LBK nr 1071 af 10/08/2023
Social- og Boligministeriet
Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 1
Lovens formål er at forhindre forskelsbehandling på grund af handicap og at fremme ligebehandling af personer med handicap.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 1
RetsinformationDer er efter gældende ret ikke fastsat regler om forskelsbehandling af personer på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet.
I § 1 foreslås, at lovens formål defineres. Bestemmelsen angiver, at formålet med lovforslaget er at forhindre forskelsbehandling på grund af handicap og at fremme ligebehandling af personer med handicap. Ved fremme af ligebehandling forstås fremme af ligeværd og lige muligheder for fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundet.
Ved anvendelsen af begrebet handicap foreslås, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i forståelsen af begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven. Forskelsbehandlingsloven har som nævnt i de almindelige bemærkninger afsnit 4.1. sit udspring i Rådets direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, og EU-Domstolen har i sin praksis fastslået, at begrebet »handicap«, som omhandlet i direktiv 2000/78, skal forstås således, at det omfatter en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre. Se f.eks. præmis 53 i C- 354/13 (FOA mod KL).
EU-Domstolen har i de forenede sager C-335/11 og C-337/11 udtalt, at det ikke ses, at direktiv 2000/78 kun omfatter handicap, der er medfødt, eller som skyldes ulykker, og udelukker handicap, der er forårsaget af en sygdom. Det slås følgelig fast, at hvis en helbredelig eller uhelbredelig sygdom medfører en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og hvis denne begrænsning er af lang varighed, kan en sådan sygdom henhøre under begrebet handicap, som omhandlet i direktiv 2000/78.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1 og 3.3.