Bekendtgørelse af lov om forbrugslånsvirksomheder § 10

Der gælder i dag en forpligtelse for penge- og realkreditinstitutter til at afgrænse den relevante målgruppe for detailbankprodukter, jf. § 6 i bekendtgørelse nr. 1235 af 24. november 2017 om godkendelsesprocedurer for detailbankprodukter.

Der findes ikke tilsvarende regler for forbrugslånsvirksomheder.

Det foreslås i stk. 1, at en forbrugslånsvirksomhed skal identificere den relevante målgruppe for den pågældende type kreditaftale, inden virksomheden udbyder kreditaftaler til forbrugere.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at virksomheden allerede i forbindelse med udviklingen af en type kreditaftale afgrænser den målgruppe, som den pågældende type kreditaftale skal udbydes til. Afgrænsningen af målgruppen har betydning for, hvordan typen af kreditaftale udformes, fordi en forbrugslånsvirksomhed kun må udvikle og udbyde typer af kreditaftaler med egenskaber, omkostninger og risici, der stemmer overens med de interesser, formål og karakteristika, der kendetegner den identificerede målgruppe, jf. forslagets § 11.

Afgrænsningen af målgruppen har endvidere betydning, når den pågældende type kreditaftale skal markedsføres, herunder for virksomhedens valg af distributionskanaler. Bestemmelsen skal således ses i sammenhæng med forslagets stk. 3, hvorefter forbrugslånsvirksomheden skal identificere de grupper af forbrugere, hvis interesser, formål og karakteristika, typen af kreditaftale ikke vurderes at være hensigtsmæssigt for.

Bestemmelsen skal endvidere ses i sammenhæng med kravet om, at virksomheden skal have forretningsgange for, hvordan den vil overholde kravene til god skik og kravet om kreditværdighedsvurdering. De overvejelser, som virksomheden gør sig i forbindelse med afgrænsning af målgruppen, bør også genfindes i forretningsgangene for f.eks. virksomhedens kreditværdighedsvurdering. Dette gør sig særligt gældende, hvor målgruppen for produktet er meget snæver. I dette tilfælde skal forbrugslånsvirksomheden sikre, at produktet kun markedsføres til den identificerede målgruppe.

Det foreslås i stk. 2, at forbrugslånsvirksomheden skal sikre, at typen af kreditaftale er hensigtsmæssig for den identificerede målgruppes interesser, formål og karakteristika. Virksomheden skal i den forbindelse foretage en vurdering af målgruppens finansielle kapacitet.

En forbrugslånsvirksomhed skal derfor tage udgangspunkt i den identificerede målgruppe, når den udformer typer af kreditaftaler for at sikre, at det er hensigtsmæssigt for målgruppen. Vurderingen af, om en type kreditaftale er hensigtsmæssig, skal tage udgangspunkt i samtlige vilkår for produktet. Et låneprodukt er derfor ikke automatisk hensigtsmæssigt for målgruppen, fordi det giver denne mulighed for at opnå et lån. Enkelte elementer i et låneprodukt vil kunne medføre, at produktet ikke er hensigtsmæssigt for målgruppen.

En type af kreditaftale vil f.eks. ikke være hensigtsmæssig uanset målgruppe, hvis betingelserne for betaling af afdrag er udformet således, at store dele af målgruppen vil misligholde betalingsbetingelserne, fordi betingelserne er usædvanlige i forhold sædvanlig standard. Dette kan f.eks. være tilfældet, fordi betalingerne sker på en atypisk dato, uden at det er muligt at tilmelde betalingerne til f.eks. betalingsservice eller automatisk kortbetaling. Såfremt et lån indeholder en mulighed for udskydelse af afdragene en vist antal gange, kan dette sammen med lånets øvrige karakteristika medføre, at produktet ikke er hensigtsmæssigt for målgruppen. Dette gælder, hvis udskydelsesadgangen må antages at være indsat, fordi målgruppen forventes at misligholde lånet.

Den foreslåede bestemmelse er ikke i sig selv til hinder for, at en forbrugslånsvirksomhed f.eks. udbyder kreditaftaler med et meget højt ÅOP. Sådanne typer af kreditaftaler forudsætter imidlertid, at målgruppen har en sund økonomi, så de har mulighed for at tilbagebetale det lånte beløb.

Hvis en forbrugslånsvirksomhed udvikler kreditaftaler med et meget højt ÅOP til kunder med en svag økonomi og ringe betalingsevne, vil der foreligge en overtrædelse af forslagets stk. 2, fordi en sådan kreditaftale ikke vil være i målgruppens interesse, fordi denne målgruppe ikke vil være i stand til at tilbagebetale kreditaftalen. Det skal derfor fremgå af afgrænsningen af den relevante målgruppe for sådanne låneprodukter, at det kun retter sig mod en snæver målgruppe med en sund økonomi. Der henvises endvidere til forslagets § 9 om en kreditværdighedsvurdering, hvorefter en forbrugslånsvirksomhed inden kreditaftalens indgåelse konkret skal vurdere den enkelte forbrugers kreditværdighed.

Det vil som udgangspunkt være i strid med stk. 2 at målrette kreditaftaler til forbrugere, der er registreret i RKI, fordi denne gruppe som udgangspunkt har en dårlig betalingsevne og derfor ikke bør ydes et lån.

Det forhold, at en forbruger risikerer at pådrage sig omkostninger i forbindelse med misligholdelse af et lån, vil ikke i sig selv kunne medføre, at typer af kreditaftaler ikke er hensigtsmæssige for målgruppen, hvis dette sker i overensstemmelse med reglerne i renteloven.

Typer af kreditaftaler, der er udformet således, at indtjeningen udelukkende er baseret på, at målgruppen misligholder aftalen, vil som udgangspunkt ikke være hensigtsmæssige for en målgruppe.

I forbindelse med bevillingen af kreditten skal der ifølge forslaget til § 9 foretages en kreditværdighedsvurdering, som har til formål at fastlægge, om den enkelte forbruger har tilstrækkelige midler til at kunne betale ydelserne efter kreditten. Dette spørgsmål bør imidlertid allerede i forbindelse med udviklingen af typen af kreditaftale adresseres, så der er overensstemmelse mellem produkt og målgruppe.

Det følger af kreditaftalelovens § 22, 1. pkt. at hvis det beløb, som forbrugeren efter aftalen skal betale som vederlag eller omkostninger, er urimeligt, skal det nedsættes til, hvad der skønnes rimeligt. Kreditaftalelovens generalklausul i § 22 vil kunne indgå i vurderingen af, om en kreditaftale er hensigtsmæssig for forbrugerne efter stk. 2. Såfremt en kreditaftales vederlag vil kunne nedsættes efter denne bestemmelse, vil kreditaftalen ikke være hensigtsmæssig for forbrugeren.

Det fremgår endvidere af forslaget til stk. 2, at der skal indgå en vurdering af målgruppens finansielle kapacitet i vurderingen af, om typen af kreditaftale er hensigtsmæssig for målgruppen. Ved finansiel kapacitet forstås målgruppens evne til at kunne forstå konsekvenserne af at indgå en låneaftale om det konkrete produkt. Jo mere kompleks et kreditprodukt er, jo større krav skal der stilles til den finansielle forståelse hos målgruppen, for at kreditproduktet er hensigtsmæssigt for målgruppen.

Selvom der ikke er krav om, at en forbrugslånsvirksomhed skal foretage en test af typen af kreditaftale, før den udbydes, vil det dog kunne være nødvendigt, at virksomheden foretager passende undersøgelser i form af f.eks. fokusgruppeinterviews for at sikre et tilstrækkeligt kendskab til målgruppen. Hvis en virksomhed ikke har tilstrækkeligt kendskab til målgruppen, vil den ikke være i stand til at foretage en vurdering af, om typen af kreditaftale er hensigtsmæssig for målgruppen.

Det foreslås i stk. 3, at forbrugslånsvirksomheden skal identificere de grupper af forbrugere, hvis interesser, formål og karakteristika, som typen af kreditaftale ikke vurderes at være hensigtsmæssig for.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med stk. 1, hvorefter en forbrugslånsvirksomhed skal afgrænse den relevante målgruppe for den pågældende type kreditaftale.

Ved identifikation af den målgruppe, som den pågældende type kreditaftale ikke vurderes at være hensigtsmæssig for, bør der indgå overvejelser over, hvilke økonomiske forhold hos målgruppen der bør medføre, at lånet ikke bør markedsføres til målgruppen. Tilsvarende gør sig gældende i forhold til den finansielle forståelse hos gruppen.

Som eksempel kan nævnes, at en forbrugslånsvirksomhed, der udbyder lån med højt ÅOP i sin afgrænsning af den målgruppe, som typen af kreditaftale ikke er hensigtsmæssig for, skal medtage forbrugere med svag økonomi og ringe betalingsevne.

Bestemmelsen finder både anvendelse for nye typer kreditaftaler, der udbydes til forbrugere efter lovens ikrafttræden, og typer af kreditaftaler, der allerede er på markedet ved lovens ikrafttræden.