Bekendtgørelse af lov om forbrugslånsvirksomheder § 9

Kreditaftalelovens § 7 c indeholder en forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.

Hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb, skal kreditgiveren ajourføre de finansielle oplysninger, som kreditgiveren har om forbrugeren. Før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb skal kreditgiveren atter vurdere forbrugerens kreditværdighed.

Hvis en anmodning om kredit afslås på grundlag af søgning i en database, underretter kreditgiveren omgående forbrugeren om resultatet af en sådan søgning og giver forbrugeren nærmere oplysninger om den pågældende database. Denne underretning skal ske uden omkostninger for forbrugeren.

Denne bestemmelse finder dog ikke anvendelse på alle kreditaftaler. Blandt andet undtager kreditaftaleloven, jf. § 3, nr. 2, kreditaftaler, som skal betales tilbage inden 3 måneder, og som kun er forbundet med ubetydelige omkostninger.

Det foreslås i stk. 1, at er en kreditaftale ikke omfattet af § 7 c i lov om kreditaftaler, skal en forbrugslånsvirksomhed inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.

Bestemmelsen finder kun anvendelse, hvis kreditaftalen ikke er omfattet af § 7 c i lov om kreditaftaler.

Kreditaftaleloven finder anvendelse på kreditaftaler, hvor en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en kredit til en forbruger, jf. § 1, stk. 1. Kreditaftaleloven finder derfor anvendelse på alle kreditaftaler, der ydes erhvervsmæssigt til forbrugere.

Kreditaftalelovens § 3 undtager en række kreditaftaler fra lovens anvendelsesområde. De fleste af disse undtagelser er også medtaget i dette lovforslag. Dette gælder dog ikke for kreditaftalelovens § 3, nr. 2 og 6.

Kreditaftalelovens § 3, nr. 2, undtager kreditaftaler, ifølge hvilke kreditten skal betales tilbage inden 3 måneder, og som kun er forbundet med ubetydelige omkostninger.

Kreditaftalelovens § 3, nr. 6, undtager kreditaftaler i form af et overtræk.

Forslaget til § 9 vil derfor i praksis kun finde anvendelse på kreditaftaler, der er omfattet af disse undtagelser i kreditaftaleloven, når sådanne kreditaftaler ydes af virksomheder, som er omfattet af dette lovforslag.

Forslaget til § 9 og § 7 c i lov om kreditaftaler er imidlertid indholdsmæssigt identiske. Finanstilsynet vil føre tilsyn med, om virksomheder omfattet af dette lovforslag efterlever krav om at gennemføre en kreditværdighedsvurdering uanset om forpligtelsen til at gennemføre en kreditværdighedsvurdering følger af dette lovforslag eller af lov om kreditaftaler. En virksomhed, der ikke efterlever § 7 c i kreditaftaleloven, vil handle i strid med dette lovforslags § 7, stk. 1, hvorefter en forbrugslånsvirksomhed skal drive virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet. Regler og retningslinjer udstedt i medfør af lovforslagets § 7, stk. 2 og 3, vil finde tilsvarende anvendelse for så vidt angår fortolkningen af reglerne i kreditaftalelovens § 7 c.

Bestemmelsen indebærer, at forbrugslånsvirksomheden altid vil skulle indhente fyldestgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger foretage en vurdering af forbrugerens kreditværdighed. Oplysningerne kan efter forbrugslånsvirksomhedens skøn indhentes hos forbrugeren og ved søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbureauer.

Forbrugslånsvirksomheden har et skøn med hensyn til, hvad der udgør fyldestgørende oplysninger. Simple udokumenterede erklæringer fra forbrugeren vil ikke i sig selv udgøre fyldestgørende oplysninger, men forbrugslånsvirksomheden har ikke pligt til at foretage en systematisk efterprøvelse af rigtigheden af de oplysninger, forbrugeren kommer med.

Ved forbrugslånsvirksomhedens udøvelse af sit skøn har lånebeløbets størrelse, lånets løbetid og lånets omkostninger betydning for, hvad der udgør fyldestgørende oplysninger. Da långiver har pligt til at vurdere, om forbrugeren må forventes at have frie midler til at kunne tilbagebetale lånet i overensstemmelse med låneaftalen, har långiver ved udøvelsen af skønnet pligt til at lægge vægt på størrelsen af ydelserne på lånet. Kravet til, hvad der udgør fyldestgørende oplysninger, vil derfor kunne være det samme for lån med forskellige lånebeløb, hvis ydelserne på lånene har samme størrelse.

Kravet om, at forbrugslånsvirksomheden skal være i besiddelse af tilstrækkelige dokumenterede oplysninger, vil i hvert fald være opfyldt, hvis forbrugslånsvirksomheden er i besiddelse af

– forbrugerens seneste lønseddel/meddelelse om offentlige udbetalinger eller evt. oplysninger herfra indhentet via eSKAT

– tilstrækkelig dokumentation for forbrugerens faste løbende udgifter

– forbrugerens seneste årsopgørelse og

– kreditinformationer fra relevante debitorregistre.

Vurderingen af forbrugerens kreditværdighed skal ske med henblik på at vurdere, om forbrugeren på baggrund af dennes økonomiske situation ved hjælp af f.eks. løbende indtægter, låneomlægning eller realisation af aktiver vil være i stand til at betale de forudsatte afdrag på kreditbeløbet, og ikke med henblik på at vurdere forbrugslånsvirksomhedens tabsrisiko.

Ved vurderingen af forbrugerens kreditværdighed indgår også et passende rådighedsbeløb.

Den foreslåede bestemmelse udelukker ikke, at forbrugslånsvirksomheden tillige foretager en vurdering af det statistiske segment, som forbrugeren tilhører. Statistiske oplysninger kan dog ikke udgøre grundlaget for den vurdering af forbrugerens økonomiske situation, som långivere efter den foreslåede bestemmelse har pligt til at foretage.

Forbrugslånsvirksomhedens vurdering af forbrugerens kreditværdighed skal angå, om den pågældende forbruger må antages at kunne opfylde låneaftalen på grundlag forbrugerens individuelle forhold. En vurdering, der udelukkende afdækker forbrugslånsvirksomhedens tabsrisiko, vil derfor ikke opfylde kravene efter bestemmelsen.

Selvom det ikke fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen, at en forbrugslånsvirksomhed ikke må indgå en kreditaftale, hvis kreditværdighedsvurderingen viser, at forbrugeren ikke vil være i stand til at tilbagebetale de forudsatte afdrag, vil det dog være i strid med lovforslagets § 7 at indgå en låneaftale i denne situation. § 7 fastsætter en forpligtelse for forbrugslånsvirksomheder til at drive virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis for virksomhedsområdet.

En kreditværdighedsvurdering adskiller sig fra en kreditvurdering. En kreditværdighedsvurdering har til formål at sikre, at den enkelte forbruger ikke pådrager sig en gældforpligtelse, som denne ikke kan servicere. En kreditvurdering er derimod en vurdering af långivers tabsrisiko. En kreditvurdering vil ikke overholde kravet til en kreditværdighedsvurdering.

I forbindelse med en kreditværdighedsvurdering vil der ske behandling af personoplysninger. Denne behandling sker med hjemmel i lovforslaget og er nødvendig for at opretholde en retlig forpligtelse jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at bliver forbrugslånsvirksomheden og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse enige om at ændre det samlede kreditbeløb, skal forbrugslånsvirksomheden ajourføre de finansielle oplysninger, som forbrugslånsvirksomheden har om forbrugeren. Før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb skal forbrugslånsvirksomheden atter vurdere forbrugerens kreditværdighed.

Forpligtelsen til at ajourføre de finansielle oplysninger indtræder, hvis forbrugslånsvirksomheden og forbrugeren bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb. Forpligtelsen til at foretage en ny kreditværdighedsvurdering indtræder derimod først, hvis forhøjelsen medfører en væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb.

Det foreslås i stk. 3, at afslås en anmodning om kredit på grundlag af søgning i en database, underretter forbrugslånsvirksomheden omgående forbrugeren om resultatet af en sådan søgning og giver forbrugeren nærmere oplysninger om den pågældende database.

Underretningen skal ske omgående og uden omkostninger for forbrugeren. Pligten til at give oplysning om afslag efter forslagets § 9 suppleres af databeskyttelsesforordningens generelle regler om bl.a. oplysningspligt, jf. forordningens artikel 13 og 14. De foreslåede bestemmelser begrænser således ikke den registreredes rettigheder i henhold til databeskyttelsesforordningens generelle regler.

Hvis en forbrugslånsvirksomhed ikke foretager en kreditværdighedsvurdering i henhold til § 9, vil Finanstilsynet kunne meddele påbud efter dette lovforslags § 15, stk. 3. Virksomheder, der ikke efterkommer et påbud, kan straffes med bøde.

Forslaget til § 9 har samme ordlyd som kreditaftalelovens § 7 c, der er en direktivnær gennemførelse af forbrugerkreditdirektivets artikel 8. Den foreslåede § 9 har dog et bredere anvendelsesområde end kreditaftalelovens § 7 c, fordi denne blandt andet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, der skal tilbagebetales inden 3 måneder, og som kun er forbundet med ubetydelige omkostninger.

Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på kreditaftalelovens anvendelsesområde. Virksomheder omfattet af denne lov vil derfor fortsat skulle efterleve kreditaftalelovens regler, herunder f.eks. reglerne om kreditgiverens oplysningspligt.