Bekendtgørelse af lov om firmapensionskasser § 93

Den gældende § 64 b i lov om tilsyn med firmapensionskasser fastsætter, at en fratrædende lønmodtager i visse tilfælde skal have ret til at have en hvilende pensionsordning.

Den foreslåede § 93 fastsætter i lighed med den gældende bestemmelse, at en fratrædende lønmodtager i visse tilfælde skal have ret til at have en hvilende pensionsordning.

Bestemmelsen viderefører den gældende § 64 b om fratrædende lønmodtageres ret til en hvilende pensionsordning, i lov om tilsyn med firmapensionskasser. fratrædende lønmodtageres ret til en hvilende pensionsordning kaldes også en fripolice.

De gældende regler i § 17, stk. 1, i lov om tilsyn med firmapensionskasser om rimelighed har sikret, at medlemmer i firmapensionskasser enten vil have ret til en hvilende pensionsordning, genkøb af pensionsordningen eller at vælge mellem en hvilende pensionsordning og genkøb af pensionsordningen, hvis de ophører med at indbetale de aftalte præmier uden at være berettiget til pension. Medlemmets rettigheder vil fremgå af firmapensionskassens pensionsregulativ, der i medfør af lov om tilsyn med firmapensionskasser § 12, skal indeholde regler for medlemmernes rettigheder ved udtræden af firmapensionskassen, herunder størrelsen af eller reglerne for beregning af udtrædelsesgodtgørelse og hvilende pension. For lønmodtagere – herunder lønmodtagere, som flytter mellem EU/EØS-lande m.v. – er retten til en hvilende pensionsordning ikke særskilt reguleret i lov om tilsyn med firmapensionskasser.

I modsætning til livsforsikringsselskaber er det i dag ikke ualmindeligt, at en firmapensionskasse tvangsgenkøber en pensionsordning, når et medlem fratræder sin stilling i det pensionstegnende firma, medmindre fratrædelsen skyldes pensionering. Firmapensionskassen kræver dog normalt, at genkøbsværdien indskydes på en tilsvarende ordning i et pensionsinstitut med klausul om, at ordningen kun kan genkøbes med firmapensionskassens godkendelse.

Den gældende lov om tilsyn med firmapensionskasser indeholder ikke en decideret bestemmelse, der pålægger firmapensionskasserne at give medlemmet adgang til genkøb, og ingen regler, der fastsætter en øvre beløbsmæssig grænse eller tærskelværdi herfor. Firmapensionskasserne har således efter gældende ret mulighed for helt eller delvist at genkøbe en pensionsordning, enten som tvangsgenkøb eller som frivilligt genkøb, når dette er anmeldt til Finanstilsynet i forbindelse med anmeldelsen af det tekniske grundlag. Ved udbetaling af tvangsgenkøb sker der udbetaling til medlemmet uden konkret samtykke, og ved frivilligt genkøb beror udbetalingen på en konkret aftale mellem firmapensionskassen og medlemmet.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at fratrædende lønmodtagere, kan lade deres pensionsrettigheder blive stående i den pensionsordning, hvor de er optjent, i de tilfælde hvor lønmodtageren flytter til et andet EU/EØS-land. Kun hvis beløbet ikke overstiger en nærmere fastsat tærskelværdi på 20.000 kr. (2010-niveau), og lønmodtageren giver samtykke til udbetalingen, kan firmapensionskassen udbetale den optjente pension. Formålet med at fastsætte en tærskelværdi er at undgå, at hvilende pensionsordninger med lav værdi med tiden bliver reduceret væsentligt i takt med den løbende betaling af administrationsomkostninger.

I forhold til den gældende bestemmelse indsættes dog et nyt stk. 2, som har til hensigt at sikre at lønmodtagere med hvilende pensionsrettigheder behandles på linje med aktive medlemmers pensionsrettigheder. Bestemmelsen indsættes, idet den gældende lovs regler om rimelighed, som sikrer lige behandling af hvilende og aktive pensionsrettigheder, ophæves.

Bestemmelsen finder anvendelse på den pensionsordning knyttet til et ansættelsesforhold, som en lønmodtager i Danmark efterlader her i landet, når lønmodtageren ikke er berettiget til pension og flytter fra Danmark til et andet EU/EØS-land på et tidspunkt, hvor vedkommende ikke er berettiget til pension. Denne rettighed gælder uanset om lønmodtageren tager ansættelse i et andet EU/EØS-land eller ej. Bestemmelsen finder dermed anvendelse for den pensionsordning, som lønmodtageren efterlader i Danmark, når den pågældende flytter til et andet EU/EØS-land.

Det foreslås i stk. 1, at en firmapensionskasse skal tillade en lønmodtager, som fratræder et ansættelsesforhold, hvor der er tilknyttet en pensionsordning, at lade sine optjente pensionsrettigheder blive stående i pensionsordningen, jf. dog stk. 3. Dette gælder såfremt betingelserne i nr. 1 og 2 er opfyldt. En lønmodtager, der opfylder disse nærmere fastsatte betingelser, betegnes som en fratrædende lønmodtager i overensstemmelse med artikel 3, litra g, i portabilitetsdirektivet, dog med den afvigelse, at det i bestemmelsen er angivet, at lønmodtageren skal flytte fra Danmark og til et andet EU/EØS-land.

Formålet med bestemmelsen er, at lønmodtagere, som flytter til et andet EU/EØS-land m.v., har ret til at lade den optjente pension i Danmark blive stående i den pensionsordning, hvor den er optjent, og dermed få en hvilende ordning. Bestemmelsen finder anvendelse for den pensionsordning, som lønmodtageren efterlader i Danmark, når den pågældende flytter til et andet EU/EØS-land. Bestemmelsen vedrører dermed den pensionsordning, som er tilknyttet det fratrædende ansættelsesforhold. Det betyder f.eks., at hvis en lønmodtager flytter til et andet EU/EØS-land, men på tidspunktet for flytning ikke er et aktivt medlem af en pensionsordning, men tidligere har været det, f.eks. fordi vedkommende har skiftet fra et job med en alderspensionsordning til et job uden alderspensionsordning, vil lønmodtageren ikke være omfattet af bestemmelsen. Således vil en lønmodtagers alderspensionsordning fra et tidligere ansættelsesforhold heller ikke være omfattet af retten til at lade den blive stående i den pensionsordning, hvor den er optjent.

Med hvilende ordning forstås en pensionsordning, hvor der ikke længere indbetales til, og sådanne ordninger betegnes også som en fripolice.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at det er en betingelse, at lønmodtageren flytter til et land inden for den Europæiske Union eller et andet land, som Unionen har indgået aftale med. Lønmodtageren skal således flytte fra Danmark. I medfør af EU's samarbejdsaftaler med EØS-landene betyder det, at også flytning fra Danmark til et andet EØS-land (Norge, Island, Lichtenstein) er omfattet. Bestemmelsens ordlyd tager højde for, at andre lande, som Unionen senere hen kan indgå aftale med, også vil blive omfattet. Betingelsen omhandler lønmodtagerens flytning, og dermed flytning af bopæl. Det er således ikke nok, at en lønmodtager skifter til en arbejdsplads i et andet EU/EØS-land. Det vurderes, at det i langt de fleste tilfælde vil være muligt at konstatere, om en lønmodtager flytter fra Danmark til et andet EU/EØS-land eller ej. I tvivlstilfælde vil det bero på en konkret vurdering, hvor der kan lægges vægt på, hvorvidt det er lønmodtagerens primære bopæl, som er flyttet til et andet EU/EØS-land, men hvor lønmodtageren f.eks. stadig har fast ejendom til rådighed i Danmark, som anvendes sekundært til f.eks. ferieophold eller lignende.

Bestemmelsen i § 93 finder ikke anvendelse på lønmodtagere som skifter arbejde og flytter pensionsordning inden for Danmarks grænser.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at det er en betingelse, at det ansættelsesforhold, som lønmodtageren fratræder, ophører af andre årsager, end at vedkommende bliver berettiget til pension. Det betyder, at hvis lønmodtageren er nået en alder, hvor den pågældende kan opnå pension, så har lønmodtageren ikke ret til en hvilende ordning efter § 93, uanset om de andre betingelser er opfyldt.

Det kan dog altid aftales mellem firmapensionskassen og lønmodtageren, at den fratrædende lønmodtager i stedet får overført værdien af sine optjente pensionsrettigheder til en anden pensionsordning med alderspension, som er tilknyttet et ansættelsesforhold.

Såfremt ordningen giver mulighed for frivilligt genkøb, kan dette også aftales mellem parterne uanset tærskelværdien i stk. 3.

Det er i dag ikke ualmindeligt, at en firmapensionskasse tvangsgenkøber en pensionsordning, når et medlem fratræder sin stilling i det pensionstegnende firma, medmindre fratrædelsen skyldes pensionering. Firmapensionskassen kræver dog normalt, at genkøbsværdien indskydes på en tilsvarende ordning i et pensionsinstitut med klausul om, at ordningen kun kan genkøbes med firmapensionskassens godkendelse.

Det vil være naturligt, at firmapensionskassen gør et medlem opmærksom på, at såfremt medlemmet i nær tilknytning til sit arbejdsophør er flyttet eller flytter til et andet EU/EØS-land, så skal medlemmet henvende sig til firmapensionskassen, da der gælder særlige regler i denne situation. Dermed kan kunden blive oplyst om retten til at bevare sine optjente pensionsrettigheder i den ordning, som de er optjent i, jf. stk. 1, eller firmapensionskassen kan spørge, om medlemmet ønsker værdien udbetalt, hvorefter medlemmet skal afgive et samtykke, der skal være informeret, jf. stk. 3.

Reglen forhindrer ikke, at en firmapensionskasse som led i en overdragelse eller fusion overfører ordningen til en anden firmapensionskasse.

Det foreslås i stk. 2, at fratrådte lønmodtagere omfattet af stk. 1 og deres efterladtes hvilende pensionsrettigheder eller værdien heraf skal behandles på linje med værdien af de aktive medlemmers rettigheder eller med udviklingen i de pensionsydelser, der aktuelt udbetales, eller behandles på andre måder, der anses for rimelige.

Bestemmelsen gennemfører artikel 5, stk. 2, i direktiv nr. 2014/50/EU.

Ifølge direktivets artikel 5, stk. 2, bør medlemsstaterne sørge for, at hvilende pensionsrettigheder eller værdien af sådanne hvilende pensionsrettigheder bevares. Værdien af disse rettigheder på det tidspunkt, hvor medlemmet fratræder ordningen, bør beregnes i overensstemmelse med national ret og praksis.

§ 21, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, og den gældende § 17, stk. 1, i lov om tilsyn med firmapensionskasser, sikrer, at alle livsforsikringer og pensionsordninger er betryggende og rimelige over for det enkelte medlem og andre berettigede efter pensionsaftalen. Der skal samtidig tages hensyn til kollektivet, dvs. de øvrige medlemmer af ordningen. Det gælder uanset forsikringernes eller ordningernes status, herunder også for hvilende ordninger. Indtil nu har artikel 5, stk. 2, i direktivet nr. 2014/50/EU dermed været gennemført via den gældende § 17, stk. 1, i lov om tilsyn med firmapensionskasser. Den gældende § 17 ophæves dog i sin nuværende form, hvorfor artikel 5, stk. 2, i direktiv nr. 2014/50/EU gennemføres i det foreslåede stk. 2.

Bestemmelsen medfører ikke ændringer af gældende praksis.

Det foreslås i stk. 3, at firmapensionskassen uanset stk. 1 kan vælge at udbetale det beløb, som svarer til værdien af de optjente pensionsrettigheder, til lønmodtageren. Det kan kun ske, hvis værdien ikke overstiger et grundbeløb på 20.000 kr. (2010-niveau), som reguleres efter personskattelovens § 20, og hvis lønmodtageren afgiver et informeret samtykke herom til firmapensionskassen.

Forslaget vil indebære at firmapensionskassen skal have lønmodtagerens informerede samtykke til udbetalingen, og idet der fastsættes en lovfæstet tærskelværdi, for hvor stort beløbet maksimalt må være. Muligheden for tvangsudbetaling forbliver dog stadig den samme for så vidt angår alle andre lønmodtagere end de fratrædende lønmodtagere, som er omfattet af § 93, stk. 1, og pensionsordningerne kan dermed fortsat indeholde bestemmelser om tvangsgenkøb uden medlemmets samtykke for lønmodtagere, der ikke flytter mellem EU/EØS-lande m.v.

Det foreslås i stk. 3, nr. 1, at firmapensionskassen uanset stk. 1 kan vælge at udbetale det beløb, som svarer til værdien af de optjente pensionsrettigheder, til lønmodtageren, hvis værdien ikke overstiger et grundbeløb på 20.000 kr. (2010-niveau), som reguleres efter personskattelovens § 20. Tærskelværdien for småbeløb, som kan udbetales, fastsættes således til et grundbeløb på 20.000 kr. i 2010-niveau. Der er således tale om et mindre pensionsopsparingsbeløb, der risikerer helt at forsvinde på grund af administrative omkostninger til ordningen, hvis beløbet blev stående som en hvilende ordning.

Værdien af en pensionsordning beregnes ud fra ordningens depot efter regler, der er fastsat i firmapensionskassens tekniske grundlag. Værdien tillægges forsikredes eventuelle andel af firmapensionskassens særlige bonushensættelser og fratrækkes normalt et gebyr. Tilbagebetalingsbeløbet beregnes som ved et genkøb.

Det foreslås endvidere, at grundbeløbet reguleres årligt i takt med indkomstudviklingen svarende til reguleringen af en række beløbsgrænser i skatte- og afgiftslovgivningen, som hvert år reguleres efter personskattelovens § 20.

Reguleringen sker ved, at beløbsgrænserne, der i lovgivningen er fastsat som grundbeløb angivet i 2010-niveau, opreguleres svarende til et beregnet reguleringstal for det aktuelle år i forhold til niveau 100,0 for 2010.

Reguleringstallet beregnes hvert år som det foregående års reguleringstal tillagt 2 pct. plus en tilpasningsprocent. Tilpasningsprocenten fastlægges med baggrund i reglerne i satsreguleringsloven og sikrer, at reguleringen sker med en procentsats svarende til årslønsudviklingen for arbejderes og funktionærers bruttolønninger (ekskl. bidrag til arbejdsmarkedspensioner og ATP) to år forud for det pågældende finansår.

For 2018 har Finansministeriet opgjort tilpasningsprocenten til 0,2 pct., jf. bekendtgørelse nr. 1015 af 25. august 2017 om satsreguleringsprocenten, tilpasningsprocenten og satstilpasningsprocenten samt puljebeløbet for finansåret 2018. Dette medfører en stigning i reguleringstallet fra 2017 til 2018 på 2,2 pct., hvorved reguleringstallet efter § 20 i personskatteloven, der for 2017 udgør 107, for 2018 udgør 109,4. Efter regulering af grundbeløbet med 9,4 pct. oprundes beløbsgrænsen til nærmeste hele hundrede kroner.

Med et reguleringstal efter personskattelovens § 20 for 2018 på 109,4, svarer grundbeløbet på 20.000 kr. i 2010-niveau således til et beløb i 2018 på 21.900 kr.

Beløbsgrænsen vil fremgå af den oversigt, som Skatteministeriet hvert år offentliggør over samtlige beløbsgrænser i skatte- og afgiftslovgivningen, der reguleres efter § 20 i personskatteloven.

Det foreslås i stk. 3, nr. 2, at firmapensionskassen uanset stk. 1 kan vælge at udbetale det beløb, som svarer til værdien af de optjente pensionsrettigheder, til lønmodtageren, hvis lønmodtageren afgiver et informeret samtykke. Kravet kommer fra artikel 5, stk. 3, i portabilitetsdirektivet. Direktivet beskriver dog ikke nærmere, hvad der ligger i begrebet informeret samtykke. Der må som udgangspunkt forstås et samtykke givet på baggrund af fyldestgørende information fra firmapensionskassen. Det kan heraf også udledes, at informationen om samtykket skal fremgå i en sproglig lettilgængelig og forståelig form, som gør lønmodtageren i stand til at forstå, hvilke muligheder lønmodtageren har, og hvad konsekvensen er ved at give samtykke til at få beløbet udbetalt frem for at lade det blive stående i pensionsordningen som en fripolice, jf. stk. 1.

Eksempelvis kan der være knyttet garantier til ordningen, som vil bortfalde i forbindelse med udbetalingen, eller der kan være knyttet visse medlemsfordele til at have en ordning i firmapensionskassen, f.eks. leje af feriehuse eller lignende. I sådanne tilfælde skal firmapensionskassen i medfør af reglerne om god skik og informationspligt for firmapensionskasser oplyse lønmodtageren om, at evt. garantier eller rettigheder bortfalder, hvis lønmodtageren vælger af få den optjente pension udbetalt frem for at lade den blive stående.

Det påhviler firmapensionskassen at indhente det informerede samtykke fra lønmodtageren. Da det i dag er muligt for firmapensionskasserne at tvangsudbetale ordningens genkøbsværdi, betyder de nye foreslåede regler om informeret samtykke, at det i de tilfælde, hvor lønmodtageren flytter til et andet EU/EØS-land, ikke længere er muligt at tvangsudbetale beløbet uden at tage kontakt til lønmodtageren. Det er således en mindre gruppe af firmapensionskassernes medlemmer, der ikke længere vil kunne ske en tvangsudbetaling til. Som nævnt ovenfor, henvender mange firmapensionskasser sig i praksis stadig til medlemmet, selvom beløbet er under tvangsgenkøbsgrænsen, for at oplyse om alternativer til tvangsudbetaling, f.eks. overførselsmuligheder til andre pensionsordninger.

Medmindre lønmodtageren har informeret firmapensionskassen om, at den pågældende er flyttet til et andet EU/EØS-land m.v., må firmapensionskassen kunne antage, at en lønmodtager, som har adresse i Danmark, og som ikke reagerer på anmodning fra firmapensionskassen om at oplyse, om den pågældende lønmodtager er flyttet til et andet EU/EØS-land m.v., ikke er en fratrædende lønmodtager, som flytter fra Danmark til et andet EU/EØS-land, hvorfor der kan ske tvangsudbetaling efter aftalens bestemmelser herom.

Både den gældende mulighed for at kunne tvangsudbetale og muligheden for udbetaling af mindre beløb med et informeret samtykke er båret af hensynet til at undgå uforholdsmæssigt store omkostninger til administration af ordninger med lav værdi, og dermed et hensyn også til lønmodtageren, som kan risikere at miste hele beløbet i den optjente ordning som følge af administrationsomkostninger.

Bestemmelsen giver ikke lønmodtageren en ret til at få udbetalt et beløb, uanset om det er over eller under grundbeløbet.

Det foreslås i stk. 4, at stk. 1-3 alene finder anvendelse på pensionsordninger for lønmodtagere, som ikke i medfør af kollektiv overenskomst eller aftale er sikret de rettigheder, der som minimum svarer til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2014/50/EU om mindstekrav til fremme af arbejdskraftens mobilitet mellem medlemsstaterne gennem bedre muligheder for at optjene og bevare supplerende pensionsrettigheder.

Stk. 4 afgrænser bestemmelsens anvendelsesområde således, at den foreslåede § 93, stk. 1-3, kun finder anvendelse på pensionsordninger for lønmodtagere, som ikke i medfør af kollektiv overenskomst eller aftale er sikret de rettigheder, der som minimum svarer til bestemmelserne i direktiv nr. 2014/50/EU. Dette er i overensstemmelse med dansk tradition om, at direktiver af arbejdsretlig karakter implementeres via kollektive overenskomster.

Hvis en kollektiv overenskomst eller aftale ikke indeholder tilsvarende rettigheder, finder stk. 1-3 i § 93 således anvendelse. Dermed sikres en fuld beskyttelse af samtlige lønmodtagere i Danmark.

Den foreslåede § 93 gennemfører artikel 5, stk. 1, 3 og 4, i portabilitetsdirektivet. Det fremgår af portabilitetsdirektivets artikel 8, stk. 1, at medlemsstaterne kan overlade det til arbejdsmarkedets parter at gennemføre portabilitetsdirektivets bestemmelser ved aftale. Det fremgår endvidere af portabilitetsdirektivets artikel 5, stk. 4, at medlemsstaterne har mulighed for at tillade arbejdsmarkedets parter at fastsætte andre bestemmelser via kollektive overenskomster, forudsat at disse bestemmelser ikke giver ringere beskyttelse end portabilitetsdirektivet og ikke skaber hindringer for arbejdskraftens frie bevægelighed.