LBK nr 1095 af 21/10/2024
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere § 21
Som part i forhold til Finanstilsynet anses alene de af § 3 omfattede virksomheder, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over for i medfør af denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end den finansielle rådgiver, investeringsrådgiveren eller boligkreditformidleren tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende:
-
Den, der overtræder lovens forbud mod at drive virksomhed omfattet af § 3 uden tilladelse.
-
En virksomhed eller en person, som ansøger om tilladelse til at udøve virksomhed omfattet af loven, jf. § 3.
-
Et medlem af en virksomheds bestyrelse eller direktion eller en ledelsesansvarlig, når Finanstilsynet nægter en virksomhed tilladelse eller inddrager denne helt eller delvis, jf. § 15.
-
En virksomhed, som Finanstilsynet kræver oplysninger fra til afgørelse af, om denne er omfattet af bestemmelserne i denne lov, jf. § 12, stk. 1.
-
Den påtænkte erhverver eller besidder af en kvalificeret andel, når Finanstilsynet behandler sager om godkendelse af erhvervelse, jf. § 3, stk. 4, nr. 1, og § 5, stk. 1, 2. pkt., og når Finanstilsynet reagerer som følge af manglende underretning om en andel eller ophæver stemmeretten, som er knyttet til den pågældende ejers andel, jf. § 14 a.
Stk. 3. Som part i forhold til Finanstilsynets afgørelser om egnethed og hæderlighed i henhold til § 4 anses både den berørte virksomhed og det pågældende bestyrelsesmedlem eller den direktør, som afgørelsen omhandler. Det samme gælder Finanstilsynets afgørelser efter § 14.