LBK nr 183 af 26/02/2024
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om firmapensionskasser § 4
Sammenslutninger omfattet af § 2, stk. 1, skal anvende ordet »firmapensionskasse« i tilknytning til deres navn, jf. dog § 121, stk. 2.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om firmapensionskasser § 4
RetsinformationDet følger af den gældende § 4 i lov om tilsyn med firmapensionskasser, at firmapensionskasser skal anvende ordet ”pensionskasse” i tilknytning til deres navn.
Den foreslåede bestemmelse i § 4 viderefører den gældende § 4 i lov om tilsyn med firmapensionskasser med den ændring, at ordet ”pensionskasse” erstattes af ”firmapensionskasse”. Det tilføjes endvidere en henvisning til det foreslåede § 120, stk. 2, hvorefter firmapensionskasser, der inden den 13. januar 2019 har tilladelse til at drive pensionskassevirksomhed, kan vælge mellem at anvende ordet ”pensionskasse” eller ordet ”firmapensionskasse”.
Det foreslås i § 4, at sammenslutninger omfattet af § 2, stk. 1, skal anvende ordet »firmapensionskasse« i tilknytning til deres navn, jf. dog § 120, stk. 2.
Bestemmelsen fastlægger, at firmapensionskasser er pligtige til at anvende ordet ”firmapensionskasse” i tilknytning til deres navn. Firmapensionskasser, der inden den 13. januar 2019 har tilladelse til at drive pensionskassevirksomhed, kan vælge mellem at anvende ordet ”pensionskasse” eller ordet ”firmapensionskasse”.
Formålet med navnebestemmelsen er at give offentligheden mulighed for at konstatere, hvilke virksomheder, der er firmapensionskasser og dermed er berettiget til at tilbyde arbejdsmarkedspensionsordninger. Med bestemmelsen sikres, at det er kendeligt, at virksomheden er undergivet lov om firmapensionskasser, og at denne er under tilsyn af Finanstilsynet.
Det foreslås med lovforslagets § 116, stk. 2, 1. pkt., at strafbelægge overtrædelse af bestemmelsen. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den pågældende firmapensionskasse. Den strafbare handling består i ikke at anvende ordet ”firmapensionskasse” i tilknytning til firmapensionskassens navn.