LBK nr 650 af 09/06/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 17
Finanstilsynet fastsætter regler om, hvilke instrumenter og kontrakter ud over de finansielle instrumenter, der er nævnt i bilag 2 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, pengeinstitutter, kan udføre tjenesteydelser med.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 17
RetsinformationBestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i lov om fondsmæglerselskaber.
Bestemmelsen omfatter pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber samt realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber med tilladelse efter § 9, stk. 1.
Bestemmelsen fastsætter, at Finanstilsynet bemyndiges til at fastsætte regler for, hvilke andre instrumenter og kontrakter end de i bilag 5 nævnte finansielle virksomheder med tilladelse efter § 7, stk. 1, eller § 9, stk. 1, kan tilbyde tjenesteydelser med. Henvisningen til § 7, stk. 1, medfører, at Finanstilsynets mulighed for at fastsætte regler for hvilke andre instrumenter og kontrakter end de i bilag 5 nævnte, også gælder for pengeinstitutter, der ikke har tilladelse som værdipapirhandler. For disse pengeinstitutter vil karakteren af tjenesteydelser være begrænset til de tjenesteydelser, som er nævnt i bilag 1. Efter bestemmelsen kan tilsynet også fastsætte, hvilke tjenesteydelser der kan udøves med de enkelte instrumenter og kontrakter. Endvidere kan fastsættes forskellige regler for forskellige typer af finansielle virksomheder.
Baggrunden for bestemmelsen er, at der kan være instrumenter og kontrakter, der ikke er omfattet af den finansielle lovgivning og derfor kan udføres uden tilladelse fra Finanstilsynet af andre end finansielle virksomheder med tilladelse efter § 9, stk. 1. Det er fundet hensigtsmæssigt at åbne mulighed for at tjenesteydelser med sådanne instrumenter og kontrakter også kan udføres af finansielle virksomheder med tilladelse efter § 9, stk. 1, eller § 7, stk. 1.
Tjenesteydelser i forbindelse med disse instrumenter og kontrakter vil ikke være omfattet af eneretten i henhold til § 9, stk. 3, og er ikke omfattet af reglerne om muligheden for at etablere sig og udøve tjenesteydelser i andre EU lande eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område (»det europæiske pas«).
Bemyndigelsen er i dag udnyttet for så vidt angår valutaspotforretninger der ikke er omfattet af bilag 4, afsnit B, nr. 6, og bilag 5, nr. 11. Endvidere er bemyndigelsen udnyttet for så vidt angår modtagelse og formidling af ordrer for investors regning med tinglyste, negotiable pantebreve i fast ejendom eller løsøre samt modtagelse og formidling af ordrer vedrørende anparter i interessentskaber og kommanditselskaber med højst 10 deltagere.