LBK nr 169 af 16/02/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 272
Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen kan som tvangsmiddel pålægge et forsikringsselskabs bestyrelse, direktion, eksterne revisor, interne revisionschef, ansvarshavende aktuar, likvidator, generalagent, filialbestyrer eller repræsentantskab daglige eller ugentlige tvangsbøder, hvis de ikke i rette tid efterkommer de pligter, der efter denne lov, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/35 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) eller regler udstedt i medfør af denne lov eller forordninger påhviler dem over for henholdsvis Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen.
Stk. 2. Finanstilsynet kan som tvangsmiddel pålægge en fysisk eller juridisk person eller den person, der er ansvarlig for den juridiske person, daglige eller ugentlige tvangsbøder, når personen undlader at opfylde de pligter, som følger af § 270, stk. 2 og 3.
Stk. 3. Finanstilsynet kan som tvangsmiddel pålægge et forsikringsselskab daglige eller ugentlige tvangsbøder, hvis selskabet ikke efterkommer et påbud meddelt i medfør af § 280, stk. 1, 3 og 4.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 272
RetsinformationDen gældende § 374, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed fastlægger, at hvis en finansiel virksomheds, herunder et forsikringsselskabs, bestyrelse, direktion, eksterne revisor, interne revisionschef, ansvarshavende aktuar m.v. undlader i rette tid at efterkomme de pligter, der efter loven eller regler udstedt i medfør af loven påhviler dem over for Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen, kan Finanstilsynet henholdsvis Erhvervsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder. Undlader en fysisk eller juridisk person at opfylde de pligter, som følger af § 347, stk. 4 og 5, i lov om finansiel virksomhed, kan Finanstilsynet som tvangsmiddel pålægge den fysiske eller juridiske person eller de for den juridiske person ansvarlige personer daglige eller ugentlige bøder. Undlader en finansiel virksomhed at efterkomme et påbud meddelt i medfør af § 351, stk. 1 og 4, og stk. 5, 1. pkt., kan virksomheden pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder.
Bestemmelserne foreslås videreført med enkelte sproglige tilpasninger.
Den foreslåede § 272 fastsætter betingelserne for udstedelsen af tvangsbøder.
En stor andel af de materielle regler på forsikringsområdet fastsættes i forordninger. Finanstilsynet er kompetent myndighed for disse forordninger. Lovforslaget og de tilhørende forordninger danner rammen for forsikringsvirksomhed. Muligheden for Finanstilsynet til at anvende tvangsbøder for at tvinge fysiske og juridiske personer til at efterleve de pligter, som følger af loven, er derfor nødvendig for at sikre en tilstrækkelig håndhævelse af reglerne for forsikringsvirksomhed.
Erhvervsstyrelsen er kompetent myndighed i forhold til selskabsregistrering. Der er tale om en kontrol af, om de formelle regler vedrørende ejerskab, der udspringer af selskabslovgivningen og hvidvasklovgivningen, er overholdt. Det foreslås, at Erhvervsstyrelsen i lighed med Erhvervsstyrelsens reaktionsmuligheder i henhold til selskabsloven, hvidvaskloven og lov om finansiel virksomhed får mulighed for at anvende tvangsbøder.
Forslaget om at videreføre den eksisterende mulighed for at pålægge en administrativ tvangsbøde som pressionsmiddel er begrundet i Finanstilsynets og Erhvervsstyrelsens behov for at kunne håndhæve reglerne på området for forsikringsvirksomhed. Tvangsbøder anses for at være et bedre tvangsmiddel til at sikre et hurtigt og effektivt indgreb end muligheden for at inddrage en virksomheds tilladelse. Sidstnævnte mulighed bevares dog, men vil som udgangspunkt kun blive anvendt, hvis den manglende opfyldelse af pligter er en særligt grov overtrædelse af lovgivningen.
Tilsynsmyndigheden kan ikke pålægge tvangsbøder, hvis denne har en konkret mistanke om, at en enkeltperson eller en juridisk person har begået en lovovertrædelse, jf. § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019. Tvangsbøder kan dog anvendes, hvis det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Der henvises til lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter for fortolkningen af denne bestemmelse.
Tvangsbøder er et forvaltningsretligt tvangsmiddel og ikke nogen strafferetlig sanktion. Det gælder derfor, at påløbne, men endnu ikke inddrevne bøder, bortfalder ved forholdets lovliggørelse, jf. Justitsministeriets vejledning nr. 11255 af 18. juni 1996 om benådning, udsættelse, eftergivelse og henstand m.v. Den del af bøden, som ikke bliver betalt eller indkommer ved inddrivelse gennem udpantning, kan kræves afsonet efter reglerne om straf af fængsel, jf. § 17 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m.
Det er politiet, der træffer afgørelse om, at forvandlingsstraf skal træde i stedet for tvangsbøder, jf. § 13 i bekendtgørelse nr. 1250 af 29. november 2019 om opkrævning af visse bøder, offerbidrag, konfiskationsbeløb, sagsomkostninger m.v. samt afgørelse om udståelse af forvandlingsstraf for bøde (bødebekendtgørelsen).
Hvis tvangsbøder ikke straks betales eller inddrives, skal tilsynsmyndigheden oversende sagen til politiet med henblik på afgørelse af, hvorvidt den pågældende skal udstå forvandlingsstraf for tvangsbøderne, jf. § 40 i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
De særlige regler på området er begrundet med tvangsbøders særlige formål, som er at gennemtvinge opfyldelsen af en lovbestemt forpligtigelse.
Politiets afgørelse om, at skyldneren skal udstå forvandlingsstraf for tvangsbøderne, forudsætter derfor også, at det ved politiets behandling af sagen kan lægges til grund, at handlepligten aktuelt ikke er opfyldt. Politiets behandling af sagen sker typisk på grundlag af oplysninger fra fordringshaver. Efter omstændighederne kan politiet eventuelt bistå med undersøgelsen heraf.
Hvis tilsynsmyndigheden, efter at sagen er oversendt til politiet, modtager oplysning om, at forpligtelsen er opfyldt, skal myndigheden hurtigst muligt orientere politiet herom.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen som tvangsmiddel kan pålægge et forsikringsselskabs bestyrelse, direktion, eksterne revisor, interne revisionschef, ansvarshavende aktuar, likvidator, generalagent, filialbestyrer eller repræsentantskab daglige eller ugentlige bøder, hvis de ikke i rette tid efterkommer de pligter, der efter loven, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) eller regler udstedt i medfør af denne lov eller forordninger, påhviler dem over for Finanstilsynet henholdsvis Erhvervsstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at ledelsen, nogle nærmere bestemte centrale ansatte i virksomhederne og selskabets revisor kan blive pålagt daglige eller ugentlige bøder som tvangsmiddel. Tvangsbøderne anvendes, hvis de ikke efterkommer denne lov eller EU-forordninger på området. Tvangsbøder kan ikke anvendes til at gennemtvinge et påbud.
Tvangsbøden vil blive pålagt den, der har en handlepligt i loven. Medlemmer af et forsikringsselskabs ledelse kan derfor ikke pålægges tvangsbøder i de tilfælde, hvor det er forsikringsselskabet, der har en pligt til at afgive oplysninger.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet som tvangsmiddel kan pålægge en fysisk eller juridisk person eller den person, der er ansvarlig for den juridiske person, daglige eller ugentlige tvangsbøder, når personen undlader at opfylde de pligter, som følger af lovforslagets § 270, stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at fysiske og juridiske personer, der ikke opfylder den oplysningspligt, der følger af lovforslagets § 270, stk. 2 og 3, kan blive pålagt tvangsbøder, indtil de opfylder pligten.
Pligten er nærmere beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets § 270.
Udlevering af oplysninger er en væsentlig forudsætning for Finanstilsynets tilsyn med forsikringsselskaberne. En fysisk eller juridisk persons undladelse af at fremsende oplysninger til Finanstilsynet kan medføre, at andre overtrædelser ikke opdages, eller at skadelige virkninger i markedet får lov til at virke i længere tid.
Yderligere kan forsikringsselskabernes handlinger have grænseoverskridende effekter, hvorfor der er et betydeligt behov for informationsudveksling mellem kompetente myndigheder, særligt myndigheder indenfor EU/EØS-lande m.v.
Finanstilsynets hjemmel til at pålægge fysiske eller juridiske personer, der ikke efterkommer en anmodning om udlevering af oplysninger, tvangsbøder anses derfor som væsentlig af hensyn til en effektiv kontrol og håndhævelse af lovforslagets bestemmelser.
Det er foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet som tvangsmiddel kan pålægge et forsikringsselskab daglige eller ugentlige tvangsbøder, hvis selskabet ikke efterkommer et påbud meddelt i medfør af lovforslagets § 280, stk. 1, 3 og 4.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en virksomhed, der ikke efterkommer et påbud om at afsætte en direktør eller en nøgleperson, der ikke lever op kravene til egnethed og hæderlighed, kan pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder. Et påbud om at afsætte en direktør eller en nøgleperson, der ikke lever op til kravene til egnethed og hæderlighed gives efter lovforslagets § 280, stk. 1 og 3, og stk. 4, 1. og 3. pkt. Disse påbud er nærmere beskrevet i bemærkningerne til § 280.
Bestemmelsen indebærer desuden, at en virksomhed, der ikke efterkommer et påbud om at afsætte en direktør eller en nøgleperson, når der er rejst tiltale mod direktøren eller nøglepersonen i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, kan pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder. Et påbud om at afsætte en direktør eller en nøgleperson, når der er rejst tiltale mod direktøren eller nøglepersonen, gives efter lovforslagets § 280, stk. 4. Disse påbud er nærmere beskrevet i bemærkningerne til § 280.
Kravene til egnethed og hæderlighed er nærmere beskrevet i bemærkningerne til § 105.