Bekendtgørelse af lov om forsikringsformidling § 13

Der gælder ikke i dag krav om, at en forsikringsformidler og en accessorisk forsikringsformidler skal sikre, at formidlerens aflønningsstrukturer ikke strider mod formidlerens forpligtelse til at handle i kundens bedste interesse, herunder formidlerens forpligtelser i medfør af god skik reglerne i § 12. Der gælder dog et generelt forbud mod, at en forsikringsmægler modtager provision eller andet vederlag fra et forsikringsselskab i tilknytning til et konkret kundeforhold, jf. § 14 a, stk. 2, i den gældende lov om forsikringsformidling. Dette forbud foreslås videreført med dette lovforslags § 16, stk. 1, nr. 2, for de forsikringsformidlere, der ønsker at være uafhængige.

Det foreslås i stk. 1, at en forsikringsformidler og en accessorisk forsikringsformidler skal sikre, at formidlerens aflønningsstrukturer ikke strider mod formidlerens forpligtelse til at handle i kundens bedste interesse, herunder god skik reglerne i § 12, stk. 1, og regler udstedt i medfør af § 12, stk. 2. Det samme gør sig gældende for aflønning, som formidleren modtager med henblik på udøvelse af forsikringsdistribution.

Forslaget til § 13, stk. 1, er nyt og implementerer artikel 17, stk. 3, 1. pkt., i forsikringsdistributionsdirektivet.

Forsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere får med den kommende bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører pligt til at lave en krav- og behovsanalyse af deres kunder, så kunderne kun får tilbudt produkter, der er i overensstemmelse med deres krav og behov, jf. den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i lovforslagets § 12, stk. 2. Uanset, at formidleren er underlagt disse regler, kan der i praksis opstå situationer, hvor formidlerens aflønningsstrukturer fører til en interessekonflikt mellem på den ene side formidlerens eller den ansattes interesse i at modtage størst mulig aflønning og på den anden side hensynet til kundens bedste interesse. Bestemmelsen sikrer således en klar sammenhæng mellem regler, der sikrer varetagelsen af kundens interesse og formidlerens aflønningsstrukturer.

Ved kunder forstås enhver fysisk eller juridisk person, som formidleren distribuerer forsikringer til.

Aflønningsstrukturer skal forstås bredt og omfatter enhver form for aflønning, herunder både aflønningsordninger for formidlerens bestyrelse og ansatte, og aflønning, som formidleren selv tildeles eller får udbetalt i forbindelse med udøvelse af forsikringsdistribution.

Ved aflønning forstås i denne sammenhæng alle former for fast og variabel løn, provisioner, honorarer, betalinger og fordele, som tildeles eller udbetales med henblik på udøvelse af forsikringsdistribution. Der henvises til de specielle bemærkninger til definitionen af aflønning i lovforslagets § 2, nr. 6.

§ 13, stk. 1, indeholder ikke et generelt forbud mod bestemte aflønningsstrukturer, da det vil bero på en konkret vurdering af bl.a. formidlerens organisation og forsikringsproduktudbud, om aflønningsstrukturen må vurderes at stride mod formidlerens forpligtelse til at handle i kundens bedste interesse. Anvendelsesområdet i stk. 1 adskiller sig på den baggrund fra det foreslåede stk. 2, som indeholder forbud mod aflønningsordninger og salgsmål, som tilskynder formidleren eller dennes ansatte til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til en kunde, i det omfang formidleren udbyder et andet produkt, der dækker kundens behov bedre.

En aflønningsstruktur, der tilskynder formidleren eller dennes ansatte, til at anbefale et forsikringsprodukt til en kunde, uanset at kunden ikke har behov for et sådant produkt, eksempelvis en aflønningsstruktur, der tilskynder til overforsikring af kunder ved at anbefale et forsikringsprodukt med en dækning, som kunden allerede har via en anden forsikring, vil være i strid med § 13, stk. 1. En aflønningsstruktur, der eksempelvis tilskynder til anbefaling af en arbejdsløshedsforsikring til personer, der inden for kort tid skal på pension, vil ligeledes kunne være i strid med bestemmelsen.

Det foreslås med § 42, stk. 2, at straffe overtrædelser af stk. 1 med bøde. Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelser af stk. 1 er forsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at de omfattede formidlere ikke har aflønningsstrukturer, som strider mod formidlerens forpligtelse til at handle i kundens bedste interesse. Aflønningsstrukturer, der fører til interessekonflikter mellem formidlerens eller ansattes interesser og hensynet til kundens bedste interesse, kan føre til forkert forsikringsdækning og tab for kunderne, hvilket er baggrunden for, at bestemmelsen foreslås strafbelagt.

Det foreslås i stk. 2, at en forsikringsformidler og en accessorisk forsikringsformidler ikke må indføre aflønningsordninger eller salgsmål, som tilskynder formidleren eller dennes ansatte til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til en kunde, når formidleren udbyder et andet produkt, der dækker kundens behov bedre.

Der gælder ikke i dag et forbud mod aflønningsordninger og salgsmål, som tilskynder formidleren eller dennes ansatte til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til en kunde, når formidleren udbyder et andet produkt, der dækker kundens behov bedre.

Det foreslåede stk. 2 er derfor nyt og implementerer artikel 17, stk. 3, 2. pkt., i forsikringsdistributionsdirektivet.

Formålet med forbuddet er at mindske risikoen for interessekonflikter. Uanset, at forsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere med den kommende bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører bliver underlagt krav om udarbejdelse af krav- og behovsanalyse, og at formidlerne skal efterleve god skik reglerne på området, kan aflønningsordninger, der indeholder variabel løn, herunder eksempelvis variabel løn knyttet til opnåelse af salgsmål for et bestemt forsikringsprodukt, føre til en interessekonflikt mellem på den ene side formidlerens eller den ansattes interesse i at modtage størst mulig aflønning og på den anden side hensynet til kundens bedste interesse. Forbuddet mod aflønningsordninger og salgsmål, som tilskynder formidleren eller dennes ansatte til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til en kunde, når formidleren udbyder et andet produkt, der dækker kundens behov bedre, skal sikre, at kunden alene rådgives på baggrund af sit forsikringsbehov.

Ved aflønning forstås i denne sammenhæng alle former for fast og variabel løn, provisioner, honorarer, betalinger og fordele, som tildeles eller udbetales med henblik på udøvelse af forsikringsdistribution. Der henvises til de specielle bemærkninger til definitionen af aflønning i lovforslagets § 2, nr. 6. Enhver ordning, som fører til tilbud eller tildeling af et beløb eller en fordel, og som gives med henblik på udøvelse af forsikringsdistributionsvirksomhed, skal således anses for en aflønningsordning.

Ved anbefaling forstås både kundekontakt, der fører til afgivelse af tilbud uden rådgivning, og rådgivning, som fører til en personlig anbefaling.

Bestemmelsen forudsætter, at formidleren har mulighed for at tilbyde kunden et andet produkt end det produkt, som formidleren anbefaler til kunden. I det omfang, at formidleren alene udbyder et bestemt forsikringsprodukt, vil der som udgangspunkt ikke opstå en interessekonflikt for formidleren eller dennes ansatte, med mindre aflønningsstrukturen fører til, at formidleren eller dennes ansatte anbefaler et forsikringsprodukt, som kunden slet ikke har behov for. En sådan aflønningsstruktur vil som udgangspunkt være omfattet af stk. 1, jf. bemærkningerne hertil ovenfor.

Stk. 2 indeholder ikke et generelt forbud mod brug af variabel løn eller salgsmål, da det vil bero på en konkret vurdering af bl.a. formidlerens organisation og forsikringsproduktudbud, om aflønningsordningen eller salgsmålet tilskynder formidleren eller dennes ansatte til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til en kunde, når formidleren udbyder et andet produkt, der dækker kundens behov bedre.

En aflønningsordning, som indebærer, at en ansat tildeles variabel løn baseret på opnåelse af et salgsmål, som angiver en salgsmængde for et bestemt forsikringsprodukt, vil som udgangspunkt være i strid med stk. 2 i det omfang, at formidleren udbyder et andet produkt, der dækker kundens behov bedre.

Bestemmelsen forhindrer ikke formidleren i at indføre aflønningsordninger, der øger formidlerens indtjening, så længe aflønningsordningen ikke tilskynder formidleren eller dennes ansatte til at anbefale bestemte forsikringsprodukter til kunder mod kundens bedste interesse.

Det foreslås med lovforslagets § 42, stk. 2, at straffe overtrædelser af stk. 2 med bøde. Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelser af stk. 2 er forsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at kunder alene modtager anbefalinger på baggrund af deres forsikringsbehov, og at formidlerens og den ansattes interesser ikke påvirker anbefalingen. Anbefalinger, der fører til, at en kunde tegner en anden forsikring end den forsikring, som ville have dækket kundens behov bedre, kan føre til forkert forsikringsdækning og tab for kunderne, hvilket er baggrunden for, at bestemmelsen foreslås strafbelagt.

Det foreslås i stk. 3, at en forsikringsformidler, der udøver forsikringsdistribution gennem en accessorisk forsikringsformidler, der er undtaget fra denne lov, jf. § 1, stk. 2, sikrer, at den pågældende accessoriske forsikringsformidler har passende og forholdsmæssige ordninger med henblik på, at denne overholder stk. 1 og 2.

Bestemmelsen gennemfører dele af artikel 1, stk. 4, litra b, i forsikringsdistributionsdirektivet.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at distribution af forsikringer gennem en accessorisk forsikringsformidler, der er undtaget fra loven, stadig sker under hensyn til kundens interesse. En forsikringsformidler, der udøver forsikringsdistribution gennem en accessorisk forsikringsformidler, der er undtaget fra lovens anvendelsesområde, skal derfor sikre, at den pågældende accessoriske forsikringsformidler overholder reglerne om aflønningsstrukturer, aflønningsordninger og salgsmål, jf. stk. 1 og 2.

Det forslås i stk. 4, at stk. 1-3 ikke finder anvendelse på forhold omfattet af kollektiv overenskomst. Forslaget medfører, at i det omfang en ansats aftale om en løndel er omfattet af en kollektiv overenskomst, berøres denne aftale ikke af stk. 1-3. Aflønningsformer, der går ud over de rammer, der er fastsat i henhold til overenskomsten, vil således være omfattet af stk. 1-3. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis en formidleren vælger at tilbyde ansatte variabel løn, uden at formidleren er forpligtet til det ifølge overenskomsten.

EU-reguleringen bag de danske aflønningsregler er blevet til under forudsætning af en respekt for forskelle i de nationale arbejdsretlige forhold. Det fremgår af betragtning 9 i Kommissionens henstilling af 30. april 2009 om aflønningspolitikken i finanssektoren, at henstillingen ikke har til hensigt at berøre de rettigheder, som arbejdsmarkedets parter har i forbindelse med overenskomstforhandlinger.

Undtagelsen berører ikke arbejdsmarkedets parters generelle forpligtelse til at efterleve gældende lovgivning. Uanset det foreslåede stk. 4 forventes arbejdsmarkedets parter derfor at iagttage principperne i stk. 1 og 2 ved forhandling af landsdækkende kollektive overenskomster på området. Arbejdsmarkedets parter forventes desuden at holde sig orienteret om indgåelse og indhold af lokale kollektive overenskomster indgået under de landdækkende kollektive overenskomster i forhold til overholdelse af de nævnte principper.

Det foreslåede stk. 1-3 finder herudover alene anvendelse på aftaler om aflønning mellem en forsikringsformidler eller en accessorisk forsikringsformidler og en ansat, der indgås, genforhandles, forlænges eller fornys efter lovens ikrafttræden, jf. den foreslåede § 45, stk. 5. Kravet finder således ikke anvendelse på aftaler, der er indgået eller genforhandlet før lovens ikrafttræden, og som ikke efter lovens ikrafttræden er forlænget eller fornyet.