LBK nr 650 af 09/06/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 76
(Ophævet)
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 76
RetsinformationForslaget er resultatet af udvalgsarbejdet i udvalget om ledelses- og spekulationsbestemmelserne, bestående af repræsentanter fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, Danmarks Nationalbank, Finanstilsynet samt de finansielle virksomheders organisationer.
Forslaget ændrer spekulationsforbuddet i den gældende lov om finansiel virksomheds § 19, for så vidt angår den omfattede personkreds og de formuedispositioner, der anses for spekulationsforretninger.
Formålet med bestemmelsen er at hindre konflikter mellem den finansielle virksomheds interesser og egeninteresen hos en person, der er omfattet af spekulationsforbuddet.
Forbuddet mod spekulation målrettes til den personkreds, hvor risikoen for sammenblanding af den finansielle virksomheds interesser med egne interesser er til stede, og hvor et forbud derfor er relevant.
Det foreslås i stk. 1 , at den omfattede personkreds ændres fra at være titelorienteret til at omfatte de personer, for hvilke der er størst risiko for sammenblanding af egne og den finansielle virksomheds interesser. Titelstrukturen i de gældende regler afspejler ikke længere den personkreds, for hvem der er særlig risiko for sammenblanding af egne og den finansielle virksomheds interesser. For personer, der ikke er ansat af bestyrelsen, skal der foretages en konkret vurdering af, om der for den pågældende er en væsentlig risiko for sammenblanding af den pågældendes egne og den finansielle virksomheds interesser. Forbuddet relateres således i højere grad til de risici, som reglerne skal imødegå, end til bestemte ledelsesfunktioner. Forslaget sikrer, at formålet med de gældende bestemmelser opretholdes for de centrale personer i den finansielle virksomhed.
Ved afgørelsen af om en disposition er foretaget »for egen regning«, er det afgørende, om et eventuelt tab af den gennemførte disposition vil påvirke den pågældendes økonomi.
Med forslaget får de omfattede personer videre rammer for formuepleje, end det er tilfældet med de gældende regler. Det foreslås, at hjemlen til spekulationsbekendtgørelsen ophæves, og at forbudte spekulationsforretninger udtømmende fremgår af lovens bestemmelser.
Det foreslås, at spekulationsforbuddet skal vedrøre såkaldte gearede investeringer i værdipapirer, erhvervelse, udstedelse og handel med afledte finansielle instrumenter, salg af aktier inden for 6 måneder efter erhvervelsen og investering i valuta. Forslaget skal ses i lyset af, at det er ved disse dispositioner, at der er langt den største risiko forbundet.
Forbuddet i stk. 1, nr. 1, mod at optage lån eller trække på allerede bevilgede kreditter, når de købte værdipapirer stilles til sikkerhed for lånet eller kreditten, svarer til det gældende forbud i spekulationsbekendtgørelsens § 5. Forbuddet mod gearede investeringer omfatter således alene tilfælde, hvor de pågældende værdipapirer ligger til sikkerhed for lånet.
Ved værdipapirer forstås aktier, obligationer og andre omsættelige værdipapirer, der kan sidestilles med disse, andre værdipapirer, der omsættes, og hvormed aktier, obligationer og andre omsættelige værdipapirer, der kan sidestilles med disse, kan erhverves ved tegning, ombytning eller kontant betaling, andele i investeringsforeninger og specialforeninger, pengemarkedsinstrumenter, der er optaget til notering på en fondsbørs, samt indlånsbeviser og commercial papers og omsættelige pantebreve med pant i fast ejendom eller løsøre. Dette svarer til den gældende definition i spekulationsbekendtgørelsens § 1.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2 , at de omfattede personer ikke må erhverve, udstede eller handle med afledte finansielle instrumenter, med mindre formålet er risikoafdækning. Ved afledte finansielle instrumenter forstås finansielle futures og tilsvarende instrumenter, fremtidige renteaftaler (FRA-kontrakter), rente- og valutaswaps samt swaps på aktier og aktieindeks, råvareinstrumenter m.v., herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant, optioner på at erhverve eller afhænde et værdipapir, der falder ind under § 2, stk. 1, nr. 1-9, i lov om værdipapirhandel m.v., og optioner på aktie- og obligationsindeks, herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant og andre instrumenter og kontrakter efter Fondsrådets beslutning herom i henhold til lov om værdipapirhandel m.v. § 2, stk. 1, nr. 12. Denne definition svarer til den gældende i spekulationsbekendtgørelsens § 1, stk. 2.
Ved risikoafdækning forstås transaktioner, der mindsker risikoen ved udsving i værdien på de værdipapirer m.v., som personkredsen lovligt kan erhverve.
Forbuddet i stk. 1, nr. 3, mod erhvervelse af kapitalandele med henblik på salg af disse tidligere end 6 måneder efter erhvervelsen svarer i væsentlig grad til de gældende bestemmelser i spekulationsbekendtgørelsens § 6. Spekulationsbekendtgørelsens bestemmelse omfatter værdipapirer og ikke kun kapitalandele. Forslaget betyder således, at der ikke gælder en minimumsholdetid for andre værdipapirer end kapitalandele. Ved kapitalandele forstås alle former for andele i andre virksomheders egenkapital. Andele i investeringsforeninger og specialforeninger m.v. foreslås undtaget fra forbuddet mod at afhænde kapitalandele inden for 6 måneder efter erhvervelsen af disse.
Ved salg af kapitalandele i trangssituationer inden for 6 måneder efter erhvervelsen, anses kapitalandelene ikke for erhvervet med henblik på salg inden for 6 måneder efter erhvervelsen, jf. stk. 1, nr. 3. Ved trangssituationer forstås akut likviditetsbehov eller tab som følge af kursfald i forhold til kursen på anskaffelsestidspunktet. Kapitalandele, der er modtaget ved arv, gave, skifte af fællesbo, erstatning, godtgørelse o. lign. anses ligeledes ikke for erhvervet med henblik på salg inden for 6 måneder efter erhvervelsen, jf. stk. 1, nr. 3. Dette svarer til de gældende regler i spekulationsbekendtgørelsens § 6, stk. 3, nr. 4 og 5.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4 , at det tillades den omfattede personkreds at erhverve euro uden begrænsninger henset til fastkurspolitikken mellem danske kroner og euro. Efter de gældende regler kan personkredsen alene optage lån i euro til erhvervelse af fast ejendom, der hovedsagelig anvendes til beboelse. Forslaget er således en udvidelse i forhold til gældende regler.
Forbuddet i stk. 2 mod at erhverve aktier eller ejerandele i selskaber, der udøver spekulationsforretninger, svarer til den gældende bestemmelse i spekulationsbekendtgørelsens § 7, stk. 1. Undtaget herfra er aktier i pengeinstitutter, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber samt andele i investeringsforeninger og specialforeninger m.v.
Det foreslås i stk. 3 , at det er bestyrelsens opgave at tage stilling til for hvilke personer, der er en væsentlig risiko for sammenblanding af egne og den finansielle virksomheds interesser, og som derfor er omfattet af bestemmelsen i henhold til stk. 1. Typisk vil denne kreds være indskrænket til højtplacerede, ledende medarbejdere med direkte forretningsmæssigt ansvar. Bestyrelsen skal sikre, at de personer, der skal være omfattet af forbuddet, er vidende herom, herunder at overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt. Den pågældende omfattes først af straffebestemmelsen fra det tidspunkt, hvor den pågældende informeres om, at denne er omfatte af forbuddet. Bestyrelsen kan vælge at fastsætte personkredsen baseret på funktioner i stedet for baseret på navne.
Det foreslås i stk. 4 , at kontrollen med overholdelsen af spekulationsforbuddet påses af den finansielle virksomheds eksterne revisorer. Det påhviler dog ledelsen i en finansiel virksomhed at sørge for, at der er retningslinjer og interne kontrolsystemer, der sikrer overholdelsen af bestemmelsen internt i den finansielle virksomhed. Omfanget af kontrollen besluttes af den eksterne revision efter almindelige revisionsmæssige kriterier. For at kunne påse overholdelsen af forbuddet foreslås det, at der gives de eksterne revisorer hjemmel til at kræve, at personer, der er omfattet af forbuddet, skal indberette finansielle transaktioner. De eksterne revisorer kan endvidere give anvisninger til, hvilken dokumentation der ønskes. Der gives med forslaget endvidere hjemmel til, at den eksterne revision til brug for kontrollen af bestemmelsens overholdelse kan rette forespørgsel om den pågældendes konti og depoter og forlange udskrifter derfra ved henvendelse til den kontoførende virksomhed. Videregivelse af oplysninger i medfør af denne bestemmelse vil være berettiget videregivelse af oplysninger og vil således ikke være omfattet af forbuddet mod videregivelse af fortrolige oplysninger i dette lovforslags § 116, stk. 1.
Revisionen skal, jf. stk. 5, i revisionsprotokollatet til årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt kontrollen med overholdelsen af forbuddet har givet anledning til bemærkninger.
Stk. 6 giver den omfattede personkreds mulighed for som en del af deres aflønning at modtage optioner, warrants m.v., der relaterer sig til aktier i den finansielle virksomhed, de er ansat i, eller virksomheder, der er koncernforbundet hermed. Bestemmelsen svarer til gældende praksis. Der er således i spekulationsbekendtgørelsens § 5, stk. 3, nr. 2, mulighed for at optage lån til køb af medarbejderaktier og heraf afledte finansielle instrumenter. Differenceafregning i forbindelse med udnyttelsen af sådanne finansielle instrumenter vil ikke være i strid med spekulationsforbuddet.
Tilladelsen i stk. 7 til at optage lån til erhvervelse af medarbejderaktier og de i stk. 6 nævnte instrumenter svarer til de gældende regler i spekulationsbekendtgørelsens § 5, stk. 3, nr. 2.
På baggrund af den specielle interessekonflikt der kan opstå, såfremt en intern revisions- eller vicerevisionschef har økonomiske interesser i den virksomhed, de er ansat i, er der i stk. 8 indsat et forbud mod, at disse personer kan have økonomiske interesser i den virksomhed eller koncern, som de er ansat i. Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis revisions- og vicerevisionschefer kan have sådanne økonomiske interesser, da det vil kunne påvirke den interne revisions- og vicerevisionschefs habilitet og uafhængighed i forhold til den daglige ledelse. Ved økonomiske interesser forstås f. eks. kapitalandele, efterstillet kapital m.v. og finansielle instrumenter afledt heraf.