Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 343p

Kapitel 21 fastlægger de nærmere rammer for Finanstilsynets virksomhed og tilsyn med finansielle virksomheder. Finansielle holdingvirksomheder er i et vist omfang omfattet af tilsynsbestemmelserne. Tilsvarende gælder udenlandske finansielle virksomheder og disses filialer.

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen er tidligere gennemført og gennemføres herudover med forslaget inden for rammerne af direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Dele af forslaget til stk. 3 er ny for fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.

Stk. 1 indeholder en forpligtelse for Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til at påse lovens overholdelse.

Bestemmelsens 2. pkt og 3. pkt. medfører, at Finanstilsynet ikke skal godkende vedtægter. Vedtægterne skal alene registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i lighed med øvrige selskabers vedtægter. Det anføres derfor i loven, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser overholdelsen af de bestemmelser i loven, som relaterer sig til finansielle virksomheders vedtægter. En tilsvarende fordeling af tilsynsmyndigheden blev indført for udstedere af elektroniske penge ved lov nr. 502 af 7. juni 2001, hvilket tilsvarende fremgår af 2. pkt.

Efter stk. 2 fører Finanstilsynet tilsyn med likviditeten i filialer af udenlandske kreditinstitutter.

Ifølge kreditinstitutdirektivet har værtslandet i samarbejde med hjemlandets kompetente myndigheder ansvaret for tilsyn med likviditeten i et kreditinstituts filialer, indtil yderligere koordinering mellem EU-landene har fundet sted. Bestemmelsen har kun relevans for kreditinstitutter, da der ikke eksisterer et likviditetstilsyn på de øvrige områder.

Filialens likviditet er en del af kreditinstituttets samlede likviditet. Stk. 2 vil derfor normalt kun få særlig betydning, hvis der opstår uro omkring virksomhederne. I en sådan situation vil Finanstilsynet kunne stille særlige krav til den likviditet, som en filial her i landet skal have.

Som noget nyt finder forslaget til stk. 3 også anvendelse på fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, der er datterselskab af kreditinstitutter, investeringsselskaber eller administrationsselskaber, idet det foreslås, at bestemmelsen også gennemføres inden for rammerne af kapitalkravsdirektivet.

Investeringsforvaltningsselskaber er omfattet af kapitalkravsdirektivet via henvisninger fra UCITS-direktivet.

Efter bestemmelsen kan Finanstilsynet ved en bilateral aftale overdrage tilsynet med et pengeinstituts, et realkreditinstituts, et investeringsforvaltningsselskabs eller et fondsmæglerselskabs solvens og store engagementer til den tilsynsmyndighed i det andet land i Den Europæiske Union eller et andet land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, der har meddelt tilladelse til at drive virksomhed til instituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets modervirksomhed, og som fører tilsyn med modervirksomheden. Tilsynsmyndigheden i hjemlandet påtager sig herved tilsynet med dattervirksomheden, for så vidt angår dennes solvens og store engagementer. Tilsvarende gælder for koncernen som helhed. Det fremgår af kreditinstitutdirektivet, hvilket lands myndighed der fører det konsoliderede tilsyn.

Efter stk. 4 kan Finanstilsynet anvende fremmed bistand.

Bestemmelsen anvendes i særlige tilfælde, hvor tilsynet har et presserende behov, eller hvor tilsynet har brug for en speciel ekspertviden. Den har bl.a. været brugt til at få eksperter til at se nærmere på et bestemt område inden for forsikringsbranchen. Finanstilsynets brug af eksperter skal ske inden for de almindelige økonomiske rammer, der er fastlagt i finansloven.

Efter stk. 5 har økonomi- og erhvervsministeren hjemmel til at udstede en bekendtgørelse om de særlige procedurer, der er pålagt Finanstilsynet gennem EF-direktiver. En gengivelse af direktivernes betingelser og procedurekrav i lovteksten vil medføre en tung og uoverskuelig lovgivning. Herudover regulerer direktiverne tilsynets samarbejde med EU-myndighederne og ikke borgernes retstilling.