Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LBK nr 650 af 09/06/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 243a

Overtræder eller er det overvejende sandsynligt, at et pengeinstitut eller et realkreditinstitut som følge af en betydelig eller hastig forværring af virksomhedens finansielle situation i nær fremtid vil overtræde kravene fastsat i denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter, afsnit II i direktiv 2014/65/EU om markeder for finansielle instrumenter eller artikel 3-7, 14-17 og 24-26 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at foretage en eller flere af tiltagene i stk. 2 og 3 inden for en af Finanstilsynet fastsat frist. Finanstilsynet kan forlænge fristen, hvis det skønnes nødvendigt.

Stk. 2. Finanstilsynet kan, jf. stk. 1, påbyde virksomheden at

  1. iværksætte eller opdatere sin genopretningsplan, som er udarbejdet i overensstemmelse med §§ 71 a og 71 b,

  2. udarbejde og indsende en handlingsplan til Finanstilsynet,

  3. indkalde virksomhedens øverste myndighed,

  4. et eller flere medlemmer af bestyrelse eller direktion skal nedlægge hvervet, jf. § 64,

  5. udarbejde og indsende en plan for forhandlinger om omstrukturering af virksomhedens gæld,

  6. ændre sin forretningsstrategi,

  7. ændre sin retlige eller operationelle struktur og

  8. kontakte potentielle købere med henblik på at forberede en afvikling af virksomheden.

Stk. 3. Ved indkaldelse af virksomhedens øverste myndighed, jf. stk. 2, nr. 3, fastsætter Finanstilsynet dagsordenen. Selskabslovens §§ 90 og 91 finder ikke anvendelse på indkaldelser efter 1. pkt. Efterkommer en virksomhed ikke et påbud efter stk. 2, nr. 3, kan Finanstilsynet på vegne af virksomheden indkalde virksomhedens øverste myndighed og fastsætte dagsordenen herfor. Selskabslovens §§ 89-91 og 93 finder ikke anvendelse på indkaldelser efter 3. pkt.