Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 349

Bestemmelsen er i hovedsagen en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om finansiel virksomhed.

I forhold til den gældende bestemmelse foreslås det dog i stk. 1, nr. 2, som noget nyt at give Finanstilsynet mulighed for at gribe ind på et tidligere tidspunkt vurderet ud fra virksomhedens økonomiske forhold. Finanstilsynet kan efter dette forslag påbyde nødvendige foranstaltninger, hvis der er risiko for, at virksomheden mister tilladelsen. Dette kan ske, hvis der er betydelig risiko for, at bestemte forhold fortsætter eller indtræffer, f.eks. fortsat urentabel drift, tab på aktier eller obligationer eller negativ udvikling i enkeltvirksomheder eller sektorer af virksomheder, og at disse forhold vil kunne indebære, at virksomheden ikke vil opfylde kapitalkravene i afsnit 10.

Som eksempler på påbud kan nævnes:

1. Forhøjelse af kapitalkrav generelt.

2. Forhøjelse af kapitalkrav på enkelte aktiver.

3. Afdækning af risici på særskilte områder, f.eks. kreditaktier eller valutarisici.

4. Tegning af nødvendig (ekstern) reassurance, dvs. reduktion af risici for egen regning.

Herudover foreslås det at bevare den gældende regel, hvorefter tilsynet kan give påbud om nødvendige foranstaltninger, hvor der er en konkret fare for indskydernes, de forsikredes, obligationsejernes eller øvrige investoreres økonomiske interesser, selv om virksomheden opfylder de almindelige kapitalkrav i den finansielle lovgivning. Bestemmelsen kan kun anvendes, hvis disses økonomiske interesser er i konkret fare f.eks. som følge af, at virksomheden ikke har ført en forsvarlig drift. Bestemmelsen kan alene anvendes, når interesserne for den nævnte personkreds er i fare, mens hensyn til medarbejdere, aktionærer og øvrige kreditorer ikke kan danne baggrund for et påbud.

Den gældende bestemmelse har kun været anvendt i praksis i begrænset omfang. Som eksempler på anvendelsesområdet kan nævnes påbud om at lukke for nytegning samt krav om at bringe et utilstrækkeligt reassuranceprogram i orden.

For så vidt angår investeringsforeninger og specialforeninger, vil disse næppe blive udsat for en økonomisk fare på grund af investeringsforvaltningsselskabets forringede økonomiske stilling, idet investeringsforeningers og specialforeningers likvide midler og værdipapirer henholdsvis indestår og opbevares i et depotselskab. Investeringsforvaltningsselskaber opbevarer således ikke midler fra investeringsforeninger og specialforeninger.

Investeringsforeninger og specialforeninger kan dog blive udsat for den fare, at investeringsforvaltningsselskabet på grund af sin forringede økonomiske stilling ikke har den nødvendige minimumskapital og derfor må afvikles.

Et påbud kan afpasses efter den konkrete virksomheds forhold, hvilket giver Finanstilsynet mere differentierede beføjelser. Dette stemmer overens med internationale tendenser på området, hvor man i højere grad end tidligere benytter sig af muligheden for at fastsætte individuelle krav til den enkelte virksomhed. Bestemmelsen giver mulighed for, at en finansiel virksomheds forhold bringes i orden, mens virksomheden stadig opfylder den finansielle lovgivnings krav til kapitalforhold m.v.

Finanstilsynets påbud skal konkretiseres så tilstrækkeligt, at ledelsen i den finansielle virksomhed reelt har mulighed for at imødekomme påbudet. Påbudet skal videre forelægges for Det Finansielle Virksomhedsråd, jf. § 344, stk. 2, da et påbud i medfør af bestemmelsen altid vil have videregående betydelige følger for den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed. Der skal ligeledes være klarhed over, hvornår påbudet er opfyldt. Omvendt skal det være op til den enkelte virksomheds ledelse at udfylde rammerne for, hvorledes et påbud opfyldes. Hvorvidt der på baggrund af påbudet skal ske indberetning til Københavns Fondsbørs, følger af de gældende regler om indberetning hertil.

Den finansielle virksomhed skal ifølge bestemmelsen have en frist til at foretage de nødvendige foranstaltninger. Det er ikke et krav, at der varsles, inden der gives et påbud med en frist til gennemførelse. Varsling skal dog i videst muligt omfang anvendes, hvis det ikke medfører en øget risiko for, at tilladelsen skal inddrages.

I praksis er der indført et krav om varsling i forbindelse med, at Finanstilsynet pålægger et pengeinstitut skærpede hensættelser. Dette krav bibeholdtes i den gældende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed, og det foreslås, at kravet videreføres i lovforslaget.

Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at Finanstilsynet kan inddrage virksomhedens tilladelse, hvis virksomheden ikke har efterlevet tilsynets påbud. Ved inddragelse af en finansiel virksomheds tilladelse skal almindelige principper om proportionalitet iagttages. Derudover skal en mindre indgribende foranstaltning vurderes at være utilstrækkelig. Finanstilsynets afgørelse vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet, der i særlige tilfælde kan beslutte, at en klage har opsættende virkning.

En finansiel virksomhed, som ikke har tilladelse, skal som udgangspunkt foranstalte virksomheden afviklet, jf. §§ 238 og 239. Forsikringsselskaber vil som hidtil være omfattet af de forskellige »afviklingsmuligheder«, som følger af §§ 254 og 255 samt kapitel 16 og 17.

Finanstilsynet har efter stk. 3 en række indgrebsmuligheder over for forsikringsselskaber, udover bestemmelsen i § 349.