LBK nr 183 af 26/02/2024
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om firmapensionskasser § 110
Firmapensionskasser under tilsyn efter denne lov betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om firmapensionskasser § 110
Retsinformation§ 68, stk. 1, i den gældende lov om tilsyn med firmapensionskasser foreskriver, at for anmeldelse og registrering m.m. gælder selskabslovens bestemmelser tilsvarende. I den gældende § 68, stk. 2-5, fremgår reglerne om reelle ejere for firmapensionskasser.
Den foreslåede § 110 fastsætter reglerne for anmeldelse og registrering af reelle ejere.
Bestemmelsen viderefører delvist den gældende § 68 i lov om tilsyn med firmapensionskasser. Den gældende § 68, stk. 1, videreføres delvist i den foreslåede § 21, stk. 1. Bestemmelsen gennemfører artikel 30, stk. 1-6, i 4. hvidvaskdirektiv.
Det foreslås i stk. 1, at en firmapensionskasse skal indhente oplysninger om firmapensionskassens reelle ejere, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder. Er der ingen reelle ejere, eller er det ikke muligt at identificere nogle reelle ejere, skal medlemmerne af firmapensionskassens direktion eller i firmapensionskasser, hvor der ikke findes en direktion, medlemmer af firmapensionskassens bestyrelse, optages som reelle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system.
Reelle ejere er defineret i lovforslagets, jf. § 3, nr. 15 og de specielle bemærkninger til bestemmelsen. Bestemmelsen indebærer konkret, at firmapensionskassen skal identificere de reelle ejere, herunder foretage de nødvendige tiltag i forhold til at fastlægge identiteten på de reelle ejere eller konstatere, at der ikke er reelle ejere i firmapensionskassen, samt indhente oplysninger om de identificerede reelle ejere, herunder sørge for at dokumentere hvordan virksomheden har fastlagt identiteten på de reelle ejere.
Hvis der ingen reelle ejere er, eller såfremt det ikke er muligt at identificere nogen reelle ejere, skal medlemmer af firmapensionskassens direktion eller, i firmapensionskasser, hvor der ikke findes en direktion, medlemmer af firmapensionskassens bestyrelse, optages som reelle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system. Reelle ejere i firmapensionskasser, jf. definitionen på reelle ejere i lovforslagets § 3, nr. 15, vil som udgangspunkt være fysiske personer, som direkte eller indirekte besidder eller har kontrol over en tilstrækkelig andel af kapitalandelene eller stemmerettighederne i et selskab eller på anden måde har kontrol. En besiddelse på mere end 25 pct. vil være en indikation på reelt ejerskab. Dette udelukker dog ikke, at en fysisk person reelt har kontrol med de omhandlede ejerandele baseret på aftale eller lignende med en eller flere ejere eller på anden måde. Er der tale om, at en fysisk person har ejerskab, og en anden har kontrol, skal begge betragtes som reelle ejere. Er der tale om en juridisk person, som besidder ejerandele, er det de fysiske personer bagved, der skal betragtes som reelle ejere. Dette gælder også i forhold til udenlandske personer – både juridiske og fysiske.
Hvis en fysisk person ejer mere end 25 pct. af stemmerne eller kapitalen, og hvis denne person gennem aftale har overdraget stemmeretten på ejerandelene til en anden, eksempelvis en fysisk person, til sikkerhed for pant eller lignende, skal begge fysiske personer betragtes som reelle ejere. Kravet om at have kendskab til de reelle ejere skal ses i sammenhæng med det eksisterende krav i § 12, stk. 3, i hvidvaskloven om, at virksomhedens ejer- og kontrolstruktur skal klarlægges, og at reelle ejere skal identificeres.
Det er i alle tilfælde firmapensionskassens pligt i fornødent omfang at identificere og indhente oplysninger om de reelle ejere. Firmapensionskasse skal foretage alle rimelige forsøg på at identificere de reelle ejere, hvilket indebærer, at firmapensionskassen skal gøre alt, hvad der kan gøres for at identificere de reelle ejere, medmindre det vurderes at være urimeligt og uhensigtsmæssigt at foretage sig yderligere. Det er således ikke nok, at en reel ejer ikke ønsker at give sig til kende over for firmapensionskassen, da firmapensionskassen i det tilfælde skal forsøge at indhente oplysningerne på anden vis. Hvis det i sidste ende ikke er muligt at indhente oplysningerne, skal det noteres, hvad firmapensionskassen har foretaget sig, og hvorfor det ikke er muligt at foretage sig yderligere.
Firmapensionskasser er en slags foreninger, som ejes af medlemmerne. Som udgangspunkt stilles der ingen krav til organisationsformen, men en række betingelser i loven tilsiger, at firmapensionskasserne følger reglerne for foreninger.
Grundet strukturen af firmapensionskasserne vil ejerkredsen bag firmapensionskassen sjældent bestå af enkelte fysiske personer. I enkelte tilfælde vil en fysisk person dog kunne anses som reel ejer som følge af, at denne direkte eller indirekte ejer eller kontrollere mere end 25 pct. af firmapensionskassen, f.eks. hvor der er færre end fire medlemmer af firmapensionskassen.
I firmapensionskasser, hvor der ikke findes personer, som kan betragtes som reelle ejere, vil ledelsen blive betragtet som reelle ejere. I forhold til ledelse af firmapensionskasser gælder det, at en firmapensionskasse skal have en bestyrelse bestående af en formand og et antal bestyrelsesmedlemmer, hvoraf mindst halvdelen skal vælges af og i udgangspunktet iblandt medlemmerne i firmapensionskassen. Udgangspunktet er, at der skal ansættes en direktør, jf. forslagets § 31. I dette tilfælde vil direktøren skulle registreres som firmapensionskassens reelle ejer. Direktøren kan ikke være medlem af firmapensionskassens bestyrelse. Har firmapensionskassen ingen direktør, udføres de hverv, der ved loven er henlagt til direktøren, af bestyrelsen. I dette tilfælde vil bestyrelsens medlemmer skulle registreres som firmapensionskassens reelle ejer.
Det foreslås i stk. 2, at firmapensionskassen skal registrere oplysningerne i Erhvervsstyrelsens it-system, hurtigst muligt efter at firmapensionskassen er blevet bekendt med, at en person er blevet reel ejer, og efter enhver ændring af de oplysninger, som er registreret. Herudover skal firmapensionskassen opbevare oplysninger om dens reelle ejere i 5 år efter det reelle ejerskabs ophør, ligesom firmapensionskassen skal opbevare oplysninger om forsøg på identifikation af reelle ejere i 5 år efter gennemførelsen af identifikationsforsøget.
Det foreslås i stk. 3, at firmapensionskassen efter anmodning skal udlevere oplysninger om firmapensionskassens reelle ejer, herunder om firmapensionskassens forsøg på at identificere dens reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet. Udlevering af oplysningerne skal også ske efter anmodning fra øvrige myndigheder, herunder f.eks. Erhvervsstyrelsen, såfremt disse myndigheder vurderer, at oplysningerne er nødvendige for deres varetagelse af tilsyns- eller kontrolopgaver. Det anses for at være berettiget videregivelse i henhold til forslagets § 45 at videregive oplysninger, som firmapensionskassen er forpligtet til at videregive efter de pågældende myndigheders anmodning med hjemmel i de foreslåede bestemmelser.
Det foreslås med lovforslagets § 116, stk. 2, 1. pkt., at strafbelægge overtrædelse af bestemmelsens stk. 2 og 3. Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 2 og 3 er den pågældende firmapensionskasse.
Den strafbare handling består i ikke hurtigst muligt at registrere oplysningerne efter stk. 1 i Erhvervsstyrelsens it-system, når firmapensionskassen er blevet bekendt med, at en person er blevet reel ejer, og når der er sket enhver ændring af de oplysninger, som er registreret. Endvidere består den strafbare handling i manglende opbevaring af oplysninger om firmapensionskassens reelle ejer i 5 år efter det reelle ejerskabs ophør samt oplysninger om forsøg på identifikation af reelle ejere i 5 år efter gennemførelsen af identifikationsforsøget.
Den strafbare handling ved overtrædelse af stk. 3 består i ikke efter anmodning fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet eller andre offentlige myndigheder, der vurderer, at oplysningerne er nødvendige for deres varetagelse af tilsyns- og kontrolopgaver, at udlevere oplysninger om firmapensionskassens reelle ejere, herunder om firmapensionskassens forsøg på at identificere dennes reelle ejere.
Det foreslås i stk. 4, at Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om registrering og offentliggørelse af oplysninger, jf. stk. 1 og 2, i styrelsens it-system, herunder hvilke oplysninger firmapensionskassen skal registrere i styrelsens it-system.
Hjemlen er i dag udnyttet til udstedelse af bekendtgørelse nr. 488 af 18. maj 2017 om registrering og offentliggørelse af oplysninger om ejere i Erhvervsstyrelsen. Bekendtgørelsen vil blive videreført med hjemmel i den foreslåede bestemmelse, og der vil ikke ske nogen ændringer i bekendtgørelsen.