LBK nr 169 af 16/02/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 107
Bestyrelsen for et forsikringsselskab og en forsikringsholdingvirksomhed skal sikre, at dens medlemmer har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed forbundne risici. Bestyrelsens sammensætning skal afspejle en tilstrækkelig bred erfaring.
Stk. 2. I forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, med en balancesum på over 30 mia. kr. og i forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, med en bruttopræmieindtægt på over 4 mia. kr. skal mindst et medlem af bestyrelsen have ledelseserfaring fra et forsikringsselskab eller et relevant pengeinstitut eller realkreditinstitut.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 107
RetsinformationDet følger af den gældende § 64 e, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at bestyrelsen i en finansiel virksomhed skal sikre, at dens medlemmer har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed forbundne risici.
Det følger af artikel 258 sk. 1, litra c, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), at et forsikrings- og genforsikringsselskab skal sikre, at dets bestyrelsesmedlemmer tilsammen har det krævede niveau af kvalifikationer, kompetencer, færdigheder og erfaring på de relevante områder af virksomheden til effektivt at kunne lede og overvåge selskabet på en professionel måde. Bestemmelsen finder alene anvendelse på gruppe 1-forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder, der har et gruppe 1-forsikringsselskab som datterselskab.
Bestemmelsen i § 64 e i lov om finansiel virksomhed foreslås videreført i forslagets § 107 med redaktionelle ændringer. Forslagets stk. 2 er ny og indebærer materielle ændringer i gældende ret.
Det foreslås i stk. 1, at bestyrelsen for et forsikringsselskab og en forsikringsholdingvirksomhed skal sikre, at dens medlemmer har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed forbundne risici. Bestyrelsens sammensætning skal afspejle en tilstrækkelig bred erfaring.
Kravene til bestyrelsen i forsikringsselskaber er bl.a. fastlagt i bekendtgørelse nr. 1723 af 15. december 2015 om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.v. udstedt med hjemmel i lov om finansiel virksomhed. Det er bestyrelsens hovedopgave at fastlægge de overordnede og strategiske rammer for virksomheden og dens aktiviteter, jf. princippet i § 115 i selskabsloven. Det indebærer, at bestyrelsen skal beslutte virksomhedens forretningsmodel, herunder vurdere virksomhedens risikoprofil og kapitalgrundlag, jf. forslagets § 95. På baggrund heraf skal bestyrelsen vedtage relevante politikker på de væsentlige områder samt fastsætte skriftlige retningslinjer for direktionens arbejde, jf. lovforslagets § 95.
Den foreslåede bestemmelse understreger, at bestyrelsen har pligt til løbende at vurdere, om den samlede bestyrelse besidder den nødvendige viden og erfaring til at sikre en forsvarlig drift af virksomheden og håndtering af dens risici.
Bestemmelsen indebærer i praksis, at bestyrelsen eksempelvis skal være i stand til at udfordre direktionen på en konstruktiv måde, herunder stille relevante spørgsmål til direktionen og forholde sig kritisk til svarene.
Den viden og erfaring, som bestyrelsen som minimum skal besidde, indebærer for eksempel, at den skal være i stand til at udfordre direktionen på en konstruktiv måde, herunder stille relevante spørgsmål til direktionen og forholde sig kritisk til svarene.
Ud over den fornødne grundviden kan der være særlige forhold, der kræver en særskilt viden. Bestyrelsens vurdering af dens kollektive egnethed bør tage udgangspunkt i virksomhedens forretningsmodel og virksomhedens risikoprofil, som er afgørende for, hvilken viden, faglige kompetence og erfaring, der skal være tilstede i bestyrelsen.
Bestyrelsen skal løbende vurdere, om ændringer i virksomhedens forretningsmodel eller risikoprofil giver anledning til at supplere bestyrelsens samlede kompetencer.
Forslaget understreger endvidere vigtigheden af, at bestyrelsen er repræsenteret af medlemmer med erfaring indenfor forskellige områder. Erfaring fra forskellige brancher kan bidrage til, at bestyrelsen samlet har fokus på og viden om de forskellige risici, virksomheden kan være udsat for, og ikke kun har fokus på risici på et mindre antal områder. Det er imidlertid særligt vigtigt, at der er medlemmer i bestyrelsen med indgående kendskab til virksomhedens største risikoområder.
Finanstilsynet har udarbejdet to vejledninger af 4. juli 2012 til evaluering af bestyrelsens viden og erfaring i livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser og til evaluering af bestyrelsens viden og erfaring i skadesforsikringsselskaber. Vejledningerne forventes tilpasset i overensstemmelse med lovforslaget.
Den foreslåede bestemmelse skal fortolkes i overensstemmelse med kravet i artikel 258, stk. 1, litra c, i Solvens II-forordningen.
Ved tilsyn med overholdelse af bestemmelser, jf. § 260, vil Finanstilsynet i forbindelse med vurderingen af, om en bestyrelse i et forsikringsselskab har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed forbundne risici, inddrage relevante retningslinjer på området, bl.a. fra Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), i det omfang sådanne retningslinjer foreligger. EIOPA har defineret en række områder, som bestyrelsen tilsammen bør have relevante kvalifikationer, erfaring og viden indenfor i vejledningen, Retningslinjer for ledelsessystem, EIOPA-BoS-14/253 DA (2015). Det følger bl.a. heraf, at bestyrelsen bør have relevante kvalifikationer, erfaring og viden om forsikrings- og finansmarkeder, forretningsstrategi og forretningsmodel, ledelsessystem, finansielle og aktuarmæssige analyser, lovramme og lovkrav.
Det foreslås i stk. 2, at i forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, med en balancesum på over 30 mia. kr. og i forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, med en balancesum på over 4 mia. kr. skal mindst et medlem af bestyrelsen have ledelseserfaring fra en forsikringsselskab eller et relevant pengeinstitut eller realkreditinstitut.
Den foreslåede bestemmelse indsættes som et nyt krav, men fremgår allerede i dag af Finanstilsynets vejledning af 4. juli 2012 til evaluering af bestyrelsens viden og erfaring i forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, og til evaluering af bestyrelsens viden og erfaring i skadesforsikringsselskaber. Den foreslåede bestemmelse kodificerer derfor Finanstilsynets praksis.
Det er alene forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed, med en balancesum på over 30 mia. kr. og forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed, med en balancesum på over 4 mia. kr., som omfattes af bestemmelsen.
Praktisk ledelseserfaring fra et forsikringsselskab eller et andet relevant pengeinstitut eller realkreditinstitut er hensigtsmæssig for at kunne forholde sig til de forhold og rammer, der er præmisserne for drift af et forsikringsselskab eller en tværgående pensionskasse af de nævnte størrelser ovenfor. Det skal ses i sammenhæng med den væsentlige samfundsmæssige betydning, som disse forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser har, og det forhold at virksomhederne som udgangspunkt vil have større og mere komplekse aktiviteter. Erfaring fra et forsikringsselskab eller et andet relevant pengeinstitut eller realkreditinstitut kan være opnået fra andre poster end som direktør. Erfaring som eksempelvis vicedirektør eller forsikringsdirektør vil således også ud fra en konkret vurdering kunne være tilstrækkelig.
Det fremgår af lovforslagets § 312, stk. 1, at overtrædelse af § 107 kan straffes med bøde. Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af den foreslåede § 107 er forsikringsselskabet og bestyrelsesmedlemmerne. Forsikringsselskabet og medlemmerne af bestyrelsen vil kunne straffes med bøde, hvis bestyrelsen ikke sikrer, at den samlede bestyrelse er tilstrækkeligt egnet til at kunne forstå virksomhedens aktiviteter og de hermed forbundne risici. Forsikringsselskabet og medlemmerne af bestyrelsen vil eksempelvis kunne straffes med bøde, hvis ingen medlemmer af bestyrelsen i virksomheden har kendskab til den finansielle virksomheds væsentligste forretningsområder, og den samlede bestyrelse derfor ikke har kendskab til disse områder. Et større forsikringsselskab samt medlemmerne af bestyrelsen vil kunne straffes med bøde, hvis bestyrelsen ikke har mindst ét medlem med ledelseserfaring fra et forsikringsselskab eller et andet relevant pengeinstitut eller realkreditinstitut.