LBK nr 789 af 24/06/2024
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forpligtende kommunale samarbejder § 7
En kommunalbestyrelse, der er bemyndiget i medfør af § 2, stk. 1, kan til brug for kommunalbestyrelsens udøvelse af en opgave omfattet af bemyndigelsen afkræve den delegerende kommunalbestyrelse de oplysninger, der er fornødne til udøvelsen af opgaven.
Stk. 2. En delegerende kommunalbestyrelse kan, i det omfang det er fornødent, til brug for kommunalbestyrelsens varetagelse af en opgave afkræve den bemyndigede kommunalbestyrelse oplysninger, som er tilgået denne som følge af bemyndigelsen.
Stk. 3. I en sag, der rejses ved ansøgning, kan den bemyndigede kommunalbestyrelse og den delegerende kommunalbestyrelse uden ansøgerens samtykke udveksle oplysninger efter stk. 1 og 2 om ansøgerens rent private forhold, såfremt oplysningerne, hvis den bemyndigede kommunalbestyrelse havde varetaget alle den delegerende kommunalbestyrelses opgaver, ikke skulle indhentes fra en anden del af forvaltningen i den bemyndigede kommune.
Stk. 4. En kommunalbestyrelse, der er bemyndiget i medfør af § 2, stk. 1, kan til brug for kommunalbestyrelsens udøvelse af en opgave omfattet af bemyndigelsen indhente de samme oplysninger fra andre offentlige myndigheder og fra private, som ifølge lovgivningen ville kunne indhentes af den delegerende kommunalbestyrelse, hvis denne havde varetaget opgaven.
Stk. 5. Når interne miljøoplysninger omfattet af lov om aktindsigt i miljøoplysninger videregives i medfør af stk. 1-3, mister oplysningerne ikke som følge af videregivelsen deres interne karakter.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forpligtende kommunale samarbejder § 7
RetsinformationTil stk. 1-3
Bestemmelserne fastsætter visse særlige regler om udveksling af oplysninger mellem den delegerende og den bemyndigede kommunalbestyrelse.
Stk. 1 giver den bemyndigede kommunalbestyrelse adgang til – til brug for udøvelsen af en opgave på vegne den delegerende kommunalbestyrelse – at afkræve den delegerende kommunalbestyrelse de oplysninger, som er fornødne hertil.
Stk. 2 giver den delegerende kommunalbestyrelse adgang til i det omfang, det er fornødent – til brug for varetagelsen af en opgave, som efter lovgivningen påhviler den delegerende kommunalbestyrelse – at afkræve den bemyndigede kommunalbestyrelse oplysninger, som den bemyndigede kommunalbestyrelse har modtaget som led i udøvelsen af en opgave på vegne den delegerende kommunalbestyrelse.
Stk. 3 fastsætter, at udveksling af følsomme oplysninger efter stk. 1 og 2 i ansøgningssager uden ansøgerens samtykke kan ske i det omfang, oplysningerne, hvis den bemyndigede kommunalbestyrelse havde varetaget alle den delegerende kommunalbestyrelses opgaver, ikke skulle indhentes fra en anden del af forvaltningen i den bemyndigede kommune, og dermed kunne være anvendt uden ansøgerens samtykke.
Bestemmelserne gælder alle oplysninger – såvel personoplysninger som ikke-personoplysninger – og uanset om oplysningerne behandles manuelt eller elektronisk. Bestemmelserne vedrører også oplysninger om rent private forhold (følsomme oplysninger), jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1, og persondatalovens §§ 7 og 8.
Efter stk. 1-3 forudsætter udvekslingen af oplysninger, at den kommunalbestyrelse, der modtager oplysningerne, har et sagligt begrundet behov herfor med henblik på udførelsen af de pågældende opgaver. Den bemyndigede kommunalbestyrelse kan således efter stk. 1, alene afkræve den delegerende kommunalbestyrelse de oplysninger, der er nødvendige for at udøve den delegerede opgave. Den delegerende kommunalbestyrelse kan efter stk. 2, alene afkræve den bemyndigede kommunalbestyrelse de oplysninger, der er nødvendige for at varetage andre opgaver, som efter lovgivningen påhviler den, jf. herved de almindelige bemærkninger afsnit 3.4. Disse opgaver omfatter bl.a. den delegerende kommunes tilsyn med den bemyndigede kommunes udøvelse af opgaverne. Stk. 2 omfatter således også den delegerende kommunes eventuelle løbende indhentelse af oplysninger fra den bemyndigede kommune som led i dette tilsyn, jf. herved bemærkningerne til § 2, stk. 1.
Endvidere forudsætter udveksling af oplysninger omfattet af persondataloven, at anvendelsen af oplysningerne til disse formål sker inden for rammerne af finalité-princippet, jf. persondatalovens § 5, stk. 2. Indsamling af oplysninger skal efter denne bestemmelse ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere behandling må ikke være uforenelig med disse formål.
I det omfang, der er behov for at udveksle ikke-følsomme oplysninger mellem en delegerende og en bemyndiget kommunalbestyrelse, vil dette efter forvaltningslovens § 28, stk. 3, altid kunne ske i det omfang, der er et sagligt behov herfor.
Forvaltningslovens § 28 viger for persondataloven, såfremt udvekslede personoplysninger stammer fra et elektronisk system (eller et manuelt register), eller såfremt oplysningerne i forbindelse med udvekslingen underkastes elektronisk databehandling (f.eks. ved forsendelse af e-mail). Persondataloven gælder dog kun for personoplysninger, og udveksling af ikke-personoplysninger reguleres derfor af forvaltningsloven, uanset de er underkastet elektronisk databehandling.
De af persondatalovens almindelige materielle behandlingsregler i § 5, stk. 1, §§ 6 – 8 og § 11, stk. 1, som gælder for behandling af personoplysninger, ikke specifikt for videregivelse, er ikke til hinder for udveksling af oplysninger mellem den bemyndigede og den delegerende kommunalbestyrelse som omhandlet i stk. 1-3. Videregivelsesbestemmelsen i persondatalovens § 8, stk. 2, vedrører særlige kategorier af følsomme oplysninger, herunder oplysninger om strafbare forhold og væsentlige sociale problemer. Indenrigs- og Sundhedsministeriet er af den opfattelse, at denne bestemmelse – i det omfang der overhovedet er tale om videregivelse mellem den bemyndigede og den delegerende kommune – heller ikke vil være til hinder for, at der udveksles oplysninger som omhandlet i stk. 1-3.
Stk. 1 og 2 indebærer imidlertid fravigelse af bestemmelserne i forvaltningslovens § 28, stk. 2, om videregivelse af følsomme oplysninger mellem myndigheder, hvorefter sådan videregivelse alene kan ske efter samtykke eller under iagttagelse af de betingelser, bestemmelsen i øvrigt fastsætter herfor. Stk. 1 og 2 indebærer tillige fravigelse af persondatalovens § 8, stk. 3, om videregivelse af følsomme oplysninger fra forvaltningsmyndigheder, der udfører opgaver inden for det sociale område, hvorefter sådan videregivelse alene kan ske efter samtykke eller under iagttagelse af de betingelser, bestemmelsen i øvrigt fastsætter herfor. Der kan herved henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.4.
For så vidt angår ansøgningssager indebærer stk. 3, jf. stk. 1 og 2, en fravigelse af forvaltningslovens § 29, hvorefter henholdsvis den bemyndigede og den delegerende kommunalbestyrelse efter stk. 1 og 2, uden ansøgerens samtykke i fornødent omfang kan afkræve hinanden følsomme oplysninger, såfremt oplysningerne, hvis den bemyndigede kommunalbestyrelse havde varetaget alle den delegerende kommunalbestyrelses opgaver og dermed selv havde været i besiddelse af de pågældende oplysninger, ikke skulle indhentes fra en anden del af forvaltningen i den bemyndigede kommune. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger afsnit 3.4.
Videre indebærer bestemmelserne fravigelse fra §§ 11 a og 11 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvorefter der som udgangspunkt ikke må indhentes oplysninger, herunder følsomme oplysninger, fra anden myndighed uden samtykke. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger afsnit 3.4.
Det bemærkes, at stk. 3 ikke ud over det anførte indebærer nogen fravigelse fra forvaltningslovens § 29. Såfremt følsomme oplysninger, der er nødvendige til brug for behandlingen af en ansøgningssag, ville bero i en anden del af den bemyndigede kommunes forvaltning, hvis den bemyndigede kommunalbestyrelse havde varetaget alle den delegerende kommunalbestyrelses opgaver, giver stk. 3 sammenholdt med stk. 1 og 2 ikke den bemyndigede henholdsvis den delegerende kommunalbestyrelse mulighed for uden samtykke at indhente de pågældende oplysninger til brug for behandlingen af ansøgningssagen. I sådanne tilfælde vil oplysningerne således alene kunne udveksles uden samtykke, hvis betingelserne i forvaltningslovens § 29, stk. 2, nr. 3, er opfyldt. Efter denne bestemmelse forudsætter indhentelse af følsomme oplysninger til brug for behandlingen af en ansøgningssag, at særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningerne ikke indhentes.
Til stk. 4
Bestemmelsen vedrører den bemyndigede kommunes adgang til at indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder end den delegerende kommune og fra private til brug for udøvelsen af opgaver efter bemyndigelse i henhold til lovforslagets § 2, stk. 1. Efter bestemmelsen gives den bemyndigede kommunalbestyrelse samme adgang hertil, som den delegerende kommunalbestyrelse ville have haft, hvis den selv havde varetaget udøvelsen af opgaven.
Bestemmelsen gælder alle oplysninger – såvel personoplysninger som ikke-personoplysninger – og uanset om oplysningerne behandles manuelt eller elektronisk. Bestemmelserne vedrører også oplysninger om rent private forhold (følsomme oplysninger).
Til stk. 5
Bestemmelsen fastlægger, at interne arbejdsdokumenter, der udveksles mellem den delegerende og den bemyndigede kommune efter stk. 1-3, ikke som følge heraf mister deres interne karakter. Bestemmelsen indebærer således i de nævnte tilfælde en fravigelse af forvaltningslovens og offentlighedslovens regler om aktindsigt og en tilsvarende begrænsning i retten til indsigt efter persondataloven.
Bestemmelsens 2. pkt. indebærer, at dette uanset bestemmelsen i § 2, stk. 2, 1. pkt., i lov om aktindsigt i miljøoplysninger også gælder for interne miljøoplysninger, der er omfattet af denne lov. Ved interne miljøoplysninger forstås miljøoplysninger i et dokument, der efter offentlighedslovens § 7 er internt. Miljøoplysninger skal forstås i overensstemmelse med § 3 i lov om aktindsigt i miljøoplysninger, hvoraf det bl.a. fremgår, at dette omfatter miljøoplysninger, som foreligger i en hvilken som helst form. Der fremsættes samtidig med dette lovforslag et lovforslag til ændring af lov om aktindsigt i miljøoplysninger, der bl.a. ændrer lovens § 2 om adgang til aktindsigt i bl.a. interne miljøoplysninger og lovens § 3.
Om baggrunden for bestemmelsen henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.5.
Bestemmelsen gælder kun i det omfang, de interne arbejdsdokumenter er udvekslet efter stk. 1-3, dvs. som følge af bemyndigelsen efter § 2, stk. 1. For al anden udveksling af interne arbejdsdokumenter og interne miljøoplysninger mellem en delegerende og en bemyndiget kommune gælder offentlighedslovens, forvaltningslovens, persondatalovens og miljøaktindsigtslovens almindelige regler.
I tilfælde af udveksling af interne arbejdsdokumenter omfattet af stk. 5 skal der gives (akt)indsigt i disse interne arbejdsdokumenter efter offentlighedslovens, forvaltningslovens og persondatalovens almindelige regler herom. Dette indebærer bl.a., at en part uanset delegationen har ret til at blive gjort bekendt med oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som alene indeholdes i interne arbejdsdokumenter, jf. forvaltningslovens § 12, stk. 2. Tilsvarende skal der gives aktindsigt i overensstemmelse med offentlighedens almindelige regler herom i oplysninger i interne arbejdsdokumenter om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagsforholdet, jf. offentlighedslovens § 11, stk. 1. Endvidere skal der gives aktindsigt i interne miljøoplysninger efter de regler herom, som følger af lov om aktindsigt i miljøoplysninger.