LBK nr 650 af 09/06/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 264a
Konstaterer Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet, at der er hindringer for afvikling af en virksomhed, som følge af at andre pengeinstitutter eller realkreditinstitutter besidder nedskrivningsegnede forpligtelser i virksomheden, skal Finanstilsynet påbyde pengeinstituttet eller realkreditinstituttet at begrænse sine maksimale enkeltvise og samlede eksponeringer i virksomheden.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor pengeinstituttet eller realkreditinstituttet er en del af samme afviklingskoncern som virksomheden.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 264a
RetsinformationBestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende lov om forsikringsvirksomhed.
Bestemmelsen indeholder særlige konkursregler for forsikringsselskaber, der supplerer konkurslovens regler.
Efter stk. 2 kan skifteretten kun efter forhandling med Finanstilsynet udpege kurator. Dette skyldes ønsket om, at Finanstilsynet, som sagkyndigt organ kan stille sin ekspertise til rådighed for skifteretten. Det samme synspunkt ligger bag reglen i stk. 3. Herudover skal Finanstilsynet generelt varetage forsikringstagernes interesser, hvilket vanskeligt kan lade sig gøre, hvis Finanstilsynet er uvidende om konkursens forløb. Stk. 4 og 5 svarer til aktieselskabslovens § 128.
Stk. 3 giver Finanstilsynet ret til at deltage i møder i kreditorudvalg og i skiftesamlinger. Udkast til regnskab og udlodning i konkursboet skal sendes til Finanstilsynet.
Stk. 4 svarer til aktieselskabslovens § 128, stk.1.
Stk. 5 vedrører registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Stk. 6 fastsætter, at konkurslovens tvangsakkordinstitut med Finanstilsynets tilladelse kan finde anvendelse på forsikringsselskaber. Det er især i de tilfælde, hvor bestandsoverdragelse ikke er mulig, at det kan være en fordel at anvende tvangsakkord i stedet for konkurs. Det er alene selskaber, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, der kan anvende tvangsakkord, idet et insolvent livsforsikringsselskabs bestand altid skal tages under administration, jf. forslagets § 219.
Bestemmelsen fastlægger desuden, at Finanstilsynets tilladelse ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber erstatter konkurslovens tiltrædelseserklæringer. Efter konkurslovens almindelige regler om tvangsakkord skal 40 pct. af fordringshaverne (kreditorerne) tilslutte sig åbning af tvangsakkordforhandling. De kreditorer, som tilslutter sig dette, skal endvidere repræsentere mindst 40 pct. af fordringernes størrelse. I forsikringsselskaber, hvor virksomheden helt eller i overvejende omfang er genforsikringsvirksomhed, kan det imidlertid være vanskeligt at opnå den fornødne tilslutning. Dette hænger sammen med den særlige kreditorsammensætning, som ofte består af et stort antal udenlandske kreditorer med små fordringer mod selskabet. Meget ofte vil kontakten til kreditorerne endvidere ske via mæglere, således at forsikringsselskabet ikke selv har det totale overblik over sine kreditorer. Det vil derfor især være vanskeligt at opfylde konkurslovens krav om at de kreditorer, der tiltræder åbning af tvangsakkordforhandling, skal repræsentere mindst 40 pct. af fordringernes størrelse. Det kan endvidere være svært at opgøre fordringernes størrelse, når mange kreditorer (forsikringstagere) alene har teoretiske (latente) krav over for forsikringsselskabet. Bestemmelsen tillader derfor visse afvigelser fra konkurslovens regler om tvangsakkord, herunder kravet om tiltrædelseserklæringer med henblik på at sikre, at genforsikringsselskaber kan afvikles ved tvangsakkord.
Finanstilsynet skal ved sin tilladelse påse, at selskabet har rettet henvendelse til samtlige kendte kreditorer med henblik på at indhente tiltrædelse til, at der åbnes tvangsakkordforhandlinger. Det er endvidere en betingelse, at 40 pct. af de kreditorer, som svarer på genforsikringsselskabets henvendelse, tiltræder åbning af tvangsakkordforhandlinger. Det er som anført oven for ikke fundet relevant at stille krav om, at disse kreditorers krav også skal udgøre 40 pct. af de kendte fordringer, idet netop fastsættelsen af fordringernes endelige størrelse særligt i genforsikringsselskaber volder vanskeligheder. Da hovedvægten af fordringerne ofte vil kunne udgøre krav, der først vil kunne endeligt opgøres efter en meget lang årrække, vil det heller ikke være relevant at stille en yderligere betingelse om, at en vis andel af de kendte og opgjorte fordringer skal have tiltrådt anmodningen.
En skyldner, som søger tvangsakkord, skal ifølge konkurslovens § 165 rette henvendelse til to tillidsmænd, der registrerer samtlige skyldnerens aktiver og passiver. Tillidsmændene udarbejder endvidere en statusoversigt, der bl.a. indeholder hver fordringshavers navn og adresse samt de enkelte fordringers størrelse. Genforsikringskontrakter er ofte udformet således, at mange kreditorer ikke på et givet tidspunkt vil kunne anmelde et endeligt krav mod genforsikringsselskabet, idet skadesopgørelsen afhænger af faktorer, som kun vanskeligt kan dokumenteres på tidspunktet for tvangsakkordens åbning.
Efter stk. 7 kan skifteretten derfor efter høring af Finanstilsynet udpege en uvildig aktuar, som foretager en værdiansættelse af de anmeldte kravs værdi.
Stk. 8 fraviger hovedreglen i konkursloven om, at vedtagelse af en tvangsakkord skal tiltrædes af en vis andel af kreditorerne. Ligesom det er tilfældet ved beslutning om åbning af tvangsakkordforhandlinger, vil genforsikringsselskaber ofte have vanskeligt ved at opnå den efter konkursloven krævede tilslutning til vedtagelse af en tvangsakkord. I det omfang kreditorerne kun har et teoretisk krav mod selskabet, vil de næppe reagere på opfordringen til at give møde ved akkordforhandlingerne. På den baggrund foreslås det, at kravene i konkurslovens § 176 opgøres i forhold til de fremmødte og anmeldte krav ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber.