LBK nr 650 af 09/06/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 350b
(Ophævet)
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 350b
RetsinformationBestemmelsen er ny og skal ses i sammenhæng med § 63, hvorefter en direktør skal opfylde en række krav om hæderlighed og egnethed for at varetage hvervet som direktør. Der henvises til bemærkningerne til § 63.
Efter den glædende lovgivning har Finanstilsynet alene mulighed for at inddrage tilladelsen, hvis en direktør ikke skønnes at være egnet eller hæderlighed.
Bestemmelsen giver nu Finanstilsynet mulighed for at påbyde den finansielle virksomhed at afsætte en direktør, hvis Finanstilsynet bliver opmærksom på, at en af de i § 63, stk. 2, nr. 1-4 situationer foreligger. Forinden der skrides til et så drastigt skridt, vil der blive foretaget partshøring af direktøren og den finansielle virksomhed. I praksis vil bestyrelsen sandsynligvis oftest dele tilsynets opfattelse og selv foretage afskedigelsen. Efter stk. 1 skal der gives et passende varsel, som vil give parterne mulighed for at konsultere rådgivere m.v. Fristen skal endvidere give den finansielle virksomhed mulighed for internt at håndtere situationen.
Hvis Finanstilsynet fortsat er af den opfattelse, efter at høring er foretaget, at direktøren er omfattet af et af de tilfælde, der er omfattet af § 63, stk. 2, nr. 1-4, kan Finanstilsynet i medfør af stk. 1 pålægge den finansielle virksomhed inden for en af Finanstilsynet fastsat frist at afsætte direktøren. Forinden Finanstilsynet træffer afgørelse i sagen, forelægges spørgsmålet for Det Finansielle Virksomhedsråd, som i medfør af § 344, stk. 2, nr. 1, træffer afgørelser i tilsynssager af principiel karakter.
Hvis den finansielle virksomhed ikke efterkommer påbudet, har Finanstilsynet mulighed for efter stk. 2 at inddrage den finansielle virksomheds tilladelse.
Det bemærkes, at der er mulighed for at få såvel afgørelse efter stk. 1 og 2 prøvet ved Erhvervsankenævnet. Erhvervsankenævnet har mulighed for at tillægge sagen opsættende virkning, d.v.s. at afgørelsen først får virkning, når nævnet har afsagt kendelse.