Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 47

Bestemmelserne er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om banker og sparekasser.

Bestemmelsen omhandler ydelse af lån inden for og uden for erhvervsforhold mod kautionsstillelse.

Det angives i § 47 , at undladelse af at underrette kautionisten om låntagers misligholdelse af lånet inden for 6 måneder efter de pågældende ydelsers forfaldsdag, kan indebære, at långiver fortaber sit krav overfor kautionisten, såfremt denne stilles ringere over for muligheden for at gennemføre et regreskrav mod låntager.

§ 48 gælder kun for kautionsstillelse uden for erhvervsforhold og har baggrund i en fælles indstilling fra Finansrådet og Forbrugerrådet, der foreslog en forbedring af private kautionisters beskyttelse. § 48 er præceptiv, det vil sige, at bestemmelsen ikke kan fraviges af aftaleparterne.

Ved kautionsstillelse uden for erhvervsforhold forstås kaution, der ikke indgår i en erhvervsmæssig relation mellem låntager og kautionist. Er kautionen eksempelvis stillet for en virksomheds gæld af ejeren af virksomheden, vil forholdet som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmelsen. Kaution fra ejerens forældre vil derimod som udgangspunkt være omfattet.

Stk. 1 er næsten identisk med bestemmelsen i § 47. Dog er den omfattede kreds af kautionister ændret, således at kun kautionister uden for erhvervsforhold er omfattet. Endvidere er tidsfristen sat ned fra 6 til 3 måneder.

Underretningspligten indtræder, når låntager har været i restance gennem en sammenhængende periode ved lån med en aftalt afdragsordning og ved kassekreditter, når der igennem en sammenhængende periode på 3 måneder har været et ubevilget overtræk. Underretningspligten indtræder således, uanset om låntager har foretaget indbetalinger efter tidspunktet for overtrækkets henholdsvis restancens indtræden og for så vidt angår lån, skal restancen således ikke udgøre et beløb svarende til 3 måneders ydelser.

Efter § 47 er formkravet til meddelelsen til kautionisten udformet som et krav om, at meddelelsen blot skal være skriftlig. Dette muliggør, at også en meddelelse ved et elektronisk brev opfylder kravet om skriftlighed. Det afgørende er, at meddelelsen er kommet frem til kautionisten i skriftlig form. I modsætning til reglen i § 47 er det ikke muligt at give meddelelsen til« den eller dem af disse, der er bemyndiget til at modtage meddelelsen på disse kautionisters vegne«. Hvis der er flere kautionister, skal der som udgangspunkt gives meddelelse til hver af kautionisterne. Dette udelukker dog ikke, at meddelelse kan gives til andre, hvor der er en rimelig begrundelse herfor, eksempelvis hvis en blandt flere kautionister har bopæl i udlandet.

Stk. 1, 2. pkt., indeholder en udtrykkelig bestemmelse om, at der også skal gives meddelelse inden 3 måneder ved bevilget henstand uden samtykke fra kautionisten. Dette indebærer, at der, som det antages i gældende ret, ikke kan lægges vægt på en generel forhåndstilladelse til at indrømme henstand, der er indeholdt i kautionsaftalen.

Formålet med stk. 2 er at give institutterne et økonomisk incitament til at overholde fristen i stk. 1. Reglen betyder, at kautionisten ikke skal betale forfaldne ydelser, såfremt disse er mere end 3 måneder gamle. Fristen regnes fra kautionistens modtagelse af underretningen. Dette indebærer en beskyttelse af kautionisten, der supplerer stk. 3. Det er ikke et krav efter stk. 2, at kautionisten kan påvise et tab som følge af manglende overholdelse af fristen i stk. 1.

Hvis eksempelvis et pengeinstitut har et misligholdt lån, hvor der mangler ydelser fra en 8 måneders periode inden fremkomst af meddelelsen efter stk. 1, kan pengeinstituttet ikke kræve renter, afdrag, gebyrer o. lign., der skulle have været betalt i de 5 måneder inden perioden på 3 måneder. Kautionisten vil stadig skulle hæfte for den resterende hovedstol.

Reglen i stk. 3 svarer til reglen i § 47, og har samme retsvirkning, men kautionsforpligtelsen kan dog være mindre end i § 47, jf. henvisningen til stk. 2.

Stk. 4 sætter et samlet maksimum for kautionistens forpligtelse og sikrer, at kautionisten ikke bliver mødt med krav om betaling af gæld, der ved eksempelvis renter og overtræk er blevet langt større end forudset ved afgivelsen af kautionsløftet. Bestemmelsen medfører, at der kun kan stilles kaution for fordringer med et maksimum. Bestemmelsen sætter således også en begrænsning for anvendelsen af alskyldserklæringer.

I stk. 5 kræves, at kautionen skal være skriftlig for at være gyldig. Gyldighedsbetingelsen skal give en større grad af sikkerhed for, at kautionisterne ved, hvilke forpligtelser de påtager sig.

I stk. 6 er der fastsat en tidsbegrænsning for kautionsløfter. Varigheden af kautionsaftalen er afhængig af karakteren af den sikrede fordring. Er kautionen stillet for flere fordringer af forskellig karakter, vil kautionsdækningen af de enkelte fordringer bortfalde på forskellige tidspunkter.

Tidsbegrænsningen vil medføre, at kautionister ikke præsenteres for krav efter meget gamle kautionsaftaler. Tidsbegrænsningen regnes fra kautionsaftalens indgåelse.

Den fastsatte tidsbegrænsning omfatter ikke tilfælde, hvor anden lovgivning har forudsat eller foreskriver kautionsaftaler, der løber længere tid end foreskrevet i dette stykke. Som eksempel kan nævnes garantier, der stilles efter § 5, stk. 12, i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber.

Stk. 7 skal sikre, at kautionisten har mulighed for at følge med i udviklingen af den fordring, som kautionisten har sikret. Formålet hermed er, at kautionisten derved har bedre mulighed for at være forberedt i tilfælde af, at kautionen bliver gjort effektiv. Denne meddelelse er en undtagelse til reglerne om tavshedspligt.