Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 326

Bestemmelsen er en overgangsbestemmelse.

Det følger af § 10, stk. 1, i aflønningsbekendtgørelsens, jf. bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019, at et gruppe 1-forsikringsselskab og et gruppe 2-forsikringsselskab skal sikre, at virksomhedens aflønningsstrukturer i forbindelse med udøvelse af forsikringsdistribution ikke strider mod virksomhedens forpligtelse til at handle i kundens bedste interesse, herunder god skik reglerne i § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Det samme gør sig gældende for aflønning, jf. § 5, stk. 2, som virksomheden modtager med henblik på udøvelse af forsikringsdistribution.

Det følger af § 10, stk. 2, at et gruppe 1-forsikringsselskab og et gruppe 2-forsikringsselskab ikke må indføre aflønningsordninger eller salgsmål, som tilskynder virksomheden eller dennes ansatte til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til en kunde, når virksomheden udbyder et andet produkt, der dækker kundens behov bedre.

Det følger af § 10, stk. 3, at et gruppe 1-forsikringsselskab og et gruppe 2-forsikringsselskab, der udøver forsikringsdistribution gennem en accessorisk forsikringsformidler, jf. § 2, stk. 1, nr. 5, i lov om forsikringsformidling, der udelukkende distribuerer forsikringer, som er undtaget fra lov om forsikringsformidling, jf. § 1, stk. 2, i lov om forsikringsformidling, skal sikre, at den pågældende accessoriske forsikringsformidler har passende og forholdsmæssige ordninger med henblik på, at denne overholder stk. 1 og 2.

Det følger af § 10, stk. 4, at stk. 1-3 ikke finder anvendelse på forhold omfattet af kollektiv overenskomst, som iagttager principperne i stk. 1 og 2.

Reglerne blev indført i bekendtgørelsen ved ændringsbekendtgørelse nr. 477 af 30. maj 2018.

Det følger af ændringsbekendtgørelsens § 1, nr. 7, at reglerne alene finder anvendelse på aftaler, der indgås, genforhandles, forlænges eller fornys efter ændringsbekendtgørelsens ikrafttræden. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. oktober 2018.

Det foreslås i stk. 1, at § 148, § 149, stk. 2-5, og § 150 i lov om forsikringsvirksomhed finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed, som endnu ikke er aktualiseret på lovens ikrafttrædelsestidspunkt, jf. § 321.

Det foreslåede indebærer, at udbetalingskravene til fratrædelsesordninger i § 148, § 149, stk. 2-5, og § 150 finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i et forsikringsselskaber eller en forsikringsholdingvirksomhed, der er indgået, men som endnu ikke er aktualiseret som følge af direktionsmedlemmets fratrædelse.

En aftale om fratrædelsesordning anses for aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, hvis modtageren heraf er under opsigelse eller er fratrådt på dette tidspunkt.

I de tilfælde, hvor det indgår som et vilkår i en allerede indgået aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed, at udbetalingen af fratrædelsesordningen kapitaliseres og udbetales samlet på tidspunktet for vedkommendes fratrædelse, skal aftalen revideres således, at udbetalingskravene i § 149 og § 150, stk. 2-5, respekteres i aftalen.

For så vidt angår aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed, der er aktualiseret som følge af vedkommendes fratrædelse på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, finder de foreslåede udbetalingskrav i § 148, § 149, stk. 2-5, og § 150 ikke anvendelse. Fratrædelsesordninger, som er aktualiseret på tidspunktet for lovens ikrafttræden, kan således udbetales i henhold til de gældende aftaler. Heller ikke virksomhedernes mulighed for at indstille udbetalingen eller kræve tilbagebetaling af allerede udbetalt fratrædelsesgodtgørelse vil finde anvendelse på disse aftaler.

Aftaler om fratrædelsesordninger til et medlem af direktionen i et forsikringsselskab og en forsikringsholdingvirksomhed er således omfattet af de gældende aflønningsregler, hvor fratrædelsesgodtgørelser behandles som variabel løn, jf. dette lovforslags § 148, hvis ikke betingelserne for undtagelse i § 21, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser er opfyldt.

Hensigten med, at de foreslåede regler om udbetaling af fratrædelsesordninger skal finde anvendelse på eksisterende aftaler er, at direktørkontrakter ikke altid vil blive genforhandlet løbende under direktørens ansættelse, og at aftalerne vil kunne bestå uændret i mange år frem i tiden. Den foreslåede overgangsbestemmelser er således nødvendig for at sikre, at de foreslåede bestemmelser får en reel effekt fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt og ikke først mange år ude i fremtiden.

Det foreslås i stk. 2, at § 149, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed finder anvendelse på aftaler om fratrædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed, der indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden.

Det foreslåede indebærer, at aftaler om fratrædelsesgodtgørelser til et medlem af direktionen i et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed, der indgås, forlænges eller fornyes efter lovens ikrafttræden, skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af direktørens stilling.

Aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, der ikke er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden kan således tildeles på baggrund af de kriterier, der indgår i den gældende aftale.

Det følger i øvrigt af lovforslagets § 150, stk. 1, at en fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i et forsikringsselskab eller en forsikringsholdingvirksomhed ikke må belønne forseelser eller manglende resultater. Dette følger allerede af den gældende § 21, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2019 om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser.

En eksisterende aftale om fratrædelsesgodtgørelse, der ikke er indgået, forlænget eller fornyet efter lovens ikrafttræden, må således fortsat ikke indeholde kriterier, der kan medføre en belønning af forseelser eller manglende resultater.

Det foreslås i § 326, stk. 3, at § 145 finder alene anvendelse på aftaler, der indgås, genforhandles, forlænges eller fornys efter lovens ikrafttræden.

Lovforslagets § 145 viderefører § 10, stk. 1-4, fra aflønningsbekendtgørelsen, der blev fastsat ved en ændringsbekendtgørelse nr. 477 af 30. maj 2018, der trådte i kraft den 1. oktober 2018. Det foreslåede medfører derfor, at reglerne i loven alene finder anvendelse fremadrettet, hvorfor overtrædelser af reglerne, der er begået i perioden fra den 1. oktober 2018 og frem til lovens ikrafttræden, vil skulle bedømmes ud fra gældende ret på tidspunktet for overtrædelsen, altså aflønningsbekendtgørelsen.