LBK nr 1095 af 21/10/2024
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere § 17
For ansatte i Finanstilsynet finder §§ 354, 354 g og 356 i lov om finansiel virksomhed tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Stk. 1 finder dog ikke anvendelse på oplysninger om, hvor en virksomhed har en ansvarsforsikring eller anden tilsvarende garanti mod erstatningskrav, jf. § 3, stk. 3, nr. 4.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere § 17
RetsinformationDen foreslåede § 17 henviser til §§ 354 og 356 i lov om finansiel virksomhed, der pålægger Finanstilsynets ansatte tavshedspligt efter straffelovens §§ 152-152 e. Finanstilsynets ansatte er således forpligtet til, jf. § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at hemmeligholde de oplysninger, som de får kendskab til gennem deres tilsynsvirksomhed. Tilsvarende må Finanstilsynets medarbejdere ikke være medlem af en direktion eller bestyrelse eller være ansat i virksomheder omfattet af lovforslaget eller i disses organisationer, jf. § 356, stk. 1, ligesom der er forbud mod at deltage i spekulationsforretninger, jf. § 356, stk. 2. Finanstilsynets direktør må ligeledes heller ikke, jf. § 356, stk. 3, uden erhvervs- og vækstministerens tilladelse indgå engagement med eller stille sikkerhed over for finansielle rådgivere.
Det følger af § 354, stk. 3, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, at den skærpede tavshedspligt i § 354, stk. 1, ikke finder anvendelse på oplysninger i sager om god skik og prisoplysninger, hvorfor oplysninger i sager i henhold til lovforslagets kapitel 1 og kapitel 3-4, som har karakter af forbrugerbeskyttende regler, er omfattet af de samme regler om offentlighed, som gælder for forbrugerlovgivningen i øvrigt, herunder også på Finanstilsynets område. Offentligheden kan derfor få indsigt i Finanstilsynets arbejde på forbrugerområdet efter de almindelige regler om aktindsigt i offentlighedsloven og forvaltningsloven.
På forbrugerområdet kan enhver få udleveret oplysninger om tilsynet med forbrugerreglerne dog med de undtagelser, der følger af offentlighedsloven om undtagelser fra retten til aktindsigt. Blandt disse undtagelser kan blandt andet nævnes oplysninger, der ikke er af faktuel karakter i interne arbejdsdokumenter, oplysninger om enkeltpersoners private forhold, herunder økonomiske forhold, samt forhold af væsentlig økonomisk betydning for en person eller en virksomhed. Der kan meddeles aktindsigt i de oplysninger, som Finanstilsynet ligger inde med, uanset om sagen stadig er under behandling eller er afsluttet. Derimod giver offentlighedsloven ikke mulighed for løbende aktindsigt i oplysninger, som måtte tilgå en sag.
Da aktindsigten er knyttet til bestemte typer oplysninger og ikke til sagstyper, vil der være aktindsigt i oplysningerne, uanset om disse findes i en sag, som udelukkende vedrører forbrugerområdet, eller om de findes i andre sager i Finanstilsynet, som er omfattet af Finanstilsynets skærpede tavshedspligt, jf. § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Såfremt der for eksempel ønskes aktindsigt i oplysninger, som findes i en tilsynssag, som i øvrigt ikke vedrører god skik, vil oplysningerne vedrørende god skik blive ekstraheret fra denne sag og udleveret, mens resten af sagen vil være omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt.
Når Finanstilsynet træffer afgørelse i sager på forbrugerområdet, vurderer Finanstilsynet, hvorvidt virksomheden overholder de offentligretlige adfærdsregler. Derimod behandler Finanstilsynet ikke konkrete tvister mellem en forbruger og en virksomhed omfattet af denne lov. Derfor vil sagerne typisk ikke indeholde oplysninger om konkrete kundeforhold. Det kan dog ikke udelukkes, at der i visse sager findes sådanne oplysninger, for eksempel fordi kunden selv har indsendt dem til Finanstilsynet, eller fordi virksomheden i en redegørelse til Finanstilsynet har kommenteret en konkret sag, som har givet Finanstilsynet anledning til at undersøge virksomhedens praksis på et konkret område.
Hvis der søges aktindsigt i en sag, som indeholder oplysninger om konkrete kundeforhold, vil Finanstilsynet i forbindelse med behandlingen af aktindsigtsbegæringen skulle tage stilling til, om disse oplysninger kan udleveres.
Drejer det sig om oplysninger om en privat kundes økonomiske forhold, vil disse oplysninger ikke kunne udleveres, idet der ikke er aktindsigt i enkeltpersoners private forhold, herunder økonomiske forhold, efter offentlighedsloven.
Oplysninger om juridiske personer og dermed om virksomheders økonomiske forhold vil skulle udleveres i et vist omfang, idet offentlighedsloven kun undtager aktindsigt i oplysninger, som er af væsentlig økonomisk betydning for virksomheden, såsom erhvervshemmeligheder.
En anmodning om aktindsigt skal, efter offentlighedslovens § 16, stk. 2, behandles inden for 10 dage. Såfremt der ikke kan træffes afgørelse inden for denne tidsfrist, skal ansøgeren have oplyst, hvornår der kan træffes afgørelse i sagen. Som eksempler på tilfælde, hvor 10 dages fristen formentlig ikke vil kunne overholdes, kan nævnes de sager, hvor Finanstilsynet skal indhente en udtalelse fra en person eller virksomhed, inden der gives aktindsigt i oplysninger om den pågældende. Det vil heller ikke være tilfældet i sager af principiel karakter, hvor Det Finansielle Råd skal inddrages i afgørelsen af, om der kan meddeles aktindsigt, og hvor udkastet til rådets afgørelse skal i partshøring efter § 345, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed.
Spørgsmålet om, hvorvidt der kan gives aktindsigt, afgøres af Finanstilsynet. Da den almindelige rekursinstans for afgørelser i sager om Finanstilsynets tilsynsvirksomhed er Erhvervsankenævnet, vil en eventuel klage over afslag på aktindsigt skulle indbringes for Erhvervsankenævnet. Det gælder uanset, om aktindsigtsbegæringen vedrører oplysninger, som indgår i en forvaltningsretlig afgørelse, som Finanstilsynet har truffet, eller om det er oplysninger, som indgår i en sag, hvor Finanstilsynet enten har besluttet ikke at undersøge sagen eller efter en undersøgelse ikke har fundet, at der foreligger en overtrædelse.