringen af den alternative investeringsfond i værtslandet efter at have modtaget denne underretning.

Det foreslåede stk. 9 implementerer artikel 39, stk. 3, 2. afsnit, og artikel 40, stk. 7, 2. afsnit, i FAIF-direktivet. Efter den foreslåede bestemmelse skal Finanstilsynet sende en meddelelse til ESMA, når Finanstilsynet kan tillade markedsføring af den alternative investeringsfond i andre EU/EØS-lande m.v. Hvis der er tale om en alternativ investeringsfond fra et EU/EØS-land m.v., skal Finanstilsynet ligeledes sende meddelelse til den alternative investeringsfonds kompetente myndighed.

Det foreslåede stk. 10 implementerer artikel 39, stk. 9, 1. afsnit, og artikel 40, stk. 10, 1. afsnit, i FAIF-direktivet. Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysninger, der er afgivet i henhold til det foreslåede stk. 3 eller 6, skal forvalteren skriftligt underrette Finanstilsynet herom. For planlagte ændringer skal underretningen ske senest en måned inden, ændringerne iværksættes. Uforudsete ændringer skal meddeles til Finanstilsynet straks efter, at ændringen har fundet sted.

Det foreslåede stk. 11 implementerer artikel 39, stk. 9, 2. afsnit, og artikel 40, stk. 10, 2. afsnit, i FAIF-direktivet. Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at hvis ændringerne medfører, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere vil være i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere vil overholde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, underretter Finanstilsynet straks forvalteren om, at forvalteren ikke må iværksætte ændringerne.

Det foreslåede stk. 12 implementerer artikel 39, stk. 9, 3. afsnit, og artikel 40, stk. 10, 3. afsnit, i FAIF-direktivet. Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse efter det foreslåede stk. 11, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond eller inddrage forvalterens tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde.

Det foreslåede stk. 13 implementerer artikel 39, stk. 9, 4. afsnit, og artikel 40, stk. 10, 4. afsnit, i FAIF-direktivet. Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at hvis de meddelte ændringer er acceptable, idet de ikke medfører, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke vil være i overensstemmelse med reglerne i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, underretter Finanstilsynet straks ESMA, hvis ændringerne vedrører ophøret af markedsføring af visse alternative investeringsfonde eller markedsføring af yderligere fonde, og, hvis det er relevant, de kompetente myndigheder i de værtslande, hvor fondene markedsføres.

Det fremgår af det foreslåede stk. 14, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om formen og indholdet af anmeldelser efter det foreslåede stk. 1 samt om formen for den skriftlige underretning, som forvalteren skal indsende efter det foreslåede stk. 10. Denne hjemmel til Finanstilsynet er indsat med henblik på, at Finanstilsynet kan vedtage regler, der gennemfører regler, som EU-Kommissionen forventes at udstede vedrørende formen af underretningen, jf. artikel 39, stk. 10, og artikel 40, stk. 16, i FAIF-direktivet.

Den foreslåede § 129 gennemfører artikel 39, stk. 6, 2. pkt., og artikel 40, stk. 6, 2. pkt., i FAIF-direktivet for så vidt angår markedsføring af alternative investeringsfonde fra en forvalter med registreret hjemsted i et tredjeland, der har fået tilladelse i et andet EU/EØS-land m.v. end i Danmark.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, som har fået tildelt et andet EU/EØS-land m.v. end Danmark som referenceland, som har tilladelse til at markedsføre alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter, i henhold til regler, der gennemfører FAIF-direktivet, og som ønsker at markedsføre disse fonde til professionelle investorer i Danmark, kan påbegynde denne markedsføring fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i forvalterens referenceland har underrettet forvalteren om, at de har fremsendt en fyldestgørende anmeldelse og en erklæring om, at forvalteren har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde med den pågældende investeringsstrategi til Finanstilsynet i henhold til reglerne i FAIF-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om markedsføringen omhandlet i det foreslåede stk. 1.

Den foreslåede § 130 omhandler den situation, hvor en forvalter med registreret hjemsted i et tredjeland udelukkende ønsker at markedsføre andele i Danmark og ikke andre EU/EØS-lande m.v. I så fald kan forvalteren få tilladelse hertil uden et markedsføringspas, jf. den foreslåede § 11, dvs. på nationale vilkår hvis betingelserne i de foreslåede stk. 2-4 er opfyldt. Bestemmelsen giver alene adgang til at markedsføre andele i de fonde med hjemsted i tredjelande, som forvalteren forvalter. Bestemmelsen giver ikke adgang til at markedsføre andele i alternative investeringsfonde med hjemsted i et EU/EØS-land m.v. til danske professionelle investorer eller til at forvalte danske alternative investeringsfonde.

Det foreslåede stk. 1 implementerer artikel 42, stk. 1, 1. pkt., i FAIF-direktivet, der giver mulighed for en national tilladelse til at markedsføre andele til professionelle investorer i Danmark i en alternativ investeringsfond, som forvalteren forvalter, hvis betingelserne i de foreslåede stk. 2-4 er opfyldt.

Det foreslåede stk. 2 implementerer artikel 42, stk. 1, litra a, i FAIF-direktivet. Det er en forudsætning for tilladelsen, at forvalteren overholder de foreslåede §§ 61-68 for hver alternativ investeringsfond, som den markedsfører i henhold til det foreslåede stk. 1. Endvidere skal forvalteren overholde de foreslåede §§ 70-75, såfremt en alternativ investeringsfond, som den markedsfører i henhold til det foreslåede stk. 1, falder ind under anvendelsesområdet for det foreslåede § 70, stk. 1. Det fremgår af lovforslagets § 1, stk. 3, hvilke øvrige bestemmelser i lovforslaget, der finder anvendelse på forvaltere med registreret hjemsted i et tredjeland og som ikke har et referenceland i Danmark eller et andet EU/EØS-land m.v. Det drejer sig primært om bestemmelserne, der fastlægger Finanstilsynets kompetencer og forpligtelser samt forvalterens forpligtelser i forbindelse med udførelsen af tilsynet. Der henvises til bestemmelsen og de tilhørende bemærkninger.

Det foreslåede stk. 3 implementerer artikel 42, stk. 1, litra b, i FAIF-direktivet. Det foreslåede stk. 3 foreskriver, at Finanstilsynet skal have indgået passende samarbejdsaftaler, der lever op til internationale standarder, og som sætter Finanstilsynet i stand til at føre tilsyn med forvalteren i henhold til denne lov, herunder overvåge de systemiske risici, med de kompetente myndigheder i et EU/EØS-land m.v., hvis fonden er etableret der, de relevante tilsynsmyndigheder i forvalterens hjemland samt de relevante myndigheder i den alternative investeringsfonds hjemland, hvis fonden er etableret i et tredjeland.

Det foreslåede stk. 4 implementerer artikel 42, stk. 1, litra c, i FAIF-direktivet, hvorefter det tredjeland, hvor den alternative investeringsfond er etableret, ikke må være registreret som et ikke-samarbejdsvilligt land og territorium af FATF.

Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om markedsføringen omfattet af den foreslåede § 130. Det foreslåede stk. 5 implementerer artikel 42, stk. 2, i FAIF-direktivet.

Det foreslås med bestemmelsen, at Finanstilsynet gives bemyndigelse til at fastsætte regler om års- og delårsrapporter for forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i Danmark, der ikke er selvforvaltende, og som har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde samt om disses indberetninger af regnskabsoplysninger til Finanstilsynet. Forvaltere, der udøver virksomhed, der ikke kræver Finanstilsynets tilladelse efter den foreslåede § 11, vil efter bestemmelsen ikke være omfattet af de pågældende regler, men vil skulle aflægge årsrapport efter årsregnskabslovens regler, medmindre virksomheden omfattes af årsregnskabslovens undtagelsesbestemmelser.

Bemyndigelsen forventes udnyttet til at udfærdige regler, der svarer til de regler om års- og delårsrapporter samt regnskabsindberetninger, der gælder for investeringsforvaltningsselskaber efter lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede stk. 1 svarer indholdsmæssigt til § 183, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, der regulerer finansielle virksomheder, herunder investeringsforvaltningsselskaber. Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i Danmark, der ikke er selvforvaltende, og som har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, skal udarbejde og aflægge årsrapport i overensstemmelse med reglerne fastsat af Finanstilsynet i henhold til stk. 6, jf. dog de foreslåede stk. 2-5.

Det foreslåede stk. 2 svarer indholdsmæssigt til § 183, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed. Det præciseres i bestemmelsen, at reglerne udstedt i medfør af stk. 6 ikke har gyldighed i de tilfælde, hvor bestemmelserne regulerer de samme forhold, som forordningen regulerer for de af forordningens artikel 4 omfattede virksomheders koncernregnskaber.

Det foreslåede stk. 3 svarer med de fornødne tilpasninger til § 183, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslåede stk. 3 fastslår, at forvaltere, hvis værdipapirer ikke er optaget til handel på et reguleret marked her i landet eller i et EU/EØS-land m.v., uanset det foreslåede stk. 1 kan vælge at anvende de standarder, der er nævnt i det foreslåede stk. 2 på deres koncernregnskab.

Det foreslåede stk. 4 svarer indholdsmæssigt til § 183, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed. I stk. 4 foreslås, at forvaltere, som i medfør af det foreslåede stk. 3 følger de i det foreslåede stk. 2 nævnte standarder, skal anvende samtlige godkendte standarder i deres koncernregnskab. Det fremgår af det foreslåede stk. 4, 2. pkt., at hvor regler udstedt i medfør af det foreslåede stk. 6 regulerer samme forhold som standarderne, skal forvaltere, der i medfør af det foreslåede stk. 3 anvender standarderne, anvende standarderne i stedet for de pågældende bestemmelser.

Det foreslåede stk. 5 svarer indholdsmæssigt til § 183, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed. Det foreslås i stk. 5, at der indsættes en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter Finanstilsynet kan fastsætte oplysningskrav for de virksomheder, der følger regnskabsstandarderne. Hjemmelen tænkes udnyttet således, at der i en bekendtgørelse fastsættes regler om forhold, som ikke er reguleret af standarderne, f.eks. bestemmelser om ledelsesberegning, supplerende beretninger, visse corporate governance-relaterede oplysninger, revisionspåtegning m.v. Der kan herunder fastsættes visse direktivbundne oplysningskrav, som ikke er fastsat i IAS/IFRS.

Det foreslåede stk. 6 fastsætter, at Finanstilsynet fastsætter regler om års- og delårsrapporter for forvaltere af alternative investeringsfonde med hjemsted i Danmark, der ikke er selvforvaltende, og som har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde samt om disses indberetninger af regnskabsoplysninger til Finanstilsynet.

De foreslåede bestemmelser i kapitel 23 finder anvendelse på alternative investeringsfonde, der er omfattet af definitionen på en kapitalforening i det foreslåede § 3, stk. 1, nr. 11.

I stk. 1 foreslås det, at en kapitalforening kan stiftes af en eller flere stiftere. Både fysiske og juridiske personer og offentlige myndigheder, som har den fornødne handleevne og retsevne, kan stifte en kapitalforening. Personligt drevne virksomheder kan således ikke stifte en kapitalforening. Der stilles ikke særlige krav til en stifters nationalitet og bopæl. En stifter må ikke være under rekonstruktionsbehandling eller konkurs. En juridisk person skal have retsevne for at kunne være stifter. Kravet om retsevne indebærer eksempelvis, at et anparts- eller aktieselskab, som selv er under stiftelse og derfor endnu ikke har opnået retsevne, ikke kan være stifter af en kapitalforening. Et kapitalselskab opnår først retsevne som juridisk person, når stiftelsen er registreret i Erhvervsstyrelsen.

I stk. 2 foreslås det, at stiftelse af en kapitalforening skal ske på grundlag af et stiftelsesdokument, som skal underskrives af stifterne, og som skal indeholde kapitalforeningens vedtægter. Der er ikke nogen krav til indholdet af stiftelsesdokumentet og vedtægterne, jf. dog § 133, stk. 1 og 2, og § 136, stk. 1. Stiftelsesdokumentet skal dog som minimum udtrykke stifternes vilje til stiftelse af kapitalforeningen. Der er ikke krav om afholdelse af stiftende generalforsamling. Hvis stifterne ikke i forbindelse med stiftelsen har foretaget valg af bestyrelse og revisor, skal stifterne senest to uger fra underskrivelsen af stiftelsesdokumentet afholde generalforsamling til valg af bestyrelse og revisor.

I stk. 1 foreslås det, at en kapitalforening skal have en foreningskapital, der kan variere afhængigt af de emissioner og indløsninger af andele, som kapitalforeningen gennemfører på de vilkår, som er fastsat i kapitalforeningens vedtægter. Det fastslås endvidere, at enhver, der ejer en andel i en afdeling i en kapitalforening, er investor i kapitalforeningen.

I stk. 2 foreslås det, at kapitalforeninger skal organiseres med en eller flere afdelinger, hver baseret på en bestemt del af aktiverne efter vedtægternes bestemmelser herom. En afdeling er en selvstændig økonomisk enhed. Endvidere foreslås det, at bestyrelsen kan oprette nye afdelinger og foretage de hermed forbundne vedtægtsændringer, medmindre andet fremgår af vedtægterne. Dette indebærer, at det som udgangspunkt er et bestyrelsesanliggende og ikke et generalforsamlingsanliggende at etablere nye afdelinger.

I stk. 3 foreslås det, at en afdeling i en kapitalforening alene hæfter for sine egne forpligtelser. Baggrunden for det er, at hver afdeling har sin egen investeringspolitik, herunder risikoprofil. Hæftelse på tværs af afdelinger er uacceptabel, da der vil kunne forekomme scenarier, hvor investorer, der havde investeret med lav risiko, samtidig hæftede for investeringer med høj risiko uden at oppebære afkast heraf. Det er dog fundet rimeligt, at afdelingerne hæfter subsidiært solidarisk for fælles omkostninger, der påhviler afdelingerne. Ved »fælles omkostninger« forstås omkostninger, som ikke kan henføres til den enkelte afdeling, eksempelvis bestyrelsens honorar.

I stk. 4 foreslås det, at en afdeling kan opdeles i andelsklasser efter vedtægternes bestemmelse herom. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 136 for nærmere om andelsklasser.

I stk. 5 foreslås det, at en investor ikke hæfter personligt for en kapitalforenings eller afdelings forpligtelser. En investor hæfter alene med sit indskud, hvilket svarer til begrænset hæftelse i investeringsforeninger og aktieselskaber. Forslaget sikrer således, at en investor alene hæfter med værdien af sine andele af den til enhver tid værende kapital i den eller de afdelinger, som investoren har investeret i.

I stk. 6 foreslås det, at alle investorer i en kapitalforening skal have de samme rettigheder for så vidt angår forhold, som vedrører alle investorerne i kapitalforeningen. Bestemmelsen sikrer, at alle investorer i en kapitalforening, uanset hvilken eller hvilke afdelinger investoren har investeret i, har de samme rettigheder for så vidt angår forhold, der ikke er afdelingsspecifikke, men som vedrører alle investorerne i en kapitalforening, f.eks. muligheden for at deltage i valg af bestyrelsesmedlemmer. Det foreslås endvidere, at alle investorer i en afdeling skal have de samme rettigheder for så vidt angår forhold, som alene vedrører investorerne i afdelingen. Det kunne f.eks. være udbytteprocenten i den pågældende afdeling. Som udgangspunkt skal principperne om samme rettigheder på henholdsvis foreningsniveau og afdelingsniveau forstås som samme rettigheder pr. andel. Har en investor således dobbelt så mange andele som en anden investorer, har førstnævnte også dobbelt så mange rettigheder. Udgangspunktet kan fraviges som følge af etablering af andelsklasser, udstedelse af andele uden ret til udbytte (ex kupon) og fastsættelse af regler om stemmeretsbegrænsning, idet enhver investor dog skal have mindst én stemme.

I stk. 1 foreslås det, at kun kapitalforeninger i deres navn kan og skal benytte betegnelserne »kapitalforening«, hvilket svarer til, hvad der bestemmes for aktieselskaber i selskabsloven. Bestemmelsen skal sikre, at en kapitalforening entydigt kan identificeres som en sådan ikke mindst af hensyn til Erhvervsstyrelsens registrering af kapitalforeninger, men også af hensyn til kapitalforeningers andre interessenter. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at en kapitalforening i sit navn f.eks. også angiver, at kapitalforeningen er en hedgeforening, idet denne betegnelse frit kan anvendes efter ophævelse af eneretten til denne betegnelse i lov om investeringsforeninger m.v. Det samme gør sig gældende for betegnelserne specialforening og professionel forening.

I stk. 2 foreslås det, at en kapitalforenings forvalter udgør kapitalforeningens daglige ledelse.

I stk. 1 foreslås det, at en kapitalforening skal anmeldes til registrering i Erhvervsstyrelsen, når kapitalforeningen er blevet stiftet. Erhvervsstyrelsen vil herefter registrere kapitalforeningen og tildele CVR-nr. Registrering er betinget af, at anmeldelsen vedlægges et eksemplar af kapitalforeningens stiftelsesdokument og vedtægter. Ved anmeldelse til Erhvervsstyrelsen indestår kapitalforeningens forvalter for, at kapitalforeningen lever op til kravene for kapitalforeninger på anmeldelsestidspunktet, herunder at kapitalforeningens formål er at skabe et afkast til kapitalforeningens investorer ved investering i finansielle instrumenter omfattet af bilag 5 i lov om finansiel virksomhed, at kapitalforeningens vedtægter angiver, at kapitalforeningen er en kapitalforening, at kapitalforeningen har udpeget en forvalter, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde, og at kapitalforeningen har angivet »kapitalforening« i kapitalforeningens navn.

I stk. 2 foreslås det, at en kapitalforening, som endnu ikke er registreret i Erhvervsstyrelsen, ikke kan erhverve rettigheder og indgå forpligtelser. Kapitalforeningen kan heller ikke være part i retssager bortset fra søgsmål om stiftelsen. En kapitalforening har således ikke retsevne, før den bliver registreret i Erhvervsstyrelsen.

I stk. 3 foreslås det, at for en forpligtelse, der før registreringen indgås på vegne af en kapitalforening, hæfter de, der har indgået forpligtelsen eller har medansvar herfor, personligt, uden begrænsning og solidarisk. Ved registreringen overtager kapitalforeningen disse forpligtelser.

I stk. 4 foreslås det, at en kapitalforenings forvalter skal anmelde kapitalforeningens vedtægtsændringer til Erhvervsstyrelsen. Styrelsen gør vedtægterne offentligt tilgængelige i styrelsens it-system, og bestemmelsen skal således sikre, at det løbende er de seneste vedtægter, der er tilgængelige.

I stk. 5 foreslås det, at kapitel 2, § 366, § 367, stk. 1 og 4, og § 371 i selskabsloven med de fornødne tilpasninger finder anvendelse på kapitalforeninger. Selskabslovens regler foreslås at finde anvendelse med de »fornødne tilpasninger«, fordi kapitalforeninger ikke er aktieselskaber eller anpartsselskaber. Når reglerne i selskabsloven eksempelvis nævner »kapitalselskab« og »det centrale ledelsesorgan«, skal det forstås som henholdsvis kapitalforening og kapitalforeningens bestyrelse. Bestemmelsen fastsætter en hjemmel til, at Erhvervsstyrelsen kan registrere f.eks. til- og afgang af medlemmer af ledelsen og revisionen vedrørende kapitalforeninger efter de regler, der gælder for registrering af kapitalselskaber. Kapitel 2 i selskabsloven fastsætter generelle regler for Erhvervsstyrelsens registrering og frister, mens henvisningerne til § 366 og § 367, stk. 1 og 4, vedrører straffebestemmelser og henvisningen i § 371 vedrører klageadgang.

Stk. 5 indeholder endvidere en præcisering, hvorefter fristen på fire uger for anmeldelse til registrering kun omfatter vedtægtsændringer, mens andre anmeldelser er omfattet af de almindelige regler for anmeldelse. Det medfører, at andre anmeldelser til registrering, f.eks. af nye medlemmer af ledelsen eller en ny revisor, skal anmeldes til registrering senest to uger efter, at den retsstiftende beslutning er truffet, jf. § 9, stk. 1, i selskabsloven, idet kapitalforeninger her skal følge de almindelige regler. Dette svarer til, hvad der gælder for investeringsforeninger.

I stk. 6 foreslås det, at enhver anmeldelse til Erhvervsstyrelsen som en forvalter foretager efter denne lov skal vedlægges en erklæring afgivet af forvalteren, hvoraf det fremgår, at de anmeldte forhold er i overensstemmelse med bestemmelserne om kapitalforeninger i denne lov. Bestemmelsen indebærer, at det er forvalterens ansvar, at de forhold, som forvalteren anmelder til styrelsen, er i overensstemmelse med loven. Bestemmelsen foreslås, da Erhvervsstyrelsen ved behandling af anmeldte forhold alene forestår registrering og ikke foretager en materiel prøvelse af forholdene.

I stk. 7 foreslås det, at Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om registrering i styrelsen, herunder om gebyrer for registrering. Styrelsen kan i henhold til hjemlen fastsætte nærmere regler om hvilke oplysninger, der skal registreres om en kapitalforening, f.eks. navn og adresse for en kapitalforening samt størrelsen på de gebyrer, der skal betales ved anmeldelse om stiftelse og ved efterfølgende anmeldelse af oplysninger til registrering i styrelsen.

I stk. 1 foreslås det, at når vedtægterne i en kapitalforening indeholder bestemmelser om, at afdelingerne kan opdeles i andelsklasser, kan bestyrelsen ved etablering af en ny afdeling uden videre opdele afdelingen i andelsklasser og opdele en eksisterende afdeling i andelsklasser efter investorernes beslutning herom på en generalforsamling.

De andelsklasser, der her er tale om, svarer til de andelsklasser som investeringsforeninger, specialforeninger, hedgeforeninger, professionelle foreninger og fåmandsforeninger omfattet af lov om investeringsforeninger m.v., kan oprette. Andelsklasser er også kendt fra UCITS i England, Irland og Luxembourg. En række af de udenlandske UCITS, som har markedsføringstilladelse i Danmark, er opdelt i andelsklasser.

En andelsklasse er principielt en del af en afdeling, som kun nogle af en afdelings investorer oppebærer afkast af, nemlig de investorer der er investorer i andelsklassen. En afdelings andelsklasser har grundlæggende den samme investeringspolitik, men kan have forskellige karakteristika, der gør den enkelte andelsklasse særligt egnet til bestemte investorer. Der kan f.eks. være tale om, at én andelsklasse er udloddende, mens én anden er akkumulerende, én er kontoførende, mens andre er bevisudstedende, og én andelsklasse udsteder andele i danske kroner, én anden i fremmed valuta.

Forslaget åbner også mulighed for, at en kapitalforening gennem forskelle i omkostningsstruktur og minimumsinvestering vil kunne rette bestemte andelsklasser mod bestemte typer investorer. Således vil nogle investorer have en præference for en lav minimumsinvestering mod at betale en højere omkostningsprocent, mens andre investorer vil have en præference for en højere minimumsinvestering mod at betale en lavere omkostningsprocent.

Indførelse af andelsklasser skaber hverken nye juridiske eller økonomiske enheder. Uanset en afdeling opdeles i andelsklasser vil afdelingen således fortsat være den økonomiske enhed. At afdelingen er den økonomiske enhed betyder, at alle investorer - uanset om de har købt andele i andelsklasse A eller B - er investorer i afdelingen. Det betyder også, at alle investorer i en afdeling hæfter for en andelsklasses forpligtelser, uanset om de er investorer i andelsklassen eller ej. Det er parallelt med, at aktionærer i et aktieselskab med flere aktieklasser alle er aktionærer i selskabet, uanset om de er A eller B aktionærer. Ved emission bliver andelene udstedt af afdelingen og registreret i en nærmere bestemt andelsklasse. Ved en indløsning bliver andelen indløst af afdelingen og afregistreret i andelsklassen. Likviditet til indløsning fremskaffes ved at afhænde nogle af de aktiver, afdelingen ejer. Afdelingens registreringer skal i denne situation tilpasses, så andelsklassen og de øvrige andelsklasser også efter indløsninger modtager den korrekte andel af afkastet af fællesporteføljen og af eventuelle klassespecifikke aktiver. Forskelle i omkostninger, udbetaling eller henlæggelse af overskud, denominering i forskellig valuta, investering i klassespecifikke aktiver m.v. vil medføre, at andelsklassernes indre værdi samt emissions- og indløsningskurserne bliver forskellige, selvom de hører til i den samme afdeling.

I stk. 2 foreslås det, at det skal fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i afdelingen. Baggrunden for bestemmelsen er, at SKAT skal have en indikation af, om der kan være andelsklasser i en afdeling. Samtidig tjener en sådan angivelse som en oplysning til investor.

I stk. 3 foreslås det, at en andelsklasse ikke har fortrinsret til nogen andel af afdelingens formue, herunder eventuelle klassespecifikke aktiver. En andelsklasse har alene ret til en del af afkastet af formuen, herunder en del af afkastet af den fælles portefølje og afkastet af de klassespecifikke aktiver. Det er således afdelingen, der ejer samtlige aktiver, uanset om de indgår i den del af porteføljen, som alle klasserne oppebærer afkast af (den fælles portefølje), eller er såkaldte klassespecifikke aktiver, som det alene er klassen, der oppebærer afkast af. Andelsklasserne ejer dermed ikke aktiver selv, men den enkelte andelsklasses medlemmer har ret til en del af afkastet af den fælles portefølje og afkast af de for klassen klassespecifikke aktiver. Såvel de aktiver, der indgår i den fælles portefølje som de klassespecifikke aktiver, vil blive registreret i afdelingens depot. Det er alene registreringerne i afdelingens bogføring, der skal sikre, at en andelsklasse modtager det rigtige afkast af formuen, herunder en del af afkastet af fællesporteføljen og afkast af de klassespecifikke aktiver.

Kreditorer har adgang til at søge sig fyldestgjort i hele afdelingens formue, også i de klassespecifikke aktiver, uanset, at det krav, som kreditor søger sig fyldestgjort for, vedrører klassespecifikke aktiver, og altså aktiver som ikke alle andelsklasserne i en afdeling oppebærer afkast af.

I stk. 4 foreslås det, at bestyrelsen skal fastsætte principper for fordeling af omkostninger mellem andelsklasserne, således at hver andelsklasse kun bærer sin andel af afdelingens fælles omkostninger og de særlige omkostninger, der er forbundet med andelsklassens specifikke karakteristika. Den foreslåede bestemmelse er en investorbeskyttelsesregel, der skal sikre, at omkostninger, der påhviler investorerne i én andelsklasse, ikke væltes over på investorerne i en anden andelsklasse. En andelsklasse må således ikke omkostningsmæssigt subsidiere andre andelsklasser.

I bestemmelsen foreslås det, at en kapitalforening, der modtager midler fra detailinvestorer, på sin eller forvalterens hjemmeside skal oplyse, hvilke andelsklasser der er oprettet, herunder give oplysninger om de karakteristika der gælder for hver andelsklasse og om principperne for fordeling af omkostninger mellem andelsklasserne.

I stk. 1 foreslås det, at en kapitalforening har hjemsted (hovedkontor) der, hvor kapitalforeningens forvalter har sit hjemsted (hovedkontor), hvilket er udgangspunktet.

En undtagelse foreslås i stk. 2, hvoraf det fremgår, at en kapitalforening skal vælge en repræsentant i Danmark, hvis kapitalforeningen forvaltes af en forvalter, der har hjemsted i et andet land. Repræsentanten skal repræsentere kapitalforeningen i Danmark, således at myndigheder og andre interessenter kan kontakte kapitalforeningen dér. Kapitalforeningen har hjemsted der, hvor repræsentanten har hjemsted (hovedkontor) og hovedkontor der, hvor forvalteren har hovedkontor.

Baggrunden for forslaget er, at en kapitalforening, der administreres i udlandet, ikke kan have hjemsted i udlandet, fordi den stadig er en dansk kapitalforening, der er reguleret af denne lov. Det er usædvanligt, at hovedkontoret ikke er beliggende der, hvor kapitalforeningen har sit hjemsted, men det er en konsekvens af den grænseoverskridende administration. Repræsentanten kan være en advokat m.v. Forslaget skal ses på baggrund af selskabsretlige principper om, at et selskab er dansk, når det har hjemsted her i landet.

I stk. 1 foreslås det, at en beslutning om en afdelings likvidation træffes af generalforsamlingen. Har en afdeling aldrig haft investorer, kan bestyrelsen træffe beslutning om afvikling i henhold til den foreslåede § 141.

I stk. 2 foreslås det, at generalforsamlingen skal vælge en likvidator med ansvar for likvidationen, og at likvidator træder i bestyrelsens og forvalterens sted. Likvidator træder alene i bestyrelsens og forvalternes sted for så vidt angår disses funktioner i relation til den pågældende afdeling.

I stk. 3 foreslås det, at generalforsamlingen til enhver tid kan afsætte den likvidator, som de har valgt.

I stk. 1 foreslås det, at en afdeling i forlængelse af beslutning om likvidation skal tilføje »i likvidation« til sit navn. Generalforsamlingens beslutning om likvidation skal således også indeholde en beslutning om ændring af vedtægterne, hvor afdelingens navn justeres, dog således at en sådan ændring kan indfortolkes, sådan at generalforsamlingsbeslutningen om likvidation ikke eksplicit behøver at nævne beslutningen om ændringen af afdelingens navn. En afdeling er under likvidation fra tidspunktet for generalforsamlingens beslutning herom. Bestyrelsen skal straks efter beslutningen foranstalte, at foreningens vedtægter ændres, således at afdelingens navn tilføjes »i likvidation«.

I stk. 2 foreslås det, at likvidator skal opfordre alle kendte kreditorer til at anmelde deres krav mod afdelingen. Endvidere skal likvidator indrykke en bekendtgørelse (proklama) i Statstidende, hvor afdelingens kreditorer med et varsel af mindst tre måneder opfordres til at anmelde deres krav, således at eventuelt ukendte kreditorer også får mulighed for at gøre sig bekendt med en afdelings likvidation og anmelde deres krav. Bekendtgørelsen i Statstidende har ikke karakter som præklusivt proklama, hvilket betyder, at likvidator også skal tage højde for krav, der anmeldes i tidsrummet mellem 3 måneders fristens udløb og udlodning af likvidationsprovenu.

Det foreslås i stk. 3, at likvidator skal underrette kreditor, hvis likvidator ikke kan anerkende en anmeldt fordring. Formålet er, at kreditor skal have mulighed for at få afklaret forholdet ved at indbringe sin sag for retten. Kreditor har fire uger til at indbringe sin sag for retten fra tidspunktet for likvidators afsendelse af underretning til kreditor.

I stk. 4 foreslås det, at udlodning af likvidationsprovenu og afslutning af likvidationsbehandlingen først kan ske, når proklamafristen er udløbet, eventuelle sager, der er indbragt for retten, er afklaret, og al gæld til kendte kreditorer er betalt.

I stk. 5 foreslås det, at det til afslutning af likvidationsbehandlingen hører, at der udarbejdes et likvidationsregnskab, der skal godkendes af generalforsamlingen.

I stk. 6 foreslås det, at en kapitalforening skal anses for afviklet, når likvidation af kapitalforeningens eneste eller sidste afdeling er gennemført. Likvidator skal anmelde afviklingen af kapitalforeningen til Erhvervsstyrelsen. Anmeldelse skal vedlægges det af generalforsamlingen godkendte likvidationsregnskab og en erklæring afgivet af likvidator, hvoraf det fremgår, at likvidationen er gennemført i overensstemmelse med bestemmelserne om likvidation i denne lov. Bestemmelsen foreslås, da Erhvervsstyrelsen ved behandling af anmeldelse om afvikling alene forestår registrering af afviklingen og ikke foretager en materiel prøvelse af afviklingen.

I stk. 1 foreslås det, at bestyrelsen for en kapitalforening eller en afdeling, der aldrig har haft investorer, kan træffe beslutning om afvikling. En kapitalforening eller afdeling, der ikke har haft nogen investorer, har ikke nogen investorer at tage hensyn til ved afvikling af kapitalforeningen eller afdelingen, hvorfor likvidationsformen er unødvendig. I øvrigt har en kapitalforening eller afdeling uden investorer ikke nogen generalforsamling til at træffe beslutning om afvikling, og en beslutning herom ligger derfor naturligt hos bestyrelsen.

I stk. 2 foreslås det, at kapitalforeningens forvalter skal anmelde en kapitalforenings eller afdelings afvikling til Erhvervsstyrelsen.

I stk. 1 foreslås det, at beslutning om afvikling af en andelsklasse træffes af generalforsamlingen. Det er kun de investorer, der har andele i andelsklassen, som har stemmeret ved afstemning om, hvorvidt en andelsklasse skal afvikles. Afvikling af en andelsklasse gennemføres formløst ved, at kapitalforeningen overfører investorernes andele til en anden andelsklasse i samme afdeling. Ønsker investorerne ikke, at deres andele overføres til en anden andelsklasse, indløser kapitalforeningen de andele, der er udstedt i den pågældende andelsklasse, og afdelingen sælger de hertil svarende aktiver. Hvis investorerne i en andelsklasse på en generalforsamling har truffet beslutning om at overføre deres andele til en anden andelsklasse i afdelingen, kan en investor, der ikke ønsker overførsel af sine andele til en anden andelsklasse kræve sig indløst på almindelig vis mod at betale de dertil knyttede omkostninger. Hvis investorerne i en andelsklasse på en generalforsamling derimod har truffet beslutning om, at deres andele skal indløses, skal en investor, der ønsker overførsel af sine andele til en anden andelsklasse, rette sig efter flertallets beslutning og lade sig indløse. Dette er dog ikke til hinder for, at en kapitalforening kan tilbyde en sådan mindretalsinvestor at få overført sin andel til en anden andelsklasse i afdelingen, men investoren har ikke krav på et sådant tilbud i forbindelse med afvikling.

I stk. 2 foreslås det, at bestyrelsen kan træffe beslutning om afvikling af en andelsklasse, der aldrig har haft investorer. En andelsklasse, der ikke har nogen investorer, har ikke nogen investorer at tage hensyn til ved afvikling af andelsklassen og i øvrigt ikke nogen investorer, der på en generalforsamling kan træffe beslutning om afvikling. Beslutning herom ligger derfor naturligt hos bestyrelsen.

I bestemmelsen foreslås det, at de for selskaber gældende regler om konkurs i §§ 233 og 234 i selskabsloven med de fornødne tilpasninger tilsvarende finder anvendelse på kapitalforeninger og afdelinger heraf. Regler om konkurs har der historisk set i forhold til hedgeforeninger og specialforeninger omfattet af lov om investeringsforeninger m.v. ikke været behov for og set i det lys, er det mest hensigtsmæssigt, at reglerne finder anvendelse ved henvisning i stedet for at være angivet i sin helhed. Med de fornødne tilpasninger menes, at »selskabets« skal forstås som »kapitalforeningens«, »det centrale ledelsesorgan« skal forstås som »bestyrelsen«, »kapitalselskabet« skal forstås som »kapitalforeningen« og »selskabet« skal forstås som »kapitalforeningen«. Endvidere skal henvisningen i § 233, stk. 3, til § 226 forstås som § 144 i nærværende lovforslag. Endelig finder § 233, stk. 5, og § 234, stk. 1, ikke anvendelse på kapitalforeninger.

I stk. 1 foreslås det, at Finanstilsynet kan anmode skifteretten på kapitalselskabets hjemsted om at opløse en kapitalforening, hvis kapitalforeningen ikke har en forvalter, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde. Reglen foreslås, da en kapitalforening skal have en forvalter for at kunne fungere efter hensigten, og da det i øvrigt ikke tjener noget legitimt formål at give mulighed for eksistens af inaktive kapitalforeninger, herunder registrering heraf.

I stk. 2 foreslås det, at Finanstilsynet kan fastsætte en frist, inden for hvilken kapitalforeningen kan udpege en forvalter, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde. Bestemmelsen forpligter ikke Finanstilsynet til at give en frist til udbedring af forholdet, men giver blot tilsynet en mulighed for dette.

I stk. 3 foreslås det, at Finanstilsynets beslutning om at oversende en kapitalforening til tvangsopløsning i skifteretten gøres offentligt tilgængeligt i Erhvervsstyrelsens it-system. Finanstilsynet meddeler Erhvervsstyrelsen om en sådan beslutning, så offentliggørelse kan ske.

I stk. 4 foreslås det, at en kapitalforening skal beholde sit navn med tilføjelsen »under tvangsopløsning«.

I stk. 5 foreslås det, at skifteretten kan udnævne en eller flere likvidatorer. Skifteretten kan tillige udnævne en revisor. For tvangsopløsningen gælder i øvrigt bestemmelserne om likvidation i § 140 således, at skifteretten eller den, som retten har bemyndiget hertil, træffer afgørelser i kapitalforeningens forhold. Omkostningerne ved opløsningen betales om fornødent af statskassen.

I stk. 6 foreslås det, at skifteretten, når bobehandlingen er afsluttet, skal give meddelelse herom til Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen. Erhvervsstyrelsen registrerer kapitalforeningens opløsning i styrelsens it-system.

I stk. 7 foreslås det, at bestyrelsen, i perioden fra kapitalforeningens oversendelse til skifteretten og til der er udpeget en likvidator, må foretage dispositioner, der er nødvendige, og som kan gennemføres uden skade for kapitalforeningen og dens kreditorer.

I stk. 8 foreslås det, at tidligere medlemmer af bestyrelsen og ledelsen i kapitalforeningens tidligere forvalter er forpligtet til at bistå likvidator i fornødent omfang med oplysninger om kapitalforeningens virke frem til likvidationens indtræden. Den tidligere bestyrelse og ledelsen i kapitalforeningens forvalter skal herunder give likvidator de oplysninger, som måtte være nødvendige for likvidators vurdering af bestående og fremtidige krav.

I stk. 9 foreslås det, at likvidator kan anmode skifteretten om at indkalde tidligere medlemmer af kapitalforeningens bestyrelse og ledelsen i kapitalforeningens forvalter til møde i skifteretten med henblik på indhentelse af oplysninger i henhold til stk. 8.

I stk. 1 foreslås princippet om, at to kapitalforeninger eller to afdelinger i kapitalforeninger kan fusionere. Endvidere foreslås det i bestemmelsen, at de fusionerende enheder forud for en fusion skal offentliggøre en fusionsplan.

I stk. 2 foreslås det, at en fusion af kapitalforeninger gennemføres ved, at den ophørende kapitalforening overdrager sine afdelinger til den fortsættende kapitalforening.

I stk. 3 foreslås det, at en fusion af to afdelinger gennemføres ved, at den ophørende afdeling overdrager aktiver og forpligtelser som helhed til den fortsættende afdeling.

I stk. 4 foreslås det, at investorerne i den ophørende enhed skal have ombyttet deres andele med andele i den forsættende enhed, og at de ved ombytningen bliver investorer i den fortsættende enhed. Da indre værdi i praksis ikke vil være den samme i to afdelinger, der fusionerer, vil der ved ombytning af andele opstå et overskydende beløb. I stk. 5 foreslås det derfor, at det overskydende beløb skal udbetales til investorerne i den ophørende afdeling.

I stk. 6 foreslås det, at en kapitalforening eller en afdeling heraf efter reglerne i § 119 i lov om investeringsforeninger m.v. kan fusionere med henholdsvis en dansk UCITS eller en afdeling heraf. Det er en betingelse, at kapitalforeningen eller afdelingen heraf er den ophørende enhed. Betingelsen sikrer, at investorerne i en UCITS ikke kan miste den investorbeskyttelse, der er sikret i UCITS-reglerne. Reglen foreslås hovedsagelig for at muliggøre, at de specialforeninger og hedgeforeninger, der indretter sig som kapitalforeninger, på sigt kan fusionere med danske UCITS. Reglen imødekommer et ønske fra branchen herom.

I bestemmelsen foreslås det, at beslutning om fusion træffes af generalforsamlingen i den ophørende enhed og af bestyrelsen i den fortsættende enhed. Baggrunden for at beslutning om fusion er et generalforsamlingsanliggende i den ophørende enhed er, at investorerne i den ophørende enhed vil opleve en ændring i deres forhold. Ved fusion mellem to kapitalforeninger vil investorerne i den ophørende forening opleve, at de bliver investorer i en ny kapitalforening, der muligvis forvaltes af en anden forvalter. Ved fusion mellem to afdelinger, vil investorerne opleve, at de bliver investorer i en anden afdeling, herunder en mulig ændring i investeringspolitik og omkostningsniveau. Til forskel fra investorerne i den ophørende enhed oplever investorerne i den fortsættende enhed ikke nogen ændringer som følge af en fusion, der er anderledes end dem, de oplever ved, at enheden optager nye investorer på almindelig vis. Det er derfor ikke noget krav, at investorerne i den fortsættende enhed inddrages i beslutningen om at fusionere, og denne beslutning er derfor overladt til bestyrelsen. Ønsker en kapitalforenings investorer, at lovens udgangspunkt skal fraviges, er der ikke noget til hinder for, at det bestemmes i vedtægterne, at det også er investorerne, der træffer beslutning om fusion i en fortsættende enhed.

I stk. 1 foreslås det, at en kapitalforening, som ophører ved fusion, anses for afviklet, når den har overdraget sine afdelinger til den fortsættende kapitalforening, og investorerne i den ophørende kapitalforening har fået ombyttet deres andele med andele i den forsættende kapitalforening.

I stk. 2 foreslås det, at en ved fusion ophørende afdeling anses for afviklet, når den ophørende afdeling har overdraget sine aktiver og forpligtelser som helhed til den fortsættende afdeling, og investorerne i den ophørende afdeling har fået ombyttet deres andele med andele i den forsættende afdeling.

I stk. 3 foreslås det, at en kapitalforening anses for afviklet, når foreningens eneste eller sidste afdeling er fusioneret med en afdeling fra en anden kapitalforening, og denne afdeling er den fortsættende enhed.

I stk. 4 foreslås det, at kapitalforeningens forvalter skal anmelde afvikling af en kapitalforening til Erhvervsstyrelsen. Kapitalforeningens forvalter indestår for, at afvikling er sket i henhold til lovens regler herom. Erhvervsstyrelsen foretager ikke nogen materiel prøvelser af om reglerne er overholdt, men foretager registrering af afviklingen alene på baggrund af den af forvalteren givne meddelelse.

I stk. 5 foreslås det, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om fusion. Hjemmelen vil blive udnyttet til at fastsætte nærmere regler for proceduren, herunder de dokumenter der skal udarbejdes i forbindelse med en fusion.

Princippet, om at en afdeling i en kapitalforening kan spaltes, angives i den foreslåede § 148, stk. 1. Endvidere foreslås det i bestemmelsen, at der forud for spaltning skal offentliggøres en spaltningsplan.

I det foreslåede stk. 2 beskrives, hvordan en spaltning gennemføres. En spaltning gennemføres ved, at en del af en afdelings aktiver og forpligtelser overdrages til enten en eller flere bestående afdelinger eller en eller flere nyetablerede afdelinger.

I stk. 3 foreslås det, at spaltning kan ske uden kreditorernes samtykke. Såfremt en kreditor i den spaltede afdeling ikke bliver fyldestgjort, hæfter hver af de ved spaltningen øvrige deltagende afdelinger solidarisk for forpligtelser, der bestod på tidspunktet for spaltningsplanens offentliggørelse. De øvrige deltagende enheder hæfter dog højst med et beløb svarende til den nettoværdi, som de har modtaget ved spaltningen. Princippet i bestemmelsen svarer delvist til princippet i § 254 i selskabsloven.

I stk. 4 foreslås det, at investorerne i den spaltede afdeling bliver investorer i de fortsættende enheder, og at de i den forbindelse skal have ombyttet deres andele med andele i den relevante fortsættende afdeling. Dette gælder dog ikke for investorer, der vedbliver med at være investorer i en afdeling, der ved spaltning alene afgiver en del af afdelingens aktiver og forpligtelser.

I stk. 5 foreslås det, at et overskydende beløb, der opstår ved ombytning af andele, skal udbetales til investorerne i den spaltede afdeling. Et overskydende beløb kan kun opstå, hvis den fortsættende afdeling er en bestående afdeling.

I stk. 1 foreslås det, at beslutning om spaltning er et generalforsamlingsanliggende. Beslutning om spaltning af en afdeling i en kapitalforening træffes af afdelingens investorer på generalforsamlingen.

I stk. 2 foreslås det, at beslutning om at modtage en del af en afdelings aktiver som led i en spaltning er et bestyrelsesanliggende i den modtagende afdeling. Baggrunden for at en sådan beslutning er et bestyrelsesanliggende og ikke et generalforsamlingsanliggende er, at de i den modtagende afdeling eksisterende investorer ikke berøres af spaltningen på anden måde, end hvis der var tale om optagelse af investorer på almindelig vis.

Da tidspunktet for, hvornår den spaltede afdelings aktiver og forpligtelser skal anses for overgået til den modtagende afdeling, kan få afgørende betydning, ikke mindst i forhold til hvem der skal bære risikoen, foreslås det fastsat i bestemmelsen, at det er tidspunktet, der er angivet i spaltningsplanen, der er afgørende.

I stk. 1 foreslås det, at en afdeling, som ophører ved spaltning, anses for afviklet, når afdelingen har overdraget samtlige sine aktiver og forpligtelser til de modtagende afdelinger, og investorerne i den ophørende afdeling har fået ombyttet deres andele med andele i den eller de modtagende afdelinger.

I stk. 2 foreslås det, at en kapitalforening anses for afviklet når kapitalforeningens eneste eller sidste afdeling ved en spaltning har overdraget alle afdelingens aktiver og forpligtelser til afdelinger i en eller flere andre kapitalforeninger.

I stk. 3 foreslås det, at kapitalforeningens forvalter skal anmelde afvikling i henhold til det foreslåede stk. 2 til Erhvervsstyrelsen.

I stk. 4 foreslås det, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om spaltning. Hjemmelen vil blive udnyttet til at fastsætte nærmere regler for proceduren, herunder de dokumenter der skal udarbejdes i forbindelse med en spaltning.