Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 346a

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen giver ikke Finanstilsynet adgang til virksomhederne i videre omfang end efter de gældende regler. Retssikkerhedskommissionen behandler problemstillinger, der vedrører dette forslag. Bestemmelsen vil i givet fald skulle ændres i overensstemmelse med Retssikkerhedskommissionens konklusioner.

Stk. 1 fastlægger en pligt for de finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder til at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed. Som noget nyt foreslås det i bestemmelsen 2. pkt. , at Finanstilsynet tilsvarende kan kræve de oplysninger der er nødvendige for tilsynets virksomhed i relation til udenlandske kreditinstitutter, administrationsselskaber og investeringsselskaber. Oplysningspligten begrænses dog af kreditinstitut-, ISD- og UCITS-direktiverne, jf. bilag A. Det er således hensigten med bestemmelsens 2. pkt., at de oplysninger, Finanstilsynet kan kræve, for eksempel er statistiske oplysninger, oplysninger vedrørende virksomhedernes overholdelse af reglerne om god skik samt oplysninger til brug for tilsynet med likviditeten.

Efter stk. 2 har Finanstilsynet mulighed for uden retskendelse at få adgang til en finansiel virksomheds eller en finansiel holdingvirksomheds lokaler, herunder de lokaler, hvorfra der udøves filialvirksomhed.

Bestemmelsen om Finanstilsynets adgang til finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder uden retskendelse er i overensstemmelse med den traditionelle opfattelse af, at Finanstilsynets adgang til at foretage inspektionsbesøg er omfattet af undtagelsen i Grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed.

Bestemmelsen har baggrund i den redegørelse, som Justitsministeriet og Miljø- og Energiministeriet den 17. december 1996 afgav til Folketinget om bl.a. udviklingen i forvaltningsmyndigheders adgang til fast ejendom uden retskendelse og følger de i redegørelsen fastlagte retningslinjer for udformningen af bestemmelser om adgang uden retskendelse.

Finanstilsynet har som udgangspunkt udelukkende adgang til forretningslokaler og således ikke til private boliger. I tilfælde, hvor en virksomhed er af så ringe størrelse, at dets forretningslokale befinder sig i et privat hjem, har Finanstilsynet dog adgang hertil i overensstemmelse med denne bestemmelse.

Finanstilsynet har behov for at kunne udøve sin tilsynsvirksomhed også i de særlige tilfælde, hvor en virksomhed måtte nægte at give tilsynet de til brug for tilsynsvirksomheden nødvendige oplysninger eller modvirker et inspektionsbesøg.

Det kan f.eks. dreje sig om situationer, hvor en tilsynsbelagt virksomhed undtagelsesvist nægter Finanstilsynet adgang til virksomheden i forbindelse med et ordinært inspektionsbesøg. Der kan også være tale om en krisesituation, der kræver, at Finanstilsynet skrider til omgående handling, og hvor en umiddelbar adgang til virksomheden er en forudsætning for at håndtere situationen.

Hvis en virksomhed undtagelsesvist skulle modarbejde et inspektionsbesøg i disse situationer, er der ikke fundet baggrund for at foretage begrænsninger i Finanstilsynets adgang til uden retskendelse at foretage inspektioner.

Finanstilsynet må kun skaffe sig adgang til en virksomheds forretningslokaler uden retskendelse, hvis det er nødvendigt for, at Finanstilsynet kan udøve sin tilsynsvirksomhed. Det er en betingelse, at formålet ikke kan opnås ved brug af mindre indgribende foranstaltninger som f.eks. tvangsbøder.

Finanstilsynet mulighed for at få adgang uden retskendelse kan kun anvendes i tilsynsmæssigt øjemed. Hvis der er en begrundet mistanke om en strafbar overtrædelse af den finansielle lovgivning, finder retsplejelovens regler om ransagning anvendelse.

Det følger af stk. 3, at Finanstilsynet kan indhente oplysninger samt foretage inspektionsbesøg hos den finansielle virksomheds moder-, datter- og søstervirksomheder samt virksomheder, som den finansielle virksomhed har særlig tilknytning til (associerede virksomheder), jf. definitionen i årsregnskabsloven. Tilsvarende gælder for finansielle holdingvirksomheder.

Bestemmelsen skal sikre, at Finanstilsynet kan skaffe sig indseende med transaktioner inden for en finansiel koncern, som måtte være af betydning for virksomhedens soliditet og forsikringstagernes, kundernes eller indskydernes sikkerhed.

Efter bestemmelsen kan Finanstilsynet endvidere uden retskendelse få adgang til disse virksomheder. For så vidt angår forholdet til Grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed henvises til bemærkningerne under stk. 2.

Stk. 4 fastslår, at Finanstilsynet kan kræve alle oplysninger til bedømmelse af, om aktiviteterne i en given virksomhed er omfattet af tilsynslovgivningen.

Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet ud over oplysninger fra den virksomhed, der skal vurderes, kan kræve oplysninger af virksomheder og fysiske personer, der ikke udøver tilsynsbelagt virksomhed, hvis disse har informationer, som er nødvendige for, at Finanstilsynet kan vurdere, om en (anden) virksomhed udøver tilsynsbelagt virksomhed og således burde have tilladelse fra Finanstilsynet. Oplysningspligten vil ikke være opfyldt, hvis de indsendte oplysninger er urigtige eller vildledende.

Stk. 5 indeholder en eksplicit hjemmel til, at Finanstilsynet kan indhente oplysninger til brug for de i lovforslagets § 353, stk. 5, nr. 14 og 15, omtalte myndigheder.

Bestemmelsen er begrundet i de senere års ændringer i den finansielle sektors struktur med dannelse af internationale koncerner, som medfører et større behov for samarbejde mellem de forskellige nationale tilsynsmyndigheder. Dette giver sig også udslag i den øgede fokus de finansielle direktiver har på udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne.