LBK nr 1049 af 10/07/2023
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Bekendtgørelse af lov om forholdene ved Kolindsund § 3
Efter bestemmelserne i lov nr. 106 af 31. marts 1933 § 7, Stk. 3, nedsættes der en kommission, der skal træffe bestemmelse om gennemførelse af de i § 1 omhandlede foranstaltninger og om lodsejerlagets organisation som pumpelag i henhold til lov nr. 347 af 2. juni 1917.
Stk. 2. Kommissionen foretager ny partsfordeling såvel for de hidtil bidragydende som for de hidtil bidragsfrie lodder og fastsætter det forhold, hvorefter de sidstnævnte lodder skal bidrage dels med hensyn til forrentningen og tilbagebetalingen af det i § 1 omhandlede lån, jfr. § 2, dels med hensyn til de øvrige i § 2 hjemlede forpligtelser.
Stk. 3. Anlæggets gennemførelse forestås i øvrigt af lodsejerlagets bestyrelse under ansvar over for kommissionen.
Stk. 4. Når anlægget er fuldført og pumpelaget trådt i virksomhed, ophæves og aflyses den på de til tørholdelsen af Kolindsund bidragspligtige ejendomme tinglyste deklaration af 18. januar 1887 og de for Kolindsund Lodsejerlag vedtagne love af 4. april 1921.