Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 210

Det følger af den gældende § 234 a i lov om finansiel virksomhed, at kurator forlods skal sikre forsikringstagerne og de sikrede gennem skadesforsikringsselskabets aktiver, dog har forsikringstagerne og de sikrede ikke forrang for fordringer nævnt i konkurslovens §§ 93 og 94. Konkurslovens §§ 93 og 94 omfatter blandt andet omkostninger ved konkursens indtræden, omkostninger ved boets behandling og omkostninger ved forsøg på at tilvejebringe en samlet ordning af skyldnerens økonomiske forhold ved rekonstruktion, afvikling, akkord eller på anden måde. Gyldigt stiftede panterettigheder registreret i skadesforsikringsselskabets regnskaber skal til enhver tid modsvares af aktiver svarende til værdien af de gyldigt stiftede panterettigheder. Skadesforsikringsselskaber skal, hvis de har stiftet gyldige pantrettigheder til tredjepart registreret i regnskabet, sikre, at der i selskabet er en tilstedeværelse af aktiver svarende til pantsætningens værdi.

Den foreslåede § 210 viderefører den gældende § 234 a i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen gennemfører artikel 275, stk. 1, litra b, og stk. 2, og artikel 278 i Solvens II-direktivet for skadesforsikringsselskaber.

Det foreslås i stk. 1, at kurator forlods skal anvende aktiverne i et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de sikrede. Forsikringstagerne og de sikrede vil dog vige for de fordringer, der er nævnt i konkurslovens §§ 93 og 94.

Forsikringstagerne og de sikrede har derfor forrang for de fordringer, der er nævnt i konkurslovens §§ 95-98.

Forsikringstagerne og de sikrede får således en højere stilling i konkursordenen i tilfælde af et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, går konkurs. Kurator vil dermed skulle sikre, at der er sket en fuldstændig fyldestgørelse af forsikringstagerne og de sikrede, inden der sker dækning af andre kreditorer.

Bestemmelsen medfører ikke, at andres gyldigt stiftede panterettigheder tilsidesættes i tilfælde af selskabets konkurs. Gyldigt stiftede panterettigheder bevarer fortsat deres fortrinsstilling i henhold til konkurslovens § 82. Forsikringstagerne og de sikredes mulighed for fyldestgørelse i tilfælde af konkurs vil således afhænge af, i hvor stort omfang selskabets aktiver er pantsat til fordel for tredjemand.

Finanstilsynet kan forbyde et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, at råde over dets aktiver eller begrænse rådigheden herover, hvis selskabet eksempelvis ikke har et kapitalgrundlag, der er tilstrækkeligt til at dække selskabets solvenskapitalkrav eller minimumskapitalkrav, eller selskabet ikke har hensat tilstrækkelige beløb til dækning af de forsikringsmæssige forpligtelser, jf. lovforslagets § 222. Finanstilsynet vil kunne anvende denne hjemmel til at forhindre, at et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, pantsætter sine aktiver til fordel for tredjemand i en situation, hvor selskabet eksempelvis ikke opfylder solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet eller ikke har tilstrækkelige hensættelser. Så længe selskabet opfylder kravene i den finansielle lovgivning, vil Finanstilsynet med de nuværende reaktionsmuligheder ikke have mulighed for at gribe ind over for selskabets pantsætning af aktiver.

Udover gyldigt stiftede panterettigheder viger forsikringstagerne og de sikrede for de fordringer, der er nævnt i konkurslovens §§ 93 og 94. Der er tale om bl.a. omkostninger ved konkursens indtræden og omkostninger ved boets behandling. Bestemmelsen har til formål at sikre en hensigtsmæssig bobehandling. Bestemmelsen udnytter valgmuligheden i artikel 275, stk. 2, i Solvens II-direktivet, til at give bobehandlingsomkostninger m.v. forrang for forsikringskrav.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at gyldigt stiftede panterettigheder registreret i regnskaber for et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, til enhver tid skal modsvares af aktiver svarende til værdien af de gyldigt stiftede panterettigheder.

Det foreslåede stk. 2, 1. pkt., indebærer, at selskaber, hvis de har stiftet gyldige pantrettigheder til tredjepart registreret i regnskabet, skal sikre, at der i selskabet er en tilstedeværelse af aktiver svarende til pantsætningens værdi.

Formålet med bestemmelsen er, at forsikringstagerne og de sikrede ikke bliver dårligere stillet i dækningen af forsikringskravene som følge af selskabernes gyldigt stiftede panterettigheder. Dette skal ses i sammenhæng med, at blandt andet gyldigt stiftede panterettigheder har fortrinsstilling i henhold til § 82 i konkursloven. § 82 i konkursloven medfører, at tredjeparter med gyldigt stiftede pantrettigheder imod forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, ved konkurs skal have fyldestgørelse for deres krav før andre parter, og at disse krav derfor ikke indgår i konkursmassen for forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed. Konkursmassen er de aktiver i konkursboet, der anvendes til fyldestgørelse af dem, der ved konkursdekretets afsigelse havde krav mod selskabet. Da forsikringstagernes og de sikredes krav skal fyldestgøres fra aktiverne i konkursmassen via konkursordenen, afhænger mulighederne for fyldestgørelse i tilfælde af konkurs således af, hvor stor konkursmassen er, og dermed hvor stor en andel af et selskabs aktiver der er pantsat til fordel for tredjemand, og som ikke indgår i konkursmassen. Det bemærkes, at det for de forsikringstagere og sikrede, der får dækning fra Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, vil være Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, der indtræder i kravet imod selskabets konkursbo.

Den foreslåede bestemmelse skal dermed bidrage til at sikre, at forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, altid har nok aktiver til at dække deres forpligtelser i tilfælde af konkurs. Dette gøres ved at sætte krav om, at hvis et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, har stiftet gyldige pantrettigheder til tredjepart, skal selskabet altid sikre, at der i selskabet er en tilstedeværelse af aktiver svarende til pantsætningens værdi.

For at efterleve bestemmelsen vil forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, ved et fald i værdien af de aktiver i selskabet, der regnskabsmæssigt modsvarer gyldigt stiftede pantrettigheder, skulle sikre, at der fortsat samlet set er aktiver, der svarer til værdien af de gyldigt stiftede pantrettigheder. Det kan i praksis betyde, at der regnskabsmæssigt skal findes andre aktiver, der kan anvendes til at modsvare værdien af pantrettighederne. Dermed sættes også en grænse for selskabets pantsætning, idet selskabet ikke kan stifte yderligere gyldige pantrettigheder til tredjeparter, hvis der ikke er aktiver, der kan modsvare værdien af pantrettigheden. Dette skal modvirke, at selskabet pantsætter så stor en andel af selskabets aktiver, at der er få eller ingen aktiver tilbage til at dække forsikringstagernes og de sikredes krav.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at aktiver, der modsvarer gyldigt stiftede pantrettigheder i henhold til 1. pkt., ikke allerede må være bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. §§ 158 og 159, eller det af selskabet opgjorte krav til minimumsbasiskapital, solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet, jf. §§ 154-156.

Formålet er at tydeliggøre at selskaberne ikke kan bruge de samme aktiver til dækning flere gange, da det indebærer en risiko for forsikringstagerne og de sikrede, da pantsætning vil indebære, at aktivet først efter fyldestgørelse af pantrettighederne vil kunne indgå i konkursmassen og medgå til at dække de forsikringsmæssige hensættelser, minimumsbasiskapitalkravet, solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet.

For at efterleve den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 1. pkt. om at have aktiver, der modsvarer gyldigt stiftede panterettigheder, skal selskabet dermed som følge af stk. 2, 2. pkt. anvende aktiver, der ikke anvendes til at dække de forsikringsmæssige hensættelser, jf. lovforslagets §§ 158 og 159, eller det af selskabet opgjorte krav til minimumsbasiskapitalkravet, solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet, jf. lovforslagets §§ 154-156.

Har et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, dermed aktiver, der ikke benyttes til at dække selskabets forsikringsmæssige hensættelser, kravet til minimumsbasiskapital, solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet, kan disse aktiver f.eks. pantsættes, uden at selskabet skal efterleve kravet i den foreslåede ændring.

Finanstilsynet kan på baggrund af indberetninger følge udviklingen i gruppe 1-forsikringsselskabernes pantsætning af aktiver samt udviklingen i de forsikringsmæssige hensættelser, minimumsbasiskapitalkravet, solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet. Gruppe 1-forsikringsselskaber laver kvartalsvist indberetninger til Finanstilsynet om disse forhold. De mindre gruppe 2-forsikringsselskaber skal årligt i deres årsrapporter offentliggøre tal for, hvor stor en andel af deres aktiver der er pantsat. Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal endvidere løbende opgøre deres forsikringsmæssige hensættelser samt sikre overholdelse af minimumsbasiskapitalkravet, solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet. Ved behov for skærpet tilsyn med et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, vil Finanstilsynet kunne udbede sig yderligere oplysninger fra det enkelte selskab. Finanstilsynet kan forbyde et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, at råde over dets aktiver eller begrænse rådigheden herover, hvis selskabet f.eks. ikke har et kapitalgrundlag, der er tilstrækkeligt til at dække selskabets solvenskapitalkrav eller minimumskapitalkrav, eller selskabet ikke har hensat tilstrækkelige beløb til dækning af de forsikringsmæssige forpligtelser, jf. lovforslagets § 222. Finanstilsynet vil kunne anvende denne hjemmel til at forhindre, at et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, pantsætter sine aktiver til fordel for tredjemand i en situation, hvor selskabet f.eks. ikke opfylder solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet eller ikke har tilstrækkelige hensættelser.

Artikel 278 i Solvens II-direktivet stiller krav vedrørende de fordringer, der kan have forrang for forsikringskrav nævnt i artikel 275, stk. 1, litra b, i Solvens II-direktivet. De fordringer, der er nævnt i artikel 275, stk. 1, litra b, i Solvens II-direktivet, er fordringer fra arbejdstagere, som følger af arbejdsaftaler og arbejdsforhold, skattekrav fra offentlige organer, fordringer fra sociale sikringsordninger og fordringer vedrørende aktiver, som er omfattet af en tinglig rettighed. Forpligtelsen i lovforslagets § 210, stk. 2, gælder kun i forhold til gyldigt stiftede panterettigheder, da det kun er disse fordringer, der er omfattet af 275, stk. 1, litra b, i Solvens II-direktivet og dermed artikel 278 i Solvens II-direktivet. Fordringer nævnt i konkurslovens §§ 93-94 er ikke omfattet af kravet i det foreslåede stk. 2, da fordringer omfattet af konkurslovens §§ 93-94 ikke fremgår af artikel 275, stk. 1, litra b, i Solvens II-direktivet.