Bekendtgørelse af lov om forbrugslånsvirksomheder § 11b

En fysisk eller juridisk person må ikke opkræve yderligere omkostninger, herunder omkostninger i forbindelse med misligholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i en kreditaftale, når forbrugeren har betalt omkostninger, der tilsammen udgør 100 pct. af det samlede kreditbeløb. 1. pkt. gælder også for en fysisk eller juridisk person, som kreditaftalen overdrages til.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på følgende aftaler:

Boligkreditaftaler.
Kassekreditter eller revolverende kreditter, der ikke skal være fuldstændigt indfriet inden en dato, der er fastlagt på forhånd.

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forbrugslånsvirksomheder § 11b

Retsinformation

Der gælder i dag en forpligtelse for penge- og realkreditinstitutter til kun at udvikle og markedsføre produkter med egenskaber, omkostninger og risici, der stemmer overens med de interesser, formål og karakteristika, der kendetegner den identificerede målgruppe, jf. 7 i bekendtgørelse nr. 1235 af 24. november 2017 om godkendelsesprocedurer for detailbankprodukter. Bekendtgørelsen gælder ikke for forbrugslånsvirksomheder.

Det foreslås i stk. 1, at forbrugslånsvirksomheden kun må udvikle og udbyde produkter med egenskaber, omkostninger og risici, der stemmer overens med de interesser, formål og karakteristika, der kendetegner den identificerede målgruppe, jf. § 10, stk. 1 og 2.

For en nærmere afgrænsning af et produkts målgruppe henvises der til bemærkningerne til § 10, stk. 1 og 2.

Det følger af bestemmelsen, at det vil være i strid med den foreslåede bestemmelse at indgå aftale om en kredit med en forbruger, der tilhører en målgruppe, som produktet ikke vurderes at være egnet til. Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at virksomheden på baggrund af en konkret vurdering, jf. forslaget til § 11, stk. 2, kan indgå aftale om en kreditaftale med en forbruger, der ikke tilhører målgruppen, hvis dette er særligt begrundet.

Bestemmelsen medfører, at forbrugslånsvirksomheden skal sikre, at eventuelle distributører af virksomhedens kreditter, kun indgår aftaler med forbrugere, der tilhører målgruppen.

Hvis en forbrugslånsvirksomhed ikke er i stand til at identificere en målgruppe for sit kreditprodukt, vil det være uberettiget at udbyde dette, fordi det i dette tilfælde ikke er muligt at konstatere, at produktet har egenskaber, omkostninger og risici, der stemmer overens med de interesser, formål og karakteristika, der kendetegner den identificerede målgruppe.

Det foreslås i stk. 2, at forbrugslånsvirksomheden kun i tilstrækkeligt begrundede tilfælde må udbyde produktet til en forbruger, der ikke tilhører den identificerede målgruppe, jf. § 10. stk. 3.

For en nærmere afgrænsning af den målgruppe, som produktet ikke er hensigtsmæssig for, henvises der til bemærkningerne til § 10, stk. 3.

Hvis en forbrugslånsvirksomhed systematisk udbyder produkter til forbrugere, der ikke tilhører målgruppen, vil Finanstilsynet kunne give virksomheden et påbud om at ophøre med denne adfærd. Overtrædelser af dette påbud vil være strafbart, jf. forslaget til § 31, stk. 3.

Som eksempel på en sådan overtrædelse kan nævnes, at en forbrugslånsvirksomhed udbyder kreditaftaler med et meget højt ÅOP til forbrugere med en svag økonomi og ringe betalingsevne. Såfremt virksomheden ikke efterlever dette påbud, vil det kunne medføre, at Finanstilsynet kan inddrage virksomhedens tilladelse jf. § 19, stk. 1, nr. 6.

§ 11, stk. 2, gør det dog muligt i tilstrækkeligt begrundede tilfælde at udbyde produktet til en forbruger, der ikke tilhører den identificerede målgruppe. Dette forudsætter, at virksomheden på baggrund en individuel vurdering finder, at det i det enkelte tilfælde er forsvarligt at tilbyde en forbruger uden for målgruppen produktet. Som eksempel kan nævnes, at det i særlige tilfælde kan være forsvarligt at tilbyde en forbruger, der er registreret i RKI, et lån, når dette sker med henblik på at samle dyr gæld med henblik på afvikling, og afviklingslånet samlet er billigere end de lån, som dette lån erstatter.