Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 67

Den gældende § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastslår, at finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis indenfor virksomhedsområdet.

§ 56 i lov om finansiel virksomhed fastslår endvidere, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de oplysninger, der af et livs- eller skadesforsikringsselskab skal afgives skriftligt til kunder, inden forsikringsaftale indgås og under det løbende kundeforhold.

Den foreslåede § 67 viderefører den gældende § 43, stk. 1, 2, 3 og 6, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i stk. 1, at forsikringsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder skal drive virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis indenfor virksomhedsområdet.

Bestemmelsen svarer til de gældende bestemmelser om god skik på det finansielle område. God skik-reglerne har til formål at sikre, at kunderne kan have tillid til markedet og de virksomheder, der agerer på markedet, og reglerne vil endvidere bidrage til at sikre et velfungerende marked.

God skik er en dynamisk norm, der fastlægger rammerne for virksomhedernes adfærd på markedet. Efter bestemmelsen skal der foretages en løbende normdannelse og videreudvikling af retstilstanden, således at den svarer til den gældende samfundsopfattelse af sund og rimelig erhvervsudøvelse. Hvorvidt et forhold er i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis skal fortolkes i lyset af hensynet til at sikre velfungerende markeder, herunder hensynet til forbrugerne, de erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser, som de udvikles over tid. Hensynene er principielt sideordnede, og Finanstilsynet skal derfor foretage en konkret afvejning af hensynene på baggrund af de konkrete omstændigheder i de konkrete sager forelagt for Finanstilsynet.

Normen regulerer forsikringsselskabernes adfærd over for såvel potentielle som eksisterende kunder. Dette er ensbetydende med, at kravet til redelig forretningsskik og god praksis både omfatter forsikringsselskabernes adfærd i forbindelse med markedsføring, aftaleindgåelse og det løbende aftaleforhold.

Bestemmelsen gør det samtidigt muligt at foretage en offentligretlig vurdering af, om de indgåede aftaler og vilkår er i overensstemmelse med kravet om redelig forretningsskik og god praksis.

Finanstilsynet er ikke forpligtet til at behandle alle klager, som Finanstilsynet modtager, men kan på basis af en klage eller af egen drift behandle spørgsmål om god skik.

Når Finanstilsynet træffer en afgørelse om, at en finansiel virksomhed har overtrådt reglerne om god skik på virksomhedsområdet, vil Finanstilsynet pålægge virksomheden at berigtige forholdet. Dette indebærer, at virksomheden tilkendegiver over for Finanstilsynet snarest muligt at ændre den kritisable handlemåde, og at virksomheden indretter fremtidig praksis i overensstemmelse med Finanstilsynets afgørelse, jf. lovforslagets § 275. Undladelse heraf er sanktioneret med bøde, jf. lovforslagets § 312, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2, at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis for forsikringsselskaber. God skik-bekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 1143 af 15. november 2019, vil således ikke omfatte en regulering af forsikringsholdingvirksomheder. Bestemmelsen svarer til den gældende § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen skal benyttes til løbende at fastsætte regler, som medvirker til en løbende normdannelse og videreudvikling af retstilstanden, som svarer til den gældende samfundsopfattelse af sund og rimelig erhvervsudøvelse.

Hjemlen er bl.a. udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1779 af 6. september 2021 om god skik for forsikringsdistributører, samt bekendtgørelse nr. 1219 af 20. november 2019 om den klageansvarlige og finansielle virksomheders håndtering af klager.

Flere af reglerne i bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører (god skik-bekendtgørelsen) stammer fra implementeringen af artikel 17-24 og 27-30 i forsikringsdistributionsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution). I bekendtgørelsen er der endvidere videreført nationale god skik-regler, bl.a. om indgåelse og fornyelse af forsikringsaftaler, samt regler om oplysningsforpligtelser i det løbende aftaleforhold.

I bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører er der ud over den generelle god skik-bestemmelse i § 4, stk. 1, bl.a. fastsat regler om formkrav, oplysningskrav, udlevering af standardiseret oplysningsskema (IPID) ved distribution af skadesforsikringer, krav og behovsanalyse, rådgivning, interessekonflikter, skærpede krav for forsikringsbaserede investeringsprodukter samt kombinations- og pakkesalg.

God skik-bekendtgørelsen indeholder desuden i § 4, stk. 2, og i kapitel 4 og 5, en række regler fra direktivet om urimelig handelspraksis (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiver 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004). Reglerne er identiske med de regler, der findes i markedsføringsloven, og vedrører bl.a. vildledende handlinger (§ 6), vildledende udeladelser (§ 7), aggressiv handelspraksis (§ 8) og væsentlig forvridning af den økonomiske adfærd (§ 9). Reglerne er medtaget i bekendtgørelsen, da det er Finanstilsynet, der fører tilsyn med disse regler på det finansielle område.

Endvidere indeholder god skik-bekendtgørelsen i § 12 regler om oplysning om garantiordning, i §§ 18-19 regler om indgåelse og fornyelse af forsikringsaftaler, i § 23 regler om kombinations- og pakkesalg, og i §§ 24-25 regler om oplysninger i det løbende aftaleforhold.

I bekendtgørelse nr. 1219 af 20. november 2019 om den klageansvarlige og finansielle virksomheders håndtering af sager er der bl.a. fastsat krav om udarbejdelse af en forretningsgang for håndtering af klager, udpegning af en klageansvarlig, samt at oplysningerne om den klageansvarlige, herunder hvordan man retter henvendelse, skal være let tilgængelige på virksomhedens hjemmeside. Bekendtgørelsens regler stammer bl.a. fra retningslinjer for forsikringsselskabers klagebehandling, som er udstedt af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedsordninger – EIOPA (EIOPA-BoS-13/16).

Det foreslås, at bekendtgørelser udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed forbliver i kraft, indtil de ophæves, jf. lovforslagets § 322.

Endvidere vil erhvervsministeren kunne fastsætte nærmere regler om de oplysninger, der af et livs- eller skadesforsikringsselskab skal afgives skriftligt til kunder, inden forsikringsaftale indgås og under det løbende kundeforhold. Denne adgang til at fastsætte regler er i dag direkte reguleret i § 56 i lov om finansiel virksomhed, hvor det dog er Finanstilsynet, som er bemyndiget til at udstede reglerne. Det foreslås, at man ikke viderefører en tilsvarende særlig hjemmel, da denne mulighed allerede foreligger via den generelle god skik-hjemmelsbestemmelse.

Finanstilsynet har i dag udnyttet hjemlen i § 56 i lov om finansiel virksomhed til at udstede bekendtgørelse nr. 1132 af 17. november 2006 som ændret ved bekendtgørelse nr. 1284 af 27. november 2017 om information om livsforsikringsaftaler. Bekendtgørelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel 185.

Bekendtgørelsen finder anvendelse på danske livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, som driver virksomhed her i landet, samt på filialer af livsforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, som driver virksomhed her i landet. Det følger af bekendtgørelsen, at forsikringsselskabet er forpligtet til at give forsikringstageren en række oplysninger i forbindelse med indgåelse af en livsforsikringsaftale, ligesom forsikringsselskabet er forpligtet til at give en række oplysninger i det løbende aftaleforhold. Endvidere stiller bekendtgørelsen krav om, at oplysninger til forsikringstageren er klart og præcist formuleret, og at disse skal være på dansk. Bekendtgørelsen giver mulighed for, at Finanstilsynet kan dispensere fra bestemmelserne i bekendtgørelsen i tilfælde af mindre forsikringsaftaler.

Det foreslås, at bekendtgørelser udstedt i medfør af § 56 i lov om finansiel virksomhed forbliver i kraft, indtil de ophæves, jf. lovforslagets § 322.

Det foreslås i stk. 3, at erhvervsministeren fastsætter regler om omkostnings- og prisoplysninger for forsikringsprodukter. Bestemmelsen svarer med enkelte sproglige ændringer til § 43, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.

Hjemlen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 44 af 19. januar 2014 om information om gebyrer og andre omkostninger for forsikringsselskaber. I bekendtgørelsen er der fastsat regler om oplysning om gebyrer på forsikringsselskabets hjemmeside og om angivelse af den samlede pris, hvis forsikringsselskabet oplyser om prisen på en forsikring i markedsføringsmateriale.

Det foreslås, at bekendtgørelser udstedt i medfør af § 43, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed forbliver i kraft, indtil de ophæves, jf. lovforslagets § 322.

Det foreslås i stk. 4, at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om procedurer og oplysningsforpligtelser, som et forsikringsselskab skal iagttage, når selskabet foretager visse undersøgelser, herunder foretager personobservation af skadelidte.

Forsikringsselskaber kan som en del af deres sagsbehandling undersøge sager (såkaldt efterforskning), hvis de vurderer, at der er en begrundet mistanke om forsikringssvindel eller uberettiget udbetaling af forsikringsdækning. Det kan f.eks. være, hvis der i forbindelse med skadesanmeldelsen eller sagens behandling opstår mistanke om forsikringssvindel, eller hvis der opstår mistanke om, at en tidligere udbetalt forsikringsdækning er uberettiget.

Forsikringsselskaber kan som en del af disse undersøgelser, der i dette lovforslag betegnes visse undersøgelser, bl.a. benytte skjulte personobservationer af en skadelidt, f.eks. for at dokumentere skadelidtes fysiske formåen. Dokumentationen kan forsikringsselskabet bruge til at vurdere, om skadelidtes fysiske formåen er bedre end det, som skadelidte selv har oplyst. Hvis det er tilfældet, kan selskabet vælge at anmelde den skadelidte til politiet for forsikringssvindel, hvis selskabet vurderer, at skadelidte bevidst har opgivet falske oplysninger eller udeladt vigtige oplysninger, eller selskabet kan træffe afgørelse om, at den skadelidte ikke skal eller ikke længere skal modtage udbetaling af en erstatning.

Forsikringsselskaber skal som alle andre virksomheder holde sig indenfor de generelle retlige rammer, når de udfører disse undersøgelser, herunder personobservation. De eksisterende regler består af behandlingsbestemmelserne i databeskyttelsesreguleringen, straffelovens kapitel 27 om beskyttelse af privatlivets fred, samt regler i tv-overvågningsloven. Derudover følger det af reglerne om god skik, at forsikringsselskaberne også har en retlig pligt til at handle redeligt og loyalt over for kunderne.

Efter den gældende § 43 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 406 af 29. marts 2022, skal forsikringsselskaber drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis indenfor virksomhedsområdet. Efter den gældende § 4 i bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører, jf. bekendtgørelse nr. 1779 af 6. september 2021, skal forsikringsdistributører handle redeligt og loyalt over for deres kunder. Reglerne om god skik er begrundet i hensynene til forbrugerne, konkurrenterne og andre erhvervsdrivende samt almene samfundsinteresser. Reglerne skal sikre, at kunder i finansielle virksomheder kan have tillid til markedet og de finansielle virksomheder, og bidrager således til et velfungerende finansielt marked. Der er tale om en retlig standard, som skal fortolkes i overensstemmelse med de til enhver tid gældende samfundsnormer.

God skik tilsiger dermed bl.a., at en personobservation af skadelidte først må indledes, når der er en begrundet mistanke om, at den skadelidte ikke er berettiget til hel eller delvis forsikringsdækning, og når andre mindre indgribende undersøgelsesmetoder er anvendt eller ikke antages at kunne belyse sagen, idet skjulte observationer er af meget indgribende karakter for den enkelte person. Ifølge databeskyttelsesforordningens artikel 15 har kunden ret til indsigt i de personoplysninger, som forsikringsselskabet behandler om kunden (egenacces). Selskaberne skal vejlede kunderne om muligheden for egenacces for at handle i overensstemmelse med reglerne om god skik. God skik tilsiger endvidere, at forsikringsselskabet ikke kan stoppe udbetalingerne uden at have varslet kunderne herom, så kunden i den forbindelse har mulighed for at gøre indsigelser og kræve al dokumentation fremlagt. Det vil desuden være i strid med god skik, hvis et forsikringsselskab bevidst truer med et uretmæssigt krav for at få kunden til at acceptere forsikringsselskabets afgørelse. Et krav om tilbagebetaling kræver, at forsikringsselskabet har dokumentation for, at kunden uberettiget har modtaget forsikringsydelser i den periode, som kravet stammer fra.

Ifølge den almindelige obligationsretlige (uskrevne) grundsætning om condictio indebiti kan den, der ved en fejl har betalt en ydelse, som den pågældende ikke var forpligtet til at betale, efter omstændighederne kræve ydelsen tilbagebetalt. Hvorvidt et beløb, der fejlagtigt er blevet betalt, kan kræves tilbagebetalt, beror på en vurdering af, om modtageren af ydelsen har været i ond tro om modtagelsen af pengene, f.eks. ved at have afgivet urigtige oplysninger for at få beløbet udbetalt. God skik tilsiger endvidere, at når et selskab varsler, at det vil standse en udbetaling, skal det også vejlede kunden om muligheden for indsigt i egne oplysninger, reglerne om condictio indebiti, samt muligheden for at klage til ankenævn eller indbringe sagen for domstolene.

Bestemmelsen har til formål at øge beskyttelsen af de skadelidte ved at tydeliggøre de pligter og rettigheder, der gælder, når forsikringsselskaber benytter visse undersøgelser i forbindelse med deres sagsbehandling af skadeanmeldelser og forsikringssager. Samtidig får Finanstilsynet mulighed for at føre tilsyn med forsikringsselskaberne, når de foretager visse undersøgelser efter de nye regler.

Ved visse undersøgelser skal forstås undersøgelser, hvor der indsamles oplysninger uden den skadelidtes viden. Det kan f.eks. være såkaldte ”skrivebordsundersøgelser”, hvor selskabet indsamler oplysninger fra frit tilgængelige kilder, herunder internettet og de sociale medier, samt undersøgelser bestående af personobservation. Ved skadelidte forstås både en kunde i et forsikringsselskab, der har lidt en skade, som umiddelbart er dækningsberettiget, og en person, der har lidt en skade, som umiddelbart skal dækkes af en tredjeparts forsikringsselskab. Sidstnævnte situation opstår f.eks., hvis en person bliver påkørt af et motorkøretøj og påføres tab eller personskade. Her vil skadevolders forsikringsselskab, hvor skadevolder har tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring for sit motorkøretøj, skulle udbetale erstatningen for tabet og/eller skaden til skadelidte.

Erhvervsministeren har ved bekendtgørelse nr. 1377 af 22. juni 2021 om undersøgelser foretaget af forsikringsselskaber fastsat nærmere regler for danske forsikringsselskaber og udenlandske forsikringsselskaber, som driver virksomhed her i landet, herunder gennem filialetablering eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed. Bekendtgørelsen fastsætter de god skik-regler, forsikringsselskaber skal efterleve, når de foretager visse undersøgelser, herunder regler om forsikringsselskabernes procedurer og oplysningsforpligtelser. Bekendtgørelsen fastsætter sammen med de generelle regler i straffeloven, databeskyttelsesreguleringen, tv-overvågningsloven og de generelle god skik-regler rammerne for forsikringsselskaber, når de foretager visse undersøgelser (såkaldt efterforskning).

Bekendtgørelsen fastslår blandt andet, at forsikringsselskaber loyalt skal afveje og behandle indsamlede oplysninger, ligesom oplysningerne indenfor rimelig tid skal forelægges for skadelidte efter afslutning af undersøgelsen. Endvidere skal forsikringsselskabet foretage en høring af skadelidte, inden der træffes endelig afgørelse om helt eller delvis afslag på forsikringsdækning, standsning eller nedsættelse af løbende udbetalinger eller krav om tilbagebetaling. I relation til personovervågning følger det af bekendtgørelsen, at et forsikringsselskab kun må benytte personovervågning, når andre mindre indgribende metoder er udtømt eller ikke kan antages at belyse sagen tilstrækkeligt, og der foreligger en velbegrundet og dokumenteret mistanke om, at den skadelidte ikke er berettiget til løbende udbetalinger eller hel eller delvis forsikringsdækning. Manglende efterlevelse af et påbud fra Finanstilsynet om berigtigelse af forhold i strid med bekendtgørelsen kan straffes med bøde.

Der vil kunne fastsættes nye krav i bekendtgørelsen, herunder krav til særlige beslutningsprocesser for forsikringsselskaberne, når de ønsker at foretage visse undersøgelser, herunder når selskabet på baggrund af undersøgelsen vil afvise forsikringsdækning helt eller delvist, standse en løbende udbetaling, nedsætte en løbende udbetaling eller fremsætte krav om tilbagebetaling. Der kan ligeledes fastsættes regler, som sikrer, at en skadelidt får indsigt i det indsamlede dokumentationsmateriale og mulighed for at kommentere på materialet. Herudover vil erhvervsministen også kunne fastsætte en pligt for forsikringsselskaberne til at informere den skadelidte om mulighederne for at få prøvet selskabets afgørelse om afvisning af dækning ved Ankenævnet for Forsikring eller ved domstolene.

Det vil desuden være muligt at fastsætte særlige krav for brugen af personobservation, herunder særlige godkendelsesprocedurer, da en sådan undersøgelsesmetode kan opleves som særdeles indgribende. Forsikring & Pensions branchekodeks, ”Kodeks for særlig undersøgelse af forsikringssager – 2020”, vil kunne indgå som inspiration ved udarbejdelsen af reglerne.

Tilsynet på området vil indgå som en del af Finanstilsynets generelle og risikobaserede tilsyn på forbrugerområdet. At Finanstilsynets tilsyn på forbrugerområdet er risikobaseret betyder, at Finanstilsynet løbende vurderer, hvilke problemstillinger Finanstilsynet bør tage op. Finanstilsynet har ikke og får heller ikke kompetence til at afgøre konkrete, individuelle klager over skadesbehandlingen. Finanstilsynet kan derfor heller ikke tage stilling til enkeltsager om efterforskning, herunder personobservation, men Finanstilsynet vil føre tilsyn med, at forsikringsselskaberne generelt overholder reglerne i bekendtgørelsen. Som en del af tilsynet vil Finanstilsynet have mulighed for at påbyde forsikringsselskaber at ændre eller ophøre med en bestemt adfærd, som ikke er i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsen. Det vil endvidere være muligt at fastsætte, at grove og gentagne overtrædelser af visse regler i bekendtgørelsen skal være forbundet med bødestraf, jf. lovforslagets § 316, stk. 1.

Det foreslås i stk. 5, at Finanstilsynet efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne og relevante finansielle erhvervsorganisationer kan udarbejde og offentliggøre retningslinjer for redelig forretningsskik og god praksis på nærmere angivne områder, der må anses for væsentlige, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.

God skik er en dynamisk norm for den adfærd, som forsikringsselskaber bør udvise, og som ændrer sig over tid i takt med samfundsudviklingen. Derfor er reglerne om god skik ofte mere generelt formuleret.

Det foreslåede er en uændret videreførelse af § 43, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed. En tilsvarende hjemmel findes desuden i lov om forsikringsformidling. På markedsføringsområdet offentliggør Forbrugerombudsmanden såkaldte forhandlede retningslinjer.

Den foreslåede bestemmelse er et redskab for Finanstilsynet til at kunne præcisere retstilstanden på områder, hvor det retlige grundlag tidligere har været meget generelt formuleret. Adgangen til at udarbejde retningslinjer er derfor primært tiltænkt god skik-området, dvs. reglerne om redelig forretningsskik og god praksis i stk. 1 og de generelle regler om god skik udstedt i medfør af stk. 2, herunder bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører.

Finanstilsynets muligheder for at udarbejde og offentliggøre forhandlede retningslinjer er imidlertid ikke begrænset til god skik-reglen i stk. 1, samt regler udstedt i medfør af stk. 2. Det vil derfor også være muligt at udarbejde retningslinjer om, hvordan forsikringsselskaber for eksempel skal agere, når kunder ønsker at flytte deres pensionsordninger til et nyt selskab.

På markedsføringsområdet offentliggør Forbrugerombudsmanden også forhandlede retningslinjer. Efter § 29, stk. 1, i lov om markedsføring (markedsføringsloven) søger Forbrugerombudsmanden efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne og de relevante erhvervsorganisationer at påvirke de erhvervsdrivendes adfærd gennem udarbejdelse og offentliggørelse af retningslinjer for markedsføring på nærmere angivne områder, der må anses for væsentlige, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne. Det følger af § 29, stk. 2, i markedsføringsloven, at Forbrugerombudsmanden ikke kan udstede retningslinjer, der alene retter sig mod virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed.

Retningslinjer udstedt af Finanstilsynet i medfør af den foreslåede bestemmelse er ikke bindende men har karakter af en vejledning, der oplyser om bl.a. Finanstilsynets fortolkning af regler. Handlinger i strid med retningslinjerne må derfor i almindelighed forventes at blive betragtet som stridende mod god skik og dermed den foreslåede til stk. 1 eller regler udstedt i medfør af det foreslåede stk. 2.

Forhandlede retningslinjer bidrager til at skabe klarhed om, hvad der konkret udgør god skik på det pågældende område. De forhandlede retningslinjer bidrager således til at styrke retssikkerheden til gavn for både de finansielle virksomheder og forbrugerne.

Der fastsættes med lovforslaget ikke regler for, hvordan udarbejdelsen af de forhandlede retningslinjer skal gennemføres, ligesom det ikke formelt er et krav, at de involverede organisationer skal tiltræde retningslinjerne eller godkende udstedelsen heraf. Finanstilsynet vil dog kun udstede retningslinjer, når der er enighed blandt de forhandlende parter om indholdet af retningslinjerne. Herved sikres den samme praksis, som er gældende på Forbrugerombudsmandens område i markedsføringsloven. Det bør fremgå af de forhandlede retningslinjer, hvem der har deltaget i forhandlingerne og tiltrådt retningslinjerne.

Det er i særlig grad vigtigt at sikre enighed blandt de forhandlende parter, når der udstedes retningslinjer for indholdet af generelle regler om god skik, som en dynamisk norm for den adfærd, som finansielle virksomheder bør udvise, og som ændrer sig over tid i takt med samfundsudviklingen. Hvis Finanstilsynet og branchen ikke når til enighed, og der derfor ikke bliver udstedt retningslinjer, kan Finanstilsynet udstede vejledninger på god skik-området.

Forbrugerombudsmanden deltager i forhandlingerne om retningslinjer, og der bør i videst mulig omfang tilstræbes enighed mellem Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet om retningslinjernes indhold, ligesom det bør tilstræbes ensartethed i retningslinjer på det finansielle område og på markedsføringsområdet i de tilfælde, hvor retningslinjerne vedrører ensartede regler om god skik på de to områder. Hvis et område allerede er omfattet af en af Forbrugerombudsmanden forhandlet retningslinje, der gælder for både finansielle og ikke-finansielle virksomheder, vil Finanstilsynet ikke udarbejde retningslinjer på det område.