Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 353a

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Som noget nyt foreslås det, at Den Europæiske Centralbank (ECB) eksplicit fremgår af undtagelsen i stk. 4, nr. 12, på linie med Nationalbanken og udenlandske centralbanker, hvilket er en præcisering af gældende praksis.

Stk. 1 indeholder hovedreglen om Finanstilsynets tavshedspligt.

Som følge af den særlige tavshedspligt, der pålægges Finanstilsynet i bestemmelsen, er adgangen til aktindsigt i Finanstilsynets sager begrænset i henhold til § 14, 1. pkt., i lov om offentlighed i forvaltningen.

Bestemmelsen præciserer, at personer, der er ansat i virksomheder, som Finanstilsynet har indgået kontrakt med om udførelsen af serviceopgaver som led i tilsynets drift, er omfattet af bestemmelsen om tavshedspligt.

Serviceopgaver som led i driften vil f.eks. være rengøring, vagttjeneste, reparation og vedligeholdelse af elektronisk materiel og kantinedrift.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at overordnede myndigheder (ministerier) i forskellige lande udveksler oplysninger om koncernforbundne virksomheder som et led i en krisestyring.

Efter stk. 2 ophæves Finanstilsynets tavshedspligt ikke, selvom den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, giver samtykke til, at Finanstilsynet kan videregive oplysninger.

Finanstilsynets tavshedspligt er i høj grad baseret på et ønske om at beskytte de finansielle virksomheders kunder, det være sig privatpersoner eller erhvervskunder. Hertil kommer et ønske om af konkurrencemæssige grunde at beskytte de finansielle virksomheders forretningsmæssige forhold.

Finanstilsynets tavshedspligt er en afgørende betingelse for den tilsynsmæssige effektivitet. For at tilsynet kan få alle nødvendige oplysninger i en given sag, må de finansielle virksomheder og kunderne kunne nære tillid til, at tilsynet ikke videregiver fortrolige oplysninger. Da de fortrolige oplysninger i langt overvejende grad hidrører fra de finansielle virksomheder, vil det være mest korrekt og sikrest, at det er den pågældende virksomhed selv, der meddeler oplysningerne til tredjemand. Oplysninger om virksomhedens kunder kan kun videregives med disses samtykke.

Stk. 3 præciserer, at Finanstilsynet af egen drift i årsberetning m.v. i summarisk eller sammenfattende form kan offentliggøre fortrolige oplysninger. Det er afgørende for offentliggørelsen, at den enkelte finansielle virksomhed eller dens kunder ikke kan identificeres.

I stk. 4 er der mulighed for at videregive fortrolige oplysninger til brug for en civil retssag, når en finansiel virksomhed er erklæret konkurs.

Oplysninger om, at kunders forhold ikke kan videregives, samt fortrolighed med hensyn til oplysninger om tredjemand, der medvirker i forsøg på at redde en finansiel virksomhed, gælder også efter, at denne medvirken er ophørt.

Det fremgår særskilt af stk. 4, at Finanstilsynet under visse omstændigheder kan videregive fortrolige oplysninger til parterne i en civil retssag. Begrundelsen herfor er, at bestemmelsen er atypisk i forhold til de i stk. 5 opregnede undtagelser, da der ikke er tale om en myndighed eller lignende.

Stk. 5 indeholder regler om de særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger.

Bestemmelsen er opbygget på den måde, at fortrolige oplysninger der kan videregives til danske myndigheder m.fl. opregnes i nr. 1-13. Fortrolige oplysninger, der kan videregives til myndigheder m.v. inden for EU og lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, opregnes i nr. 14, og endelig opregnes i nr. 15 myndigheder i tredjelande.

Bestemmelsen i nr. 1 stammer oprindeligt fra lov nr. 414 af 26. juni 1998 om ændring af lov om værdipapirhandel m.v. og forskellige andre love. Det blev ved denne lovændring præciseret i § 83, stk. 2, 1. pkt., i lov om værdipapirhandel m.v., at Fondsrådet er et uafhængigt, kollegialt råd.

Vedtagelsen af denne lov har derfor medført, at det er nødvendigt at udnytte direktivernes hjemmel til at etablere en adgang for de enkelte tilsynsmyndigheder til at udveksle oplysninger indbyrdes.

For såvel Fondsrådet som Det Finansielle Virksomhedsråd, kan der kun være tale om at videregive oplysninger vedrørende virksomheder, der er underlagt Fondsrådets henholdsvis Det Finansielle Virksomhedsråds kompetence i henhold til loven.

Det foreslås i nr. 12 , at ECB nævnes eksplicit i bestemmelsen for at undgå fortolkningstvivl.

Nr. 14 fastlægger kredsen af myndigheder i lande inden for EU og lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, til hvilke der kan videregives fortrolige oplysninger. Som noget nyt er investeringsinstitutter også nævnt i bestemmelsen, hvilket følger af, at bestemmelsen også finder anvendelse på investeringsforvaltningsselskaber. Kredsen af myndigheder, organer og personer, som efter nr. 15 kan modtage fortrolige oplysninger på baggrund af en samarbejdsaftale, er identisk med den modtagerkreds, der er gældende inden for Den Europæiske Union. Som noget nyt er investeringsinstitutter også nævnt i bestemmelsen, hvilket følger af, at bestemmelsen også finder anvendelse på investeringsforvaltningsselskaber Videregivelse kan kun ske, såfremt betingelserne som anført i stk. 9 og 10 overholdes.

Efter s tk. 6 bliver den, der modtager oplysninger fra Finanstilsynet, efter forslagene til stk. 4 og 5 omfattet af tilsynets tavshedspligt, i det omfang der er tale om fortrolige oplysninger.

Bestemmelsen indebærer i overensstemmelse med den gældende bestemmelse ikke indskrænkninger i grundlæggende principper inden for retsplejen. Bestemmelsen har derfor bl.a. ingen indflydelse på en forsvarers ret til at blive gjort bekendt med sagens materiale, jf. herved den foreslåede bestemmelse i stk. 5, nr. 2.

Stk. 7 medfører at Finanstilsynet alene må anvende de fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager, som led i varetagelsen af Finanstilsynets opgaver efter lovgivningen.

Tidsfristen i stk. 8 stammer oprindelig fra lov nr. 367 af 14. juni 1995 om en indskydergarantifond.

Stk. 9 forudsætter ligesom den gældende bestemmelse, at modtageren af oplysninger efter stk. 5, nr. 15, er underlagt en tavshedspligt, der mindst svarer til den, der gælder for tilsynsmyndighederne i landene inden for Den Europæiske Union. Finanstilsynet kan således kun videregive oplysninger til de angivne myndigheder, organer og personer i tredjelande, hvis lovgivningen i det pågældende land fastlægger en tilsvarende tavshedspligt.

Derudover forudsættes det, at den myndighed m.v., der modtager oplysningerne, alene må anvende de fortrolige oplysninger ved varetagelsen af sine opgaver.

Efter stk. 10 kan videregivelse, efter stk. 5, nr. 15, af oplysninger, der hidrører fra et andet land inden for Den Europæiske Union, kun ske, såfremt det pågældende lands kompetente myndigheder, som har afgivet dem, har givet deres udtrykkelige samtykke til videregivelsen.

Stk. 11 medfører, at såfremt en skyldner, investor eller kautionist har betydelige forpligtelser over for flere finansielle virksomheder, kan Finanstilsynet underrette de pågældende virksomheder herom. Finanstilsynet kan underrette de pågældende virksomheder i det omfang, dette har betydning for virksomhedens vurdering af mellemværendet med den pågældende skyldner. Bestemmelsen har tidligere været brugt, hvor flere pengeinstitutter har haft risiko for større sandsynliggjorte tab på samme skyldner.

Efter s tk. 12 hindrer Finanstilsynets tavshedspligt ikke, at der kan gives oplysninger til repræsentanter for virksomheder, der er omfattet af den efter den gældende lov om forsikringsvirksomhed fastsatte ordning om gensidig hæftelse for bygningsbrand. Det er en betingelse, at videregivelsen sker i forbindelse med en sideløbende forhandling om overdragelse af en forsikringsbestand med henblik på sikring af genforsikringsdækning.