Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 52

Det følger af den gældende § 31 i lov om finansiel virksomhed, at en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at yde tjenesteydelser her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.

Den foreslåede bestemmelse i § 52 viderefører de gældende regler i § 31, stk. 1 og 5, i lov om finansiel virksomhed med en række mindre materielle og redaktionelle ændringer. De foreslåede ændringer har til formål at sikre en mere hensigtsmæssig implementering af Solvens II-direktivets artikel 148, stk. 1 og 2. Det foreslås f.eks., at de oplysninger, som Finanstilsynet skal indhente fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, udvides til at omfatte oplysninger om den metode, som forsikringsselskaber, der udbyder retshjælpsforsikringer, benytter for behandling af krav i overensstemmelse med artikel 200 i Solvens II-direktivet. Finanstilsynet skal ligeledes indhente oplysninger om forsikringsselskabets navn og adresse.

Der foreslås herudover en række redaktionelle ændringer, idet de gældende regler i § 31, stk. 6 og 7, videreføres i en særskilt bestemmelse. Der henvises derfor også til forslagets § 53. Reglerne i de gældende § 31, stk. 7-9, foreslås videreført i en selvstændig bestemmelse, jf. forslagets § 54, da reglerne også finder anvendelse på filialer. Der henvises derfor til bemærkningerne hertil. Den gældende § 31, stk. 10, videreføres ikke, da Finanstilsynet vil få oplysning om enhver ændring fra tilsynsmyndighederne i overensstemmelse med reglerne i Solvens II-direktivets artikel 148.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter de procedurer, efter hvilke et forsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i et andet land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan påbegynde virksomhed her i landet i form af tjenesteydelser.

Bestemmelsen gennemfører dele af artikel 148 i Solvens II-direktivet.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at et udenlandsk forsikringsselskab, der er meddelt tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed i et andet land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at yde tjenesteydelser her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, jf. stk. 2 og § 53, stk. 1, og modtaget oplysningerne.

Det foreslås i 2. pkt., at det udenlandske forsikringsselskab kan udøve de aktiviteter, der er nævnt i bilag 1 og 2, hvis disse er omfattet af forsikringsselskabets tilladelse i hjemlandet.

Den virksomhed, som et udenlandsk forsikringsselskab kan påbegynde, omfatter de aktiviteter, der opført som bilag 1 og 2 til lovforslaget. Det er dog en betingelse, at det udenlandske forsikringsselskab har tilladelse til at udøve de ønskede aktiviteter i hjemlandet. Aktiviteter, som ikke er opført i bilag 1 og 2, er ikke omfattet af den gensidige anerkendelse. For aktiviteter, der ikke er omtalt i bilag 1 og 2, gælder de almindelige regler om ikke-diskrimination i artikel 49 TEUF. Dette betyder, at hvis en given aktivitet er tilladt i hjemlandet og omfattet af det udenlandske forsikringsselskabs tilladelse, kan forsikringsselskabet også udøve denne i Danmark efter de regler, der gælder for danske forsikringsselskaber.

Udøvelse af tjenesteydelser kræver ikke Finanstilsynets godkendelse, og det udenlandske forsikringsselskab kan påbegynde virksomheden, når tilsynsmyndighederne i hjemlandet har informeret forsikringsselskabet om, at en meddelelse i overensstemmelse med stk. 1 og 2 er fremsendt til Finanstilsynet, jf. artikel 148, stk. 4, i Solvens II-direktivet.

Efter det foreslåede stk. 2 skal Finanstilsynet indhente en række oplysninger fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.

Efter det foreslåede nr. 1 skal Finanstilsynet indhente oplysning om forsikringsselskabets navn og adresse i hjemlandet.

Efter det foreslåede nr. 2 skal Finanstilsynet indhente en angivelse om de forsikringsklasser, grupper af klasser og eventuelle accessoriske risici, som forsikringsselskabet har til hensigt at dække her i landet.

Ved forsikringsklasser forstås skadesforsikrings- og livsforsikringsklasserne, som fremgår af bilag I og II til Solvens II-direktivet, som også er implementeret i lovforslagets bilag 1 og 2. Grupper af klasser skal forstås i overensstemmelse med bilag IV til Solvens II-direktivet.

Efter det foreslåede nr. 3 skal Finanstilsynet indhente en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af forsikringsselskabets tilladelse i hjemlandet.

Udenlandske forsikringsselskaber må kun udøve den virksomhed, som de har tilladelse til i hjemlandet, jf. lovforslagets § 52, stk. 1, 2. pkt.

Efter det foreslåede nr. 4 skal Finanstilsynet indhente et solvenscertifikat fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Solvenscertifikatet er et certifikat, hvori det godtgøres, at forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet beregnet i overensstemmelse med artikel 100 og 129 i Solvens II-direktivet. Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 9, stk. 1, nr. 26.

Efter det foreslåede nr. 5 skal Finanstilsynet indhente dokumentation for, at selskabet er tilsluttet Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, i det omfang forsikringsselskabet er et direkte tegnende forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, og skal dække risici nævnt i bilag 1. Genforsikring er ikke omfattet, og bestemmelsen omfatter således kun direkte tegnende forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed.

Kravet er en konsekvens af, at der i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber stilles krav om, at direkte tegnende forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, med hjemsted i et andet EU/EØS-land, skal være medlemmer af og yde bidrag til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Inden et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, kan begynde at udøve virksomhed her i landet, skal Finanstilsynet således have dokumentation for, at skadesforsikringsselskabet har meldt sig ind i Garantifonden for skadesforsikringsselskaber. Et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, betragtes først som værende medlem af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når det har indbetalt engangsbidraget nævnt i § 3, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Dokumentation for, at selskabet er blevet medlem af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, kan fremlægges for eksempel i form af en kvittering på, at selskabet har indbetalt engangsbidraget til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, eller en erklæring fra Garantifonden for skadesforsikringsselskaber om, at engangsbidraget er indbetalt.

Efter det foreslåede nr. 6 skal Finanstilsynet indhente en angivelse af den metode, som forsikringsselskabet benytter for behandling af krav i overensstemmelse med artikel 200 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), i det omfang forsikringsselskabet udbyder retshjælpsforsikringer, jf. bilag 1, nr. 18.

Efter Solvens II-direktivets artikel 200, stk. 1, 1. afsnit, skal forsikringsselskaber eller den pågældende medlemsstat vælge den metode, hvorefter krav skal behandles, når det er opstået i forbindelse med retshjælpsforsikringer.

Metoden ifølge artikel 200, stk. 2, er, at forsikringsselskabet sikrer, at ingen medarbejder, der beskæftiger sig med behandlingen af retshjælpsforsikringskrav eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, samtidig udøver en lignende aktivitet indenfor en anden forsikringsklasse i selskabet eller i et andet forsikringsselskab, som har finansiel, forretningsmæssig eller administrativ tilknytning til selskabet, og som udøver forsikringsvirksomhed indenfor en eller flere andre forsikringsklasser omfattet af bilag 1 i lov om finansiel virksomhed.

Metoden ifølge artikel 200, stk. 3, er, at forsikringsselskabet overlader behandlingen af retshjælpsforsikringskrav til et i juridisk henseende selvstændigt selskab. Er dette selskab tilknyttet et andet forsikringsselskab, som udøver forsikringsvirksomhed indenfor en eller flere forsikringsklasser omfattet af bilag 1 i lov om finansiel virksomhed, må de medarbejdere i det selvstændige selskab, der beskæftiger sig med behandlingen af skadessager eller med juridisk rådgivning i forbindelse med denne behandling, ikke samtidig udøve den samme eller en lignende aktivitet i det andet forsikringsselskab. Anvendes denne metode, skal det i juridisk henseende selvstændige selskab angives i den særskilte aftale eller det særskilte kapitel.

Metoden ifølge artikel 200, stk. 4, er, at forsikringsaftalen foreskriver, at den forsikrede kan overdrage forsvaret af sine interesser til en advokat efter eget valg, når den forsikrede har et krav i henhold til aftalen.