LBK nr 183 af 26/02/2024
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om firmapensionskasser § 22
Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
-
indholdet af firmapensionskassers vedtægter og pensionsregulativ og
-
afgrænsningen mellem firmapensionskassevirksomhed og anden forsikringsvirksomhed.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om firmapensionskasser § 22
RetsinformationDen gældende § 21 i lov om tilsyn med firmapensionskasser fastsætter, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om firmapensionskassers vedtægter, pensionsregulativ, afgrænsningen til en anden forsikringsvirksomhed og tilladelsens indhold.
Den foreslåede § 22 bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om en række forhold.
Bestemmelsen viderefører delvist den gældende § 21 i lov om tilsyn med firmapensionskasser. Den gældende § 21, nr. 3, om at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om tilladelsens indhold videreføres ikke. Som konsekvens ophæves de fastsatte bestemmelser i bekendtgørelse nr. 71 af 5. februar 1991 om koncession til firmapensionskasser, der er udstedt i medfør af den gældende § 21, nr. 3, jf. lovforslagets § 118, stk. 5.
Det foreslås i nr. 1, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om indholdet af firmapensionskassers vedtægter og pensionsregulativ.
Bestemmelsen bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætter nærmere regler om indholdet af vedtægterne og pensionsregulativet. Bestemmelsen vil blive anvendt, hvis det på et senere tidspunkt skulle vise sig, at der er behov for, at firmapensionskasserne uddyber yderligere forhold i deres vedtægter eller pensionsregulativ.
Det foreslås i nr. 2, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen mellem pensionskassevirksomhed og anden forsikringsvirksomhed. Sådanne regler kan blive relevante i lyset af, at firmapensionskasser ved forslaget opnår større fleksibilitet med hensyn til, hvilken ydelser de kan tilbyde, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 3. Herudover kan der være behov for at foretage en afgrænsning mellem arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger (søjle 2) og private og individuelle pensionsordninger (søjle 3).
Den tilsvarende bemyndigelse i den gældende § 21, nr. 1 og 2, i lov om tilsyn med firmapensionskasser er i dag anvendt til udstedelse af bekendtgørelse nr. 1259 af 10. november 2015 om pensionskassevirksomhed og det tekniske grundlag m.v. for firmapensionskasser. Bekendtgørelsen foreskriver bl.a., at pensionsregulativet i en firmapensionskasse kan give adgang til, at firmapensionskassen kan konvertere engangssummer, eller adgang til at give medlemmer en større førtidspension eller hvilende pension end den, som anvendelsen af reglerne om rimelighed og betryggelse fører til. Denne bekendtgørelse forventes at blive videreført.