Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LBK nr 232 af 01/03/2024

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter § 166

Opfylder et fondsmæglerselskab ikke kapitalgrundlagskravene i artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og det individuelle solvensbehov i § 120, stk. 2, og har fondsmæglerselskabet ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for en frist fastsat af Finanstilsynet, jf. stk. 4, skal Finanstilsynet inddrage tilladelsen, jf. dog stk. 5.

Stk. 2. Kræver tilvejebringelsen af kapital, at fondsmæglerselskabets øverste myndighed indkaldes, kan Finanstilsynet bestemme, at indkaldelse kan ske med kortere frist end fastsat i vedtægterne.

Stk. 3. Opfylder en fondsmæglerselskabskoncern omfattet af kapitel 15 ikke solvenskravet i den pågældende bestemmelse, og har koncernen ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for en frist fastsat af Finanstilsynet, jf. stk. 4, kan Finanstilsynet inddrage fondsmæglerselskabets tilladelse, jf. dog stk. 5.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter fristen efter stk. 1 og 3 under hensyntagen til sagens karakter og konkrete omstændigheder. Fristen kan forlænges, hvis Finanstilsynet skønner det nødvendigt.

Stk. 5. Finanstilsynet kan undlade at inddrage tilladelsen efter stk. 1 eller 3, når hensynet til en hensigtsmæssig krisehåndtering eller afvikling taler herfor.